H. C. Andersen: Improvisatoren 1,1

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 1,1


       Conferentsraad Collin 
              og 
     hans fortræffelige Hustru, 
     i hvem jeg fandt Forældre, 
           deres Børn, 
     i hvem jeg fandt Sødskende, 
          Hjemmets Hjem, 
  bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte, dette, 
      det Bedste, jeg eier. 
           Forfatteren. 

          Første Deel 

              I
        Min første Omgivning.

   [s11] Hvo der har været i Rom, kjender godt Piazza Barberina, den store Plads med den smukke Fontaine, hvor Tritonen tømmer den sprudlende Muslingskal, hvorfra Vandet springer flere Alen iveiret; hvo som ikke har været der, kjender den dog af Kobberstik; kun Skade, at paa disse staaer ikke Hjørnehuset til Via felice, det høie Hjørnehuus, hvor Vandet strømmer gjennem tre Rør udaf Muren og ned i Steenbasinet. - Det Huus har en egen Interesse for mig, thi der blev jeg født. Seer jeg hen til min tidlige Barndom, hvilket Virvar da af brogede Erindringer, jeg veed ikke selv, hvor jeg skal begynde; betragter jeg hele mit Livs Drama, ja saa veed jeg endnu mindre, hvorledes jeg skal fremsætte det, hvad jeg bør forbigaae, som det Uvæsentlige, og hvilke Punkter der ere nok til at gjengive det hele Billede. Hvad som er interessant for mig, bliver det maaskee ikke for en Fremmed; sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den slemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skjød den op som Urt, og voxte siden, som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træ, hvori mine Lidenskaber byggede Rede. Een af mine første Erindringer peger hen derpaa. Jeg var vel sex Aar gammel, jeg legede omme ved Capucinerkirken med nogle andre Børn, der alle vare yngre end jeg; paa Kirkedøren var der slaaet et lille Messingkors; det sad omtrent midt paa Døren og jeg kunde netop naae til det med Haanden. Altid naar vore Mødre vare gaaet med os derforbi, havde de løftet os op, for at kysse det hellige Tegn. Som vi Børn nu gik og legede, spurgte een af de Mindste: hvorfor Barn Jesus dog aldrig kom og legede med. Jeg var nu den Klogere og svarede: at han jo sad paa Korset; vi gik da hen til det og skjøndt vi fandt det tomt, vilde vi, som vore Mødre havde lært os at gjøre, dog kysse ham der; men vi kunde ikke naae saa høit, løftede derfor hinanden op, men i det vi spidsede Munden til Kys, gik Kræfterne fra den der løftede op, og den Kyssende faldt ned just som Munden skulde møde det usynlige [s12] Jesusbarn. Min Moder kom i det samme forbi; da hun saae vor Leeg, stod hun stille, foldede sine Hænder og sagde: »I ere jo nogle Guds Engle! og Du er min egen Engel!« sagde hun til mig og kyssede mig.
   Jeg hørte hende gjentage for Nabokonen, hvilken uskyldig Engel jeg var, og det behagede mig meget; min Uskyldighed blev mindre derved; Forfængelighedens Sædekorn inddrak her de første Solstraaler. Naturen havde givet mig et blødt, fromt Sind, men den gode Moder lod mig mærke det, lærte mig mine virkelige og indbildte Fortrinligheder, tænkte slet ikke paa, at det gaaer med Barnets Uskyldighed, som med Basilisken: den maa døe, naar den faaer sig selv at see.
   Capucinermunken Fra-Martino var min Moders Skriftefader, og for ham fortalte hun, hvilket fromt Barn jeg var; jeg kunde ogsaa mine Bønner smukt udenad, skjøndt jeg ikke forstod en eneste af dem; han holdt meget af mig og gav mig et Billede med Madonna, som græd store Taarer, der, som en Regn, faldt ned i de brændende Helvedsluer, hvor de Fordømte grebe efter denne Lædskedrik. Han tog mig ogsaa engang hjem med i Klosteret, hvor de aabne Søilegange, der i en Qvadrat omslutte den lille Kartoffelhave med de to Cypresser og Orangetræet, ret gjorde et dybt Indtryk paa mig. Side ved Side hang i den aabne Gang gamle Portraiter af de afdøde Munke, og paa hver Dør til Cellerne vare klistrede Billeder af Martyrhistorien, hvilke jeg betragtede med samme hellige Følelse, som siden Raphaels og Andrea del Sartos Mesterværker.
   »Du er jo en rask Dreng!« sagde han, »nu skal Du see de Døde.« Herpaa aabnede han en lille Dør til et Gallerie, nogle Trappetrin dybere end Søilegangen; vi traadte derned og nu saae jeg rundt om mig Dødninghoved ved Dødninghoved, stillede saaledes paa hinanden, at de dannede Vægge, og derved flere Capeller. Der vare ordentlige Nischer, og i disse sadde hele Skeletter af de anseeligste Munke, svøbte i deres brune Kutte, Strikken om Livet og med en Bønnebog eller en vissen Blomsterkost i Haanden. Altre, Lysekroner og Udziringer, vare af Skulder- og Hvirvelbeen; Basrelief af Menneskeknokler, grelt og smagløst, som Ideen i det Hele. Jeg knugede mig fast til Munken, der læste en Bøn og sagde derpaa til mig: »der skal ogsaa jeg engang sove, vil Du saa besøge mig?« - Jeg svarede ikke et Ord, men saae forskrækket paa ham og rundt om paa hele den forunderlige gyselige [s13] Sammensætning. Taabeligt var det, at føre mig Barn ind paa dette Sted; jeg var sælsomt grebet af det hele Indtryk, og følte mig først igjen rolig, da jeg kom i hans lille Celle, hvor de deilige, gule Oranger hang næsten ind af Vinduet og jeg saae det brogede Billede med Madonna som hævedes af Englene op i den klare Sol, mens tusind' Blomster fyldte Graven, hvor hun hvilede.
   Dette mit første Besøg i Klosteret beskjæftigede i lang Tid min Phantasie, og staaer endnu forunderligt levende for mig. Munken syntes mig et ganske andet Væsen, end de andre Mennesker, jeg kjendte; det, at han boede hos de Døde, der i den brune Kjortel næsten saae ud som han, de mange Historier, han vidste at fortælle om hellige Mænd og forunderlige Mirakler, samt min Moders store Ærbødighed for hans Hellighed, gjorde, at jeg begyndte at tænke paa, om jeg ikke ogsaa kunde blive saadan en Mand.
   Min Moder var Enke, havde ikke andet at leve af, end hvad hun kunde fortjene ved Syning og ved at leie en stor Stue bort, vi før selv havde beboet; vi boede paa det lille Tagkammer og en ung Maler Federigo, var flyttet ind i Salen, som vi kaldte den. Det var en livsglad, rask, ung Mand, langveis borte fra, langt ude, hvor de ikke kjendte Madonna og Jesusbarnet, sagde min Moder. Han var fra Dannemark. - Jeg begreb dengang ikke, at der kunde være mere end eet Sprog, og troede derfor, at han var døv, naar han ikke forstod mig; jeg raabte derfor Ordene saa høit jeg kunde, han loe af mig, bragte mig tidt Frugt og tegnede mig Soldater, Heste og Huse. Vi bleve snart bekjendte; jeg holdt meget af ham og min Moder sagde ogsaa tidt, at det var saadan et skikkeligt Menneske! En Aften hørte jeg imidlertid en Samtale mellem min Moder og Munken Fra-Martino, der gav mig en særegen Følelse for den unge Kunstner. Min Moder spurgte, om den Fremmede dog virkelig skulde være evig fordømt til Helvede. »Han og flere af de Fremmede,« sagde hun, »ere jo dog meget skikkelige Folk, der aldrig gjøre nogen Ondt! De ere gode mod de fattige, de betale nøiagtigt og bestemt; ja, tidt synes jeg virkelig, at de ikke begaae slige Synder, som mange af vore!«
   »Ja,« svarede Fra-Martino, »det er vel sandt! de ere som oftest saare skikkelige Folk, men veed I, hvoraf det Hele kommer. Seer I: Djævelen, som gaaer om i Verden, veed, at Kjætterne nu engang tilhøre ham, og saa frister han dem aldrig; derfor kan de sagtens være skikkelige, sagtens undgaae Lasten; derimod en god catholsk Christen er et [s14] Gudsbarn og Djævelen maa derfor her bruge sine Anfægtelser; han frister, og vi Svage bukke under! men en Kjætter, som sagt, fristes aldrig af Kjødet eller Djævelen!«
   Derimod kunde min Moder Intet svare, og sukkede dybt over den stakkels unge Mand; jeg begyndte at græde, thi jeg syntes, at det var dog en blodig Synd, at han skulde brændes evigt, han, som var saa god og som tegnede mig saa smukke Billeder.
   En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet:»onde Peppo«, eller ogsaa »Kongen paa den spanske Trappe«, [*Note] Fra den spanske Plads gaaer en bred Steentrappe i Høide med de 4-Etages Huse opad monte pincio til de der liggende Gader; denne Trappe er især Forsamlingsstedet for Roms Tiggere, og bærer Navn af den spanske Trappe efter Pladsen, den støder til. [*] hvor han daglig havde sin Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: »bon giorno!« til alle Forbigaaende, og det endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med ham, var jeg den eneste, der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans Hjertelag. - Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse, for at Folk skulde stikke en Bajok deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave ham; Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo ikke holde det ud; jeg saae hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den Blinde i Ansigtet, saa han tabte Penge og Stok.
   [s15] »Din Tyv!« skreg min Onkel, »skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentligt Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!«
   Mere hørte og saae jeg ikke, men løb forskrækket hjemad med den Foliette Viin, jeg havde været ude at kjøbe. Paa de store Festdage maatte jeg altid med min Moder hjem, til ham at aflægge en Visit, vi havde da en eller anden Present med, enten store Druer eller syltede Guldæbler, der var hans største Slikkerie; jeg maatte da kysse ham paa Haanden, og sige Onkel; saa loe han saa underligt og gav mig en halv Bajok, men tilføiede den Formaning, at jeg skulde gjemme den for at see paa, ikke ødsle den til Kage, thi naar den var spiist, saa havde jeg slet intet, men beholdt jeg Skillingen, saa havde jeg altid noget!
   Der var saa sort og fælt, hvor han boede; i det ene Værelse var slet intet Vindue, og i det andet sad det høit oppe paa Muren med klinede, sønderbrudte Ruder. Meubler var der heller ingen af, uden en stor bred Kasse, han brugte til Seng, og to Bøtter, hvori han gjemte sine Klæder. Jeg græd altid, naar jeg skulde derhen, og vist er det ogsaa, at, ihvormeget min Moder talte for mig, at jeg skulde være ret kjærlig mod ham, brugte hun ham ogsaa til Bussemand, naar hun var vred paa mig; hun sagde da, at hun vilde sende mig til min nydelige Onkel, saa kunde jeg sidde at synge hos ham paa Trappen, dog gjøre noget Gavn og fortjene en Bajok. Jeg vidste nok, hun ikke meente det saa slemt; jeg var jo dog hendes Øiesteen.
   Paa Gjenboens Huus var der et Madonnabillede, som der altid brændte en Lampe foran. Hver Aften, naar det ringede til Ave Maria, laae jeg og Nabobørnene foran og sang for Gudsmoder og det smukke Jesusbarn, som de havde pyntet med Baand, Perler og Sølvhjerter. Ved det bevægelige Lampeskjær syntes det tidt for mig, som om hun og Barnet rørte sig og smilte til os; jeg sang med høi, klar Stemme, og man sagde, at jeg sang smukt. Engang blev en engelsk Familie staaende stille og lyttede til; og da vi reiste os, gav den fornemme Herre mig en Sølvskilling; »det var,« sagde min Moder, »for min deilige Stemme!« - Men hvor meget forstyrrede det mig ikke siden! jeg tænkte ikke længer ganske ene paa Madonna, naar jeg sang for hendes Billede, nei, om man hørte efter, hvor smukt jeg sang; i det jeg tænkte saaledes, følte jeg tillige en brændende Anger derover, var bange for, at hun skulde vredes paa mig, og bad da ret uskyldigt, at hun vilde see til mig stakkels Barn.
   [s16] Sangen om Aftenen var saaledes det eneste Foreningspunkt mellem mig og de andre Børn; jeg levede stille, ganske i min egen selvskabte Drømmeverden, kunde hele Timer ligge paa Ryggen med Ansigtet mod det aabne Vindue, og see paa den forunderlige, deilige blaa Luft, Italien eier, det sære Farvespil ved Solens Nedgang, naar Skyerne hang med et violfarvet Skjær paa den guldgule Grund. Tidt ønskede jeg, at kunne flyve der langt ud over Qvirinalet og Husene til de store Pinier, der stode som sorte Skyggebilleder paa den ildrøde Horizont. Et ganske modsat Syn havde jeg til den anden Side fra vort Værelse; der laae vor og Naboens Gaarde, hver kun et lille snevert Rum, indeklemt af de høie Huse og næsten tillukket foroven ved de store Træ-Altaner. Midt i hver Gaard var en muret Brønd, og Pladsen mellem disse og Husenes Vægge var ikke større, end at kun eet Menneske kunde gaae rundtom; ovenfra saae jeg saaledes egentligt kun ned i to dybe Brønde; de vare ganske overvoxede med det fine Grønne, vi kalde Venus Haar; dybest nede tabte det sig i et Mørke; det var, som kunde jeg see dybt ind i Jorden, hvor da min Phantasie skabte sig de sælsomste Billeder! imidlertid pyntede min Moder Vinduet med et stort Riis, for at jeg kunde see, hvilke Frugter der voxte mig her, om jeg ikke faldt ud og druknede.
   Men jeg vil skride til en Begivenhed, der let kunde have gjort Ende paa hele mit Livs Eventyr, før der endnu kom nogen Forvikling deri.

H. C. Andersen Homepage