H. C. Andersen: Improvisatoren 1,13

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,13

                 XIII 

            Billedgalleriet. Nøiere Forklaring. Paaskefesten. 
                 Min Skjæbnes Vendepunkt.

   [s120] Det var mig en ganske egen Følelse at føre Annunziata ind, hvor jeg som Dreng havde leget, hvor Signora havde viist mig Malerierne og moret sig over mine naive Spørgsmaal og Yttringer. Jeg kjendte hvert Stykke, men Annunziata kjendte dem bedre, kjendte dem aandeligt; hendes Bemærkninger vare saa træffende; med øvet Blik og naturlig Sands udpegede hun hver Skjønhed. - Vi stode foran det berømte Stykke, af Gerardo del Notti, Loth med sine Døttre, jeg roste den store Virkning, der laae deri, Loths kraftige Ansigt og den livsglade Datter, som skjænker ham Vinen, den røde Aftenhimmel, som skinner mellem de mørke Træer. -
   »Med Aand og Flammer er det malet!« - afbrød hun mig, »jeg beundrer Kunstnerens Pensel i Colorit og Udtryk, men jeg lider ei, han har valgt denne Gjenstand, jeg fordrer selv i Maleriet et Slags Sømmelighed, en ædel Reenhed i Valget af en Gjenstand. Derfor tiltaler heller ikke Correggios Danae mig, som den kunde; skjøn er hun, guddommelig er den lille Engel med de brogede Vinger, som sidder paa Sengen og hjelper hende at opsamle Guldet, men Sujettet er mig uædelt, det saarer, om jeg saa maa sige, mit Hjertes Skjønhedsfølelse. Derfor er Raphael mig saa stor; i Alt, hvad jeg kjender af ham, er han Uskyldighedens Apostel, og som saadan har han kunnet give os Madonna!«
   »Men Kunstværkets Skjønhed,« afbrød jeg, »kan dog bringe os til at oversee det Uædle i Sujettet.«
   »Aldrig,« svarede Annunziata, »Kunsten i enhver af dens Grene er høi og hellig, og Reenhed i Aanden griber mere, end Reenhed i Former; derfor kan de ældre Mesteres naive Fremstillelser af Madonna røre os dybt, skjøndt de ofte synes Billeder fra China; disse skarpe Former. Alt er saa stivt og haardt! Aanden maa være reen i Malerens Billede, som i Digterens Sang, enkelte Udskeielser vil jeg tilgive, kalde [s121] dem noget grelt og beklage, at Kunstneren fik dette Indfald, men jeg vil dog kunne glæde mig ved Heelheden!«
   »Men,« afbrød jeg, »Afvexling af forskjellige Sujetter gjør det interessant; ideligt at see - -!«
   »De misforstaaer mig! Jeg vil slet ikke, at man altid skal male mig Madonna! nei, jeg er lykkelig ved det herlige Landskab, den levende Scene af Folkelivet, Skibet i Storm og Salvators [*Note] Salvator Rosa. [*] Røversituationer! men jeg vil ikke noget Umoralsk i Kunstens Rige, og det kalder jeg selv Scidonis velmalede Stykke i palazzo Sciara. De husker det vel? To Bønder paa Æsler komme forbi en Steenmuur, hvorpaa ligger et Dødninghoved, som en Muus, en Regnorm og en Bremse sidde paa, og i Muren læser man Ordene: et ego in Arcadia!«
   »Jeg kjender det,« svarede jeg, »det hænger ved Siden af Raphaels deilige Violinspiller!«
   »Ja,« svarede Annunziata, »gid at ogsaa Indskriften hang under ham, og ikke sad paa det andet hæslige Billede.«
   Vi stode nu foran Francesco Albanis Aarstider; jeg fortalte hende, hvad Indtryk de smaa Amoriner havde gjort paa mig, som Barn, hvorledes jeg havde levet og tumlet mig her i dette Gallerie.
   »De har nydt lykkelige Livspuncter i Deres Barndom!« udbrød hun og undertrykkede et Suk, der maaskee gjalt hendes egen.
   »Deres har vist ikke færre!« svarede jeg, »De stod som et lykkeligt, beundret Barn, da jeg første Gang saae Dem, og da vi anden Gang mødtes, henrev De hele Rom og - syntes lykkelig, er det jo ret i Hjertet!«
   Jeg havde bøiet mig halv ned imod hende, hun saae mig ind i Øiet med et forunderligt vemodigt Blik, i det hun udbrød: »det beundrede, lykkelige Barn blev fader- og moderløs, en vildsom Fugl paa den bladløse Green; den havde hungret ihjel, men den foragtede Jøde gav den Ly og Spise, til den kunde flagre ud over den vilde, urolige Sø!«
   Hun taug, rystede med Hovedet og sagde: »det er slet intet Eventyr, der kan more en Fremmed, og jeg veed ikke, hvor jeg kan sladdre om Sligt!« - Hun vilde reise sig, men jeg greb hendes Haand, i det jeg spurgte: »er jeg Dem da saa fremmed?« - Hun stirrede et Øieblik taus hen for sig, smilte vemodigt, og sagde: »jo, jeg har ogsaa havt skjønne Livsøieblikke, og,« tilføiede hun med sin sædvanlige Munterhed, [s122] »kun disse vil jeg tænke paa! vort Barndomsmøde, deres sælsomme Tilbagedrømmen i det Forbigangne smitter ogsaa mig, og faaer Hjertet til at see paa sine Billeder, istedetfor paa Kunstværkerne her uden om os!«
   Da vi forlod Galleriet og kom til hendes Hotel, havde Bernardo været der for at aflægge Visit; man havde sagt ham, at hun var kjørt ud med den gamle Dame, og jeg var fulgt med. Hans Lidenskabelighed herover forudsaae jeg, men istedetfor at bedrøves, som før, havde min Kjærlighed til Annunziata vakt Trods og Bitterhed imod ham; at jeg fik Characteer og Villie havde han jo saa ofte ønsket, selv om jeg blev ubillig mod ham; nu skulde han see det hos mig.
   Idelig klang for mit Øre Annunziatas Ord om den foragtede Jøde, der tog den vildsomme Fugl under sine Vinger; hun maatte altsaa dog være den samme, Bernardo havde seet hos den gamle Hanoch; det interesserede mig uendeligt, men hun var ikke at bevæge til at tage Traaden fat. - Da jeg næste Dag kom, var hun paa sit Værelse, for at indstudere en ny Rolle; jeg underholdt mig længe med den gamle Dame, der var mere døv, end jeg havde troet; hun syntes saa taknemmelig, fordi jeg talte med hende. Det faldt mig ind, at hun første Gang havde seet venligt til mig, efter min Improvisation, og at jeg da troede, hun havde maattet høre den.
   »Det har jeg ogsaa!« forsikkrede hun, »af Udtrykket i Deres Ansigt og de enkelte Ord, der naaede mig forstod jeg det Hele. Og det var smukt! saaledes forstaaer jeg ganske Annunziatas Recitativer og det alene ved det mimiske Udtryk; mit Øie er blevet skjærpet, da min Hørelse blev svagere.« Hun spurgte mig om Bernardo, som havde været der igaar, da vi vare ude, og beklagede, at han ikke var med os! Hun yttrede en forunderlig Velvillie og Interesse for ham. »Ja,« sagde hun, da jeg bemærkede det: »Han har en ædel Characteer! Jeg veed eet Træk af ham, - Jøders og Christnes Gud beskjærme ham derfor!« Lidt efter lidt blev hun mere veltalende, hendes Kjærlighed for Annunziata var rørende og stor; saa meget blev mig klart af de mange afbrudte og halv dunkelt fremsatte Meddelelser, at Annunziata var født i Spanien af spanske Forældre, i sin tidlige Barndom kommet her til Rom, og da hun stod fader- og moderløs, havde den gamle Hanoch, der i sin Ungdom havde været i hendes Fødeland og der kjendt Forældrene, været den eneste, som tog sig af hende; at hun siden, endnu som Barn, var kommet tilbage til sit Fødeland til en Dame, som uddannede [s123] hendes Stemme og dramatiske Talent. En Mand af stor Indflydelse havde forelsket sig i det smukke Barn, hendes Kulde mod ham havde vakt Bitterhed og Efterstræbelse. Den Gamle syntes ikke at turde berøre det hemmelighedsfulde Slør, der nu bedækkede disse Rædsler. Annunziatas Liv havde været i Fare, hemmeligt var hun flygtet til Italien, hvor hun i Rom, hos den gamle Pleiefader i Jødeqvarteret neppe vilde blive søgt. Det var kun halvandet Aar siden; i den Tid var det, hun maatte have seet Bernardo, skjænket ham Vinen, som han havde talt saameget om. Hvor uforsigtig fandt jeg ikke hun havde været, at vise sig saaledes for en Fremmed, i det hun i enhver saadan kunde vente en leiet Morder. Dog, hun vidste jo Bernardo ikke var en saadan, hun havde jo kun hørt Lovtaler over hans Raskhed, hans ædle Væsen. Kort efter erfarede de, at hendes Forfølger var død; hun fløi derfor ud, begeistret for sin hellige Kunst, og henrykkede Folket ved den og sin Skjønhed. Den gamle Dame fulgte med hende til Neapel, saae hende samle de første Laurbær og havde nu ikke forladt hende! »Ja, hun er ogsaa en Guds Engel,« sagde den veltalende Gamle, »from er hun i sin Tro, som en Qvinde bør være det, og Forstand har hun, som man kan ønske det bedste Hjerte maa eie den!«
   Da jeg forlod Huset lød just Glædesskuddene. I alle Gader, paa Pladsene, fra Altaner og Vinduer skjød man med smaa Kanoner og Pistoler, som Tegn paa, at nu var Fasten endt. De sorte Tæpper i Kirker og Capeller, som Malerierne i fem lange Uger havde været skjulte med, faldt i samme Nu; Alt var Paaskeglæde. Sorgens Tid var omme, imorgen oprandt Paaske, Glædens Dag, og dobbelt glad for mig, jeg var jo da indbudet at følge Annunziata til Kirkefesten og Kuppelbelysningen.
   Alle Paaskeklokker ringede, Cardinalerne rullede afsted i deres brogede Vogne, overlæssede med Betjenter bag paa; de rige Fremmedes Eqvipager, Fodgjængernes Vrimmel, Alt opfyldte ganske de snevre Gader. Fra Engelsborg vaiede de store Faner med det pavelige Vaaben og Madonnas hellige Billede. Paa Peterspladsen var Musik, og rundt om solgtes Rosenkrandse, Træsnit, som forestillede Paven, der uddeelte Velsignelse. Fontainerne spillede med deres Kjæmpestraaler, og rundt om paa Buegangene vare anbragte Loger og Bænke, der allerede ligesom Pladsen, var næsten opfyldt. Snart strømmede en næsten lige saa stor Skare ud af Kirken, hvor Processioner og Sang, Fremviselse af hellige Reliqvier, Stykker af Spydet, Naglerne etc., [s124] havde qvæget mangt et fromt Gemyt. Den uhyre Plads syntes en Sø af Mennesker, Hoved bevægede sig ved Hoved, Vognrækkerne droge sig tættere sammen, Bønder og Drenge klattrede op paa Helgenbilledernes Fodstykker, det var som hele Rom i dette Øieblik levede og aandede kun her. Paven blev i Procession baaret ud af Kirken, høit paa 6 lillaklædte Præsters Skuldre sad han i en prægtig Thronstol, to yngre Geistlige viftede om ham med kolossale Paafuglehaler paa lange Stokke, Præsterne svingede Røgelsekarrene foran, og Cardinaler fulgte efter med fromme Sange. I det Toget traadte ud i Portalet, klang alle Musikchorene ham med Jubel imøde. De bar ham op af den høie Marmortrappe til Galleriet, paa hvis Balkon han nu viste sig, omgivet af Cardinalerne. Alle sank paa Knæ, Soldaternes lange Rækker, Oldingen som Barnet, kun den protestantiske Fremmed stod opreist og vilde ei bøie sig for en gammel Mands Velsignelse. Annunziata knælede halv ned i Vognen og saae med det sjælfulde Øie mod den hellige Fader, da den dybe Taushed opfyldte Alt rundt om, og Velsignelsen gled som usynlige Ildtunger henover vore Hoveder. Fra den pavelige Balkon flagrede nu to Papirer, eet med Syndsforladelse, eet med Forbandelse over Kirkens Fjender, og Pøbelen sloges om at erholde, selv kun et Stykke af dem. Nu lød atter alle Kirkens Klokker, Musiken blandede sig i denne Jubel; jeg var lykkelig som Annunziata. I det vor Vogn sattes i Bevægelse red Bernardo os tæt forbi, han hilste begge Damerne, men syntes ei at lægge Mærke til mig.
   »Hvor han var bleg!« sagde Annunziata, »er han syg?«
   »Jeg troer det ikke,« svarede jeg, men vidste nok, hvad det var, der sugede ham Blodet af Kinderne. Det modnede min Beslutning; jeg følte, hvor høit jeg elskede Annunziata, at jeg for hende kunde gjøre Alt, gav hun mig sin Kjærlighed, hende vilde jeg følge, jeg tvivlede ikke paa mit dramatiske Talent, og om min Sang vidste jeg hvilket Indtryk den gjorde, jeg vilde altid med Hæder kunne fremtræde paa Scenen, vovede jeg først dette Skridt! elskede hun mig, hvad Fordringer havde da Bernardo? Han kunde jo beile til hende, var hans Kjærlighed stærk som min, og elskede hun ham, ja, da vilde jeg øieblikkelig træde tilbage. Dette skrev jeg endnu samme Dag i et Brev til ham, og jeg tør troe, at det aandede et varmt og trofast Hjerte; thi mangen Taare faldt paa Papiret, da jeg der nævnede vort tidligere Forhold, og hvor forunderligt mit Hjerte havde klynget sig til ham. Da Brevet var sendt bort, følte jeg mig langt roligere, skjøndt Tanken [s125] om at miste Annunziata, som en Prometheus-Grif piinte mig med sit skarpe Næb. Men jeg drømte ogsaa om, altid at følge hende, høste Hæder og Glæde ved hendes Side. Som Sanger, som Improvisator skulde mit Livs Drama nu begynde.
   Efter Ave Maria fulgte jeg Annunziata og den gamle Dame i deres Vogn, for at see Kuppeloplysningen. Hele Peterskirken med dens høie Kuppel, de to mindre ved Siden og hele Façaden var smykket med transparente Papirs-Lygter; disse vare saaledes anbragte i Architecturen, at den hele store Bygning stod som med Ildcontur mod den blaa Luft. Trængselen derude syntes endnu større, end om Formiddagen, vi kunde kun kjøre i Fodgang. Fra Engelsbroen saae vi første Gang den hele illuminerede Kjæmpebygning, der speilede sig i den gule Tiber, hvor Baade, opfyldte med glade Mennesker, ret oplivede det hele Malerie. Da vi naaede Peterspladsen, hvor alt var Musik, Klokkeklang og Glæde, lød just Tegnet til Forvandlingen ved Illuminationen. Flere hundrede Mennesker vare fordeelte paa Kirkens Tag og Kuppel, hvor de i samme Nu skjød store Jernpander med brændende Beegkrandse frem; det var, som hver Lygte blussede op i Flamme, et luende Guds Tempel blev den hele Bygning, den lyste over Rom, som Stjerner over Bethlehems Vugge. [*Note] Da Kirken ganske er af Steen, og det samme er Tilfældet med alle Bygninger rundtom, er der aldeles ingen Fare ved at Beegkrandse og Jernpander brænde ud af sig selv; Alt er derfor een Flamme den hele Nat! [*] Folkets Jubel steg meer og meer, Annunziata tabte sig i Beskuelsen af det Hele.
   »Men det er dog skrækkeligt!« udbrød hun. »Det ulykkelige Menneske, der maa fastsætte det øverste Blus paa Korset over den store Kuppel. Jeg svimler ved Tanken derom!«
   »Det er en Høide, som Ægyptens Pyramider! der hører Dristighed til at svinge sig derud og fastgjøre Tougene. Den hellige Fader lader ham ogsaa give Sacramentet, før han stiger derud.«
   »Saaledes skal et Menneskes Liv voves!« sukkede hun, »og det blot for et Øiebliks Pragt og Glæde!«
   »Men det er ogsaa til Guds Forherligelse!« svarede jeg, »og hvor ofte vove vi det ikke for mindre.« Vognene bruste forbi, de fleste kjørte til monte pincio, for derfra i Afstand at see den belyste Kirke, og hele Byen, som svømmede i dens Glands. »Det er dog en smuk Idee,« sagde jeg, »at fra Kirken straaler alt Lyset ud over Staden! maaskee har Correggio faaet Ideen herfra til sin udødelige Nat!«
   [s126] »Om Forladelse!« afbrød hun, »De husker nok ikke, at Maleriet var fuldendt før Kirken! Han fik vistnok Ideen fra sit eget Hjerte, og det synes jeg ogsaa var smukkere! Men vi maae see den hele Pragt fra et fjernere Punct. Om vi kjørte op af monte Mario, der er Trængselen ikke saa stor, som til monte pincio. Vi ere tæt ved Porten!«
   Vi rullede bag om Søilegangen og vare snart udenfor. Vognen holdt ved det lille Vertshuus paa Veien opad Bjerget, Kirkens Kuppel tog sig herligt ud, den syntes bygget af brændende Sole. Façaden var rigtignok skjult, men ogsaa dette havde en egen Virkning, Glandsen, som udbredte sig fra den oplyste Luft, gjorde at det saae ud som den af Stjerner straalende Kuppel svømmede paa et Lyshav. Musiken og Klokkerne klang til os, men rundt om var dobbelt Nat og Stjernerne stode kun som hvide Puncter høit i den blaa Luft, som havde de dæmpet deres Skjær over Romas glimrende Paaskeild. Jeg steg af Vognen og gik ind i det lille Vertshuus, for at hente nogle Forfriskninger. Da jeg atter traadte ud i den snevre Gang, hvor Lampen brændte for Madonnabilledet, stod Bernardo for mig, bleg, som da han i Jesuiterskolen modtog Krandsen. Øiet brændte som den Febersyges, han greb min Haand med en Vanvittigs Kraft og Vildhed. »Jeg er ingen Morder, Antonio!« sagde han med sælsom dæmpet Stemme, »ellers stødte jeg min Sabel i Dit falske Hjerte, men slaaes skal Du med mig, enten Din Feighed vil det eller ei! Kom, kom med mig!«
   »Bernardo, er Du rasende!« spurgte jeg og vilde rive mig løs.
   »Skrig kun høit!« gjentog han med dæmpet Stemme, »faae Mængden til at hjælpe Dig, da Du ei ene tør staae mod een; før man binder min Haand, er Du Dødens!« Han rakte mig en Pistol, »kom, skyd med mig, eller jeg bliver Din Morder!« og nu rev han mig med udenfor, jeg holdt Pistolen, han havde rakt mig, forsvarende frem imod ham.
   »Hun elsker Dig! og stolt vil Du vise det for Romerfolket, for mig, som Du bedrog med falsk, sledsk Tale, skjøndt jeg aldrig opfordrede Dig dertil!«
   »Du er syg, Bernardo! vanvittig, kom mig ikke nær!« Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort - da hørte jeg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Røg rundt om, men et sælsomt Suk, Skrig kan jeg ei kalde det, naaede mit Øre, mit Hjerte. - Min Pistol var gaaet af, Bernardo laae foran i sit Blod! Som en Nattevandrer stod jeg der og holdt Pistolen fast knuget i Haanden; først da jeg hørte Stemmer omkring af Husets Folk, hørte Annunziatas Skrig: »Jesus Maria!« saae hende [s127] og den Gamle foran mig, følte jeg den hele Ulykke, »Bernardo!« raabte jeg fortvivlet, og vilde kaste mig over hans Liig, men Annunziata laae knælende foran det og søgte at standse Blodet. Jeg seer endnu hendes blege Ansigt, det faste Blik, hun hæftede paa mig. Jeg var som bundet til Stedet hvor jeg stod!
   »Red Dem, red Dem!« raabte den gamle Dame, og trak mig i Armen.
   Da raabte jeg, overvældet af Smerte: »Uskyldig er jeg! Jesus Maria! jeg er uskyldig! Mig vilde han myrde, selv gav han mig Pistolen, og den gik af ved et Tilfælde!« Og hvad jeg maaskee ellers ikke havde vovet høit at sige, udtalte jeg nu i min Fortvivlelse: »Annunziata, vi elskede Dig! For Dig vilde jeg døe, som han! Hvem var Dig kjærest af os to? Siig mig i min Fortvivlelse, om Du elsker mig, saa vil jeg flye!«
   »Bort!« stammede hun og gjorde et Tegn med Haanden, i det hun idelig beskjæftigede sig med den Dræbte.
   »Flye!« raabte den gamle Dame.
   »Annunziata, hvem var Dig kjærest af os to?« spurgte jeg, overvældet af Smerte. Da bøiede hun sit Hoved ned mod den Døde, jeg hørte hun græd, og saae hendes Læber berøre Bernardo's Pande.
   »Gensdarmerne!« raabte man rundt om: »Flye, flye!« og som af usynlige Hænder blev jeg revet ud af Huset.

H. C. Andersen Homepage