H. C. Andersen: Fodreise 7

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Fodreise (1829), 7

                 SYVENDE CAPITEL 

   (Ludvig den Fjortende forvandler sig i en Tommeliden 
   fra Sirius. - En poetisk Vægter. - St. Peder vil overraske 
   Læserne med sin Nærværelse. - Livets og Dødens Port).

   [s39] Der var altsaa nu ikke andet for, end at spadsere over Broen; det gjorde jeg, og stod nu mellem de parallele Linier, Volden og den snorlige Reberbane danne. Kronen var kappet af alle Træerne, og dette bidrog ogsaa sit til at det Hele fik et stivt, mathematisk Udseende. Det forekom mig, som var jeg flyttet tilbage i Ludvig den Fjortendes Tidsalder, og stod ved en af Alleerne i Versailles. - Træerne med deres afstumpede, besneede Kroner syntes mig et Geled stive Hofmænd med Allonge-Parykker. - Høit oppe paa Himmelen hang en majestætisk, uveirssvanger Sky, den var mig et levende Billede paa Frankriges Ødelægger, som Smigrerne kaldte Ludvig den Store. Ogsaa han stod i Afstand majestætisk og prægtig, men nærved var det den kolde, truende Uveirssky, der bragte Storm og Ødelæggelse over Alt hvad der var under den. Forbi er Ludvigs Herlighed, men hans Navn vil evig staae med blodige Ziffre paa Revolutionens Skjændsels-Støtte.
   Idet jeg saaledes stod og stirrede paa den sorte Sky, der steg mig mere og mere hen over Hovedet, forekom det mig at min Ludvig den Fjortende forandrede Udseende og fik ordentlig en menneskelig Skikkelse. Han gjorde en uhyre Fart nedad, som jeg ogsaa mærkede paa Lufttrykket. - Det faldt mig da ind, at det Hele maatte være en Vandhose, og i det samme rullede der ogsaa en underlig dæmpet Torden over mig, og jeg hørte ganske tydelig det latinske Ord: »apage!« Ihast trak jeg mig derfor ind under Volden og stod med bøiet Hoved indtil alt syntes roligt omkring mig; nu saae jeg i Veiret, men tænk min Skræk, da jeg seer en uhyre stor Mand, lidt høiere end runde Taarn, sidde paa Volden, der syntes ham kun en lav Græsbænk. Begge Fødderne stode ned i Gaden, og jeg var ulykkeligviis posteret midt imellem dem. - Det var i Sandhed en behagelig Overraskelse; jeg følte mig som Fiskeren i Aanden Amiahs Selskab.
   Hvad der havde forekommet mig i en Uveirssky og poetice Ludvig den Fjortende, var ikke mere eller mindre end en Tommeliden fra [s40] Planeten Sirius. Enhver som har læst Voltaires Micromegas, veed, at i Almindelighed ere Indvaanerne paa Sirius 8 Mile høie. I Forhold til sine Landsmænd var altsaa denne, mig saa store Mand, meget mindre end vor Tommeliden er hos os. - Deels af Frygt for at blive søndertraadt i sit Hjem, eller slugt af en Græshoppe, deels ogsaa af andre Aarsager, som man snart skal faae at høre, havde han i en Alder af 140 Aar (thi man veed, at Sirianere blive almindeligviis 1500 Aar gamle) fattet den Beslutning at vandre ud i Universet og søge en Klode, hvor Peblinge som han, kunde gjælde for store Folk.
   Hans Hoved svulmede af uhyre Buler, som jeg opdagede vare Organer, hvilke han besad i en lagt mere udviklet Grad end vi. Latin var det eneste jordiske Sprog, han havde lagt sig efter; salig Cicero havde lært ham det for 200 Aar siden, da de traf sammen i en af de høiere Regioner; han talte det derfor meget classisk, og havde desuden ogsaa et saadant Udtryk i sit Ansigt at man aldeles uden Badens latinske Lexicon kunde forstaae selv de usædvanligste Ord.
   »Deres Excellence,« sagde jeg, da vi vare blevne lidt bekjendte med hinanden: »behag at tale lidt sagtere, ellers vækker De ikke blot Skildvagten og Vægteren, men det hele Qvarteer.«
   Han fulgte mit Raad; snart vare vi begge i en dyb Samtale, men da han begyndte med sit Barndoms-Liv, skyllede de hede Taarer ned ad Volden.
   »Ak, græd dog ikke!« udbrød jeg: »ellers er De istand til at skolde mig med denne koghede Skylregn.«
   Da tog han et stort Skibsseil op af Lommen og tørrede de store Øine.
   »Gjerne var jeg forbleven i Hjemmet,« sagde han, »i hvor lille jeg end er, men det gaaer saa langsomt med Befordring, efterdi Folk leve deroppe saa mange Aar.«
   Vor hele Bestræbelse gaaer ellers ud paa at blive saakaldte Jubel-Oldinger; naar man i 1000 Aar ganske ordentlig har passet sit Embede, saa bliver der strax slaaet Medailler for En, man bliver roest fra Prædikestolen, og er man Præst kan man gjøre det selv, ja man kommer ganske i Parallel med de største Afdøde, der gavnede og hædrede Fædrelandet. Det gaaer rigtignok sommetider meget for vidt, og derfor har vor første Vaudevilledigter, som det sig bør Digteren - castigat ridendo mores - skrevet en Vaudeville: Jubeloldingen, der giør ligesaa megen Lykke, som Deres Kong Salomon og Jørgen Hattemager. - Jeg for [s41] min Person havde isinde at gaae den militaire Vei, for deshurtigere at avancere; det er jo kun at trække Uniformen paa og saa trække paa Parade; naar man saaledes har tjent Kongen - eller rettere Kongen tjent os - i 1000 Aar, saa bliver man strax Jubelolding, faaer Orden, Medaille, Fester, og omtales i alle Aviser som Hædersmand.
   Men tusind Aar blev mig dog lidt for langt, og dette bestemte mig ogsaa for endeel til at vandre ud til en Planet, hvor man ikke behøvede saa lang Tid til at naae denne Herlighed. - Det er ellers meget godt at vor Herre exsisterer, thi han lader Folk døe i rette Tid; ellers bleve de allesammen Jubel-Oldinger, og det var dog lidt for mange! - Og i Grunden syntes mig ogsaa, at dersom Nogen skulde have Æren, saa maatte det være vor Herre, fordi han lader dem leve saa længe.
   Saaledes talede Manden; men da han nu kom til sin Bortreise fra Sirius, hvor spidsede jeg ikke da Øre! Hvilke Fodvandringer og Seiladser havde ikke han gjort fra Planet til Planet! Tre Gange passeret Melkeveien, og betraadt Sol og Maane! Det var noget ganske andet, end en Fodreise fra Kjøbenhavn til Amager; men Herre Gud hvad man ikke kan gjøre i det Store gjør man i det Smaa. - Han fandt ogsaa, at Forholdet imellem min lille Reise og Dens, som reiser over Verdenshavet, just ikke var saa ulige, som naar han vilde sammenligne sin igjennem hele Universet med den et Menneske kan gjøre fra een Verdensdeel til en anden.
   Hvad er vel vort Verdenshav med alle sine Øer, mod Himlens store Ocean med alle sine svømmende Kloder? Ikke engang saameget, som et lille Blækstænk imod hele det sorte Hav.
   Det hele Planet-System, hvortil vi høre, fortalte Manden mig, var ellers ikke andet end en stor Skole, inddeelt ligesom Skolerne paa Jorden, i flere Classer, og i denne skulle Fornuftsvæsnerne dannes for den store Evighed. Vi maa nu slet ikke troe, at vi ved Døden strax dimitteres til det store Universitet deroppe. Ak nei! vi ere her paa Jorden endnu ikke længere end i Peblinge-Classen; Døden er kun en lille Examen, der flytter os i en høiere Classe.
   »Men hvorledes er da hiin Forandring?« spurgte jeg den store Mand: »selv har jeg aldrig ret kunnet tænke mig, at den lille snevre Grav kunde være Grændseskjellet imellem en sandselig Verden og den høieste Tilværelse. Rigtignok æde Ormene, som Kingo siger, Verdens Lyster ud, men jeg er dog bange for at Sjælen kunde beholde en lille Tanke af dem. Da De har seet og talt med Personer i den [s42] anden Verden, vilde De kunne give mig en herlig Underretning om det Hele; det vilde være en ubetalelig Perle for min Fodreise. Tænk ædle Mand, det er mit første Arbeide, det første store Skridt jeg gjør ind i Livet; det kan bidrage saa usigeligt meget til Folks gunstige eller ugunstige Mening om mig.« -
   »Jeg vil oplive deres Phantasie,« svarede Manden mig, »beaande Dem med min høiere Aande . . . !«
   »Ak nei!« afbrød jeg, »blæs ikke paa mig, De er i stand til at blæse mig langt ud i Kattegatet, og saa hjælper min Phantasie mig ikke det mindste. Giv mig heller en Smule tydelig Idee om den anden Verden; siig mig, hvor vore kjære Forfædre nu tumle sig, hvad de tage sig for o.s.v., og jeg lover Dem - - tre Exemplarer af min Fodreise, og desuden min evige Erkjendtlighed.« -
   Saaledes spillede jeg med al min Veltalenhed; endelig tilsidst, tænk Dem min Glæde, gav han efter for mine Bønner. -
   »Nu saa læs det selv!« sagde han, og reiste sig, saa lang han var, op paa Volden løste sit Belte og bredte sine store Kjoleskjøder ud. - Med bankende Hjerte stirrede jeg derop, men mine svage, dødelige Øjne saae ikke uden en tyk Taage. Jeg greb ham ved Benene, men følte ingen Ting; kun en fugtig Taage omhyllede mig, jeg steeg heelt ind i den, men saae slet intet; langsomt hævede den sig i Veiret, og svævede bort over Søen.« -
   Jeg blev en lille Smule, hvad man kalder flau, og var nær falden i elegiske Betragtninger, men saa begyndte det i det samme at synge stærkt for mit høire Øre, (Enhver veed nok hvad dette betyder), jeg hørte ganske tydelig Dig min Læser, klage over, at den hele Reise blev Dig lidt for phantastisk, at det klang Dig som et broget Eventyr, en Skjærsommernats-Drøm; jeg syntes ogsaa, at Du kunde have noget Ret, og jeg besluttede at gaae i mig selv, blive et nyt og bedre Menneske, ikke flagre om paa Phantasiens bugtede Sideveie, men smukt stige ned af Volden og gaae Fornuftens lige Landevei langs med Reberbanen. - Forsigtigt begyndte jeg at klattre ned af Volden, men Skjæbnen vilde, at mine Fødder skulde glide, og jeg styrtede ned paa noget Haardt; det var en slumrende Vægter; han vaagnede, stirrede paa mig med store Øine, men sagde ikke et Ord. Mit Hjerte var saa fuldt; jeg følte den bekjendte mægtige Længsel efter at meddele mig; Manden saae saa godmodig ud, syntes endnu halvt at drømme. Jeg udøste strax mit Hjerte for ham; men hvor studsede jeg ikke over [s43] hans Ideers Klarhed, det dybe Blik han havde gjort i Naturen og Menneskelivet. - Nei, det var ingen almindelig Vægter! saadan En finder man neppe i Livet, men kun i Jung Stillings Fortælling. [*Note] »Vægteren og hans Datter.« [*]
   »Men det maa da være et sørgeligt prosaisk Liv,« sagde jeg, »at gaae hver Nat og ælte i Snee og Snavs, og det ganske ene i de samme Gader, altid synge den samme Vise medens de fleste Tilhørere sove . . .«
   »O det er ikke saa eensformigt som De troer!« afbrød han mig. »Vi Nattens Børn see mere i en enkelt Gade, end De, ved lys Dag i dem allesammen. - Selv Taarnvægteren, ihvor høit han boer, og seer den hele By over Hovedet, seer ikke det Halve, af hvad vi Jordbeboere see og høre, uden det just skulde være En der var begavet med et ægte Seerblik; saaledes som der for nylig har været een. - Han havde hver Nat en naturlig, magnetisk Søvn, i hvilken han fra sit ophøiede Sæde saae ned igjennem alle Byens Tage. Intet blev ham skjult; ethvert Ord kunde han høre. - Han fik ellers sin Afskeed fordi han glemte at raabe; nu raaber han ikke mere!« -
   »Og hvad saae han da i sin magnetiske Søvn?« spurgte jeg. -
   »Forunderlige Ting; de fylde en heel Bog, som jeg gjemmer hjemme i min Kiste. Ja, det var en stor Mand, men Skjæbnen satte ham kun paa et Kirketaarn!«
   Under denne Samtale vare vi Reberbanen forbi, og dreiede nu om i den beboede Gade.
   »Her er mit Theater!« udbrød Manden: »her synger jeg mine Bravour-Arier, og gjør mig, som de chaldæiske Vise, fortrolig med Stjernebillederne. Troe mig, unge Mand! en Gadevægters Liv er ikke saa prosaisk, som det maaskee ved første Øiekast kan forekomme Dem. Han er jo dog et levende Grændseskjel imellem Aande- og Sandseverdenen. Seer De, afbrød han sig selv, og pegede op paa Tagene, kjender De det brogede Spil?«
   Jeg saae i Veiret; alle Tagene i den hele Gade, og paa ethvert Huus jeg kunde see omkring mig og inde i Byen, vrimlede som Myretuer af smaae luftige Væsener, der med en utrolig Lethed svingede sig gjennem Tage, Vægge og lukkede Vinduer. -
   »Det er Drømmene!« vedblev manden: »nu vil de spille Comedie med de sovende Mennesker. - Tidt dratter et Par Stykker ned paa Hovedet af os, som gaae her i vort lovlige Kald, og da er det jo naturligt, [s44] at vi komme til at drømme, men saadant noget tænke nu aldrig Menneskene paa, naar de begynde at recensere en stakkels Vægter.«
   Jeg kunde ikke blive kjed af at stirre paa de luftige Smaae. Hvilke underlige Scener fremstillede de ikke, og toge selv Mennesket med som Marionet i det brogede Skuespil. Der satte de Brudekrandsen paa den unge Piges Hoved og lode Præsten lyse Velsignelse over det lykkelige Par. Her plagede de, som smaae Djævle, en skinhellig Synder og lode ham falde igjennem den kolde skarpe Luft. Nogle legede som deilige Engle med hvide Vinger med de sovende Smaabørn, som de toge op med sig til det store Juletræ i Himmelen; Andre kom, som Tyve, og stjal Pengekisten fra den Gjerrige, skjøndt han havde den under sit Hovedgjærde, medens en anden, lille, lystig Flok reed ham som Maren, saa at han hverken kunde skrige eller reise sig. - Snart mættede de Hungrige paa Straaleiet, og snart satte de en kjær Afdød lyslevende igjen tilbage i den gamle Huuskreds.
   Men kun nogle Timer varer det deilige Tryllespil, saa kommer Fornuften og jager den gamle Mand Søvnen paa Døren; i Huj og Hast maa han da pakke sine brogede Drømmebilleder sammen, saa at vi, sædvanligviis, sjelden faae en ordentlig Ende paa det natlige Skuespil. Den Gamle lister sig bort med sin hele Flitterstads der bliver til Intet, naar man seer den ved lys Dag og med aabne Øine.
   »Ja den hele Herlighed hører just ikke til mit Departement,« begyndte min Ledsager igjen: »det er et Skuespil, hvortil Taarnvægteren har første Plads, men det er ogsaa det eneste Jordiske han har at fornøie sig med. Han er et indskrænket Væsen, et Slags Peri, der hverken hører til Himmel eller Jord, men maa bevæge sig paa sin snevre Taarngang. Men vi hernede have Eventyr paa Eventyr, lige fra jeg faaer sat Liv i mine »skjønne Aander«, og til Hanegal. - - Men De kjender nok ikke mine skjønne Aander?« spurgte han. »Der seer De strax een af dem,« vedblev han og pegede paa en af Gadelygterne: »det er ganske moersomt at høre paa, hvorledes disse smaae Tingester kan sprutte af Forfængelighed, naar der først er sat Ild i deres Smule Væge, og de saa skinne en halvsnees Skridt hen af Gaden; strax see de med saadan Foragt op paa de velsignede Guds Stjerner, der dog ere ganske andre Folk end de, baade i Henseende til Størrelse og Udødelighed, og kroe sig af deres Glands og egen ubegribelige Storhed. - Mangen deilig Ninon blandt de nordiske Hetærer betroer mig sine Hjertesorger i den maaneklare Vinteraften. Den hele Gade dandser [s45] jo, saa at sige, efter min Pibe; kun et lille Stykke paa min Tryllefløite, og et Udraab paa een Stavelse, strax flyver man ud af Sengen og aabner mig Vinduer og Døre. Naar Magistraten sover, vaager jeg, og kommer der engang et Syn, som ikke saa ganske hører til denne Verden, slaaer jeg fromt et Kors og lader det passere forbi. Ja, jeg kunde være Spaamand, naar jeg vilde, men det er ikke klogt at sige Alt hvad man seer. Naar jeg saadan om Natten hører det komme: »klap! klap! klap!« saa veed jeg nok hvad det har at betyde. - Deromme fra Kirkegaarden kommer Helhesten haltende paa sine tre Been og stiller sig udenfor Porten paa det Huus, hvor han vil hente sin Rytter; saa kunde jeg nok spaae den næste Dag, men Tand for Tunge! - Mangen Ligskare er spadseret mig forbi her i Gaden, men jeg har lukket Øinene, ladet den passe sit, som jeg passede mit. - Hver Nytaarsaften seer jeg ellers tidt nede i Kjælderne og inde i Stue-Etagerne, hvor der er stort Selskab, mangen rask Karl og deilig Pige sidde uden Hoved, og Ligkisten staaer mit paa Gulvet . . . .«
   »Men det er nu altsammen saa gyseligt,« afbrød jeg ham: »Ere der slet ingen lyse Puncter, intet reent Idyllisk i Deres Vægter-Liv?«
   »O mere end De troer,« svarede han; »Naar jeg nu en stjerneklar Nat sidder paa Gjenboens Trappe og har den rene, blaa Himmel over mig, og Ruinerne med den vandrende Skildvagt, indsvøbt i sin store, røde Kappe, foran mig, saa drømmer jeg mig i Italien. Har jeg ikke den rene dunkelblaa Himmel over mig? og seer jeg ikke de skumle Ruiner i det blege Maanelys? Rigtignok ere Ruinerne i Italien Boliger for Banditter og Vagabonder; men ere disse det ikke nu, saa have de været det i deres Velmagts-Dage; mangen Kjeltring har tilbragt Nætter og lyse Dage indenfor disse Mure. - Forleden kom jeg ellers over en »dansk Tilskuer«, af Professor Rahbek, hvori jeg saae en Anmeldelse af et Værk over berømte Skurke og Skurkinder; Forfatteren ønskede Bidrag; det er ellers, saavidt jeg veed, ikke kommet ud, maaskee tillod Politiken det ikke? Ellers kunde jeg have leveret de bedste Bidrag, thi hver St. Hans Nat reiser Børnehuset sig i sin hele Herlighed; da drage al Verdens afdøde og nulevende Skurke og Skurkinder derind, og holde et stort Bal. - Gud maa vide hvorledes de kan rummes derinde? Schinderhannes, Peer Mikkelsen og saadan anden gemen Pøbel faae da heller ikke Lov at slippe ind, men maae staae udenfor og kige ind ad Vinduerne. Ak! hvormange kronede Hoveder med geistlige Recommendationsbreve paa Ryggen, hvor utallige mange [s46] Ministre og hellige Fædre svinge sig ikke om derinde, saa jeg ofte undrer mig meget over, at Skildvagten Intet mærker.« -
   Jo mere han talede, des tydeligere blev det mig, at denne veltalende, ja næsten poetiske Mand neppe kunde være en slet og ret Vægter. - Hans Sprog førte ham lidt for meget ud af Costumet. - Rask greb jeg hans Haand, stirrede ham stivt ind i Øinene, idet jeg udbrød: »Mand! De er ikke hvad De synes at være!«
   »O!« svarede han smilende: »fordi De nu traf mig i en uskyldig Søvn, vil De nu strax harcellere over min Svaghed, som dog egentlig kommer fra Drømmegeniernes Ubehændighed.«
   »Det er ikke saaledes meent,« svarede jeg: »De er en forklædt Eventyrer, tilstaae det kun, jeg skal ikke forraade Dem!« -
   »Nu da,« svarede han: »tak De Gud at jeg ikke er den, jeg synes at være, ellers saae det kun daarligt ud med Deres Fodreise. Har De tænkt paa, at alle Byens Porte, Nørre undtagen, lukkes Klokken tolv, og Nøglerne, saavidt jeg veed, bringes til Hovedvagten? Hvorledes vil De nu komme ud paa Amager før imorgen? Klattrer De over Volden, kan De faae en Bajonet i Livet, og kryber De igjennem Nøglehullet, sige alle Læserne: nei, det er ogsaa altfor overnaturligt. - Hvad vil De nu gjøre?« -
   Jeg blev ganske elendig til Mode. Nu huskede jeg først, at Portene lukkes Kl. 12, og nu var den snart 1. Hvorledes skulde jeg slippe ud? - »Nu, tak Deres gode Skjæbne,« sagde Manden: »ud skal De nok komme. - Jeg er St. Peder, og har da sagtens ogsaa en Hovednøgle til Amagerport.« -
   »St. Peder!!!« udbrød jeg og havde nær tumlet om: »Ak nei! det gaaer slet ikke an! hvad vil Læseren sige? Deres hele Fremtræden er ikke motiveret nok; De passer jo slet ikke her i min Fodreise . . . . . !«
   »Pst! stille dog!« sagde han med dæmpet Stemme idet han lagde Fingeren paa Munden: »behøver jeg at citere Dem hvad der gestiefelte Kater siger til Gottlieb: man musz nur nicht thun, als wenn es etwas Besonderes wäre, - man gewöhnt sich an alles. - Siig mig dog paa hvad anden Maade De vil slippe ud af Porten, naar jeg ikke hjelper Dem. - Lad bare ikke Læseren mærke Deres Forlegenhed, saa troe de Fleste, det maa saa være; saadanne Urimeligheder ere jo ganske almindelige i mange Romaner, der hæves til Skyerne, og i Dramer, som man bestormer Theatret for at faae at see.« -
   »Ja det er sandt nok!« svarede jeg ganske spagfærdig: »men var De [s47] bare en anden Person og ikke St. Peder! det er mig for profant at faae Dem ind i min lystige Reise; og hvad vil vor Herre sige til dette Eventyr?«
   »Spørg heller, hvad vil Menneskene sige, naar De nu selv gjør Dem opmærksomme paa det Underlige og Profane i min Fremtæden. - Vor Herre siger Intet; han er slet ikke, som de fleste Mennesker troe, en streng Papa, der ikke lider Børnenes Spøg og Munterhed; paa denne Maade kom der kun Hængehoveder i Himmerig. - Nei, var vor Herre som Menneskene, da havde han allerede for længe siden tabt Taalmodigheden. - Alene de mange aandelige Tiggerbreve og urimelige Ønsker, der i een Dag kan komme fra denne lille Klode, kunde gjøre selv en Engel kjed af det Hele. Fiskeren vil, for sit Fiskeries Skyld, altid have Regn; Bonden Solskin. Der jamrer man, fordi Stormen gjorde det rigtladte Skib til Vrag, medens Andre i Kirken takke for det velsignede Skibbrud. Den gamle Onkel vil gjerne have et langt Liv; Arvingerne bede om, han snart maa døe. Tredive søge eet Embede, som kun Een kan faae, og Enden bliver, at de Ni og Tyve jamre og klage. - Nu er her for koldt, nu for hedt; nu skal Vinden blæse fra Syd, nu fra Nord, medens, paa samme Tid, Andre ønske lige det Modsatte. Ja, som Mennesker ere vi nogle slemme Drenge, der uden en hjertensgod Papa, vilde faae Riis det hele Liv. - See De bare til at Menneskene ikke forarges over vor Samtale; for vor Herre kan De være ganske rolig; han veier ikke hvert Ord efter Bogstaven. Der er ingen anden Maade for Dem, at komme ud paa, undtagen jeg hjelper Dem, og vær De kun overtydet om, at ingen af Læserne er nogensinde kommen paa en saa original Maade ud af nogen Port. - Havde De ikke trængt ind paa mig, skulde jeg endnu have fortalt Dem flere smukke Ting, der hører til Vægterens Departement! men nu maae vi skilles, og for at De maae kunne see, hvad der er muligt at see paa det flade Amager, saa tag disse Briller og gjem dem til en Erindring om denne Time.«
   I det samme gav han mig et Par store Briller, og trak derpaa en Sølvnøgle frem, med hvilken han ganske sagte aabnede Portlaagen, gjennem hvilken jeg slap ud. -
   Høie, mægtige Følelser gjennemstrømmede mig; ja jeg troer selv, jeg følte ligesaa meget som største Delen af dem, der besee Ægyptens Pyramider.
   Amagerport er dog den meest poetiske af alle Byens Porte. - I Flyveposten [s48] er den bleven caracteriseret, som den idylliske, men jeg vil hellere kalde den Livets og Dødens Port.
   Det er den første store Port igjennem hvilken den uskyldige Amagerpige første Gang træder fra sit Arcadien ind i den brogede Hovedstad. Under denne Hvælving har den gamle Amagerkone engang som barn vandret med bankende Hjerte og dyb Længsel efter al den Herlighed hun snart skulde see med Fader og Moder. - Med hvilke ganske andre Følelser ruller ikke Synderen sidste Gang ud af den? - Med hvilket Blik maa ikke han betragte disse Mure? - Det maa dog være en ganske underlig Følelse, hvormed han seer Gjenstandene omkring sig. Hvor frygteligt at see den store, bølgende Menneskemasse omkring sig, og vide, at naar alle disse om nogle Minuter vende tilbage, da er man død, er udreven af det hele Samfund, i et ganske andet Væsen, i en ganske anden Stilling. - Paa Sygesengen vænner Tanken sig lidt efter lidt til Døden; Livshaabet lever dog i os, eller Smerterne bringe os til at ønske Døden; men frisk og sund, fuld af Kraft til endnu i flere Aar at drage Aande, i et Nu at føres fra Livet til Døden; sidste Gang at see Guds Himmel over sig, sidste Gang at Høre Menneskelivet omkring sig, og nu at lukke Øiet for aldrig mere at aabne det; i et Nu at sættes ind i en Tilstand, intet jordisk Væsen har skildret os, det er sjælerystende.

H. C. Andersen Homepage