H. C. Andersen: Improvisatoren 2,4

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,4

                IV

     Et uventet Møde. Min Optrædelse paa Sanct Carlo.

   [s175] Det var afgjort, jeg vilde optræde som Improvisator. Dag for Dag følte jeg mere Mod dertil; i Marettis Huus og i enkelte Familier, hvis Bekjendtskab jeg der havde gjort, bidrog jeg ved mit Talent til Selskabets Underholdning, og høstede den største Lov og Opmuntring. Det var en Vederqvægelse for min syge Sjæl, jeg følte en Lyksalighed derved, en Taknemlighed mod Forsynet, og ingen, der kunde læse min Tanke, vilde have kaldt den Ild Forfængelighed, som brændte i mit Øie, det var ubesmittet Glæde! jeg havde ordentligt en Slags Angest ved den Lov man tildeelte mig, jeg frygtede at være den uværdig, eller ikke altid at kunne bevare den; jeg følte dybt og vover at sige det, skjøndt det gjælder mig selv saa meget: Roes og Opmuntring er den bedste Skole for en ædel Sjæl, hvorimod Strænghed og ubillig Dadel enten forkuer den eller vækker Trods og Overmod; jeg har lært det af egen Erfaring. Maretti viste mig megen Opmærksomhed, gik med Hensyn til mig meget udenfor sin sædvanlige Interesse, førte mig til Personer, der kunde være mig til Gavn at kjende, paa den Bane, jeg havde valgt mig, Santa selv var uendelig mild og elskværdig mod mig, og dog var det, som noget holdt mig borte fra hende; altid kom jeg med Federigo, eller naar jeg vidste, at Selskabet nu kunde være samlet, jeg frygtede for, at det sidste Optrin skulde fornyes igjen, dog dvælede mit Øie paa hende, naar hun ikke blev det vaer, og jeg maatte finde hende smuk. Det gik mig, som det ofte gaaer i Verden, man bliver drillet, det bliver fortalt, at man elsker En, man aldrig tænkte paa eller aldrig lagde stort Mærke til, men nu kommer Lysten til at see, hvad der kan være hos hende, hvorfor just hun skulde være blevet vort Valg. Man faaer Nysgjærrighed, denne bliver Interesse, og Interessen har man Exempler paa bliver Kjærlighed. Hos mig gik det kun til Opmærksomheden, en Slags sandselig Beskuen, jeg aldrig før havde kjendt, men just herved opstod en Hjertebanken, en Angest, der gjorde mig undseelig og holdt mig i Afstand fra hende.
   [s176] To Maaneder havde jeg alt været i Neapel, den første Søndag, som kom, var ansat til min Optræden paa det store Theater Sanct Carlo; man gav Operaen Barberen i Sevilla, og efter denne vilde jeg paa opgivne Themaer improvisere; jeg kaldte mig Cenci, mit Familienavn havde jeg ikke Dristighed til at hæfte paa Affichen. En forunderlig Længsel efter den afgørende Dag, der skulde grundfæste min Hæder, opfyldte min Sjæl, men ofte kom der ogsaa en Ængstelse, en Feber-Skræk i mit hele Blod. Federigo trøstede mig, sagde, det kom af Luften, han og næsten Alle følte noget Lignende, det var af Vesuv, hvis Eruptioner tiltoge saa stærkt, Lavastrømmen var alt nedenfor Bjerget og tog Retning mod Torredel-Annunziata; vi kunde om Aftenen høre Detonationerne i Bjerget, Luften var opfyldt med Aske, der laae tætte Lag paa Træer og Blomster, Bjergets Top stod indhyllet i sorte tordensvangre Skyer, ved hver Eruption spillede de hvidblaa Lynstraaler i Zikzak ud fra den. Santa var ikke heller vel, »det er Feber,« sagde hun, og hendes Øie brændte, hun saae bleg ud og yttrede hæftig Bedrøvelse derover, da hun vilde og maatte i Sanct Carlo, den Aften jeg optraadte; »ja!« sagde hun, »skal jeg endogsaa have tregange stærkere Feber Dagen efter, jeg bliver dog ikke borte, Livet bør man vove for sine Venner, selv om det ikke bliver paaskjønnet!« -
   Jeg tumlede mig snart paa Promenaden, i Caffeerne, i de forskjellige Theatre, andre Øieblikke drev mit bevægede Sind mig ind i Kirkerne for Madonnas Fod, jeg skriftede hver Syndens Tanke og bad om Mod og Kraft, til at følge den mægtige Drift i min Sjæl. - »Bella ragazza!« hvidskede Fristeren mig i Øret, og mine Kinder brændte, i det jeg løsrev mig; min Aand og mit Blod brødes om Herredømmet, jeg følte en Overgangs Periode i hele mit egentlige Jeg; Søndagaften ansaae jeg for Kulminationspunktet. »Vi maae engang paa det store Spillehuus!« havde Federigo flere Gange sagt: »En Digter maa kjende Alt!« vi havde ikke været der, og jeg følte et Slags Tilbageholdenhed for ene at gaae derhen. Bernardo havde dog nogen Ret i sin Yttring engang for mig, at min Opdragelse hos den gode Domenica og Jesuiterskolens Klostertugt havde gydt lidt Gjedemelk i mit Blod, Feighed havde han endogsaa fornærmende kaldt det! - Mere Bestemthed trængte jeg til; Verden maatte jeg mere leve med i, vilde jeg skildre den. Disse Tanker bevægede sig ret levende i min Sjæl, da jeg noget sildig ud paa Aftenen gik forbi Neapels bekjendte Spillehuus. »Jeg gaaer derop, just fordi jeg føler Mangel paa Mod dertil!« sagde jeg ved [s177] mig selv; »jeg behøver jo ikke at spille! Federigo og mine andre Venner ville sige, det var fornuftigt gjort af mig!« Hvor svag man dog kan være! mit Hjerte bankede, som jeg begik en Synd, mens min Fornuft sagde, at der jo slet Intet var i det Hele. Sveitsere stode i Porten, Trappen var prægtigt oplyst, i Forsalen stode en Mængde Tjenere, som toge mod min Hat og Stok og aabnede Døren for mig, hvor jeg saae en Række af rigt oplyste Værelser. Der var stort Selskab, Herrer og Damer, jeg vilde ikke synes forlegen, gik rask frem i den første Sal, og ingen toge heller Notits af mig. Rundt om sad de ved store Spilleborde, Dynger af Colonati og Louisdorer laae foran. En gammelagtig Dame, sikkert engang meget smuk, sad med sminkede Kinder, rigtklædt og med et sælsomt Falkeblik paa Gulddyngen, den magre Haand knugede sig fast om Kortene. Nogle unge, meget smukke Piger stode i fortrolig Samtale med flere Herrer. Alle Syndens skjønne Døttre, selv den Gamle med Falkeblikket, havde engang vundet Hjerter, som hun nu kun vandt paa denne Farve. I et af de mindre Værelser stod et Bord med røde og grønne Ruder paa, jeg saae man satte en Colonati, eller flere, paa een af disse Farver, Kuglerne rullede og naar de laae paa den valgte Farve, var den dobbelte Indsats vundet, det gik som mit Pulseslag, Guld og Sølv spillede over Bordet; da greb ogsaa jeg i Lommen, kastede en Colonati paa Bordet, den faldt paa den røde Farve, Manden som stod foran mig, saae paa mig med et spørgende Blik, om den skulde blive liggende, jeg nikkede uvilkaarlig, Kuglen rullede og fordoblet var min Eiendom. Jeg blev ordentlig forlegen derover, den blev liggende og Kuglerne rullede atter og atter. Jeg havde Lykke i Spil, mit Blod kom i Bevægelse, det var jo kun mine Lykkepenge, jeg vovede; snart laae en Bunke af Sølv foran mig og Louisdorer spillede som Modvægt; jeg slugte et Glas Viin, thi min Gane brændte. Den hele Sølv og Guld-Masse voxte meer og meer, da jeg ikke deelte den. Kuglerne rullede atter, og koldblodig strøg Spilleren hele den glimrende Hob til sig; min smukke Guld-Drøm var forbi, men jeg var ogsaa vaagnet, spillede ikke mere, havde kun tabt den indsatte Colonati, det trøstede jeg mig med og gik ind i den næste Sal. Mellem de unge Damer, tiltrak een sig min Opmærksomhed, ved en forunderlig Lighed med Annunziata, kun var hun større og fyldigere; mit Blik hvilede uforandret paa hende, hun bemærkede det og traadte hen til mig, spurgte, om vi skulde gjøre Partie, og pegede paa et af de mindre Spilleborde, men [s178] jeg undskyldte mig og gik tilbage i det forrige Værelse; hun fulgte mig med Øiet. I det inderste Værelse spillede en Deel unge Herrer Billard; de havde lagt Kjortlen, skjøndt Damer spillede med, jeg huskede ikke paa, hvilken Frihed der var tilladt i dette Selskab. Foran Døren, men med Ryggen mod mig, stod en ung Mand af en smuk Figur; han stillede Queuen mod Ballen og gjorde et mesterligt Stød, hvorfor man tilklappede ham Bifald, selv Damen, der havde vakt min Opmærksomhed, nikkede venligt og syntes at sige noget morsomt; han vendte sig om og trykkede hende et Kys paa Kinden, hun slog ham spøgende over Skulderen, men mit Hjerte bævede, - han var jo Bernardo.
   Jeg havde ikke Mod til at træde nærmere, dog maatte jeg faae fuldkommen Vished. Jeg gik langs Væggen hen til en aaben Dør ind i en stor, halvdunkel Sal, for derfra, uden selv at sees, nøiere at betragte ham. I Salen var et Tusmørke, røde og hvide Glaslamper kastede en svag Lysning, en kunstig Have var anlagt herinde, Løvhytter opreiste, men med malede Blikblade, Trækar med Orangetræer smukt opstillede derimellem; udstoppede Papagøier med brogede Fjer vippede paa Grenene, medens et Positiv i dæmpede Toner spillede yndige, lette Melodier der gik til Hjertet. En mild Kjøling viftede gjennem de aabne Døre fra Arcaden. Et flygtigt Blik havde jeg kastet over det Hele, da Bernardo hoppede hen imod mig, jeg trak mig mekanisk ind i Løvhytten tæt ved, han saae derind, hvor jeg stod, nikkede leende, som om han havde seet en Bekjendt, og hoppede ind i den nærmeste Løvhytte, kastede sig der paa Divanen og nynnede halvt høit en Melodie. Tusinde Følelser bevægede mit Bryst, han her? Jeg ham saa nær? jeg følte en Zittren i mit hele Legeme, og maatte sætte mig. De duftende Blomster, den halvdæmpede Musik, Tusmørket, selv den elastiske bløde Divan, Alt bevirkede et Slags Drømmeverden, og kun i den kunde jeg troe at møde Bernardo. Som jeg sad, hoppede den unge Dame, jeg havde lagt Mærke til, ind af Døren, hun stod alt i Løvhytten, hvor jeg laae, der gik Ild og Skræk gjennem mit Blod; da sang Bernardo høit, hun kjendte Stemmen og var hos ham, jeg hørte et Kys, - det brændte mig i Sjælen. -
   Ham, den troløse letsindige Bernardo, havde Annunziata foretrukket for mig! allerede saa kort efter sin Kjærligheds Lykke kunde han glemme hende, vanhellige sine Læber paa et Skjønheds-Billed, formet af Dynd! Jeg styrtede ud af Værelset, ud af Huset, mit Hjerte [s179] bankede af Vrede og Smerte, først mod Morgenstunden fik jeg Hvile.
   Det var Aftenen, som nu kom, jeg skulde træde frem, paa Sanct Carlo Theatret; Tanken derom, Eventyret igaar satte min hele Sjæl i Bevægelse. Inderligere har mit Hjerte aldrig bedt til Madonna og de Hellige, jeg gik til Kirken, lod Præsten give mig det hellige Brød, Frelserens blodige Legeme, bad det styrke og rense mig, og jeg følte dets underfulde Kraft; kun een Tanke greb endnu forstyrrende ind i den Rolighed som var mig nødvendig, om Annunziata var her, om Bernardo var fulgt efter hende. Federigo bragte mig Vished, hun var her ikke, derimod havde Bernardo alt været her fire Dage, efter hvad Listerne over de Ankomne berettede. Santa, vidste jeg, havde Feber, men vilde dog i Theatret. Placaterne vare opslagne, Federigo fortalte Historier og Vesuv kastede Ild og Aske stærkere end sædvanligt, Alt var i Virksomhed.
   Operaen var begyndt, da Karethen om Aftenen hentede mig til Theatret. Havde Parcen siddet ved min Side, med Saxen hævet mod min Livstraad, jeg troer jeg havde raabt: klip til! - Gud, led Alt til det Bedste! var min Bøn og Tanke.
   I Foyeen fandt jeg en Mængde af Scenens Kunstnere og nogle skjønne Aander, selv en Improvisator, Professoren i det franske Sprog, Santini; jeg var af Maretti gjort bekjendt med ham. Conversationen var let, de spøgte og loe; de Syngende i »Barberen« kom og gik, som var det fra en Selskabsdands, Scenen var deres vante Hjem.
   »Vi skal give dem et Thema,« sagde Santini, »o, en haard Nød at knække! men det gaaer nok! jeg husker, hvorledes jeg bævede, da jeg første Gang skulde frem, men det gik, jeg havde mine Fif, smaa uskyldige Kunstgreb, som Fornuften byder! At kunne udenad visse smaa Stykker om Kjærlighed, om Oldtid, Italiens Skjønhed, Poesie og Kunst, som man veed at anbringe, desuden et Par staaende Digte, det maa man forstaae!«
   Jeg forsikkrede, at jeg aldeles ikke var forberedt paa Sligt.
   »Ja, det siger man!« sagde han leende, »men godt, godt! De er en fornuftig ung Mand, det gaaer Dem glimrende.«
   Stykket endte, jeg stod alene paa den tomme Scene. »Skafottet er reist!« sagde Regisseuren leende og gav Tegnet til Maskinmesteren. Teppet rullede op.
   Jeg saae kun en sort Afgrund, kunde kun skjelne de forreste Hoveder [s180] ved Orchestret, og de første Loger i den fem Etages høie Bygning; en tyk, varm Luft bølgede mig imøde. Jeg følte en Fatning, der undrede mig selv; vel var min Sjæl i Bevægelse, men den var, som den maatte være, for bøielig og let at undfange hver Tanke, som Luften er klarest, naar i Vinteren en skarp Kulde gaaer gjennem den, saaledes følte jeg Spænding og Klarhed paa eengang. Alle mine aandelige Evner vare vakte, som de her skulde og maatte!
   Enhver kunde paa en Seddel opgive mig en Gjenstand, jeg skulde improvisere over, en Politi-Secretair eftersaae den først, om intet lovstridigt blev opgivet, derpaa kunde jeg vælge; paa den første læstes: il cavalier servente, et Slags Forretning, jeg aldrig ret havde tænkt over. Jeg vidste nok, Cicisbeo, som man ogsaa kalder denne, var Nutidens Ridder, der, nu han ikke længer kan træde i Skranke for sin Dame, er hendes tro Ledsager, som træder i Ægtemagens Sted. Jeg erindrede den bekjendte Sonet: Femina di costume di maniere; [*Note] Cicisbeatet skal være opstaaet i Genua hos Kjøbmændene; Forretninger holdt dem meget ude, vilde de da ikke indespærre Konen, maatte de betroe hende til en Ven, som kunde være hendes Ledsager, sædvanligt var denne da en Geistlig. Siden blev det til Mode, ingen kunde da undvære en saadan. Forholdet var ofte ædelt og reent og man har Exempler paa, at ved Ens Liigbaare er hans nøie og tro Opfyldelse af hans Pligt som Cicisbeo bleven rost. Fra Toiletbordet til Sovetiden er Cicisbeo om sin Dame, den største Opmærksomhed for hende, og derimod Ligegyldighed for andre, er hans Pligt. - Oven nævnte Sonet findes aftrykt i W. Müllers »Rom, Römer und Römerinn« 2. Band og er oversat paa Dansk af Hillerup i Valkyrien, (Januarhæftet 1833). [*] men øieblikkelig vilde ingen Tanke opstaae hos mig; jeg aabnede med stor Forventning det andet Papir; der stod »Capri«, ogsaa det satte mig i Forlegenhed, jeg havde aldrig været paa Øen, kun seet dens smukke Bjergformation fra Neapel. Hvad jeg ikke kjendte, kunde jeg heller ikke besynge, saa maatte jeg heller holde mig til il cavalier servente. Jeg aabnede den tredie Seddel: Neapels Katakomber stod der, heller ikke her havde jeg været, men ved Ordet Katakombe laae et Livs-Moment for mig, min Barndoms Vandring med Federigo og vort Eventyr stod levende for min Sjæl, jeg greb nogle Accorder, Versene kom af sig selv, jeg fortalte, hvad jeg havde følt og oplevet, kun at det var Neapels og ikke Roms Katakomber, jeg greb anden Gang Lykketraaden, et gjentaget stormende Bifald hilste mig, det strømmede mig som Champagne gjennem Blodet. Man opgav mig »Fata morgana«, heller ikke dette skjønne Luftsyn, som Neapel og Sicilien eier, havde jeg seet, men jeg kjendte godt den skjønne Fee, Phantasien, som byggede [s181] i disse glimrende Slotte; min egen Drømmeverden kunde jeg skildre, i den svævede ogsaa hendes Hauger og Slotte; i mit Hjerte boede jo Livets skjønneste Fata morgana.
   Hurtigt overtænkte jeg mig mit Stof, en lille Fortælling dannede sig deraf, og nye Ideer fødtes ideligt under Sangen. - Jeg begyndte med en Skildring af den forladte kirke ved Posilipo, uden just at sige dette Navn, det romantiske Hjem havde tiltalt mig og jeg gav et Billede af Kirken, der nu var blevet Fiskerens Huus; en lille Dreng laae i Sengen under Vinduet hvor Sanct Georgs Billede var brændt i Ruden; i den stille maaneklare Nat kom en deilig lille Pige til ham; hun var saa smuk, saa let som Luften og havde deilige brogede Vinger paa Skuldrene, de legede sammen og hun førte ham udenfor i den grønne Viinskov, viste ham tusinde Herligheder, han aldrig før havde seet; de gik ind i Bjerget, som aabnede sig med store glimrende Kirker, fulde af Billeder og Altare; de seilede paa det deilige blaa Hav over til det rygende Vesuv, og Bjerget var som af Glas; de saae, hvor Ilden kogte og brusede derinde; de besøgte under Jorden, de gamle Byer, han havde hørt fortælle om, og alle Folkene levede, han saae deres Rigdom og Pragt, større selv, end vi havde dem i Resterne. - Hun løste sine Vinger, bandt dem paa hans Skuldre, selv var hun let som Luften, hun behøvede dem ikke, saa fløi de over Orangerne, over Bjergene, de frodige grønne Sumpe til det gamle Rom, paa den døde Campagne; fløi over det deilige blaa Hav, langt forbi Capri, hvilte paa de røde skinnende Skyer, og den lille Pige kyssede ham, kaldte sig Phantasien, viste ham sin Moders deilige Borg, bygget af Luft og Straaler, og de legede der, saa lykkelige og glade; men alt som Drengen voxte, kom den lille Pige sjeldnere, kun i Maaneskin tittede hun mellem det brogede Viinløv og Orangerne, nikkede til ham og han blev bedrøvet og længselsfuld. Sin Fader maatte han hjælpe paa Søen, lære at støde Aaren fra sig, rebe Seilene og styre Baaden i Storm; men alt som han voxte, voxte ogsaa Tanken fastere til den kjære Legesøster, der aldrig mere kom. Tidt i den maaneklare Nat, naar han var paa den blikstille Sø, lod han Aaren hvile; gjennem det dybe klare Vand, saae han Bunden med Sand og Væxter; Phantasien tittede da med sit mørke, deilige Øie op til ham, syntes at vinke og kalde ham derned. En Morgen flokkedes Fiskerne ved Strandbredden; i den opgaaende Sols Straaler svømmede, tæt ved Capri, en ny, underdeilig Ø, bygget af Regnbuens Farver, og med skinnende [s182] Taarne, Stjerner og klare purpurfarvede Skyer. »Fata morgana!« raabte de alle, og jublede glade ved det deilige Syn, men den unge Fisker kjendte det godt, der havde han leget, der havde han bygget med den deilige Phantasie, sælsom Veemod og Længsel greb hans Sjæl, men gjennem Taarer blegnede og forsvandt det hele kjendte Billede. - I Dage og Uger ventede han at see det igjen. I den maaneklare Aften steg atter Slottet og Øen, bygget af Straaler og Duft; fra Forbjerget, hvor Fiskerne stode, saae de en Baad med Pilens Fart skyde hen mod det sælsomme svømmende Land og forsvinde, og pludseligt slukkedes den hele Straalebygning, der steg en kulsort Sky over Søen, en Skypompe bevægede sig hen over den rolige Flade, der nu hævede mørkegrønne Bølger. Da den svandt, var atter Søen rolig, Maanen skinnede paa det blaa Vand, men man saae ingen Baad, den unge Fisker var forsvundet, forsvundet med det skjønne »Fata morgana.«
   Samme Bifald, som før, hilste mig atter, mit Mod og min Begeistring steeg; i ethvert opgivet Navn fandt jeg Erindringer af mit eget Liv, som jeg kun behøvede at udtale. - Jeg skulde improvisere om Tasso, det var mig selv, Leonore var Annunziata, vi saae hinanden ved Ferraras Hof, jeg led med ham i Fængselet, aandede atter Frihed med Døden i Hjertet, i det jeg skuede fra Sorrent over det bølgende Hav til Neapel, sad med ham under Egen ved St. Onophrii Kloster, Capitoliets Klokke ringede til hans Kroningsfest, men Døds-Englen kom, rakte først sin Krone: Udødelighedens! -
   Mit Hjerte bankede hæftigt, jeg var angrebet derved, revet med i Tankernes Flugt; endnu et Digt gav jeg, det var det sidste: Sapphos Død, Skinsygens Qval følte jeg selv ved Erindringen om Bernardo, Annunziatas Kys paa hans Pande brændte i min Sjæl; Sapphos Skjønhed var Annunziatas, men hendes Elskovs Smerte var min. Bølgerne lukkede sig over Sappho.
   Mit Digt havde rørt til Taarer, et mægtigt Bifald lød fra alle Sider, og efter Teppets Fald blev jeg to Gange fremkaldt. En Lyksalighed, en navnløs Glæde gjennemstrømmede mig, men knugede tillige mit Hjerte, som skulde det briste; da jeg kom ud af Scenen, og man omfavnede og lykønskede mig, brast jeg i Graad, en hæftig Krampe Graad.
   Med Santini, Federigo og nogle af Sangerne holdtes der en lystig Aften, min Skaal blev drukket, jeg var lykkelig, men min Læbe som bundet.
   [s183] »Han er en Perle!« sagde Federigo om mig i sin Lystighed, »hans eneste Feil er, at han ogsaa er en Joseph den Anden, hvad vi Danske for Tydelighedens Skyld vilde kalde en Joseph Jakobsen! nyd Livet, Antonio! pluk Roserne før de forgaae!«
   Sildigt kom jeg hjem, og med Bøn og Tak til Madonna og Jesus Christus, der ikke havde forladt mig, sov jeg snart dybt og fast.

H. C. Andersen Homepage