H. C. Andersen: Improvisatoren 2,2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,2

            II 

     Smerte og Trøst. Nærmere Bekjendtskab med Signora. 
        Professoren. Brevet. Misforstod jeg hende? -

   [s156] Da Federigo var til Sengs, sad jeg endnu paa den aabne Altan ud til Pladsen med Vesuv foran mig; den forunderlige Verden, i hvilken jeg syntes at være hendrømt, tillod mig ikke at sove. Efterhaanden blev det mere og mere stille paa Gaden under mig, Lysene slukkedes; det var ogsaa efter Midnat. - Mit Øie hvilede paa Bjerget, hvor Ildsøilen hævede sig fra Krateret op mod den blodrøde, brede Skymasse, der med denne syntes en mægtig Pinie af Ild og Flamme; Lavastrømmen var dens Rødder, med hvilke den omsluttede Bjerget. Min Sjæl var greben ved det store Skuespil, Gudsstemmen, som talte fra Vulkanen, som fra den stille, tause Nathimmel. Det var et Øieblik, som vi kunne have dem, hvor saa at sige Sjælen Ansigt til Ansigt skuer sin Gud: jeg begreb hans Almagt, Viisdom og Godhed, han, for hvem Lynet og Hvirvelvinden ere Tjenere, uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden. Mit eget Liv stod klart for mig, jeg saae en saa forunderlig Ledelse og Styrelse i det Hele; selv hver Ulykke, hver Sorg var Overgangen til noget Bedre. Min Moders ulykkelige Død ved de løbske Heste syntes jo at afskjære mig al bedre Fremtid, i det jeg stod som et fattigt, hjælpeløst Barn; men var det maaskee ikke den egentlige og ædlere Grund, der siden drev Eccellenza til at sørge for min Opdragelse, da han var den uskyldige Aarsag i min Ulykke. Striden mellem Marijucce og Peppo, de frygtelige Øieblikke, jeg tilbragte i hans Huus, dreve mig ud i Verdens Strømmen; men uden at være kommen til gamle Domenica paa den øde Campagne, var maaskee aldrig Eccellenza blevet opmærksom paa mig. Jeg gjennemgik saaledes i Tankerne Scene for Scene af mit Liv, og fandt den høieste Viisdom og Godhed i den hele Kjæde. Kun da jeg kom til det sidste Leed, syntes Alt at slippe. Bekjendtskabet med Annunziata var som en Vaardag, der i et Nu havde aabnet hver Blomsterknop i min Sjæl; ved hende kunde jeg [s157] have blevet Alt, hendes Kjærlighed vilde have fuldendt mit Livs Lyksalighed. Bernardos Følelse var kun Sandselighed; leed han end øieblikkeligt ved at miste hende, hans Smerte vilde dog være kort, han vilde snart vide at trøste sig; men at Annunziata elskede ham, tilintetgjorde jo Alt for mig. Jeg begreb ikke her Almagtens Viisdom, følte kun Smerte over alle mine tilintetgjorte Drømme. En Zithar klang i det samme under Altanen; jeg saae en Mand med Kappen løst over Skuldrene gribe i Strengene, og Elskovstoner bævede fra dem. Lidt efter aabnede sig Gjenboens Dør ganske sagte, og Manden forsvandt bag ved den. - En lykkelig Elsker, der gik til Kys og Omfavnelse! - Jeg saae paa den stjerneklare Luft, det blanke sortblaae Hav, der skinnede rødt af Lavaen og Eruptionerne. - »Herlige Natur!« udbrød da mit Hjerte, »Du er min Elskerinde! Du trykker mig til dit Hjerte, aabner mig din Himmel, og hver din Luftning kysser mig paa Læbe og Pande; Dig vil jeg synge, din Skjønhed, din hellige Storhed! Gjentage vil jeg for Folket de dybe Melodier, Du synger for min Sjæl. Lad mit Hjerte bløde; Sommerfuglen, der spræller paa Naalen, glimrer jo skjønnest; Floden, i det den som Vandfald styrter fra Fjeldet og knuses i Skum, vorder herligere! det er Sangerens Lod. Livet er jo dog kun en kort Drøm. Naar jeg i hiin Verden igjen møder Annunziata, vil hun ogsaa elske mig; alle rene Sjæle elske hinanden; Arm i Arm, flyver de salige Aanders Række mod Gud.«
   Saaledes drømte min Tanke, og Mod og Kraft til at optræde som Improvisator, ogsaa en mægtig Lyst dertil, opfyldte mig min hele Sjæl. Kun een Ting laae mig endnu tungt paa Hjertet: hvad vilde Eccellenza og Francesca sige om min Flugt fra Rom, min Optrædelse som Improvisator? De troede mig flittig og stille ved mine Bøger i Rom. - Denne Følelse lod mig ingen Ro, jeg maatte endnu i Nat skrive dem til. Med sønlig Tiltro fortalte jeg Alt, saaledes som det var skeet, hver enkelt Omstændighed, min Kjærlighed til Annunziata, og den eneste Trøst jeg fandt i Naturen og Kunsten; endte med den indstændige Bøn om et Svar, saa mildt som deres Hjerte kunde give mig det; før det kom skulde jeg ikke gjøre et Skridt, ikke træde offentligt frem. - Længer end en Maaned vilde de ikke lade mig vansmægte. - Mine Taarer faldt paa Brevet, idet jeg skrev det, men jeg følte en Lettelse derved, og da det var endt, sov jeg snart fast og roligt, som jeg længe ikke havde gjort det.
   Den følgende Dag ordnede Federigo og jeg vore Sager; han flyttede [s158] ind i sit nye Logie i een af Sidegaderne, jeg blev i Casa tedesca, hvor jeg kunde see Vesuv og Havet, to Verdensundere, der vare mig fremmede. - Flittigt besøgte jeg museo bourbonico, Theatrene og Promenaden, og var alt efter tre Dages Ophold ret vel orienteret i den fremmede By.
   Der kom til Federigo og mig en Indbydelse fra Professor Maretti og hans Frue Santa. Øieblikkeligen troede jeg, det var en Feiltagelse; jeg kjendte jo ingen af disse, og Indbydelsen syntes at gjælde mig, jeg skulde medbringe Federigo. Paa mine nøiere Spørgsmaal fik jeg at vide, at Maretti var meget lærd, var Antiquar, og at Signora Santa nyligt var kommet hjem fra et Besøg i Rom; jeg og Federigo havde nok gjort hendes Bekjendtskab paa Reisen. Altsaa vor neapolitanske Signora!
   Ud paa Aftenen gik jeg med Federigo derhen. Vi fandt et talrigt Selskab i den oplyste Sal, hvor det glatte Marmor-Gulv gav Reflex af Lysene, mens en mægtig Scaldine med et løst Jerngitter om udbredte en mild Varme.
   Signora eller, da vi jo veed hendes Navn, Santa kom os med aabne Arme imøde. Den lyseblaae Silkedragt klædte hende godt; havde hun været lidt mindre fyldig, kunde hun have gjaldt for meget smuk. Hun presenterede os for sit Selskab, og bad os at være som hjemme.
   »I mit Huus komme kun Venner; De ville snart kjende den hele Forsamling.« Og nu nævnede hun en Mængde Navne og pegede paa Personerne. »Vi sladdre, vi dandse, høre lidt Sang, og Timerne flagre hen!« Hun anviste os Plads. En ung Dame satte sig til Claveret og sang: det var netop den samme Arie, som Annunziata sang i Dido; men da lød den med anderledes Udtryk, greb Sjælen med mægtigere Kraft. Dog maatte jeg med de Andre tilklappe Sangerinden Bifald, og nu greb hun nogle Accorder og spillede en lystig Dands; tre til fire Herrer toge deres Damer og svævede over det blanke glatte Gulv. Jeg trak mig op til et Vindue, en lille spinkel Mand, med bevægelige Glas Øine bukkede dybt for mig; jeg havde seet ham som en lille Kobolt idelig hoppe ud og ind af Døren. For at knytte en Samtale, begyndte jeg at tale om Vesuvs Eruptioner, hvor herligt Lavastrømmen tog sig ud.
   »Det er intet min Ven,« svarede han, »intet mod den store Revolution 96, som Plinius beskriver; da fløi Asken lige til Constantinopel. Vi have ogsaa i min Tid gaaet med Paraplyer i Neapel for Asken, men Neapel og Constantinopel, det er en Forskjæl. Den klassiske Tid [s159] stod over os i Alt, en Tid man skulde have bedet: serus in coelum redeas!«
   Jeg talte om Carlinotheatret, og Manden gik tilbage til Thesbis-Kærren, og gav mig en Afhandling om den tragiske og komiske Maske. Jeg kom til at berøre de kongelige Troppers Mønstring, og han var strax inde i de Gamles Maade at føre Krig paa, kommanderede den hele Phalanx. Det eneste Spørgsmaal han selv gav mig, var, om jeg studerede Kunsthistorie, gav mig af med Antiqviteter; jeg sagde, at det hele Verdens Liv, Alt, laae min Interesse nær, at jeg følte Kald til at være Digter, og Manden klappede i Haanden og declamerede om min Lyra:

         O decus Phoebi, et dapibus supremi Grata testudo Jovis!

   »Har han nu faaet fat paa Dem!« sagde Santa leende, der kom til, »saa er De nok midt inde i Sesostris's Tider! Men vor egen Tidsalder gjør Krav paa dem, der sidde Damer over, de maa dandse med.« »Men jeg dandser ikke, dandsede aldrig!« svarede jeg.
   »Men naar nu jeg, Husets Frue, bad dem, kunde de dog ikke afslaae.«
   »Jo, for jeg vilde bære mig saa keitet ad, at vi maaske begge faldt paa det glatte Gulv.« -
   »Et deiligt Syn!« udbrød hun og hoppede over til Federigo, og snart svævede de begge over Gulvet.
   »En munter Kone!« sagde Manden og tilføiede: »smuk, ret smuk Hr. Abbate!«
   »Meget smuk!« svarede jeg høfligt, og saa vare vi, Himlen maa vide det, inde i de etruriske Vaser. Han tilbød sig at være min Guide i Museo bourbonico og udviklede mig nu, hvilke Mestre de havde været, som havde malet disse skjøre Skatte, paa hvilke hver Linie bidrager til Figurernes Skjønhed i Udtryk og Stilling; og det maatte males, medens Leret var hedt, intet kunde slettes ud igjen, hver Streg, der engang var sat, maatte blive. -
   »Er De endnu inde i den Historie?« spurgte Santa, i det hun atter kom til. »Fortsættelsen følger!« raabte hun leende, trak mig bort fra den Lærde og hviskede halvt høit: »Lad dem dog ikke genere af min [s160] Mand! - Munter skal de være, Lystigheden skal de tage Deel i! jeg vil helbrede dem! fortælle skal de mig, hvad de har seet, hørt og nydt!«
   Jeg fortalte, hvor godt jeg syntes om Neapel, fortalte, hvad der laae mig nærmest, en lille Vandring, jeg denne Eftermiddag havde gjort gjennem Posilipo-Grotten, udenfor hvilken jeg i den tætte Viinskov havde fundet Resterne af en lille Kirke, forvandlet til Bolig for en Familie; de venlige Børn og den smukke Kone, som skjænkede mig Vinen, havde ret bidraget til at gjøre det endnu mere romantisk.
   »De har altsaa gjort Bekjendtskaber?« sagde hun leende og hævede Pegefingeren. »Naa, det er jo ikke at blive forlegen over, i deres Alder lader Hjertet sig ikke nøie med en Fasteprædiken!«
   Det var omtrent hvad denne Aften lærte mig om Signora Santa og hendes Ægtemand. Der laae i hendes Maade at udtrykke sig paa en Lethed, en Naturlighed, Neapolitanerinden egen, en Hjertelighed, der forunderligt drog mig til hende. Manden var lærd, og det var jo ingen Feil; i Musæet kunde han være mig den bedste Ledsager. Han var det ogsaa, og Santa, som jeg oftere aflagde Visit, blev mig ved hvert mere underholdende; den Opmærksomhed hun viiste mig, smigrede mig, og hendes Deeltagelse aabnede mit Hjerte og mine Læber. Jeg kjendte saa lidt til Verden, var i Meget et Barn endnu, greb derfor den første Haand, som venligt raktes mig, og gav for Haandtrykket min hele Fortrolighed.
   En dag berørte Santa mit Livs vigtigste Moment, Adskillelsen fra Annunziata, og jeg fandt en Trøst, en Lettelse i at udtale mig for den Deeltagende. At hun vidste at udpege store Skyggesider hos Bernardo efter den Skildring, jeg gjorde af ham, var mig et Slags Husvalelse; men at hun ogsaa kunde finde Mangler hos Annunziata, vilde jeg ikke tilgive.
   »Hun er for lille for Scenen!« sagde hun, »altfor zart skabt, det maa de dog indrømme mig? Noget Legeme maa der til, saalænge vi ere i denne Verden. Jeg veed nok, hvorledes ogsaa her i Napoli alle unge Herrer vare berusede af hendes Skjønhed. Stemmen var det, den mageløse, deilige Stemme, der rev dem hen i den Aands Verden, i hvilken hendes fine Skikkelse hører hjemme. Var jeg Mandfolk, jeg kunde aldrig blive forelsket i slig en Skabning, jeg maatte jo frygte, hun gik itu ved den første Omfavnelse.«
   Hun fik mig til at smile, og det var maaskee ogsaa Hensigten dermed , [s161] tænkte jeg. Annunziatas Talent, Forstand og ubesmittede Hjerte lod hun vederfares Ret.
   I de sidste Aftener havde jeg, grebet af den nye Naturs Skjønhed om mig og min egen exalterede Tilstand, skrevet nogle smaae Digte: Tasso i Fængsel, Tiggermunken, og endnu et lille lyrisk, sygeligt Udbrud, der saa ganske udaandede min ulykkelige Kjærlighed, den knuste Billedverden, der svømmede i min Sjæl. Jeg begyndte at læse dem for Santa; men midt i det første overvældede mig saa ganske min Følelse, den jeg havde udtalt, at jeg brast i Graad; da trykkede hun mig i Haanden og græd med, ved disse Taarer havde hun bundet mig for evig! - Hendes Huus var mig et Hjem; jeg ordentligt længtes efter de Timer, jeg kunde igjen tale med hende; hendes Lune, de komiske Indfald, hun saa ofte kom med, fik mig tidt til at lee, skjøndt jeg maatte føle, hvor ganske anderledes Annunziatas Vid og Munterhed bevægede sig ædlere, renere; men da ingen Annunziata levede for mig, var jeg Santa taknemmelig og hengiven.
   »Har de nylig,« spurgte hun mig en Dag, »seet den smukke Kone ved Posilipo, det romantiske Huus, der er halv en Kirke?«
   »Kun eengang siden!« svarede jeg.
   »Hun var meget kjærlig?« spurgte Santa! »Børnene vare da ude som Guider og Manden paa Søen? Vogt dem vel Signore, paa den Side af Napoli ligger Underverdenen!« - Jeg forsikkrede hende oprigtigt, at intet uden den romantiske Egn drog mig gjennem Posilipgrotten.
   »Kjære Ven,« sagde hun fortrolig, »jeg kjender de Ting bedre! Deres Hjerte blev opfyldt af Kjærlighed, den første stærke Kjærlighed, for hende, som jeg ikke vil kalde uværdig, men som dog behandlede dem mindre oprigtigt! - siig mig ikke et Ord derimod - hun udfyldte deres Sjæl, og de har maattet løsrive dette Billede, opgivet hende, som de har forsikkret mig, men derved er der blevet en Tomhed i deres Sjæl, som trænger til at udfyldes. Før levede de kun i deres Bøger og Drømme, Sangerinden har ført dem ned til Menneskeverdenen, de er blevet Kjød og Blod med os Andre, og dette fordrer sin Ret. Og hvorfor skulde det ikke? - Jeg bedømmer aldrig et ungt Menneske strængt; desuden, Mænd kunne handle, som de ville!« -
   Jeg modsagde hende i dette sidste, men kun om det Øde, der var blevet i min Sjæl efter tabet af Annunziata, følte jeg hun havde Ret, men hvad kunde vel udfylde det tabte Billede?
   [s162] »De er ikke et Menneske som Andre! en poetisk Figur er de, og seer de, selv den ideale Annunziata vil have en Mand; derfor kunde hun foretrække Bernardo, der staaer saa dybt under dem!« - »Men,« vedblev hun, »de faaer mig til at tale saaledes, som jeg som Dame neppe kunde; deres forunderlige Uskyldighed, og ringe Kjendskab til Verden, faae Andre til at blive ligesaa naiv i Tale, som de er i Tanke!« og nu loe hun høit og klappede mig paa Kinden!
   En Aften sad jeg med Federigo, og han blev lystig og fortrolig, fortalte mig om lykkelige Dage i Rom, hvorledes hans Hjerte ogsaa havde banket; Marijucce spillede med i Eventyret.
   I Maretti's og Santas Huus kom flere unge Mennesker; de dandsede godt, talte fortræffeligt for sig, kjærlige Blikke fik de af Damerne, Agtelse af Mændene; kun kort Tid havde jeg kjendt dem, og de betroede mig Hjerte-Anliggender, som jeg hos Bernardo forskrækkedes over, og som kun min indgroede Kjærlighed til ham lod mig gjerne oversee! - ja, de vare alle forskjellige fra mig. - Skulde virkelig Santa have Ret, skulde jeg være kun en poetisk Figur i denne Verden! At Annunziata elskede Bernardo, var jo Beviis noksom derpaa; mit aandelige Jeg var hende maaskee kjært, men jeg selv kunde ikke vinde hende. -
   En Maaned havde jeg alt været i Neapel og endnu intet hørt om hende eller Bernardo; da bragte Posten mig et Brev, med bankende Hjerte greb jeg det, saae paa Segl og Udskrift, hvem det kunde være fra, hvad det vilde bringe, jeg kjendte det borghesiske Vaaben og den gamle Eccellenzas Skrift! - jeg vovede neppe at aabne det. »Evige Guds Moder,« bad jeg, »vær naadig imod mig! Din Villie skee i Alt til det Bedste!« Jeg aabnede Brevet, og læste:

Signore!
   »Medens jeg troede, at De benyttede den Leilighed jeg havde aabnet Dem til at lære noget og blive et nyttigt Led af Samfundet, gaaer De ganske andre Veie, forskjellige fra min Hensigt med Dem. - Som den uskyldige Aarsag til Deres Moders Død, har jeg gjort mit for Dem; vi ere qvit! - Træd De op som Improvisator, som Digter, hvad og hvorledes De vil, men giv mig, som det eneste Beviis paa den, Deres noksom omtalte Taknemmelighed, aldrig at knytte mit Navn, min Omhu for Dem til Deres Offentlighed; den meget store Tjeneste, De skulde have gjort mig, at lære noget, vilde De ikke, den meget lille, [s163] at nævne mig som Velgjører er mig saa meget imod, at De ikke vil kunne forvolde mig større Ærgrelse!« -
   Blodet knugede sig om mit Hjerte, mine Hænder sank mat ned i Skjødet, men græde kunde jeg ikke; det vilde have lettet min Sjæl! »Jesus Maria!« stammede jeg, mit Hoved sank ned mod Bordet; bedøvet, uden Tanke, uden Smerte selv, laae jeg i uforandret Stilling. Jeg havde ikke Ord at bede til Gud og de Hellige, ogsaa de, som Verden, syntes at have forskudt mig. - Da kom Federigo.
   »Er du syg Antonio?« spurgte han, og trykkede min Haand. »Man maa ikke saaledes mure sig inde, med sin Sorg! hvem veed, hvor lykkelig du var blevet med Annunziata? - Hvad der er det bedste for os, skeer alle Tider, det har jeg selv mere end eengang lært, om ikke paa den behageligste Vei!« -
   Taus rakte jeg ham Brevet, han læste det; imidlertid fik mine Taarer frit Løb, men jeg skammede mig for at lade ham see min Graad og vendte mig bort, men han trykkede mig i sine Arme, og sagde: »græd kun! græd Smerten ud, saa bliver det bedre!« - Da jeg var noget roligere, spurgte han mig, om jeg havde taget nogen Bestemmelse. Da gik en Tanke gjennem min Sjæl, jeg forsonede derved Madonna, til hvis Tjeneste jeg alt som Barn havde været viet, der fandt jeg Beskjærmelse og min Fremtid afgjort. »Det er bedst, jeg bliver Munk!« sagde jeg, »dertil har min Skjæbne modnet mig, for mig er der ikke mere i denne Verden, jeg er jo ogsaa en poetisk Figur, intet Menneske, som I andre! ja, i Kirkens Skjød er ene Fred og Hjem for mig!«
   »Vær dog fornuftig Antonio!« sagde Federigo, »lad Eccellenza, lad Verden see, at der er Kraft hos dig, lad Livets Modgang løfte og ikke styrte dig! - Men jeg tænker og haaber, at det kun er i Aften, at du vil være Munk, i Morgen, naar Solen skinner dig klart ind i Hjertet, vil Du ikke være det! - Du er jo Improvisator, Digter, har Aand og Kundskaber, Alt kan blive herligt, fortræffeligt. Imorgen tage vi en Cabriolet, jage ud til Herculanum og Pompeji, bestige Vesuv, der have vi endnu ikke været, adspredes skal du, sættes i Humeur, og naar de mørke Griller ere fordeelte, saa tale vi fornuftigt om Fremtiden. Nu gaaer du med paa Toledo, vi muntre os! Livet løber i Gallop, og alle have vi, som Sneglen, vor Byrde paa Ryggen, af Bly eller Legetøi, ligemeget, naar Tyngden er den samme!« Hans Omhu for mig rørte [s164] mig, jeg skuede dog en Ven endnu. Stiltiende greb jeg min Hat og fulgte ham. Paa Pladsen udenfor klang Musiken lystigt fra de smaa Fjællebods-Theatre, vi standsede foran eet, mellem den store Klynge Mennesker; hele Kunstner-Familien stod som sædvanligt paa Stilladset, Mand og Kone udpyntede i brogede Klæder, hæse af at skrige; en lille bleg Dreng, med et sørgmodigt Ansigt, stod i sin hvide Pierrotdragt og spillede Violin, medens to smaa Søstre hvirvlede om i en lystig Dands. Det Hele forekom mig saa tragisk. De ulykkelige Væsner! tænkte jeg, uvis, som deres, laae jo ogsaa min Skjæbne! jeg knugede mig fast til Federigo, og kunde ikke dæmpe det Suk, som steeg fra mit Bryst.
   »Vær dog rolig og fornuftig! nu spadsere vi lidt, lade Vinden blege de røde Øine, og saa besøge vi Signora Maretti! hun skal lee dig munter, eller græde med dig, til du er træt deraf, hun kan bedre dermed, end jeg!« Saa vandrede vi op og ned af den store Gade og tilsidst til Marettis Huus.
   »Endelig kommer de dog en Aften udenfor Regelen!« udbrød Santa venligt, da vi traadte ind.
   »Signor Antonio er i sin elegiske Stemning, den maa blandes med Humor, og hvor kunde jeg altsaa bedre føre ham hen, end til Dem! Imorgen kjøre vi til Herculanum og Pompeji, bestige Vesuv! kunde vi nu være heldige med Eruptioner!«
   »Carpe diem!« udbrød Maretti, »jeg kunde have Lyst at gjøre Touren med! dog ikke at bestige Vesuv, men at see, hvorledes det gaaer med Opgravningen i Pompeji. Jeg har just faaet derfra nogle Glaszirater af forskjellige Farver, disse har jeg ordnet efter Overgangene og skrevet et opusculum derover. De maae see disse Skatte,« sagde han til Federigo, »give mig nogle smaa Vink med Hensyn til Farverne! og De,« udbrød han nu og klappede mig paa Skulderen, »De skal begynde at være lystig! vi faae os siden et Glas Falerner og synge med Horats:

    »Ornatus viridi tempora pampino, 
    Liber vota bonos ducit ad exitus!«

   Jeg var ene med Santa.
   »Har De skrevet noget Nyt?« spurgte hun. »De seer ret ud til at have digtet et af de smukke Stykker, der saa forunderligt tale til Hjertet. Jeg har flere Gange tænkt paa dem og deres Tasso, og følt mig [s165] ganske veemodig ved Erindring, skjøndt de nok veed, at jeg ikke hører til de grædende Søstre! Vær nu i godt Humeur! see paa mig! siig mig noget smukt! - De veed Intet? Siig da noget om min nye Kjole! seer De, hvorledes den sidder? En Digter maa have Sands for Alt! - Jeg er slank som en Pinie! ordentlig mager! Ikke sandt?«
   »Det seer man strax!« svarede jeg.
   »Smigrer!« udbrød hun. »Er jeg ikke som sædvanligt? Kjolen hænger ganske løs om mig! Er det nu noget at blive rød over? De er ogsaa et Mandfolk! Vi maae have dem i Fruentimmer Selskab, faae dem opdraget lidt! Det kunne vi især med! - Nu sidde De to, min Mand og Federigo, op til Ørene i den velsignede Oldtid, lad os leve for Nutiden, det har man mere Fornøielse af! Smage skal de vor ypperlige Falerner-Viin, og det nu, siden kan de gjøre det om igjen med de to andre!«
   Jeg afslog det og søgte at knytte en almindelig Samtale om Dagens Begivenheder, men jeg følte kun altforvel, hvor adspredt jeg var. »Jeg er dem kun til Plage!« sagde jeg, reiste mig op og vilde tage min Hat; »tilgiv mig Signora, jeg er ikke vel og det er det, som gjør mig uselskabelig.«
   »De maa ikke forlade mig!« sagde hun og trak mig tilbage paa Stolen, saae mig deeltagende og fuld af Bedrøvelse ind i Øiet, »hvad er der skeet? Hav Fortrolighed til mig! jeg mener dem det saa ærligt og godt! Lad ikke min Overgivenhed have saaret dem! Det er nu min Natur! siig mig, hvad der er skeet! Har de faaet Breve! Er Bernardo død?«
   »Nei! Gud være lovet!« svarede jeg, »det er andre Ting! ganske andre!« - jeg vilde ikke tale om Eccellenzas Brev, og dog sagde jeg Alt i min Smerte og tillidsfulde Aabenhjertighed, og med Taarer i Øinene bad hun mig da, ikke at være bedrøvet. - »Jeg er stødt ud i Verden,« sagde jeg, »forladt af Alle, Ingen, slet Ingen elsker mig mere!« -
   »Jo, Antonio!« udbrød hun! og jeg følte hendes Haand glide over min Pande, og brændende Læber trykte et Kys paa den. »De er elsket! De er smuk, De er god! jeg elsker dem, elsker dem, Antonio!« og fuld af Lidenskab slyngede hun sine Arme om mig! hendes Kind hvilte mod min. Mit Blod blev som Flamme, en Zittren gik gjennem mit hele Legeme, det var som mit Aandedrag standsede, aldrig havde jeg følt noget lignende; da raslede det ved Døren, den aabnedes, og Federigo og Manden traadte ind.
   [s166] »Deres Ven har Feber!« sagde hun i sin sædvanlige lette Tone, »han var nærved at forskrække mig, bleg og rød i et Nu, jeg troede han vilde besvime i mine Arme, men nu er det bedre! ikke sandt Antonio?« og nu som om intet var skeet, intet sagt, spøgte hun over mig. Jeg hørte mit eget Hjerte banke, og en Følelse af Skam og Uvillie opstod i min Sjæl, jeg vendte mig fra hende, Syndens deilige Datter.
   »Qvæ sit hiems Veliæ, quod coelum, Vala Salerni!« sagde Maretti, »hvorledes staaer det til med Hjerte og Hoved Signore? Hvad har han nu gjort »ferus cupido«, som altid hvæsser de blodige Pile paa den gloende Slibesteen?«
   Falerner-Vinen satte Perler i Glasset, Santa klinkede med mig, og sagde med et forunderligt Blik: »paa bedre Tider!«
   »Paa bedre Tider!« gjentog Federigo, »ja de komme! man maa aldrig forsage!«
   Maretti stødte ogsaa Glasset mod vort, i det han nikkede: »paa bedre Tider!« Santa loe høit og klappede mig paa Kinden.

H. C. Andersen Homepage