H. C. Andersen: Improvisatoren 1,3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,3

                 III 

          Blomsterfesten i Genzano.

   [s27] Det var i Junimaaned, Dagen nærmede sig til den berømte Blomsterfest, der aarlig høitideligholdes i Genzano. [*Note] En lille By paa Albanerbjergene, tæt ved Landeveien mellem Rom og Sumpene. [*] Min Moder og Marijucce havde der en fælles Veninde, som med sin Mand holdt Osterie og Kjøkken. [*Note] »Osteria e cucina«, det sædvanlige Skildt for mindre Herberger og Spiseqvarteer i Italien. [*] De havde alt i flere Aar besluttet at tage ud til denne Fest, men altid var der indtruffet Forhindringer; denne Gang blev det sat igjennem. Dagen før Blomsterfesten skulde vi afsted, da det var en lang Vei; af Glæde sov jeg ikke hele Natten forud.
   Solen var endnu ikke oppe, da Veturinen holdt for Døren, og vi rullede afsted. Aldrig før havde jeg været ude mellem Bjergene. Forventning og Glæde over den vidtomtalte Fest satte min hele Sjæl i Bevægelse. - Kunde jeg som Ældre see Naturen og Livet rundt om med samme levende Følelse som da, og i Ord udtale det, maatte det blive et udødeligt Digt.
   Den store Stilhed i Gaderne, den jernbeslaaede Stadsport, den milevidt udstrakte Campagne med de eensomme Gravsteder, den tætte Morgentaage, der skjulte Foden af de fjerne Bjerge; Alt syntes mig hemmelighedsfulde Tilberedelser til den Herlighed, jeg skulde faae at see. - Selv de ved Veien opreiste Trækors med de hvide Røverbeen paa, der sagde os, at her var en Uskyldig dræbt og Gjerningsmanden straffet, havde noget kildrende for mig. Først forsøgte jeg paa, at tælle de uendelig mange murede Buer, der lede Vandet fra Bjergene til Rom; men det blev jeg træt af; saa plagede jeg de Andre med tusinde Spørgsmaal om de store Blus, som Hyrderne havde tændt rundt om de sammenstyrtede Grav-Monumenter, og vilde have nøie Forklaring om de store Faarehjorder, som de vandrende Drivere holdt samlede paa een Plet, ved at have spændt et Fiskenæt, som et Gjærde, rundt om hele Hjorden.
   Fra Albano skulde vi gaae til Fods den korte smukke Vei over Ariccia. [s28] Receda og Gyldenlak voxte vildt ved Veien, de tætte, saftige Olietræer skyggede saa deiligt; jeg kunde øine Havet og paa Bjergskrænten ved Veien, hvor Korset staaer, hoppede lystige Piger os dandsende forbi, loe og spøgte, men glemte dog ikke fromt at kysse det hellige Kors. Den høie Kirkekuppel i Ariccia troede jeg var Peterskirkens, som Englene havde hængt herude i den blaa Luft mellem de mørke Olietræer. Inde paa Gaden havde Folk flokket sig om en Bjørn, der dandsede paa Bagbenene, medens Bonden, der holdt den i Snoren, blæste paa Sækkepibe, den selvsamme Melodie, han ved Juletid, som Pifferari, havde blæst for Madonna. En deilig Abekat i Soldater-Uniform og som han kaldte: Korporalen, slog Kaalbøtter paa Bjørnens Hoved og Ryg. Jeg havde gjerne blevet her, istedetfor at gaae til Genzano! Blomsterfesten var jo ogsaa først imorgen; men min Moder skyndte, for vi skulde hjælpe Veninden, Angeline, med at flætte Krandse og Blomstertepper.
   Den korte Vei var snart tilbagelagt og Angelines Huus opspurgt; det laae paa den Kant af Genzano, som vender mod Nemisøen; det var et smukt Huus; ud af Muren sprang et Kildevæld ned i Steenbasinet, hvor Æslerne trængte sig om for at drikke.
   Vi traadte ind i Osteriet: der var en Summen og Brummen! Maden kogte og brasede paa Skorstenen. En Vrimmel af Bønder og Byfolk sad ved de lange Træborde, drak deres Viin og spiste deres Presciutto. Deilige Roser stode i den blaae Krukke foran Madonnabilledet, hvor Lampen ikke ret vilde brænde, fordi Røgen trak derhen. Katten løb over Ostene, der laae paa Hylden, og vi vare nær faldet over Hønsene, som hoppede om paa Gulvet. Angeline tog meget fornøiet mod os, og vi kom op af den steile Trappe tæt ved Skorstenen, hvor vi fik vort eget Kammer, og kongelige Retter, efter mine Begreber; alt var prægtigt, selv Folietten med Viin var pyntet ud; der sad som Prop i Flasken en udsprunget Rose. De kyssedes alle tre, jeg fik ogsaa et Kys, og maatte tage det, enten jeg vilde eller ei. Angeline sagde, jeg var saa pæn, og min Moder klappede mig paa Kinden med den ene Haand, medens hun med den anden pyntede paa mig, trak Trøien, der var mig for kort, snart ned over Hænderne, snart igen op om Hals og Bryst, saaledes som den skulde sidde.
   Efter Bordet ventede os alt en heel Fest, vi skulde ud at plukke Blomster og Grønt til Krandse. Gjennem en lav Dør kom vi nu ud i Haven; denne var kun nogle Alen i Omfang og udgjorde, saa at sige, [s29] kun een eneste Løvhytte. Det tynde Rækværk foran var forstærket ved de brede, faste Blade af Aloen, der her groede vildt og dannede et naturligt Gjærde. Søen laae blikstille dybt i det store runde Krater, fra hvilket engang Ilden havde sprudlet mod Skyen. Vi gik ned af den amphitheatralske Bjergside, gjennem de store Vignier og den tætte Platanskov, hvor Rankerne snoede sig op mellem Trægrenene. Oven paa den anden Skrænt laae Byen Nemi og speilede sig ned i den blaa Sø. Medens vi gik bandt vi Krandse; den mørke Oliegreen og det friske Viinblad blev slynget mellem de vilde Gyldenlakker. Snart var den blaa dybtliggende Sø og den klare Himmel over os skjult af de tætte Grene og Viinløvet, snart tittede de frem, som udgjorde begge eet eneste uendeligt Blaa. Alt var mig nyt og herligt; min Sjæl bævede af en stille Lyksalighed. Jeg har endnu Øieblikke, hvori Erindringen hæver hine Følelser frem igjen, som smukke Mosaikstykker af en sjunken Stad.
   Solen brændte saa hedt, og først nede ved Søen selv, hvor Platanerne, med urgamle Stammer voxte ud i Vandet og dykkede de med Viinløv omsnoede Grene ned i Vandspeilet, fandt vi det kjøligt til at fortsætte Arbeidet; smukke Vandplanter nikkede, som om de drømte, under den tætte Skygge; de kom med i Krandsen. Snart naaede ikke Solstraalerne mere ned til Søen, men spillede kun paa Tagene i Nemi og Genzano, Dunkelheden udbredte sig alt hvor vi sad; jeg havde fjernet mig fra de Andre, men kun nogle Skridt, da min Moder var bange for, at jeg skulde falde i Søen, der var dyb og Skrænten brat. Ved de faa Steenlevninger af det gamle Dianatempel laae et omhugget Figentræ, som Vedbenden alt begyndte at binde fast igjen til Jorden; jeg var krøbet op paa dette, flættede ogsaa en Krands og sang af en Canzonette!

        »- Ah rossi, rossi fiori, 
        Un mazzo di violi! 
        Un gelsomin d'amore -«

da jeg pludselig blev afbrudt ved en sælsom hvislende Stemme:

      »- Per dar al mio bene!«

   [s30] Pludseligt stod der en høi gammel Kone af en forunderlig rank Holdning, og i den Dragt Bønderkonerne i Frascati sædvanligt bære. Det lange hvide Slør, som hang fra Hovedet ned over Skulderen, bidrog til at vise Ansigt og Hals endnu mere mulatfarvede, end de maaskee vare; Rynke laae ved Rynke, saa den hele Hud lignede et sammenskrumpet Næt; de sorte Øienstene syntes at udfylde Øiehulerne. Hun loe og saae derpaa øieblikkeligt stift og alvorligt paa mig, som var hun en Mumie, man havde stillet op under Træerne.
   »Rosmarinernes Blomster,« sagde hun, »blive smukkere i dine Hænder! Du har en Lykke-Stjerne i Øiet!«
   Jeg saae forundret paa hende, i det jeg trykkede Krandsen, jeg bandt paa, op mod mine Læber.
   »Der sidder Gift i de smukke Laurbærblade! [*Note] Prunus Laurocerasus, der voxer meget villig her mellem Bjergene. [*] Bind din Krands, men smag ikke paa Bladene!«
   »Ha! kloge Fulvia fra Frascati!« udbrød Angeline, der traadte frem af Hækken. »Binder Du ogsaa Krandse til Festen imorgen, eller« sagde hun med mere dæmpet Stemme, »binder Du andre Urtekoste, mens Solen gaaer ned i Campagnen.«
   »Et klogt Øie!« vedblev Fulvia og saae uforandret paa mig, »Solen gik igjennem Tyren, da han fødtes, og der hænger Guld og Ære paa Tyrens Horn!«
   »Ja,« sagde min Moder, der kom til med Marijucce, »naar han faaer den sorte Kjole og den brede Hat, kommer det an paa, om han skal svinge Røgelse eller gaae gjennem Tornebuske!«
   At hun herved sigtede til, at jeg skulde i den geistlige Stand, syntes Sybillen at opfatte, dog laae der en ganske anden Betydning i hendes Ord, end den, vi da maatte tænke os.
   »Den brede Hat,« sagde hun, »vil ikke skygge hans Pande, naar han staaer for Folket, naar hans Taler lyde som Musik, høiere end Nonnernes Sang bag Gitteret og stærkere end Tordenen i Albanerbjergene! Lykkens Stol er høiere, end monte cave, hvor dog Skyen ligger paa Bjerget mellem Faarehjorderne!«
   »O Gud!« sukkede min Moder og rystede lidt vantro, skjøndt hun gjerne gad høre den glimrende Spaadom. »Han er et fattigt Barn, Madonna veed, hvorledes det vil gaae ham! Lykkevognen er høiere, end [s31] Albanerbondens Vogn og Hjulet gaaer rundt, hvor skal et fattigt Barn komme derop!«
   »Har Du seet, hvorledes de to store Hjul paa Bondens Vogn dreie sig? Den nederste Sparre bliver øverst og gaaer saa ned igjen; ved Jorden sætter Bonden sin Fod ind paa den, og Hjulet, som dreier, maa løfte ham op, men tidt staaer der en Steen paa Veien, og saa kan det gaae som en Dands paa Torvet.« [*Note] Bønderne stige op paa deres høie Vogne, ved at sætte Foden ind paa Sparren, idet Hjulet dreier den opad. [*]
   »Og kan jeg ikke komme med paa Lykkevognen?« sagde min Moder, halvt spøgende, men udstødte i det samme et Skrig, thi en uhyre Rovfugl slog ned tæt ved i Søen, saa Vandet i samme Nu stænkede os i Ansigtet ved den Kraft, hvormed den slog det rolige Vandspeil med sine store Vinger. Høit fra Luften havde den med sit skarpe Blik opdaget en stor Fisk, der stod ubevægelig, som et Rør, tæt ved Vandfladen; med Pilens Flugt greb den sit Bytte, borede de skarpe Kløer ind i Fiskens Ryg og vilde nu atter hæve sig, men Fisken, som vi kunde see paa det pidskede Vand, var af en særdeles Størrelse og næsten af lige Kræfter med sin Fjende; den søgte derfor at drage ham ned med sig. Fuglens Kløer sad for fast inde i Fiskens Ryg, til at den kunde slippe sit Bytte, og nu begyndte der en Kamp mellem dem, hvorved den blikstille Sø zittrede i store Buer. Snart saae man den glindsende Ryg af Fisken, snart slog Fuglen de brede Vinger mod Vandet og syntes at bukke under. Nogle Minutter varede Kampen. Begge Vingerne laae et Øieblik stille, udbredte paa Vandet, som hvilede de sig, med eet sloge de høit sammen, man hørte et Knæk, den ene Vinge sank ned, medens den anden pidskede Vandet til Skum og derpaa forsvandt. Fisken skjød ned til Bunden med sin Fjende, hvor de begge Øieblikke efter, maatte døe.
   Tause havde vi Alle seet paa denne Scene; da min Moder atter vendte sig til de Andre, var Sybillen borte. Dette, tillige med den lille Begivenhed, der, som man vil see, mange Aar efter virkede ind paa min Skjæbne, og saaledes dobbelt prægede sig i min Erindring, bevirkede, at vi alle meget hurtigt og temmelig tause skyndte os hjemad. Mørket syntes at strømme ud af de tætte Træers Blade, de ildrøde Aftenskyer skinnede tilbage fra Vandspeilet, Møllehjulet bruste med eensformige Toner, Alt syntes at have noget dæmonisk ved sig. Medens [s32] vi gik, hvidskede Angeline sælsomme Ting, hun havde hørt forudsige af den Gamle, der forstod at koge Gift og Elskovsdrikke, og nu fortalte hun om den stakkels Therese i Olevano, der Dag for Dag svandt hen af Sorg og Længsel efter den flinke Gjuseppe, som var draget paa Vandring Nord paa, over Bjergene; hvorledes den Gamle da havde kogt Urter i en Kobberkonka og ladet den flere Dage syde over Gløderne, til Gjuseppe ogsaa blev grebet af Længsel og maatte Nat og Dag, uden Rast og Hvile, skynde sig tilbage hvor Konkaen kogte med hellige Urter og hans og Thereses Haarlok. Jeg læste sagte mit Ave Maria, og var ikke rolig, før vi kom under Tag igjen hos Angeline.
   De fire Væger blev tændte i Messinglampen, een af vore Krandse hængt omkring den og en Ret Mongana al pomidoro sat for os tilligemed Folietten fuld af Viin. Bønderne nede i Stuen drak og improviserede; det var en Art Duet mellem to, og den hele Forsamling stemmede i Chor der til, men da jeg sang med de andre Børn foran Madonnabilledet, der hang tæt ved den store Skorsteen, hvor Ilden brændte, lyttede de Alle til og roste min smukke Stemme, saa jeg glemte den mørke Skov udenfor, og den gamle Fulvia, der havde spaaet min Skjæbne. Gjerne havde jeg nu begyndt at improvisere omkap med Bønderne, men min Moder stækkede min Forfængelighed og Villie, idet hun spurgte mig, om jeg fandt det passende, jeg, som i Kirken svingede Røgelsekarret og maaskee engang skulde tale Guds Ord til Folket, vilde gjøre mig til Nar; at det endnu ikke var Carnevalstid og at hun ikke tillod det. Men da vi ud paa Aftenen kom i vort Sovekammer og jeg steg op i den brede Seng, trykkede hun mig kjærligt til sit Hjerte, kaldte mig sin Trøst og Glæde, og lod mig, da Hovedpuden var saa lav, hvile mit Hoved paa hendes Arm, hvor jeg drømte til Solen skinnede ind af Vinduet og hun vakte mig til den deilige Blomsterfest.
   Hvorledes udtaler jeg det første Skue af Gaden, det brogede Billede, saaledes, som jeg da opfattede det. - Den hele lange Gade, der hæver sig i en sagte Skraaning, var overdynget med Blomster, Underlaget var blaat; det saae ud, som havde man plyndret alle Marker, alle Haver, for at faae af samme Farve Blomster nok til den hele Gade; over disse laae, som lange Striber, store grønne Blade med Rose ved Rose; i Afstand derfra, en lignende Stribe, og imellem disse var overdynget med mørkerøde Blomster, saa at en stor Bort saaledes dannedes [s33] om det hele Teppe. Midten af dette forestillede Stjerner og Sole, som man havde gjort ved at øse en Mængde gule Blomster gjennem stjernedannede og runde Former; mere Flid havde Navnetrækkene kostet, her var Blomst lagt ved Blomst, Blad ved Blad. Det hele var et levende Blomstertæppe, et Mosaik-Gulv, rigere paa Farvepragt end, Pompei kan opvise det. - Ingen Vind rørte sig. Blomsterne laae faste, som var det tunge, fasttrykte Ædelstene. - Fra alle Vinduer hang store Tæpper ned over Muren, alle virkede af Blade og Blomster, der dannede hellige Billeder. - Her ledte Joseph Æselet, der bar Madonna med Barnet; Roser dannede Ansigt, Fødder og Arme, Levkøier og blaa Anemoner hendes flagrende Kjortel, og Kronen var hvide Stjerneblomster [*Note] Nymphæa alba. [*] hentede fra Nemisøen. Sanct Michael kjæmpede med Dragen, den hellige Rosalia strøede Roser ned paa den sortblaa Verdenskugle; overalt hvor jeg saae, fortalte Blomsterne mig bibelske Legender og alle Mennesker, rundt om, vare glade, som jeg. Paa Altanerne stode festligt klædte de rige Fremmede fra hiin Side Bjergene, og langs med Husene bevægede sig den store Menneskevrimmel, nok saa pyntet, hver Enkelt efter sin Egns Mode. - Ved Steenbasinet, om det store Vandspring, hvor Gaden dreier, havde min Moder taget Plads, jeg stod foran Satyrhovedet, der seer ud fra Vandet.
   Solen brændte varmt, alle Klokkerne klang og Toget bevægede sig hen over det deilige Blomstergulv; den skjønne Musik og Sang bebudede dets Komme. Chordrengene svingede Røgelsekar foran Monstransen, Omegnens skjønneste Piger fulgte efter med Blomsterkrandse, og fattige Børn, med Vinger paa de nøgne Skuldre, ventede med Englehymner, ved det store Høialter, Toget, der nærmede sig. De unge Karle havde flagrende Baand om den spidse Hat, hvorpaa Mariabilledet var hæftet; Sølv- og Guld-Ringe hang i en Kjæde om Halsen, og smukke brogede Skjærf stak herligt af til den store Fløiels Trøie. Pigerne fra Albano og Frascati kom med tynde Slør ziirligt over den sorte Haarflætning med Sølvpilen i; de fra Veletri bare derimod Krandse om Haaret og det brogede Halsklæde hæftet ned til Kjortelen, saa at de smukke Skuldre og det runde Bryst kom til Syne. Fra Abruzzerne, fra Sumpene, fra enhver nærliggende Egn kom de Alle i deres egentlige Nationaldragt og gav saaledes det mest brogede Skue. Kardinalen, i sin Sølvmors-Kaabe, skred frem [s34] under den blomstersmykkede Baldakin, Munke af de forskjellige Ordener fulgte, og alle bare de brændende Voxkjærter. Da Toget var ude af Kirken strømmede Mængden efter; vi bleve revne med; min Moder holdt mig fast om Skuldrene, [s35] for at jeg ei skulde slippe fra hende. Der gik jeg nu nede, indeklemt mellem Vrimmelen; alt hvad jeg kunde see, var alene den blaa Himmel over mig. Med Eet hørte man rundt om et heftigt Skrig, der trykkedes fra alle Sider: et Par løbske Heste var det; mere hørte jeg ikke, men blev revet til Jorden, det blev sort for mine Øine og det var, som et Vandfald bruste hen over mig.
   O, Guds Moder, hvilken Jammer! jeg føler endnu en sælsom Skjælven, naar jeg tænker tilbage derpaa. Da jeg kom til mig selv, laae jeg med Hovedet i Marijucces Skjød, hun skreg og jamrede; ved Siden laae min Moder udstrakt og rundt om var en snever Kreds af de fremmede Mennesker. De sky Heste havde kjørt over os, Hjulet var gaaet over min Moders Bryst, Blodet strømmede hende udaf Munden, hun var død.
   Jeg saae, de trykkede de brustne Øine til, og foldede de livløse Hænder, som nyligt saa kjærligt havde skjærmet om mig. Munkene bragte hende ind i Klosteret, og da jeg var uden al Skade, kun min ene Haand skuret lidt, tog Marijucce mig med tilbage til Osteriet, hvor jeg igaar havde været saa glad, bundet Krandse og sovet i min Moders Arme. - Jeg var ret inderlig bedrøvet, skjøndt jeg ikke begreb, hvor ganske forladt jeg var. De gave mig Legetøi, Frugt og Kager, lovede mig, at jeg imorgen skulde se min Moder og at hun var hos Madonna, hvor der altid var hellig Blomsterfest og Glæde, men deres øvrige Tale undgik mig heller ikke; jeg hørte hvor de hviskede om den hæslige Rovfugl igaar, om Fulvia og en Drøm min Moder havde haft; nu hun var død, havde de Alle forud anet Ulykken.
   De løbske Heste vare imidlertid standsede tæt udenfor Byen, i det de tørnede mod et Træ; en fornem Herre paa nogle og fyrgetyve Aar, halvdød af Skræk, havde man hjulpet ud af Vognen; de sagde, han var af den borghesiske Familie, eiede en Villa mellem Albano og Frascati og var bekjendt ved sin sælsomme Lyst til at samle alskens Planter og Blomster; ja, i hemmelige Kunster skulde han være viis, som den kloge Fulvia. En Tjener i rigt Livree bragte en Pung med 20 Scudi fra ham til det moderløse Barn.
   Næste Aften, før det ringede til Ave Maria, førte de mig hen i Klosteret, for at see min Moder sidste Gang; hun laae i den snævre Fjellekiste, festligt klædt, som igaar til Blomsterfesten; jeg kyssede de foldede Hænder, og Qvinderne græd med mig.
   Ved Døren stode alt Liigbærerne og Følget, formummede i deres hvide Kitler med Hætten ned over Ansigtet. De løftede Baaren op paa deres Skuldre, Capucinerne tændte deres Voxkjærter og istemte Sangen for de Døde. Marijucce gik tætved Liget med mig; den ildrøde Aftenhimmel skinnede paa min Moders Ansigt, hun saae ud, som om hun levede. De andre Børn fra Byen løbe saa glade omkring mig og opsamlede i Kræmmerhuse Voxet, der dryppede fra Munkenes Kjærter. Vi gik gjennem Gaden, hvor igaar Fest-Processionen fandt Sted; den laae endnu med Blomster og Blade, men alle Billederne, de smukke Figurer vare forstyrrede, som min egen Barndoms Lykke, min Glæde Dagen forud. Jeg saae dem paa Kirkegaarden løfte den store Steen tilside, som dækker Hvælvingen, hvori Ligene sænkes ned; jeg saae Kisten glide og hørte det svage Drøn, i det den stødte mod de andre Kister dernede. Saa droge de Alle bort, men Marijucce lod mig knæle paa Gravstenen og læse et »Ora pro nobis!«
   I den maaneklare Nat reiste vi bort fra Genzano; Federigo og to Fremmede vare med. Tætte Skyer hang om Albanerbjergene; jeg saae paa de lette Taager, som i Maaneskinnet fløi over Campagnen; de Andre talte kun lidt og snart sov og drømte jeg om Madonna, om Blomsterne og min Moder, der levede, smilte og talte til mig.

H. C. Andersen Homepage