Stadier paa Livets Vei, 1845
"Skyldig?" - "Ikke-Skyldig?" Af Frater Taciturnus [Endelig udarbejdelse]
Der var engang en Fader og en Søn. En Søn er ligesom et Spejl, hvori Faderen seer sig selv, og for Sønnen er igjen Faderen som et Speil, hvori han seer sig selv i den tilkommende Tid. Dog betragtede de sjeldent hinanden saaledes, thi en oprømt livligt Samtales Munterhed var deres daglige Omgang. Kun hændte det faa Gange, at Faderen standsede, stod for Sønnen med sit sørgmodige Aasyn, betragtede ham og sagde: stakkels Barn Du gaaer i en stille Fortvivlelse. Videre blev der aldrig talet om, hvorledes dette dog var at forstaae, hvor sandt det dog var. Og Faderen troede, at han var Skyld i Sønnens Tungsind, og Sønnen troede, at det var ham, der voldte Faderen hans Sorg - men der blev aldrig vexlet et Ord derom.
SV 1 VI, 189 (Pap. V B 128)