Bogens Verden 1994 nr.6


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


En søndagsprædiken om bogen

Af Johannes Riis, direktør, Gyldendal



Den 14. oktober 1994 kl. 21 tændte jeg for fjernsynet og satte mig forventningsfuld til rette for at se TV-Avisen på DR TV, det officielle Danmarks tv-kanal.

Ikke fordi jeg ikke vidste, hvem der den dag havde fået tildelt Nobelprisen i litteratur; men fordi det jo er med pristildelinger, ligesom det er med så mange andre begivenheder: Det er, som om de bliver mere virkelige og først rigtig går op for een, når man har set dem på tryk i avisen - eller har set dem på skærmen. Og dertil kom selvfølgelig, at man altid bliver glad og opstemt og varm om hjertet ved tanken om at skulle se eens yndlingsmedium, i dette tilfælde altså bogen, eksponeret i fjernsynet, så folkemasserne igen kan blive mindet om litteraturens eksistens.

Som den uforbedrelige drømmer jeg er, havde jeg været urealistisk nok til at regne med, at meddelelsen om, hvem Nobelprisen var tilfaldet, ville blive bragt allerede i den indledende oversigt over udsendelsens vigtigste nyheder. Det skete imidlertid ikke, og jeg slog mig modstræbende til tåls med udsigten til et kortere indslag senere i udsendelsen.

Og så gik Steen Bostrup i gang med at afvikle nyhederne. Der var nyt fra Sarajevo og om konvojer i Bosnien, nyt om Ole Stavad og Kirsten Jacobsen, om massemord i Rwanda, om Estonias bovport og lungepesten i Indien, der havde krævet endnu et dødsoffer, alt sammen ting, som jeg modvilligt måtte indrømme over for mig selv, at det godt kunne have en vis relevans at nævne i en TV-Avis, selv den dag, Nobelprisen var blevet uddelt.

Men om Kenzaburo Oe fortsat ikke et ord.

Spændingen steg. Nu var vi fremme ved de korte nyheder, og nu var der kun fem minutter tilbage at løbe på, og hvis der også skulle være plads til Voldborg og vejrudsigten, og det skal der jo, så skulle det snart være.

Og så kom det da også, det kulturelle indslag i TV-Avisen den 14. oktober 1994 kl.21.

Det handlede nu ikke om Nobelprisen og Kenzaburo Oe. Man kunne næsten fristes til at sige: "Tværtimod."

Dagens kulturelle indslag i TV-Avisen den 14. oktober 1994 kl. 21 handlede om en i øvrigt sympatisk og ukrukket og usandsynlig blond og dekorativ dansk fotomodel med rottehaler. Vi antraf hende foran hendes spejl, hvor hun for nogle måneder siden var blevet opdaget af en italiensk popfabrikant. Nu var der godt nok det ved det, at fotomodellen dårligt nok havde en tone i livet, og det havde hun, som rimeligt var, gjort popfabrikanten opmærksom på; men han, altså popfabrikanten, havde alligevel ment, at den blonde dansker havde det, der skulle til for at synge en af hans melodier til tops på alverdens hitlister. Og den italienske komponist og talentspejder var ikke idiot; han vidste nok, hvad han gjorde. Han kendte sit marked. Whigfield, som han havde døbt det sagesløse danske pigebarn om til, havde leveret varen og var nu, som det hedder, strøget til tops på den engelske hitliste med melodien "Saturday Night". Den varer under 2 minutter, hvilket ingen vil beklage, og derudover kan man sige om den, at den ikke flyttede - og ej heller gav sig ud for at ville eller skulle flytte -grænsepæle hverken i musikkens eller menneskehedens historie. Det lagde fotomodellen heller ikke skjul på, heller ikke på, at der var tale om ren spekulation.


Det var altså, hvad TV-Avisen den 14 oktober 1994 kl. 21 havde valgt at bringe af indslag om det internationale åndsliv.

Man ser TV-Avisens redaktion for sig. Kl. 13:01 tikker nyheden om Nobelprisen ind, og alle ser ligesom de foregående år forstyrret og vantro på hinanden: "Hvem fanden er nu det? Ken-za-bu-ro-Oe? Aldrig hørt om ham, og navnet er sgu heller ikke til at udtale. Og så oven i købet en japaner. Ham kan der umuligt være nogen danskere, der kender, og derfor kan han umuligt interessere nogen." Pause. "Hvor er Niels Frid? Nå, nej, han er jo på afspadsering. Behøver vi at gøre noget? Det er jo elitært. Nej, det bliver sgu for besværligt, dette her. Hvis vi skal ud i byen at lave et indslag om det, kommer det jo til at vare hele dagen. Men lidt kultur skal vi jo have en gang imellem. Men vent lige lidt, vi har jo det bånd med Whigfield liggende. Det er godt nok rent mikrofonholderi og pr for pladeselskabet, men pop kan vel være lige så godt og internationalt som litteratur, og så har den historie oven i købet en dansk vinkel. Den tager vi i stedet for."

Jeg forestiller mig, at det kan være nogenlunde sådan, det er gået til, at Danmarks officielle tv-kanal i sin TV-Avis den 14. oktober 1994 kl. 21 ikke fandt det umagen værd at orientere sine seere om, hvem der havde fået tildelt årets Nobelpris i litteratur.


Til gengæld havde dagbladene, der som bekendt er pivatejede og derfor kommercielle og profitorienterede, men som ikke desto mindre i disse år i høj grad lader kampen om læserne foregå på kultursiderne, formentlig fordi de har mærket, at der er interesse for kulturstoffet, dagbladene havde dagen efter en solid og bred dækning af nyheden med hele og halve sektionsforsider om forfatteren og hans værk.

Dagbladsjournalisterne, som velsagtens heller ikke vidste alverden om Kenzaburo Oe i forvejen, havde udført deres arbejde og gjort sig den umage at kontakte forlag, sagkyndige på universitetet osv. for at kunne orientere deres læsere bedst muligt.


Så meget om DR og Nobelprisen i litteratur 1994. Og vi behøver såmænd ikke at komme nærmere ind på DR TV's indtil forlegenhed nødtørftige dækning af bogstoffet. Den taler vist for sig selv.

Men havde historien om Nobelprisen 1994 nu været det eneste udtryk for det officielle Danmarks kælen for det populistiske og uforpligtende og for dets negligering ikke bare af kvalitetslitteraturen, men af bogen som medium, kunne man jo trække på skuldrene og slå det hen som et udslag af en redaktionsansvarligs uoplysthed og inkompetence. Men så nemt og overskueligt forholder det sig jo desværre ikke, og jeg vil gerne sige et par ord om yderligere to områder, hvor man ser det offentliges ligeglade holdning til bogmediet gøre sig gældende med samme massivitet som i det foregående, og med ganske foruroligende perspektiver.

Jeg tænker dels på folkebibliotekerne, selvfølgelig, dels på skolevæsenet.

Hvad angår bibliotekerne, har der i årevis været råbt og skreget og skrevet indtil trivialitet om den ændrede indkøbspraksis, der i højere og højere grad tilgodeser den letbenede litteratur på den seriøse litteraturs bekostning, især den oversatte skønlitteratur. Anne Lise Japsen har udfærdiget digre rapporter, der sort på hvidt dokumenterer tendensen til pop og populisme på såvel faglitteraturens som skønlitteraturens felt, og andre har påvist, at en stor del af forklaringen på, at det danske bogmarked i disse år oversvømmes af en titelmængde, der gør det fuldstændig uoverskueligt for såvel boghandlere som bogkøbere, skal findes i den omstændighed, at det, altså bogmarkedet, er blevet forøget med noget, man kunne kalde et tillægsmarked bestående af middelmådige titler inden for navnlig spændings- og underholdnigslitteraturen. Det drejer sig om titler, som aldrig ville have fundet vej til oversættelse og dermed til det danske bogmarked, hvis ikke de havde haft biblioteksvæsenets nidkære bevågenhed. Lige lidt har det hjulpet. Bibliotekerne lader som ingenting og fortsætter deres praksis, som om intet var hændt; og politikerne, ja, de kan heller ikke få sig taget sammen til at indrette lovgivningen, så man kan forhindre, at bibliotekerne blæser højt og flot på det, som Per Højholt er fræk nok til at kalde ved dets rette navn, nemlig "kvalitetens selvfølgelige rettigheder".

Ligesom da jeg talte om DR TV: Her har vi endnu et symptom på den mangel på kvalitetsbevidsthed og den kortsynethed på kulturområdet, det officielle Danmark er eksponent for.

Men med al respekt for biblioteker og DR: De mest foruroligende forsømmelser i henseende til negligering og forsømmelse af bogmediet finder vi ikke her, men på skoleområdet. Det er her, det virkelig vigtige foregår, det er her, der for alvor skal gribes ind og tages fat, hvis vi skal sikre, at ikke bare bogkulturen og bogen som medium, men hele skriftkulturen skal have en chance for at overleve den krise, den uomtvistelig befinder sig i p.t.

Jeg tænker naturligvis på den virkning, det har haft, at der i de seneste år er blevet skåret så hårdt ned på materialkontiene i det danske skolevæsen. Jeg tænker på den elendige forfatning, bøger og andet undervisningsmateriale er i, og jeg tænker på de millionvis af fotokopier, der sejler rundt i danske skolebørns mapper og tasker og skal forestille at kunne erstatte de bøger, politikerne tvinger skolerne til ikke mere at have råd til at købe. Hvordan kan man tro, at fotokopier og bøger og lærebogssystemer, der ikke bare er uhjælpeligt forældede i pædagogisk henseende, men dårligt nok kan hænge sammen, skal kunne give danske skolebørn et attraktivt indtryk af bogmediet og dets egenart, bogens autoritet og særlige muligheder? når bogen bliver præsenteret for skolebørnene i så miserabel en tilstand, som tilfældet er, hvordan skulle den så kunne hævde sit særpræg og sin form for autoritet, specielt i en tid, da brugerne, altså børnene, bombarderes med så uhørt kraftige, aggressive indtryk fra nye medier som tv, video, computere og alt muligt andet isenkram?

Det er, som om ingen, og da slet ikke vore politikere, har fået øjnene op for konsekvenserne af denne politik: At en forringelse af vilkårene for bogen og deraf følgende forvitring af læsefærdigheder og læsekultur i det hele taget vil komme til at gå ud over danskernes evne til at orientere sig kvalificeret i deres både nære og fjerne omverden og på langt sigt vil skade demokratiet og den dialog og debat, der er en forudsætning for det.

Sort ser det ud. Men der er ingen grund til at gå i panik og pessimisme. Vi står i en situation, hvor der på kulturområdet også er kolossalt meget at glæde sig over. Det kan da godt være, at den interesse for filosofi og konkret viden, der hersker p.t., ikke stikker så dybt; men den er i hvert fald udtryk for en trang til noget, der rækker ud over discount og pop. Der er et kulturelt leben af dimensioner i forsamlingshuse og foredragssale; folk strømmer i teatret for at se Richard den Tredie og andre klassikere, og repertoiret præges mere og mere af kvalitet og seriøse eksperimenter; i biograferne står folk i kø for at se film som Kieslowskis Blå, Rød og Hvid og film fra Kina og andre nye filmlande; dagbladene konkurrerer som tidligere nævnt om læsernes gunst på deres dækning af kulturstoffet, hvor de mobiliserer på livet løs og breder sig med kulturtillæg og flere og flere frygtindgydende seriøse tidsskrifter om teater, film og litteratur. Og der læses. Der læses bredt, men især fra den lette ende. Den lette underholdningslitteratur sælges i titusindvis af eksemplarer, og den breder sig, mens den knap så umiddelbart tilgængelige del af skønlitteraturen har det svært. Det er mere udtalt end nogensinde, at det er den lette litteratur, der betaler for, at den seriøse litteratur kan udkomme her i landet, og den udvikling skyldes vel ikke mindst, at den gruppe, som Højholt kalder "de uddannelsesmæssigt mere velstillede" ikke som tidligere føler sig forpligtet til at holde sig á jour med, hvad der foregår i det litterære kredsløb, men mere og mere nøjes med at læse bøger og forfattere, de for tyve år siden ikke ville have rørt med en ildtang, eller i hvert fald ikke have indrømmet, at de læste.

Men som sagt: Der er glædelige tegn på, at mange danskere er ved at være kørt trætte i discount og dårlig kvalitet, og der er grøde og ny interesse for kvalitet overalt, hvad enten det drejer sig om bøger, teater, film, eller om fødevarer for den sags skyld. Bogen lever endnu, og det skal den nok blive ved med; det er der ingen tvivl om. Men der er heller ingen tvivl om, at vi med lidt positiv interesse og velvillig forståelse fra lovgiverside, og hermed mener jeg større bevillinger til bogkøb i biblioteks- og skolevæsenet ville kunne komme mange ulykker i forkøbet.

Og nu er vi så fremme ved det helt elementære og indlysende: Verden vil bedrages, og jeg har svært ved at hidse mig op over, at private firmaer forsøger at tjene lette penge ved at udnytte den omstændighed og slå sig op på fx Whigfield og anden pop og plat, men jeg kan ikke med min bedste vilje se, at det skulle være det offentliges opgave at deltage aktivt i fordummelsen af befolkningen ved at anvende så mange af de få skattekroner, der er sat af til kulturelle formål, til at fodre den med pop og flad underholdning i stedet for at bidrage til at skærpe interessen for kvalitet alle de steder, den kan komme af sted med det, og det gælder, hvad enten det drejer sig om biblioteker, skoler, oplysningsforbund eller tv.

Tænk, om man for en tid flyttede fokus fra de elektroniske medier og fx glemte alt om den fjerde tv-kanal, som for gennemsnitsdanskeren bliver den tolvte; tænk, om Danmarks Radio og skole- og biblioteksvæsenet smed mageligheden og vanetænkningen over bord og dristede sig til at gå op mod discount og kvalitetsforringelse. Kort sagt: Tænk om det officielle Danmark også på bogområdet ville vise aktiv interesse for og støtte til det krav om kvalitet, der rejser sig flere og flere steder netop i disse år. Der produceres jo nemlig stadigvæk kvalitet i Danmark, der gøres en indsats for sagen både på bog-, teater-, film-, tidsskriftsmarkedet; men det bliver ikke ved af sig selv, og hvis vi skal gøre os håb om, at det skal fortsætte, må der opmuntring til. Der skal uophørlig skabes forudsætninger for bogen, dvs. læsere, og det kan kun ske ved, at det offentlige, dvs. skoler, biblioteker, radio og tv, besinder sig på situationens alvor og gør op med sig selv, om vi kan undvære ikke bare bogen i mediebilledet, og dermed også hele læse- og skriftkulturen med alt, hvad den indebærer af dagblade, tidsskrifter osv. I modsat fald er det nødvendigt, at de gør en indsats. Som situationen er nu, sætter det officielle Danmark alt for mange kræfter af til at trække i den modsatte retning.


Tilbage til toppen