H. C. Andersen: Improvisatoren 2,13

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,13

                  XIII 

         Poggio. Annunziata. Maria.

   [s273] Poggio besøgte mig, spøgte over min Forstemthed, men jeg kunde ikke sige ham Grunden; Ingen kunde jeg sige den.
   »Du seer jo ud, som der blæste en slem Scirocco! Er det fra Hjertet, denne varme Luftning kommer? Den lille Fugl derinde kunde brænde op, og da det ingen Fugl Phoenix er, saa er den ikke indrettet paa det! den maa imellem flyve ud, hakke af de røde Bær paa Marken, og af de fine Roser paa Balkonen, tage for sig af Retterne, det gjør min Fugl, og finder sig vel derved, har et ypperligt Humeur, synger Lystighed i mit Blod, i mit hele Væsen, og derfra har jeg det Lune, jeg har! det kan Du ogsaa faae, og skal det! en Digter maa just have en rigtig Fugl i Brystet, en Fugl, som kjender baade Roser og Bær, de sure og de søde, Grumset og Ætheren!«
   »Det er en smuk Idee om en Digter!« udbrød jeg.
   »Christus blev et Menneske, som vi Andre, steg selv ned i Helvede til de Fordømte! det Guddommelige maa blande sig med det Jordiske, skal der komme et mægtigt Produkt derud af -! men, det er jo en prægtig Forelæsning, jeg begynder paa. Een skulde jeg jo rigtignok holde, det gav jeg Løfte paa, men jeg troer, det var over et andet Thema. Hvad betyder det, at Herren med eet forlader sine Venner. I tre Dage har han ikke været i Podestaens Huus! det er stygt, meget stygt af ham! Familien er ogsaa vred. Endnu i Dag maa Du hen og, knælende som en anden Frederik Barbarossa, holde Stigbøilerne. Ikke været i tre Dage hos Podestaens, det hører jeg af Signora Rosa! Hvad gaaer der dog af Dig?«
   »Jeg har ikke følt mig vel, ikke været ude!« -
   »Nei, kjære Ven, det veed man bedre! forleden Aften var Du jo henne at see Operaen la regina di spagna, hvor den lille Aurelia kommer som Riddersmand, det er en lille Orlando furioso! men den Erobring kan da ikke sætte graa Haar, den er ikke saa vanskelig! hvad det nu ogsaa er, Du følger med til Middag hos Podestaens! der ere vi indbudne, og jeg har givet min Haand paa, at bringe Dig med!«
   [s274] »Poggio,« sagde jeg alvorligt, »Dig vil jeg sige Grunden, hvorfor jeg ikke har været der, hvorfor jeg sjeldnere vilde komme der!« Jeg sagde hvad Banquierens Frue havde hvidsket mig i Øret, at Venedig talte om, at jeg vilde vinde den smukke Maria, som havde Formue, havde et Gods i Calabrien.
   »Naa!« udbrød Poggio, »det maatte de da gjerne sige om mig! derfor vil Du ikke komme der? Ja vidst, det sige Folk, det troer jeg selv, for det er saa naturligt! men enten vi have Ret eller Uret, saa er det ikke billigt, at være uartig imod Familien. Maria er smuk, meget smuk, har Forstand og Følelse, og Du elsker hende ogsaa, det har jeg altfor tydeligt seet!«
   »Nei, nei!« udbrød jeg! »Min Tanke er der saa langt fra Kjærlighed! Maria har Lighed med et blindt Barn, jeg eengang har seet, et Barn, der underligt tiltalte mig, som Børn kunne det! Denne Lighed har ofte grebet mig hos Maria, og fæstet mit Blik fast paa hende!«
   »Maria har ogsaa været blind,« sagde Poggio i en noget alvorlig Tone, »hun kom nok blind fra Grækenland, hendes Onkel, Lægen i Neapel, har opereret hende!«
   »Min Blinde var ikke Maria!« sagde jeg.
   »Din Blinde,« gjentog Poggio lystigt, »det var nok en underlig Person, det blinde Barn, der faaer Dig til at stirre paa Maria, og søge Lighed! ja det er nu billedligt talt! det er den lille blinde Amor, Du engang har gjort Bekjendtskab med, og han faaer Dig til at see paa Maria! Nu tilstaaer Du det jo selv! før vi veed af det, declareres Brylluppet, og I drage bort fra Venezia!«
   »Nei, Poggio!« udbrød jeg, »Du fornærmer mig med denne Tale, jeg gifter mig aldrig! min Kjærligheds Drøm er forbi, jeg drømmer den aldrig, kan det ikke! Ved den evige Gud og alle Hellige, aldrig vil eller kan jeg« -
   »Stille! stille, gjør ingen Ed derpaa!« raabte Poggio, »jeg vil troe Dig og sige alle Folk imod, som forsikkre, at Du elsker Maria, og I skulle være et Par! men sværg ikke paa, aldrig at gifte Dig, maaskee er Brylluppet nærmere end Du troer! selv i dette Aar, det kan gjerne være!«
   »Dit maaskee!« svarede jeg, »men mit aldrig!«
   »Naa, saa Du troer, at jeg skulde gifte mig!« udbrød Poggio; »nei, kjære Ven, jeg har ikke Raad til at holde Kone, den Fornøielse koster altfor meget!«
   »Dit Bryllup staaer før mit,« svarede jeg, »maaskee den smukke [s275] Maria selv bliver Din, og medens Venedig siger, jeg vil række hende Haanden, er det Dig, hun rækker sin!«
   »Det var daarligt gjort!« svarede han og loe, »nei, da under jeg hende en bedre Mand, end mig. Skal vi vædde,« vedblev han, »Du bliver gift, det være sig nu med Maria eller en anden Dame, Du bliver Ægtemand, og jeg Pebersvend. To Flasker Champagne vædde vi, som drikkes paa din Bryllupsdag.«
   »Det tør jeg!« sagde jeg, og smilte. Nu maatte jeg følge med ham til Podestaens. Den gamle Rosa skjændte paa mig, Podestaen ogsaa. Maria var taus, mit Øie hvilte paa hende, Venedig sagde jo, at hun var min Brud. Rosa klinkede med mig!
   »Ingen Dame bør drikke Improvisatorens Skaal,« sagde Poggio, »han har svoret det smukke Kjøn et evigt Had, han vil aldrig gifte sig!«
   »Evigt Had?« svarede jeg; »fordi jeg ikke gifter mig, kan jeg jo nok skatte og ære det Skjønne hos det Kjøn, som meest opliver og mildner alle Livets Forhold!«
   »Ikke giftes!« raabte Podestaen, »det var den daarligste Tanke, Deres Genie har født! men smukt er det heller ikke af Vennen,« sagde han spøgende til Poggio, »at udpege den!«
   »Det er for at prostituere ham!« sagde Poggio, »han kunde ellers let forelske sig i denne hans eneste slette Tanke, og fordi den var saa glimrende, antage den som original, og ordentligt holde fast ved den!« Man spøgte med mig, drillede mig, jeg maatte være munter; kostelige Retter og herlig Viin sattes frem. - Jeg tænkte paa Annunziatas Armod, om hun maaskee hungrede. »De har lovet at læse Silvio Pellicos Værker for os,« sagde Rosa, da vi skiltes ad, »glem det ikke, og kom smukt daglig til os, De har vant os dertil, og Ingen i Venedig kan paaskjønne det mere!«
   Jeg kom, jeg kom ret ofte, thi jeg følte hvor kjær, jeg var dem! Henved en Maaned gik efter min sidste Samtale med Poggio, intet havde jeg kunnet opspørge om Annunziata, jeg maatte stole paa Tilfældet, der vilde knytte den eengang sønderbrudte Traad. En Aften, jeg var hos Podestaen, syntes Maria mig forunderlig tankefuld, en levende Smerte stod udtrykt i hendes Aasyn. Jeg havde læst for hende og Rosa, under Læsningen selv syntes hun mig adspredt. Rosa forlod Værelset; aldrig havde jeg endnu været ene med Maria, en sælsom, uforklarlig Anelse, som forestod der mig noget Ondt, opfyldte mit [s276] Bryst. Jeg søgte at begynde en Samtale om Silvio Pellico, om det politiske Livs Indvirken paa hans Digteraand.
   »Hr. Abbate!« afbrød hun mig, og syntes ikke at have hørt et Ord af min Tale, hele hendes Tanke syntes henvendt paa een eneste Gjenstand. »Antonio!« vedblev hun med bævende Stemme, og Blodet brændte i hendes Kinder, »jeg maa tale med Dem! en Døende har jeg rakt min Haand derpaa, at jeg vilde det!« - Hun standsede; jeg stod taus, grebet af de faa Ord.
   »Vi ere jo dog ikke saa fremmede for hinanden?« sagde hun, »og dog er dette Øieblik mig saa skrækkeligt!« Hun blev dødbleg.
   »Gud i Himlen!« udbrød jeg, »hvad er der skeet?«
   »Guds forunderlige Styrelse drager mig ind i Deres Livsbegivenheder, gjør mig deelagtig i en Hemmelighed, i et Forhold, ingen Fremmed skulde kjende! men min Læbe er taus, hvad jeg lovede den Døende, har jeg ikke sagt, selv ikke den gode Rosa!« Hun tog en lille Pakke frem: »den er til Dem, den vil vist kunne sige Dem Alt, jeg har lovet at levere den i Deres Hænder! i to Dage har jeg eiet den, jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde opfylde mit Løfte, nu er det løst! vær taus, som jeg skal være det!«
   »Fra hvem kommer den,« spurgte jeg; »tør jeg ikke vide det?«
   »Evige Gud!« sagde hun, og forlod Værelset. Jeg ilede hjem og aabnede den lille Brevpakke. Der laae en Deel løse Papirer i; det første, jeg saae, var min egen Skrift, et lille Vers skrevet med Blyant; men underneden med Blæk tre sorte Kors, som om det var en Gravskrift. Det var Digtet, jeg engang kastede for Annunziatas Fødder, første Gang jeg saae hende. »Annunziata!« sukkede jeg dybt! »evige Guds Moder! det kommer fra hende!« Mellem Papirerne laae en lille forseglet Seddel, og uden paa skrevet: »Til Antonio!« jeg rev den op, - ja det var fra hende. Det Halve var skrevet, saae jeg, samme Nat, jeg om Aftenen var hos hende; de nederste Linier syntes nyere, de vare forunderligt blegt og zittrende skrevne. Jeg læste.
   »Jeg har seet Dig, Antonio! seet Dig endnu engang! Det var mit eneste Ønske, og dog frygtede jeg for det Øieblik, som man frygter for Døden, der dog bringer Lykke. Det er kun Timer siden, jeg saae dig; naar Du læser dette, er det vist Maaneder, men længer heller ikke! Der fortælles jo, at den, som har seet sig selv, maae døe kort efter! Du var Halvdelen af min Sjæl! Du var min Tanke, Dig har jeg seet! Du saae mig i min Lykke, i min Elendighed! Du var den Eneste, [s277] som endnu kjendtes ved den fattige, forglemte Annunziata! - Men jeg fortjente det ogsaa, Antonio! nu tør jeg sige Dig det, thi naar Du læser det, er jeg død. Jeg elskede Dig, elskede Dig fra mine lykkelige Dage til mit sidste Øieblik. Madonna vilde ei, at vi skulde forenes i denne Verden, og hun skilte os ad. Jeg vidste Din Kjærlighed, før Du hiin ulykkelige Aften, da Skudet ramte Bernardo, tilstod den! Min Smerte over Ulykken, der skilte os ad, den store Jammer, der knugede mit Hjerte, bandt min Tunge, jeg skjulte mit Ansigt ved den Dødes Legeme, og Du var borte, jeg saae Dig ikke mere! Bernardo var ei dødeligt saaret, jeg gik ikke fra ham, før jeg havde Vished derom! Har det vakt Tvivl i din Sjæl om min Kjærlighed til Dig? Jeg vidste ikke, hvor Du var, kunde ikke erfare det. Nogle Dage efter kom en sælsom gammel Qvinde til mig, og rakte mig en Seddel, hvorpaa Du havde skrevet: »jeg reiser til Neapel.« Dit Navn stod derunder, hun sagde, Du maatte have Pas og Penge; jeg fik Bernardo til at bede sin Onkel, Senatoren, derom. Da var mit Ønske en Befaling, da havde mit Ord Kraft, jeg fik, hvad jeg ønskede. Bernardo var ogsaa bedrøvet for Dig! Han blev frisk igjen, og han elskede mig, jeg troer det, elskede mig oprigtig; men Du alene fyldte min Tanke. Han forlod Rom, jeg skulde til Neapel, min gamle Venindes Sygdom nødte mig til at blive en Maaned i Mola di Gaeta. Da vi siden kom til Neapel, hørte jeg om en ung Improvisator, Cenci, der, den Aften jeg kom, var optraadt paa Theatret; jeg anede det var Dig - jeg fik Vished derom. Min gamle Veninde skrev Dig strax til, nævnte vel ikke vort Navn, men hvor vi boede, - Du kom ikke; hun skrev igjen, rigtignok uden Navn, men Du maatte have kjendt, fra hvem det sendtes. Hun skrev: »Kom Antonio! Skrækken fra sidste ulykkelige Øieblik, vi vare samlede, er vel overstaaet! - Kom snart, betragt det som en Misforstaaelse, Alt kan blive godt, kun udsæt det ikke med at komme!« Men Du kom ikke! - Brevene havde Du læst, fik jeg at vide, og Du var reist, strax tilbage til Rom! Hvad maatte jeg troe? Din Kjærlighed var alt forbi! Jeg var ogsaa stolt, Antonio! Verden havde gjort min Sjæl forfængelig! Jeg glemte Dig ikke, jeg opgav Dig, og led derved! Min gamle Veninde døde, hendes Broder fulgte efter; de havde været som Forældre imod mig, jeg stod ganske ene i Verden, men var jo dens Yndling, var ung og smuk, glimrede ved min Sang. Det var det sidste Livs Aar! Jeg blev syg paa Reisen til Bologna, meget syg, mit Hjerte led! Antonio, jeg vidste ikke, at Du kjærligt tænkte paa mig, at Du engang, naar al Ver[s278] dens Lykke faldt, endnu vilde trykke et Kys paa mine Hænder! - Eet Aar laae jeg syg, min Formue, samlet i de to Aar, jeg havde været Sangerinde, smeltede bort; - jeg var fattig og dobbelt fattig, thi min Stemme var borte, Sygdommen havde afkræftet mig; der gik Aar, henved syv lange Aar, - da mødtes vi. - Du har seet min Armod! Du har vist hørt, hvorledes de hyssede af den Annunziata, der engang droges i Triumph gjennem Roms Gader? Bitter, som min Skjæbne, er ogsaa Tanken bleven det! - Du kom til mig, som et Slør faldt Alt fra mit Øie, jeg følte det: Du havde oprigtigt elsket mig. Jeg stødte Dig ud i Verden, sagde Du til mig. Du vidste ikke, hvor jeg havde elsket Dig, strakt mine Arme efter Dig! Jeg har seet Dig, Dine Læber har glødet paa min Haand, som i ældre, bedre Tider! vi ere skilte ad, jeg sidder igjen alene i det lille Kammer, imorgen forlader jeg det, maaskee Venezia! vær ikke bedrøvet for mig, Antonio, Madonna er god og naadig! tænk venligt paa mig, det er den Døde, der beder Dig, Annunziata, som har elsket Dig, og beder nu og - i Himlen for Dig!« Mine Taarer strømmede, medens jeg læste det, det var som mit Hjerte vilde opløse sig i Graad. Den anden Deel af Brevet var skrevet kun for nogle Dage siden. Det var den sidste Afsked. »Min Nød nærmer sig sin Ende! Madonna være lovet for hver Glæde, hun sendte mig, hun være lovet for hver Sorg! - I mit Hjerte er Døden! Blodet strømmer fra det! Kun eengang endnu, og saa er det forbi! Venezias smukkeste og ædleste Pige er Din Brud, har man sagt mig! I blive lykkelige, det er en Døendes sidste Ønske! Jeg vidste Ingen i Verden, jeg kunde give disse Linier, mit sidste Farvel, uden hende; hun vil komme, siger mit Hjerte mig, den som staaer paa Afskedstrinet mellem Liv og Død, vil et ædelt qvindeligt Hjerte ikke afslaae den sidste Lædskedrik! Hun vil komme til mig! Lev vel, Antonio! min sidste Bøn paa Jorden, min første i Himlen er for Dig, for hende, som vil være Dig, hvad jeg aldrig kunde have blevet. Forfængelig var min Sjæl, Verdens Roes gjorde det; maaskee var Du aldrig blevet lykkelig med mig, ellers havde Madonna ikke skilt os ad. Farvel! Farvel! jeg føler Fred i mit Hjerte, min Smerte er forbi, Døden er nær! Bed ogsaa Du og Maria for mig!« -

Annunziata.

   Den dybeste Smerte har ingen Ord, - bedøvet, synkende sammen, sad jeg og stirrede paa Brevet, der var vaadt af mine Taarer. Annunziata [s279] havde elsket mig! Hun var den usynlige Aand, som førte mig til Neapel, Brevet havde været fra hende, og ei fra Santa, som jeg havde troet. Annunziata havde været syg, smægtet i Armod og Elendighed, og nu var hun død, vistnok død! - Den lille Seddel, jeg havde givet Fulvia, med Underretningen! »jeg rejser til Neapel,« og som hun havde bragt Annunziata, laae i Brevpakken, desuden et aabent Brev fra Bernardo, hvori han sagde hende sit Lev vel og sin Bestemmelse, at han forlod Rom og traadte i fremmed Tjeneste, men der stod ikke, hvilken. Maria havde hun givet Brevpakken til mig, Maria nævnet hun som min Brud; det tomme Rygte havde ogsaa naaet Annunziata, og hun havde troet det, havde kaldt Maria til sig! Hvad kunde hun have sagt? Jeg erindrede, med hvilken Angest Maria havde talt til mig, altsaa vidste hun nu, hvad Venedig dømte om os to! Jeg havde ikke Mod til at tale med hende, og dog maatte jeg det, hun var jo min og Annunziatas gode Engel.
   Jeg tog en Gondol, og var snart i Værelset, hvor Rosa og Maria sad med deres Haandarbeide. Maria var forlegen, jeg havde ikke Mod at sige, hvad der ene og alene beskjæftigede mig, jeg svarede adspredt paa ethvert Spørgsmaal, Sorgen knugede min Sjæl; da greb Rosa min Haand og sagde:
   »De har havt en stor Sorg! Hav Fortrolighed til os! Kunne vi ikke trøste, vi kunne sørge med en oprigtig Ven!«
   »De veed jo Alt!« udbrød jeg, og min Smerte fik Luft.
   »Maria maaskee!« svarede Rosa. »Men jeg veed saa godt som Intet!«
   »Rosa!« sagde Maria bedende og greb hendes Haand.
   »Nei, for Dem har jeg ingen Hemmeligheder!« sagde jeg, »Alt skal jeg fortælle! ogsaa det er en Lindring!« Og jeg fortalte om min fattige Barndom, om Annunziata og min Flugt til Neapel; men da jeg saae Maria med foldede Hænder foran mig, som Flaminia havde siddet, som endnu et Væsen sad for mig, taug jeg. Om Lara, om Drømmebilledet i Grotten havde jeg ikke Mod at tale i Marias Nærhed, det hørte jo heller ikke til Historien om Annunziata. Jeg gik strax til vort Møde i Venedig og vor sidste Samtale. Maria trykkede Hænderne for Øiet og græd. Rosa taug.
   »Derom har jeg intet vidst, intet anet!« sagde hun. »Fra Søstrenes Hospital blev sendt et Brev til Maria, en døende Qvinde bad hende ved alt Helligt og Godt, ved hendes eget Hjerte, dog at komme derhen! [s280] Jeg fulgte med hende i Gondolen, men ene skulde hun komme, jeg blev hos Søstrene, medens hun gik til den Døendes Seng!«
   »Jeg saae Annunziata!« sagde Maria. »De har faaet, hvad hun bad mig bringe Dem!«
   »Og hun sagde?« udbrød jeg.
   »»Giv Antonio, Improvisatoren det, men useet af Andre!« - Hun talte om Dem, talte som en Søster, som en god Aand kan tale - og jeg saae Blod, - Blod ved hendes Læber - hun slog sine Øine op i Døden, og -!« - Maria brast i Graad.
   Taus trykkede jeg hendes Haand til mine Læber, takkede for hendes Fromhed og milde Sind, at hun var gaaet til Annunziata. Jeg forlod dem, traadte ind i Kirken og bad for den Døde. -
   Aldrig har jeg mødt større Inderlighed og Venskab, end fra dette Øieblik i Podestaens Huus; en kjær Broder var jeg for Rosa og Maria, ethvert af mine Ønsker søgte de at aflure mig; selv i de mindste Smaating saae jeg deres Omhu for mig.
   Jeg besøgte Annunziatas Grav. Kirkegaarden var en svømmende Ark, med høie Mure, hævende sig op af Vandet, Øen med de Dødes Have. En grøn Plet med mange sorte Kors saae jeg for mig. Jeg fandt den Grav jeg søgte. »Annunziata« var den hele Indskrift; en frisk, smuk Krands af grønne Laurbær hang over Korset, vistnok en Gave fra Rosa og Maria. Jeg takkede dem begge derfor. Hvor skjøn var ikke Maria i sin Mildhed, hvilken forunderlig Lighed havde hun ikke med mit Skjønhedsbillede Lara, naar hun slog Øiet ned; de forekom mig, i hvor uforklarligt det syntes, at være een Person.
   Paa denne Tid indtraf et Brev fra Fabiani; jeg havde nu været paa fjerde Maaned i Venedig, det undrede ham, han syntes, jeg ikke burde anvende længere Tid paa denne By, men besøge Milano eller Genua; dog stod det ganske til mig selv, hvad jeg helst vilde, kunde jeg gjøre. Hvad holdt mig ogsaa i Venedig, den var mig Sorgens By, som den havde hilset mig ved sin Ankomst, mit Livs bedste Drøm havde her opløst sig i Taarer. Maria og Rosa ere mig kjærlige Søstre, Poggio en elskværdig, trofast Ven, jeg finder ingen som de, men vi maae jo dog skilles ad, her finder min Smerte kun Næring! Ja bort! bort! det var min Beslutning. Jeg vilde forberede Rosa og Maria paa det; de maatte jo dog vide det. Om Aftenen sad jeg hos dem i den store Sal, hvor Balconen gik ud over Kanalen. Maria vilde, at Tjeneren skulde bringe [s281] Lampen ind, men Rosa syntes, det var smukkere i det klare Maaneskin. Orangetræet duftede saa stærkt.
   »Syng for os, Maria!« sagde Rosa, »syng den smukke Sang, Du har lært om Troglodytgrotten! lad Antonio høre den!«
   Paa sælsomme bløde Toner sang Maria da en forunderlig stille Vuggesang. Text og Melodie smeltede sammen, og viste for Hjerte og Tanke Skjønhedens Hjem under den ætherklare Bølge.
   »Der er noget saa aandigt, saa gjennemsigtigt i den hele Sang!« sagde Rosa.
   »Saaledes maa Aanden aabenbare sig uden Legeme!« udbrød jeg.
   »Saaledes svømmer Verdens Deilighed for den Blinde!« sukkede Maria.
   »Men saa skjøn er den ikke, naar Øiet aabnes?« spurgte Rosa.
   »Ikke saa skjøn, og dog skjønnere!« svarede Maria.
   Da fortalte Rosa, hvad alt Poggio havde sagt mig, at Maria havde været blind, at Broderen havde skjænket hende Øiets Lys. Maria nævnte hans Navn med Kjærlighed og Taknemmelighed, fortalte mig barnligt sine Begreber om Verdenen uden om hende, om den varme Sol, om Menneskene, om Cactussens brede Blade og de store Templer. »I Grækenland ere der flere, end her!« bemærkede hun pludseligt, og der blev et Ophold i Fortællingen. »Som Tonernes Skjønhed og Styrke, tænkte jeg mig Farverne!« sagde hun. »Violerne ere blaa, Havet og Himlen ere ogsaa blaa, fortalte man mig, af Violernes Duft lærte jeg da, hvor skjøn Himlen og Havet maatte være! Naar det legemlige Øie er dødt, seer det sjælelige mere klart! Den Blinde lærer at troe paa en Aandeverden! Alt hvad han skuer, aabenbarer sig, fra denne!«
   Jeg tænkte paa Lara, med den blaa Violbouquet i det mørke Haar, Orangetræets Duft førte mig ogsa til Paestum, hvor Violerne og de røde Levkøier voxe om Tempel-Ruinerne. Vi talte om Naturens store Skjønhed, om Havet og Bjergene, og Rosa længtes efter sit skjønne Neapel. Da fortalte jeg dem, at min Afreise var nær, at jeg alt om nogle Dage forlod Venedig.
   »De vil forlade os?« sagde Rosa bedrøvet. »Derpaa havde jeg slet ikke tænkt!«
   »De kommer ikke mere til Venedig?« spurgte Maria! »De kommer ikke mere til Deres Venner?«
   [s282] »Jo! jo sikkert!« udbrød jeg, og skjøndt det slet ikke var min Plan, forsikkrede jeg nu, at fra Milano vendte jeg tilbage til Rom over Venedig; men mon jeg selv troede det? Jeg var ved Annunziatas Grav, tog et Blad af Krandsen, der hang, og gjemte det, som vilde jeg aldrig mere vende tilbage. Det var ogsaa sidste Gang, jeg kom her. Hvad Graven gjemte, var Støv, i mit Hjerte stod dets Skjønheds Aftryk, og hos Madonna byggede Aanden, hvis Billede det var. Annunziatas Grav og den lille Stue, hvor Rosa og Maria rakte mig Haanden til Afsked, saae alene min Graad og Bedrøvelse.
   »Find en ædel Qvinde, der kan oprette deres Hjertes Tab!« sagde Rosa ved Afskeden, »bring hende engang i mine Arme, jeg veed, jeg vil elske hende, som De har lært mig at elske Annunziata!«
   »Kom glad tilbage!« sagde Maria. Jeg kyssede hende paa Haanden, hendes Øie hvilte smerteligt bedrøvet paa mit. Podesta stod med det skummende Champagne-Glas, og Poggio istemte en lystig Reisesang om det rullende Hjul og Fuglenes Sang i den fri Natur! Han fulgte mig i Gondolen over til Fusina. Damerne vinkede fra Balkonen med hvide Lommetørklæder. Hvor meget kunde der ikke skee, før vi atter saae hinanden. Poggio var overgiven lystig, men jeg følte nok, det var ikke naturligt. Han trykkede mig hæftigt i sine Arme, og sagde, at vi skulde flittigt skrive hinanden til. »Du mælder mig da om din smukke Brud og glemmer ikke Væddemaalet!«
   »Hvor kan Du spøge i dette Øieblik,« sagde jeg, »Du veed min Bestemmelse!« Vi skiltes ad.

H. C. Andersen Homepage