H. C. Andersen: Improvisatoren 1,5

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,5

                  V 

              Campagnen.

   [s43] Den mægtige Steppe om det gamle Rom var altsaa nu mit Hjem. Den Fremmede fra hiin Side Bjergene, der, begeistret for Kunst og Alderdom, første Gang nærmer sig Tiberstaden, seer et mægtigt Verdens-Blad i dette udtørrede Øde; de eensomme Grave, de enkelte Høie, Alt ere ham hellige Ciffre, hele Capitler af Verdenshistorien. Maleren skizzerer den eensomt staaende Bue af en sønderbrudt Vandledning, Hyrden, som sidder ved Faareflokken, og sætter saa den golde Tidsel til Forgrund, og Menneskene sige: det er et smukt Billede. Med hvilke ganske andre Følelser betragtede min Leder og jeg den store Flade. Det afsviede Græs, den usunde Sommerluft, der altid bringer Campagnebeboerne Feber og ondartet Sygdom, var den overveiende Skyggeside i hans Betragtninger; mig var det noget Nyt; jeg glædede mig dog ved de smukke Bjerge, som i forskjellige Variationer af Lilla omfavnede den ene Side af Sletten, de vilde Bøfler og den gule Tiber, hvor Oxerne med deres lange Horn gik under Aaget og trak Skibene mod Strømmen. Vi gik i samme Retning.
   Rundt om kun det lave, gule Græs og høie halvvisne Tidsler. Vi kom forbi et Kors, opreist som Tegn paa, at her var En myrdet; tæt ved hang Morderens sønderlemmede Dele, en Arm og en Fod; det var mig ængstende, og blev det i en høiere Grad, da det ei stod langt fra mit nye Hjem. Dette var ei meer eller mindre end en af de gamle, forfaldne Grave, hvoraf der fra Oldtiden findes her saa mange; de fleste Hyrdefolk i Campagnen flytte ind i en saadan, fordi her staaer alt, hvad de behøve til Ly, ja ofte selv til Beqvemmelighed; de fylde enkelte Fordybninger, mure nogle Huller til, lægge et Rørtag over og Boligen er færdig. Denne laae paa en Høi og havde sine to Etager. De to korinthiske Søiler ved den smalle Dør vidnede om Bygningens Old, hvorimod de tre brede Muurkolonner om en sildigere Forandring; maaskee havde det i Middelalderen været indrettet til Castel; et Hul i Muren over Døren, gjaldt for Vindue; det halve Tag var tækket med et Slags Rør og Qviste, den anden Halvdeel frembrød et [s44] levende Krat, hvorfra Caprifoliet i riig Fylde hang ned over den sprukne Muur.
   »See, her ere vi!« sagde Benedetto, og det var de første Ord, han havde talt til mig paa hele Veien.
   »Boe vi der?« spurgte jeg og saae snart paa det skumle Huus, snart tilbage paa den sønderlemmede Røver. Uden at svare mig, raabte han nu paa Konen: »Domenica! Domenica!« og jeg saae en gammelagtig Kone, hvis hele Klædning var en grov Særk, forresten med nøgne Been og Arme og Haaret ganske løst træde ud; hun overvældede mig med Kys og Kjærtegn, og havde Fader Benedetto været taus, saa var hun desmere talende; hun kaldte mig sin lille Ismael, der var sendt ud i Ørkenen, hvor den vilde Tidsel groer. »Men Du skal ikke vansmægte hos os!« sagde hun, »gamle Domenica skal være Dig en god Moder for hende, der nu beder for dig i Himlen! - Og Din Seng har jeg gjort istand, og Bønnerne koge, og min gamle Benedetto og Du skal sidde til Bords! Og Marijucce kom ikke med? Og Du saae ikke den hellige Fader? Presciuttoen glemte Du dog ikke, Messinghægterne ikke heller, eller det nye Madonnabillede til at klistre paa Døren, ved Siden af det gamle, vi have kysset sort: Nei, Du er en Mand, som kan huske, kan tænke, min egen Benedetto!«
   Saaledes vedblev hun i en Strøm af Ord og førte os ind i det snevre Rum, som kaldtes Stue, men som siden, syntes mig stort som Vaticanets Sale. Jeg tror i Sandhed ogsaa, at dette Hjem har virket meget ind paa mit poetiske Gemyt, den snevre, lille Plads var for min Phantasie som Vægten for det unge Palmetræ, jo mere det knuges ind i sig selv, desmere voxer det. Huset havde, som sagt, i Oldtiden været en Familiegrav, der bestod af eet stort Kammer med mange smaae Nischer Side ved Side, og atter i to Rækker over hinanden, alle med kunstige Sammensætninger af Mosaik. Nu benyttedes hver til høist forskjelligt Brug, en var Spiiskammer, en Hylde for Potter og Krukker, en tredie derimod Ildsted, hvor Bønnerne kogte.
   Domenica læste til Bords og Benedetto velsignede Maden; da vi saa vare mættede, førte den gamle Moder mig op ad Stigen, gjennem den sønderbrudte Muurhvælving op til anden Etage, hvor vi alle sov i to store Nischer, eengang Grave. Dybest inde var der redt for mig, ved Siden af stode to Stænger paa Kryds, hvori hang en Art Køie, som vugge for et lille Barn, jeg troer det var Marijucces; det laae ganske stille; jeg lagde mig ned, en Steen var gledet ud af Muren, jeg [s45] kunde, gjennem Aabningen, see den blaa Luft udenfor og det mørke Epheu, der som en Fugl bevægede sig i Vinden. I det jeg lagde mig, foer et broget, glimrende Fiirbeen hen over Muren, men Domenica trøstede mig med, at de Stakler vare mere bange for mig, end jeg for dem; de vilde ingen Fortræd gjøre mig! læste saa et Ave Maria over mig og flyttede Vuggen hen i den anden Nische, hvor hun og Benedetto sov. Jeg slog det hellige Kors for mig, tænkte paa min Moder, paa Madonna, paa mine nye Forældre og paa den henrettede Røvers blodige Haand og Fod, som jeg havde seet tæt ved Huset, og de krydsede alle sælsomt i mine Drømme denne første Nat.
   Næste Dag begyndte med Regnveir, det vedvarede hele Ugen og holdt os inde i den snevre Stue, hvor der var et halvt Tusmørke, uagtet Døren stod aaben, naar Vinden bar fra. Jeg maatte vugge det lille Barn, der laae i Segldugsvuggen, Domenica spandt paa sin Haandteen, fortalte mig om Røverne i Campagnen, som dog aldrig gjorde dem Fortræd, sang mig fromme Sange, lærte mig nye Bønner, og fortalte om Helgener, jeg ikke før havde kjendt. Løg og Brød var vor sædvanlige Spise, og det smagte mig godt, men jeg kjedede mig, indelukket i det snevre Rum; da furede Domenica tæt udenfor Døren en Canal, en lille bugtet Tiber, hvori Vandet flød guult og langsomt; de smaa Pinde og Rør var min Trækflaade, og jeg lod den da seile forbi Rom lige til Ostia; men ruskede Regnen for stærkt, maatte Døren lukkes, og vi sad da næsten i Mørke; Domenica spandt, og jeg tænkte paa de smukke Billeder i Klosterkirken, syntes at see Jesus paa Skibet, der gyngede mig forbi, Madonna paa Skyen, baaret af Engle, og Liigstenene med de bekrandsede Dødningpander.
   Da Regntiden var tilende stod ogsaa Himlen hele Maaneder i sit uforanderlige Blaa; jeg fik Lov at løbe om derude, kun ikke for langt og for nær hen ad Floden, thi de bløde Jordskrænter kunde let styrte ned med mig, sagde Domenica; der græssede ogsaa de mange Bøfler og de vare vilde og farlige, dog havde just disse en egen, sælsom Interesse for mig. Det Dæmoniske, der ligger i Bøffelens Blik, den sælsomme røde Ild, som spiller fra Pupillen, vakte hos mig en Følelse, liig den, der driver Fuglen ind i Slangens Gab. Deres vilde Flugt, hurtigere end Hestens, deres indbyrdes Kamp, hvor Kraft tørnede mod Kraft, tiltrak sig min hele Opmærksomhed; jeg ridsede da i Sandet Figurer, som skulde betyde, hvad jeg havde seet, og for at gjøre det tydeligere, sang jeg derom med egen Text og med egen Melodie, til [s46] stor Glæde for den gamle Domenica, som sagde, at jeg var et klogt Barn og sang smukt, som Englene hos Gud Fader.
   Dag for Dag brændte Solen varmere, dens Straaler var et Ildhav, der strømmede over Campagnen. De stinkende Vande forpestede Luften, og vi kunde kun Morgen og Aften være ude, saaledes havde jeg ikke kjendt det inde i Rom paa det luftige monte Pincio; jeg husker nok den hede Tid der, naar Tiggerne bad om en Skilling, ikke til Brød, men til et Glas Iisvand. Jeg mindes især de deilige, grønne Vandmeloner, der laae oven paa hinanden, skaarne i to Stykker, og viste det purpurrøde Kjød med de sorte Kjærner; mine Læber smægtede dobbelt ved Erindringen derom! - Lodret brændte Solen, min Skygge syntes jeg vilde skjule sig for den under mine Fødder. Bøflerne laae som døde Masser paa det afsviede Græs eller, grebne af Raserie, fløi med Pilens Fart omkring i store Kredse. Da inddrak min Sjæl et Billede af Vandrerens Liden i Africas brændende Ørken.
   I to Maaneder laae vi, som i et Vrag paa Verdenshavet. Ikke en eneste Levende besøgte os. Alt blev besørget om Natten eller i den tidlige Morgenstund; den usunde Luft og den brændende Hede gjød Feberild i mit Blod, ingen kold Draabe var der til at lædske med; hver Sump var udtørret; lunkent, guult Vand gled søvnigt igjennem Tiberen, Melonens Saft var opvarmet, selv Vinen, skjøndt den stod skjult nede mellem Steen og Gruus, smagte suur og halvkogt, og ikke en Sky, ikke en eneste Sky steg op paa Horizonten. Dag og Nat, altid det evige, uendelige Blaa. Hver Aften og Morgen bade vi om Regn eller frisk Luftning, hver Aften og Morgen saae Domenica mod Bjergene, om ikke en Sky vilde hæve sig; men kun Natten bragte Skygge, den lumre Natte-Skygge, kun Siroccoen viftede med hede Luftbølger, i to lange, lange Maaneder.
   Først da, men kun ved Solens Op- og Nedgang, luftede det atter; men en Sløvhed, en Døds-Slappelse, skabt ved denne Lidelses Hede og den frygteligste Kjedsommelighed, laae over mit hele Væsen. Fluer og alle plagende Insecter, som ved Varmen syntes tilintetgjorte, hævede sig med den første Luftning til dobbelt Liv; i Myriader overfaldt de os med giftige Stik; Bøflerne udenfor vare tidt som bedækkede af den surrende Vrimmel, der overfaldt dem som Aadsler; plagede til Raserie styrtede de sig da i Tiberen, og væltede sig i det gule Vand. Romeren, der i de hede Sommerdage stønner i de næsten uddøde Gader og sniger sig langs med Huset, som vilde han inddrikke [s47] den Skygge, som kun glider ned over Muren, har dog ingen Idee om Lidelserne i Campagnen, hvor hvert Aandedrag er svovlet, forpestet Ild, hvor Insecter og Kryb, som pinende Dæmoner, martre dem som ere fordømte til at leve i dette Flammehav.
   September bragte mildere Dage, den førte ogsaa en Aften Federigo ud, for at gjøre Skizzer af den afbrændte Natur; han aftegnede vort sælsomme Huus, Retterstedet og de vilde Bøfler, gav mig Papir og Blyant, for at jeg ogsaa kunde kradse Billeder, og lovede, at naar han kom igjen, vilde han tage mig en Dag med til Rom, at jeg kunde besøge Fra-Martino, Marijucce og alle mine Venner, der rigtignok syntes reent at glemme mig; men det gjorde da ogsaa Federigo.
   Vi vare alt i November, men den skjønneste Tid, jeg endnu havde prøvet her. Det luftede fra Bjergene, og hver Aften saae jeg det rige Farvespil paa Skyerne, som kun Syden eier, som Maleren ikke kan og ikke vover at give sine Billeder. De sælsomme, olivengrønne Skyer paa chamois Grund, var mig svømmende Øer fra Paradisets Have; de mørkeblaa derimod, der som Piniekroner hang i den lueforgyldte Aftenhimmel, syntes mig Salighedens Bjerge, i hvis Dale de smukke Engle legede og viftede Kjøling med de hvide Vinger.
   En Aften, jeg saaledes sad i mine Drømmerier, fandt jeg paa at stirre gjennem et prikket Blad ind i Solen. Domenica sagde, at det skadede mine Øine og, for at gjøre Ende paa denne Leeg, lukkede hun Døren til. Tiden faldt mig lang, jeg bad om at maatte gaae ud, og da hun tillod det, sprang jeg glad hen og lukkede op, men i samme Øieblik styrtede en Mand ind, saa jeg faldt til Jorden; i eet Slag slog han Døren til; jeg saae netop hans blege, forstyrrede Ansigt, hørte ham sælsomt udstønne Madonnas Navn, da et vældigt Stød rystede Døren, saa Plankerne i den brast og faldt ind til os, men hele Aabningen fyldtes med Hovedet af en Bøffel, der viste sine onde, brændende Øine.
   Domenica gav et Skrig, greb mig ved Armen og sprang et Trin op af Stigen, der førte til det øverste Kammer. Den dødblege Fremmede kastede sky sit Øie omkring og da han opdagede Benedettos Flint, der for natligt Overfalds Skyld, altid hang ladt paa Væggen, greb han den i et Nu; jeg hørte Knaldet og saae i Krudtdampen, hvor han med Kolben slog Dyret for Panden. Det stod ubevægeligt; trængt ind imellem den snevre Dørs Aabning, kunde det hverken komme frem eller tilbage!
   [s48] »Men alle I Hellige!« var det første Domenica udbrød, »hvad er dog det? I har jo taget Livet af Dyret!«
   »Madonna være lovet!« svarede den Fremmede, »hun frelste mit Liv, og Du var min gode Engel!« sagde han til mig, og løftede mig fra Jorden. »Du aabnede Frelsens Dør for mig!« Han var endnu ganske bleg og de kolde Vanddraaber stode ham paa Panden.
   Vi hørte, at det ingen Udlænding var, saae, at det maatte være en Nobile fra Rom. Han fortalte ogsaa, at det var hans Lyst at samle alskens Blomster og Planter, at han i dette Øiemed havde forladt sin Vogn ved ponte molle* og var gaaet langs med Tiberen; tæt her udenfor stødte han paa Bøflerne, hvor da den ene havde vendt sig imod ham, og at han alene ved vort Huus's Nærhed og at Døren, som ved et Mirakel pludseligt aabnedes, var blevet reddet. [*Note] Pons Milvius. [*]
   »Sancta Maria bed for os!« udbrød Domenica, »ja hun har frelst Eder, den hellige Guds Moder! og min lille Antonio var En af de Udkaarne! ja, ham har hun kjær! Eccellenza veed ikke, hvilket Barn han er! læse kan han Alt, hvad trykt og skrevet er! og ridse saa naturligt, at man ordentligt kan see Meningen ganske tydeligt. Peterskuppelen, Bøflerne, ja den tykke Pater Ambrosio har han tegnet, og saa har han en Stemme! - Eccellenza skulde høre ham synge, de pavelige Sangere sætte ham ikke i en Tone; og dertil er det et godt Barn, et sjeldent Barn! jeg roser ham ikke, fordi han hører paa det, thi det kan Børn ikke taale; men han fortjener det!«
   »Det er dog ikke hendes Søn?« spurgte den Fremmede; »han er saa ung endnu.«
   »Og jeg saa gammel!« svarede hun, »nei gammelt Figentræ har ikke slige smaa Hjerteskud! det stakkels Barn har ingen anden Fader og Moder i denne Verden, end mig og min Benedetto! Men vi ville heller ikke miste ham, selv naar vi ikke have en Rest af Skillingerne mere! Men du hellige Jomfrue!« afbrød hun sig selv og tog fat i Hornene paa Bøffelen, af hvis Hoved Blodet strømmede ind i Stuen. »Vi maa have Dyret bort! man kan hverken komme ud eller ind for det. Ak ja! det sidder klemt ganske fast! vi slippe ikke ud, før Benedetto kommer. Bare vi ikke faae Fortræd, for det Dyret er dræbt!«
   »Vær kun ganske rolig, gode Kone!« sagde den Fremmede! jeg svarer for Alt! hun kjender vel nok Borgheserne -?«
   [s49] »O Principe!« udbrød Domenica og kyssede ham paa Kjolen, men han trykkede hendes Haand, tog ogsaa min mellem sine Hænder, i det han paalagde hende at bringe mig med imorgen til Rom, hvor han boede i Palazzo Borghese, af hvis Slægt han var. Min gamle Pleiemoder fik Taarer i Øinene over den store Naade, som hun kaldte det. Mine forskrækkelige Kradserier paa Lapper af Papir, dem hun gjemte med en Omhu, som var det en Michel Angelos Skizzer, maatte frem; Eccellenza maatte see Alt, hvad der glædede hende, og jeg var stolt deraf, thi han smilede, klappede mig paa Kinden, og sagde at jeg var en lille Salvator Rosa!
   »Ja,« sagde Domenica, »er det ikke ubegribeligt af det Barn, og er det ikke saa naturligt, at man virkelig kan see, hvad det skal betyde! Bøflerne, Baadene og vort lille Huus! see! og dette skal være mig! det ligner dog ganske accurat, paa Couleuren nær, den kan han ikke tegne med Blyant! Syng for Eccellenza!« sagde hun til mig, »syng saaledes, som Du kan det, med Din egen Mening! ja, han kan sætte hele Historier og Prædikener sammen, saa godt som nogen Munk! Naa, lad os høre! Eccellenza er en naadig Herre, han forlanger det og Du kan nok holde din Tone!«
   Den Fremmede smilte, og morede sig over os begge to. At jeg improviserede, og at Domenica fandt det mesterligt, er vist, men hvad jeg egentligt sagde og hvorledes, erindrer jeg ikke, kun det, at Madonna, Eccellenza og Bøffelen, var den poetiske Treklang i det Hele, staaer mig endnu tydeligt. Eccellenza sad taus og Domenica læste i denne Taushed Forbauselse over mit Genie. »Bring Drengen med,« vare de første Ord, han sagde, »jeg venter Eder imorgen tidlig! Dog nei! - kom mod Aften, een Time før Ave Maria! naar I komme, skal mine Folk vide Besked, at I strax kan blive ført ind. Men hvor slipper jeg nu ud? Har I aldeles ingen Udgang uden denne, hvor Dyret ligger, og hvorledes kommer jeg, sikker for Bøflerne, til min Vogn ved Ponte Molle?«
   »Ja, komme ud,« sagde Domenica, »er der for Eccellenza slet ingen Mulighed i! ja, jeg kan nok, og vi andre kunne det, men det er ingen Vei for saadan en høi Herre! Ovenfor er der jo et Hul, hvor man kan krybe ud, og saa, ganske godt lade sig glide ned; det kan saamæn jeg paa min gamle Alder! men det er, som jeg siger, ikke noget at byde fremmede Folk og et fornemt Herskab!«
   Eccellenza steg imidlertid op ad den smalle Stige, stak Hovedet [s50] gjennem Hullet i Muren og forsikkrede, at det var en Vei, saa god, som ned af Trappen ved Capitoliet. Bøflerne havde ogsaa trukket sig hen mod Tiberen, og paa Veien, ikke langt fra os, kjørte en Mængde Bønder, søvnigt og langsomt henad mod den store Landevei. Disse vilde han slutte sig til; bag deres med Rørknipper belæssede Vogne, var han sikker for Bøflerne, dersom et nyt Angreb skulde finde Sted. Endnu engang paalagde han Domenica at komme næste Dag, en Time før Ave Maria; rakte hende derpaa sin Haand til at kysse, klappede mig paa Kinden og gled derpaa ned mellem det tætte Epheu. Vi saae ham snart indhente Vognene og forsvinde bag disse.

H. C. Andersen Homepage