H. C. Andersen: Improvisatoren 2,12

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,12

                 XII 

              Sangerinden.

   [s264] En stor Livsbegivenhed ligger mig her saa nær, at den næsten fortrænger alt andet; som Skovens høie Pinie, drager den Blikket kort fra det lave Underkrat, kun flygtigt skildrer jeg derfor Mellemgrunden. Jeg kom ofte i Podestaens Huus, jeg var dets oplivende Genius, sagde de. Rosa fortalte om sit kjære Neapel og jeg læste for hende divina comedia, Alficri og Nicolini, og som Digterarbeiderne henrev mig Marias Aand og Følelse. Udenfor Huset var Poggio min kjæreste Omgang, man vidste det, og han blev indbudet af Podesta; han takkede mig, sagde, det var mine og ikke hans Fortjenester, vort Venskab, der førte ham hen, hvor han maatte misundes af hele Venedigs Ungdom. Overalt beundrede man mit Improvisator-Talent, ja vurderte det saa høit, at ingen Kreds slap mig, før jeg havde opfyldt deres Ønske, at skabe et Digt. De første Kunstnere rakte mig broderligt Haanden og opmuntrede mig til offentligt at optræde, og jeg opfyldte det halvt, ved i Academia del arte, for dets Medlemmer, en Aften at improvisere over Dandolos Tog mod Constantinopel og over Bronze-Hestene paa Sanct Marcuskirken, hvorfor man hædrede mig med et Diplom; jeg var nu optaget i Selskabet. Men en endnu større Glæde ventede mig i Podestaens Huus. Maria overrakte mig en Dag en lille Æske, med et smukt Halsbaand af skjønne, brogede Muslingeskaller, uendelige smaa, fine og nydelige, kun hæftede sammen med en Silketraad; det var en Gave fra de Ulykkelige paa Lido, hvis Velgjører man kaldte mig.
   »Det er meget smukt!« sagde Maria.
   »Det maa De gjemme, at forære deres Brud!« sagde Rosa, »det er just en smuk Gave, og i den Hensigt blev den ogsaa givet!«
   »Min Brud!« gjentog jeg alvorligt, »jeg har ingen, slet ingen!«
   »Men hun kommer!« sagde Rosa. »De faaer en Brud, og det den smukkeste af dem Alle!«
   »Aldrig!« gjentog jeg og stirrede paa Jorden, idet jeg følte, hvor meget jeg havde tabt. Maria blev ogsaa taus ved mit Mismod; hun [s265] havde glædet sig saameget til at overrække mig Gaven, faaet den af Poggio, til hvem den var givet, og nu stod jeg forstemt, skjulte det saa daarligt; Halsbaandet holdt jeg i min Haand, jeg havde saa gjerne skjænket det til Maria, men Rosas Ord standsede min Beslutning. Maria havde vist gjættet min Tanke, thi i det jeg hæftede mit Øie paa hende, gled en let Rødme over hendes Ansigt. - -
   »De kommer sjeldent til os!« sagde min rige Banquiers Frue en Dag, jeg aflagde Visit, »altfor sjeldent kommer De her, men til Podestaens! ja, der er mere moersomt! Maria er jo Venezias første Skjønhed, og De vor første Improvisator. Det er ogsaa et godt Partie! Pigen skal have et prægtigt Gods i Calabrien; det er hendes Arvepart, eller kjøbt for Arven. Vær dristig, og det lykkes. De bliver misundt af hele Venezia!«
   »Hvor kan De tro,« svarede jeg, »at en saa egennyttig Tanke boer i mig. Jeg er saa langt fra at elske Maria, som nogen kan være det! Hendes Skjønhed griber mit Hjerte, som alt Skjønt, men det er ikke Kjærlighed! og at hun har Formue, gjør ikke Udslaget hos mig!«
   »Den bør man dog ogsaa see paa!« sagde Fruen. »Kjærlighed er først et Livs Lyksalighed, naar det staaer sig vel med Kjøkken og Kjælder. Det er disse, man skal leve af!« Hun loe og rakte mig Haanden.
   Det forbittrede mig, at man kunde tænke, endogsaa tale saaledes om mig. Jeg besluttede, at komme langt sjeldnere til Podestaens, i hvor kjære de alle vare mig. Aftenen havde jeg tænkt paa at tilbringe der, nu forandrede jeg min Beslutning. Mit Blod var kommet i Bevægelse. Nei, tænkte jeg, hvorfor ærgre mig, lystig vil jeg være! Livet er smukt, naar man kun selv vil det! fri er jeg, Ingen skal virke ind paa mig! Jeg har Kraft og Villie nok! I den mørke Aften gik jeg ene omkring i de snevre Gader, hvor Husene mødte hinanden, hvor derfor det smalle Rum var stærkt oplyst, Menneskevrimlen levende. I lange Straaler skinnede Lysene paa den store Kanal, hurtigt skjød Gondolerne under den eneste høie Bue, som bærer Broen. Da lød Sang, Visen om Kys og Kjærlighed, og som Slangen i Kundskabstræet, viste den mig Syndens skjønne Ansigt. Jeg gik bort, ind i de snevre Gader; der laae et Huus, mere oplyst end de andre, en Mængde Mennesker gik derind. Det var et af Venedigs mindre Theatre: Sant Lucas troer jeg det hedder. En lille Trup gav der Opera, daglig samme Forestilling to Gange, som paa Teatro Fenize i Neapel. Klokken fire om Eftermiddagen begyndte første Forestilling af Stykket, den endte henimod sex, [s266] og den anden begyndte da Klokken otte. Entreen var meget billig; men at see noget særdeles, maatte man heller ikke vente sig, dog Lysten hos den ringere Klasse efter at høre Musik, de Fremmedes Nysgjerrighed skaffede som oftest ret godt Huus, og det to Gange om Aftenen. Paa Affichen læstes: Donna Caritea, regina di Spagna, Musik af Mercadante. - »Man kan jo gaae igjen,« tænkte jeg, »kjeder man sig. De smukke Qvinder vil jeg see paa, mit Blod er varmt, mit Hjerte kan banke, som Bernardos, som Federigos, man skal ikke spotte Drengen fra Campagnen med Gjedemelken i Blodet. - Havde jeg altid været letsindig - som jeg nu vil være det, - da havde jeg vist gjort større Lykke! Ja Livet er kort, Alderen bringer Kulde og Iis!«
   Jeg gik ind, fik en lille smudsig Billet, og man førte mig til en Loge nærmest ved Theatret. Der var to Rækker Loger over hinanden, Tilskuerpladsen ret dyb, men Scenen selv syntes en Presenteerbakke, synderligt Mange vilde ikke rummes der, og dog gave de en ridderlig Opera med Fægtninger og Optog. Logerne vare indvendigt smudsige og forrevne, Loftet syntes at knuge det Hele sammen. En Mand i Skjorteærmer kom frem at tænde Lamperne. Folk sladdrede høit nede paa Pladserne. De Musicerende kom i Orchesteret; de kunde kun give Qvartet-Musik. Enhver Ting tydede paa, hvad det Hele vilde blive, men første Act vilde jeg dog holde ud. - Jeg betragtede Damerne rundt om, ingen af dem behagede mig, nu traadte en ung Herre ind i Sidelogen, jeg havde i Selskab seet ham før, han smilte og rakte mig Haanden, havde ikke troet, at vi skulde mødes her, »men«, hvidskede han, »man kan tidt faae ret behageligt Naboskab. I dette matte Maaneskin gjør man let Bekjendtskab!« Han pluddrede fort, der blev hysset, thi Ouverturen begyndte. Det klang meget sørgeligt, Teppet rullede op; det hele Chor bestod af to Damer og to Herrer, de saae ud, som vare de hentede fra Markarbeide, og derpaa iførte ridderlige Dragter.
   »Ja!« sagde min Nabo, »Solopartierne ere ofte ikke saa ilde besatte. Her er en Komiker der kunde træde op paa ethvert stort Theater! - Ak du gode Gud!« afbrød han sig selv, idet Stykkets Dronning traadte ind med to Damer. »Skal vi nu have hende! ja, saa giver jeg ikke en halv Zwanziger for det Hele, Jeanette var meget bedre!«
   Det var en lille, uanseelig Skikkelse, med et fiint skarpt Ansigt, indadliggende mørke Øine, der traadte op. Dragten sad ogsaa daarligt paa hende; det var Armod, der traadte op som Dronning, dog var det [s267] med en Anstand, som forundrede mig, den stak sælsomt af til det Hele; en ung, smuk Pige vilde den have klædt fortræffeligt. Hun traadte hen ved Lamperne, - mit Hjerte bankede stærkt, jeg vovede neppe at spørge om hendes Navn, jeg troede, mit Øie bedrog mig. »Hvad hedder hun?«
   »Annunziata!« svarede han mig. »Synge kan hun ikke, og saa skal man see paa det lille Sprinkelværk!« Som ædende Gift faldt hvert Ord i mit Hjerte, jeg sad som naglet fast, mit Øie stod ubevægeligt for hende. Hun sang; nei, det var ikke Annunziatas Stemme! mat, tonløs og usikker hævede den sig.
   »Der er virkelig Spor af en god Skole!« sagde min Naboe, men Kræfterne ville ikke slaae til!«
   »Hun ligner ikke,« stammede jeg, »sin Navne Annunziata, en ung Spanierinde, der glimrede engang i Rom og Neapel!«
   »Ak jo,« svarede han, »det er hende selv! For syv til otte Aar siden sad hun paa den høie Hest! da var hun ung, skal have havt en Stemme, som en Malibran, men nu er Forgyldningen borte: det er i Grunden alle slige Talenters Lod! i nogle Aar staae de paa deres Middagshøide! blændede af Beundring, mærke de endnu ikke, at det gaaer nedad, de trække sig ei fornuftigt tilbage, medens Glorien omstraaler dem, Publicum mærker først Forandringen, og det er sørgeligt! sædvanligt leve disse gode Damer ogsaa saa lystigt, at hele Fortjenesten gradeviis er duftet bort med, saa gaaer det i Gallop ned ad. De har vel seet hende i Rom?« spurgte han.
   »Ja,« svarede jeg, »nogle Gange.«
   »Det maa være en fæl Forandring! beklageligst er det i Grunden for hende. Hun skal i en lang, svær Sygdom have mistet Stemmen! det er alt en fire til fem Aar siden! men det kan Publicum ikke gjøre ved! Klapper De for gammelt Bekjendtskab? Jeg skal hjelpe! det vil fornøie den Gamle!« han klappede stærkt, nogle i Parterret fulgte hans Exempel, men der lød ogsaa en stærk Hyssen, i det Dronningen stolt gik ud af Scenen. Det var Annunziata!
   »Fuimus Troes!« hvidskede min Naboe. Nu traadte Helten i Stykket op, det var en ret smuk ung Pige, vellystigt formet og et brændende Blik, hun blev modtaget med Brava og Bifaldsklap. Alle gamle Erindringer stormede ind paa min Sjel, Romerfolkets Henrykkelse og Jubel over Annunziata, hendes Triumphtog, min stærke Kjærlighed! Bernardo havde altsaa forladt hende! eller havde hun ikke elsket [s268] ham? Jeg saae jo, hvor hun bøiede sit Hoved ned mod hans, trykkede sine Læber paa hans Pande. Han havde forladt hende, forladt hende, da hun blev syg, da Skjønheden svandt, kun den elskede han.
   Hun traadte atter frem paa Scenen; hvor hun saae lidende og gammel ud! det var et sminket Liig, som skræmmede mig. - Jeg var forbittret paa Bernardo, der kunde forlade hende for Skjønhedens Tab, og dette var det dog, som nu saarede mig saa dybt; Annunziatas Sjælelige maatte jo være det samme, som før!
   »Er De ikke vel!« spurgte den Fremmede mig, thi jeg saae dødbleg ud.
   »Her er trykkende varmt!« sagde jeg, reiste mig, forlod Logen og kom ud i den frie Luft; jeg ilede igjennem de snevre Gader, tusinde Følelser bevægede mit Bryst, jeg veed ikke, hvor jeg gik. - Jeg stod igjen uden for Theatret, en Karl tog just Placaten ned, for at sætte en ny til næste Dag.
   »Hvor boer Annunziata?« hvidskede jeg ham i Øret; han dreiede sig om, saae paa mig, og gjentog »Annunziata? Signore mener nok, Aurelia? Hende, der var Mandfolk derinde? Jeg skal vise Dem Huset, men endnu er hun ikke færdig!«
   »Nei, nei!« svarede jeg, »Annunziata, hende der sang Dronningens Partie!« Karlen maalte mig med Øiet. »Den lille Magre?« spurgte han, »ja hun, troer jeg, er ikke vant til Besøg! men det har da sine Grunde! jeg skal vise Signore Huset! De betænker mig nok derfor; men træffe hende kan De ikke, før om en Time, saalænge varer Operaen endnu!«
   »Vent mig her!« sagde jeg, steg i en Gondol, og lod dem roe mig omkring, hvor de vilde. Min Sjæl var inderlig bedrøvet, jeg maatte endnu eengang see Annunziata, tale med hende; hun var ulykkelig! men hvad kunde jeg gjøre for hende! Smerte og Bedrøvelse drev mig afsted.
   En Time var netop forløbet, da Gondolen laae med mig udenfor Theatret, hvor Karlen ventede.
   Gjennem de snevre, smudsige Slipper førte han mig til et gammelt, forfaldet Huus; øverst oppe i Qvisten brændte Lys, han pegede derop. »Der boer hun?« udbrød jeg.
   »Jeg skal føre Eccellenza!« han trak i Klokkestrængen.
   »Hvem er det?« spurgte en qvindelig Stemme ovenfra.
   »Marco Lugano!« svarede han, og Døren aabnedes. Der var mørk Nat indenfor, Lampen foran det lille Madonnabillede var gaaet ud, [s269] kun den røde Tane skinnede endnu som et Blod-Punkt; jeg holdt mig tæt til ham. En Dør aabnedes øverst oppe, vi saae Lysstraalen skinne ned. »Nu kommer hun selv!« sagde Karlen. Jeg stak ham et Par Zwanziger i Haanden, han takkede tusinde Gange og skyndte sig bort, jeg traadte den sidste Trappe op.
   »Er der nye Forandringer til i Morgen, Marco Lugano?« hørte jeg Stemmen spørge; det var Annunziatas; hun stod i Døren, et lille Silketørklæde var bundet over Haaret, en mørk, stor Overkjole hang løst omkring hende.
   »Fald ikke, Marco Lugano!« sagde hun og gik foran ind i Stuen, jeg fulgte efter. -
   »Hvem er De! hvad søger De her?« udbrød hun forskrækket, da hun saae mig.
   »Annunziata!« udbrød jeg smerteligt! Hun stirrede paa mig.
   »Jesus Maria!« raabte hun og trykkede Hænderne for Ansigtet.
   »En Ven,« stammede jeg, »en tidligere Bekjendt, som De engang skaffede megen Glæde, megen Lykke, opsøger Dem, vover at række Dem Haanden!« Hun tog Hænderne fra Ansigtet, dødbleg, som et Liig stod hun; det mørke, aandfulde Øie brændte. Ældre var Annunziata blevet, lidende saae hun ud, men der var Rester endnu af den forsvundne Skjønhed, det samme sjælfulde Blik, omsvævet af Veemod.
   »Antonio,« sagde hun, og jeg saa en Taare i hendes Øie, »saaledes skal vi mødes! Forlad mig! vore Veie gaae vidt fra hinanden, Deres opad, til Lykken, min nedad - ogsaa til Lykken!« sukkede hun smerteligt.
   »Stød mig ikke bort fra Dem!« udbrød jeg. »Som en Ven, som en Broder kommer jeg, mit Hjerte driver mig dertil! De er ulykkelig, De hvem Tusinde jublede Glæde for, som Tusinde lyksaliggjordes ved!« -
   »Lykkehjulet dreier!« sagde hun, »Lykken følger kun Ungdom og Skjønhed, for deres Triumphvogn spænder Verden sig, Forstand og Hjerte er Naturens sletteste Medgift, de glemmes for Ungdom og Skjønhed, og Verden har altid Ret!«
   »De har været syg Annunziata!« sagde jeg, og mine Læber bævede.
   »Syg, meget syg, henved et Aar! men jeg døde ikke deraf!« vedblev hun med et bittert Smiil, »Ungdommen døde, Stemmen døde, og Publicum blev taus ved at see disse to Lig i eet Legeme! Lægerne sagde, [s270] de vare skindøde, og Legemet troede det! Legemet trængte til Klæder og Spise, al sin Rigdom gav det for disse i to lange Aar; saa maatte det sminke sig, træde op, som eiede det endnu de Døde levende, men det traadte op i Skyggen, for at man ikke skulde forskrækkes derover, paa det lille Theater, hvor faa Lamper brændte, hvor Alt var halvdunkelt, viste det sig igjen. Men man mærkede dog, at Ungdom og Stemme vare døde, begravne Liig. Annunziata er død, der hænger hendes levende Billede!« og hun pegede op paa Væggen.
   I det fattige Værelse hang et Malerie, et Brystbillede, med en riig forgyldt Ramme, der stak forunderligt af til den anden Fattigdom rundt om. Det var Annunziatas Billede, malet som Dido, det var hendes Billede, som hun stod i min Sjæl, det aandige skjønne Ansigt med Stoltheden paa sin Pande; jeg saae ned paa den virkelige Annunziata, hun holdt Hænderne for Ansigtet og græd.
   »Forlad mig! glem min Tilværelse, som Verden har glemt den!« bad hun, og vinkede med Haanden.
   »Jeg kan ikke,« sagde jeg, »ikke saaledes forlade Dem! Madonna er god og naadig, Madonna hjelper os Alle!«
   »Antonio!« sagde hun alvorligt, »kan De spotte mig i Ulykken! Nei, De er ikke, som al den øvrige Verden, det troede jeg ogsaa engang om Dem. - Men jeg begriber Dem ikke, da Alle endnu tiljublede mig Bifald, da Verden ødslede Smiger og Roes paa mig, forlod De mig, forlod mig saa ganske, og nu, da hver Glands, som henrykkede Verden, er borte og Alle see mig som en fremmed, ligegyldig Gjenstand, kommer De til mig, opsøger mig -!«
   »Selv stødte De mig fra Dem,« udbrød jeg, »stødte mig ud i Verden! min Skjæbne, min Tilskikkelse,« tilføiede jeg i en mildere Tone, »drev mig ud i Verden.« Hun blev taus, men hendes Blik hvilte forunderligt fast paa mig, hun syntes at ville tale, Læberne bevægede sig, men hun taug, et dybt Suk steg fra hendes Bryst, hun slog Blikket op, men bøiede sig derpaa atter. Haanden gled hen over hendes Pande, det var som en Tanke gik gjennem hendes Sjæl, kjendt kun af hende og Gud.
   »Jeg har seet Dem igjen!« udbrød hun, »seet Dem endnu engang i denne Verden! jeg føler De er et godt, et ædelt Menneske. - De vil blive lykkeligere, end jeg! Svanen har udsjunget. Skjønheden er henblomstret, jeg er ganske ene! af den lykkelige Annunziata er kun [s271] Billedet der paa Væggen! - En Bøn har jeg! De vil ikke afslaae mig den! Annunziata, som engang glædede Dem, beder derom!«
   »Alt, Alt lover jeg!« udbrød jeg, og trykkede hendes Haand til mine Læber.
   »Betragt, som en Drøm, hvad De har seet i denne Aften! Mødes vi i Verden, da kjende vi ikke hinanden! Nu skilles vi!« hun rakte mig Haanden. »I en bedre Verden mødes vi! her skilles vore Veie! Lev vel, Antonio! Lev vel!«
   Da sank jeg, overvældet af Smerte, ned for hende. Jeg veed intet mere, hun ledte mig som et Barn, og jeg græd, som det. »Jeg kommer! jeg kommer atter!« sagde jeg, og forlod hende. »Lev vel!« hørte jeg hende sige, men saae hende ikke mere. Alt var mørkt nedad, og paa Gaden. »Gud! hvor ulykkelige kunne Dine Skabninger være!« jamrede jeg og græd, ingen Søvn kom i mine Øine. Det var en Sorgens Nat.
   Under tusinde Planer, jeg opfattede og forkastede igjen, gik den følgende Dag. Jeg følte min Armod! en fattig Dreng, man havde taget fra Campagnen, var jeg kun, min større Aandsfrihed havde just lagt mig i Afhængighedens Lænker! men mit Talent syntes jo at aabne mig en glimrende Vei, - kunde den blive mere glimrende, end Annunziatas, og hvorledes endte den? Den brusende Flod, som straalte med Vandfald og Regnbuer, endte i Elendighedens pontinske Sumpe.
   Endnu eengang maatte jeg se Annunziata, tale med hende. Det var den anden Dag efter vort Møde, at jeg igjen steg op af de snevre, mørke Trapper. Døren var lukket; jeg bankede paa, en gammel Morlil aabnede Sidedøren, spurgte, om jeg vilde see Værelset, det var ledigt; men det var nok for lidet for mig. - »Men Sangerinden?« spurgte jeg. - »Hun er flyttet!« svarede den Gamle, »flyttede ialt igaar morges! reist, troer jeg! det gik i en stor Fart!« - »De veed ikke, hvorhen!« spurgte jeg. - »Nei, hun talte ikke et Ord derom! men de ere gaaet til Padua, eller Triest eller Ferrara, eller saadant et Sted, som der jo ere saa mange af!« Hun aabnede Døren, og viste mig det tomme Værelse.
   Jeg gik til Theatret, Truppen havde igaar givet sidste Forestilling; nu var der lukket. - Hun er borte! den ulykkelige Annunziata! Bernardo var dog Skyld i hendes Ulykke, i hele den Retning, mit Liv havde taget; havde han ikke været, havde hun kunnet elske mig, hendes [s272] Kjærlighed vilde have givet min Aand en større Kraft og Udvikling. Havde jeg den Gang fulgt hende og var optraadt som Improvisator, vilde maaskee min Triumph have knyttet sig til hendes, vi havde skiftet Plads. Alt var blevet anderledes. Kummer havde ikke furet hendes Pande.

H. C. Andersen Homepage