H. C. Andersen: Improvisatoren 2,3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,3

                   III 

          Vandring i Herculanum og Pompeji. Aftenen paa Vesuv.

   [s167] Næste Morgen kom Federigo at afhente mig. Maretti steeg i Vognen med, friske Luftninger viftede fra Søen, og vi rullede omkring Bugten fra Neapel til Herculanum.
   »Hvor Røgen hvirvler fra Vesuv!« sagde Federigo og pegede paa Bjerget. »Vi faae det herligt i Aften!«
   »Det hvirvlede anderledes,« sagde Maretti, »det gik som Skyernes Skygge hen over den hele Egn Anno 79 post Christum, da Byerne, vi nu ville gjæste, svandt under Lava og Aske!«
   Strax hvor Neapels Forstad slipper, begynde Byerne Sanct Giovanni, Portici og Recina, der saaledes grændse til hinanden, at de kunne betragtes som een By. Vi vare ved Maalet, før jeg tænkte det! foran et Huus i Recina gjorde vi Holdt. Under Gaden her, under den hele By, ligger Herculanum skjult. Lava og Aske dækkede i nogle Timer den hele Stad, man glemte dens Tilværelse, og Byen Recina reiste sig ovenover.
   Vi traadte ind i det nærmeste Huus, i Gaarden var en stor, aaben Brønd, en Spiral-Trappe snoede sig ned igjennem den.
   »Seer De Signori,« sagde Maretti, »det var post Christum 1720, at Prindsen af Elboeuf lod denne Brønd grave. Strax da man kom nogle Fod ned, fandtes Statuer, saa blev Gravningen forbudt og, mirabile dictu, i 30 Aar rørte sig ikke en Haand, før Carl af Spanien kom hertil, lod Brønden grave dybere og nu stødte man paa en mægtig Steentrappe, som vi her kunne see!«
   Dagen skinnede ned paa en lille Deel af den, det var Bænkene paa Herculanums store Theater. Vor Ledsager tændte et Lys til os hver, og vi stege ned til Brøndens Dyb og stode nu paa Trinene, hvor Tilskuerne for sytten hundrede Aar siden havde, som eet Kjæmpelegem, leet, følt og jublet ved den fremstillede Livsbegivenhed.
   En lille lav Dør tæt ved førte os ind i en stor rummelig Gang; vi steg ned til Orchestret, saae der de forskjellige Rum for de enkelte [s168] Musici, Paaklædnings-Værelserne og Scenen selv; Storheden af det Hele greb mig. Kun stykkeviis kunde det belyses for os, dog syntes det mig langt større end Sanct Carlo. Tomt, mørkt og øde laae Alt rundt om, en Verden larmede ovenover. Som vi tænkte os, at en forsvunden Slægt kan, som Aander træde ind i vor Virken og Leven, syntes jeg her at være traadt ud af min Tidsalder og som et Spøgelse at vandre i den fjerne Old. Jeg længtes ordentligt efter Dagslyset og snart aandede vi igjen dets varme Luftninger.
   Vi dreiede til Høire i Recinas Gade, og en udgravet Plads laae foran os, men af en ringe Størrelse; den var Alt, hvad Solen skinnede paa af Herculanum, vi saae en enkelt Gade, Huse med smaa, snevre Værelser, røde og blaamalede Vægge; Lidet kun imod hvad der ventede os i Pompeji.
   Recina laae bag ved os, og nu saae vi rundt om en Slette, der syntes et beegsort, fraadende Hav, størknet til Jern-Slak, Bygninger havde alt reist sig her, smaa Viinhaver grønnedes, en Kirke stod halv nedsjunket i dette Dødens Land.
   »Denne Ødelæggelse har jeg selv seet!« sagde Maretti, »et Barn var jeg, i Alder imellem lactens og puer, om jeg saa maa sige! aldrig glemmer jeg hiin Dag. Denne sorte Slak, vi nu rulle over, var en glødende Ildstrøm; jeg saae, hvor den væltede fra Bjerget mod Torre del Greco. Min Fader, beati sunt mortui! plukkede mig selv modne Druer her tætved, hvor nu kun den sorte, steenhaarde Skorpe ligger. Lysene skinnede blaa derinde i Kirken, og Murene herude røde af det stærke Ildskjær. Viinmarkerne skjultes, men Kirken stod som en svømmende Ark paa det glødende Ildhav!«
   Som Rankerne snoe sig med tunge Druer fra Træ til Træ og synes een eneste Guirlande, knytter sig om Neapels Bugt By til By; [*Note] Hvor Torre del Greco ender, begynder strax en anden: Torre del Annunziata. [*] den hele Vei, paa den nyligt omtalte ødelagte Strækning nær, syntes een Toledogade. De lette Cabrioletter, overlæssede med Mennesker, Ryttere til Hest og til Æsels krydsede hinanden, Caravaner af Reisende, Damer og Herrer, bidroge til Maleriets Liv.
   Altid havde jeg tænkt mig Pompeji nede i Jorden, ligesom Herculanum, men saaledes er det slet ikke. Oppe fra Bjerget har det skuet ud over Viinhaverne til det blaa Middelhav. Vi stege ved hvert Skridt, og stode nu foran en gjennembrudt Vold af sortgraa Aske, som enkelte [s169] grønne Hækker og Bomuldsplanter søgte at give et venligere Udseende. Vagthavende Soldater lode sig se, og vi traadte ind i Forstaden til Pompeji.
   »De har læst Brevene til Tacitus?« sagde Maretti. »De har læst den yngre Plinius, nu skal De see Commentarer til hans Værk, som Ingen have dem!«
   »Gravgaden« heed den lange Gade, hvor vi stod; her var Monument ved Monument, foran to saae man runde, smukke Divaner, med skjønne Udziringer; her havde i hiin Tid Pompeji Døttre og Sønner hvilet sig paa deres Spadseretoure ud af Byen; fra Gravene skuede de ud over den blomstrende Natur og den levende Færdsel paa Landeveien og i Bugten. Nu saae vi en Række Huse paa begge Sider, alle med Boutikker; som Skeletter med tomme Øienhuler stirrede de paa mig; rundt om viste sig Spor af Jordskjælvet, der tidligere end den store Ødelæggelse rystede Byen. Flere Huse viste, at de stode under Bygning just da Ild og Aske begrov dem for Aarhundreder; ufuldførte Marmor-Carnisser laae paa Jorden og ved Siden Modeller til dem af terra cotta.
   Nu først vare vi ved Byens Mure; opad disse gik brede Trappetrin, som paa et Amphitheater; foran os strakte sig en lang, snever Gade, brolagt, som Neapel, med brede Lavafliser, Rester altsaa af en langt tidligere Eruption, end den, som for syttenhundrede Aar siden ødelagde Herculanum og Pompeji. Dybe Hjulspor furede sig ned i Stenen, paa Husene læstes endnu Beboernes Navne, indhuggede der, medens de selv levede; enkelte Steder hang endnu Skildte, eet af disse tilkjendegav, at her i Huset forfærdigedes Mosaikarbeider.
   Alle Værelser vare smaa, Lysningen faldt ind gjennem Loftet eller af en Aabning over Døren; en fiirkantet Porticus om Gaardsrummet, der sædvanligviis kun var stort nok for det eneste lille Blomsterbed, eller Bassinet, hvorfra Springvandet steg; iøvrigt Gaard og Gulve smykked med skjønne Mosaikbilleder, hvor kunstige Former, Cirkler og Qvadrater overskare hinanden. Væggene broget malede med stærke hvide, blaa og røde Farver; Dandserinder, Genier, lette svævende Skikkelser, rundt om paa den glødende Grund. Alle uendeligt yndige i Colorit og Tegning og med en Friskhed, som vare de malede igaar. Federigo og Maretti vare i dyb Samtale om den forunderlige Composition af Farver, der holdt sig saa utroligt godt, ja før jeg vidste det, [s170] vare de midt inde i Bayardis ti Foliobind. [*Note] Catalogo degli antichi Monumenti d'Ercolano. (1755). [*] De vare Begge, som tusinde Andre, de glemme det poetiske Virkelige, der ligger for dem, og kaste sig over Kritiken og Afhandlinger derover; Pompeji blev glemt for de lærde Grandskninger. Jeg var ikke saa indviet i disse udenad lærde Mysterier, Virkeligheden om mig var en poetisk Verden, hvori min Sjæl følte sig hjemme, Aarhundreder smeltede her sammen i Aar, aabenbarede sig i Øieblikke, hver Sorg blundede, og min Tanke vandt atter Ro og Begeistring.
   Vi stod foran Sallust's Huus.
   »Sallust!« sagde Maretti og løftede paa Hatten: »corpus sine animo! Sjælen er borte, men man hilser dog ærbødigt det døde Legeme!«
   Et stort Maleri med Diana og Actæon indtog Væggen foran. Arbeiderne udstødte et Frydeskrig og hævede frem for Lyset et prægtigt Marmorbord, hvidt, som Stenen i Carrara, to herlige Sphinxer som Fødder bare det; men hvad der endnu mere greb mig, var de gule Knokler jeg saae, og i Asken et Aftryk af et qvindeligt Bryst, saa uendeligt skjønt.
   Vi gik over forum til Jupiters Tempel, Solen skinnede paa de hvide Marmor Søiler, bag ved laae det rygende Vesuv, beegsorte Skyer væltede ud af Krateret, og hvid som Snee laae den tykke Damp over Lavastrømmen, der banede sig Vei ned ad Bjergsiden.
   Vi saae Theatrene og satte os paa de trappeformige Bænke. Scenen med sine Colonner, sit murede Bagtæppe med Udgangsporte, Alt stod, som havde man spillet igaar; men ingen Toner vilde mere lyde fra Orchestret, ingen Roscius tale til den jublende Mængde, Alt var dødt, kun Naturens store Scene foran os aandede Liv. De frodiggrønne Viinhaver, den befarne Vei ned til Salerno og i Baggrunden de mørkeblaa Bjerge med skarpe Conturer mod den varme Lufttone, var en Skueplads, paa hvilket Pompeji selv stod som et tragisk Chor, der sang om Døds-Englenes Magt. Jeg saae ham jo selv, ham, hvis Vinger ere kulsort Aske og flydende Lava, dem han breder over Byer og Stæder.
   Først imod Aften vilde vi bestige Vesuv, da var den glødende Lava og Maanelyset af større Virkning. Fra Recina toge vi Æsler og rede op ad Bjerget. Veien gik mellem Viinhaver og eensomme Gaarde, men snart svandt Vegetationen ind i smaa forkuede Hækker og tørre sivagtige [s171] Stængler. Det blæste koldt og stærkt, ellers var Aftenen uendelig smuk. Solen syntes, i det den sank, en brændende Ild, Himlen straalede som Guld, Havet var et Indigo og Øerne blegblaa Skyer. Det var en Feeverden, jeg skuede. Rundt om Bugten blegnede Neapel meer og meer; langt borte laae Bjergene, bedækkede med Snee, der lyste herligt, som Alpernes Gletscher, mens til Høire, ganske nær ved os, den røde Lava glødede fra Vesuv.
   Nu kom vi til en Slette, dækket med den jernsorte Lava, uden Vei eller Sti. Vore Æsler prøvede forsigtigt med Foden, før de traadte fast; saaledes naaede vi kun langsomt en høiere Deel af Bjerget, der, som et Kap, ragede frem i dette døde, forstenede Hav. Gjennem en snever Huulvei, hvor kun sivagtige Stængler skød frem, nærmede vi os Eremittens Hytte. En Skare Soldater sad her om den antændte Ild og drak af Foglietten med lacrymæ Christi. De tjente den Fremmede til Eskorte mod Røverne fra Bjergene. Fakler bleve tændte, Vinden greb i Flammen, som vilde den slukke og henveire hver Funke. Ved det bevægelige usikkre Skjær reed vi nu i den mørke Aften henad den snevre Fjeldsti over løse Lavastykker, tæt ved de dybe Skrænter; endelig hævede sig foran os, som et Bjerg, den kulsorte Asketop, vi skulde opad, længer kunde vore Æsler ikke stige, de blev tilbage hos Drengene, der havde drevet dem. Føreren gik først med Faklen, vi andre bag efter, men i en skraa Linie, thi det gik steilt opad i den bløde Aske, hvor vi sank i til Knæene; bag ved hinanden kunde vi ikke gaae, thi store løse Stene og Lavablokke laae i Asken og rullede ned, naar vi traadte paa dem; ved hvert andet Skridt glede vi eet tilbage, hvert Øieblik faldt vi i den sorte Aske, det var som om vi havde en Blyvægt ved Fødderne. - »Courage!« raabte Føreren foran, »snart er vi deroppe,« men bestandigt syntes Bjergtoppen at staae med samme Høide foran os. Forventning og Lyst bevingede mig, en Time var forløben og vi naaede op, jeg var den første.
   En stor Flade med mægtige Lavastykker, kastede mellem hverandre, udbredte sig her for Øiet; midt paa stod endnu en Askehøi: det var Keglen med det dybe Krater; som en Ildfrugt hang Maanen lige over, saa høit var den steget, først nu kunde vi for Bjerget see den, men kun i et Nu; i det næste hvirvlede med Tankens Hurtighed en kulsort Røg ud af Krateret, det blev mørkt Nat rundt om, den dybe Torden rullede inde i Bjerget, det bævede under vore Fødder, vi maatte holde fast ved hinanden, for ei at falde, og nu lød et Skrald, [s172] som hundrede Kanoner kun svagt kunne efterligne, Røgen skiltes ad og en Ildsøile stod sikkert en Miglie op i den blaa Luft; gloende Stene fløi som Blod-Rubiner i den hvide Ild, jeg saae dem som Raketter falde ned over os, men de sank i lige Linie i Krateret eller rullede glødende ned af Askehøien. »Evige Gud!« stammede mit Hjerte, og jeg vovede neppe at aande.
   »Vesuv er i Søndags Humeur!« sagde Føreren! og vinkede os længere frem. Jeg troede, Vandringen havde Endet men Føreren pegede frem over Sletten, hvor den hele Horizont var en skinnende Ild, kjæmpestore Skikkelser bevægede sig som sorte Skyggebilleder mod den stærke Ildgrund; det var Reisende, der stode mellem os og den nedadstrømmende Lava; vi var for at undgaae denne gaaet Bjerget om, og besteeg det fra den østlige, modsatte Side; i dets urolige Tilstand kunde vi ikke nærme os selve Krateret, men vel Stedet, hvor Lavastrømmene, som Kildevæld, strømmede ud af Bjerg-Siden; vi lode derfor Krateret blive paa venstre Haand, gik frem over Bjergsletten, og kravlede over de store Lavablokke; der var ei Vei eller Sti. Det blege Maanelys, det røde Fakkelskjær paa den ujevne Grund gjordte, at hver Skygge, hver Spalte syntes en Afgrund, da vi kun saae det dybe Mørke; atter lød den mægtige Torden under os, Alt blev Nat og en ny Eruption lyste for os. Kun langsomt, gribende for os med Hænderne, gik og klattrede vi mod Maalet, men snart følte vi, at Alt var varmt, hvad vi rørte ved, mellem Lavastykkerne dampede det hedt, som ved en Ovn. Nu laae en jevnere Slette foran os: en Lavastrøm, der kun var tvende Døgn gammel, dens øverste Skorpe var alt sort og fast af Luftens Indvirkning, men neppe en halv Alen tyk, under den stod Favne dyb den glødende Lava; fast som Iisskorpen paa en Indsøe, laae her den størknede Hinde over et Ildhav. Der skulde vi over, paa den anden Side laae atter de ujevne Blokke, hvorpaa Fremmede stode og skuede ned over den nye Lavastrøm, man først der fik at see. - Een for een gik vi med Føreren foran, ud paa Skorpen, det varmede gjennem Saallerne! rundt om havde Heden sprængt store Revner i den, og vi saae under os den røde Ild; var Skorpen bristet, vare vi styrtede ned i et Ildhav. Prøvende satte vi Foden til og traadte dog fast, for hurtigt at komme et Skridt videre, thi det brændte os Fødderne, og som Jernet, der begynder at afkjøles og vorder sort, men ved Berørelsen øieblikkeligt faaer sit Ildskjær igjen, viste sig her samme Virkning: paa Sneen bliver sorte Spor, her ulmede røde. Ingen [s173] af os talte et Ord, saa rædselsfuldt havde ikke Tanken forestillet sig det. En Engellænder vendte med sin Fører tilbage, han kom mig forbi paa den samme Ø-Skorpe, hvor Revnerne vare rundt om.
   »Ere her Engellændere imellem?« spurgte han! - »Italienere og en Dansk,« svarede jeg! »a Diavolo!« - det var alt, hvad der blev talt. Vi vare nu ved de store Blokke, paa hvilke flere Fremmede stode, jeg steg op og foran mig, ned af Bjergsiden, gled langsomt den friske Lavastrøm, det var som en rød glødende Ild-Dynd, som det smeltede Metal, der strømmer fra Ovnen; stor, bred og i en uhyre Strækning under os udbredte den sig; intet Ord, intet Billede kan give det i sin Storhed og Rædsel. Luftstrømmen selv syntes Ild og Svovl, en tyk Damp svævede hen over det, rød af det stærke Skjær, men rundt om var Nat, det tordnede i Dybet og over os steg Ildsøilen med gloende Stene; aldrig har jeg følt mig min Gud saa nær. Hans Almagt og Storhed fyldte min Sjæl! det var som Ilden rundt om udbrændte hver Sygelighed hos den, jeg følte Kraft og Mod, min udødelige Sjæl løftede sin Vinge: »Mægtige Gud, Din Apostel vil jeg være! i Verdens-Stormen vil jeg synge Dit Navn, Din Kraft og Herlighed, den lyde stærkere, end Munkens i hans eensomme Celle! Digter er jeg! forleen mig Kraft, bevar min Sjæl reen, som Din og Naturens Præst bør eie den!« Mine Hænder foldede jeg til Bøn, og mellem Ild og Skyer knælede min Tanke for ham, hvis Under og Storhed talte til min Sjæl.
   Vi traadte ned, og neppe mere end nogle Skridt fra Stedet, hvor vi stode, saae vi Lavastykket, med Bragen synke gjennem den brudte Skorpe, og en Sky af Gnister hvirvle høit i Veiret, men jeg bævede ikke, jeg følte min Gud var mig nær, det var et Livs Øieblik for mig, hvori Sjælen skuede ind i sin Udødeligheds Lykke, hvor der ei er Frygt, eller Smerte, thi den kjender sig og sin Gud. Rundt om os spruddede Gnister fra smaa Kratere, og fra det større fulgte hvert Minut nye Eruptioner; det susede i Luften, som naar Fuglenes Skare med eet flyver op fra en Skov. Federigo var henrykt som jeg, og Nedfarten af Bjergsiden i den bløde Aske svarede til vort bevægede Gemyt; vi fløi, det var et Fald gjennem Luften, vi gled, løb, sank; Asken laae blød, som nyfalden Snee paa Bjergene; kun ti Minutter brugte vi ned, hvad vi havde brugt en Time til opad. Vinden havde lagt sig, vore Æsler ventede os dernede, og i Eremithytten sad vor Lærde, som ikke vilde gjøre den trættende Vandring opad. Jeg følte mig som oplivet paa ny, mit Blik vendte sig ideligt tilbage; Lavaen laae som [s174] kolossale, nedfaldne Stjerner, Maanen lyste som Dag, vi kjørte langs Havbugten, saae Maanens og Lavaens Reflexer i to lange Straaler, en rød og blaa, bæve hen over Vandspeilet. Jeg følte en Kraft i min Sjæl, en Klarhed i mine Begreber, ja, tør jeg sammenligne et Mindre med et Større, da har jeg det Beslægtede med Boccacio at Indtrykket af eet Sted, dets øieblikkelige Indskydelse, var afgjørende for Aandens hele Virken: Virgils Grav saae hans Taarer, Verden hans Digterværd, mig havde Vulkanens Storhed og Rædsel afrystet Mismod og Tvivl, derfor staaer denne Dags og Aftens Beskuen saa levende i min Sjæl, derfor har jeg dvælet ved dens Skildren, givet hvad den afprægede i mit Bryst, og som jeg siden maatte udtale.
   Vor Lærde indbød os at følge sig hjem; øieblikkelig havde jeg en Forlegenheds Følelse, en sælsom Angest ved, efter det sidste Optrin mellem Santa og mig, at see hende igjen, men den større, vigtigere Beslutning i min Sjæl tilintetgjorde snart denne mindre. Hun tog mig venligt i Haanden, skjænkede i vore Glas, var naturlig og munter, saa jeg tilsidst bebreidede mig selv min strænge Dom over hende; hos mig, følte jeg, laae den besmittede Tanke; hendes Medfølelse og Deeltagelse, der synlig stærkt havde udtalt sig, havde jeg betragtet som sandselig Lidenskab, ved Venlighed og Spøg, som min Stemning nu gjorde naturlig hos mig, søgte jeg at gjøre min sælsomme Opførsel, Dagen forud, god igjen, hun synes at forstaa mig og i hendes Blik læste jeg Søsterens inderlige Deeltagelse og Kjærlighed.
   De havde endnu aldrig hørt mig improvisere, de fik mig dertil, jeg besang vor Vandring til Vesuv, og Klap og Begeistring hilsede mig. Hvad Annunziatas tause Blik havde sagt, strømmede i Veltalenhed fra Santas Læber, og hun blev dobbelt smuk ved sin Tale, Øiet brændte med Tankeblik ind i min Sjæl.

H. C. Andersen Homepage