| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,14
XIV
Bønderne fra Rocca del Papa. Røverhulen. Mit Livs Parce.
[128] Hun elsker Bernardo! lød det i mit Hjerte, det var Dødens Piil, der gjød Gift i alt mit Blod, drev mig afsted og døvede selv den Røst, som raabte: Du har dræbt din Ven og Broder.
Instinctmæssig brød jeg gjennem Krat og Buske, klattrede over Murene, som indhegne Viinhaverne paa Bjerget. Peterskuppelen lyste høit i Luften; saaledes skinnede ogsaa rundt om Cains og Abels Altere, da Morderen flyede.
Flere Timer vandrede jeg uafbrudt fremad; jeg standsede først foran den gule Tiber, der afskar mig Veien; fra Rom og ned til Middelhavet vilde jeg ikke finde en Bro, eller selv en Baad, der kunde føre mig over. Den uventede Hindring var et Knivsnit, der for et Øieblik overskar Ormen, som gnavede mit Hjerte, men snart voxte den sammen igjen, og jeg følte dobbelt min hele Ulykke.
Kun faa Skridt fra mig laae en Gravruin, den var i Omfang større end den, jeg som Barn havde levet i hos gamle Domenica, men mere ødelagt. Ved de nedfaldne Steenblokke saae jeg tre Heste tøiret fast; de fortærede Høebundet, der hang dem under Brystet.
Til Gravstuen var en viid Aabning, nogle Trin dyb; indenfor brændte en Ild. To stærkt byggede Bønderkarle, i Faareskindspeltse, som Ulden vendte ud paa, og med store Støvler og en spids Hat, hvorpaa Mariabilledet var heftet, strakte sig om Ilden og røg af deres korte Piber; en mindre Skikkelse, indsvøbt i en stor graa Kappe og med en bred nedslaaet Hat, lænede sig op til Muren i det han drak af Foglietten paa Levvel og lystigt Gjensyn. Neppe havde jeg overskuet den hele Gruppe, før jeg ogsaa var opdaget. De grebe deres Geværer, der laae ved Siden, som frygtede de Overfald, og traadte mig rask imøde.
»Hvad søger I her?« spurgte de.
»En Baad, for at komme over Tiberen!« svarede jeg.
[s129] »Da kan I søge længe! Her gaaer hverken Flydebro eller Færge, fører man dem ikke selv med.«
»Men,« begyndte den Anden, i det han maalte mig fra Top til Taa: »I er slemt kommet fra Landeveien, Signore, og det er ikke sikkert ud paa Natten! de Cesaris Bande skal endnu have lange Rødder, skjøndt den hellige Fader har brugt Spaden, saa det maaskee virker i hans egne Arme!«
»I skulde,« sagde den Anden, »have taget lidt Vaaben med! see det have vi gjort, tredobbelte Løb paa Flinten og en Pistol i Beltet, om Flinten klikkede!«
»Ja, jeg har saamæn taget en god lille Foldekniv med,« sagde den Første, og trak ud af Beltet en skarp poleret Kniv, som han legede med i Haanden.
»Stik den i Foderalet igjen, Emidio! den fremmede Signore bliver mig saa bleg; det er en ung Mand, som ikke kan fordrage saa skarpe Vaaben! De tage hans Par Scudi fra ham, de første, de bedste Kjæltringer! Os skal de ikke saa let faae Bugt med. Veed I hvad,« sagde Karlen til mig, »giv os Eders Penge i Forvaring, saa ere de sikkre, kan I troe!«
»Alt hvad jeg har, kunne I tage!« svarede jeg, kjed af Livet og sløv af Smerten. »Store Summer faae I ikke.« Det var mig tydeligt nok, i hvilket Selskab jeg befandt mig; hurtigt greb jeg i Lommen, hvor jeg vidste var to Scudi, men til min Forundring fandt jeg en Pung deri. Jeg tog den op, den var et qvindeligt Arbeide; jeg havde seet den før i Hænderne paa den gamle Dame hos Annunziata; hun maatte i de sidste Øieblikke have stukket den i min Lomme, for at jeg kunde have en Nødskilling paa min ulykkelige Flugt. De grebe alle Tre efter den fyldte Pung, jeg rystede dens Indhold ud paa den flade Steen foran Ilden.
»Guld og Sølv!« udbrød de, idet de blanke Louisd'orer spillede mellem Pjastre. »Det var Synd, om de smukke Sjæle skulde falde i Røverhænder!«
»Dræb mig nu,« sagde jeg, »er det Eders Hensigt? saa har jeg Ende paa min Lidelse.«
»Madonna mia!« udbrød den Første: »Hvad tænker I om os? Vi ere skikkelige Bønder fra Rocca del Papa. Vi slaae ikke en christen Broder ihjel! Drik Eder en Slurk Viin med, og fortæl os, hvad der driver Eder paa denne Reise!«
[s130] »Det bliver min egen Hemmelighed!« sagde jeg, og greb efter Vinen, man rakte mig, thi mine Læber brændte efter en Lædskedrik.
De hviskede hinanden nogle Ord i Øret; Manden med den brede Hat reiste sig nu op, nikkede fortroligt til de Andre, saae mig spottende i Ansigtet, og sagde: »I faaer en kold Nat oven paa den varme, lystige Aften!« Han gik, og snart hørte vi ham trave henad Campagnen.
»I vilde jo over Tiberen?« sagde den Ene, »kommer I ikke med os, saa faaer I længe at vente! sæt Eder op paa Hesten hos mig, thi svømme bag efter den ved dens Hale, har I vel mindre Lyst til!«
Sikker var jeg ikke paa dette Sted, jeg følte mit Hjem var hos de Fredløse. Karlen hjalp mig op paa den stærke, vælige Hest, og satte sig nu selv foran.
»Lad mig faae dette Toug om Eder,« sagde Karlen, »ellers glider I af og bunder ikke!« Nu slog han en Strikke fast om mit Bryst og mine Arme, slyngede den om sig selv med, saa at vi sadde Ryg mod Ryg; det var mig ikke muligt at røre Hænderne. Langsomt og prøvende med Foden gik Hesten ud i Strømmen, snart stod Vandet høit om Boverne; kraftigt arbeidede den sig over til den modsatte Bred. Saasnart vi vare her, løsnede Karlen Strikken, der holdt mig fast til ham, men kun for at binde mine Hænder endnu fastere til Buggjorden.
»I kunde styrte af og knække Halsen!« sagde han, »hold kun fast, for nu skjære vi over Campagnen!« Han trykkede Fødderne i Siden paa Hesten; den Anden gjorde som han, og nu foer de som veløvede Ryttere hen over den store, øde Slette. Jeg holdt mig fast med Hænder og Fødder. Vinden greb i Karlens lange, sorte Haar, det flagrede mig om Kinderne. Vi foer forbi sammenstyrtede Grave, jeg saae de sønderbrudte Vandledninger og Maanen, der blodrød hævede sig paa Horizonten, mens lette, hvide Taager fløi os forbi.
At jeg havde dræbt Bernardo, at jeg var skilt fra Annunziata og mit Hjem, og nu i vild Flugt foer over Campagnen, bundet til Røverens Hest, - alt syntes mig en Drøm, en skrækkelig Drøm; gid jeg snart maatte vaagne og see dette Skrækkebillede forsvinde! jeg præssede mine Øine til og følte kun den kolde Vind fra Bjergene blæse mig om Kinderne.
»Nu ere vi snart under Bedstemoders Skjørter,« sagde Rytteren, i det vi naaede Bjergene. »Er det ikke en god Hest, vi have; men han har ogsaa i Aar faaet St. Antonii Velsignelse; min Purk havde pyntet den [s131] med Top og Silkebaand, den fik Bibel og Vievand, og ingen Djævel eller ondt Øie skal i Aar kunne give den sin Rest!«
Dagningen begyndte alt at skinne paa Horizonten, i det vi droge ind mellem Bjergene.
»Hun begynder at lyse,« sagde den anden Rytter, »Signore kunde faae ondt i Øinene, jeg vil give ham en Solskjærm!« og nu kastede han mig et Tørklæde over Hovedet, bandt det fast, saa jeg ikke kunde skimte det mindste; mine Hænder vare bundne, jeg var saa ganske deres Fange, og i min Smerte fandt jeg mig i Alt. Jeg mærkede, vi steg opad, men snart gik det atter ned; Grene og Buske sloge mig i Ansigtet; det var en aldeles ubanet Vei. Tilsidst maatte jeg stige af, de ledte mig, men ikke et Ord blev talt; nu gik det ned af en Trappe gjennem en snever Aabning. Min Sjæl havde været for beskjæftiget med sig selv, til at mærke, hvad Retning man havde taget med mig ind i Bjergene, dog meget dybt kunde det ikke være. Først flere Aar efter, er Stedet blevet mig bekjendt, mangen Fremmed har gjæstet det, og mangen Maler gjengivet det i Former og Farver. Vi vare ved det gamle Tuskulum. Bag Fraskati, hvor Bjergsiden voxer med Castanieskove og høie Laurbærhækker, ligge endnu disse Oldtids-Ruiner. Høie Hvidtjørne og vilde Roser voxe over Trinene af Amphitheatret. Paa flere Steder af Bjerget ere dybe Huler, murede Hvælvinger, næsten skjulte af det frodige Græs og yppige Krat. Over Dalen seer man de høie Abruzzer, der begrændse Sumpene, og give det hele Landskab en mægtig Vildhed, der griber dobbelt, her paa de sidste Rester af en af Oldtidsbyerne. Gjennem een af Aabningerne i Bjerget, halvskjult af nedhængende Eviggrønt og Slyngplanter, førte man mig, vi standsede; jeg hørte en sagte Fløiten og strax efter Lyden af en Lem eller Dør, der aabnedes; vi steg atter nogle Trin dybere, nu hørte jeg flere Stemmer, man tog Bindet fra mine Øine, og jeg saae mig i en rummelig Hvælving; stærkt byggede Mænd i lange Faareskindspeltse, som mine Ledsagere, sad og spillede Kort om et langt Træbord, hvorpaa brændte to Messinglamper med flere Væger, som stærkt belyste deres mørke, udtryksfulde Ansigter. Foran dem stod Viin i store Flasker. Min Ankomst vakte slet ingen Forundring; man gjorde Plads for mig ved Bordet, rakte mig Bægeret og et Stykke af deres Salame, medens de indbyrdes talte i en Dialekt, jeg ikke forstod, men det syntes aldeles ikke at angaae mig. - Jeg følte ingen Hunger, [s132] kun en brændende Tørst, og drak af Vinen; mit Øie gled hen ad Murene, rundt om saae jeg Geværer og Klædningsstykker; i Hjørnet af Hvælvingen var en Fordybning, øverst i den hang to Harer, som Skindet halv var trukket af, men under dem opdagede jeg endnu et Væsen. En gammel, mager Kone, med en forunderlig rank, næsten ungdommelig Holdning, sad næsten ubevægelig og spandt Hør paa sin Haandteen; hendes sølvhvide Haar havde løst sig af den opbundne Knude og hang ned over den ene Kind og rundt om den bruungule Hals; det sorte Øie hvilte uafbrudt paa Hørtotten. Det var det levende Billede af en af Parcerne. Foran hendes Fødder laae en Mængde ulmende Trægløder, som var det en magisk Kreds, der holdt hende ude fra denne Verden.
Længe blev jeg ikke overladt til mig selv, man begyndte en Art Examen med mig, min Stand, min Formues Omstændighed og Familie. Jeg sagde dem at alt hvad jeg eiede, havde de alt taget, at Ingen i Rom, dersom de fordrede Løsepenge for mig, vilde give dem saameget som en Scudo, og at jeg var en fattig Fugl, der længe havde gaaet med den Tanke, at reise til Neapel, for at gjøre mit Talent som Improvisator gjeldende! Jeg skjulte ikke den egentlige Grund til min Flugt, mit ulykkelige Vaadeskud, dog uden at nævne de nærmere Omstændigheder. »De eneste Løsepenge, I erholde for mig,« sagde jeg, »ere de, Retfærdigheden giver Eder, naar I udlevere mig. Gjør det, for Øieblikket har jeg selv intet bedre Ønske!«
»Det var et lystigt Ønske!« sagde den ene af Mændene: »I har vel nok i Rom en lille Glut, der giver sine Guld-Ørenringe for Eders Frihed! I kan endnu komme til at improvisere i Neapel; vi ere Mænd for at skaffe Eder over Grændsen! Eller skal Løsepengene være Haandpenge paa Broderskab, saa er ogsaa her min Haand! I er kommet mellem ærlige Folk, skal I vide! Men sov Eder nu Eftertanke til, her er Sengen, og I skal faae en Overdyne, som har prøvet Vinterblæst og Sirocco-Regn: min brune Kappe der paa Knagen!« Han kastede den til mig, pegede paa Straamaatten for Enden af Bordet, og forlod mig, idet han istemte den albanske Folkesang: »discendi o mia bettina!«
Jeg kastede mig ned paa Leiet, uden Tanker om Hvile. Alle de sidste Begivenheder foresvævede mig som fæle Skrækkebilleder, dog lukkede mit Øie sig; min legemlige Kraft var som udtømt, jeg sov fast og dybt den hele Dag.
[s133] Da jeg igjen vaktes, følte jeg mig forunderlig styrket. Alt som havde rystet min Sjæl, syntes mig nu en Drøm, men mit Opholdssted, de mørke Ansigter rundtom, sagde mig snart, at mine Erindringer vare Virkelighed.
En Fremmed, med Pistoler i Beltet og den lange graa Kappe løst over den ene Skulder, sad skrævs paa Bænken og var i dyb Samtale med de andre Røvere. I Hjørnet af Hvælvingen sad endnu den gamle mulatfarvede Kone og spandt sin Haandteen, uforandret som før, et Billede, malet paa den mørke Grund. Friske Trægløder laae paa Steenfliserne foran hende og udbredte Varme. »Skudet er gaaet igjennem Siden!« hørte jeg den Fremmede fortælle; »noget Blod har han mistet, men om en Maaned er det Hele forbi!«
»Ei, Signore!« raabte min Rytter, da han saae mig vaagne: »tolv Timers Søvn er en god Hovedpude! Naa, Gregorio bringer Nyheder fra Rom, som vist vil fornøie Eder! I har slemt traadt paa Slæbet af det høie Senat! Ja det er jo Eder! Alle Omstændigheder træffe sammen. I har jo skudt Senatorens Brodersøn paa Pelsen. Det var et dristigt Skud!«
»Han er død?« vare de eneste Ord, jeg kunde fremstamme.
»Nei ikke saa ganske,« svarede den Fremmede, »og døer vel heller ikke denne Gang. I det mindste siger Doctoren det. Den fremmede, smukke Signora, der skal synge som en Nattergal, vaagede hele Natten ved hans Seng, til Doctoren forsikkrede, at hun kunde være rolig, der var aldeles ingen Fare!«
»I har skudt feil baade efter hans og efter hendes Hjerte! Lad de Fugle flyve, de gjør et Par, og bliv hos os! Vort Liv er lystigt og frit, en lille Fyrste kan I blive, og Faren derved er ikke større, end den, der hænger ved enhver Krone! Viin skal I faae, Eventyr og deilige Piger for den ene, der glippede. Bedre er det, at drikke Livet i eet lystigt Drag, end suge det i Draaber.«
»Bernardo lever! jeg er ikke hans Morder!« den Tanke gjød nyt Liv i min Sjæl, men Smerten over Annunziata kunde den dog ikke dulme. Rolig og bestemt svarede jeg Manden, at de kunde handle med mig, som de vilde, min Natur, min hele Opdragelse og Anskuelse forbød mig at træde i nogen anden Forbindelse med ham, end den, Tilfældet havde ført mig i. »600 Scudi er den mindste Sum, som indløser Eder!« sagde Manden med mørkt Alvor! »de komme inden sex Dage, eller I er vor! levende eller død! Eders smukke Ansigt, min Godhed for [s134] Eder hjælper ikke. - Uden de 600 Scudi har I kun Valget mellem Broderskab med os, eller Broderskab med de Mange, der Favn i Favn kysses nede i Brønden. Skriv til Eders Ven, eller til den smukke Sangerinde, igrunden maae de dog være Eder taknemlige, da I har bragt det til en Erklæring mellem dem. De betale vist gjerne den usle Sum for Eder! for saa godt Kjøb er endnu ingen reist fra vort Vertshuus. Tænk!« vedblev han leende, »I havde fri Befordring hertil, og nu Kost og Natteleie hele sex Dage! Ingen kan sige, det er ubilligt!«
Mit Svar var uforandret.
»Trodshoved!« sagde han, »det lider jeg af Dig, og det vil jeg sige, selv i det jeg skyder Dig Kuglen i Hjertet. Vort raske Liv maa henrive en ungdommelig Sjæl, og Du er Digter, Improvisator, kan ikke gribes ved en dristig Flugt! naar jeg nu bad Dig besynge: den stolte Kraft mellem Klipperne, maatte Du da ikke rose og hæve det Liv, Du nu synes at nedsætte. Drik af Bægeret og lad os høre Din Kunst, skildre skal Du os, hvad jeg nylig sagde Dig, den stolte Kraft, som Bjergene saae den, og gjør Du det som Mester, lægger jeg endnu en Dag til for Din Nølen.« - Han rakte mig Citharen der hang paa Muren, Røverne flokkede sig om mig med Opfordring til at synge.
Nogle Øieblikke betænkte jeg mig. Om Skoven, om Klipperne skulde jeg synge, jeg, som i Grunden aldrig havde været imellem dem; min Vandring Natten forud var jo med tilbundne Øine, og under mit Ophold i Rom besøgte jeg kun Pinieskoven i Villa Borghese og Villa Pamfili; Bjergene havde vel beskjæftiget mig som Lille, men kun seete fra Domenicas Hytte; den eneste Gang, jeg havde været mellem dem, var hiin ulykkelige Reise til Blomsterfesten i Genzano. Skovens Mørke og Stilhed laae i det Billede, min Erindring bar fra Vandringen under de høie Plataner ved Nemisøen, hvor vi hiin Aften bandt Krandse; jeg saae det igjen, Ideer vaktes i min Sjæl. I et Nu bevægede sig for mig alle disse Billeder, som jeg nu bruger dobbelt Tid til at fremføre med Ord. Jeg greb nogle Akkorder, og Tanken blev Tale, Talen bølgende Vers; jeg skildrede den dybe Sø indsluttet af Skoven, Klippen, som reiser sig høit over den mod Skyen. I Ørnens Rede sad Ørnemoderen og lærte Ungerne Vingernes Kraft, øvede det stolte Blik ved at lade dem skue mod Solen. »I ere Fuglenes Konger, skarpt er eders Øie, stærk eders Klo; flyv ud fra eders Moder, mit Blik vil følge eder, og synge vil mit Hjerte, som Svanens Tunge, naar Døden kysser den, synge vil jeg, »den stolte Kraft!« Og Ungerne fløi [s135] fra Reden, den ene fløi kun til den nærmeste Fjeldspids og sad stille, med Øiet imod Solens Straaler, som den vilde inddrikke dens Flammer, men den anden svang sig dristig i store Kredse høit over Skovene og den dybtliggende Sø. Vandfladen var et Speil for Skovens Krands og den blaa Himmel. En uhyre Fisk stod stille, som var den et Rør, der laae i Fladen; med Lynets Slag slog Ørnen ned mod sit Bytte, borede sin skarpe Klo i dens Ryg, og Moderens Hjerte bævede af Fryd. Men Fisk og Fugl var af lige Kraft. Den skarpe Klo sad for fast til atter at kunne løsrives, og Kampen begyndte, saa den blikstille Sø bævede i mægtige Ringe; et Øieblik blev det atter roligt, de store Vinger laae udbredte paa Søen, som Lothusblomstens Blade; da slog de høit i Veiret, der lød et Knæk, den ene Vinge sank ned, mens den anden pidskede Søen til Skum og forsvandt: - Fisk og Fugl sank i Dybet; da udstødte Moderen et Jammers Skrig, og vendte atter Øiet mod den anden Søn, der havde dvælet paa Klippen oven over, og den var borte; men høit mod Solen saae hun et kulsort Punkt stige og forsvinde i dens Straaler; og hendes Hjerte bævede af Lyst, og hun sang om den stolte Kraft, der kun blev stor ved Maalet for dens Stræben.
Min Sang var endt, et høit Bifaldsklap hilste mig, men mit Øie var ufravendt paa den gamle Qvinde i Krogen; midt under min Sang saae jeg jo, hvor hun lod Haandtenen synke, fæstede det mørke, skarpe Blik paa mig, just fra dette syntes jeg hiin Barndoms Scene, jeg havde skildret i min Sang, fornyedes! hun reiste sig op og traadte nu med raske Skridt hen imod mig, idet hun udbrød:
»Du har sjunget Dine Løsepenge! - Tonernes Klang er stærkere end Guldets, jeg saae din Lykkestjerne i Øiet, da Fisk og Fugl gik ned at døe i den dybe Grund! - Flyv mod Solen, min dristige Ørn, den Gamle sidder i Reden og glæder sig ved din Flugt. Ingen skal binde Din Vinge!«
»Kloge Fulvia!« sagde Røveren, der havde opfordret mig til at improvisere, og nu bøiede sig med en forunderlig Alvor for den Gamle, »kjender Du Signore? har Du hørt ham improvisere før?«
»Jeg har seet Stjernen i hans Øie!« sagde hun, »seet den usynlige Glands, som straaler om Lykkens Børn! han bandt sin Krands, han skal binde en skjønnere, men med ubundne Hænder! - Om sex Dage vil Du skyde min unge Ørn, fordi den ikke vil bore sin Klo i Fiskens Side! Sex Dage skal han hvile i Reden her, og da flyve mod Solen!« - [s136] Nu aabnede hun et lille Skab paa Vægen, tog et Papir deraf, og vilde skrive; »Blækket er haardt, som den tørre Fjeldvæg, men Du har nok af den sorte Vædske; rids Dig i Haanden, Cosmo, den gamleFulvia tænker ogsaa paa Din Lykke!« - taus greb Røveren sin Kniv, ridsede sig let i Huden og vædede Pennen i Blodet. Den Gamle gav mig den og bød mig skrive: »Jeg reiser til Neapel!« - »Dit Navn der under!« sagde hun, »det er et paveligt Segl!« - »Hvortil skal det føre?« hørte jeg en af de Yngre halv høit sige, idet han kastede et uvilligt Blik mod den Gamle! -
»Faaer Ormen Stemme?« sagde hun, »vogt Dig for den brede Fod, der knuser Dig!«
»Vi troe paa din Viisdom, kloge Moder!« sagde den Ældre! »Din Villie er Monstrantsen, med Velsignelse og Lykke.«
Der blev ikke talt mere. Den muntre Stemning vendte atter tilbage, Viinflasken gik rundt. Fortroligt klappede man mig paa Skulderen, gav mig det bedste Stykke af Vildtet, der blev spiist, men den Gamle sad som før uforandret og spandt paa sin Haandteen, mens den Yngre lagde friske Gløder for hendes Fødder, i det han sagde: »Du fryser gamle Moder!« - Af hendes Tale, af Navnet jeg hørte, kjendte jeg nu, at det var hende, som havde spaaet mig som Barn, da jeg med min Moder og Marijucce bandt Krandse ved Nemisøen. - Jeg følte, min Skjæbne laae i hendes Haand. »Jeg reiser til Neapel!« havde hun ladet mig skrive; det var mit eget Ønske, men hvorledes kom jeg over Grændsen, uden Pas? Hvorledes skulde min Fremtid blive i den fremmede By, hvor jeg ingen kjendte? træde op som Improvisator, idet jeg var flygtet fra Nabostaten, vovede jeg ikke. Mine Kundskaber i Sprog og en forunderlig barnlig Tillid til Madonna styrkede min Sjæl, selv Tanken om Annunziata, der gik over til en forunderlig Vemod, bragte en Ro i min Sjæl, en Ro, som Skipperens, naar hans Skib er sjunket, og han, ene i den lille Baad, driver mod en ubekjendt Kyst.
Den ene Dag gled hen efter den anden, Mændene kom og gik, selv Fulvia var en heel Dag borte, og jeg var ene i Hulen med een af Røverne.
Det var et ungt Menneske, paa omtrent 21 Aar, uædle Ansigtstræk, men et forunderligt melancholsk Blik, der ofte gik over til Vildhed, som Dyrets; et skjønt, langt Haar ned over Skulderen characteriserede hans Udvortes. Længe sad han taus med Hovedet paa Armen, nu vendte [s137] han sig til mig, idet han sagde: »Du kan læse, læs mig en Bøn af denne Bog!« og nu tog han en lille Bønnebog frem, jeg læste, og den inderligste Andagt lyste af hans store mørke Øine.
»Hvorfor vil Du forlade os,« sagde han og rakte mig godmodig Haanden, »Meeneed og Falskhed boer i Byen, som i Skovene, men Skoven har dog friskere Luft og færre Mennesker!«
Der opstod en Art Fortrolighed mellem os, og jeg gjøs for hans Vildhed, men rørtes ved hans Ulykke.
»Du kjender vel Sagnet om Fyrsten af Savelli?« spurgte han, »det lystige Bryllup i Ariccia? det var jo kun en ringe Bonde, en fattig Pige, men deilig var hun og Brylluppet stod. Den rige Herre af Savelli hædrede Bruden med en Dands, satte hende Stævne i Haven, men hun forraadte det til sin Brudgom, der tog hendes Klæder og Brudeslør og mødte for hende; da nu Greven vilde trykke hende til sit Bryst, sad Dolken i hans adelige Hjerte; - jeg har kjendt baade en Greve og en Brudgom, som denne, men Bruden var ikke saa aabenhjertig: den rige Herre holdt Bryllupsnat, og Brudgommen Gravfest med hende. Hendes Bryst skinnede som Snee, da den blanke Kniv søgte Vei til Hjertet.«
Jeg saae ham taus ind i Øiet, jeg havde ikke Ord til at yttre ham Medfølelse.
»Du troer, jeg aldrig har kjendt Kjærlighed! aldrig, som Bien, drukket af den duftende Kalk!« udbrød han. »Der reiste en fornem engelsk Dame til Neapel, en deilig Pige havde hun med, Sundhed i Kinderne og Ild i Øiet; Kammeraterne tvang dem Alle til at stige ud af Vognen og ligge tause paa Jorden, medens der plyndredes; de to Qvinder og en ung Mand, Elskeren kan jeg troe det var, førte vi op mellem Bjergene; ham bandt vi til et Træ, den unge Pige var smuk, var Brud, - jeg kunde ogsaa være Fyrste af Savelli! - da siden Løsepengene kom for de tre, vare Pigens røde Kinder borte, Øiet brændte ikke saa stærkt, det kom af den megen Skygge mellem Bjergene!« - Jeg vendte mig bort fra ham, halv undskyldende tilføiede han: »Pigen var Protestant, ingen Christen, en Datter af Satan!«
En Stund sad vi begge tause. »Læs endnu en Bøn for mig,« sagde han, og jeg læste den.
Mod Aften kom Fulvia; hun rakte mig et Brev, men tillod mig ikke at læse det. »Bjergene have deres vaade Kappe om sig; det er Tid [s138] at flyve ud. Spiis og drik, vi have en lang Vandring, og der voxer ingen Pagnotter [*Note] Smaa Brød. [*] paa den nøgne Fjeldsti.« Den unge Røver satte i Hast Spise frem, jeg nød deraf, og nu kastede Fulvia en Kappe over sine Skuldre, og rev mig med sig igjennem de mørke, udhulede Gange. »I Brevet ligger Dine Vinger!« sagde hun, »ingen Grændsesoldat skal krumme Dig en Fjer, min unge Ørn! Ønskeqvisten ligger ved Siden, der giver Dig Guld og Sølv, til Du selv har hentet Dine egne Skatte.«
Med de nøgne, magre Arme greb hun ind i det tætte Epheu, der hang som et Tæppe foran Hulens Indgang; det var mørk Nat udenfor, en fugtig Taage indhyllede Bjergene. Jeg holdt fast i hendes Kjortel; neppe kunde jeg følge hendes raske Skridt paa den ubanede Vei i Mørket, som en Aand skred hun fremad; Buske og Hækker vege til begge Sider.
Nogle Timer havde vor Vandring medtaget, vi vare i en snever Dal mellem Bjergene; der laae en Straa-Hytte, som man finder dem i Sumpene. Ingen Vægge, Taget af Rør og Straa ned til Jorden. Lyset skinnede ud gjennem en Sprække paa den lave Dør. Vi traadte ind, det var som i en stor Bikube, men Alt rundtom var kulsort af Røgen, der kun havde Vei gjennem den lave Dør. Pæle og Bjælker, Rørene selv, skinnede blanke af Sod. Midt paa Gulvet var muret en Forhøining af nogle Alens Længde og omtrent den halve Brede; her laae Kul og Aske, her kogtes Maden, og herfra opvarmedes Hytten. Længere tilbage var i Væggen en Aabning, der førte til en mindre Hytte, der hang ved denne større, som man seer den mindre Zvibel voxe fast ved Moderen; herinde laae en Qvinde og nogle Børn, de sov; et Æsel stak sit Hoved frem over dem og gloede paa os; en gammelagtig Mand, næsten nøgen, kun med de forrevne Gedeskinds Buxer om Lenderne, kom os imøde; han kyssede Fulvia paa Haanden, og uden at et Ord blev vexlet, kastede han sin uldne Pels over de nøgne Skuldre, trak Æselet frem, og gjorde Tegn til at jeg skulde stige op.
»Lykkens Hest vil gaae bedre i Trav, end Campagnens Æsel!« sagde Fulvia. Bonden trak Æselet med mig ud af Hytten. Mit Hjerte var dybt bevæget af Taknemmelighed mod den sælsomme Gamle, jeg bøiede mig for at kysse hendes Haand, men hun rystede med Hovedet, strøg mit Haar tilbage fra min Pande; jeg følte hendes kolde Kys, saae hende endnu engang vinke med Haanden og Grene og Hækker [s139] skjulte os for hinanden, Bonden pidskede Æselet, og løb saa omkap med det op ad Stien, jeg talte til ham, han udstødte en svag Lyd, og viste mig ved Tegn, at han var stum. Min Nysgjerrighed efter at læse Brevet, Fulvia havde givet mig, lod mig intet Øieblik Ro, jeg tog det frem, og aabnede det. Der var forskjellige Papirer, men Mørket forbød mig at tyde et eneste Ord, i hvor meget jeg anstrængte mine Øine. I Dagningen vare vi paa Bjergryggen, der kun viste den nøgne Granit med enkelte Slyngplanter og den graagrønne, duftende Artemisia. Himlen var ganske klar med lysende Stjerner, en svømmende Skyverden laae under os, det var Sumpene, der strække sig her fra Albanerbjergene mellem Veletri og Terracina, begrændset af Abruzzerne og Middelhavet. De lave, bølgende Taageskyer skinnede under os, og snart saae jeg, hvor den uendelige blaa Himmel gik over i Lilla og derpaa i det reneste Rosenrødt, Bjergene selv bleve et lyseblaat Fløiel, jeg var blændet af Farvernes Pragt, et Blus brændte paa Bjergsiden, det skinnede som en Stjerne fra den lyse Grund. Da foldede mine Hænder sig til Bøn, mit Hjerte bøiede sig for Gud i Naturens store Kirke og bad stille: »Din Villie skee med mig!«
Daglyset var nu stærkt nok til, at jeg kunde see, hvad Brevet indesluttede; det var et Pas, udstedt paa mit eget Navn af det romerske Politi, og viseret af den neapolitanske Gesandt, ved Siden laae en Vexel paa 500 Scudi til Huset Falconet i Neapel; en mindre Seddel indeholdt kun de Ord: »Bernardos Liv er uden Fare, men kom ikke til Rom i de første Maaneder!«
Fulvia havde Ret, her var Vinger og Ønskeqvist. Jeg var fri! et Taknemmeligheds Suk steg fra mit Hjerte. Snart naaede vi en mere banet Vei; her sad nogle Hyrder og spiste deres Frokost. Min Fører gjorde Holdt, de syntes at kjende ham; han gjorde Tegn med Fingrene, og de indbød os at tage Deel i Maaltidet, der bestod af Brød og Bøffelost, hvortil de drak Æselmelk; jeg nød nogle Bid med, og følte mig styrket derved; nu viste min Fører mig en Sti, og de Andre forklarede mig, at den førte ned ad Bjerget langs Sumpene til Terracina, hvorhen jeg nok kunde naae før Aften. Jeg skulde kun bestandig følge denne Sti, med Bjergene til Venstre, den vilde efter nogle Timers Gang, føre til en lang Canal, der gik fra Bjergene til den store Landevei, hvis lange Allee jeg snart, naar Taagerne fordunstede, vilde faae at see. Ved at følge Canalen, kom jeg ud til Veien, tæt ved det øde Kloster, hvor der nu holdes Vertshuus; det kaldes torre di tre ponte.
[s140] Gjerne havde jeg givet min Fører en lille Gave; men jeg havde slet Intet! da faldt det mig ind, at jeg jo havde de to Scudi, der vare i min Lomme, da jeg forlod Rom, jeg havde jo kun givet Pungen med Pengene, der var stukket til mig, som Nødskilling. To Scudi var altsaa for Øieblikket alle mine rede Penge, den ene skulde min Fører have, den anden maatte jeg beholde at leve for, til jeg kom til Neapel, hvor jeg først kunde gjøre Brug af min Vexel. Jeg greb i Lommen, men forgjæves var min Søgen; man havde for længe siden skilt mig ved min lille Eiendom. Jeg havde slet intet! saa løste jeg mit Silketørklæde, jeg bar om Halsen, gav Manden det, rakte de Andre Haanden, og gik saa ene ad Stien ned mod Sumpene.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek