Bogens Verden 1996 nr.4
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Folkebiblioteket - en drøm opad
Festtale ved Danmarks Biblioteksskoles translokationAf Flemming Ettrup
Det er 21 år siden, jeg havde den ære at tale for en årgang på Danmarks Biblioteksskole. Så står jeg her igen: Samme vægt, mindre hår, en anelse klogere måske, lidt af et genfærd kan jeg føle, men forhåbentlig ikke en gentagelse. Og dog: Jeg vil forsøge mig i rollen som fortolkende eller fortolket gentagelse.Når jeg bruger den formulering, er det såmænd inspireret af min censorvirksomhed her på stedet, hvor jeg har hørt mange definitioner af humaniora og naturvidenskab. Jeg har til lejligheden denne definition: Humaniora beskæftiger sig med det, der ikke kan gentage sig og derfor må fortolkes, naturvidenskaberne derimod beskæftiger sig med gentagelser som bevisførelse.
Ved at sætte det lille ord fortolket eller fortolkende ind foran gentagelse, håber jeg at undgå i hvert fald midlertidigt at lægge mig ud med nogen i lærerkollegiet.
Jeg har fundet min tale fra 1975 frem og vil med den som udgangspunkt prøve at trække nogle udviklingslinier frem til den biblioteksvirkelighed, I forhåbentlig snart skal fungere i.
Anskuet fra et vist niveau kan alt i dag synes en gentagelse fra dengang. I 1975 var et udvalg i gang med at omkalfatre de bibliotekariske uddannelser, andre udvalg var i færd med at forberede Bibliotekskommissionen for at definere fremtidens bibliotek og dets lovgrundlag. Dengang talte man skam også om A-, B- og C-biblioteker osv, osv...
Alt gentages tilsyneladende i dag, men går man en anelse dybere, vil det vise sig, at det alligevel er med en anden baggrund og i en anden virkelighed. Lad mig i tur og orden illustrere det med de nævnte tilsyneladende gentagelser.
Vedr. uddannelsen her på stedet kan jeg bruge to personlige eksempler. Andre lærere har mange flere. Hvis jeg mindes ret, udbød jeg selv for 21 år siden 4 valgfri timer i et helt nyt og eksamensfrit fag med det mystiske navn informatik, og det var også i det år, at Det kongelige Biblioteks nuværende chef, Erland Kolding Nielsen, og jeg begyndte at inddrage Kuhn og Popper i undervisningen, ganske vist kun på et forskningsbibliotekarkursus.
Nuomstunder boltrer alle sig i den slags emner uddannelsen igennem, grunduddannelsen vel at mærke, og så har vi fra 1992 fået en permanent kandidatuddannelse til. Sådan noget var bandlyst af politikerne i 1975. Biblioteksskolen måtte af rent misforstået folkelighed ikke være en højere læreanstalt.
Efter 20 år som censor kan jeg sige, at de bibliotekariske uddannelser har været under konstant forvandling, og jeg er sikker på, at de altid vil være det, fordi biblioteksskolen har tradition for at forbinde sig med den løbende omstillingsproces i samfundet og definere fagets udvikling. Det er det, der er med til at gøre denne institution, den største samlende faktor i biblioteksverdenen, så spændende at have med at gøre. Fortsætter udviklingen, kan skolenavnet snart skiftes ud med Danmarks Kongelige BDI-Universitet eller noget i den retning.
Med lovgivningsarbejdet dengang forholdt det sig sådan, at Bibliotekskommissionen blev startskuddet til nærmest krigslignende tilstande i dansk biblioteksvæsen. Så dyb var splittelsen, at politikerne helt opgav at gennemføre en ny lov, og det er først i de seneste år, at de gamle modsætninger er ved at fortone sig.
Der er i dag nærmest en forbløffende consensus i dansk biblioteksvæsen. Løsenet er den hellige, almindelige IT, og UBIS-udvalget og DAV-gruppen kan arbejde i fred og ro uden at blive rendt på dørene af alle mulige stridende parter.
ABC-bibliotekerne dengang optrådte i en betænkning om filialstruktur, hvor man prøvede at fastsætte bogbestandens omfang i forhold til befolkningsunderlaget, og det er jo en anden tankegang end den i dag, hvor udgangspunktet, når vi taler ABC-hold, ikke er systemet, men lånerne. Jeg har med nogen tilfredshed konstateret, at jeg i min gamle tale kaldte forslaget for "negativ stereotypisering oppefra".
I 1975 var folkebibliotekerne midt i et økonomisk boom, der over 20 år fra 1964 i gennemsnit gav folke- og skolebibliotekerne en årlig stigning i bevillingerne på 17 procent, og der blev lavet prognoser, som viste, at der snart ville blive en katastrofal mangel på bibliotekarer.
I skal ud i en verden med i bedste fald nulvækst og en vanskelig beskæftigelsessituation. En del tyder dog heldigvis på, at der er en vis lysning på vej. Alle kandidater udgået fra skolen har fået arbejde, og der spores en forbedring i ansættelsesmulighederne for nyuddannede bibliotekarer. Måtte det fortsætte, for vi trænger til en foryngelseskur i bibliotekerne.
Der er et andet udviklingstræk, jeg vil fremhæve. I 1975 var staten en drivende kraft i folkebibliotekerne. I dag er dens indflydelse stærkt reduceret. Bevillingstakten i kommunerne har generelt været for nedadgående, og der kan desuden konstateres store forskelle på de kommmunale biblioteksbevillinger.
Samtidig har folkebibliotekerne trods det aktuelle udvalgsarbejde mistet meget af den tidligere politiske bevågenhed. Det vil jeg opholde mig lidt ved, for her er et vigtigt arbejdsfelt, som jeg håber, I får mulighed for at tage op. To forhold gør sig stærkere og stærkere gældende. Med enkelte undtagelser går tendensen i kommunerne i retning af, at bibliotekslederen bliver placeret længere ned i forvaltningshierarkiet, f.eks. under en kulturchef og en skoledirektør og derved ofte mister den direkte forbindelse med kommunalpolitikerne.
Den anden tendens er sammenlægningen af udvalg under kommunalbestyrelsen. Der er eksempler på, at biblioteket nu sorterer under et udvalg, der er så stort, at det administrerer over halvdelen af det kommunale budget. Det siger sig selv, at biblioteksvæsenet kun er et appendiks i et så gigantisk område. Kommer det overhovedet nogensinde på dagsordenen, bliver det som økonomisk stilleskrue under budgetbehandlingen.
Denne isolation fra det politiske niveau er en alvorlig fare for bibliotekerne, der bliver steder, man ikke hører fra og efterhånden heller ikke ved tilstrækkeligt om. At skabe politisk forståelse for sit bibliotek er ikke kun en opgave for bibliotekslederen, men for alle i biblioteket, så jeg kan kun opfordre jer til at finde alle de fora og møder lokalt, regionalt og nationalt, hvor I kan få de egentlige beslutningstagere i tale.
Hidtil har jeg kun lige strejfet IT og har faktisk overvejet, om jeg helt skulle lade emnet ligge. Der er jo nok, der fabler om det, men jeg kan jo alligevel heller ikke dy mig.
Hvad der sker nu, kunne faktisk forudsiges og blev det med betydelig præcision for 21 år siden. Planlægningen i bibliotekerne kunne være sket over år og ikke over hals og hoved som nu, men dengang blev det af de fleste i den branche, der bliver så dybt berørt, betragtet som science fiction. Jeg kan ikke lade være at tænke på hver gang, jeg ser en cyklist på gaden i dag, at han fuldstændig ligner science fiction fantasier fra 1975 om rumvæsener. Sådan smugles der så megen fremtid ind i os til senere fremkomst.
Jeg kan her ikke tilbageholde en stilfærdig advarsel mod den tilsyneladende tro på det gigantiske teknologiske spring ind i det nye årtusind, denne tro på et paradigmeskift osv.. Netop det, at man forbinder IT med år 2000 får mange til at tage tonen højt. Forskningsministeren har f.eks. talt om IT-Danmark, som verdens åndelige schweizerbank i det 21. århundrede.
Skønt kalenderen blot vender et blad, er der ikke noget nyt i disse opladninger. Schiller, der formåede at opsamle alle modsat rettede strømninger i sin tid, så han kunne skifte fra at frådse i ligfantasier i den følsomme periode til at blive olympier sammen med Goethe og prise den borgerlige kultur, han formåede også 11 år efter at han begejstret havde hyldet den franske revolution ved indgangen til år 1800 at kalde 1700-tallet for et blækklattet sækulum, ein Kastratenjahrhundert.
100 år efter var det Johs. V. Jensen, der ved verdensudstillingen i Paris talte om "en ufødt moral, en uindviet æstetik der lå i luften, en anden psykologi end den, der passer stenalderfolk og kristenfolk og danske professorer lige godt". Fortiden gøres mindre, for at fremtiden kan syne større.
På vej til den næste simple rotation er man så i færd med at gøre IT til symbol for menneskets livsfølelse og livsanskuelse. Mange af de studie- og hovedopgaver, jeg har læst, ånder af forventning til det forestående årtusind og af den klassiske schillerske følelse af, at et mørkt århundrede snart er lagt bag os. Fremtidshåbet er forståeligt nok og en nødvendighed, men jeg foretrækker fremskridtstanken for fremskridtstroen.
Selvfølgelig skal vi tage imod IT, der rigtigt anvendt er en gave til bibliotekerne, men denne pludselige, kollektive trosbekendelse bekymrer mig. Da jeg i dag har tilladt mig både at gentage mig selv og at fortolke, vil jeg vove at gøre det igen i et forsøg på at uddybe.
Til årgang 75 sagde jeg bl.a.: "Vi har alle på vor krop og sjæl mærket det kolossale skift i kulturpåvirkningen, og det kan synes indlysende, at nye medievaner, arbejds- og boligformer sammen med teknologiudviklingen kalder på en ny-formulering af folkebibliotekets id‚grundlag. Der er dog tilsyneladende en udbredt forestilling i folkebiblioteket om at betragte det som et bolværk mod den huserende udvikling, et hvilested i eenhedskulturens favn, et åndeligt reservat hvor man en stund kan frede sig for mediernes bombardement".
I sin tale i fjor til årgang 95 var Erland Kolding Nielsen inde på, hvor længe denne mentale modstand mod teknologiomstillingen holdt sig. Det er kun godt, at den omsider ophørte. Alt hvad man dengang fornægtede er i dag en kendsgerning, men herregud det er stadig et stykke teknologi, et værktøj vi taler om, ikke et åndeligt kvantespring.
Forleden læste jeg i en opgave denne sætning: ¯En bibliotekar uden kendskab til elektroniske medier og elektronisk formidling er ikke bibliotekar®. Den har jeg spekuleret en del på. Det er en sætning med fremtid i, men unægtelig også en betydelig fortid, nemlig fortid for mig og de mange kolleger, der hermed er slettet af rullen og bringer BFs eksistens i fare.
Jeg har et forslag: Kære unge bibliotekarer og kandidater. Fred nogle af os ældre, så vi med passende mellemrum kan komme og gentage, hvad der ikke kan gentages tit nok, og hvad man ikke fortsat skal have lov til at prøve at fortolke sig væk fra, nemlig hvad meningen med biblioteker er:
Det er at stille verdenssamfundets samlede fortolkningskraft og informations- og dokumentationspotentiale til befolkningens rådighed. Intet mindre og intet andet.Det er ikke, som det i stigende omfang er sket de sidste 21 år, at præsentere et passivt konsumtilbud, der ikke er menings- og informationsbærende og derfor ikke kan gøres til genstand for fortolkning. Ikke mindst efter de nye mediers indførelse er der sket et beklageligt skred i kvalitetsbevidstheden.Ofte forsøger man at begrunde denne flugt fra formålet med en henvisning til "den almindelige låner". En sådan eksisterer overhovedet ikke. Denne forhåndsklassifikation definerer derimod den, der udtaler sig. Hvad med at lade låneren selv bestemme, hvad han kan kapere. Dette formynderi i folkelighedens navn er et svigt over for folkebibliotekets demokratiske id‚grundlag. Folkebiblioteket er ikke en besked nedad, men en drøm opad.
Folkebiblioteket er i al enkelhed et sted, hvor man kan lære noget, et sted hvor nogen vil lære fra sig og tage ved lære. For at formidle og skabe offentlig opinion må folkebiblioteket have noget på hjerte. Det turde man tidligere være ved. I dag finder man på alle mulige krumspring for ikke at tage kvalitetskravet på sig.
Folkelighed er at tage folket alvorligt. Folkelighed er den åndeligt højeste og hjerteligt dybeste tanke, som Chr. Flor udtrykte det. Den tanke omfatter snildt også IT. Det er menneskesynet, det kommer an på.
Hermed har jeg for sidste gang gentaget mig selv fra 1975 og ønsker jer til lykke med, at I har gennemført en uddannelse, hvor I har haft mulighed for både at fortolke og gentage (i hvert fald jeres lærere), en uddannelse som kan føre så herligt vidt, og som har mening i samfundslivet.
Hjertelig til lykke.
Tilbage til toppen