Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere klassikeroversættelser: Antoine de Saint-Exupéry
 
Frihedstrangen

af Jakob Brønnum
Tidligere trykt i Det danske Bogmarked

Antoine de Saint-Exupérys bøger kan virke vidt forskellige. På dansk kan man for tiden få tre, Den lille prins, Blæsten, sandet og stjernerne samt murstensromanen Citadellet. Men det er en tanke, eller måske snarere en trang, der driver dem alle. Det er frihedstrangen. Trangen til menneskelig værdighed i en materialistisk styret verden. Trangen til en glæde, som er ægte.

"Hvor er menneskene henne?" sprger den lille prins en blomst, han møder i ørkenen:

"Jeg så dem en gang for flere år siden," lyder svaret. "Men det er ikke godt at vide, hvor de er. Vinden fører dem med sig. De har ingen rødder, det er højst ubehageligt for dem."

Eller som det lyder i fyrstens mund i Citadellet:

"Og selv om erfaringen har lært mig, at lykkelige mennesker sås forholdsvis hyppigere i ørkenen og i klostret, en blandt de frugtbare oasers og de såkaldte lykkelige øers stillesiddere, så har jeg dog ikke deraf draget den slutning - hvilket ville være tåbeligt - at fødemidlernes kvalitet forholdt sig omvendt til lykkens kvalitet, men kun det, at der, hvor goderne er tilstede i størst mængder, bydes der menneskene flere chancer for at tage fejl af glædens natur, thi det ser ud som om den kom af selve tingene..."

Ørkenen, det åbne landskab og det uendelige himmel rum er hos Saint-Exupéry både symbolet for denne trang og forfatterens rent konkrete horisont for sine betragtninger over livet og verden. Antoine de Saint-Exupery var pilot.

Han fløj oprindelig postfly på eksotiske ruter som Dakar-Casablanca og Frankrig-Sydamerika. Under 2. Verdenskrig fløj han bl.a. rekognoseringsfly. Han døde i sit fly i 1944, og indtil for nylig har legenden om, at han blev skudt været den "officielle" forklaring i værker om litteraturhistorie. Den fornyede interesse i forbindelse med 50-året for hans død bragte i slutningen af 1993 nye vidneudsagn frem. Den engelske avis The Guardian kunne fortælle, at hans fly var blevet set styrte i Middelhavet ud for den franske kyst.

Et dykkerhold begik den næsten utilgivelige fejl at åbne en forseglet kasse under vandet, hvorefter et brev - som kunne have givet den endelige forklaring - på et øjeblik opløstes i vandet.

Vennen John Phillips, Edmond Petit og Anne Morrow Lindbergh inddrager ikke dette i den tekst- og fotobog Saint-Exypérys sidste dage, som forlaget Per Kofod har udsendt. Den fortæller om forfatteren og hans deltagelse i krigen og videregiver personlige indtryk af hans bøger. Med autentiske fotografier og en afdæmpet, fin tekst og med citater af Saint-Exypéry er det blevet en bog, så smuk, som hans egne.



Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere klassikeroversættelser
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!