H. C. Andersen: Improvisatoren 1,11

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,11

                  XI 

        Bernardo som deus ex machina. La Pruova d'un Opera seria. 
         Min første Improvisation. Den sidste Carnevalsdag.

   Næste Formiddag saae jeg slet ikke Bernardo, forgjæves søgte jeg efter ham; flere Gange maatte jeg ogsaa over Piazza colonna, ikke for at see paa Antonins-Søilen, men for at opdage kun et Ærme af Annunziata; hun boede her, der vare Fremmede hos hende, de lykkelige Mennesker! jeg hørte et Claveer, og lyttede nu til; men ingen Annunziata sang; en dyb Bas gjorde nogle Løb, vistnok var det Capelmesteren, eller en af Sangerne i hendes Selskab! hvilket misundelsesværdigt Lod! hvem der var i hans Sted, der gav Æneas, saaledes at kunde see hende Øie mod Øie, inddrikke dette Kjærlighedsblik, flyve med fra By til By, høste Beundring og Hæder. Jeg blev ganske tankefuld derved. Harlequiner med Bjælder, Polichineller og Troldmænd dandsede rundt om, jeg havde reent glemt, at det var Carneval, at det alt var Tiden, det begyndte i Dag. Den hele brogede Mængde, al den Larm og Skrigen gjorde nu et hæsligt Indtryk paa mig. Vogne joge forbi; næsten alle Kudskene vare klædte i Dameklæder, men det saae mig grelt ud; disse sorte Bakkenbarter under Damekappen; de stærke Bevægelser, alt var malet med for grelle Farver, ja afskyeligt! syntes jeg. Jeg følte mig ikke, som igaar, oplagt til Glæden. Trængselen tiltog, jeg vilde bort og kastede nu sidste Gang Blikket op til Huset, hvor Annunziata boede, da hoppede Bernardo ud af Porten og hen til mig, idet han leende raabte: »saa kom dog! staae ikke her! jeg vil presentere Dig for Annunziata, hun venter Dig alt! seer Du, det er et Venskabs-Stykke af mig.«
   »Hun -!« stammede jeg, og Blodet suste for mine Øren, »driv ikke Spøg med mig! Hvor vil Du føre mig hen?«
   »Til hende, Du har besjunget!« svarede han, »til hende, Du og vi Alle sværme for, den guddommelige Annunziata!« og nu trak han mig ind ad Porten med sig.
   [s95] »Men forklar mig dog, hvorledes Du er kommet til hende, hvorledes Du kan føre mig derind?«
   »Siden, siden, skal Du faae Alt at vide!« svarede han, »sæt nu bare et lystigt Ansigt op!«
   »Men min Paaklædning!« stammede jeg, og pyntede ihast paa mig.
   »O, Du er deilig, min Ven! ganske allerkjæreste! see nu ere vi ved Døren.«
   Den aabnedes, og jeg stod foran Annunziata. Hun var i en sort Silkekjole, et Flors Gevandt, halvt rødt og halvt blaat, hang over Bryst og Skulder, det kulsorte Haar var strøget tilbage for den ædle, høie Pande, paa hvilken hang et sort Smykke, som det syntes en antik Steen. Noget fra hende, henimod Vinduet, sad en gammel Dame i en mørkebruun, tarvelig Klædning; hendes Øie, den hele Ansigts-Form sagde ved første Øiekast, at det var en Jødinde; jeg tænkte paa Bernardos Yttring, at Annunziata og den Skjønne i Ghetto skulde være een Person, men det var umuligt, sagde mig atter mit Hjerte, naar jeg saae paa Annunziata. En Herre til, jeg ikke kjendte, var ogsaa i Stuen, han reiste sig, hun hævede sig ogsaa og kom mig halvleende imøde, idet Bernardo førte mig frem og sagde spøgende:
   »Min naadige Signora, her har jeg den Ære at presentere Poeten, min Ven, den fortræffelige Abbate Antonio, en Yndling af den borghesiske Slægt!«
   »Signore vil tilgive,« sagde hun, »men det er i Sandhed ikke min Skyld, at jeg saaledes paatrænger Dem mit Bekjendtskab, i hvor kjært Deres endog er mig! De har hædret mig med et Digt,« vedblev hun og rødmede, »Deres Ven nævnede Dem som Forfatter, lovede at presentere Dem for mig! pludselig seer han Dem udenfor, siger: nu skal De strax see ham! og styrter saa afsted, før jeg kan svare og forhindre - - thi paa denne Maade - men De kjender, bedre end jeg, Deres Ven?«
   Bernardo vidste at spøge derover, jeg stammede en Undskyldning og nogle Ord om min Lykke, min Glæde over at være ført til hende.
   Mine Kinder brændte, hun rakte mig Haanden og i min Henrykkelse trykkede jeg den til mine Læber. Hun presenterede den fremmede Herre for mig, det var Selskabets Capelmester. Den gamle Dame kaldte hun sin Pleiemoder, men denne saae alvorligt, næsten strængt paa mig og Bernardo, men jeg glemte det snart igjen ved Annunziatas Venlighed og muntre Lune.
   [s96] Kapelmesteren sagde mig ogsaa noget Forbindligt om mit Digt, og rakte mig Haanden, idet han opfordrede mig til at skrive Operatexter og begynde med en til ham.
   »Hør ikke paa ham!« afbrød Annunziata. »De veed ikke, i hvilken Elendighed han vil styrte Dem! Componisterne tænke slet ikke paa deres Offer, og Publicum endnu mindre. De vil i Aften i: La Pruova d'un Opera seria ret see Billedet af den stakkels Autor, og dog er dette ikke stærkt nok tegnet!«
   Componisten vilde gjøre Indvendinger, Annunziata loe og traadte hen for mig.
   »De skriver et Stykke,« sagde hun, »aander Deres hele Sjæl i de yndigste Vers! Eenheden, Charactererne, Alt er vel udtænkt, men nu kommer Componisten, han har her en Idee, der maa anbringes, Deres maa bort, her vil han have Piber og Trommer, og De maa dandse der efter. Theatrets Primadonna siger, at hun synger ikke, uden at der indlægges en Arie til en glimrende Bortgang; hun vil den furioso maestoso, om det passer maa være hans Ansvar! Primo Tenore har samme Fordringer. De maa flyve fra prima til tertia donna, Basser og Tenorer bukke, smigre, taale alt, hvad vore Luner kan skabe, og det er ikke saa lidt!«
   Capelmesteren vilde afbryde, men Annunziata tillod det ikke, og blev ved: »nu kommer Directeuren, veier, maaler og vrager, og De maa være hans underdanige Tjener selv i Dumhed og Urimelighed. Maskinmesteren forsikkrer, at Theatrets Kræfter ikke tillade dette Arrangement, denne Decoration, at man ei vil lade denne nye male; De maa altsaa forandre det og det i Stykket, det kaldes i Theatersproget, »at bøie det«. Theatermaleren tillader ikke, at dette Sætstykke anbringes i hans nye Decoration, den Replik, som hentyder derpaa, maa altsaa bøies! Nu kan Signora ikke slaae Roulader paa den Stavelse, hvormed et af Versene ender, hun vil have en med et A, hvor De faae det fra, er det samme! De maae bøies og Texten bøies, og naar saa det hele, som en ny Skabning for Dem, flyver over Scenen, kan De have den Fornøielse at høre det udpibes og Componisten raabe: »ak, det var den jammerlige Text, som styrtede det Hele? Mine Tonevinger kunde ikke holde den Kolos, den maatte falde! -«
   Lystigt klang Musikken op til os udenfra. Carnevalsmaskerne summede over Pladsen og gjennem Gaderne. En stærk Jubel, blandet med Bifaldsklap, kaldte os Alle hen til det aabne Vindue. Nu saa nær [s97] Annunziata, mit Hjertes første Ønske saa pludseligt opfyldt, gjorte mig usigelig lyksalig, og Carnevalet stod mig igjen lystigt, som igaar, da jeg selv spillede med deri.
   Under Vinduet havde over 50 Polichineller samlet sig, de valgte deres Konge, han besteg en lille Karre, behængt med brogede Flag og Guirlander af Laurbær og Skrællinger af Citroner, der flagrede, som var det Baand og Snore. - Kongen steg op i Vognen, man satte en Krone af forgyldte, broget malede Æg paa hans Hoved, rakte ham Sceptret, en kollossal Barnerangle, besat med Makroner, Alle dandsede rundt om ham, og han nikkede naadigt til alle Sider; nu spændte de dem selv for hans Vogn, for at drage ham igjennem Gaderne; hans Øie faldt i det samme paa Annunziata, han kjendte hende, nikkede fortroligt og raabte, idet han foer bort; »Dig igaar, mig i Dag, ægte romersk Blod for Vognen!« - Jeg saae Annunziata blive blodrød, og træde et Skridt tilbage, men øieblikkelig fattet igjen, bøiede hun sig over Altanen, nikkede venligt, og raabte høit til ham: »Skjøn paa din Lykke, Du er den uværdig, som jeg!« -
   Man havde seet hende, hørt hans Ord og hendes Svar, et Viva tonede i Luften, og Blomster-Bouquetter fløi op omkring hende; en af dem streifede hendes Skulder og fløi ind paa mit Bryst, jeg trykkede den fast der; det var mig en Skat, jeg ikke vilde miste.
   Bernardo var opbragt over, som han kaldte det, Polichinelkongens Uforskammethed, vilde øieblikkelig ned og revse Karlen, men Capelmesteren, med de andre standsede ham, og behandlede det Hele som et Spøg.
   Tjeneren meldte den første Tenorsanger, han medbragte en Abbate og en fremmed Kunstner, som vilde presenteres for Annunziata. Øieblikket efter kom et nyt Besøg: fremmede Kunstnere, som introducerede sig selv, bragte hende deres Hyldest. Vi vare alt et heelt Selskab; der taltes om den lystige Festine sidste Nat i Theatret »Argentina«, de forskjellige Kunstmasker af berømte Statuer! Apollo Musagetes, Gladiatorerne og Diskuskasterne. - Den eneste, som ikke blandede sig i Samtalen, var den gamle Dame, jeg antog for Jødinde; hun sad stille, beskjæftiget med Strikkestrømpen, og nikkede i det høieste lidt, naar Annunziata flere Gange i sin Tale henvendte sig til hende.
   Hvor forskjellig var ikke Annunziata fra det Væsen, min Sjæl havde tænkt, ved at see og høre hende Aftenen forud; her i sit Hjem syntes hun en livsglad, næsten overgiven Skabning! dog ogsaa dette [s98] klædte hende usigeligt og tiltalte mig forunderligt, hun vidste at henrive mig og Alle ved sine lette spøgende Bemærkninger, og den kloge, vittige Maade, hvorpaa hun udtrykkede sig. - Pludselig saae hun paa sit Uhr, sprang hurtigt op og undskyldte, at Toilettet ventede hende, hun skulde jo denne Aften optræde som Primadonna i La pruova d'un opera seria. Med et venligt Nik til os hoppede hun ind i Sideværelset.
   »Hvor Du har gjort mig lykkelig, Bernardo!« raabte jeg høit til ham da vi vare udenfor; »hvor hun er elskelig, elskelig som i Sang og Spil! - Men hvor i Alverden er Du kommet til hende, har saa hurtigt gjort dette Bekjendtskab? Jeg begriber slet intet, det Hele synes mig en Drøm, selv det, at jeg har været her!«
   »Hvorledes jeg er kommet der!« svarede han, »o ganske simpelt; jeg fandt det var min Pligt, som en af Roms unge Nobili, som Officier ved den pavelige Æresvagt, og som Beundrer af alt Skjønt, at jeg gjorde min Opvartning; Kjærlighed behøver ikke det halve af disse Grunde. - Saaledes traadte jeg op, og at jeg nok kan introducere mig, lige saa godt som de, Du selv saae arivere uden Opraaber eller Custode, kan vel ikke betvivles. - Naar jeg er forliebt, bliver jeg altid interessant, og saa kan Du nok vide, at jeg blev ret underholdende her! vi vare efter den første halve Time alt saa temmelig bekjendte, at jeg nok kunde tage mig af Dig med, da Du viste Dig!«
   »Du elsker hende?« spurgte jeg, »elsker hende ret oprigtigt?«
   »Ja meer nu, end før!« udbrød han, »og hvad min Yttring for Dig angaaer, at hun er Pigen, der rakte mig Vinen hos den gamle Jøde, da tvivler jeg aldeles ikke derpaa, hun kjendte mig, da jeg traadte frem for hende, det mærkede jeg tydeligt; selv den gamle Jødemutter, som ikke taler et Ord, men kun sidder og slaaer Takt med Hovedet og taber Masker af Strikketøiet, er et salomonisk Sandheds-Segl for min Formodning! dog Jødinde er Annunziata ikke! det var hendes sorte Haar, hendes mørke Øie, den Omgivning og det Sted, hvor jeg saae hende første Gang, som vildledte mig. Din Formodning er rigtigere, hun er af vor Tro og skal i vort Paradiis. -«
   Om Aftenen vilde vi samles i Theatret; Trængselen var stor, forgjæves søgte jeg efter Bernardo, han var ikke at finde. Jeg fik en Plads, rundt om var opfyldt, Heden tung og trykkende, mit Blod var alt forud i en sælsom feberagtig Bevægelse, jeg syntes halv at drømme de sidste to Dages Begivenheder. Alt var som en Drøm. Intet Stykke [s99] kunde være mindre skikket til at bringe Ligevægt i mit bevægede Sind, end det, som nu begyndte. Buffaen »La pruova d'un opera seria« er som bekjendt et Foster af det meest overgivne, phantastiske Lune; næsten ingen Traad gaaer igjennem det Hele, Digter og Componist have kun tænkt at vække Latter og give Sangerne Leilighed til at glimre. Det er en lidenskabelig lunefuld Primadonna, en Componist, der spiller i samme Farve, og Caprice paa Caprice af de andre Theatermennesker, dette sælsomme Folkeslags, der maa behandles paa en egen Maade, omtrent som Gift, der baade kan dræbe og læge. - Den stakkels Poet hopper om mellem dem, som et lidende ringeagtet Offer.
   Jubel og Blomsterkrandse hilsede Annunziata, da hun traadte ind; det Lune hun viste, Munterheden, kaldte man den høieste Kunst, jeg kaldte det Natur; saaledes havde hun saa ganske været der hjemme, og da nu hendes Sang tonede, som var det tusind Sølvklokker, der vexlede i bløde Harmonier, inddrak hvert Hjerte den Glæde, hun sang, den Glæde, der laae i hendes Øie! - Duetten mellem hende og il compositore della musica, hvor de bytte Partie, saa at hun synger Mandens og han Damens, var en Triumph for begges Virtuositet, men især grebes alle, ved hendes Spring fra den dybeste Alt til den høieste Sopran. I sin lette, yndige Dands lignede hun Terpsichore paa de etruriske Vaser, hver Bevægelse kunde være et Studium for en Maler og en Billedhugger. - Den hele yndige Livlighed, syntes mig en Udvikling af hendes egen Personlighed, den jeg i Dag havde lært at kjende. Fremstillingen af Dido var mig Kunststudium, hendes »Prima donna« i denne Aften den høieste Subjectivitet.
   Uden synderlig Forbindelse ere store Bravournummere fra andre Stykker lagt ind; ved den Skalkagtighed, hvormed hun sang dem, blev det naturligt; det var Overgivenhed, Drillerie, der bevægede hende til disse Pragtforestillinger.
   Mod Stykkets Slutning forsikkrer Componisten, at Alt er fortræffeligt, at Ouverturen nu kan begynde, han uddeler nu Musiken til det virkelige Orchester, Prima donna hjælper ham, Tegnet gives, og begge falde da ind med de skrækkeligste øre- og hjerteskærende Dissonantser, applaudere »Bravo, Bravo!« og Publicum med. Latteren overdøvede næsten Musiken, men jeg var angrebet til Sjælen og følte mig i en halvsyg Exaltation. Annunziata var et vildt overgivent Barn, men elskelig i sin Overgivenhed. Hendes Sang bruste, som Bacchantindernes [s100] vilde Dithyramber, selv i Glæden kunde jeg ikke være hende liig, hendes Overgivenhed var aandelig, skjøn og stor, og som jeg saae hende, maatte jeg tænke paa Guido Renis herlige Platfond-Malerie: Aurora, hvor Tidsgudinderne dandse om Solvognen; en af disse har en forunderlig Lighed med Billedet af Beatrice Cenci, men som hun maatte see ud i sit gladeste Livsmoment, dette Udtryk fandt jeg atter hos Annunziata: havde jeg været Billedhugger, da havde jeg i Stenen formet hende, og Verden vilde da have kaldet Statuen: den skyldfrie Glæde. Høiere og høiere, i vilde Dissonantser, brusede Orchestret; il compositore og Prima donna sang; »herligt!« raabte de nu, »Ouverturen er endt, lad nu Teppet gaae op!« og saa faldt det, Buffaen var tilende; men som igaar maatte Annunziata atter frem, Krandse og Blomster, Digte med flagrende Baand fløi hende imøde. Endeel af mine Jevnaldrende, hvoraf jeg kjendte nogle, vilde samme Aften bringe hende en Serenade, jeg var med; det var en Evighed siden, jeg havde sjunget.
   En Time efter at hun alt var i sit Hjem, drog vor Skare hen paa Piazza colonna; Musikanterne bleve stillede under Balkonen, hvor vi endnu saae Lys bag de lange Gardiner; min hele Sjæl var i Bevægelse, jeg tænkte kun paa hende, min Sang blandede sig dristigt med de Andres, jeg havde et Solonummer og alt som jeg sang, svandt alt for mig i den Verden jeg udaandede, min Stemme fik en Kraft, en Blødhed, jeg ikke før havde anet. De Andre rundtom kunde ikke tilbageholde et svagt Bravo, men nok for mig, til at blive opmærksom paa min egen Sang; en forunderlig Glæde sneg sig i mit Bryst, jeg følte den Gud, der rørte sig i mig, og da Annunziata viste sig paa Balkonen, bøiede sig dybt og takkende os, syntes jeg, det kun var mig alene det gjaldt; jeg hørte mig selv høit over Choret, hvor min Stemme bevægede sig, som Sjælen i det store Tonelegeme. I en halv Begeistringsrus kom jeg til mit Hjem, min forfængelige Tanke drømte kun om Annunziatas Glæde over min Sang, jeg havde jo forbauset mig selv.
   Næste Dag aflagde jeg min Visit hos hende; jeg traf alt Bernardo og flere Bekiendter der. Hun var henrykt over den deilige Tenorstemme, hun havde hørt ved Serenaden, jeg blev som et Blod. En af de Tilstedeværende røbede, at jeg var Sangeren, da drog hun mig hurtigt hen til Claveret og forlangte, at jeg skulde synge en Duet med hende; jeg stod som skulde jeg paa Retterstedet, forsikkrede, at det var umueligt, man bad, og Bernardo skjændte, fordi jeg vilde berøve [s101] dem at høre Signora; hun tog mig ved Haanden, og jeg var en fangen Fugl; det hjalp nu ikke, at jeg slog med Vingerne, jeg maatte synge. Det var en mig bekjendt Duet; Annunziata slog an og hævede sin Stemme; med bævende Toner begyndte jeg min Adagio, hendes Blik hvilede paa mig, som vilde det sige: Mod, Mod! følg mig i min Toneverden! og kun den og Annunziata tænkte og drømte jeg. Min Frygt forsvandt, og jeg endte dristigt Sangen. Et stormende Bifald hilsede os begge, selv den gamle, tause Kone nikkede venligt til mig.
   »Menneske!« hvidskede Bernardo, »Du har forbauset mig!« og nu fortæller han Alle, at jeg besad endnu et Talent, ligesaa prægtigt, jeg var ogsaa Improvisator, og at jeg maatte glæde dem, ved at give en Prøve derpaa. Min hele Sjæl var i Bevægelse, smigret for min Sang, og noget sikker paa min egen Kraft, behøvedes kun Annunziatas Bøn, og for første Gang som Ældre havde jeg Dristighed nok, til at vove at improvisere. Jeg greb hendes Guitar, hun opgav mig Ordet: »Udødelighed!« Jeg overtænkte det rige Æmne, greb nogle Accorder og begyndte nu min Digtning, som den fødtes i min Sjæl. Min Genius førte mig over det svovlblaa Middelhav til Grækenlands vildtfrodige Dale, Athen laae i Gruus, den vilde Figen voxte over de sønderbrudte Capiteler, og Aanden sukkede; thi fordum i Perikles's Dage, bevægede den glade Vrimmel sig her under de stolte Buer, det var Skjønhedens Fest, Qvinder som en Lais dandsede med Krandse gjennem Gaderne og Skjaldene sang høit, at det Skjønne og Gode aldrig forsvandt. Nu vare hine Skjønhedens ædle Døttre Støv, blandet med Støv, de Former glemte, der havde henrykket en lykkelig Slægt; og som min Genius græd paa Athenens Gruus, drog man frem af Jorden herlige Billeder, skabte ved Kunstnerens Haand, mægtige Gudinder slumrende i Marmor-Klæder, og min Genius kjendte Athenens Døttre, Skjønheden hævet til Guddom, i det hvide Marmor bevaret for de kommende Slægter. Udødelig, sang min Genius, er Skjønheden, men ikke jordisk Kraft og Vælde! svang sig bort over Havet, til Italia, til Verdensbyen der, stirrede taus fra Keiserborgens Rester udover det gamle Roma! Tiberen væltede sine gule Bølger, og, hvor Horatius Cocles eengang stred, bar den nu Barken med Træ og Olie til Ostia. Hvor paa Forum Curtius styrtede sig i Flammesvælget, strakte sig nu Qvæget i det høie Græs. Augustus og Titus! stolte Navne, som kun deres sønderbrudte Templer og Buer endnu nævnede! Romas Ørne, Jupiters mægtige Fugle laae døde i Reden. Roma! hvor var din Udødelighed? [s102] Da flammede Ørnens Lyn, Banstraalen foer ud over det opvoxende Europa. Romas styrtede Throne blev en Peters Stol, og Konger vandrede barfodede til den hellige Stad: Roma, Verdens Hersker. Men i Seclernes Flugt toner Død! Død for Alt, hvad Haanden kan gribe, hvad et jordisk Øie kan beskue! Men kan vel Peterssværdet ruste? - Ørne flyve ud fra Øst og Vest! Kan Kirkens Vælde synke? Kan det Umulige skee! Roma staaer dog stolt i sit Gruus med Oldtids Guder og hellige Billeder, den behersker Verden ved den evige høie Kunst. Til dine Høie, Roma, vilde altid Europas Sønner valfarte; fra Øst og fra Vest, fra det kolde Norden ville de strømme hertil og Hjerterne bekjende »Roma! din Magt er udødelig!«
   Et stormende Bifald hilsede mig da jeg endte denne Stanze, kun Annunziata rørte ei en Haand, men taus og skjøn, som et Venusbillede, saae hun mig ind i Øiet med et Blik, saa trofast, det fulde Hjertes tause Sprog og Ordene flød fra mine Læber i lette Vers, som Tanken og Begeistringen gav dem.
   Fra Verdens store Skueplads førte jeg dem paa den mindre Scene, skildrede den store Kunstnerinde, der ved Spil og Toner rev hvert Hjerte med sig. Annunziata slog Øiet ned, thi det var hende, jeg tænkte, hende man maatte see, i den Skildring, jeg gav. Og naar nu den sidste Tone hendøde, Tæppet faldt, og selv den brusende Jubel henduftede, da var ogsaa hendes Kunstværk dødt, et deiligt Liig, jordet i Tilskuerens Bryst. Men en Digters Hjerte er som Madonnas Grav, Alt vorder Blomster og Duft, den Døde stiger herligere derfra, og hans mægtige Sang toner for hende: »Udødelighed!«
   Mit Øie hvilede paa Annunziata; Tanke og Læbe havde udtalt sig, jeg bøiede mig dybt, og alle omringede mig med Tak og Smiger.
   »De har inderlig glædet mig!« sagde Annunziata, og saae mig fortroligt i Øiet; jeg vovede at kysse hendes Haand.
   En høiere Interesse for mig var ved min Digtning vakt hos hende, hun følte alt da, hvad jeg først senere erkjendte, at min Kjærlighed til hende havde bragt mig til at sætte hendes Kunst og den, der udøvede den, paa en Udødeligheds Plads, den ei kunde opnaae. Den dramatiske Kunst er som Regnbuen en himmelsk Pragt, en Bro mellem Himlen og Jorden, den beundres og forsvinder med hver sin Farve.
   Daglig aflagde jeg hende mit Besøg. De faa Carnevalsdage, som vare tilbage, fløi hen som en Drøm, men jeg nød dem ret, thi hos Annunziata inddrak jeg en Livsglæde, jeg aldrig før havde kjendt.
   [s103] »Du begynder jo at blive et Menneske!« sagde Bernardo, »et Menneske, som vi andre, og har dog endnu kun nippet til Bægeret. Jeg tør sværge paa, at Du aldrig har kysset en Pige, aldrig hvilet dit Hoved til hendes Skulder! Hvis Annunziata nu elskede Dig -?«
   »Hvad tænker Du paa!« svarede jeg halv vred, og Blodet brændte i mine Kinder! »Annunziata! den herlige Qvinde, der staaer saa høit over mig!«
   »Ja min Ven, høit eller lavt! hun er et Fruentimmer, og Du en Poet, deres Forhold kan man aldrig bedømme! har Poeten først Plads i Hjertet, saa har han ogsaa Nøglen, der kan lukke Elskeren ind!« -
   »Det er Beundring for hende, der opfylder min Sjæl! jeg hylder hendes Munterhed, hendes Forstand og den Kunst, hun udøver! elske hende? den Tanke er endnu aldrig opstaaet hos mig.«
   »Hvor alvorlig og høitidelig!« udbrød Bernardo leende. »Du er ikke forelsket! nu, det er jo sandt, Du er jo ogsaa et af disse aandelige Amphibier, man ikke veed, om de egentlig høre Legem- eller Drømmeverdenen til! - Du er ikke forelsket, er det ikke saaledes, som jeg, saaledes, som enhver Anden maatte være. Du siger det jo selv, og jeg vil troe Dig! Men Du maa ogsaa vise det i din Maade at være paa! ikke lade Blodet marschere op og ned i Kinderne, fordi hun taler til Dig, ikke sætte dette betydningsfulde Ildblik paa hende! jeg raader Dig det for hendes egen Skyld! hvad troer Du Andre tænke derom? - Men nu reiser hun da overmorgen, og hvem veed, om hun vender tilbage efter Paaske, som hun har lovet!«
   Fem lange Uger vilde Annunziata forlade os. Hun var engageret for Theatret i Florenz og Afreisen bestemt til den første Dag i Fasten.
   »Nu faaer hun en ny Flok Tilbedere!« udbrød Bernardo; »de gamle blive da snart glemte, ja selv din smukke Improvisation, hvorfor hun sendte Dig saa kjærlige Blikke, at man ordentlig kunde blive ganske forskrækket derover! Men det er en Nar, som kun tænker paa een Qvinde! vi have dem alle! Engen staaer fuld af Blomster, man kan plukke overalt!« -
   Om Aftenen vare vi sammen i Theatret; det var sidste Gang, Annunziata optraadte før sin Afreise. Vi saae hende atter som Dido, og i Spil og Sang stod hun høit som første Gang, et Høiere kunde der ikke være; det var Kunstens Fuldendelse. Hun var mig igjen det rene Ideal, jeg hiin Aften havde opfattet. Det muntre Lune, den lette Overgivenhed, hun aandede i Opera Buffa og i selve Livet, syntes [s104] mig en broget Verdensdragt, hun tog paa; den klædte hende godt, men i Dido viste sig hendes hele Sjæl, hendes egentlige og aandelige Jeg. Henrykkelse og Jubel hilste hende; høiere var den neppe for Cæsar og Titus steget fra det begeistrede Romerfolk.
   Med et rørt Hjertes oprigtige Tak sagde hun os Alle Lev vel, og lovede at vende snart tilbage igjen. Et gjentaget »Brava!« opfyldte Huset; man vilde atter og atter see hende, og i Triumph, som første Gang, drog man hendes Vogn gjennem Gaderne; jeg var mellem de forreste! Bernardo jublede begeistret, som jeg, i det vi holdt fast ved Vognen, hvor Annunziata smilte, lykkelig, som et ædelt Hjerte kan være det.
   Næste Dag var den sidste for Carnevalet, og den sidste, Annunziata endnu var i Rom. Jeg kom for at gjøre min Afskeds-Visit. Hun var stærkt bevæget over den Hyldest, man havde skjænket hendes Talent; hun glædede sig alt til ved Paaske at vende her tilbage igjen, uagtet Florenz, ved sin skjønne Natur og de herlige Billedgallerier, var hende et kjært Opholdssted. Ved nogle smaa Træk gav hun mig nu et saa klart Billede af Sted og Omgivning, at jeg tydeligt saae det Hele, de skovgroede Apenniner oversaaet med Villaer, piazza del granduca og alle de gamle prægtige Palaier. »Jeg skal igjen see det herlige Gallerie!« udbrød hun, »hvor jeg første Gang inddrak Kjærlighed for Skulptur og følte Menneskeaandens Storhed, der vidste, som en Prometheus, at aande Liv i det Døde! kunde jeg i dette Nu føre dem ind i et af Værelserne, det mindste af dem alle, men for mig det kjæreste, de vilde blive lykkelig, som jeg var det, som jeg er det ved Erindringen. I det lille ottekantede Kammer hænge kun udvalgte Mesterværker, men alle forsvinde de for det levende Steenbillede her, den medicæiske Venus! Jeg har aldrig seet sligt Livsudtryk i Stenen! Marmorøiet, der ellers staaer uden Seekraft, er her levende! Kunstneren har saaledes formet hendes Blik, at ved Belysningen synes hun at see, at skue os ind i Sjælen; det er Gudinden selv, født af Havets Skum, der staaer for os. Paa Væggen bag Statuen hænge to prægtige Venus-Billeder af Titian, det er Skjønheds-Gudinder i Liv og Farver, men kun den jordiske Skjønheds, det rige Yppige, Marmorgudinden er det himmelske! - Raphaels Fornarina, de overjordiske Madonnaer røre min Aand og mit Hjerte, og dog maa jeg altid vende tilbage til Venusstatuen, hun staaer mig ikke som et Billede, men lys og levende, skuende mig ind i Sjælen med sit Marmor-Øie! [s105] Jeg veed ingen Statuer, ingen Gruppe, der saaledes tiltaler mig; nei, ikke engang Laokoons, skjøndt Stenen synes at sukke i Smerte! den vaticanske Apollo, som de jo kjender, er mig alene et værdigt Sidestykke. Den Kraft og aandelige Storhed, Kunstneren har lagt i Digterguden, staaer qvindelig ædlere i Skjønheds-Gudinden!«
   »I Gipsaftryk kjender jeg den herlige Statue!« svarede jeg. »I Paster har jeg seet gode Aftryk.
   »Men intet er jo ufuldkomnere! den døde Gipsmasse gjør Udtrykket dødt! Marmoret giver Liv og Sjæl, i det bliver Stenen kjødfuldt, det er som Blodet rullede under den fine Hud. - Gid De var med i Florenz, for at beundre og tilbede. Jeg vilde være deres Guide, som De i Rom maa være min, naar jeg kommer tilbage!«
   Jeg bukkede dybt og følte mig smigret og lykkelig ved hendes Forlangende. »Først efter Paaske, see vi dem atter?« -
   »Ja til Peters-Kirkens Illumination og Girandola!« svarede hun; tænk imidlertid venligt paa mig, som jeg paa Galleriet i Florenz ofte vil erindre Dem og at ønske De var der, og saae dets Skatte! det gaaer mig stedse saaledes: seer jeg noget Skjønt, da længes jeg efter mine Venner, ønsker, de vare hos mig og kunde ogsaa nyde godt deraf. Det er min Slags Hjemvee.«
   Hun rakte mig Haanden, jeg kyssede den, og vovede halv i Spøg at sige: »Vil De bringe den medicæiske Venus mit Kys!«
   »Altsaa mig gjælder dette ikke!« sagde Annunziata; - »Nu, jeg skal ærligt besørge det!« Hun nikkede derpaa saa mildt, og takkede mig for de glade Timer, jeg havde forskaffet hende ved min Sang og Improvisation! »Vi sees igjen!« udbrød hun, og som en Drømmende forlod jeg Værelset.
   Udenfor mødte jeg den gamle Dame, der venligere end sædvanligt hilsede paa mig; i min bevægede Sindsstemning kyssede jeg hende paa Haanden, hun klappede mig mildt paa Skuldren, og jeg hørte hende sige: »De er et godt Menneske!« og saa var jeg paa Gaden, lykkelig ved Annunziatas Venlighed og henrykt over hendes Aand og Skjønhed. -
   Jeg følte mig ret oplagt til at nyde denne sidste Carnevalsdag; jeg kunde ikke forestille mig, at Annunziata reiste bort, vor Afsked havde været saa let, Gjensynet forekom mig at være næste Morgen. Uden Maske tog jeg dog lystig Deel i Kampen med Confetti. Alle Stolene langs hele Gaden vare besatte, alle Stilladser og Vinduer opfyldte, [s106] Vognene kjørte op og ned, og den brogede Menneskevrimmel trængte sig, som en bølgende Strøm, imellem dem. For at aande lidt friere, maatte man dristigt springe foran en af Vognene, det lille Rum imellem den, der var foran, og den, der fulgte efter, var det eneste, i hvilket man nogenlunde kunde bevæge sig. Musiken bruste, lystige Masker sang, og bag fra en af Vognene udbasunede il capitano sine stolte Bedrifter til Lands og Vands; kaade Drenge paa Træheste, hvis Hoved og Bagdeel egentlig kun var synlig, det Øvrige bedækket med et broget Teppe, som skjulte Rytterens to Been, der erstattede Hestens fire, trængte sig ind i det snevre Rum mellem Vognene og gjorde Forvirringen større. Jeg kunde hverken slippe frem eller tilbage, Fraaden af Hestene tæt bag ved mig fløi om mine Øren; i denne Trængsel sprang jeg op paa en Vogn, hvori der sad to Maskerede, som det syntes en gammel tyk Herre, i Slaabrok og Nathue, og en nydelig Blomsterpige. Hun havde strax mærket, at det ei var Overgivenhed, men snarere Frygt, der fik mig til at springe op, og klappede mig derfor paa Haanden, idet hun bød mig to Confettikugler til Vederqvægelse. Den gamle Herre derimod kastede mig en heel Kurv fuld i Ansigtet, og da Pladsen blev friere bag mig, begyndte ogsaa Blomsterpigen, saa at jeg, overvældet og uden at have samme Vaaben, maatte, ganske hvid fra Top til Taa, paa det hurtigste tage Flugten; to Harlequiner børstede mig lystig af med deres Brix, men da Vognen i sin Tour atter passerede mig, begyndte samme Uveir; jeg besluttede nu at sikkre mig igjen ved Confetti, men Kanonskuddene lød, Vognene maatte ind i de snevre Sidegader, for at gjøre Plads til Væddeløbet, og mine to Maskerede vare mig af Syne. De syntes at kjende mig; hvem kunde det være! Bernardo havde jeg slet ikke seet i corso denne Dag; en Tanke gik op for mig: den gamle Herre i Slaabrok og Nathue maatte være ham, og den nydelige Hyrdinde, hans saakaldte »tamme Fugl«. Ansigtet gad jeg dog nok have seet! Jeg havde faaet Plads paa en af Stolene tæt ved Hjørnet; snart lød Kanonskuddet, og Hestene brusede gjennem corso op mod den venetianske Plads; Menneskevrimlen opfyldte igjen Gaden bagved dem; jeg vilde alt stige ned, da et ængsteligt Skrig lød rundt om: »Cavallo!« En af Hestene, der først havde naaet Maalet, var ikke der blevet standset og havde altsaa øieblikkelig vendt om og fortsat Veien tilbage. Betænker man den tætte Vrimmel, den Tryghed, hvormed nu Alle gik, efter at Løbet var til Ende, da seer man, hvilken Ulykke der kunde skee. Som [s107] en Lynstraale gjennemzittrede mig Erindringen om min Moders Død, det var, som følte jeg det frygtelige Moment, da de vilde Heste bruste hen over os. Mit Øie stirrede ubevægeligt fremad. Mængden fløi som ved et Trylleslag til Siderne, den syntes i samme Nu som trængt ind i sig selv; jeg saae, Hesten fraadende og med blodige Sider, den vildtflagrende Manke og Funkerne, der gnistrede fra dens Fødder, suse forbi, og med Eet, som strakt til Jorden ved et Skud, styrte om og være død. Ængsteligt spurgte enhver, om ingen Ulykke var skeet, men Madonna havde holdt sin beskyttende Haand over sit Folk, der hørtes intet, og den vel overstaaede Fare gjorde Gemytterne lystigere og langt vildere. Tegnet lød, at Ordenen med Vognrækken var ophørt, og det prægtige moccolo, som glimrende Finale for Carnevalet, skulde begynde. Vognene kjørte nu ind mellem hverandre, Forvirringen og Støien blev større, Mørket ved hvert Minut stærkere, men nu tændte hver sin Voxstabel, Enkelte hele Bundter. I alle Vinduer sad de med Lys, Huse og Vogne i den stille, deilige Aften, vare som oversaaede med disse glimrende Stjerner, Papirslygter, Pyramider af Lys svævede paa lange Stænger fra øverste Etage ud over Gaden, hver søgte at beskjærme sit Lys, men at slukke sin Naboes, idet Raabet steg vildere og vildere: »Sia ammazato, chi non porta moccolo!« Forgjæves beskjærmede jeg mit, hvert Øieblik var det ude, jeg kastede det bort, og Alle om mig skulde gjøre som jeg. Damerne langs Husets Muur stak deres Lys ind gjennem Kjældervinduerne og raabte leende til mig: senza moccoli; de troede deres eget Lys sikkert, men Børnene indenfor klattrede op paa Bordene og blæste det ud. Smaa Papirs Balloner og Lamper med Lys dalede ned fra de øverste Vinduer, hvor Flere sad, med tændte Voxstabler i hundredeviis og holdt dem paa lange Rør ud over Gaden, idet de raabte: »den skal døe, som ikke bærer et lille Lys!« nye Skikkelser klattrede imidlertid ud paa Tagrenden, og havde, paa lange Stokke, deres Lommetørklæder, hvormed de slukkede hines Lys, idet de selv holdt deres høit i Luften og raabte et: »senza moccoli!« - En Fremmed, der aldrig saae det, gjør sig ingen Forestilling om denne bedøvende Tummel, denne Vrimmel og Trængsel. Luften er tyk og varm af Menneskemassen og de brændende Lys. Pludseligt, idet nogle Vogne trak ind i den mørke Sidegade, saae jeg, tæt foran mig, mine to Masker; Lysene vare slukkede for Cavalieren i Slaabrok, men den unge Blomsterpige holdt en Bouquet af brændende Voxstabler høit paa et Rør, der vist var 4 til 5 [s108] Alen langt, hun loe høit af Glæde, da man ikke kunde naae op med de paa Stokke bundne Tørklæder, og Manden i Slaabrok overvældede med Confetti enhver, som vovede at nærme sig; jeg lod mig ikke afskrække; i et Nu var jeg bag paa Vognen, greb fast om Røret og, skjøndt jeg hørte et bønligt »Nei!« og hendes Beskytter dyngede mig over med Kalkkuglerne og det ikke skaansomt, greb jeg fast om Røret, for at faae Lysene ned, det brast i mine Hænder og den straalende Bouquet faldt, under Mængdens Jubel, ned paa Jorden. »Fy, Antonio!« raabte Blomsterpigen. Det gik mig igjennem Marv og Been, thi det var Annunziatas Stemme. Hun kastede mig al sit Confetti over Ansigtet, og Kurven med. I min Overraskelse sprang jeg ned og Vognen rullede fremad, men jeg saae en Bouquet, som et Forsonings-Tegn, flyve til mig; jeg greb den i Luften, vilde efter dem, men det var umuligt at slippe frem, Vognene vare i Trængsel, der var den største Forvirring, idet nogle rykkede til een Side, andre til den anden; jeg kom om i Sidegaden, men, som jeg aandede friere, følte jeg meer den tunge Vægt paa mit Hjerte. »Hvem var det Annunziata kjørte med?« - At hun den sidste Dag vilde til Carnevalet, fandt jeg naturligt, men Herren i Slaabrok? Ak ja, min første Formodning var vistnok sand! Det maatte være Bernardo. Jeg vilde overtydes derom. I Hast foer jeg afsted gjennem Sidegaderne, og kom til Piazza colonna, hvor Annunziata boede, og posterede mig ved Porten, for at oppebie hendes Ankomst. Snart kom ogsaa Vognen, og, som var jeg Husets Tjener, sprang jeg til, Annunziata hoppede ned uden at see paa mig; nu kom Herren i Slaabrok, han steg for langsomt ud til at være Bernardo; »Tak, min Ven!« sagde han, og jeg hørte, at det var den gamle Veninde, saae ogsaa paa Fødderne og den brune Kjole, der hang nedenfor Slaabrokken da hun steg ud, hvorledes jeg havde feilet i min Formodning. »Filisissima notte, Signora!« raabte jeg høit i min Glæde. Annunziata loe, sagde spøgende, at jeg var et slet Menneske, og at hun vilde skynde sig bort til Florenz, men hendes Haand trykkede min. Salig og med let Hjerte forlod jeg hende, jublede høit det vilde Raab: døe skal den, der intet Lys har! og saa havde jeg selv slet intet. - Jeg tænkte imidlertid kun paa hende og den gode, gamle Kone, der, sikkert alene for at glæde hende, havde iført sig Slaabrok og Nathue og saaledes deeltaget i Carnevalet, en Glæde, hun ikke syntes skabt for. Og hvor smukt og naturligt af Annunziata, at hun ikke var kjørt med Fremmede, ikke havde tilladt Bernardo eller selv Kapelmesteren [s109] at kjøre i sin Vogn. At jeg, i det Øieblik jeg kjendte hende, var blevet skinsyg paa Nathuen, var noget, jeg ikke vilde indrømme for mig selv; lykkelig og glad var jeg, og i Glæde vilde jeg ende de faa Timer, der endnu vare tilbage, før Carnevalet, som en Drøm, var tilende. Jeg gik i Festino, det hele Theater var decoreret med Guirlander af Lamper og Lys, alle Loger vare opfyldte med Maskerede og Fremmede uden Maske; fra Parterret gik en høi, bred Trappe over det sædvanlige Orchester, som det skjulte, og op paa Scenen, der med Drapperier og Krandse var decoreret til Balsal; to Orchestre vexlede med hinanden; en Mængde Quacqueri og Veturin-Masker dandsede en lystig Ringdands om Bacchus og Ariadne; de toge mig med i Kredsen, og i Glæden gjorde jeg de første Dandse-Trin, og fandt det saa lystigt, at det ikke blev ved disse, nei, da jeg ud paa Natten hoppede hjem, gjorde jeg endnu en Svingom med de lystige Masker og raabte med dem: »den lykkeligste Nat paa det skjønneste Carneval!«
   Min Søvn var kun kort. Jeg tænkte i den smukke Morgenstund paa Annunziata, som nu maaskee i dette Øieblik forlod Rom, tænkte paa de lystige Carnevalsdage, der syntes at have skabt et nyt Liv for mig, og nu, med al deres Jubel og Vrimmel, vare forsvundne. Jeg havde ingen Ro! jeg maatte ud i den friske Luft. Alt var der med Eet forandret. Alle Døre og Boutikker lukkede, faa Mennesker paa Gaden, og i corso, hvor den lystige Vrimmel igaar neppe kunde trænge sig frem, gik nu nogle Slaver i deres hvide Klædning med de brede, blaa Striber og feiede Confetti bort, der som Hagl laae over Gaden; en ussel Hest, med sit Høeknippe bundet ved Siden, hvilket den aad af, trak den lille Karre, hvori Feieskarnet samledes. En Veturin holdt foran et Huus, belæssede sin Kareth ovenpaa med Kasser og Æsker, trak en stor Matte hen over den hele Bygning og snørede nu Jernkjæderne fast, næsten ind i Læderet af de mange Kofferter bag paa. Fra en Sidegade kom en lignende bepakket Kareth. Alle droge bort. Det gik til Neapel eller Florenz. Rom skulde være død i fem lange Uger fra Askeonsdag til Paaske.

H. C. Andersen Homepage