Transskription af brev fra Gustaf Munch-Petersen til hustruen Lisbet Munch-Petersen, skrevet fra Spanien, hvor han deltog i borgerkrigen. 10-2-38 kæreste lisbet -! tusind tak for et brev idag med fotografi af mette -!! [deres datter, født september 1936] og du skriver, at i alle tre er raske, [mens Gustaf Munch-Petersen har været i Spanien, har de fået endnu en datter, Ursula, født december 1937] og at det gaar roligt og godt i Gudhjem -! dejligt at høre. lige i øjeblikket er jeg feldwebel [militær rang, der omtrent svarer til sergent] i en batallon af den brømte IX brigade (: thälmann-batallonen m.m). men det er ikke meningen jeg skal blive ved med det. hernede staar man til disposition og maa arbejde med, hvad ledelsen anser en for bedst egnet til. og arbejde faar jeg sandelig lov til. min gode søvn er det nu slut med; jeg har arbejde hver nat til 1-12-tiden og blir vækket kl. 6 igen, og sommetider flere gange i løbet af natten. i den første tid var min mave ikke saa glad for kosten hernede; men nu har jeg adgang til at spise i officersmessen, hvor maden er lidt bedre tillavet end, der hvor soldaterne spiser; maden er ellers nøjagtig den samme for menige som for officerer; men tillavningen bliver jo ikke den samme om der skal laves mad til mange eller til faa hver gang. klimaet og naturen passer mig ikke hernede. jeg længes tit efter havet og lyset paa bornholm. alle skandinaver og tyskere her er forkølede. en hel maaned kunde jeg ikke tale af hæshed. bogstavelig talt ikke. nu kan jeg. frost om natten, taage om formiddagen. meget varmt om dagen. pludselige temperaturovergange. naturen er ensformig og gør ikke noget indtryk paa mig. endnu ialtfald. selvom man er meget højt oppe i bjærgene er landskabet fladt. højdeplateauer. men frugtbart er landet, saa man er helt svimmel. overalt kan der gro, enten sæd eller vin. pyrenæerne, som jeg i en 18 timers uafbrudt fodtur overskred paa nedturen, er derimod noget af det smukkeste, jeg har set i mit liv. en hel nats vandring over marker, gennem floder, opad og opad, alt under den største forsigtighed og med undgaaelse af alt hvad der hedder veje og stier; under ledelse af stedkendte førere (baskere); saa endelig dødtrætte ved solopgang var vi ved den fransk-spanske grænse flere tusind meter over havet. vi kunde se udover spanien til middelhavet til den ene side. bag os havde vi pyrenæernes højeste snebedækkede toppe. selve bjærgene har en rødbrun farve. smaa søer laa som glasstumper i bjærghulningerne. tryghed og sikkerhed. spanien!! og derefter meget, meget mere, som du skal faa af min egen mund, naar den dejlige tid kommer, hvor vi atter skal være sammen, og hvor vore smaa atter skal lære deres far at kende. deres slemme far, for hvem de dog er det bedste af alt paa jorden. for din og deres skyld arbejder jeg her. - du skulde have set de sydfranske og de spanske kvinder, naar vi internationale udlændinge er kommet gennem deres byer! de tog imod os, som om vi havde været deres brødre eller deres mænd eller deres fædre, der enten kæmper ved fronten eller er faldet for alverdens mødres og børns sag. de græd naar de gav os mad. og de kyssede vore hænder, naar vi sagde farvel. det spanske folk er et vidunderligt folk! gamle koner paa 70 har sagt til mig: min mand døde saa og saa længe før krigen. han vilde have været lykkelig ved at have faaet lov til at falde ved teruel i stedet for. saa havde han faaet lov til at være en mand; nu maatte han dø som en træl. (smlg. danmark). overalt i husene hernede finder man med kul eller blyant tegnet Pasionarias (de spanske kvinders politiske leders) ord: "Spaniens kvinder vil hellere være enker efter mænd, end at være goft med slaver." eller "Det er bedre at dø staaende, end at leve paa knæ." Tænk dig et folk, der efter aarhundreders umenneskelig lidelse endelig forstaar at det er unødvendigt, at det er en forbrydelse overfor dets børn at finde sig i underkuelsen længere! her sker der mere i sjælene end med legemerne. du skulde se fotografier, jeg har set, hvor den katolske kirkes øverster velsigner marokkanerne og de italienske fascistofficerer. da forstaar man, hvorfor selv den jævneste befolkning kun føler det som en vældig befrielse at se skandinaviske, amerikanske, tyske mm.fl. frivillige benytte de forhenværende kirker som spisesale eller kaserner. vi smaa paa jorden maa hjælpe hinanden paa enhver maade. derfor føler jeg, at jeg gør min pligt overfor dig og mine elskede børn, naar jeg for tiden bruger min kraft her i spanien. her, her i spanien bestemmes din, deres, og vor fremtid. det er den, jeg arbejder for. det er er min største kraft og lykke, at jeg føler, at du stoler paa mig. uden det, vilde jeg ikke kunde arbejde med den store ro i sjælen, som jeg nu har, takket være dig. og jeg ved, at din kamp er mindst lige saa stor og vigtig som vor hernede!! sammen skal vi vinde den sejr, som skal give os retten til den lykke, som jeg længes efter hver dag og time. alt godt som ønsker kan udrette til dig og de smaa. din gustaf