Bogens Verden 1994 nr.6
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Den biografiske metode Af Maria Helleberg, forfatter
Hele mit voksne liv har jeg været forfulgt af METODISTERNE. Det startede på Københavns Universitet - "redegør for den valgte metode" stod der før enhver opgave. Og da jeg altid har ment, at man først må undersøge emnet for at finde ud af, hvilken metode man kan anvende, opfandt så "PP Porresens metode - den som passer til emnet.1994 har været et yderst biografistisk år for mig - jeg har udgivet to bøger med "biografisk" indhold - det har været en helt ny øvelse, som har lært mig disciplin, at elske rammerne, og at elske min gamle, kommende frihed med ekstra styrke.
Groft sagt er der to typer biografier, to hovedtyper - og blandformerne. Men lad os tage systematisk fat på sagen. Den første og letteste type er skildringen af det "underholdende liv" med (sociale?) omgivelser. Natbordsbiografien kalder jeg den - uden malice i øvrigt. Et givet liv undersøges, ikke for dybt, ikke for meddigtende, og der er rige muligheder for at indlægge fyldstof af typen: når vi sender Louise Rasmussen ned at gå på gaden, må vi nødvendigvis få 8 siders beskrivelse af kloakeringen i København år 1834. Ikke fordi kloakeringen på nogen måde er vigtig som social baggrund/forklaring. Ikke alt researchstof er vigtigt FOR LÆSEREN. Ind imellem tigger man om at blive skånet.
Man kan researche de fleste historier til døde. For det gælder her, som i alle andre livets forhold, at man må lære at vælge og at begrænse sig til det væsentlige.
Den anden biografiske metode går ud på at bruge et liv som spejl og inspiration, som NØDVENDIGHED. Leo Tandrup's MICHELANGELO er på mange måder et monstrum af en bog, som man begynder at skændes med allerede i forordet, men bogen har en indre nødvendighed, som gør at den alligevel fungerer.
For mig er dette den eneste gyldige grund til at skrive en biografi.
I skriveprocessen er jeg blevet konfronteret med, hvad jeg vil kalde FORUNDRINGSPUNKTERNE. Først og fremmest spurgte et klogt menneske til en såkaldt FORFATTERAFTEN: kan man overhovedet tillade sig at bruge et levet liv, bliver det ikke altid til misbrug?
Det mindede om en anmelder, som i sin tid fandt det betænkeligt at "bruge" Pilatus' hustru i STATHOLDERENS HUSTRU - men siden alt hvad vi ved om kvinden står som sølle to linjer i en af legenderne om Jesus, følte jeg nu ikke, at eventuelle efterkommere burde være krænkede. Åbenbart har man altid ret til at skrive biografier - det defineres ikke som "brug", selv om enhver biografering jo er en forvrængning.
Når vi er døde, er vi overtaget af eftertiden og fama. Hvorfor er onkel Theobald til fri afbenyttelse, men ikke Jens Otto Krag? Vi bruger ikke altid personerne for at blive klogere på de afdøde - tvært imod: til citat og inspiration, til at blive klogere på os selv, hvis det skulle være muligt.
Og hvordan bærer man sig ad med at levendegøre fortiden?En tilståelse: jeg har aldrig syntes, at snitmønstre til togaer omme bag i bogen tjener til at gøre samtiden mere levende. Jeg mener vitterligt at såvel biografi som biografisk roman SKAL kunne stå alene, uden ordforklaring, årstalsliste, littteraturliste, forklarende tekster etc.
For nogle forfatteres vedkommende er nogle uskyldige ordforklaringer bag i bogen vokset til 80 siders videnskabelige oversigter. FRI MIG FOR ALLE DISSE KRYKKER! Lad mig se glade invalider som gør en ære af deres handicap.
Man må sågu vælge, om man skriver fiktion eller etnografica.
Find det væsentligste. Find det som udvider i stedet for at trivialisere. Det nødvendige. Måske bliver man beskyldt for at være overfladisk, men er vel egentlig det modsatte?
Hvordan indlæser man sig selv i stof/person? Skal man holde sig selv udenfor som en blidt vurderende iagttager, eller er man nødt til at gå helt ind?Man må erkende, at der altid er en motor bag valget, håbet om at kunne bemestre figuren. En fornemmelse af overensstemmelse eller tværtimod udfordrende forskelle. Find udgangspunktet, stol på fascinationen. Og glem sidenhen i det daglige konfrontationsarbejde alt om udgangspunktet. Figuren er altid rigere end hvad fornuften indsiger.
Figuren er altid rigere
Research - et af de områder som alt for tit overdrives. Det meste korrekte stof glider som regel ud igen og erstattes af det, som kan mere, men som ofte kommer det forkerte sted fra.Jeg med glæde mindes en tv-udsendelse om Juliane Preislers roman KYSSE-MARIE, hvor Johannes Møllehave spurgte til Julianes research i svenskekrigene, helt oplivet ved tanken om alt det oksearbejde hun måtte have udført, men hvor Juliane svarede, at stoffet og ideen hovedsagelig stammede fra I.P Jacobsen.
Sådan er det jo!
Alle skriver op imod, ind i, hen over andre historier, andres historier, og det er næppe tilfældigt, at man er blevet skønlitterær forfatter, for det som præger mest er faktisk anden skønlitteratur, især de skildringer som man er fundamentalt uenige i. Det er nok ikke alle læsere af Ebbe Kløvedal Reich, som opdager i hvor høj grad han skriver "op imod" ældre forfattere - J. V. Jensen i DEN LANGE REJSE i FÆ OG FRÆNDE og Ingemann i middelalderromanerne.
Det sker - især i den genre, som kaldes "biografisk roman", at forfatterens viden om tiden etc. langt overstiger personernes. At forfatterens overblik er så totalt, at ingen person i den skildrede tid har kunnet opnå noget tilsvarende. I disse bøger elsker forfatteren som regel sin research så hæmningsløst, at de stakkels personer får til opgave at føre "research-samtaler" af typen: "nå, nu er xx nok blevet valgt igen", "ja, men hans bror blev jo også for fire år siden gift med YY, der var NN i år W,Q og T, for slet ikke at tale om hans adoptivsøn, der stiller op næste år" - og sådan kan det fortsætte i én uendelighed.
Husk mangetydigheden
En af de mindre muntre anmeldelser af LOUISE LÆNGE LEVE var skrevet af et meget ungt menneske, som har set flere amerikanske tv-serier end godt er, når man bevæger sig videre til andre former for menneskefremstilling.Hun syntes, det var forvirrende at hovedpersonen havde FLERE karakteregenskaber PÅ SAMME TID!
Jeg synes ikke at bogen er tjent med entydighed. Heller ikke biografien. Hvis forfatteren bliver for sur på sin hovedperson, eller kravler ærbødigt i støvet for vedkommende, ryger spændingen også - livet trukket mellem to yderpunkter. I entydighedens eventyrverden er det svært at genfinde nogen som helst oplevet virkelighed.
De fleste hovedpersoner i biografier har ønsket at efterlade verden et selvskrevet billede for eftertiden. En redaktion, så at sige, af selve livet og karakteren. En PERSONA, en selvskabt maske, som efterhånden gror sammen med kødet. Man kan ikke fjerne den, men korrigere ved hjælp af andres billede af personen. Dybest set forstår jeg opfinderen af denne PERSONA - vi ønsker jo alle at efterlade et smukt billede, at styre dommen, og at opsummere hvordan det ser ud indeni. Alt er forklarligt og forståeligt, blot man ser indefra og ud.Louise Rasmussen førte dagbog to år og slutter med en både dækkende og frustrerende jeg-karakteristik, som selvfølgelig er både epitafium og livsløgn. En gave og en forbandelse. Hun var begyndt at skrive for at opdage og definere sig selv. Nu har hun beskrevet sig selv HELT IND i fremtiden, hvorfor fortsætte?
Man er nødt til at acceptere figurens PERSONA, men er lige så tvunget til kritik. Udfordringen ligger i at finde det som skulle skjules, at forklare uden at overforklare, at elaborere uden at alt bliver gætteværk - frem for alt: at give et bud på, hvad figuren kan bruges til, der må jo være en grund til at man selv blev fascineret.
Med Louise Rasmussen gik ruten fra accept og beundring til stærk kritik. Hun er blevet flerdimensional, men ikke nødvendigvis særlig sympatisk. Jeg forstår hende, men jeg sympatiserer ikke. Hendes bortskæring af visse upraktiske former for ømhed giver et frysende indtryk. Det er koldt på toppen, og hun ved ikke engang, om hun selv har søgt derop. Betalingen er kontant og øjeblikkelig. Faktisk har Louise Rasmussen gennem sit fjendskab lært mig en langt større respekt for hendes MODPOL, Johanne Louise Heiberg.
Mens Louise mente, at man måtte tage sin herkomst med sig hele vejen op, og sit dårlige sprog, og barndommens sår og elendighed, så mente Johanne Luise (og levede derefter), at når man ophøjes på grund af enestående evner, skylder man sig selv såvel som sine omgivelser at forædles. Og jeg ved godt, hvilken livsform jeg selv ville foretrække, hvis jeg fik valget.
Tilbage til toppen