H. C. Andersen: Improvisatoren 2,6

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,6

                 VI 

          Reisen til Paestum. De græske Templer. Den blinde Pige.

   [s195] Italiens Deilighed findes ikke i Campagnen og Rom, jeg kjendte den kun fra Vandringen ved Nemisøen og ved hvad jeg havde seet paa min Reise til Neapel, dobbelt maatte jeg derfor gribes her af den rige Herlighed, ja næsten mere end den Fremmede, der kjender andre Landes Skjønhed og altsaa har en Sammenligning. Som en Feeverden, jeg har seet i Drømme, ja levet i, ligger disse Dages Udflugt for mig, men hvorledes udtaler jeg det Billede, min Sjel inddrak og ligesom lod gaae over i dens Blod?
   Naturskjønheder kunne aldrig gives ved Fortælling. Ordene følge jo, som løse Mosaikstykker, efter hverandre, det hele Billede sammensættes stykkeviis, man gribes ikke, som i Naturen, af den store Heelhed og altid bliver der Mangler. Man giver de enkelte Dele og lader saa den Fremmede selv sætte sig det sammen; men kunde man hos Hundrede see det opfattede Billede, Alle vilde de fremvise et høist forskjelligt. Det gaaer med Naturen, som med et smukt Ansigt, ved at udpege Enkelthederne deri, bliver dog ikke Heelheden begribelig, man maa gaae til en bekjendt Gjenstand, og kun naar man da med mathematisk Vished kan sige: de ligne hinanden paa den eller den Enkelthed nær, opstaaer et nogenlunde fyldestgjørende Begreb.
   Opgav man mig, at improvisere over Hesperiens Skjønhed, jeg vilde med Sandhedens Træk skildre, hvad mit Øie her inddrak, og Du, som aldrig saae Syd-Italien, din Phantasie maatte hæve hver Skjønhed endnu mere, det blev dog ei rigt nok! Naturens Phantasier overgaae Menneskenes.
   I den smukke Morgen kjørte vi fra Castelamare. Jeg seer endnu det rygende Vesuv, den smukke Bjergdal med de store Viinskove, hvor de saftige grønne Ranker hang fra Træ til Træ, de hvide Bjergslotte paa de grønne Klipper eller halv skjulte i mørke Olieskove. Jeg seer Vestas gamle Tempel, med sine Marmor Søiler og sin Kuppel, nu en Kirke for Madonna: Santa Maria maggiore. Et stykke af Muren var [s196] styrtet ned, Dødningpander og Knokler lukkede Aabningen, men den grønne Viinranke voxte vildt hen over dem og syntes med sine friske Blade at ville skjule Dødens Magt og Vælde.
   Jeg seer endnu den vilde Bjergformation, de eensomme Taarne, hvor Næt vare udspændte for at fange Søfuglens Skare; dybt under os laae Salerno ved det mørkeblaa Hav, og vi mødte et Tog, der dobbelt indprægede mig det hele Billede. To hvide Oxer med de alenlange Horn trak en Vogn, hvorpaa laae fire lænkede Røvere, med det onde Blik, og den hæslige Haanlatter. Sortøiede, skjøntformede Calabresere med Geværet over Skuldren, red ved Siden.
   Salerno, Middelalderens lærde By, var Maalet for denne vor første Dagreise.
   »Folianterne smuldre hen!« udbrød Genaro, »den lærde Glands gaaer af Salerno, men Naturens Bog har et nyt Oplag hvert Aar! og vor Antonio tænker, som jeg, den kan man lære mere af, end af alt det lærde Muld!«
   »Begge bør vi lære af!« svarede jeg, »Vinen og Brødet bør følges ad!«
   Francesca fandt, jeg talte fornuftigt.
   »Talen mangler ham ikke!« sagde Fabiani, »men Gjerningen. Nu skal Du vise denne, Antonio, naar du kommer til Rom!«
   Til Rom? jeg til Rom? denne Tanke var aldrig faldet mig ind, mine Læber taug, men min Bevidsthed sagde mig, at jeg ikke kunde, ikke vilde nu gjensee Rom og træde i de gamle Forhold?
   Fabiani vedblev at tale, de Andre med ham og vi vare i Salerno. Vort første Besøg gjaldt Kirken.
   »Her kan jeg være Cicerone!« sagde Genaro. »Dette Capel er Gregor den Syvendes, den hellige Fader, som døde i Salerno. Hans Marmorbilled staaer foran os paa Alteret! Her ligger Alexander den Store,« vedblev han og pegede paa en stor Sarcophag.
   »Alexander den Store?« gjentog Fabiani spørgende.
   »Ja vist! er det ikke saaledes?« spurgte han Kirkebetjenten.
   »Som Eccellenza siger!« svarede denne.
   »Det er en Feiltagelse!« udbrød jeg, i det jeg betragtede Monumentet nøiere. »Alexander er jo ikke begravet her, det er mod al Historie! See kun, det er Alexanders Triumphtog, der er afbildet paa Sarcophagen, herfra skriver sig vel Navnet!«
   Strax da vi traadte ind i Kirken, havde man viist os en lignende [s197] Sarcophag med Bacchi-Triumph paa, hentet fra Templerne i Paestum, og nu benyttet til Grav for en salernitansk Prinds, hvis moderne Marmorbillede i naturlig Størrelse var anbragt ovenpaa. Jeg holdt mig til dette, og meente at det samme ogsaa maatte være Tilfældet med denne saakaldte alexanderske Grav. Ganske fornøiet over mit Snille, fik jeg en Slags Veltalenhed, men Genaro svarede et koldt »maaskee!« og Francesca hvidskede mig i Øret, at det var upassende, at jeg vilde være klogere end han, jeg vidste det jo dog ikke! - Taus og ærbødig traadte jeg tilbage.
   Ved ave Maria sad jeg ene med Francesca paa Hotellets store Altan. Fabiani og Genaro spadserede, jeg skulde underholde min naadige Frue.
   »Hvilket herligt Farvespil!« sagde jeg og pegede paa Havet, der mælkehvidt udstrakte sig fra den med brede Lavafliser brolagte Gade til den rosenrøde, skinnende Horizont; Bjergkysten var indigoblaa; denne Pragt af Farver kjendte jeg ikke i Rom.
   »Skyen har alt sagt felicissima notte!« udbrød Francesca og pegede paa Bjerget, hvor en Sky laae høit over Villaer og Olieskove, og dog dybt under den gamle Borg, der med sine to Taarne nærmede sig Bjergtoppen.
   »Der gad jeg boe og leve!« udbrød jeg; »høit over Skyen, see ud over det evigt vexlende Hav!«
   »Der kunde Du improvisere,« sagde hun smilende, »men Ingen vilde høre paa Dig og det var dog en stor Ulykke, Antonio!«
   »O ja!« svarede jeg ligeledes i Spøg, »skal jeg være oprigtig! ganske uden Bifald, det er som Træet uden Solskin. Det har vidstnok i Fængselet gnavet ligesaameget paa Tassos Livsblomst, som hans Kjærligheds Ulykke!«
   »Kjære Ven!« afbrød hun lidt alvorlig, »nu talte jeg om dig, og ikke om Tasso! hvad har han her at gjøre?«
   »Det var et Exempel!« svarede jeg, »Tasso var Digter og -!«
   »Du troer nu ogsaa at være det! kjære Antonio, for Himlens Skyld, nævn dog aldrig et udødeligt Navn, naar der tales om dit! tro dog ikke, du er Digter, er Improvisator, fordi du har et let bevægeligt Gemyt og kan opfatte disse! det kunne Tusinde, som du! Gjør dig ikke selv ulykkelig dermed!«
   »Men Tusinde have dog for nyligt tilklappet mig Bifald!« svarede jeg, og mine Kinder brændte; »det er jo da naturligt, at jeg har den [s198] Tanke, den Overbeviisning -! og jeg veed, De glædes ved min Lykke, ved hvad godt der er ved mig!«
   »Ingen af alle Dine Venner kan det mere, end jeg! Vi skatte Alle dit fortræffelige Hjerte, din ædle Characteer, for disse vil Eccellenza ogsaa tilgive, det tør jeg love! Du har herlige Evner, der kunne udvikles, men det maae de virkeligt, Antonio! Alt kommer ikke af sig selv! Arbeide maa man! Dit Talent er et smukt Selskabs-Talent, mange Venner kan Du glæde dermed, men det er ikke stort nok for det Offentlige!«
   »Men,« vovede jeg at sige, »Genaro, som ikke kjendte mig, var jo dog henrykt over min første Optrædelse!«
   »Genaro!« gjentog hun, »ja med al Agtelse for ham, sætter jeg dog ingen Priis paa hans Kunstdom! og det store Publicums? Ja i det Capitel hører Kunstneren tidt høist forskjelligt fra alle Andre! Godt er det, du ikke blev pebet ud, det vilde inderligt have bedrøvet mig. Nu er det gaaet ret stille af og snart vil Alt være glemt, baade du og din Improvisation! Du havde jo ogsaa et fremmed Navn! Om tre Dage ere vi igjen i Neapel, og Dagen derpaa gaaer det til Rom! Betragt da det Hele, som en Drøm, det har det ogsaa været, og viis os ved Flid og Stadighed, at du er vaagnet igjen! Siig nu ikke et Ord! Jeg mener dig det godt, jeg er den Eneste, som siger dig Sandheden!« Hun rakte mig Haanden, jeg turde kysse den.
   Næste Morgen skulde vi afsted i det, tidlige Daggry, for at kunne naae Paestum, opholde os der nogle Timer og samme Dag igjen være tilbage i Salerno; thi man kan ikke overnatte i Paestum, og Veien dertil er usikker. Ridende Gensdarmer fulgte os som Eskorte.
   Orangehaver, Skove kan jeg kalde det laae til begge Sider, vi kom over Floden Sela, hvor Grædepile og Laurbærhækker speilede sig i det klare Vand. Den vilde Bjergformation indsluttede et frodigt Kornland. Aloer og Cactus voxte vildt ved Veien, Alt var Yppighed og Fylde, og nu saae vi foran os de over to tusinde Aar gamle Templer, byggede i den reneste, skjønneste Stiil; disse, en ussel Kro, tre fattige Huse og nogle Rørhytter, vare nu den hele berømte By. Ikke en Rosenhæk saae vi, og Rosernes Mængde og Fylde gav engang Paestum sin Berømthed, da laae et Purpur-Skjær over disse Marker, nu vare de blaae, uendelige blaae, som Bjergenes Række; duftende Violer bedækkede den store Slette, skjød op mellem Tidsler og Hække. [s190] Et Frugtbarhedens Vildnis bugnede rundtom; Aloe, vilde Figen og den røde pyretrum indicum snoede sig om hverandre.
   Her har man Siciliens Natur, dens Fylde og Vildhed, dens græske Templer og dens Armod. Hele Klynger af Tiggere stode om os, de lignede Vilde fra Sydhavets Øer. Mænd i lange Faareskinds Pelse med Ulden ud, nøgne sortbrune Been og det lange sorte Haar løst om det bruungule Ansigt; Piger med de deiligste Former, halvnøgne, det korte lasede Skjørt flænget itu op over Knæet, en Art Kappe af hæsligt bruunt Tøi løst om de nøgne Skuldre, og det lange, sorte Haar bundet i en Knude. Øiet straalede Flamme.
   En ung Pige, neppe meer end elleve Aar, deilig, som Skjønheds Gudinden, og dog lignede hun ikke Annunziata, ei heller Santa; jeg maatte tænke paa den medicæiske Venus, som Annunziata havde fortalt mig. Jeg kunde ikke elske, men beundre, bøie mig dybt for Skjønheds-Formerne.
   Hun stod lidt fjernet fra de andre Betlere, et bruunt fiirkantet Stykke hang løst over den ene Skulder, den anden, Bryst og Arme, var, som Fødderne, aldeles blottede; at hun ogsaa havde Sands og Tanke for at pynte sig, viste det glat opbundne Haar, hvor en blaa Violbouquet var hæftet fast og hang med Bukkelen frem paa den smukke Pande. Blufærdighed, Aand og en sælsom dyb Smerte lyste ud af hendes Aasyn. Øiet var slaaet ned, som søgte hun noget paa Jorden.
   Genaro blev hende først vaer, og skjøndt hun ikke havde sagt et Ord, rakte han hende sin Gave, tog hende under Hagen og sagde, at hun var for smuk til det øvrige Selskab. Francesca og Fabiani deelte hans Mening. Jeg saae en fiin Rødme bæve under Pigens brune Hud, hun hævede sit Blik, og jeg saae hun var blind.
   Gjerne havde jeg ogsaa givet hende Penge, men jeg vovede det ikke. Da de Andre gik ind i Vertshuset, forfulgte af Betlerne, vendte jeg hurtigt om og trykkede hende en Scudo i Haanden; paa Følelsen syntes hun at kjende dens Værdie, hendes Kinder brændte, hun bøiede sig ned. Sundhedens, Skjønhedens friske Læber berørte min Haand, det gik mig gjennem Blodet, jeg rev mig løs og fulgte efter de Andre.
   Qvas og Qviste brændte i et stort Baal inde paa Kaminen, der næsten indtog hele Værelsets Brede. Røgen hvirvlede hen under det sodede [s200] Loft, vi maatte tye udenfor; bag de høie, skyggende Grædepile blev vor Frokost tilberedt, medens vi gik til Templerne. Et Vildnis maatte vi over, Fabiani og Genaro toge hinanden i Hænderne og dannede saaledes en Bærestol for Francesca.
   »En frygtelig Promenade!« raabte hun leende.
   »O Eccellenza!« sagde den ene af vore Førere, »nu er her prægtigt! for tre Aar tilbage stod her anderledes tæt med Tjørne, og i min Barndom laae Sand og Jord høit op om Søilerne!«
   Mængden bejaede hans Tale, og vi vandrede fremad, fulgte af den hele Tiggerskare, der taus beskuede os; mødte vort Blik een af Betlerne, strax udstrakte hans Haand sig mekanisk til Betlen, og et miserabili klang fra Læberne. Den blinde deilige Pige saae jeg ikke, hun sad vel nu ene ved Veien. Vi gik over Resterne af et Theater og Fredens Tempel.
   »Freden og Theatret!« udbrød Genaro, »hvor kunde ogsaa disse to holde sig saa nær ved hinanden!«
   Neptunstempel laae foran os; dette, den saakaldte basilica og et Cerestempel, ere de herlige, stolte Rester, der, som et Pompeji, i vor Tidsalder atter er fremsteget fra Glemsel og Nat. Under Gruus og Vildnis laae de skjulte i Aarhundreder, indtil en fremmed Maler, der søgte Studier, kom til dette Sted, og opdagede det øverste af Søilerne; deres Skjønhed tiltalte ham, han skizzerede dem, de bleve bekjendte, Gruus og Hække revet bort, og som byggede igaar staae nu de store, aabne Haller. Colonnerne ere af guul Travertiner, vild Viin voxer op om dem, Figentræer snoe sig hen over Gulvet, og i Revner og Sprækker skyde Violer frem og den mørkerøde Levkoi.
   Vi sad paa Fodstykket af en afbrudt Søile. Genaro havde drevet Betlerne bort, stille nød vi den rige Natur rundt om. De blaa Bjerge, det nære Hav, Stedet selv, hvor vi vare, greb mig sælsomt. Improviseer nu for os! havde Fabiani sagt og Francesca tilnikkede mig samme Ønske. Jeg lænede mig til den nærmeste Søile og sang paa en af min Barndoms Melodier, hvad Øiet saae: Naturens Skjønhed, Kunstens herlige Mindesmærker, og jeg tænkte paa den fattige blinde Pige, for hvem al denne Herlighed var lukket. Hun var dobbelt fattig, dobbelt forladt. Taarer kom mig i Øiet, Genaro klappede i Hænderne og Fabiani og Francesca indrømmede: »Følelse har han!«
   De steeg ned af Templets Trin, jeg fulgte langsomt efter; bag Søilen, [s201] ved hvilken jeg havde staaet, sad eller rettere laae, under den duftende Myrthehæk, en Skabning med Hovedet ned i Skjødet og Hænderne fast knugede over Nakken; det var den blinde Pige.
   Hun havde hørt min Sang, hørt mig synge hendes Længsel og Savn! det skar mig i min Sjæl! Jeg bøiede mig ned over hende, hun hørte Bladene rasle, hævede sit Hoved, og jeg syntes, at hun saae blegere ud. Jeg vovede ikke at røre mig; hun lyttede.
   »Angela!« udbrød hun halv høit.
   Jeg veed ikke hvorfor, men jeg holdt min Aande tilbage; hun sad et Øieblik taus. Det var Grækenlands Skjønhedsgudinde, med Øiet uden Seekraft, der dog saae ind i Sjælen, som Annunziata havde skildret hende. Hun sad paa Templets Fodstykke mellem de vilde Figner og den duftende Myrthehæk; hun trykkede en Gjenstand til sine Læber og smilte; det var min Scudo hun havde, jeg blev ganske varm derved, bøiede mig uvilkaarligt dybere - mit Kys brændte paa hendes Pande.
   Hun udstødte et Skrig, et gjennemtrængende Skrig, der jog mig Dødens Rædsel gjennem Sjælen. Som den forskrækkede Hind sprang hun op, og var borte! jeg saae intet mere, Alt bevægede sig omkring mig, jeg fløi afsted over Tjørn og Krat.
   »Antonio! Antonio!« hørte jeg Fabiani raabe langt bag ved mig, og jeg kom atter til Fatning. »Løber Du Harer op?« spurgte han. »Eller var det den poetiske Flugt, du tog?«
   »Han vil vise os,« sagde Genaro, »at han kan flyve, hvor vi kun komme frem i Fod-Gang! dog tør jeg nok vove samme Flugt.« Han stillede sig ved min Side, for at tage Løb.
   »Troe I, at jeg med min Signora paa Armen da kan holde Skridt med Eder?« udbrød Fabiani. Genaro standsede.
   Da vi kom til Vertshuset, søgte mit Øie forgjæves den blinde Pige, ideligt lød hendes Skrig for mit Øre, jeg hørte mit eget Hjerte derved. - Det var som havde jeg gjort en Synd. Først havde jeg jo, uskyldig vel, sjunget Sorg og Smerte i hendes Sjæl, ved at tydeliggjøre hende sit Tab, jaget Skræk og Angest i hendes Sjæl, trykket et Kys paa hendes Pande, det første, jeg endnu havde givet en Qvinde. Havde hun seet paa mig, da havde jeg ikke vovet det, hendes Ulykke, hendes Værgeløshed gav mig Mod. Og jeg bedømte Bernardo saa strængt? [s202] Jeg som var et Syndens Barn som han, som de Alle. Jeg kunde have knælet for hende, bedt om Tilgivelse; hun var intet Sted at opdage.
   Vi steg paa Vognen, for at kjøre tilbage til Salerno igjen, endnu engang saae jeg om efter hende, men vovede ikke at spørge, hvor hun kunde være. Da udbrød Genaro: »Hvor er den blinde Pige?«
   »Lara?« sagde vor Fører, »hun sidder nok i Neptun-Templet! der er hun for det meste!«
   »Bella divina!« raabte Genaro, og kastede Kys med Fingeren hen imod Templet. Vi rullede afsted.
   Lara hed hun altsaa. Jeg sad med Ryggen mod Kudsken, saae hvor Tempel-Søilerne fjernede sig meer og meer, men i mit Hjerte lød Pigens Angest-Skrig, min egen Smerte. Paa Veien havde en Flok Zigeunere leiret sig og gjort en stor Ild i Grøften, hvor de kogte og brasede. Den gamle Zigeunermoer slog paa Tambourin og vilde spaae os, men vi jog forbi. To sortøiede Piger forfulgte os et langt Stykke. De vare smukke, og Genaro morede sig over deres lette Flugt og brændende Øine, men skjønne og ædle som Lara vare de ikke.
   Mod Aften kom vi til Salerno, for næste Morgen at gaae til Amalfi og derfra til Capri.
   »Kun een Dag,« sagde Fabiani, »blive vi i Neapel, naar vi nu komme der, sidst i Ugen maae vi være hjemme i Rom! Du kan jo snart ordne dine Sager, Antonio?«
   Jeg kunde ikke, vilde ikke tilbage til Rom, men en Blyhed, en Frygt, den min Armod og Taknemmelighed i alle mine Livsaar havde indaandet mig, gjorde at jeg kun vovede at fremstamme: at Eccellenza vidst vilde vredes over denne Dristighed at komme tilbage.
   »Vi skulle sørge for alt!« afbrød mig Fabiani.
   »Tilgiv mig, men jeg kan ikke!« stammede jeg og greb Francescas Haand! »Jeg føler dybt, hvad jeg skylder Dem!«
   »Intet derom Antonio!« svarede hun og lagde sin Haand paa min Mund. Fremmede bleve i det samme meldte, jeg stod taus i Krogen, følte, hvor svag jeg var. Fri og uafhængig som Fuglen, var jeg for to Dage siden, og han, som ikke lader en Spurv falde til Jorden, vilde ogsaa have sørget for mig, og dog lod jeg den første tynde Traad, der kastedes om min Fod, voxe til et Ankertoug. I Rom har Du sande Venner, tænkte jeg, sande og oprigtige, om ikke saa høflige, som de neapolitanske. Jeg tænkte paa Santa, som jeg aldrig mere vilde see, [s203] tænkte paa Bernardo, som jeg jo i Neapel daglig maatte møde, Annunziata, der vilde komme, hans og hendes Elskovs Lykke! Til Rom, til Rom! der er det langt bedre! sagde mit Hjerte mig, medens min Sjæl higede efter Frihed og Uafhængighed.

H. C. Andersen Homepage