H. C. Andersen: Improvisatoren 1,2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,2

               II 

          Besøget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. 
           Det nydelige Englebarn. Improvisatoren.

   [s17] Vor Logerende, den unge Maler, tog mig stundom med paa sine smaa Vandringer ud af Porten; jeg forstyrrede ham ikke, medens han gjorde een eller anden Skizze, og naar han var færdig, morede han sig ved min Sladdren, da han nu forstod Sproget. Engang før havde jeg været med ham i curia hostilia, dybt inde i de mørke Huler, hvor i gamle Dage de vilde Dyr gjemtes til Legene, hvor uskyldige Fanger vare kastede for de glubende Hyæner og Løver. De mørke Gange, Munken, der førte os derind og bestandigt slog den røde Fakkel mod Muren, de dybe Steendamme, hvor Vandet stod klart som Speile, ja saa klart, at man maatte berøre det med Faklen, for at overtydes om, at det stod høit op til Randen, og ikke var et tomt Rum, som det ved sin Klarhed syntes; alt kildrede min Phantasie, Frygt følte jeg ikke, da jeg var uvidende om nogen Fare.
   »Komme vi ud i Hulerne?« spurgte jeg ham, da jeg for Enden af Gaden saae det Øverste af Colosseum.
   »Nei, til nogle langt større,« svarede han, »der skal Du faae noget at see! og Dig vil jeg tegne med, min egen raske Dreng!«
   Saa vandrede vi fort, altid fort mellem de hvide Mure, der indslutte Viinhaverne og de gamle Ruiner af Badene, til vi vare ude af Rom. Solen brændte hedt og Bønderne havde gjort sig Løvhytter af grønne Grene over deres Vogne, hvori de sov, mens Hestene, overladte til sig selv, gik i Fodgang og aade af Høeknippet, der til dette Brug var hængt paa deres ene Side. Endelig naaede vi til Egerias Grotte, inde i hvilken vi spiste vor Frokost og blandede Vinen med det friske Vand, der strømmer ud mellem Steenblokkene. Vægge og Bue, den hele Grotte var indvendig overvoxet med det fineste Grønt, som var det et Betræk, virket med Silke og Fløiel, og rundt om den store Indgang hang det tætte Epheu, friskt og fyldigt, som Viinløvet i Calabriens Dale. Nogle faa Skridt fra Grotten ligger, eller rettere laae, thi nu er der kun Rudera deraf, et lille ganske øde Huus, [s18] bygget over een af Nedgangene til Katakomberne. Disse have i ældre Tider, som bekjendt, været Forbindelsesled mellem Rom og de omliggende Byer, men ere siden deels styrtede sammen, deels tilmurede, da de tjente Røvere og Smughandlere til Skjul. Nedgangen gjennem Gravhvælvingerne i St. Sebastians Kirken og her gjennem dette øde Huus, vare dengang de to eneste, man endnu havde, og jeg tør troe, at vi vare de sidste, som stege ned ad denne, thi kort efter vor Begivenhed blev den ogsaa tillukket, og kun den ene gjennem Kirken, under Ledsagelse af en Munk, blev aaben for den Fremmede.
   Dybt dernede, hulet gjennem den bløde Puzzolanjord, krydser den ene Gang den anden; deres Mængde, deres Lighed med hinanden kan forvirre selv den, der kjender Hovedretningerne. Jeg gjorde mig slet ingen Tanker om det Hele, og Maleren havde sikkret sig saaledes, at han ikke tog i Betænkning at føre mig lille Dreng med derned. Han tændte sit Lys og tog et med i Lommen, gjorde et Nøgle Traad fast ved Aabningen, hvor vi stege ned, og vor Vandring begyndte. Snart vare Gangene saa lave, at kun jeg kunde gaae opreist, snart hævede de sig i høie Buer, udvidedes i store Qvadrater, der hvor de overskares af andre. Vi kom gjennem Rotonden med det lille Steenalter i Midten, hvor de første Christne, forfulgte af Hedningerne, hemmeligt holdt deres Gudstjeneste. Federigo fortalte mig om de 14 Paver og de mange tusinde Martyrer, der laae begravne hernede. Vi holdt Lyset til de store Revner i Grav-Nischerne og saae de gule Knokler derinde. [*Note] Gravmælerne her ere uden al Prydelse; derimod finder man i den hellige Januarii Katakomber ved Neapel Helgenbilleder og Inscriptioner, men slet gjorte. Paa de Christnes Grave ere afbildede en Fisk, i hvis græske Navn: [G] Ichthys [R] ligge Begyndelsesbogstaverne til [G] Iesus christos theu soter [R] : (Jesus Christus, Guds Søn, Frelser). [*] Endnu gik vi nogle Skridt fremad, saa gjorde han Holdt, thi Traaden var ikke meget længer. Enden af den bandt han fast i sit Knaphul, stak Lyset ind mellem nogle Stene og begyndte nu at aftegne de dybe Gange; jeg sad tæt ved paa en Steen, han havde ladet mig folde Hænderne og see op i Veiret. Lyset var halvt udbrændt, men der laae et heelt ved Siden af, desuden havde han Svamp og Fyrtøi, for at kunne tænde igjen, om det pludseligt sluktes.
   Min Phantasie skabte tusinde forunderlige Gjenstande i de uendelige Gange, der aabnede sig, for kun at vise et uendeligt Mørke. Alt var ganske stille, kun de nedfaldende Vanddraaber gave en eensformig [s19] Lyd. Medens jeg saaledes sad i mine egne Tanker, blev jeg pludselig forskrækket over min Ven Maleren, der gav et forunderligt Suk, og sprang omkring, men altid paa samme Plet. Hvert Øieblik bøiede han sig ned til Jorden, som han vilde gribe noget; nu tændte han det større Lys og søgte rundt om; da blev jeg bange over hans sære Væsen og reiste mig grædende op.
   »For Guds Skyld, bliv siddende Barn!« sagde han, »for Gud i Himlens Skyld!« og nu stirrede han igjen paa Jorden.
   »Jeg vil op!« skreg jeg, »jeg vil ikke være hernede!« Nu tog jeg ham i Haanden og vilde trække ham med.
   »Barn, Barn!« sagde han, »Du er en herlig Dreng! jeg skal give Dig Billeder og Kager; der har Du Skillinger!« og nu tog han sin Pung op af Lommen og gav mig Alt, hvad der var deri; men jeg følte, at hans Haand var iiskold og at han skjælvede; da blev jeg endnu mere urolig og raabte paa min Moder, men saa greb han mig heftigt i Skulderen, ruskede mig stærkt og sagde: »jeg prygler Dig, er Du ikke rolig!« nu slog han sit Lommetørklæde om min Arm og holdt mig fast, men bøiede sig i det samme ned og kyssede mig stærkt, kaldte mig sin kjære, lille Antonio og sagde: »Bed ogsaa Du til Madonna!«
   »Er Traaden borte?« spurgte jeg.
   »Vi finde den, vi finde den!« svarede han, og søgte atter. Imidlertid var det mindre Lys brændt ud, og alt som det større, ved den Bevægelse hvormed han førte det, smeltede og brændte ham ned imod Haanden, desstørre blev hans Skræk. Det vilde ogsaa være umuligt, uden Traaden at finde tilbage igjen, ethvert Skridt kunde føre os dybere ind, hvor Ingen kunde frelse os.
   Efter forgjæves Søgen kastede han sig ned paa Jorden, tog mig om Halsen, og sukkede: »Du stakkels Barn!« da græd jeg stærkt; thi jeg følte, at jeg kom aldrig hjem. Han trykkede mig saa fast til sig, idet han laae paa Jorden, at min Haand gled ind under ham; jeg greb i Gruset, og havde Traaden mellem mine Fingre.
   »Her er den!« sagde jeg.
   Han greb min Haand, blev som vanvittig af Glæde, thi her hang virkeligt vort Liv i denne ene Traad. - Vi vare frelste.
   - O, hvor varmt skinnede ikke Solen, hvor blaa var ikke Himlen, hvor deiligt grønne Træer og Buske, da vi kom ud i den frie Luft! Den stakkels Federigo kyssede mig igjen, tog sit smukke Sølvuhr op af Lommen og sagde: »det skal Du have!« Jeg blev saa sjæleglad derover, [s20] at jeg reent glemte alt, hvad der var skeet; men min Moder kunde ikke glemme det, da hun hørte det, og han fik aldrig mere Lov til at tage mig med sig. Fra-Martino sagde ogsaa, at det var ene for min Skyld, vi vare reddede, at det var mig, som Madonna havde rakt Traaden, mig, og ikke Kjetteren Federigo, at jeg var et godt, fromt Barn, og maatte aldrig glemme hendes Mildhed og Naade! Dette og nogle Bekjendteres spøgende Yttring, at jeg var født til Geistlig, da jeg slet ikke, paa min Moder nær, kunde lide Fruentimmerne, bestemte hende til, at jeg skulde være en Kirkens Tjener. Jeg veed ikke selv, men ethvert Fruentimmer havde mig noget Ubehageligt, og da jeg ret naivt udtalte det, blev jeg drillet af alle de Piger og Koner, der kom til min Moder. Alle vilde de kysse mig. Især var der en Bondepige Marijucce, som ved denne Spøg tidt bragte mig Taarer i Øinene. Hun var særdeles livlig og overgiven, levede af at være Model, og gik derfor altid i smukke brogede Klæder, med et stort hvidt Liin over Haaret. Tidt sad hun for Federigo, kom ogsaa til min Moder og fortalte mig da altid, at hun var min Brud og jeg hendes lille Brudgom, som maatte og skulde give hende et Kys; jeg vilde nu aldrig, men saa tvang hun mig med Magt. Da jeg engang, som hun sagde, græd ret barnagtigt, var et Pattebarn, skulde ogsaa patte ligesom de andre Smaa, flygtede jeg ud paa Trappen, men hun fik mig fat, holdt mig med sine Knæ og knugede mit Hoved, som jeg med Afsky vendte bort, meer og meer fast mod sit Bryst. Jeg rev Sølvpilen af hendes Haar, der faldt tykt ned over mig og hendes blottede Skulder. Min Moder stod i Krogen, loe og opmuntrede Marijucce, medens Federigo, ganske ubemærket i sin Dør, malede den hele Gruppe.
   »Jeg vil ingen Kjæreste have, ingen Kone!« sagde jeg til min Moder: »jeg vil være Præst eller Capuciner ligesom Fra-Martino!«
   Den forunderlige Stilhed, jeg ofte hele Aftener var hensjunken i, ansaae ogsaa min Moder for Tegn paa min Bestemmelse for Kirken; jeg sad da og udtænkte, hvilke Slotte og Kirker jeg vilde bygge, naar jeg blev større og rig; hvorledes jeg da skulde kjøre, ligesom Cardinalerne, i røde Vogne med mange guldgalonerede Tjenere bag paa; eller ogsaa skabte jeg mig en ny Martyrhistorie, af de mange Fra-Martino havde fortalt mig; jeg blev naturligviis Helten i den og skulde ved Madonnas Hjelp aldrig føle Smerterne, der tilføiedes mig. Især havde jeg stor Lyst til at reise til Federigos Hjem, for at omvende dem der, at ogsaa de kunde faae Deel i Naaden.
   [s21] Hvorledes min Moder eller Fra-Martino have baaret dem ad, veed jeg ikke, men nok er det, en Morgenstund iførte min Moder mig den lilla Kjortel, gav mig den Flors-Særk oven over, som naaede til Knæerne og lod mig saa see mig selv i Speilet. Jeg var nu Chordreng i Capucinerkirken, skulde bære et af de store Røgelsekar og synge med deroppe for Alteret. Fra-Martino lærte mig det Altsammen. O, jeg var saa lykkelig derover! Snart blev jeg som hjemme i den lille, men hyggelige Klosterkirke, kjendte hvert Englehoved paa Altertavlerne, hver broget Snirkel paa Pillerne, kunde med lukkede Øine see den smukke St. Michel stride med den fæle Drage, [*Note] Det berømte Malerie: St. Michel, Erkeengelen, ungdommelig skjøn og med store Vinger, sætter sin Fod og Spydet paa Djævelens Hoved. [*] saaledes som Maleren har fremstillet den, og gjorde mig mange forunderlige Tanker, ved de paa Gulvet udhuggede Dødninghoveder, med de grønne Vedbendkrandse om Panderne.
   Allehelgenens Fest var jeg med nede i Dødning-Capellerne, hvor Fra-Martino havde ført mig ind, da jeg første Gang var med ham i Klosteret. Alle Munkene sang Sjælemesser, og jeg med to jevnaldrende Drenge svingede Røgelsekar foran det store Alter af Dødninghoveder. - Man havde sat Lys i de af Knokler gjorte Lysekroner, Munkeskeletterne havde faaet nye Blomsterkrandse om Panden, og en frisk Bouqvet i Haanden. - Mange Mennesker vare, som sædvanligt, strømmede til; de knælede, og Sangerne istemmede det høitidelige miserere. Længe saae jeg paa de hvidgule Dødninghoveder og Røgelsedampen, der i sælsomme Skikkelser bølgede mellem dem og mig; da begyndte Alt at bevæge sig for mine Øine, det var, som saae jeg det Hele gjennem en stærk Regnbue, det ringede for mine Øren, som tusinde Kirkeklokker, jeg syntes at seile hen ad en Strøm, det var usigeligt deiligt - mere veed jeg ikke. Bevidstheden forlod mig, jeg var besvimet.
   Den tunge Luft af Menneskemassen og min ophidsede Phantasie bevirkede min Afmagt. Da jeg kom til mig selv igjen, laae jeg i Fra-Martino's Skjød, under Orangetræet i Klosterhaven.
   Min forvirrede Fortælling, om hvad jeg syntes at have seet, forklarede han og alle Brødrene som en Aabenbarelse; de salige Aander havde svævet mig forbi, men jeg havde ikke kunnet taale Synet af deres Glands og Herlighed.
   [s22] Dette gav da Anledning til, at jeg snart fik flere forunderlige Drømme, skabte ogsaa selv nogle, som jeg fortalte min Moder og hun atter meddeelte sine Venner, saa at jeg Dag for Dag gjaldt mere og mere for et Guds Barn.
   Imidlertid nærmede sig den lykkelige Juletid. Pifferari, Hyrderne fra Bjergene kom ind i deres korte Kapper, med Baand om den spidse Hat, og forkyndte med Sækkepiben foran hvert Huus, hvor Madonnabilledet stod, at Frelseren skulde fødes. Jeg vaagnede hver Morgen ved disse eensformige melankolske Toner, og min første Beskjæftigelse var da strax, at læse over paa min Tale; thi jeg var imellem de udvalgte Børn, Piger og Drenge, der denne Gang, mellem Juul og Nytaar, skulde prædike foran Jesusbilledet i Kirken araceli.
   Det var ikke blot mig, min Moder og Marijucce der glædede sig over, at jeg 9-Aars Dreng skulde holde Tale, men ogsaa Maleren Federigo, for hvem jeg, uden deres Vidende, gjorde Prøve oppe paa et Bord; et saadant var det, kun at der laae et Teppe over, som de satte os Børn op paa i Kirken, hvor vi da for den forsamlede Mængde maatte fremsige den udenad lærte Tale om Madonnas blodige Hjerte og Jesusbarnets Deilighed. Jeg kjendte ikke til Frygt, det var af Glæde, mit Hjerte bankede saa stærkt, da jeg stod frem og Alle saae paa mig. Jeg var den af Børnene, som gjorde meest Lykke, det syntes afgjort; men nu blev en lille Pige løftet op, hun var saa uendeligt fiint bygget, havde dertil et ganske underligt forklaret Ansigt og en saa melodisk Stemme, at Alle udbrød, det var et lille Englebarn. Selv min Moder, der gjerne havde givet mig Prisen, sagde høit, at det var som en af Englene paa den store Altertavle. Det forunderligt mørke Øie, det kulsorte Haar, det barnlige og dog saa kloge Ansigt, de deilige smaa Hænder! nei, det syntes jeg ogsaa min Moder talte for meget om, skjøndt hun sagde, jeg ogsaa havde været en Guds Engel! - Man har en Sang om Nattergalen, der som Unge sad i Reden, og hakkede paa Rosenhækkens grønne Blad, saae ikke Knoppen, der begyndte at forme sig; - og Maaneder efter, da Rosen udfoldede sig, sang han kun om den, flagrede ind i Tornene og forblødte. Den er ofte faldet mig som Ældre ind, men i Kirken araceli, da kjendte jeg den ikke, hverken mine Øren eller mit Hjerte kjendte den!
   Hjemme maatte jeg for min Moder, Marijucce og flere Veninder gjentage den holdte Tale, og det smigrede ikke lidet min Forfængelighed; men de tabte imidlertid tidligere Interessen for at høre den, [s23] end jeg for at gjentage den; for nu at holde mit Publicum i Aande, fandt jeg paa selv at skabe en ny Tale; dog denne var mere en Skildring af Festen i Kirken, end egentlig en Juletale. Federigo var den Første, som hørte den, og skjøndt han loe, smigrede det mig dog, at han sagde, min Tale var i alle Maader lige saa god, som den, Fra-Martino havde lært mig, og at der stak en Poet i mig. Dette sidste grundede jeg meget over, da jeg ikke forstod det, dog tænkte jeg mig derved en god Engel, der boede i mig, maaskee ham, der viste mig de smukke Drømme og al den Deilighed, naar jeg sov. Først hen i Sommeren bragte et Tilfælde mig til at faae et klarere Begreb om en Poet, og vakte nye Ideer i min egen Sjæleverden.
   Det var meget sjeldent min Moder gik udenfor det Qvarteer, hvor vi boede; derfor syntes det mig en heel Fest, da hun en Eftermiddag sagde, vi skulde gaae, at besøge en Veninde i Trastevere. [*Note] Den Deel af Rom, som ligger paa høire Side af Tiberen. [*] Jeg fik Søndagsklæderne paa, og den brogede Silkeklud, som jeg da pleiede at bære istedetfor Vest, blev med Knappenaale hæftet mig over Brystet under den lille Trøie, en stor Sløife paa Tørklædet og en broderet Kasket; jeg var ganske nydelig!
   Da vi efter Besøget igjen vendte hjemad, var det alt noget sildigt, men deiligt Maaneskin, Luften frisk og blaa, Cypresserne og Pinierne stode med forunderlige skarpe Conturer paa de nærliggende Høie. Det var een af disse Aftener, hvoraf man i sit Liv har enkelte, der, uden just at udmærke sig ved nogen stor Livsbegivenhed, dog i hele sit Farvespil aftrykker sig paa Psychevingen. Naar jeg siden efter tænker tilbage paa Tiberfloden, seer jeg stedse Billedet af den paa hiin Aften; det tykke, gule Vand, som Maanen skinnede paa, de sorte Muurpiller af den gamle ødelagte Bro, der med stærke Skygger ragede op af Strømmen, hvor det store Møllehjul brusede, selv de lystige Piger, der med Tambourinen hoppede forbi og dandsede Saltarello. [*Note] En romersk Folkedands til en meget eensformig Melodie. Den dandses af Een eller To, dog uden at disse komme i Berørelse med hinanden; som oftest er det to Mænd, eller to Qvinder, der med raske hoppende Trin og stigende Hurtighed bevæge sig i en Halvcirkel. Armene ere i lige saa stor Bevægelse, som Benene, og forandre uafladelig Stilling med den naturlige Ynde, som er Romerfolket egen. Fruentimmerne pleie i Dandsen at løfte Skjørtet lidet eller selv at slaae Takten paa Tambourin, som ellers en Tredie udenfor angiver ved den eensformige Trommen, hvis Afvexling ene bestaaer i den større eller mindre Hurtighed, hvormed Slagene følge paa hinanden. [*] I Gaderne ved Santa Maria della Rotonda var Alt endnu i Bevægelse; [s24] Slagtere og Frugtkoner sad bag deres Borde, hvor Varerne laae mellem Laurbærguirlander og Lysene brændte i den frie Luft; Ilden blussede under Castaniegryderne, og Samtalen gik med Raaben og Støien, saa at en Fremmed, der ei forstod Ordene, skulde troe, at det var Klammeri paa Liv og Død. En gammel Veninde, min Moder traf i Fiskehandlersken, trak Tiden ud for os, saa de begyndte at slukke Lysene, før vi kom paa Vandring, og da min Moder fulgte Veninden til hendes Dør, blev det alt dødstille i Gaderne, selv i corso, men da vi bøiede om over Pladsen di Trevi, hvor den prægtige Cascade er, klang det os atter lystigt imøde.
   Maaneskinnet faldt just paa det gamle Palais, hvor Vandet strømmer ud mellem Fodstykkets Klippeblokke, der synes løst kastede mellem hverandre. Neptuns tunge Steenkappe flagrede i Vinden, i det han saae ud over den store Cascade, paa hvis Sider de blæsende Tritoner styre Havhestene. Under dem udbreder sig det store Basin, og paa Trappetrinene rundt om dette laae en Flok Bønder og strakte sig i Maaneskinnet. Store overskaarne Meloner, som den røde Saft væltede ud af, laae ved Siden af dem. En lille fiirskaaren Karl, hvis hele Dragt var Skjorten og de korte Lærredsbuxer, der om Knæerne hang opknappede og løse, sad med en Guitar og greb lystigt i Strengene. Nu sang han et Vers, nu spillede han, og alle Bønderne klappede i Hænderne. Min Moder blev staaende, og nu hørte jeg en Vise, der ganske forunderligt greb mig, thi det var ikke en Vise, som andre, nei, han sang for os, hvad vi saae og hørte! vi vare selv med i Visen, og det paa Vers og med Melodie; han sang: hvor deiligt man kunde sove med en Steen under Hovedet og den blaa Himmel til Overdyne, medens her de to Pifferari blæste Sækkepibe, og nu pegede han paa Tritonerne, der stødte i deres Horn; hvorledes det hele Compagnie af Bønder, der her lod Melonen bløde, vilde drikke Kjærestens Skaal, som nu sov, men i Drømme saae Peterskuppelen og Kjæresten, der gik i Pavens By! »Den Skaal ville vi drikke og alle Pigernes Skaal, hvis Piil endnu ikke har aabnet Haanden! [*Note] Pilen, Landsby-Fruentimmerne bære i Haaret, har hos Pigerne en knøttet Haand, hos de Forlovede og Gifte en aaben. [*] Ja,« tilføiede han, og kneb min Moder i Siden, »Mutters med, og Kjærestens, som Drengen faaer, før det sorte Duun voxer ham om Munden!« Bravo! sagde min Moder, og alle Bønderne klappede og brølte med: »Bravo, Giacomo! Bravo!«
   [s25] Paa Trinene af den lille Kirke til Høire opdagede vi imidlertid en Bekjendt, vor Federigo, der med Blyanten stod og optog det hele lystige Maaneskinsstykke. Da vi gik hjem, spøgte han og min Moder over den raske Improvisator, saaledes hørte jeg de kaldte Bonden, der havde sjunget saa moersomt.
   »Antonio,« sagde Federigo til mig, »Du skulde have improviseret igjen, Du er jo ogsaa en lille Poet! Du maa lære at sætte Dine Taler i Vers!«
   Nu forstod jeg da, hvad en Poet maatte være, altsaa En, der kunde synge smukt, hvad han følte og saae. Det var moersomt og maatte jo, tænkte jeg, være let, havde jeg kun en Cithar.
   Det første Æmne for min Sang blev hverken meer eller mindre end Spekhøkerens Boutik lige over for, hvor vi boede. Tidligt havde min Phantasie svævet mellem de forunderlige Sammensætninger af hans Varer, der selv tiltrak sig den Fremmedes Blik. Mellem smukke Laurbærguirlander hang de hvide Bøffeloste, som store Strudsæg; Lysene, omvundne med Guldpapiir, dannede Orgeler, og Pølserne vare opreiste som Colonner, der bare en Parmesanost, skinnende, som det guldgule Rav. Naar nu om Aftenen det Hele var oplyst og den røde Glaslampe brændte for Madonnabilledet paa Væggen mellem Pølser og Presciutto, [*Note] Skinke. [*] syntes jeg at see ind i en heel Trylleverden. Katten paa Disken og den unge Capuciner, der altid handlede saa længe med Signora, kom ogsaa ind i mit Digt, som jeg saaofte i Tankerne gik igjennem, at jeg sikkert og tydeligt kunde fremsige det for Federigo, og som, da det vandt hans Bifald, snart udbredte sig over hele Huset og selv til Spekhøkerens Signora, der loe og slog Hænderne sammen, idet hun kaldte det et mirakuløst Digt, en: divina comedia di Dante!
   Nu blev da ogsaa Alting besjunget! jeg levede saa ganske i Phantasier og Drømme, i Kirken, naar jeg svingede Røgelsekarret til Munkenes Sang, paa Gaderne mellem de rullende Vogne og skrigende Kræmmere, som i min lille Sang under Madonnabilledet og Vievandskarret. Hele Timer kunde jeg, i Vinterskumringen sidde udenfor vort Huus og stirre ind i det store Blus paa Gaden, hvor Smeddene glødede deres Jern og Bønderne opvarmede sig; jeg saae i den røde Ild en Verden, flammende som min egen Phantasies. Jeg jublede [s26] af Glæde, naar om Vinteren Sneen fra Bjergene jog saa stærk en Kulde ned til os, at der hang Iistappe paa Steentritonen ude paa Pladsen, Skade, at det skete saa sjeldent. Da vare ogsaa Bønderne glade, naar de saae dette, som var dem Tegn paa et frugtbart Aar, de toge hverandre i Hænderne og dandsede i store uldne Peltse rundt om Tritonen, mens Regnbuen spillede paa den høie Vandstraale.
   Men jeg dvæler for længe ved de enkelte Barndoms-Erindringer, der for Fremmede ikke kunne have den dybe Betydning, det forunderlige Gribende, som for mig. Ved at gjentage dem, ved at dvæle ved Enkelthederne, synes jeg atter at gjenleve det Hele. - Min Barndom Hjertet var for mine Drømme, Et Tonehav, hvor Billedbaade svømme!
   Jeg vil skride til den Begivenhed, der satte det største Tjørnegjerde mellem mig og Hjemmets Paradiis, førte mig ud mellem Fremmede, og skabte Spiren til min hele Fremtid.

H. C. Andersen Homepage