H. C. Andersen: Improvisatoren 1,6

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,6

                VI 

            Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender.

   [s51] Benedetto og et Par Hyrdefolk bragte siden Dyret bort fra Døren; der var en Fortællen og Snakken, men kun det husker jeg tydeligt, at næste Morgen var jeg alt før Dag vaagen og staaet op, for henimod Aften at kunne vandre til Byen med Domenica. - Mine Søndagsklæder, som i flere Maaneder havde ligget under Laas og Lukke, kom nu frem, og en smuk Rose blev hæftet paa min lille Hat. Skoene vare den svageste Deel i min Paaklædning, og det vilde have været en vanskelig Opgave at bestemme, om de forestillede det de kaldtes, eller om de ikke snarere vare de gamle romerske Sandaler.
   Hvor Campagnen dog var lang, og hvor Solen brændte! Aldrig har siden Falerner- eller Cyperviin smagt mig saa herligt, som Vandet, der springer ud af Steenløvernes Mund ved Obelisken paa Piazza del Popolo*. Jeg trykkede min varme Kind til Løvens Gab og lod Vandet sprudle mig over Hovedet, til stor Forfærdelse for Domenica; thi jeg blev jo vaad paa Klæderne og fik Haaret af de kjæmmede Folder. Imidlertid vandrede vi ned ad via ripetta til Borghesernes stolte Palais. Hvor tidt havde jeg ikke før, og Domenica ikke mindre, gaaet denne Bygning forbi, uden at see anderledes paa den, end paa enhver anden ligegyldig Gjenstand, nu stode vi ordentlig stille og betragtede den; vi fandt alt saa stort, saa kostbart og rigt, især de lange Silkegardiner bag Vinduet. Vi kjendte Eccellenza derinde, han var jo igaar i vort Hjem, som vi nu skulde i hans, det gav det Hele en egen Interesse. Jeg glemmer aldrig den forunderlige Skjælven, der kom over mig ved [s52] Gaardens og Værelsernes Pragt; Eccellenza havde jeg været fortrolig med, han var jo et Menneske, som vi Andre; men denne Omgivning, denne Pragt - ja nu saae jeg Glorien, som viser Forskjellen mellem Helgenen og Mennesket. Inde i Palaiet omslutte i en Fiirkant høie, hvidtkalkede Buegange, med Statuer og Büster, en lille Have*; høie Aloer og Cactus voxte op mod Søilerne, Citrontræerne stode med græsgrønne Frugter, endnu ikke gulnede af Solen. To dandsende Bacchanter holdt en Vandskaal høit i Veiret, men heldte den saaledes, at Vandet strømmede ud af den over deres Skuldre; høie Vandplanter hang deres saftige, grønne Blade ud over dem. Hvor kjøligt, hvor grønt og duftende var ikke Alt her imod hjemme paa den golde, glødende, afbrændte Campagne.
   Vi gik op af de brede Marmortrapper. I Nischerne stode deilige Statuer; for een af disse neiede Domenica fromt og slog Korsets Tegn, hun troede at det var Madonna; siden lærte jeg, at det var Vesta, ogsaa en Menneskeslægts hellige Jomfru. Tjenere i rigt Livree toge imod os; de hilsede saa venligt, at min Angest begyndte at formindskes; havde kun Salene ikke været saa store, saa kostelige. Gulvene vare af speilglat Marmor, og paa alle Vægge hang deilige Malerier, og manglede de, da var Væggen Speilglas med malede Engle, der fløi med Guirlander og Blomsterkrandse; brogede Fugle, som udbredte de store Vinger og hakkede i røde og gyldne Frugter. Aldrig havde jeg seet slig en Deilighed. [*Note] Naar man kommer fra Norden til Rom, gaaer Veien gjennem porta del popolo og man befinder sig paa den store, smukke piazza del popolo, der ligger mellem Tiberen og monte Pincio. Paa begge Sider under Cypresser og Akasier sees moderne Statuer og Vandspring; midt paa Pladsen, mellem de omtalte fire Løver af Steen, staaer en Obelisk fra Sesostris Tid. Foran ligge de tre lige Gader, via babuino, il corso og via ripetta; to eensbyggede Kirker danne Hjørnerne fra Hovedgaden (il corso). Ingen By kan have et mere venligt, mere sommerligt muntert Udseende, end her det gamle Roma. [*] [*Note] I de senere Aar er Haven forandret til en fliselagt Gaard. [*]
   Vi maatte vente nogle Øieblikke, og Eccellenza traadte ud; en smuk, hvidklædt Dame med store, levende Øine, som hun hæftede stivt paa os, fulgte med. Hun betragtede mig med et forunderlig fast, men kjærligt Blik, strøg mig Haarene fra Panden og sagde til ham: »Ja, som jeg sagde, en Engel har frelst Eder! jeg vædder, Vingerne sidde skjulte bag den hæslige, snevre Klædning.
   »Nei,« svarede han, »jeg læser paa hans røde Kinder, at Tiberen vil sende mange Bølger i Havet, før hans Vinger voxe ud! den gamle Moder vil heller ikke, at han maa flyve bort. Ikke sandt! I vil ei miste ham?«
   »Nei, det var at mure mig Vindue og Dør til i min lille Hytte! hvor der vilde blive mørkt og eensomt! nei, det søde Barn kunde jeg ikke miste.
   [s53] »Men dog for iaften?« sagde Damen, »nogle Timer kan han blive hos os, saa henter I ham; det er smukt Maaneskin at gaae hjem i, og Røvere er I jo ikke bange for?«
   »Ja, Drengen bliver her en Timestid, og I kjøber Eder imidlertid eet og andet, I trænge til der hjemme!« sagde Eccellenza og stak Domenica en lille Pung i Haanden. Jeg hørte intet mere, thi Damen førte mig med sig ind i Salen og lod ham og den gamle Moder blive ene tilbage.
   Den rige Pragt, det fornemme Selskab blændede mig ganske; snart saae jeg paa de smilende Englebørn, der tittede frem mellem de grønne Ranker malede paa Væggen, snart paa de violetstrømpede Senatorer og rødbenede Cardinaler, der altid havde staaet mig som Halvguder, men i hvis Kreds jeg nu syntes optaget. Dog allermeest maatte jeg betragte den smukke Amor, der som et deiligt Barn red paa den hæslige Delphin, der kastede to høie Vandstraaler, som faldt igjen tilbage i Bassinet, som den svømmede i midt i Salen.
   Det fornemme Selskab, ja baade Cardinalerne og Senatorerne tilsmiilte mig god Dag, og en ung, smuk Mand, klædt som Officererne i den pavelige Garde, rakte mig Haanden, da den unge Dame fremstillede mig, som hendes Onkels gode Engel. Man gjorde mig tusinde Spørgsmaal, som jeg rask besvarede, og snart lød Latter og Bifalds-Klap, Eccellenza kom til, sagde, jeg maatte synge en Sang for dem, og jeg gjorde det gjerne. Den unge Officeer skjænkede mig en brusende Viin og lod mig drikke, men den unge Dame rystede med Hovedet og tog Glasset bort før jeg havde tømt det. Som Ild og Flamme gik Vinen gjennem mit Blod; Officeren sagde jeg skulde synge om den smukke Dame, der stod og smilede ved min Side, og nok saa lystig opfyldte jeg hans Ønske; Himlen maa vide, hvad jeg lavede sammen, men min Strøm af Ord gjaldt for Veltalenhed, min Dristighed for Vid, og at jeg var et fattigt Barn fra Campagnen gav det hele Geniets Præg. Alle applauderede mig, og Officeren tog selv den smukke Laurbærkrands af Büsten, der stod i Krogen, og satte den halvleende paa mit Hoved. Det Hele var Spøg og dog saae jeg en Alvor, en Hyldest deri, som gjorde mig lyksalig, gav mig mit Livs bedste Minuter; jeg sang for dem de Sange, Marijucce og Domenica havde lært mig, fortalte om Bøflernes onde Øine og om vor lille Stue i Grav-Ruinen. Altfor snart fløi Tiden hen; jeg skulde hjem igjen med den gamle Pleiemoder. Beladt med Kager, Frugt og flere blanke Sølvstykker, [s54] fulgte jeg hende; hun var lykkelig som jeg, havde gjort rigt Indkjøb: Klædningsstykker, Kjøkkentøi og to store Foglietter med Viin. Aftenen var saa uendelig smuk. Natten slumrede paa Træer og Buske, men høit oppe over os hang Fuldmaanen, som en deilig gylden Baad, paa det høit opspændte sortblaae Hav, der sendte Kjøling over den afbrændte Campagne.
   Jeg tænkte paa de rige Sale, den venlige Dame og de mange Bifalds-Klap, drømte vaagen og i Søvne den samme deilige Drøm, der snart blev til Virkelighed, den skjønne Virkelighed.
   Mere end eengang blev jeg hentet til Rom, den smukke venlige Dame morede sig over mit Væsen, jeg maatte fortælle, ret pluddre, som var det for gamle Domenica; hun havde stor Glæde deraf og roste mig for Eccellenza. Han var mig ogsaa god og dobbelt god, fordi han var den uskyldige Aarsag til min Moders Død; han sad i Vognen, da de løbske Heste foer hen over vore Hoveder. Den smukke Dame hedte Francesca; hun tog mig tidt med sig ind i det rige Billedgallerie, Borghesernes Palais indeslutter; mine naive Spørgsmaal og Yttringer foran de herlige Billeder fik hende til at lee; hun fortalte dem igjen til de Andre og Alle loe med hende. Om Formiddagen vare Salene opfyldte med Fremmede fra hiin Side Bjergene. Malerne sad og copierede de forskjellige Stykker, men ud paa Eftermiddagen vare Malerierne i deres egen Eensomhed; da gik Francesca og jeg dernede, og hun fortalte mig mange Historier, som Billederne gave Anledning til.
   Francesco Albanis Aarstider vare især mine Favoritstykker; de smukke, lystige Englebørn, Amoriner lærte hun mig de hed, vare som sprungne ud af mine Drømme. Hvor herligt tumle de sig ikke i Vaarens Stykke: En Flok hvæsse deres Pile, medens een dreier den store Slibesteen, som to, der flyve oven over hælde Vandet ned paa. I Sommeren flyve de om Træernes Grene, der bugne af Frugt, som de plukke af; de svømme i det friske Vand og lege dermed. Høsten bringer Jagtens Glæder, Amor sidder med Blus i Haanden paa sin lille Vogn, som to af Kameraderne trække, medens Kjærlighed vinker af den flinke Jæger og viser ham Pladsen, hvor de kunne hvile sig ved hinandens Side. Vinteren har lullet alle de Smaa i Søvn, dybt og fast slumre de rundtom. Nympherne stjæle deres Kogger og Pile, som de kaste paa Ilden, der snart fortærer de farlige Vaaben.
   Hvorfor Englene kaldtes Amoriner, hvorfor de gik og skjød, ja der [s55] vare mange Ting, jeg vilde have en tydeligere Forklaring om, end den Francesca øieblikkelig gav mig.
   »Du maa læse selv derom,« sagde hun, »der er meget, Du selv maa lære at kjende, men Begyndelsen dertil er ikke moersom! den lange Dag maa Du sidde med din Bog paa Bænken, kan ikke lege med Gjederne i Campagnen, eller gaae her og see paa dine smaa Venner! Hvad var Dig kjærest, enten at kunne ride med Hjelmbusk og Sabel ved den hellige Faders Kareth, faae slig en prægtig Rustning fra Top til Taa, som den, Du har seet Fabiani har paa, eller at forstaae alle de skjønne Billeder, Du fik at see, kjende den hele Verden omkring Dig, og vide tusinde Historier, skjønnere, end de jeg har fortalt Dig.«
   »Men kan jeg da aldrig mere komme til Dig?« spurgte jeg; »tør jeg ikke altid blive hos den gode Domenica?«
   »Du husker jo nok din Moder, dit kjære Hjem hos hende? Da vilde Du jo altid blive der, tænkte ikke paa Domenica, ikke paa mig, og nu ere vi de nærmeste for Dig. Om kort Tid kunde det igjen være anderledes, saaledes gaaer det hele Livet!«
   »Men I døe dog ikke, som min Moder!« spurgte jeg, og fik Taarer i Øinene.
   »Døe eller skilles ad maae vi Alle! der vil komme en Tid, vi ikke kunne være sammen, som nu, og da vilde jeg vide Dig glad og lykkelig!«
   En Strøm af Taarer var mit Svar, jeg følte mig saa ulykkelig, uden selv ret at tydeliggjøre mig Grunden dertil. Francesca klappede mig paa Kinden, sagde, at jeg ogsaa var alt for blød, og at det slet ikke var godt i denne Verden. Nu kom Eccellenza til med den unge Officier, der havde sat Krandsen paa mit Hoved, da jeg første Gang improviserede for dem. Han hed Fabiani, og holdt ogsaa meget af mig.
   Der er Bryllup, glimrende Bryllup i Villa Borghese! lød det, nogle Aftener efter, ud til Domenicas fattige Huus paa Campagnen; Francesca var Fabiani's Brud og skulde om faa Dage følge ham til hans Godser ved Florents. Brylluppet stod tæt ved Rom i Borghesernes Villa, i den smukke tætte Skov af Laurbær og eviggrønne Ege, hvor de høie Pinier Vinter og Sommer løfte deres altid lysegrønne Krone op i den blaa Luft. Den Gang, som nu, var Skoven et Forlystelsessted for Romerne og de Fremmede; de rige Eqvipager rullede gjennem de tætte Egealleer, de hvide Svaner svømmede i de blikstille Søer, hvor Grædepilene speilede sig, hvor de kunstige Vandfald styrtede over Steenblokkene. [s65] Høibarmede Romerinder med Ild i Øiet rullede til Festen og saae stolte ud over de livsglade Bønderpiger, der dandsede paa Veien og sloge Tambourinen. Gamle Domenica gik den lange Vei over Campagnen med mig, for at vi ogsaa kunde være med ved vor Velgjørerindes Bryllup. Ude fra Haven, hvor de høie Aloer voxe som Espalier op af den hvide Muur, stode vi og saae Lysene glimre gjennem Vinduerne. Francesca og Fabiani vare viede. Fra Salen tonede Musiken ud til os; og fra den grønne Plaine, hvor Amphitheatret er anlagt, steg Raketter og deilige Ildfiske, der legede i det blaa Lufthav. Skyggerne af en Dame og en Herre bevægede sig ved et af de høie Vinduer; »det er ham og hende!« sagde Domenica. Skyggerne bøie sig mod hinanden i det halvdunkle Vindue, som forenedes de i et Kys. Jeg saae min gamle Pleiemoder folde Hænderne og bede; da sank jeg uvilkaarlig ned foran de sorte Cypresser og bad for min eiegode Signora; Domenica knælede med mig. »De blive lykkelige!« og Ilden faldt som tusinde Stjerneskud bejaende fra Luften; men min gode Gamle græd, græd for mig, thi snart skulde vi skilles ad. Eccellenza havde kjøbt en Plads til mig i Jesuiter-Skolen, hvor jeg skulde oplæres med andre Børn til et mere glimrende Liv, end gamle Domenica og Campagnen kunde bringe mig.
   »Det er nok sidste Gang,« sagde den gamle Moder, »at vi To, medens mine Øine ere aabne, gaae over Campagnen! Blanke Gulve og brogede Tepper skal Din Fod betræde, det har ikke gamle Domenica; men Du var et godt Barn, Du vil blive det og aldrig glemme mig og stakkels Benedetto! O Gud, endnu kan en Ret stegte Castanier gjøre Dig lyksalig! Du kan sidde og puste til Rørene, og jeg kan see Guds Engle i Dine Øine, naar Rørene brænde og de fattige Castanier stege! saa glad bliver Du aldrig mere ved saa liden en Gave. Campagnens Tidsler have dog røde Blomster, paa den Riges blanke Gulv voxer ikke et Straa, og Gulvet er glat, man falder der saa let! - Glem aldrig, at Du er et fattigt Barn, min lille Antonio. Husk paa, at Du skal see, og ikke see! høre og ikke høre! saa kommer Du frem i Verden. Naar vor Herre engang løser op for mig og Benedetto, naar det lille Barn, Du vuggede, slider paa Livet med fattig Mand i Campagnen, da kommer Du maaskee engang i Din egen Vogn, eller paa en deilig Hest, holder ved den gamle Gravstue, hvor Du har sovet, leget og levet med os; seer fremmede Folk derinde, som bøie sig dybt for Dig! Hoffærdig vil Du ikke være, men tænke paa gamle Dage, tænke paa gamle Domenica! [s57] see, hvor Castanierne kogte, og hvor Du vuggede det lille Barn! Du vil tænke paa Din egen fattige Barndom, Du eiegode Sjæl!« her kyssede hun mig saa fast og græd; det var, som mit Hjerte vilde briste. Gangen hjemad og hendes Tale var mig tungere, end siden Afskeden selv, thi da talte hun ikke, men græd kun, og da vi vare udenfor, løb hun tilbage og tog det gamle halvforrøgede Madonnabillede, der var klistret paa Døren, rev det af og gav mig det med; jeg havde jo kysset det saa tidt, det var det Eneste, hun havde at give mig.

H. C. Andersen Homepage