H. C. Andersen: Improvisatoren 1,4

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,4

             IV 

        Onkel Peppo. Natten i Colosseum. Afskeden.

   [s36] Hvad skulde der nu egentligt gjøres med mig, det var Spørgsmaalet, da vi kom til Rom og ind i min Moders Huus. Fra-Martino stemte for, at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, to skikkelige Hyrdefolk; de 20 Scudi vilde være dem en Rigdom, der kunde skaffe mig en Plads hos dem, som deres eget Barn; men jeg var jo ogsaa halvt et Led af Kirken, og kom jeg nu ud i Campagnen, kunde jeg ikke længer svinge Røgelsekarret i Capucinerkirken. Federigo fandt ogsaa, at det var bedst, at jeg blev i Rom hos nogle ærlige Folk; han vilde ikke, sagde han, at jeg skulde blive en raa, eenfoldig Bonde. Medens Fra-Martino raadførte sig i Klosteret, kom imidlertid min Onkel Peppo humpende paa sine Træklodse; han havde hørt min Moders Død, og at der var tilfaldet mig 20 Scudi, og for disse sidste især kom han, for ogsaa at gjøre sin Stemme gjældende. Han erklærede, at han, som den Eneste jeg nu havde i Verden, maatte tage sig af mig, at jeg skulde følge med ham, hvad der ellers blev tilbage i Huset var nu hans, saavelsom de 20 Scudi. Marijucce forsikkrede med stor Ivrighed, at Fra-Martino og hun havde ordnet Alt paa det Bedste, og lod ham vide, at han som Krøbling og Betler havde nok at gjøre med sig selv og kunde her ingen Stemme have.
   Federigo forlod Værelset, og de to Tilbageblevne lode nu hinanden gjensidigt høre den egennyttige Aarsag til deres Omhu for mig. Onkel Peppo spyede al sin Gift, og Marijucce stod som en Furie imod ham: hun vilde slet intet have med ham, med Drengen eller det Hele at gjøre! sagde hun, han kunde tage og knække et Par Sideben paa mig, faae en Krøbling, der kunde tigge til hans Pose! Han skulde kun tage mig med, men Pengene beholdt hun, til Fra-Martino kom; ikke en Skilling skulde hans falske Øie faae at see. Peppo truede med at slaae hende med sit Haandbræt i Hovedet et Hul, saa stort som Piazza del Popolo. Jeg stod grædende imellem dem; Marijucce stødte mig fra sig, og Peppo trak mig hen til sig; jeg skulde følge med ham, sagde han, kun holde mig til ham; naar han havde Byrden, skulde han ogsaa [s37] have Lønnen! Det romerske Senat vidste nok at skaffe en ærlig Mand Ret! og saaledes, uden at jeg vilde det, trak han mig med ud af Døren, hvor en laset Dreng holdt hans Æsel; thi til store Toure og naar det gjaldt Hastværk, kastede han Haandbrætterne og knugede de visne Been fast til Æselet; det og han vare saaledes eet Legeme. Mig tog han foran sig paa Dyret, Drengen gav det et Puf, og saa galopperede vi afsted, medens han paa sin Maade kjælede for mig.
   »Seer Du, mit Barn!« sagde han, »er det ikke et deiligt Æsel! og flyve kan det, flyve som en Veddeløber gjennem Corso. Du skal faae det godt hos mig, som en Guds Engel, min egen slanke Dreng!« og nu fulgte tusinde Eder og Forbandelser over Marijucce.
   »Hvor har Du stjaalet det smukke Barn!« spurgte hans Bekjendter ham, idet vi reed forbi, og saa blev da min Historie fortalt og gjentaget næsten ved hvert Hjørne. Konen, som solgte Vand med Citronskaller i, gav os ogsaa for den lange Fortælling et heelt Glas til at dele, og forærede mig en Piniefrugt til at tage med, thi Kjærnerne vare alle borte. Før vi naaede under Tag, var Solen alt nede. Jeg talte ikke et Ord, men trykkede Hænderne for Ansigtet og græd. I et lille Lukaf, ved Siden af det store Kammer, viste han mig i Krogen et Lag af Maisblade, eller rettere af Hylsteret om denne Frugt; der skulde jeg sove, sulten kunde jeg jo ikke være, sagde han, og tørstig ikke heller; vi havde jo drukket det deilige Glas Citronvand; han klappede mig paa Kinden og viste da det hæslige Smiil, som altid havde skræmmet mig. Nu spurgte han mig ud, hvor mange Sølvstykker der vare i Pungen, om Marijucce havde betalt Veturinen af denne, og hvad den fremmede Tjener havde sagt, da han kom med Pengene; men jeg vidste ingen Besked at give, og spurgte grædende, om jeg altid skulde blive her, om jeg ikke kom hjem imorgen.
   »Jo vist, jo vist! sagde han, »sov nu, men glem ikke Dit Ave Maria! naar Mennesket sover, vaager Djævelen! slaae Korsets Tegn over Dig, det er en Jernmuur, som den brølende Løve ikke kan trænge igjennem! bed fromt, og bed, at Madonna vil straffe med Ædder og Gift den falske Marijucce, som gjør Dig Uskyldige Fortræd! bedrager Dig og mig for al Din Velfærd! Sov Du kun, Laagen lader jeg staae oven, den friske Luft er halv Aftensmad! Vær ikke bange for Flaggermusene, de komme ikke ind, de flyve forbi, de stakkels Skabninger! Sov sødt mit Jesusbarn!« og nu lukkede han Døren til.
   Længe gik han og puslede inde i det andet Kammer; nu hørte jeg [s38] forskjellige Stemmer og saae Lampen skinne gjennem en Sprække ind til mig. Jeg reiste mig, men ganske sagte, thi de tørre Maisblade raslede stærkt og jeg frygtede for, at han skulde høre det og da komme ind igjen. Gjennem Sprækken saae jeg nu, at de to Væger i Lampen vare tændte, der laae Brød og Roer paa Bordet og Folietten med Viin gik rundt i Selskabet. Alle vare de Tiggere, Alle Krøblinge; jeg kjendte dem godt igjen, skjøndt der nu laae et ganske andet Udtryk i deres Ansigt end det, jeg ellers var vant til at see hos dem. Den febersyge, halvdøde Lorenzo sad lystig og larmende, snakkede uophørligt, og om Dagen havde jeg altid seet ham udstrakt i Græsset paa Monte Pincio, [*Note] Her er en offentlig Promenade, der strækker sig fra den spanske Trappe, det franske Academie og ned til Porta del Popolo, med Udsigt over den største Deel af Rom og Haven ved Villa Borghese. [*] hvor han heldede det ombundne Hoved op til Træstammen, og halvdøende bevægede Læberne, medens Konen viste de Forbigaaende den febersyge, lidende Mand. Francia med de fingerløse Hænder trommede med Stumperne paa den blinde Cathrinas Skuldre og sang halvhøit Visen om »Cavalier Torchino«. To til tre Andre sad nærmere Døren, men saaledes i Skygge, at jeg ikke kunde kjende dem. Mit Hjerte bankede stærkt af Angest; jeg hørte, at de talte om mig.
   »Kan Drengen bruges til noget?« spurgte den Ene. »Har han nogen Skavank?«
   »Nei, Madonna har været ham saa god!« sagde Peppo: »han er slank og velskabt, som et Adelsbarn.«
   »Det var en stor Ulykke!« sagde de Allesammen. Den blinde Cathrine tilføiede, at jeg jo let kunde faae et lille Knæk, der kunde skaffe mig mit jordiske Brød, til Madonna gav mig det himmelske.
   »Ja,« sagde Peppo, »havde min Søsterdatter været fornuftig, da kunde Drengen have gjort sin Lykke! en Stemme har han, o, som de kjære Guds Engle! han er skabt for det pavelige Kapel! det kunde blive en Sanger!«
   De talte om min Alder, om hvad der endnu kunde skee og hvad der burde gjøres for min Lykke! jeg begreb ikke, hvad det var de vilde foretage med mig, men jeg indsaae tydeligt, at det var noget Ondt, de havde for og jeg skjælvede af Skræk. Hvorledes skulde jeg dog komme bort! Det alene fyldte min hele Sjæl. Hvorhen? Ja, det tænkte jeg slet ikke paa. Jeg krøb ud paa Gulvet og hen til den aabne Luge; [s39] ved Hjælp af en Træblok kom jeg op; jeg saae ikke et eneste Menneske paa Gaden, Dørene vare alle lukkede. Det var et stort Spring, jeg maatte gjøre, vilde jeg ned derudenfor; jeg havde ikke Mod til at springe; da syntes jeg man greb i Døren, man vilde ind til mig; jeg foer sammen af Skræk og lod mig glide ned af Muren. Jeg faldt haardt, men dog paa Jord og Grønsvær.
   Snart reiste jeg mig og løb da, ubevidst hvorhen, gjennem de snevre, bugtede Gader; en Mand, som sang høit og slog med sin Stok i Steenbroen, var den eneste jeg mødte. Endelig stod jeg paa en stor Plads, Maanen skinnede, jeg kjendte Stedet, det var forum romanum, Kotorvet, som vi kalde det.
   Maanen oplyste Capitoliets Ryg-Side, der, som en lodret Fjeldvæg, syntes at afskjære det snevre Rum fra det friere Partie. Paa den høie Trappe til Septimius Severus-Buen laae nogle Betlere og sov, indsvøbte i deres store Kapper. De høie Colonner, der endnu staae af de gamle Templer, kastede lange Skygger. Aldrig havde jeg været her efter Solens Nedgang; det Hele havde noget spøgelseagtigt for mig, og som jeg gik faldt jeg over de marmorne Capiteler, der laae i det høie Græs. Jeg reiste mig op og saae op paa Keiserborgens Ruiner; det tætte Epheu gjorde Murene endnu mere skumle; de sorte Cypresser stode saa dæmoniske og store imod den blaa Luft, saa jeg blev endnu ængsteligere. I Græsset mellem omstyrtede Søiler og Marmorgruus laae nogle Køer, et Muulæsel græssede det var mig en Slags Trøst, her vare dog Levende, som ikke vilde gjøre mig Fortræd.
   Det var næsten som Dag i det klare Maanelys; hver Gjenstand viste sig tydeligt, jeg hørte Nogen komme; om det var mig de søgte? I min Angest tyede jeg ind i det kjæmpestore Colosseum, der laae som et heelt Fjeldpartie foran mig. Jeg stod i den dobbelte Buegang, der hel og stor, som var den fuldendt igaar, strækker sig om den halve Bygning; her var ganske mørkt og isnende koldt. Jeg gik nogle Skridt fremad mellem Colonnerne, men sagte, ganske sagte, thi Lyden af mine Fodtrin gjorde mig mere angest; jeg saae en Ild, antændt paa Jorden, og kunde foran den kjende Omridsene af tre menneskelige Skikkelser; var det Bønder, som her havde valgt sig Natteleie, for ei at ride ved Nattetid over den øde Campagne? Var det maaskee Soldaterne, der havde Vagt i Colosseum eller endogsaa Røvere? Jeg syntes at høre deres Vaaben klirre og trak mig derfor sagte tilbage, hvor de høie Piller staae uden anden Hvælving end den, Buske og [s40] Slyngplanter danne; sælsomme Slagskygger faldt i Maaneskinnet paa de høie Mure; Qvaderstenene, gledne ud af deres regelmæssige Sammensætning og begroede med Eviggrønt, saae ud, som de vilde styrte ned og kun endnu hang fast ved de tætte Ranker.
   Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt dette sælsomme Malerie, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne, belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa uendelig mørkeblaa og Krat og Buske saae ud som det sorteste Fløiel, hvert Blad aandede Nat. Mit Øie fulgte de Fremmede. Endnu efter at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt rundtom var dødstille.
   Bag et af de mange Træ-Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring, satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitel, der laae i Græsset. Stenen var kold, som Iis, mit Hoved brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store Steenblokke, for den mægtige, romerske Keiser; om de vilde Dyr, som herinde havde kjæmpet mod hinanden, ja tidt endogsaa imod Mennesker, at Folket da sad paa Steenbænkene, der stige trappeviis fra Jorden til den øverste Søilegang. [*Note] Colosseum har en oval Form, er reist af Travertin-Steen, og med fire Etager, hver af disse i en forskjellig Orden, dorisk, jonisk og korinthisk; det blev bygget under Vespasian, nogle og halvfjerdsindstyve Aar efter Christi Fødsel; 12000 fangne Jøder arbeidede derpaa. Det har 80 Buer og dets Omkreds anslaaes af de Fleste til 1641 Fod; der skal have været 86000 siddende Pladser omkring Arena og øverst oppe 20000 staaende. Nu er Ruinen indviet til kristelig Gudstjeneste. »While stands the Coliseum, Rome shall stand, / »When falls the coliseum, Rome shall fall; / »And when Rome falls - the world -« - Byron. [*]
   Det raslede i Krattet over mig, jeg saae op og syntes at see noget bevæge sig! ak ja, rundt om viste min Phantasie mig blege, mørke Skikkelser, som murede og hamrede; jeg hørte tydeligt hvert Slag, de sloge, saae de magre, sortskjæggede Jøder bortrive Græs og Buske og vælte Steen paa Steen, til den hele uhyre Bygning stod opreist paa ny, [s41] og nu var Alt een Menneskevrimmel; Hoved ved Hoved; det Hele syntes uendeligt større, eet levende Kjæmpelegeme.
   Jeg saae Vestalinderne i lange, hvide Klæder, det prægtige Keiserhof, de nøgne, blødende Gladiatorer; hørte nu, hvor det brusede og hylede rundt om, i de nederste Buegange; fra flere Sider styrtede Skarer af Tigre og Hyæner, de joge forbi tæt ved hvor jeg laae, jeg følte deres brændende Aande, saa det røde Ildblik og knugede mig da fast til Stenen, hvor jeg sad, i det jeg bad Madonna frelse mig; men endnu mere vildt larmede det omkring mig; dog kunde jeg see, midt derinde, det hellige Kors, som det staaer endnu og som jeg altid fromt havde kysset, naar jeg gik det forbi. Jeg anstrængte min hele Kraft, følte tydeligt, at jeg slyngede mine Arme omkring det, men Alt rundtom styrtede sammen, Mure, Mennesker og Dyr, Bevidstheden forlod mig, jeg følte Intet mere.
   Da jeg atter aabnede Øinene, var min Feber forbi, men jeg var afkræftet og som betynget med Træthed.
   Jeg laae virkeligt paa Trappen op til det store Trækors. Jeg betragtede nu den hele Omgivning, den havde slet intet skrækkende; en dyb Høitidelighed laae over det Hele; en Nattergal sang i Krattet oppe paa Muren; jeg tænkte paa det kjære Jesusbarn, hvis Moder jo ogsaa var min, nu jeg ingen havde, slyngede mine Arme om Korset, hvilte Hovedet til det og sov snart en rolig, styrkende Søvn.
   Den maa have varet i flere Timer; jeg vaagnede ved Psalmesang; Solen skinnede paa den øverste Deel af Muren, Capucinerne vandrede med brændende Kjærter fra Altar til Altar og sang deres »Kyrie eleison«, i den smukke Morgen; de stode ved Korset, hvor jeg laae; - jeg saae Fra-Martino bøie sig over mig. Mit forstyrrede Udseende, min Bleghed og at jeg var her paa denne Tid, foruroligede ham; hvorledes jeg forklarede mig, veed jeg ikke, men min Frygt for Peppo, min forladte Tilstand var ham tydelig nok; jeg holdt fast i hans brune Kappe, bad ham ikke forlade mig, og det var som om alle Brødrene toge Deel i min Ulykke, de kjendte mig jo alle, jeg havde jo været hos dem i deres Celler, og sjunget med dem foran det hellige Altar.
   Hvor glad blev jeg ikke, da Fra-Martino førte mig med til Klosteret, og hvor ganske glemte jeg ikke al min Nød, da jeg sad i hans lille Celle, hvor de gamle Træsnit vare klistrede paa Væggen og Orangetræet rakte de grønne, duftende Grene ind af Vinduet. Fra-Martino [s42] havde ogsaa lovet mig, at jeg ikke skulde komme til Peppo. »En Tigger,« hørte jeg, han sagde til de Andre, »en betlende Krøbling, der ligger paa Gaden og søger Almisse, kan Drengen ikke overgives til!«
   Ved Middagstid bragte han mig Roer, Brød og Viin, og sagde da ret høitideligt, saa mit Hjerte bævede derved: »Stakkels Dreng! havde din Moder levet, da vare vi ikke blevne skilte ad, Kirken havde beholdt Dig, og Du var voxet op i dens Fred og Beskjærmelse! nu maa Du ud i den urolige Sø, svømme paa det løse Bræt, men tænk paa Din blodige Forløser og den himmelske Jomfrue! hold fast ved dem, Du har i hele den vide Verden slet ingen, uden dem.«
   »Hvor skal jeg hen?« spurgte jeg; og nu fortalte han mig at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, paalagde mig at ære dem, som Fader og Moder, adlyde dem i, hvad de forlangte og aldrig glemme mine Bønner og de Lærdomme, han havde givet mig. Mod Aften stod Marijucce med sin Fader ved Klosterdøren, for at afhente mig; Fra-Martino førte mig ud til dem. I Klæder saae da Peppo næsten pynteligere ud, end denne Hyrde, man nu overgav mig til. De forrevne, støvede Læderstøvletter, de nøgne Knæ og den spidse Hat med Lyngblomsten i, var det, som først faldt mig i Øie. Han bøiede Knæ, kyssede Fra-Martino paa Haanden og sagde om mig, at jeg var en smuk Dreng, og at han og hans Kone vilde dele deres Bid med mig. Marijucce gav ham nu Pengepungen med al min Rigdom, og vi gik saa alle fire ind i Kirken; de holdt en stille Bøn, jeg knælte ogsaa, men kunde ikke bede, mit Øie søgte alle de kjendte Billeder, Jesus, der seilede paa Skibet høit over Kirkens Dør, Englen paa Altartavlen og den deilige Sanct Michael! selv Dødningehovederne med den grønne Vedbende-Krands om, maatte jeg sige mit Farvel. Fra-Martino lagde sin Haand paa mit Hoved og gav mig ved Afskeden en lille Bog med Træsnit: »Modo di servire la sancta messa« og saa skiltes vi ad. Da vi gik over Piazza Barberina, kunde jeg ikke lade være at see op til min Moders Huus; alle Vinduer stode aabne, Værelserne ventede paa nye Beboere.

H. C. Andersen Homepage