H. C. Andersen: Improvisatoren 1,12

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,12

                      XII 

         Fasten. Allegris Miserere i det sixtinske Capel. 
            Besøget hos Bernardo. Annunziata.

   [s110] Stille og dræbende lang gled Dagen hen; Tanken opførte og gjentog mig Carnevalets Skuespil, mit eget Livs store Begivenhed, hvori Annunziata spillede Hovedrollen. Men Dag for Dag tiltog Eensformigheden og denne Gravstilhed rundtom. Jeg følte en Tomhed, som mine Bøger ikke kunde udfylde, Bernardo havde før været mit Alt, nu var det, som der laae en Kløft mellem os, jeg følte mig tvungen i hans Nærhed, og meer og meer blev det mig klart, at det var Annunziata, der ene og alene beskjæftigede mig. Øieblikke var jeg lyksalig i denne Følelse, men der kom Timer, der kom Nætter hvori jeg tænkte paa Bernardo, som tidligere end jeg havde elsket hende; ham var det jo ogsaa, der havde ført mig til hende; ham havde jeg forsikkret, at det kun var Beundring og intet mere, jeg følte for hende, ham, min eneste Ven, ham, jeg saa tidt havde forsikkret om mit Hjertes Trofasthed, mod ham var jeg falsk og ond. Da brændte Angerens Brand i mit Hjerte, men Tanken kunde dog ikke løsrive sig fra Annunziata. Enhver Erindring om hende, mine gladeste endte Timer, tilsmilte mig den dybeste Veemod. Saaledes betragte vi det livsskjønne, smilende Billede af en kjær Død, og jo mere levende, jo venligere det smiler, des stærkere Veemod griber os. Livets store Kampe, man saa ofte i Skolen havde talt til mig om, og som jeg da troede bestod i Vanskeligheden med en Lectie, eller Uvillie over en Lærers Urimelighed, følte jeg nu først begynde. Burde jeg ikke nedkjæmpe denne Lidenskab, der var vakt hos mig, da vilde min forrige Ro vist indtræde. Til hvad kunde ogsaa denne Kjærlighed lede? Annunziata stod høit i sin Kunst, dog vilde Verden fordømme mig, om jeg forlod min Stilling og fulgte hende; Madonna selv vilde vredes, til hendes Priis var jeg født og opdraget; Bernardo maatte aldrig kunne tilgive mig, og - jeg vidste jo slet ikke, om Annunziata elskede mig. Dette var mig i Grunden den bittreste Tanke. Forgjæves kastede jeg mig i Kirken for Madonnas Billede, forgjæves bad jeg hende styrke min [s111] Sjæl i min store Kamp, selv her steg min Synd, Madonna lignede min Annunziata; det forekom mig, at hvert skjønt Qvindeansigt ligesom stræbte efter det Aandens Udtryk, der laae hos Annunziata. »Nei, jeg vil rive disse Følelser ud af min Sjæl,« sagde jeg, »jeg vil aldrig oftere see hende!« - Jeg begreb nu fuldkomment, hvad jeg før ikke kunde indsee, at man kunde føle Trang til at martre sit Legeme, søge at betvinge den aandelige Kamp ved at pine Kjødet. Mine brændende Læber kyssede Madonnas kolde Marmor-Fod, og Øieblikke vendte Fred tilbage i min Sjæl; jeg tænkte paa min Barndom, da min kjære Moder endnu levede, hvor lykkelig jeg da havde været, hvor mange Glæder selv denne tause Tid før Paaske havde bragt mig. Endnu var jo Alt det samme, som den Gang. Paa Hjørner og Pladse stode som før de smaa grønne Løvhytter, smykkede med Sølv- og Guld-Stjerner; rundt om hang endnu de prægtige Skjolde med Versene, der fortalte hvilke kostelige Retter for Fasten her tillavedes. Hver Aften tændtes de brogede Papirslygter under de grønne Grene; hvor havde jeg ikke, som Lille, glædet mig derved! hvor lykkelig havde jeg ikke været ved Spækhøkerens prægtige Boutik, der i Fasten straalede mig som en Phantasieverden, de nydelige Engle af Smør, der dandsede i et Tempel, hvor sølvomvundne Pølser dannede Søiler og en Parmesan-Ost Kuppelen. Mit første Digt havde jo været om denne Herlighed, og Spækhøkerens Signora havde kaldt det en divina comedia di Dante! - Da kjendte jeg ikke denne herlige Sanger, men heller ikke nogen Sangerinde; - kunde jeg kun glemme Annunziata!
   Med Processionen vandrede jeg til Roms 7 hellige Kirker, blandede min Sang med Pilgrimmenes, og min Følelse var dyb og oprigtig, men Bernardo hviskede mig med dæmonisk Spot i Øret; »den lystige Advokat i Corso, den dristige Improvisator, med Bod i Øiet og Aske paa Kinderne! - Ei, hvor Du tager dig godt op! forstaaer enhver Rolle, det kunde jeg ikke gjøre Dig efter Antonio!« Der laae en Spot og dog en tilsyneladende Sandhed i hans Ord, der krænkede mig dybt.
   Den sidste Uge af Fasten var kommet; de Fremmede strømmede tilbage til Rom. Næsten Vogn paa Vogn rullede ind af Porta del Popolo og Porta del Giovanni. Onsdag Eftermiddag begyndte miserere i det Sixtinske Capel. Min Sjæl trængte til Musik, i Tonernes Verden vilde jeg finde Medfølelse og Trøst. Trængselen var stor, selv inde i Capellet, den forreste Afdeling var alt opfyldt med Damer. Prægtige Loger, med Fløiels- og gyldent Drapperie, for kongelige Personer fra fremmede [s112] Hoffer, vare her opreiste saa høit, at disse saae ud over det kunstigt udskaarne Rækværk, der fjernede Damerne fra det Indre af Capellet. Den pavelige Schveitser-Garde stod i sin brogede Festdragt, Officiererne bare lette Harnisker og i Hjelmen en vaiende Fjerbusk; den klædte især Bernardo, der hilste paa de unge smukke Damer, han kjendte.
   Jeg fik en Plads tæt indenfor Skranken, ikke langt fra, hvor de pavelige Sangere vare placerede paa Balconen. En Deel Englændere sad bag ved mig, jeg havde under Carnevalet seet dem i brogede Maskerade-Dragter, her bar de lignende; Officierer skulde de nok forestille selv de tiaars Drenge! Alle havde kostbare Uniformer, af de meest iøinefaldende Stoffer og Sammensætninger. En bar saaledes lyseblaa Frakke med Sølvbroderie, Guld paa Støvlerne og en Art Turban med Perler og Fjer. Det var ikke noget Nyt ved Festerne i Rom, hvor Uniformen hjælper til en bedre Plads; rundt om smilte man deraf, men kun kort Tid beskjæftigede det mig.
   De gamle Cardinaler kom i deres prægtige violette Fløiels Kapper, med den hvide Hermelins Pelerine over; de satte sig ved Siden af hinanden i en stor Halvcirkel indenfor Skranken, Præsterne, som havde baaret Slæbet, toge Plads ved deres Fødder. Fra den lille Sidedør ved Altret kom nu den hellige Fader i sin Purpurkappe og med den sølvhvide Pavehue. Han besteg sin Throne, Biskopperne svingede Røgelsekarrene om ham, mens unge Geistlige, i høirøde Kjortler, knælede med brændende Fakler for ham og Høialtret.
   Lectionerne begyndte*, men det var mig umuligt at lade Øiet dvæle ved de døde Bogstaver, det hævede sig med Tanken mod det store Verdens Alt, Michel Angelo med Farver har aandet paa Loft og Vægge. Jeg betragtede hans mægtige Sybiller og underherlige Propheter, hver er Stof for en Kunstafhandling! mit Øie inddrak de mægtige Træk, de skjønne Grupper af Engle; det var mig ikke malede Billeder, levende stod Alt deroppe! Kundskabens rige Træ, hvor Eva rakte Adam Frugten, den mægtige Gud, som svævede hen over Vandene, ikke baaret af Englene, som de ældre Mestere viste ham, nei, Englenes Skare hviler paa ham og hans flagrende Klædning. Vel [s113] havde jeg seet Malerierne før, men aldrig havde de saaledes grebet mig, som nu, min exalterede Stemning, Menneskevrimlen, maaskee selv min Tankes Lyrik gjorde, at jeg forunderlig poetisk opfattede det Hele; jeg maatte, og mangt et Digterhjerte har vel følt, som mit!
   De dristige Forkortninger, den gribende Kraft, hvormed hver Figur træder frem, er saa forbausende! man rives saa ganske hen! det er en Aandens Bjergprædiken i Farver og Former! med Raphael staae vi forbausede for Michel Angelos Styrke; hver Prophet er en Moses, som den, han formede af Marmoret. Hvilke Kjæmpeskikkelser! det ere disse, der gribe vort Øie og Tanke, i det vi træde ind; men, som indviet af disse Hellige, vender Øiet sig mod Capellets Baggrund, hvis hele Væg er et Høialter for Kunst og Tanke. Det store chaotiske Billed, fra Gulvet til Loftet, viser sig nu som Ædelstenen, hvorom Alt det øvrige kun var Rammen. Dommedagen see vi. [*Note] Før miserere afsynges, læses 15 lange Lectioner; for hver, der endes af disse, slukkes et af Lysene i den store Candelabre, hvor der brænder et Lys for hver Lection. Man kan altsaa see, hvor mange man endnu har tilbage. [*]
   Christus staaer dømmende paa Skyen, og Apostelen og Moderen udstrækker Haanden, bedende for den arme Menneskeslægt. De Døde løfte deres Gravstene; salige Aander svæve tilbedende mod Gud, medens Afgrunden griber sine Offere. Her vil en opadsvævende Sjæl frelse sin fordømte Broder, hvem Afgrunden alt holder i Slangeknuder; Fortvivlelsens Sønner slaae med knyttede Hænder deres Pande, og synke i Dybet. I dristige Forkortninger styrte og svæve Legioner mellem Himmel og Helved. Englenes Deeltagelse, Udtrykket af de Elskende, som mødes, Barnet, der ved Basunens Lyd trykker sig til Moderens Bryst, er saa naturligt og skjønt, at man troer sig selv som ført ind mellem dem, der lytte til Dommen. Michel Angelo har udtalt i Farver, hvad Dante saae og sang for Jordens Slægter.
   Den nedgaaende Sol kastede just de sidste Straaler ind gjennem de øverste Vinduer. Christus og de Salige rundt om ham vare stærkt belyst, medens det nederste Partie, hvor de Døde staae op, og Dæmonen støder sin Baad med de Fordømte fra Land, var næsten i Mørke. Just i det Solen gik ned, endte den sidste Lection, det eneste Lys, der endnu var tilbage, blev slukket; den hele Billedverden svandt i Mulmet for mig, men i samme Nu brusede Musik og Sang; hvad Farverne legemligt havde aabenbaret, steg nu i Toner; Dommedagen med dens Fortvivlelse og Jubel klang over os.
   Kirkens Fader, afført sin pavelige Pragt, stod foran Altret, tilbad det hellige Kors og paa Basunens stærke Vinger lød det rystende Chor: Populus meus, quid feci tibi? Bløde Engletoner vuggede over den [s114] dybe Sang, Toner, som steg de ikke fra et Menneskes Bryst, det var ei Mandens, ei Qvindens, en Aandeverden tilhørte de; det var, som Englenes Graad opløst i Melodie.
   I denne Toneverden inddrak min Sjæl Kraft og Livs Fylde. Jeg følte mig glad og stærk, som jeg længe ikke havde været det. Annunziata, Bernardo, alle mine Kjære bevægede sig i min Tanke. Saaledes som jeg i dette Øieblik elskede disse, maa salige Aander elske hinanden. Den Fred jeg i Bønnen søgte, men ikke fandt, strømmede her ved Toner ind i mit Hjerte.
   Da Miserere var tilende, Alle borte, sad jeg hos Bernardo paa hans Værelse. Ærligt rakte jeg ham Haanden, talte som min begeistrede Sjæl drev mig til, min Læbe fik Veltalenhed; Allegris Miserere, vort Venskab, mit hele sælsomme Livs Eventyr gav Stof nok dertil; jeg fortalte, hvor aandelig sund Musiken havde gjort mig, hvor tungt mit Hjerte forhen havde været, min Liden, Angest og Melancholie, den lange Fastetid, uden dog at sige, hvad Deel han eller Annunziata havde deri, men det var ogsaa den eneste lille Fold i Hjertet, jeg ikke udviklede for ham. Han loe af mig, sagde jeg var et daarligt Mandfolk, det var Hyrdelivet hos Domenica, og Signora - al denne Fruentimmer Opdragelse og endelig Jesuiterskolen, der havde fordærvet mig. Mit hede, varme italienske Blod var spædt med Gjedemelk, min trappistiske Afholdenhed gjorde mig syg, jeg trængte til en lille tam Fugl, der kunde synge mig ud af Drømmeverdenen! jeg skulde være et Menneske, som de Andre, saa kom jeg mig paa Sjæl og Legeme!
   »Vi ere meget forskjellige, Bernardo!« sagde jeg, »og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen!« »Det vilde være daarligt for Venskabet!« svarede han, »nei da vilde det være slidt op før vi vidste det! - Venskab er som Kjærlighed, det bliver stærkest ved Skilsmissen. Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være gift! idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holde dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa hæftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes!«
   »Men naar nu din Kone!« sagde jeg, »var smuk og klog som -«
   »- Som Annunziata!« tog han Ordet, i det jeg et Øieblik standsede, [s115] for at finde en Gjenstand for mit Udtryk. »Ja, Antonio, saa vilde jeg see paa den smukke Rose, saalænge den var frisk; og naar Bladene visnede, Duften tabte sig, - ja, Gud maa vide, hvad Lyst jeg fik! i dette Øieblik har jeg en ganske sælsom, og jeg har før følt noget lignende; - Jeg kunde have Lyst at see, hvor rødt dit Blod er, Antonio! men jeg er et fornuftigt Menneske, Du er min Ven, min oprigtige Ven! vi ville ikke slaaes, selv om vi mødtes paa samme Elskovs Eventyr!« og nu loe han høit, trykkede mig hæftig til sit Bryst og sagde halv spøgende, »jeg overlader Dig min tamme Fugl, den begynder at blive følsom, og vil vist behage dig! Følg med i Aften! fortrolige Venner maa intet skjule for hinanden, vi ville have en lystig Aften! paa Søndag giver den hellige Fader Beneditione for os allesammen?« -
   »Jeg følger ikke med Dig!« svarede jeg.
   »Du er feig, Antonio,« svarede han! »lad dog ikke Gjedemælken reent faae Bugt med Blodet! dit Øie kan brænde som mit! sandseligt kan det brænde, det har jeg seet! din Liden, din Angest, din Poenitense i Fasten, - ja skal jeg ærligt sige Dig Grunden, det er Begjærlighed efter de friske Læber, de skjønne Former! jeg veed det godt, Antonio, Du kan ikke skjule Dig! - Nu saa tryk Skjønheden til dit Hjerte; - men Du har ei Mod, Du er feig, en Cujon er Du dertil!« -
   »Du fører en Tale, Bernardo,« svarede jeg, »som fornærmer mig!«
   »Men taale den maa Du dog!« svarede han; da steg mig Blodet op i Kinderne, men Taarer trængte ogsaa i mit Øie.
   »Kan Du saaledes ville lege med min Hengivenhed for Dig!« udbrød jeg. - »Du troer, jeg staaer imellem Dig og Annunziata, troer, at hun har seet venligere til mig, end til Dig?«
   »O nei!« afbrød han, »Du veed nok, at jeg ingen stærk Phantasie har! Men lad hende være udenfor vor Tale! Og hvad din Hengivenhed angaaer, den Du altid omtaler, saa forstaaer jeg det ikke; vi give hinanden Haanden, vi ere Venner, fornuftige Venner, men dine Begreber ere overspændte, mig maa Du tage, som jeg er.«
   Dette var omtrent Braaden af vor Samtale, den Deel, som trængte sig i mit Hjerte, og, saa at sige, gik over i Blodet; jeg følte mig krænket og fandt dog noget hjerteligt, der trykkede min Haand i hans.
   Næste Dag kaldte Skjærtorsdagsklokkerne mig til Peterskirken. I dens mægtige Forhal, hvis Størrelse jo skal have bragt en Fremmed til at troe, at denne var hele Kirken, fornyede sig Trængselen, som i Gaderne og over Angelibroen; det var som hele Rom strømmede til, for [s116] selv, med de Fremmede, at forbauses over Kirkens Storhed, thi den syntes at udvide sig meer og meer for Massen.
   Sangen tonede over os, to store Chor svarede hinanden fra forskjellige Steder i Kirkens Kors. Alle trængte hen for at see Fodvaskningen, som nu begyndte. [*Note] Skjærtorsdag vadsker Paven Fødderne paa 13 Præster, gamle og unge; de kysse hans Haand, og han giver dem hver en Bouket violette Levkøier. [*] Fra Skranken, bag hvilken de fremmede Damer sad, nikkede En venligt til mig. Det var Annunziata. Hun var kommet, var her i Kirken, mit Hjerte bankede stærkt. Jeg stod hende saa nær, at jeg kunde sige mit Velkommen!
   Hun var alt kommet igaar, men for silde til at høre Allegris Miserere, dog havde hun ved ave maria besøgt Peterskirken.
   »Den forunderlige Dunkelhed,« sagde hun, »gjorde, at Alt imponerede mere, end nu ved Dagen! Ikke et Lys brændte, uden Lamperne ved Petersgraven, det var en Straalekrands, og dog ikke stærk nok til at belyse de nærmeste Piller. Alle knælede tause rundt om, jeg sank selv ned, følte ret levende, hvormeget der kan ligge i et Intet! hvilken Kraft, der ligger i en religiøs Taushed!«
   Hendes gamle Veninde, som jeg nu først opdagede, da hun bar et langt Slør, nikkede venligt. Den festlige Ceremonie var tilende, forgjæves saae de efter deres Tjener, der skulde føre dem til Vognen. En Deel unge Herrer vare blevne opmærksomme paa Annunziata, hun syntes urolig, vilde bort, jeg vovede at tilbyde at føre dem ud af Kirken til deres Vogn. Den Gamle tog mig strax under Armen, men Annunziata gik ene ved Siden; jeg havde ikke Mod at byde hende Armen, men da vi naaede Døren, og Strømmen rev os med, følte jeg hendes Arm under min; det gik mig som Ild gjennem Blodet.
   Jeg fandt Vognen; da de vare inde i den, bad Annunziata mig tage tiltakke med Middagsmaden hos dem. »Kun et tarveligt Maaltid,« sagde hun, »som vi kunne nyde det i Fasten!«
   Jeg var lykkelig! den gamle Dame, som ikke hørte godt, forstod nok af Udtrykket i Annunziatas Ansigt, at det var en Indbydelse, men meente, at det var til at kjøre med! øieblikkelig gjorde hun Sædet foran i Vognen ryddelig for Kaaberne og de Schawler, der laae, tog mig i Haanden og sagde: »ja vær saa god, Hr. Abbate! her er Plads nok.«
   Det var ikke Annunziatas Mening; jeg saae en let Rødme glide over hendes Kinder, men jeg sad alt foran hende, og nu foer Vognen afsted.
   [s117] Et lille fyrsteligt Taffel ventede os. Annunziata talte om sit Ophold i Florenz og om Festen i dag, spurgte mig om Fasten i Rom, og hvorledes jeg havde tilbragt denne Tid, et Spørgsmaal, jeg ikke saa ganske oprigtigt besvarede.
   »De seer da Jødedaaben paa Løverdag?« spurgte jeg, men kastede i det samme et Blik til den gamle Dame, som jeg reent havde glemt.
   »Hun hørte det ikke!« svarede Annunziata, »havde hun hørt det, vilde hun dog neppe have rødmet! Kun hvor hun kan følge med, gaaer jeg, og for hende vilde det ikke være passende, at komme til vor Fest i Constantins Døbecapel. [*Note] Aarligt blive Paaskedag nogle Jøder eller Tyrker døbte. I Diario romano betegnes ogsaa denne Dag med: si fa il battessimo di Ebrei e Turchi. [*] Heller ikke mig interesserer det, thi kun sjeldent er det af Overbeviisning, Tyrken eller Jøden, som der pranger med sin Daab, bliver omvendt. Jeg erindrer fra min Barndom, hvilket ubehageligt Indtryk det hele Syn deraf gjorde paa mig. Jeg saae en lille Jødedreng paa sex til syv Aar blive døbt; han kom frem i smudsige Skoe og Strømper, med dunet, uredt Haar og til alt dette, som en grel Contrast, en prægtig, hvid Silkekjole, Kirken havde givet ham. Forældrene, ureenlige som Drengen, fulgte efter; de havde solgt hans Sjæl til en Salighed, de ikke selv erkjendte!«
   »De har seet det som Barn her i Rom?« spurgte jeg.
   »Ja,« svarede hun og rødmede, »men dog er jeg ikke Romerinde!«
   »Da jeg første Gang saae Dem, hørte deres Sang, var det mig, som havde jeg kjendt Dem før! jeg veed ikke selv, men jeg troer det endnu! byggede vi paa en Sjælevandring, vilde jeg troe, at vi begge havde været Fugle, hoppet paa samme Green og kjendt hinanden ret længe. Er der slet ingen Erindringer i deres Sjæl? Intet, der siger Dem, at vi have seet hinanden før?«
   »Slet Intet!« svarede Annunziata, og saae mig fast ind i Øiet.
   »At De nylig sagde mig, at De som Barn havde været her i Rom, ikke, hvad jeg troede, tilbragt al deres Barndom i Spanien, vakte en Erindring i min Sjæl, den samme jeg følte, da De første Gang stod for mig som Dido. Har De aldrig som Barn, ved Julefesten, holdt Tale for Bambino i Kirken araceli, som vi andre Børn?«
   »Det har jeg!« udbrød hun, »og De, De, Antonio, var den lille Dreng, der vandt Alles Opmærksomhed? -«
   »Men blev fortrængt af dem!« svarede jeg.
   [s118] »Det var Dem, Antonio!« udbrød hun høit, greb begge mine Hænder, og saae mig med et ubeskriveligt mildt Udtryk ind i Øiet; den gamle Veninde rykkede sin Stol nærmere og saae alvorligt paa os. Annunziata fortalte hende det Hele, og hun smilte nu til vor Gjenkjendelses-Scene. -
   »Hvor min Moder og Alle talte om dem!« sagde jeg, »deres fine, næsten aandige Former, deres bløde Stemme! ja jeg var skinsyg paa dem, min Forfængelighed tillod ikke, at en anden saa ganske fordunklede mig. - Hvor sælsomt krydse dog ikke Livets Veie!« -
   »Jeg husker Dem godt!« sagde hun, »de havde en lille kort Trøie med mange blanke Knapper i, det interesserede mig da meest hos dem!« »De,« svarede jeg, »havde en prægtig rød Sløife paa Brystet, men det var dog ikke det, men deres Øie, deres kulsorte Haar, der meest greb mig! - Ja jeg maatte gjenkjende dem, de er endnu den samme, kun mere udviklede Træk, jeg vilde have kjendt dem, selv under en større Forandring. Jeg yttrede det strax for Bernardo, der modsagde mig, tænkte sig en ganske anden - -!«
   »Bernardo!« afbrød hun, og jeg syntes hendes Stemme skjælvede.
   »Ja,« svarede jeg noget forvirret, »han troede ogsaa at kjende dem, at have seet dem, vilde jeg sige, seet dem i et Forhold, der maatte tilintetgjøre min Formodning. - Deres sorte Haar, deres Blik, ja De vil ikke vredes derover, han forandrede ogsaa strax sin Mening, han troede ved første Øiekast, at De var« - jeg standsede - »at de var - ikke af den catholske Kirke, og altsaa kunde jeg jo heller ikke have hørt dem prædike i Araceli.« »At jeg var maaskee af samme Tro, som min Veninde her?« sagde Annunziata, og pegede paa den gamle Dame. Jeg nikkede uvilkaarlig, men greb i det samme hendes Haand og spurgte »er de vred paa mig?
   Fordi Deres Ven gjør mig til en Jødepige? spurgte hun smilende, »De er et underligt Menneske!« - Jeg følte, at vort Barndomsforhold gjorde os fortroligere, hver Sorg var glemt, men ogsaa hver Beslutning, aldrig at see, aldrig at elske hende. Min Sjæl brændte kun for hende.
   Gallerierne vare lukkede disse to Dage endnu før Paaske, Annunziata yttrede, hvor herligt det kunde være, dersom man i denne Tid, og da ret i Mag, kunde vandre om i et af dem; men det var ikke let muligt. Ønsket fra hendes Læber var en Befaling, jeg kjendte jo Custode og Portner, alle Betjente, der endnu vare tilbage i Palazzo [s119] Borghese, hvor en af Roms interessanteste Samlinger findes, hvor jeg som Barn havde gaaet med Francesca, og gjort Bekjendtskab med hver lille Amorin paa Francesco Albanis Aarstider.
   Jeg bad, om jeg næste Dag maatte føre hende og den gamle Dame derhen, hun takkede mig, og jeg var uendelig lykkelig.
   I Eensomheden hjemme kom Erindringen om Bernardo! nei han elsker hende ikke, trøstede jeg mig selv med, hans Kjærlighed er kun Sandselighed, ikke reen og stor, som min! Vor sidste Samtale syntes mig endnu bittrere, end den var, jeg saae kun hans Stolthed, følte Fornærmelserne mod mig, og inddrak hos mig selv en større Vrede, end jeg nogensinde havde følt. Hans Stolthed er krænket, ved at Annunziata syntes venligere mod mig end mod ham; vel har han ført mig til hende, men maaskee var hans Tanke da snarere, at jeg vilde blive til Spot; derfor forbausedes han over min Sang, over min Improvisation, han havde ikke drømt om, at jeg skulde træde op ved Siden af hans skjønne Skabning, hans Frihed og Dristighed. - Nu har han troet at skræmme mig fra oftere at besøge hende. En god Engel vilde det anderledes! hendes Mildhed, hendes Øie, Alt siger mig, at hun elsker mig, at hun har Godhed for mig, ja meer end Godhed, thi hun maa føle, jeg elsker hende!
   Saligt trykkede jeg hede Kys mod Puderne, men med Kjærligheds Lykken steg Bitterheden mod Bernardo. Jeg ærgrede mig over mig selv, at jeg ikke havde mere Characteer, mere Heftighed og Galde, nu havde jeg hundrede fortræffelige Svar, jeg skulde have givet ham, da han sidst behandlede mig som en Dreng, hver lille Fornærmelse af ham stod mig nu levende. For første Gang følte jeg ret Blodet koge i mine Aarer, en Hæftighed, de reneste og bedste Følelser, blandet med en afskyelig Bitterhed, berøvede mig al min Søvn. Først mod Morgenstunden blundede jeg lidt, men blev da styrket og let om Hjertet; jeg underrettede Custoden om de fremmede Damer, jeg vilde føre i Galleriet, og var nu hos Annunziata. Vi kjørte alle tre til Palazzo Borghese.

H. C. Andersen Homepage