H. C. Andersen: Improvisatoren 1,7

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,7

                VII 

          Skolelivet. Habbas Dahdah. Divina comedia. 
                Senatorens Brodersøn.

   [s58] Signora var reist bort med sin Gemal, jeg var Skolar i Jesuiter-Skolen; nye Beskjæftigelser sysselsatte mig, nye Bekjendter traadte frem, mit Livs dramatiske Deel begyndte at udvikle sig. Her præsse Aar sig sammen, hver Time rig paa Afvexling, det er en Cyclus af Billeder der nu, seet fra et fjernere Standpunkt, smelter sammen i eet eneste stort Malerie: mit Skoleliv. Som for den Fremmede, der første Gang bestiger Bjergene og nu ovenfra seer ned over et Hav af Skyer og Taage, der lidt efter lidt hæver sig, eller fordeles, saa at nu en Bjergtop med Byer titter frem, nu det solbelyste Partie af Dalen, saaledes aabenbarede sig, fremsteg og voxte min Aandens Verden. Lande og Byer, jeg aldrig havde drømt om, fødtes bag Bjergene, der begrændse Campagnen, Historien befolkede mig hver Plet, sang mig sælsomme Sagn og Eventyr; hver Blomst, hver Væxt fik Betydning, men skjønnest stod mig mit Fædreneland, det herlige Italia; jeg følte mig stolt af at være Romer; hver Plet i min Fødeby blev mig kjær og interessant, de sønderbrudte Capiteler, henslængte som Hjørnestene i de snævre Gader, vare mig hellige Rester, Memnonsstøtter, der sælsomt sang til mit Hjerte. Tiberens Siv hvislede om Romulus og Remus, Triumphbuer, Søiler og Statuer indpræntede mig dybere mit Fædrenelands Historie; jeg levede i hiin classiske Old, og min Nutid, det vil sige: Læreren i Historien, gav mig Roes og Hæder derfor.
   Hvert Selskab, det politiske, som det kirkelige, Forsamlingen i Kroen og den fornemme Kreds om den Riges Spilleborde, hver have de sin Harlequin, han bære nu Brix, Ordenskjæde eller Ornat, en Skole har ham ikke mindre. De unge Øine opdage let Skiven for deres Spot; vi havde vor, saa godt som noget Selskab, og vor var den alvorligste, den meest gnavne, brummende, prædikende Harlequin og derved den kosteligste: Abbaten Habbas Dahdah, et arabisk Skud, fra sin Barndom omplantet og opvoxet i det pavelige Gebeet, nu vor [s59] Smags Leder og Styrer, Jesuiter-Skolens, ja Academia Tiberina's æsthetiske Hoved.
   Som Ældre har jeg tidt tænkt over Poesien, denne sælsomme, guddommelige Indskydelse. Den staaer mig, som det rige Guld i Bjerget; Dannelse og Opdragelse ere de snilde Bjergmænd, som vide at rense det; stundom kan man støde paa ganske ublandede Stykker: Naturdigterens lyriske Improvisationer. Een Aare bringer Guld, en anden Sølv, men der findes ogsaa Tin og ringere Metaller, som ikke ere at foragte, tidt kunne de ved Polering og Udziringer endogsaa komme til at see ud, som det ægte Sølv og Guld; efter disse forskjellige Metaller inddeler jeg mine Poeter i Guld-, Sølv-, Kobber- og Jernmænd. Men nu kommer der en ny Skare, de, som kun arbeide i simpelt Pottemagerleer, Ikkepoeterne, som dog saa gjerne ville med i Lauget. Habbas Dahdah var en af disse og stod just da paa det Punct, at have bragt det til at gjøre et vist Slags Potter, som han med en Art poetisk Frihed slog over Folk, som han hverken i dyb Følelse eller Digteraand var istand til at maale sig med. Lette, smidige Vers, kunstige Formationer af disse, saaledes at de for Øiet dannede Vaser, Hjerter og Sligt, fandt hans Beundring og Bifald. Det var saaledes maaskee ene det forunderlige Melodiøse i Petrarca's Sonnetter, der indtog ham for denne Digter, maaskee ogsaa Mode, eller en fix Idee, et lyst Øieblik i hans Anskuelsers Sygelighed, thi Petrarca og Habbas Dahdah vare to høist forskjellige Væsner. Han lod os lære næsten Fjerdedelen af det lange episke Digt: Africa*, saa at der faldt salte Taarer og Stokkeprygl for Scipionerne. Grundigheden hos Petrarca blev daglig indpræget os; »de overfladiske Poeter,« sagde han, »disse, som kun male med Vandfarve, Phantasiebørnene, ere den rette Fordærvelsens Yngel! selv den største af disse, denne Dante, som maa have Himmel, Jord og Helved, i Bevægelse, for at kunne opnaae en Udødelighed, som Petrarca alt vinder ved en eneste lille Sonnet, er mig liden, saare liden! Ja vel, han kunde skrive Vers! Det er disse Tonebølger, der bære hans Babeltaarn til de fjerne Slægter! Havde han dog fulgt sin første Plan, skrevet det paa Latin, da havde det viist Studium, men det har generet ham og saa skrev han i dette volgare, vi endnu have. En Strøm er det, [s60] siger Boccacio, hvorigjennem en Løve kan svømme og et Lam gaae; jeg finder ikke denne Dybde og Simpelhed. Der var ingen rigtig Grund hos ham ingen Fasthed, en evig Vaklen mellem Oldtid og Nutid! Men Petrarca, denne Sandhedens Apostel, viste ikke sit Mod ved med Pennen at sætte en afdød Pave eller Keiser i Helvede; han stod i sin Tid, som Choret i den græske Tragedie, traadte op, en mandlig Casandra, varslende, dadlende, mod Paver og Fyrster. Ansigt til Ansigt mod Carl den Fjerde vovede han at sige: »Man seer paa Dig, at Dyder ikke arves!« Med ædel Selvbevidsthed opfordrede han sine Samtidige til at erklære, om han var værdig at bekrandses, som Digter, da Rom og Paris vilde række ham Krandsen. I tre Dage lod han sig examinere, som var han en Pebling, som I, før han besteg Capitoliet, hvor Neapels Konge hang Purpurkaaben om ham og Roms Senat rakte ham Laurbærkronen, som Dante aldrig fik!«* [*Note] Petrarca fødtes i Arezzo den 20de Juli 1304. Han levede og aandede kun for de gamle Classiker, men Laura, som han lærte at kjende i Avignon 1327, bandt ham til Verden. For at forevige sig og Scipionerne skrev han sit episke Digt: Africa, der er glemt for hans melodiøse Sonnetter til Laura, dem han ikke selv vurderede saa høit. [*] [*Note] Dante, hvis Døbenavn var Durante, fødtes i Florents 1261; da han var ti Aar gammel forelskede han sig i Beatrice Portinari, som alt døde 1290; hun var Idealet for ham af skjøn Qvindelighed, der luttrede og adlede hans Sjæl. Han var Kriger i Kampen mellem Arezzo og Pisa, virkede siden som Statsmand og døde i Ravenna 1321. ** Roms største Torv, der paa visse Dage, i den varme Sommer, sættes under Vand. * En Scudo er omtrent af samme Værdi, som en dansk Species; den har 10 Paoli og paa hver Paolo gaaer igjen 10 Bajocchi; disse sidste ere Kobbermønter, de andre Sølv. [*]
   Saaledes gik enhver Tale ud paa, kun at hæve Petrarca og nedsætte Dante, skjøndt de smukt burde staae ved Siden af hinanden, som den duftende Natviol og den blomstrende Rosenhæk*. Alle Sonnetterne maatte vi lære udenad, Dante læste vi ikke et Ord af, kun ved Habbas Dahdahs Daddel lærte jeg, at han bevægede sig i Himlen, Skjærsilden og Helvede, tre Elementer, der i høieste Grad tiltalte mig og indaandede den meest brændende Lyst til at kjende dette Arbejde, men det maatte være hemmeligt; Habbas Dahdah havde ikke tilgivet mig, at jeg berørte denne forbudne Frugt.
   En Dag, da jeg paa piazza Navone** vandrede om mellem de opstablede Oranger, Jernskramleriet, der laae hen af Jorden, de gamle Klæder og hele dette Pulterkammer-Chaos, Pladsen frembyder, kom jeg til et Bord med gamle Bøger og Billeder. Her laae Karicaturer med Macaronislugere, Madonnaer med Sværdet i det blødende Hjerte, og slige høist forskjellige Sager. Et Bind af Metastasio tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg havde en Paolo i Lommen, en stor Formue for mig og sidste Rest af de Scudi, Eccellenza for et halvt Aar siden havde givet mig til Lommepenge. Nogle Bajocchi vilde jeg nok anvende [s61] paa Metastasio, men den hele Paolo kunde jeg ikke skille mig ved*. Handelen var næsten sluttet, da mine Øine faldt paa et Blad: »divina Comedia di Dante!« Min Kundskabens forbudne Frugt paa ondt og godt! Jeg kastede Metastasio og greb efter hiin, men den hang mig for høit, kun tre Paoli kunde løse den ned; jeg vendte Skillingen i Haanden, til den brændte som Ild, men den vilde ikke fordobles, og kun ned til denne Priis kunde jeg stemme Sælgeren, thi det var Italiens bedste Bog, Verdens første Digterværk, sagde han, og en Veltalenheds-Strøm over Dante, den af Habbas Dahdah nedsatte Dante, strømmede fra den ærlige Mands Læber.
   »Hvert Blad,« sagde han, »er saa godt, som en Præken! Det er en Guds Prophet, ved hvis Haand man gaaer gjennem Helveds Luer ind i det evige Paradiis! I kjender den ikke, unge Herre! ellers slog I strax til, om jeg endogsaa forlangte en Scudi! for Eders hele Liv har I der Fædrenelandets skjønneste Bog, og det for lumpne to Paoli!«
   Ak, jeg havde gjerne ogsaa givet tre, havde jeg kun havt dem, men nu blev jeg, som Ræven om de sure Druer, vilde ogsaa vise min Lærdom og krammede en Deel af Habbas Dahdahs Taler ud imod Dante, i det jeg hævede Petrarca.
   »Ja, ja!« sagde Bogkræmmeren, da han med megen Heftighed og Begeistring havde forsvaret sin Digter: »I er for ung, og jeg for meget Lægmand til at vi kunne bedømme slige Folk! Lad hver være god for sig! I har ikke læst ham! I kan ikke! Et ungt varmt Blod kan ikke selv føde Galde mod saadan en Verdens Prophet!«
   Da jeg nu ærligt tilstod ham, at min Dom var ene bygget paa min Lærers Udsagn, tog han af Begeistring for sin Digter Bogen, og skjød den til mig, forlangte kun, som Opreisning for den Paolo, han fik mindre, at jeg nu læste dem og da ikke fordømte Italiens Stolthed, hans kjære, himmelske Dante.
   O hvor jeg blev lyksalig for Bogen! den var nu min, min evige Eiendom. Tvivl havde jeg altid næret til den bittre Habbas Dahdahs Dom; min Nysgjerrighed og Bogkræmmerens Begeistring satte mig i den høieste Spænding, saa at jeg neppe kunde oppebie det Øieblik, hvor jeg, useet af Andre, første Gang kunde begynde paa Bogen.
   Et nyt Liv lod den oprinde for mig! min Phantasie fandt i Dante et [s62] uopdaget Amerika med en større, en yppigere Natur, end den jeg før havde kjendt; mægtigere Fjelde, rigere Farvepragt! jeg oplevede det store Hele, led og nød med den udødelige Sanger. Indskriften over Helvede klang mig ideligt, som Dommedagsklokker paa min Vandring med ham dernede.

    »Igjennem mig man gaaer til Smertens Stad, 
    Igjennem mig til Smertens evige Væren, 
    Igjennem mig til de Forbandede. 
    Retfærdighed drev ham, der har mig bygget, 
    Almagt, Urkjærlighed, Alvidenhed, 
    De have grundet disse mine Mure.«

   Jeg saae denne Luft, altid sort, som Ørkenens Sand, der hvirvler i Stormen, Adams Sæd falde, lig Høstens Blade, mens jamrende Aander hylte i Luftstrømmen. Men Taarer trængte mig i Øiet ved Synet af de ædle Store, der, udeelagtige i Christendommen, her fandt et Opholdsted. Homer, Socrates, Brutus, Virgil og Flere af Oldtidens Bedste og Ædleste, her altid fjernede fra Paradiset. Det var mig ikke nok, at Dante havde gjort det saa hyggeligt og godt, som det i Helved kunde være, Tilværelsen var dog en Jammer uden Qvaler, en haabløs Længsel; de hørte dog til Fordømmelsens Rige, indesluttedes af de dybe Helveds Sumpe, hvor Fordømtes Suk skjød Boble ved Boble i Gift og Pestdamp. Hvorfor kunde ikke Christus, da han nedfoer til Helvede og atter opsteg til Faderens høire Haand, tage alle med sig fra Længselens Dal? Kunde Kjærligheden vælge mellem lige Ulykkelige? - Jeg glemte saa ganske, at det Hele var en Digtning. Til mit Hjerte naaede de dybe Suk fra den sydende Beegsøe; jeg saae den, saae Simonisternes Hær, hvor de dykkede op, og Dæmonerne da stak dem med den skarpe Fork. De levende Skildringer afprægede sig dybt i min Sjæl, de blandede sig i mine Ideer om Dagen, i mine Drømme om Natten. Tidt, naar jeg sov, hørte man mig raabe: Pape Satan, alepp Satan pape!« man troede, at jeg havde Anfægtelser af Djævelen, og det var Reminiscenser, jeg gjentog, af hvad jeg havde læst. I Underviisnings-Timerne var jeg adspredt, tusinde Ideer trængte ind paa mig. Med den bedste Villie kunde jeg ikke forjage dem. »Hvor er Du henne, Antonio?« spurgte man, og Skræk og Skam overfaldt mig, thi jeg [s63] vidste nok, hvorfra det kom, men slippe Dante, ikke fuldende den hele Vandring, var mig umuligt.
   Dagen syntes mig lang og tung, som den forgyldte Blykaabe, Hyklerne maa bære i det dantiske Helvede. Med Uro i Hjertet sneg jeg mig til min forbudne Frugt og inddrak Skrækkebilleder, der straffede mig for min indbildte Synd. Selv følte jeg Stikket af Dybets Slanger, der stikke og hvirvle hen i Flamme, hvorfra de nyfødte, som en Phønix, atter stige, for at udsende deres Gift.
   De andre Skolarer, som sov paa Værelset med mig, vaagnede tidt om Natten ved mit Skrig, fortalte om min sælsomme, usammenhængende Tale om Helvede og de Fordømte. Den gamle Custode havde til sin Skræk en Morgen seet, at jeg med aabne Øine og dog i sovende Tilstand reiste mig op i Sengen, nævnede Lucifer og brødes med ham, til jeg afkræftet sank tilbage i Puderne.
   Det var nu almindeligt antaget, at jeg havde Anfægtelser af den Onde; min Seng blev besprængt med Vievand, man holdt mig til, nøie at læse et vist Antal Bønner, før jeg gik til at sove; intet kunde virke skadeligere imod min Helbredelse, end just denne Fremgangsmaade mod mig, mit Blod kom derved i en større Bevægelse, jeg selv i en mere ængstelig Spænding, da jeg kjendte Grunden, og saae, hvorledes jeg røbede den. Endelig naaede jeg da Overgangspunktet, kom fra Stormen i et Slags Havblik.
   Mellem alle Skolarer stod ingen ved Hoved eller Fødsel høiere end Bernardo, den livsglade, næsten for overgivne Bernardo. Det var hans daglige Spads, at ride paa den udstaaende Tagrende, høit over fjerde Etage, og at ballancere paa et Bræt mellem de to Hjørnevinduer under Taget. Alle Forvirringer i vor lille Skolestat gjaldt for at komme fra ham, og kom sædvanligt ogsaa. Klosterets Stilhed og Ro søgte man at udbrede over os og den hele Bygning, men Bernardo var den forstyrrende Kobold, dog viste han sig aldrig ond, kun mod den pedantiske Habbas Dahdah spillede han lidt over i denne Farve, hvorfor der ogsaa altid var et spændt Forhold mellem disse; men Bernardo blev ikke afskrækket derved: han var en Brodersøn af Roms Senator, havde store Rigdomme og glimrende Udsigter, »thi Lykken,« sagde Habbas Dahdah, »kastede sine Perler i raadne Træbuler, og gik forbi den ranke Pinie.«
   Sin bestemte Mening havde Bernardo i enhver Ting, og hvor han [s64] mellem Kameraderne ikke kunde gjøre den gjældende med Ordet, vare ogsaa Hænderne til Tjeneste, for at indpode paa Rygstykkerne hans saftgrønne Ideer; altid var han saaledes den dominerende. Høist forskjellige i vore Naturer, fandt der dog det bedste Forhold Sted mellem os. Jeg var nu alletider den Eftergivende, men selv dette gav ham Anledning til at spotte mig.
   »Antonio!« sagde han, »jeg kunde prygle Dig, vidste jeg derved at kunne sætte lidt Galde i Dig. Vilde Du bare kun eengang vise Characteer! slaae mig med knyttet Haand ind i Ansigtet, naar jeg drillede Dig, saa kunde jeg blive Din oprigtigste Ven, men nu har jeg slet intet Haab om Dig!«
   En Morgenstund, da vi to just vare ene i Salen, satte han sig op paa Bordet foran mig, saae mig leende ind i Ansigtet, og sagde: »Du er dog en større Skjælm, end jeg! Du spiller jo fortræffeligt Comedie! Saa vander man hans Seng og ryger hans Person! Troer Du ikke, jeg veed det. Du læser Dantes Comedie?«
   Jeg blev som et Blod og spurgte, hvor han kunde beskylde mig for Sligt.
   »Har Du ikke selv denne Nat i Søvne beskrevet mig Djævelen lige ud af divina comedia. Skal jeg fortælle Dig en Historie? Du har jo megen Phantasie, og maa fornøie Dig over Skildringer! I Helvede er der ikke blot Ildsøer og forpestende Moser, som Du nok veed af Dante, men ogsaa store Damme, ganske tilfrosne, Iis og Iis, hvor Sjælene evigt ere frosne fast; naar man har passeret disse, kommer man ind i det allerdybeste Dyb, hvor de ere, som have forraadt Velgjørere, og hvor altsaa Lucifer er, som Oprøreren mod Gud, vor største Velgjører. Han staaer skjult i Iis til Brystet, har Gabet spilet op og inde i det holder han Brutus, Cassius og Judas Ischarioth; denne sidste har endogsaa sit Hoved indad i Gabet, mens den fæle Lucifer ryster sine uhyre Flaggermusevinger. Seer Du, min Søn, naar man eengang har seet den Karl, glemmer man ham ikke saa let. Ham gjorde jeg Bekjendtskab med i Dantes Helvede, og ham beskrev Du til Punkt og Prikke i Søvne denne Nat; da sagde jeg til Dig, ligesom nu: Du har jo læst Dante! men da var Du ærligere end nu, Du hyssede af mig og nævnet vor elskværdige Habbas Dahdah. Tilstaae det kun og som vaagen! jeg vil ikke røbe Dig! Det er endelig engang noget af Dig! Ja, ja, jeg har altid næret et Slags Haab. Men hvor har Du faaet finger paa Bogen? Hos mig kunde Du have faaet den; jeg anskaffede mig den strax; da [s65] Habbas Dahdah talte ondt om den, kunde jeg jo nok vide, at den var værd at læse. De tykke Bind skrækkede rigtignok, men for at drille ham, tog jeg fat paa den, og nu er det tredie Gang jeg læser den. Er Helvede ikke brillant? Hvor troer Du, Habbas Dahdah kommer? Han kan faae det baade varmt og koldt!«
   Min Hemmelighed var røbet, men jeg kunde stole paa Bernardos Taushed. Et fortroligere Forhold knyttedes mellem os; vore Samtaler, naar vi vare ene, dreiede sig om »divina comedia«; denne opfyldte og begeistrede mig, jeg maatte udtale hvad der beskjæftigede min Sjæl og mine Tanker: Dante og hans udødelige Værk blev saaledes mit første Digt, som jeg nedskrev paa Papiret.
   I Udgaven til divina comedia stod hans Levnetsbeskrivelse, rigtignok kun en Skizze, men nok for mig til at opfatte et eget Billede deraf. Jeg besang i ham og Beatrice den rene aandelige Kjærlighed, skildrede hans Smerte i Kampen mellem de Sorte og Hvide, den Bandlystes tunge Vandringer over Bjergene og hans Død mellem Fremmede. Meest levende udtalte jeg den befriede Sjæls Flugt, dens Skuen tilbage over Jorden og Dybet! den hele Skildring var i faa Træk laant fra hans udødelige Digt. Skjærsilden, som han selv havde besjungen den, aabnede sig atter; Undertræet prangede med herlige Frugter paa de bøiede Grene, der vædedes af evigt brusende Vandfald. Han sad i Baaden, hvor Engelen brugte sine store hvide Vinger, som Segl, mens Bjergene rundt om bævede, i det de luttrede Sjæle stege til Paradiset, hvor Solen og alle Engle, som Speil, kun kastede Straalerne tilbage fra den evige Gud, hvor Alt var Salighed; det laveste Trin, som det høieste, gav den lige stor, eftersom hvert Hjerte kunne rumme den.
   Bernardo hørte mit Digt og fandt det ganske mesterligt. »Antonio,« sagde han, »det maa Du fremsige til Festen! Det vil ærgre Habbas Dahdah! Det er kosteligt! Ja, ja, det og intet andet skal Du fremsige!«
   Jeg gjorde en benægtende Bevægelse.
   »Hvad?« udbrød han, »Du vil ikke? Da vil jeg! pine ham skal jeg med den udødelige Dante! Herlige Antonio, lad mig faae dit Digt! Jeg fremsiger det! Men saa maa det rigtignok gaae for mit! Vil Du ikke nok miste dine smukke Fjer, til at pynte Alliken med? Du er jo et mageløst føieligt Menneske, og her er det et smukt Træk af dig! Du siger jo ja?«
   [s66] Hvor gjerne vilde jeg ikke føie ham, hvor gjerne selv see denne Spøg; der behøvedes altsaa ikke mange Overtalelser.
   Det var den Tid Skik i Jesuiterskolen, som endnu i Propaganda paa den spanske Plads, at den 13de Januar, »in onore dei sancti re magi«, den største Deel af Eleverne optraadte som Declamatorer, hver med et Digt i de forskjellige Sprog, som her dyrkedes, eller var givet dem ved Fødsel og Hjem; selv kunde vi vælge et Stof, dette blev nu underkastet Censur af vore Lærere og derpaa tilladt os at udarbeide.
   »Og I, Bernardo,« sagde Habbas Dahdah den Dag vi skulde opgive vort Thema, »I, Bernardo, har vel intet valgt? I hører ei til Sangfuglenes Slægt, Eder kunne vi overspringe!«
   »O nei,« var Svaret, »jeg vover det denne Gang! jeg har tænkt at besynge en af Digterne! Rigtignok ikke den største, det Mod har jeg ikke endnu, men jeg har tænkt paa en af de mindre, denne Dante!«
   »Ei, ei,« svarede Habbas Dahdah, »han vil træde op, og træde op med Dante! det bliver et Mesterstykke! det gad jeg nok høre! Men da alle Cardinalerne komme og Alverdens Fremmede, bliver det nok bedst, at opsætte denne Lystighed til Carnevalstiden!« og nu gik han ham forbi, men Bernardo lod sig ikke saaledes afspise, og erholdt fra de andre Lærere Tilladelsen. Hver havde nu sit Stof, jeg valgte Italiens Deilighed.
   Selv skulde man rigtignok ganske behandle sit Arbeide, men det var intet ringe Middel til at vinde Habbas Dahdah og frembringe en Art Solglands paa dette Regnveirs-Ansigt, at man gav ham Digtet til Gjennemlæsning, bad ham om Raad og Hjælp; almindeligviis omarbeidede han da det hele Digt, flikkede og syede paa det, saa at det blev ligesaa slet som før, men paa en anden Maneer; kom da en eller anden Fremmed til at rose Digtet, vidste han da ogsaa at fortælle, at man jo gav disse Forsøg nogle smaa Stænk af sit eget Vid, polerede det grove af o.s.v. o.s.v.
   Mit Digt over Dante, som Bernardo nu vilde sige som sit, fik han da slet ikke at see.
   Endelig var Dagen der. Vognene rullede alt til Porten; de gamle Cardinaler i deres røde Kapper med de lange Slæb traadte ind og toge Plads i de pyntelige Lænestole. Placater over vore Navne og i de Sprog, i hvilke hver af os oplæste Digte, bleve uddeelte. Habbas Dahdah holdt Indlednings-Talen, og nu fulgte Digte i syrisk, caldæisk, coptisk, ja selv i sanskrit, i engelsk og andre sælsomme Tungemaal, jo [s67] mere fremmed og forunderligt Sproget klang, desstørre blev Bifaldet, Bravo og Klap steg under den hjerteligste Latter.
   Med skjælvende Hjerte traadte jeg frem og udtalte de faa Stropher til mit Italien. Et gjentaget Bravo-Raab hilsede mig fra den hele Forsamling, de gamle Cardinaler tilklappede mig Bifald og Habbas Dahdah smilede saa venligt, det var ham muligt, og bevægede prophetisk Krandsen mellem sine Hænder, thi i det Italienske var kun Bernardo tilbage, og det var ikke at formode, at det engelske Digt, der fulgte efter hans, skulde vinde nogle Laurbær. Nu traadte Bernardo frem ved Cathedret. Med Uro fulgte mit Øie og Øre ham. Dristig og stolt fremsagde han mit Digt om Dante; en dyb Stilhed herskede i Salen. Alle syntes grebne af den forunderlige Kraft, han lagde deri. Jeg kjendte jo hvert Ord, men de lød mig som Digterens Sang, naar den har faaet Tonevinger. Det meest eenstemmige Bifald tilfaldt ham. Cardinalerne reiste sig op, Alt var som tilende, Krandsen tilfaldt Bernardo; kun for Ordens Skyld hørte man det efterfølgende Digt; det fik ogsaa sine Klap, men derpaa vendte man strax tilbage igjen til Skjønheden og Begeistringen i Digtet om Dante.
   Mine Kinder brændte som Ild, mit Bryst svulmede, jeg følte en uendelig navnløs Salighed, min hele Sjæl inddrak al den Virak, man bragte Bernardo; jeg saae hen paa ham, han var en ganske anden, end jeg nogensinde tilforn havde seet ham at være; dødbleg, med Øiet imod Jorden, stod han som en Forbryder, han, der ellers saae Alle kjekt ind i Øinene. Habbas Dahdah gjorde en lignende Figur og syntes i Adspredelse at ville plukke Krandsen itu; en af Cardinalerne tog den, og satte den om Hovedet paa Bernardo, der bøiede Knæ, i det han knugede begge Hænder for Ansigtet.
   Efter Festen søgte jeg Bernardo. »I Morgen!« raabte han og rev sig løs.
   Den følgende Dag mærkede jeg, hvorledes han undgik mig, og det bedrøvede mig, thi mit Hjerte hang forunderligt fast ved ham, det trængte til en Sjæl i denne Verden og havde udseet sig ham.
   To Aftener gik; da hang han om min Hals, trykkede min Haand og sagde: »Antonio! jeg maa tale med Dig, længer kan jeg ikke udholde det! og vil det heller ikke! Da man trykkede mig Krandsen om mit Hoved, var det, som tusinde Torne. Berømmelsen klang som Spot! Det var jo Dig, Æren tilkom! jeg saae Glæden i dit Øie, og veed Du det?: Jeg hadede Dig! - ja, Du staaer mig ikke længer saaledes, som [s68] før, det er en ond Følelse, jeg beder Dig om Forladelse derfor, men vi maa skilles ad, her hører jeg dog ikke hjemme! jeg vil bort! ikke næste Aar staae til Spot for de Andre, naar de stjaalne Fjær mangle mig! Min Onkel skal og maa sørge for mig. Jeg har sagt ham det! jeg har endogsaa kunnet tigge ham derom! jeg har været under min Natur og - jeg synes, Du er Skyld i det Hele! Jeg har en Bitterhed mod Dig, som piner mig, piner mig til Sjælen! - kun i et nyt Forhold kunne vi blive Venner -! og vi ville være det, lov mig det Antonio!«
   »Du er ubillig mod mig,« sagde jeg, »ubillig mod Dig selv! lader os ikke tænke paa det tossede Digt, eller paa den hele Historie! giv mig din Haand, Bernardo, og bedrøv mig ikke med saadan sælsom Tale!«
   »Vi blive altid Venner!« sagde han og forlod mig. Seent paa Aftenen kom han først hjem igjen paa sit Soveværelse, og næste Morgen var det bekjendt, at han forlod Skolen, for at tage en anden Bestemmelse.
   »Han gik jo som et Stjerneskud!« sagde Habbas Dahdah ironisk, »han forsvandt, i det man mærkede Glandsen! det Hele var Knald, og det, det er ogsaa Digtet! Jeg har det jo, for at denne Skat kan opbevares. Du hellige Jomfrue! naar man seer ret paa det, hvad er det saa! - Er det Poesie! ud og ind løber det uden Form eller Skikkelse; først troede jeg, det skulde være en Vase, siden et fransk Viinglas eller en medisk Sabel, men hvorledes jeg vendte og dreiede det kom den samme betydningsløse Registerform. Tre Steder har han en Fod for mange! der ere skrækkelige Hiater! og fem og tyve Gange har han Ordet »divina«, ligesom om Digtet blev divina ved at gjentage dette Ord. Følelse og Følelse! det er slet ikke den, der gjør Digteren! Al denne Fægten med Phantasien, saa er man her, saa er man der! Heller ikke Tanken er det, nei, Besindigheden, den gyldne Besindighed! Digteren maa ikke lade sig henrive af sit Stof! kold, iiskold skal han være, sønderlemme sit Hjertes Barn og see, hvorledes det staaer til i de enkelte Dele; kun da fremstaaer et sandt Kunstværk. Ikke med denne Jagen, denne Jadsken, dette Begeistrings-Væsen! Saa sætte de en Krands paa slig en Dreng! Prygl skulde han have for sine historiske Feil, sine Hiater, sine Jammerligheder! Jeg har ærgret mig! og det taaler min Constitution ikke! - den afskyelige Bernardo!« Det var omtrent Habbas Dahdahs Lovtale.

H. C. Andersen Homepage