| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,9
IX
Opdragelsen. Den lille Abbedisse.
[s224] Palazzo Borghese var nu mit Hjem, jeg behandledes med mere Mildhed og Venlighed, enkelte Gange kom vel den gamle belærende Tone, den saarende, lette Maade at behandle mig paa, men jeg vidste, de meente mig det saa godt.
I de varmeste Maaneder forlod de Rom, jeg var ene i det store Pallais; mod Vinteren kom de tilbage, og alle gamle Forhold voxte sammen. Man glemte at ogsaa jeg blev ældre, at jeg ikke længer var Barnet fra Campagnen, der greb hvert givet Ord, som en Troes-Artikel, eller Skolaren fra Jesuiterskolen, der ideligt og ideligt maatte opdrages.
Som en mægtig Sø, hvor Bølge knuste Bølge, ligger et Tidsrum af sex Aar for mig, jeg har svømmet over den, Gud være lovet! Du, som følger mig i mit Livs Eventyr, flyv hurtigt efter. Indtrykket af det Hele vil jeg give Dig i nogle faa Streger: det var min aandelige Opdragelses Kamp, Svenden, man behandlede som Dreng, for at han kunde optræde som Mester.
Et fortræffeligt Menneske med Talent, som der kunde blive noget af, gjaldt jeg for, og Alle toge sig af min Opdragelse. Min Afhængighed gav dem Tilladelse, som jeg stod i Forhold til, min Godmodighed alle de andre. Levende og dybt følte jeg det Bittre i min Stilling, og dog bar jeg den. Det var en Opdragen!
Eccellenza klagede over min Mangel paa Grundighed; det hjalp ikke, hvormeget jeg end læste, det var dog kun den søde Honning, som passede for mit Kram, jeg sugede ud af Bøgerne. Venner af Huset og Velyndere af mig sammenlignede mig hver med Idealet for deres Interesse, og jeg maatte altsaa falde. Mathematikeren sagde, at jeg havde formegen Phantasie, for liden Besindighed. Den Lærde, at jeg ikke beskjæftigede mig nok med det latinske Sprog. Politikeren spurgte mig altid i Selskabets Nærværelse om politiske Nyheder, som jeg ikke var hjemme i, og han spurgte kun, for at krænke den Fattige. En ung Nobile, der kun levede for sine Rideheste, jamrede over [s225] mine ringe Kundskaber i Hestevæsenet, og istemte med de Andre et miserere over, at jeg havde mere Interesse for mig selv, end for hans Heste. En adelig Veninde af Huset, der ved sin Rang og en sjelden suffisance havde faaet Anseelse af at være saare klog og kritisk, men i Grunden slet ikke havde den Forstand, hun vidste at præsentere, tilbød sig at gjennemsee mine Digte for Skjønhedens og Formens Skyld, men hun maatte have dem tilsendt paa brækket Papir. Habbas Dahdah ansaae mig for et Talent, der engang havde lovet Noget, men som var død for længe siden; Byens første Dandser foragtede mig, fordi jeg ikke kunde gjøre Figur i en Balsal, Grammatikeren, fordi jeg brugte Punktum, hvor han satte Semikolon, og Francesca sagde, at jeg blev fordærvet ved, at man gjorde for meget af mig, hvorfor hun maatte være stræng og opdragende. Hver kastede sin Giftdraabe paa mit Hjerte, jeg følte, at det maatte hærdes eller forbløde.
Det Skjønne, det Ædle i enhver Ting greb og henrev mig. I rolige Øieblikke tænkte jeg tidt paa alle mine Opdragere og syntes da, at de i den hele Natur og Verdenslivet, som min Tanke og Sjæl levede for, stode mig som travle Haandværksfolk. Verden selv var mig en deilig Pige, der i Aand, Form og Klædning havde min hele Opmærksomhed, men Skomageren sagde: »betragt dog hendes Sko! de ere ganske fortrinlige, de ere Hovedsagen!« Skræddersken raabte: »nei Kjolen! see dog hvilket Snit! det maa alene beskjæftige Dem! gaae ind i Farven, i Sømmene, studeer det til Grunden!« »Nei,« skreg Haarskjæreren, »denne Fletning maa De analysere, hengive dem til!« »Sproget er dog mere!« udbrød Sproglæreren. »Nei Holdningen!« sagde Dandsemesteren. Du gode Gud! sukkede jeg! Heelheden er det, som griber mig! jeg seer nok det Skjønne i hver, men jeg kan ikke blive Skrædder eller Skomager, for at føie Eder! mit Kald er, at opfatte Skjønheden af det Hele. I gode Mænd og Qvinder, værer derfor ikke vrede og fordømmer mig? - »Det er ham for lavt! ikke høit nok for hans poetiske Aand!« spottede de Alle. Intet Dyr er dog grusomt, som Mennesket! havde jeg været rig og uafhængig, da havde Farverne snart vexlet. Alle vare de klogere, grundigere og fornuftigere, end jeg! Jeg lærte at lee forbindtligt, hvor jeg kunde have grædt, bukke, hvor jeg ringeagtede, høre opmærksomt paa Daarernes tomme Snak; Forstillelse, Bitterhed og Livslede vare Frugterne af den Opdragelse, som Omstændighederne og Menneskene paatoge sig med mig. Man pegede altid paa mine Mangler, skulde der da slet ingen aandelige, [s226] gode Sider være hos mig? Selv maatte jeg søge om disse, see at gjøre dem gjældende; man styrede min Tanke paa mit eget Jeg og bebreidede mig derpaa, at jeg lagde Mærke til mig selv.
Politikeren kaldte mig Egoist, fordi jeg ikke ene og alene beskjæftigede mig med hans Kram; en ung Dilettant i det Æsthetiske, og Slægtning af Borgheserne, lærte mig, hvorledes jeg skulde tænke, digte og dømme, og altid paa en Maade, at enhver Fremmed saae, det var Adelsmanden, der lærte Hyrdedrengen, den Fattige som maatte være dobbelt taknemmelig ved, at han nedlod sig til ham. Han, som interesserede sig for de smukke Heste, og ene og alene for disse, sagde at jeg var det forfængeligste Menneske, fordi jeg ikke havde Øie kun for hans Heste. Mon de ikke Alle vare Egoister? Eller havde de Ret? Maaskee! jeg var et fattigt Barn, man havde gjort saa meget for. Men havde ikke mit Navn Adel, da havde min Aand, og uendeligt følte den hver den mindste Ydmygelse. Jeg som med hele min Sjæl havde klynget mig til Menneskene, forvandledes nu som Loths Hustrue til den bittre Saltstøtte. Der fødtes Trods i min Sjæl. Øieblikke reiste min aandelige Bevidsthed sig, og i sine Lænker blev den da en Hovmods Djævel, der saae ned paa mine kloge Læreres Daarskaber, og hvidskede mig forfængeligt i Øret: dit Navn vil leve og nævnes, naar alle disse ere glemte, eller ved Dig erindret, som Din Omgivning, som Gruus og bittre Draaber, der faldt i dit Livsbæger! da tænkte jeg paa Tasso, paa den forfængelige Leonora, det stolte Hof ved Ferrara, hvis Adel nu ene hang ved Tassos Navn; deres Slot var Gruus, Digterens Fængsel et Valfarts Sted. Jeg følte selv, hvor forfængeligt mit Hjerte slog, men ved den Maade, man opdrog mig paa, maatte det vorde saaledes eller forbløde! Mildhed og Opmuntring vilde have bevaret min Tanke reen, min Sjæl fuld af Kjærlighed, hvert venligt Smiil og Ord var en Solstraale, der smeltede een af Forfængelighedens Iisrødder, men der faldt flere Giftdraaber, end Solstraaler.
Jeg var ikke længer god, som jeg før havde været, dog hed jeg: et ypperligt, et fortræffeligt Menneske! min Sjæl studerede Bøger, Naturen, Verden og mig selv, og dog sagde man: han vil ingen Ting lære! Denne Opdragelse varede i sex Aar, ja i syv, kan jeg sige, men det var ved det sjette Aars Slutning, at der kom en ny Bølgebevægelse i min Livssø. Sex lange Aar havde vistnok flere Begivenheder at meddele, flere, der vare mere fremtrædende, end mange af de tidligere, jeg har nævnet, men alle smelte de dog sammen i een eneste [s227] Giftdraabe, som hvert Talent, der ikke eier Guld eller Slægt, kjender som Aandedraget.
Jeg var Abbate, havde et Slags Navn i Rom som Improvisator, thi i Academia Tiberina havde jeg improviseret og læst Digte op, og altid faaet det meest stormende Bifald, men Francesca havde ogsaa Ret, der klappedes for Alt, hvad der blev læst. Habbas Dahdah stod som en af de første i Academiet, det vil sige, han var den som talte og skrev meest, alle hans Colleger sagde, han var altfor eensidig, gnaven og uretfærdig, og dog taalte de ham mellem sig, og han skrev og skrev. Han havde gaaet mine, som han kaldte dem, Vandfarvestykker igjennem, men det Spor af Talent, han eengang, da jeg i Skolen bøiede mig i Støvet for hans Mening, havde fundet hos mig, var dødt i Fødselen, mine Venner burde forhindre at ingen af mine Digte, der kun vare poetiske Misfostre, kom for Lyset; Ulykken var, sagde han, at store Genier havde skrevet i en ung Alder, og saa skulde jeg nu ogsaa med!
Aldrig hørte jeg om Annunziata; hun stod mig som en Død, der i Dødsøieblikket havde lagt sin kolde Haand knusende paa mit Hjerte, for at dette maatte vorde pirreligere for hver smertelig Berørelse. Mit Ophold i Neapel, alle Erindringer derfra, var et Skjønhedens forstenende Medusahoved. Naar den hede Scirocco blæste, huskede jeg paa de milde Luftninger ved Paestum, paa Lara og den straalende Grotte, i hvilken jeg havde seet hende. Naar jeg stod som Pebling for mine mandlige og qvindelige Opdragere, kom Erindringen om Bifaldet i Røverhulen, som i det store Sanct Carlo. Naar jeg stod fremmed i Krogen, tænkte jeg paa Santa der strakte sine Arme efter mig og sukkede: »dræb mig, men forlad mig ikke!« Det var sex lange, lærerige Aar, jeg var nu sex og tyve Aar.
Flaminia, den lille Abbedisse, som de havde kaldt hende, Francescas og Fabianis Datter, der alt fra Vuggen af den hellige Fader var viet til Himmelbrud, havde jeg ikke seet, siden jeg dandsede med hende paa min Arm og tegnede hende lystige Billeder. Hun opdroges i Rom i Nonneklosteret ved Quadri fontanæ, fra hvilket hun aldrig kom ud; Fabiani havde ikke heller seet hende i sex lange Aar, kun Francesca, som Moder og Fruentimmer, turde see hende. Hun var alt, sagde man, legemlig udvoxet, og de fromme Søstre havde bragt hendes Aand til samme Modenhed. Efter gammel Skik, skulde den lille Abbedisse nogle Maaneder hjem til Forældrene, nyde al Verdens Lyst og [s228] Glæde, for derpaa evig at sige den og dem Farvel. Selv kunde hun da, hed det vel, vælge mellem den larmende Verden og det stille Kloster, men lige fra Barnets Leeg med Dukkerne klædte som Nonner, til Opdragelsen i Klosteret, var jo alt gjort, for at hæfte hendes Sjæl og Tanke til dette.
Ofte naar jeg gik gjennem Quadri fontanæ, hvor Klosteret laae, tænkte jeg paa det venlige Barn, jeg havde dandset med paa Armen, hvor forandret hun nu var blevet, hvor stille hun levede bag de snevre Mure. En enkelt Gang havde jeg ogsaa været derinde i Klosterkirken og hørt Nonnernes Sang bag Gitteret. Mon den lille Abbedisse sad mellem dem? tænkte jeg, men vovede ikke at spørge, om Kostgjængerne toge Deel i Sangen og Kirkemusiken. Een Stemme klang saa forunderligt høit og veemodigt over de Andres, den lignede meget Annunziatas, jeg syntes at høre hende igjen, og alle Erindringer fra hiin Tid vaktes igjen i min Sjæl.
»Næste Mandag kommer vor lille Abbedisse!« sagde Eccellenza; jeg var forunderlig længselsfuld efter at see hende. En fangen Fugl, som jeg selv, syntes hun mig, de toge Fuglen ud af Buret, for at den med en Traad om Benet kunde nyde Friheden i Guds Natur.
Ved Middagsbordet saae jeg hende første Gang igjen. Hun var, som man havde sagt mig, temmelig udvoxet, noget bleg, og ved første Øiekast vilde Ingen sige hun var smuk, men der laae noget inderligt Godt i hendes Ansigt, en forunderlig Mildhed var udbredt over det.
Ved Bordet vare kun nogle af de nærmeste Slægtninge. Ingen sagde hende, hvem jeg var; hun syntes ikke at kjende mig, men med en Venlighed, hvortil jeg ikke var vant, svarede hun mig paa de enkelte Ord, jeg sagde. Jeg følte, at hun ingen Forskjel gjorde mellem os, drog ogsaa mig ind i Samtalen; hun maa vistnok ikke kjende mig, tænkte jeg.
De vare alle oprømte, fortalte Anecdoter og komiske Smaatræk af Daglivet, og den lille Abbedisse loe. Det gav mig Mod, jeg kom frem med nogle Ordspil, som just paa den Tid spillede en stor Rolle i flere Kredse i Byen; men kun den lille Abbedisse loe, de Andre standsede i Smilet, sagde, det var noget daarligt Stads, det var ikke noget at fortælle; jeg forsikkrede, at næsten paa alle andre Steder i Rom morede man sig derover.
»Det er jo noget Ordbram!« sagde Francesca. »Ja slig Overfladiskhed [s229] kan han finde Fornøielse i! Hvad der dog kan beskjæftige en Menneskehjerne!«
Det beskjæftigede mig i Sandhed kun saare lidet, men jeg vilde ogsaa bidrage mit til Munterheden, og hvad jeg fortalte, forekom mig ret morsomt og gjaldt for at være det. Jeg blev forstemt og taug.
Om Aftenen var der en Deel Fremmede, jeg holdt mig beskedent tilbage. Den store Kreds havde sat sig om den fortræffelige Perini, han var paa min Alder, men Adelsmand, munter og i Sandhed saare underholdende, eiede alle mulige Selskabs-Talenter; man vidste, han var morsom og vittig, og fandt da ogsaa Alt hvad han sagde, at være det! Jeg stod noget tilbage, hørte, hvor de Alle loe, især Eccellenza. Jeg traadte nærmere, det var just de selv samme Ordspil, jeg i Dag havde været saa ulykkelig, første Gang at komme frem med, Perini nu fortalte, han hverken tog fra, eller lagde til, gav dem med selv samme Ord og Miner, som jeg, og de loe Alle.
»Det er meget komisk!« raabte Eccellenza, og klappede i Hænderne. »Meget komisk! ikke sandt?« sagde han til den lille Abbedisse, der stod ved hans Side og loe.
»Jo, det syntes jeg ogsaa i Middags, da Antonio fortalte os det!« udbrød hun. Der laae slet intet bittert i dette Udbrud, det var med hendes naturlige Mildhed; jeg kunde have sjunket for hendes Fødder.
»O det er superb!« sagde Francesca om Ordspillene.
Mit Hjerte bankede stærkt; jeg traadte hen til Vinduet bag de lange Gardiner og aandede den friske Luft.
Jeg har anført dette lille Træk; hver Dag, som fulgte, bragte lignende, men den lille Abbedisse var et elskeligt Barn, der saae mig med Mildhed og Kjærlighed ind i Øiet, som hun vilde bede om Forladelse for deres Synd imod mig. Jeg var ogsaa for svag, jeg havde Forfængelighed nok, men ikke Stolthed! det laae dog vist i min fattige Fødsel, i min første Opdragelse, min Afhængighed og det ulykkelige Taknemmeligheds Forhold, jeg altid havde staaet i. Stedse erindrede jeg, hvad jeg skyldte min Omgivning og det bandt min Tunge, min Stoltheds Beslutninger. Det var vist nok ædelt, men altid Svaghed.
I en uafhængig Stilling kunde jeg slet ikke komme, saaledes som Tingene nu stode. Min Pligtfølelse, min Samvittighedsfuldhed erkjendte de Alle; men dog sagde de: et Genie var ikke skikket til alvorlige Forretninger; jeg havde formeget Aand dertil, forsikkrede [s230] de, som vare galantest imod mig. Meente de, hvad de sagde, hvor slet bedømte de da en Mand med Aand! Jeg kunde have sultet ihjel, havde Eccellenza ikke været, hvor megen Taknemmelighed skyldte jeg da ikke ham.
Paa denne Tid havde jeg just fuldendt et stort Digt: David, min hele Sjæl havde jeg aandet deri. Dag for Dag, i de sidste Aar, under idelig Opdragen, ved Erindringen om min Flugt til Neapel, Begivenhederne der og min første stærke Kjærligheds Sønderknuselse, havde mit hele Væsen faaet en stærkere poetisk Retning: Øieblikke stod det hele Liv, som et poetisk Digt for mig, hvori jeg selv havde en Rolle, Intet forekom mig ubetydeligt og hverdags, selv min Smerte, Ubilligheden mod mig var Poesie. Mit Hjerte trængte til at udgyde sig, og i David fandt jeg et Stof, der svarede til min Stemning. Jeg følte levende det Fortræffelige i, hvad jeg her havde skrevet, og min Sjæl var Taknemmelighed og Kjærlighed, thi Sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg en Strophe, som forekom mig heldig, uden jeg med barnlig Tak vendte mig til den evige Gud, fra hvem jeg følte det var en Gave, en Naade han lod indstrømme i min Sjæl! jeg var lykkelig over mit Digt, hørte med frommere Sind Alt, hvad jeg antog for Ubillighed mod mig, i det jeg tænkte: naar de høre dette, da ville de føle, hvilken Uret de gjøre mig, de ville med dobbelt Kjærlighed komme mig imøde. Mit Digt var færdigt, intet jordisk Øie, uden mit, havde endnu seet det. Som en vaticansk Apollo, et ubesmittet Skjønheds Billed, kun kjendt af Gud og mig, stod det for mig; jeg glædede mig til den Dag, jeg i Academia Tiberina kunde oplæse det. Ingen hjemme skulde imidlertid kjende det; men en Dag, een af de første efter at den lille Abbedisse var kommet hjem, var Francesca og Fabiani saa milde og venlige mod mig, og da kunde jeg ingen Hemmeligheder have; jeg fortalte om mit Digt, og de sagde: »men vi bør dog høre det først.« Jeg var villig dertil, skjøndt ikke uden en Art Hjertebanken, en forunderlig Angest. Om Aftenen, da jeg skulde læse det, aflagde just Habbas Dahdah Visit. Francesca bad ham blive og hædre mig med at høre det; intet kunde være mig mere imod, jeg kjendte hans Bitterhed, Gnavenhed og onde Blod, de Andre vare jo heller ikke synderligt begeistrede for mig; dog Tillid til mit Værks Fortrinlighed gav mig et Slags Mod; den lille Abbedisse saae lyksalig ud, hun fornøiede sig til at høre min David. Da jeg traadte op paa Sanct Carlo bankede mit Hjerte ikke stærkere, end nu, jeg sad for disse Mennesker; [s231] dette Digt maatte ganske forandre deres Domme, deres Maade at behandle mig, det var en Slags aandelig Operation, jeg vilde bevirke hos dem, og derfor bævede jeg. En naturlig Følelse hos mig havde ledet mig til kun at skildre, hvad jeg selv kjendte. Davids Hyrdeliv, hvormed Digtet begyndte, var laant fra min egen Barndoms Erindringer i Domenicas Hytte.
»Men det er jo Dig selv,« udbrød Francesca! »Dig selv ude paa Campagnen!«
»Ja, det kunde man jo nok vide!« sagde Eccellenza, »han maa have sig selv med! det er virkeligt et eget Genie, det Menneske har! i Alt muligt veed han at faae sig selv frem!«
»Versene skulde files lidt mere!« sagde Habbas Dahdah. »Jeg raader til den Horatsiske Regel! Lad bare ligge, ligge og komme til Modenhed!«
Det var, som man alt havde knust mig Armen paa min skjønne Billedstøtte. Jeg læste endnu nogle Stanzer, men kolde, lette Bemærkninger mødte mig! Hvor mit Hjerte havde naturligt udtalt sin egen Følelse, der havde jeg taget fra en anden Digter, hvor min Sjæl var begeistret, hvor jeg havde ventet Opmærksomhed og Henrykkelse, var man ligegyldig og gjorde kolde almindelige Bemærkninger; jeg afbrød ved anden Sangs Slutning, det var mig umuligt at læse meer; mit Digt, der havde staaet mig saa skjønt og aandigt, laae nu som en vanskabt Dukke, en Befana med Glas-Øine og fordreiede Miner, det var, som man havde aandet Gift over mit Skjønhedsbillede.
»Den David slaaer ikke Philisteren ihjel!« sagde Habbas Dahdah; ellers sagde man, at der var ret artige Ting deri, det Barnlige, det Følsomme vidste jeg ganske net at udtale. Jeg stod taus og bukkede, som Forbryderen for en naadig Dom. Den Horatsiske Regel tilhvidskede Habbas Dahdah mig, trykkede mig ellers ret venskabeligt i Haanden, og kaldte mig Digter; men nogle Øieblikke efter, da jeg knugede mig forlegen hen i en Krog, hørte jeg ham sige til Fabiani, mit Arbeide var noget til Fortvivlelse sammenjadsket Tøi!
Man miskjendte mig og det, men min Sjæl kunde ikke bære det, jeg gik ind i den store Sal tæt ved, hvor Ilden brændte paa Kaminen, krampagtigt knugede jeg Digtet i mine Hænder. Alt mit Haab, alle mine Drømme i eet Øieblik knust; jeg følte mig saa uendelig liden, et mislykket Aftryk af ham, i hvis Billede jeg var skabt. Hvad jeg havde elsket, trykket til mine Læber, indaandet min Sjel, min levende [s232] Tanke, kastede jeg fra mig, ind i Kaminen, mit Digt blussede op i de røde Luer.
»Antonio!« raabte den lille Abbedisse tæt ved, og greb ind i Ilden om de brændende Blade; hendes Fod gled ved den raske Bevægelse, hun styrtede om mod Ilden, det saae skrækkeligt ud; hun udstødte et Skrig, jeg styrtede over hende, reiste hende op, Digtet var alt i Luer, de Andre kom forskrækkede til.
»Jesus Maria!« raabte Francesca. Den lille Abbedisse laae dødbleg i mine Arme; hun hævede Hovedet, smilte og sagde til Moderen: »Min Fod gled! jeg har nok brændt Haanden lidt! havde Antonio ikke været, var det blevet værre!« Jeg stod som en Synder, kunde ikke sige et Ord; hun havde stærkt brændt den venstre Haand, der blev stor Bevægelse i hele Huset. Man fik ikke at vide, at jeg havde brændt mit Digt, jeg ventede, at man senere skulde spørge mig om det, men da jeg ikke talte derom, var der heller ingen der nævnte det; slet ingen? Jo, een: Flaminia, den lille Abbedisse; jeg saae i hende Husets gode Engel, ved hendes Mildhed, hendes søsterlige Sind, vendte enkelte Gange min hele barnlige Tiltro tilbage, jeg var som bundet til hende. Meer end 14 Dage var hendes Haand syg, Saaret brændte, men det brændte ogsaa i mit Hjerte.
»Flaminia, jeg er Skyld i det Hele!« sagde jeg en Dag jeg sad ene hos hende; »for min Skyld har De disse Smerter!«
»Antonio!« sagde hun, »tie for Guds Skyld dermed! lad ingen høre et Ord derom, Du gjør Dig jo selv Uret, min Fod gled, det kunde have blevet langt ulykkeligere, havde Du ikke været! jeg maa jo takke Dig, og det føler ogsaa Fader og Moder. De holde meget af Dig Antonio, meer end Du troer!«
»Dem skylder jeg Alt,« sagde jeg, »hver Dag lægges nye Velgjerninger til!«
»Tal ikke derom, Antonio, de have en egen Maade at behandle Dig paa, men de troe nu, det er den rigtige! Du veed ikke, hvor meget Godt Moder har fortalt mig om dig! vi have jo Alle Feil Antonio Du selv« - hun standsede - »ja, hvor kunde Du være saa ond, at brænde det smukke Digt?«
»Det var ei bedre værd!« sagde jeg, »forlængesiden skulde jeg have kastet det i Ilden!«
Flaminia rystede med Hovedet. »Det er en slem ond Verden!« sagde [s233] hun! »ja, der var meget bedre hos Søstrene i det stille, venlige Kloster!«
»Ja!« udbrød jeg »uskyldig og god, som De, er jeg ikke, mit Hjerte erindrer mere den bittre Draabe, end hver Velsignelsens Lædskedrik, man rækker mig!«
»I mit kjære Kloster var det meget bedre, end her, hvor I dog ogsaa alle elske mig!« sagde hun oftere, naar vi vare ene sammen. Min hele Sjæl bøiede sig mod hende, thi jeg følte, hun var min bedre Følelses, min Uskyldigheds gode Engel; jeg syntes ogsaa at spore en større Delicatesse, en større Mildhed i Ord og Blik mod mig hos de Andre, og troede, at det var Flaminia, som bevirkede det.
Hun talte saa gjerne med mig om, hvad der beskjæftigede mig meest: Poesien, den herlige guddommelige Poesie, og jeg fortalte hende om de store Mestre, og ofte steg Begeistring i min Sjæl, min Læbe blev veltalende; hun sad da med de foldede Hænder, som en Uskylds-Engel og saae mig ind i Øiet.
»Hvor Du dog er lykkelig, Antonio!« sagde hun, »lykkelig frem for Tusinde, og dog synes jeg, det er ængsteligt i den Grad at høre Verden til, som Du, som enhver Digter maa. Hvormeget Godt kan ikke Dit Ord gjøre, men ogsaa hvormeget Ondt!« Hun yttrede sin Forundring over, at Digterne kunne idelig synge om jordisk Kamp og Færdsel, hun syntes, at den Guds Prophet, en Sanger var, kun maatte synge om den evige Gud og om Himlenes Glæde.
»Men Digteren synger Gud i hans Skabninger,« svarede jeg, »forherliger ham i det, han frembragte til sin Forherligelse!«
»Jeg forstaaer det ikke!« sagde Flaminia, »jeg føler klart, hvad jeg vilde sige, men jeg har ikke et Ord for det. Den evige Gud, det Guddommelige i hans Verden og i vort eget Hjerte, skulde Digteren udtale, lede os til hans Hjerte og ikke ud i den vilde Verden!« Og hun spurgte mig, hvorledes det var at være Digter, hvorledes man følte sig, naar man improviserte; og jeg forklarede hende denne aandelige Sundheds Tilstand saa godt det var mig muligt.
»Tanken, Ideen,« sagde hun, »ja den forstaaer jeg nok! den fødes i Sjælen, kommer fra Gud, det kjende vi Alle, men de smukke Vers, Maaden hvorpaa man udsiger denne Bevidsthed, forstaaer jeg ikke!«
»Har De ikke,« spurgte jeg, »ofte i Klosteret lært en eller anden smuk Psalme eller hellig Legende, der var sat i Vers; ofte, som De [s234] mindst tænkte derpaa er ved et eller andet udvortes Tilfælde en Idee opstaaet hos Dem, hvorved Erindringen er vakt om dette eller hiint Digt, De har da kunnet nedskrive det paa Papiret; Verset, Rimet selv, har ledet Dem til at erindre det følgende, idet Tanken, Indholdet stod dem klart; saaledes gaaer det ogsaa Improvisatoren og Digteren, mig i det mindste! Tidt synes jeg, det er Erindringer, Vuggesange fra en anden Verden, der vaagne i min Sjæl og som jeg maatte gjentage.«
»Hvor ofte har jeg ikke følt noget Lignende!« sagde Flaminia, »men aldrig været istand til at udtale det. Denne forunderlige Længsel, som greb mig, uden at jeg selv vidste hvorefter. Jeg synes derfor saa ofte, slet ikke at høre hjemme her i denne vilde Verden. Det Hele synes mig en stor underlig Drøm! derfor længes jeg ogsaa igjen efter mit Kloster, efter min lille Celle! Jeg veed ikke hvorledes det er, Antonio, men der saae jeg saa ofte, i Drømme, min Brudgom Jesus og den hellige Jomfrue, nu komme de sjeldnere til mig, jeg drømmer om saa megen verdslig Pragt og Glæde, om saa meget Ondt! jeg er vist ikke længer saa god som før, da jeg var hos Søstrene! hvorfor skal jeg være borte fra dem nu saalænge? Veed Du hvad, Antonio, Dig vil jeg skrifte det for! jeg er ikke uskyldig længer, jeg vil saa gjerne pynte mig! og det fornøier mig, naar de sige jeg er smuk. I Klostret sagde de mig, at det var Syndens Børn, der tænkte paa Sligt!«
»O var min Tanke uskyldig, som Deres!« sagde jeg bøiede mig ned for hende, og kyssede hendes Haand. Hun fortalte mig, at hun endnu erindrede hvorledes jeg havde dandset med hende paa Armen, da hun var Lille, og tegnet hende Billeder.
»Som de rev itu, naar De havde seet paa dem!« sagde jeg.
»Det var hæsligt gjort! blev Du da ikke vred paa mig?«
»Menneskene have revet mit Hjertes bedste Billeder itu, og jeg er dog ikke vred paa dem!« sagde jeg, og hun klappede mig kjærligt paa Kinden; meer og meer blev hun mit Hjerte kjær, det blev jo stødt bort fra Alle i Verden, hun alene var kjærlig og deeltagende.
I de to varmeste Sommermaaneder flyttede de Alle ud til Tivoli; jeg fulgte med, Flaminia var vist Skyld deri. Den herlige Natur, de rige Olieskove og brusende Fosser, greb min Sjæl, som Havet greb den, da jeg første Gang ved Terracina saae det. Jeg følte mig saa oplivet ved at slippe ud af Rom, bort fra den golde Campagne, den trykkende Hede. Den friske Luft og Bjergene med deres mørke Olieskove bragte igjen Livsbilleder fra Neapel tilbage i min Sjæl.
[s235] Gjerne og ofte red Flaminia med sin Pige paa deres Æsler rundt om Bjergdalen ved Tivoli, jeg turde ledsage dem. Flaminia havde megen Sands for det maleriske Skjønne i Naturen, jeg maatte forsøge paa at afridse Billeder af den rige Omgivning: den uendelige Campagne, hvor Peters-Kuppelen hævede sig paa Horizonten, de frodige Bjergsider med tætte Olieskove og Viinhaver, Tivoli selv, der laae højt paa Klippen, under hvilken Vandfald ved Vandfald styrtede skummende i Afgrunden.
»Det seer ud,« sagde Flaminia, »som om den hele By stod paa løse Klippestykker, Vandet snart vilde rive med sig. Der oppe i Gaderne drømmer man ikke derom, men hopper let hen over en aaben Grav!«
»Det gjør vi jo alletider!« svarede jeg; »det er viist og lykkeligt, at det tildækkedes for vore Øine. De brusende Vandstrømme, vi her see styrte, have noget rædsomt, men hvor langt frygteligere maa det ikke see ud under Neapel, hvor Ilden hvirvler, som Vandet her!«
Jeg fortalte hende da om Vesuv, min Vandring derop, fortalte om Herculanum og Pompeji, og hun inddrak hvert Ord af min Læbe. Hjemme maatte jeg fortælle hende mere om al den Deilighed, hiin Side Sumpene.
Havet kunde hun ikke ret begribe, thi kun høit fra Bjergene havde hun seet det, som et Sølvbaand i Horizonten. Jeg sagde hende, at det var, som Guds Himmel laae spændt ud paa Jorden, og hun foldede sine Hænder og sagde: »Gud har dog gjort Verden uendelig smuk!« -
»Derfor skal man heller ikke vende sig fra hans Værks Herlighed, og mure sig ind i det mørke Kloster!« vilde jeg have sagt, men vovede det ikke.
Vi stod en Dag ved det gamle Sibylle-Tempel, og saae ned paa de to store Vandfald, der som Skyer styrtede i Afgrunden, en Søile af Vandstøv steg høit mellem de mørke Træer op mod den blaa Luft; Solstraalerne skinnede paa Søilen og dannede en Regnbue. Inde i Klippehulen, over den mindre Cascade, havde en Flok Duer Rede, de fløi i store Kredse under os, henover den brusende Vandmasse, der knustes i sit Fald.
»Hvor deiligt!« udbrød Flaminia, »improviseer nu ogsaa for mig, Antonio!« sagde hun, »siig mig nu et Digt om hvad Du seer!«
Jeg tænkte paa mit Hjertes Drømme, der alle knustes, som Strømmen her, og jeg føiede hende og sang: Livet var det, der bruste fort, som Strømmen, men ikke hver Draabe inddrak Sollys, det var kun [s236] over det Hele, over en heel Menneskehed, at Skjønheds Glorien bøiede sig.
»Nei jeg vil ikke have noget Sørgeligt!« sagde Flaminia, »Du skal ikke synge for mig, uden naar Du ret gjerne vil! Jeg veed ikke, hvorledes det er, Antonio, men Dig betragter jeg slet ikke som de andre Herrer, jeg kjender! Dig kan jeg sige Alt, hvad jeg tænker, Du synes mig nær, som min Fader og Moder!«
Jeg havde ogsaa hendes Fortrolighed, som hun min; der var saa meget, der rørtes i min Sjæl, jeg trængte til Meddelelse. En Aftenstund fortalte jeg hende noget af mit Barndoms Liv, om Vandringen i Katakomberne, om Blomsterfesten i Genzano, og min Moders Død, da Eccellenzas Heste kjørte over os. Derom havde hun aldrig hørt!
»O Gud!« sagde hun, »saa ere jo vi Skyld i din Ulykke! stakkels Antonio!« Hun tog min Haand og saae mig bedrøvet ind i Øiet. Gamle Domenica havde hun megen Interesse for, spurgte om jeg besøgte hende flittigt, og jeg skammede mig ved at maatte tilstaae, at jeg i de sidste Aar høiest to Gange havde været derude, men i Rom havde jeg oftere seet hende og da altid deelt min lille Formue med hende, men det var jo ikke noget at tale om.
Hun bad mig altid at fortælle mere, og jeg fortalte mit hele Ungdoms Liv, om Bernardo og Annunziata, og hun saae mig med det uendelig fromme Blik ind i Sjælen. Uskyldighedens Nærhed ledte mine Ord. Jeg fortalte om Neapel, selv Skyggesiden berørte jeg, men let, saare let, og dog gjøs hun ved, hvad jeg fortalte, gjøs for Santa, Skjønhedsslangen i mit Paradiis.
»Nei, nei!« udbrød hun da, »der vilde jeg aldrig hen! Ikke Havet, ikke det brændende Bjerg kan opveie al den Synd og Afskyelighed, den store By indeslutter. Du er god og from, derfor har Madonna beskjærmet Dig!«
Jeg tænkte paa Gudsmoders Billede, der faldt ned fra Væggen, da mine Læber mødte Santas, men dette kunde jeg ikke fortælle Flaminia, mon hun da havde kaldt mig god og from? Jeg var en Synder, som de Andre; Omstændighederne, Gudsmoders Naade havde vaaget over mig; i Fristelsens Øieblik var jeg svag, som Alle de jeg kjendte.
Lara fik hun usigelig kjær. »Ja,« sagde hun, »da Din Aand var i Guds Himmel, kunde kun hun komme til Dig! Jeg kan ret tænke mig hende, [s237] tænke mig den blaa, straalende Grotte, hvor Du sidst saae hende!« Annunziata vilde hun ikke ret skatte. »Hvor kunde hun elske den hæslige Bernardo? Jeg vilde heller ikke, at hun skulde være Din Kone. Et Fruentimmer, der saaledes kan træde frem for et heelt Publicum, et Fruentimmer -! ja jeg kan ikke ret gjøre det tydeligt, hvad jeg mener! Jeg føler nok, hvor smuk hun var, hvor klog, hvor mange Fortrin hun havde fremfor andre Qvinder, men jeg synes dog ikke, at hun skulde eie Dig. Lara var Dig en bedre Skytsengel!«
Jeg maatte fortælle om min Improvisation, og hun syntes, at i det store Theater var det langt skrækkeligere, end hos Røverne i Bjerghulen. Jeg viste hende den diario di Napoli, hvor Kritiken over min første Fremtræden stod; hvor ofte havde jeg ikke siden læst den.
Det morede hende at see Alt, hvad der stod i Bladet fra den fremmede By; med eet saae hun op paa mig og udbrød: »Men Du har jo ikke sagt mig, at Annunziata var i Neapel paa samme Tid, som Du! Her staaer det, hun vil træde op imorgen, altsaa paa den Dag, Du reiste!«
»Annunziata!« stammede jeg, og stirrede i Bladet, som jeg saa ofte havde seet paa, men rigtignok aldrig læst andet af, end det der stod om mig. »Det har jeg ikke seet!« udbrød jeg, og vi saae tause paa hinanden. »Gud skee Lov, jeg ikke mødte hende, ikke saae hende, hun var jo ikke min!«
»Men om det skete nu?« spurgte Flaminia, »vilde det da ikke glæde Dig?«
»Det vilde være mig en Smerte!« udbrød jeg, »en Lidelse! Den Annunziata, som henrev mig, som endnu staaer idealsk i min Erindring, vilde jeg ikke gjenfinde, hun vilde være mig et nyt Væsen, som kun smerteligt berørte et Minde, jeg maa glemme! maa betragte som Dødens Eiendom! Hun staaer mellem mine Døde!«
En Eftermiddag, det var meget varmt, kom jeg ind i den store fælles Sal, hvor de tætte, grønne Slyngeplanter skyggede ned over Vinduet. Flaminia sad med Haanden under Kinden, hun sov en let Søvn, det syntes, som holdt hun kun for Spøg Øinene lukkede. Hendes Bryst hævede sig, hun drømte. »Lara!« sagde hun. I Drømme svævede hun vist med mit Hjertes Drømmebillede i hiin straalende Verden, hvor jeg sidst havde seet det. Et Smiil bævede om hendes Læber, hun slog Øiet op. »Antonio! Du her?« sagde hun, »jeg har sovet og drømt! Veed Du vel, om hvem?«
[s238] »Lara!« sagde jeg, thi ogsaa hende maatte jeg tænke paa, ved at see Flaminia med lukkede Øine.
»Jeg drømte om hende!« sagde hun. »Vi fløi begge ud over det store, deilige Hav, Du har fortalt mig om. Der laae midt i Vandet et Bjerg, der sad Du saa bedrøvet, som Du ofte kan være det! Hun sagde da, vi ville flyve ned til ham, og hun dalede ned fra Luften, jeg vilde med hende ned til Dig, men Luften holdt mig høit oppe, og ved hvert Vingeslag for at følge hende, fløi jeg dog længer bort. Men da jeg troede, der laae tusinde Mile mellem os, var hun ved min Side og Du ogsaa!«
»Saaledes samler Døden os!« sagde jeg. »Døden er dog rig! den eier Alt, hvad der er vort Hjerte kjærest!« Jeg talte med hende om alle mine kjære Døde, selv min Tankes, min Kjærligheds Døde, og ofte vendte vi tilbage til de samme Erindringer.
Da spurgte hun mig, om jeg ogsaa vilde tænke paa hende, naar vi nu skiltes ad. Snart var hun jo i Kloster, var Nonne, Christi Brud, da saae vi aldrig hinanden mere.
En dyb Smerte greb mig ved Tanken derom, jeg følte ret levende, hvor kjær Flaminia var blevet mig.
En Dag, da hun med sin Moder og mig spadserede i Haven ved Villa d'Este, hvor de høie Cypresser groe, gik vi gjennem den lange Allee, som dannes af kunstige Springvand. Her laae en pjaltet Tigger og lugede Græsset af Gangen; da han saae os, bad han om en Bajoccho. Jeg gav ham en Paolo, Flaminia smilte venligt til ham, og gav ham ogsaa een.
»Madonna lønne den unge Eccellenza og hans smukke Brud!« raabte han efter os.
Francesca loe høit, mig gik det brændende hedt gjennem Blodet; jeg havde ikke Mod til at see paa Flaminia. I Min Sjæl var vakt en Tanke, jeg aldrig havde vovet at afsløre for mig selv. Langsomt, men varigt, var Flaminia voxet ind i mit Hjerte, det maatte forbløde, følte jeg, skulde vi skilles ad. Hun var den Eneste, min Sjæl endnu klyngede sig til, den Eneste som kjærligt mødte mine Tanker og Følelser. Var dette Kjærlighed? Elskede jeg hende? Den Følelse, Annunziata havde vakt i min Sjæl, var ganske anderledes, selv Synet af Lara; Erindringen om hende, havde noget langt mere beslægtet med hiin Følelse. Aand og Skjønhed henrev mig hos Annunziata; det ideale Skjønne blændede mig ved det første Skue af Lara, fik mit Hjerte til at svulme. [s239] Nei, saaledes var ikke min Kjærlighed til Flaminia. Det var ei den vilde, brændende Lidenskab; det var Venskab, Broderens meest levende Kjærlighed. Jeg følte det Forhold, hvori jeg stod til hendes Slægt, deres Bestemmelse med hende og fortvivlede, thi jeg kunde ikke skilles fra hende, hun var mig mit Alt, mit Kjæreste i denne Verden; men jeg kjendte ikke Ønsket, at trykke hende til mit Hjerte, aande Kys paa hendes Læber, som min hele Tanke vilde hos Annunziata, som en usynlig Magt drev mig til hos den blinde Pige, der var mig ganske fremmed.
»Den unge Eccellenza og hans smukke Brud!« som Tiggeren havde raabt, gjenlød idelig i min Sjæl; jeg søgte at læse hvert Ønske paa Flaminias Læbe, hang som hendes Skygge ved hende. Naar de Andre vare tilstede, blev jeg forstemt og sorgfuld. Jeg følte de tusind Baand, som trykkede mig; jeg blev taus og adspredt, kun for hende fik jeg Veltalenhed. Hun var mig saa kjær, og jeg skulde miste hende.
»Antonio!« sagde hun, »Du er syg, eller der er skeet noget, jeg ikke maa vide. Hvorfor? Tør jeg ikke?« Med hele sin Sjæl hang hun ved mig, jeg vilde være hende en kjærlig, trofast Broder, og dog gik al min Tale idelig ud paa at lede hendes Tanke paa denne Verden. Jeg fortalte, hvorledes jeg selv engang vilde have været Munk, og hvor ulykkelig, dersom dette var skeet, jeg da havde blevet, thi seent eller tidligt krævede Hjertet sin Ret.
»Da vil jeg,« sagde hun, »føle mig lykkelig, meget lykkelig, ved igjen at komme tilbage hos de fromme Søstre. Der har jeg først ret hjemme! Ofte vil jeg da tænke paa den Tid, jeg var ude i Verden, tænke paa Alt, hvad Du har fortalt mig, tænke paa Dig og paa hvor god Du var imod mig. Det vil være en smuk Drøm, det synes jeg allerede. Jeg skal bede for Dig, bede, at den onde Verden aldrig maa fordærve Dig, at Du maa blive meget lykkelig, og Verden maa glædes ved Dine Sange, og Du maa kunne føle, hvor god den kjære Gud er mod Dig og os Allesammen!«
Da trængte Taarerne frem i mine Øine, jeg sukkede dybt: »da faae vi aldrig hinanden mere at see!«
»Jo, hos Gud og Madonna!« sagde hun og smilte fromt. »Der skal du vise mig Lara! der faaer hun ogsaa sine Øines Lys! Ak, ja, hos Madonna er det dog bedst!«
Vi flyttede igjen ind til Rom; om nogle Uger, hørte jeg dem tale om, skulde Flaminia tilbage til Klosteret og kort derefter tage Sløret. [s240] Mit Hjerte knugedes af Smerte, og dog maatte jeg skjule det. Hvor eensomt og øde vilde der ikke blive, naar hun forlod os, hvor fremmed og forladt skulde jeg da staae! hvilken Hjertesorg, - jeg søgte at skjule den, - at være munter, at være en ganske anden, end jeg var.
De talte om Stadsen ved hendes Indvielse, som var det en Glædesfest. Men kunde hun ogsaa gaae bort fra os? Bedaaret hendes Sandser havde de, bedaaret hendes Forstand. Det smukke lange Haar skulde skjæres af hende, Liigklædet bredes over den Levende, hun skulde høre Gravklokkerne ringe, og først som død opstaae til Himmelbrud. Jeg sagde det til Flaminia, med Dødsangst bad jeg hende, at tænke paa, hvad hun gjorde, saaledes at gaae ned i sin Grav.
»Lad Ingen høre, hvad Du siger, Antonio!« sagde hun med en Alvor, jeg aldrig havde hørt hos hende, »Verden holder Dig alt for fast! see mere mod det Himmelske!« Hun rødmede, som et Blod, greb min Haand, som havde hun talt for haardt, og sagde med den inderligste Mildhed: »Du vil jo ikke bedrøve mig, Antonio!«
Da sank jeg ned for hendes Fødder, en Helgen stod hun for mig; min hele Sjæl klyngede sig til hende, hvormange Taarer græd jeg ikke om Natten; min stærke Følelse for hende syntes mig en Synd, hun var jo Kirkens Brud. Daglig saae jeg hende, daglig lærte jeg at skatte hende høiere; som en Søster talte hun til mig, saae mig ind i Øiet, rakte mig Haanden, sagde, hun længtes efter mig, at jeg var hende kjær. Krampagtigt skjulte jeg den Dødsnat, der laae i min Sjæl, og det lykkedes mig, man saae den ikke. Gud sende det Hjerte Døden, der lider, som jeg led.
Skilsmissens Øieblik stod skrækkeligt for mig, derfor hvidskede en ond Aand i mit Øre: »Du elsker hende,« og jeg elskede hende jo dog ikke, som jeg havde elsket Annunziata, mit Hjerte bankede ikke saaledes, som da min Læbe berørte Laras Pande. »Siig Flaminia, at Du ei kan leve uden hende, hun hænger jo dog ved Dig, som Søster ved Broder! Siig, Du elsker hende! Eccellenza og hele Familien vil fordømme Dig, støde Dig ud i Verden! men med hende mister Du jo ogsaa Alt! Valget er let!«
Hvorofte svævede ikke Tilstaaelsen paa mine Læber, men mit Hjerte bævede, jeg forstummede; det var en Feber, en Dødsfeber, der rørte mit Blod, min Tanke.
Alt blev arrangeret i Palaiet til et glimrende Bal, en Blomsterfest [s241] for Offerlammet. Jeg saae hende i den rige, prægtige Dragt, hun var uendelig yndig.
»Vær nu glad, som de Andre!« hvidskede hun til mig. »Det bedrøver mig, at see Dig sorgfuld! tit vil jeg vist, for Din Skyld tænke tilbage paa Verden, naar jeg sidder i mit Kloster, og det er Synd, Antonio! Lov mig, at Du vil blive mere fornøiet! Lov mig, at Du tilgiver Fader og Moder, at de ere lidt haarde imod Dig! De mene Dig det bedre. Lov mig, at Du ikke vil tænke saa meget paa Verdens Bitterhed, og vær altid god og from, som Du nu er det, da tør jeg nok tænke paa Dig, nok bede for Dig, og Madonna er god og naadig!«
Hendes Ord vare Dødssuk i mit Hjerte. Jeg seer hende endnu den sidste Aften, før hun forlod os; hun var saa rolig, hun kyssede sin Fader og den gamle Eccellenza, talte om Afskeden, som var det kun paa nogle Dage.
»Siig nu ogsaa Antonio Lev vel!« sagde Fabiani; han var rørt, de Andre syntes det ikke. Hurtigt traadte jeg hen til hende og bøiede mig, for at kysse hendes Haand.
»Antonio!« sagde hun; hendes Stemme var saa blød, Taarerne brast mig ud af Øinene. »Bliv lykkelig!« sagde hun.
Jeg veed ikke selv, jeg vilde rive mig løs; for sidste Gang saae jeg hende ind i det fromme, milde Ansigt.
»Farvel!« sagde hun, og dog kom ikke en Lyd over hendes Læber; hun bøiede sig over mig, hun kyssede mig paa Panden og sagde: »tak for al Din Kjærlighed, min kjære Broder!«
- Mere veed jeg ikke; jeg var ude af Salen, var paa mit Værelse, hvor jeg kunde græde; det var som en Verden sank bort under mig.
- - Og jeg saae hende igjen! Da Tidens Fylde kom, saae jeg hende. Solen skinnede saa varmt og muntert. Jeg saae Flaminia i al sin rige Pragt og Herlighed blive ledet op til Alteret af Moder og Fader, jeg hørte nok, hvor der blev sjunget, og der var mange Mennesker rundt om, men tydeligt staaer kun for mig det blege, milde Ansigt, en Engel var det, som knælede med Præsterne for Høialtret. Jeg saae, hvor de toge det kostelige Slør af hendes Hoved, og det fyldige Haar gled ned over Skuldrene, jeg hørte Saxen afskjære det; de afførte hende de rige Klæder, hun strakte sig ud paa Liigbaaren; Liiglagnet og det sorte Tæppe med Dødninghovederne paa blev bredt over hende. Kirkeklokkerne ringede til Begravelse, de istemte Sangen for den Døde! ja [s242] død var hun, jordet for denne Verden. Det sorte Gitter for Klostrets Chorgang hævede sig, Søstrene stode i de hvide Liin og sang Englenes Velkommen for den nye Søster, Biskoppen rakte hende Haanden, den Døde opstod som Himmelbrud. Elisabeth hed hun nu. Jeg saae det sidste Blik, hun sendte ud over Forsamlingen; derpaa rakte hun Haanden til den nærmeste Søster og traadte ind i Livets Grav! - Det sorte Gitter faldt! - Jeg saae endnu hendes Omrids, den sidste Flig af Kjolen, - og hun var borte.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek