Transskription af brev fra Gustaf Munch-Petersen til hustruen Lisbet Munch-Petersen, som han efterlod hende, den morgen, han tog afsted til København, hvorfra han tog videre til Spanien for at deltage i borgerkrigen.

Gudhjem d. 7/11-37.

Min egen Lisbet!

Jeg bliver nødt til at forlade Gudhjem i nogen Tid -
Vi talte en Gang for længe siden om Muligheden af, at jeg for en Tid kunde blive nødt til at leve under andre Forhold end de nuværende.
Saadan er det nu -
Jeg beder dig om at forstaa mig - Mit Arbejde er blevet mig alvorligere for hvert Aar. Nu kræver det, at jeg prøver mine Tanker paa en haardere Maade end det er muligt i de gode Forhold, jeg lever under hos dig -
Det vil ikke blive sværere for dig end for mig - Blot at maatte forlade Mette [deres datter, født september 1936] bliver meget svært.
---
Jeg vedlægger 50 kroner for at du kan klare dig indtil du kan faa sendt mig Mandagschekene til Kristensen, som jeg saa vil sende dig tilbage - [det drejer sig formodentlig om penge, Gustaf Munch-Petersen fik tilsendt fra sine forældre] (adresse: Poste Restante, Købmagergades Postkontor) - eventuelle Breve og lign. ogsaa til denne Adresse, indtil jeg opgiver anden. Min Forhold til Hermann Holm vil jeg selv prøve at ordne saa godt som muligt -

vær stærk og modig

din Gustaf

Lej dig en Arbejdsmand til at hugge Brændet før [fra?] Branden -