H. C. Andersen: Improvisatoren 2,8

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,8

               VIII 

           Hjemreisen.

   [s220] Francesca og Fabiani bleve endnu to Dage paa Capri, for at vi kunde gjøre Reisen sammen tilbage til Neapel. - Var jeg før enkelte Gange saaret ved deres Tale, deres Maade at behandle mig paa, saa mødte jeg nu saa megen Omhu og Kjærlighed, at jeg af ganske Hjerte klyngede mig til dem. »Du maa følge med os til Rom,« sagde de, »det er det Fornuftigste og Bedste.« Min sælsomme Frelse, det forunderlige Syn i Hulen virkede ind paa mit exalterede Gemyt, jeg følte mig saa ganske i den usynlige Leders Haand, der kjærligt leder Alt til det Bedste, at jeg nu greb alt Tilfældigt, som en Styrelse, var resigneret; og da Francesca venligt trykkede min Haand, og spurgte, om jeg havde Lyst at leve i Neapel med Bernardo, forsikkrede jeg, at jeg vilde, maatte til Rom.
   »Vi vilde have grædt mange Taarer for Dig, Antonio!« sagde Francesca og trykkede min Haand, »Du er vort gode Barn! Madonna har holdt sin skjærmende Haand over Dig!« -
   »Eccellenza skal vide,« sagde Fabiani, »at den Antonio, han var vred paa, er druknet i Middelhavet, og at vi bringe den gamle, fortræffelige Antonio hjem med!«
   »Den stakkels Genaro,« sukkede da Francesca, »han havde et ædelt Hjerte, Liv og Aand! Et Mønster var han i Alt!«
   Lægen sad flere Timer hos mig; han var egentlig fra Neapel og kun i et Besøg paa Capri. Tredie Dag fulgte han med os tilbage, jeg var da fuldkommen vel, sagde han, legemlig maaskee, men ikke sjælelig; jeg havde skuet ind i Dødens Rige, følt Dødsengelens Kys paa min Pande, Ungdommelighedens Mimosa havde sammenrullet sine Blade. Da vi stege i Baaden, hvor Lægen fulgte os, og jeg saae det klare gjennemsigtige dybe Vand, knugede Erindringerne saa voldsomt min Sjæl, jeg tænkte paa, hvor nær jeg havde været Døden, og paa min forunderlige Frelse; Solen skinnede saa varmt paa det herlige blaa Hav; Livet er dog smukt! følte jeg, og Taarer trængte frem i mit Øie. Alle tre beskjæftigede de sig kun med mig, ja Francesca selv talte om [s221] mit smukke Talent, kaldte mig Digter, og da Lægen hørte, at det var mig, som havde improviseret, fortalte han, hvilken Lykke jeg havde gjort hos alle hans Venner, hvor henrykt man havde været! Vinden var fortræffelig og istedet for at styre ind til Sorrent, som først var bestemt, og derfra at gaae over Land til Neapel, seilede vi nu lige op til Byen. I mit Logie fandt jeg tre Breve, et fra Federigo, han var igaar reist til Ischia, og kom først om tre Dage tilbage; det bedrøvede mig, jeg fik ham altsaa ikke sagt Lev vel! thi vor Afreise var bestemt til næste Middag. Det andet Brev, sagde Camerieren mig, var kommet Morgenen efter jeg var reist bort, jeg læste: »et trofast Hjerte, der mener Dem det ærligt og godt, venter dem før Aften!« Nu stod Huset og dets Nummer, men intet Navn, kun: »Deres gamle Veninde.« Det tredie Brev var fra den Samme og kommet igaar; der stod: »Kom Antonio! Skrækken fra sidste ulykkelige Øieblik, vi vare samlede, er vel overstaaet. - Kom snart! betragt det som en Misforstaaelse. - Alt kan blive godt, kun udsæt det intet Øieblik med at komme!« - det samme Mærke under. At det var fra Santa, var tydeligt nok, skjøndt hun havde valgt et andet Huus end sit eget til Sammenkomsten. Jeg vilde ikke see hende, skrev ihast nogle høflige Ord til hendes Mand, at jeg forlod Neapel; Hurtigheden, hvormed dette Arangement var skeet, forbød mig at aflægge Visit; jeg takkede ham for hans og Signoras Artighed mod mig, bad dem, ikke at glemme mig. Til Federigo lagde jeg ogsaa en lille Seddel, lovede ham et ordentlig langt Brev fra Rom, thi jeg var ikke nu skikket til at skrive. - Ingen Steder gik jeg hen, jeg vilde ikke møde Bernardo, ingen af mine nye Venner see, den eneste jeg besøgte, var Lægen; jeg kjørte med Fabiani til ham. Det var et hyggeligt, venligt Hjem, hans ældste Søster, en gammel Pige, holdt Huus for ham, der var noget elskeligt, noget trofast hos hende, som strax tiltalte mig, jeg maatte tænke paa gamle Domenica, kun at Søsteren her var dannet, besad Talenter og høiere Fuldkommenheder.
   Næste Morgen, den sidste jeg var i Neapel, hang mit Blik med Veemod paa Vesuv, som jeg nu sidste Gang saae, men tætte Skyer indhyllede Bjergtoppen, det syntes ei at ville sige: Lev vel! - Havet var blikstille, jeg tænkte paa mit Drømmebillede: Lara i den straalende Grotte; snart vilde Alt, mit hele Ophold her i Neapel, være som en Drøm; jeg greb Avisen diario di Napoli, som Camerieren havde bragt, mit Navn stod deri: en Kritik over min første Fremtræden. - Begjærlig [s222] læste jeg den: min rige Phantasie, mine skjønne Vers bleve især fremhævede, jeg syntes at være af den Pangettiske Skole, kun lidt formeget at have studeret min Mester! jeg kjendte ham aldeles ikke, det var vist, at jeg intet Forbillede havde; Naturen og min egen Følelse havde alene været mine Ledere; men de fleste Recensenter ere saa lidet originale, at de troe, at Alle, hvem de bedømme, ogsaa ere Copier. Publicum havde tilklappet mig et større Bifald, end denne, skjøndt han sagde: i Tiden vilde jeg blive en Mester, alt nu var jeg et ualmindeligt Talent, riig paa Phantasie, Følelse og Begeistring. Jeg gjemte Bladet, det vilde engang være mig et Tegn paa, at dog ikke Alt var en Drøm, hvad jeg her havde oplevet. - Jeg havde seet Neapel, tumlet mig der, vundet og tabt meget. - Var Fulvias glimrende Spaadom alt til Ende?
   Vi forlod Neapel; de høie Viinhaver lukkede for den. I fire Dage gik det hjemad, tilbage til Rom, samme Vei jeg for to Maaneder siden havde reist med Federigo og Santa. Jeg saae atter Mola di Gaeta med sine Orange-Haver, nu duftede Træerne med Blomster; jeg gik i Gangen, hvor Santa havde siddet og hørt mit Livs-Eventyr; hvor mange store Begivenheder havde ikke i den korte Tid siden knøttet sig der til! Vi kjørte gjennem det snevre Itri, og jeg tænkte paa Federigo. Ved Grændsen, hvor Passene bleve efterseete, stode endnu Gjederne i den store Klippehule, som han havde tegnet af; den lille Dreng saae jeg ikke. - Natten var vi i Terracina; Morgenluften var uendelig klar, jeg sagde mit Lev vel til Havet, der havde trykket mig i sine Arme, lullet mig i den skjønneste Drøm, og viist mig SkjønhedsBilledet, Lara. Langt ude i den ætherklare Horizont saae jeg endnu Vesuv med sin blegblaa Røgstøtte, det Hele var som aandet med Duft paa det skinnende Firmament. Lev vel! lev vel! hjem til Rom, der staaer min Grav! sukkede jeg, og Vognen rullede over de grønne Sumpe til Velletri; jeg hilste Bjergene, hvor jeg havde vandret med Fulvia, jeg saae igjen Genzano, kjørte over Pladsen, hvor min Moder var død, hvor jeg som Barn havde mistet mit Alt i denne Verden. Nu kom jeg som en fornem Herre, Betleren kaldte mig Eccellenza, jeg saae ud over Gaden! var jeg vel nu lykkeligere, end den Gang. - Vi kom gjennem Albano, Campagnen laae for os, Ascanii Grav med det tætte Epheu ved Veien, Gravkamrene, den lange Vandledning og Rom med Peterskuppelen.
   »Et muntert Ansigt, Antonio,« sagde Fabiani, da vi rullede ind af Porta [s223] Sant Giovanni; Laterankirken, den høie Obelisk, Colosseum og Trajanspladsen, Alt sagde mig, jeg var hjemme; som en Nattedrøm, og dog som et Aar af mit Liv, laae den sidste Tids Begivenheder for mig. - Hvor her var taust og dødt mod i Neapel, den lange Corso var ingen Toledogade. Jeg saae igjen de kjendte Ansigter rundt om, Habbas Dahdah trippede forbi og hilste os, da han kjendte Vognen. Paa Hjørnet af via condotti sad Peppo, med sine Træklodse paa Hænderne.
   »Nu ere vi hjemme!« sagde Francesca.
   »Ja, hjemme! gjentog jeg, og tusinde Følelser bevægede sig i mit Bryst. Om nogle Øieblikke skulde jeg staae Skoleret for Eccellenza, jeg gruede for Mødet og syntes dog, at Hestene ikke fløi hurtigt nok afsted.
   Vi holdt for Palazzo Borghese.
   To smaa Værelser i øverste Etage bleve mig anviste; endnu havde jeg ikke seet Eccellenza. Vi bleve kaldte til Bords. Jeg bukkede dybt for ham.
   »Antonio maa nok sidde mellem mig og Francesca!« vare de første Ord, jeg hørte af ham.
   Samtalen faldt let og naturlig, hvert Øieblik ventede jeg, at en bitter Bemærkning skulde møde mig, men ikke et Ord, ikke en Hentydning paa, at jeg havde været borte, eller at Eccellenza havde været ilde stemt mod mig, som hans Brev udtalte. Denne Mildhed rørte mig, dobbelt skattede jeg al den Kjærlighed, som mødte mig, og dog kom der Timer, hvori min Stolthed følte sig krænket ved - at jeg ingen Skjænd havde faaet.

H. C. Andersen Homepage