Bogens Verden 1994 nr.6


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Forrige artikel


Den gode, den smalle og den ubrugte bog

Af Henrik Christoffersen, forskningsleder, AKF



1.
I årets kulturdebat er der blevet trukket nogle prisværdigt klare og skarpe holdninger til forholdet mellem kunst og samfund op.

I betænkningen "En politik for litteraturen" er udsagnet dette: God kunst skabes ved at samfundet bærer kunstnerne på hænder og holder skærmende paraplyer over dem. Sker det ikke, så vil dansk kunst blive mast eftertrykkeligt af den farlige ekspanderende udenlandske kunst, for kunst er en del af den almindelige økonomiske omsætning i samfundet, hvor den indbyrdes markedskamp mellem kunstnerne er afgørende. Bo Bojesen har tegnet nogle gribende tegninger, som bøjer dette udsagn i neon.

Og så et andet aktuelt udsagn: "Vi er nået dertil, hvor samfundet betaler kunstnerne for at holde kæft. De trækkes ud af den sociale kamp" Det er billedkunstneren, professor Bjørn Nørgaard, som lagde dette synspunkt frem i WeekendAvisen her i sommerferien.

Her har vi to diametralt modstående opfattelser. Der skal ikke være tvivl om min holdning. Jeg har ingen som helst forståelse for det, som Bo Bojesen så prisværdigt klart taler (eller rettere tegner ) for i den kulturministerielle betænkning.


2.
Selvfølgelig skal samfundet interessere sig for kunst. Jeg er sådan set også enig i det kulturministerielle litteraturudvalgs måde at stille problemet op på. Udvalget spørger: Hvordan sikres, det, at læserne får adgang til så stort et udbud som muligt af kvalitetslitteratur. Men jeg er slet ikke enig i udvalgets analyse og konklusioner.

Hvis vi først betragter det formelle problem, så er situationen jo den, at alle borgere har adgang til al litteratur i kraft af den frie låneret på bibliotekerne og det sammenhængende bibliotekssystem. Hvis ikke bogen står på hylden på nærmeste udlånssted, så får man bogen hjemskrevet og afhenter den vederlagsfrit senere.

Selv om det egentlig ikke er dette formelle, som er emnet, kunne der efter min mening være god grund til af dvæle lidt også ved denne side af sagen. Jeg tror nemlig ikke, at den frie låneret vil blive ved med at være en selvfølge. Vi får for øjeblikket interne betalingsordninger inden for forskningsbiblioteksområdet. Når først der gælder betalinger nogle steder, så vil der udvikle sig et pres for at få gjort betalingsordninger generelle.

Det ligger i tidens kulturpolitik, at der skal skaffes penge til allehånde nye aktiviteter hele tiden - det skaber opmærksomhed. Pengene til alt det nye skaffes så bl.a. ved at vride det bestående. Sådan kunne det også gå på biblioteksområdet. I den nye bibliotekslov er der indbygget en stærk tilskyndelse til at kommunerne gør mere ud af de nye medier, og bibliotekerne er da også virkelig ved at komme igang med CD-Rom etc. Men bibliotekernes budgetter øges ikke med de nye aktiviteter.


3.
Det formelle skal jeg så i øvrigt lade ligge.

Og hvad er så det reelle, når vi taler om, hvordan læserne kan få adgang til så stort et udbud som muligt af kvalitetslitteratur?

Her tror jeg, at det kan være nyttigt at tale om to problemstillinger:

Jeg er ikke blind for, at de to spørgsmål i det lange løb er sammenhængende. Der kommer et publikum fordi der skabes god litteratur, og der skabes god litteratur fordi der er gode læsere.


4.
Først nogle bemærkninger om den litterære produktion.

Forfatteren skaber det litterære værk, og et markedsbaseret produktions- og distributionssystem (forlag og detailhandel) sørger for at få færdige bøger ud.

I "En politik for litteraturen" er opfattelsen af disse processer følgende: "Alene for at opretholde det nuværende udvalg af kvalitetslitteratur er det nødvendigt at gennemføre de forslag, vi her fremsætter".

Jeg har to bemærkninger til denne betragtning:
     For det første: Betænkningens forfattere opfatter åbenbart betragtningen som en selvfølgelighed. Der gives ikke den mindste dokumentation, og end ikke en argumentation findes påkrævet.
     For det andet: Jeg er aldeles uenig i betragtningen.
     Hvad angår det kunstneriske: Et kunstværk skabes for sin egen skyld. Ikke for samfundets skyld, ikke for profittens skyld. Man betaler sig ikke til at der skabes stor kunst.

Og hvad angår det markedsmæsige: Jeg har aldrig set dokumenteret, at vigtige danske litterære værker er forblevet uudgivne på grund af manglende økonomiske muligheder. Også i nyere tid har vi historier om, hvorledes unge håbefulde forfattere har måttet gå så grueligt meget igennem og har fået afvist utroligt gode manuskripter. Men pointen i historierne er jo netop altid, at værket er kommet på et andet forlag, som så har høstet den store gevinst.

Det er i dag ufatteligt billigt at producere en tryksag. I forhold til andre brancher er bogbranchens investeringer i udvikling beskedne. En bekymring for bogbranchens fremtid lader sig kun fastholde, hvis man insisterer på, at intet må forandres. Og så er det endda vanskeligt. I den analyse af bogbranchens fremtid, som branchen fik Institut for Fremtidsforskning til at udsende tidligere på året, lykkes det kun at fastholde bekymringen ved at behandle tallene skævt og mangelfuldt. De senere års bemærkelsesværdigt stærke omsætningsfremgang modregnes fikst ved inddragelse af en dårlig omsætningsudvikling for tyve år siden. Det er også senest blevet påvist i Politiken af professor i kulturøkonomi, Chr. Hjorth-Andersen.

Når dette er sagt vil jeg gerne tilføje er par ting:
     - Selv om samfundet ikke ved betaling kan rekvirere kunst, så kan samfundet ved betaling sørge for, at vore betydningsfulde kunstnere ikke bare lever og skaber kunst, men at de også lever materielt anstændigt. Jeg har selv i år argumenteret for, at samfundet løser denne opgave for dårligt. Statens Kunstfond bør have mulighed for at sikre vores bedste kunstnere bedre vilkår.
     - Den type af kunstproduktion, vi taler om her i dag - den skønlitterære kvalitetslitteratur - er billig, men andre typer af kunstproduktion kan være anderledes bekostelig, simpelthen fordi der arbejdes med et medie, som er bekosteligt. Hvis vi f.eks. talte om film, så måtte vi udtrykkeligt se på de meget betragtelige medieomkostninger. Der findes også typer af litterære produktioner, som er bekostelige. Det kan skyldes store udgifter til forskning eller research, det kan skyldes store udgifter til illustrationer og det kan skyldes andet. Det er vigtigt, at der er midler til sådanne produktioner. I dag kommer der midler fra forskningsrådene, fra kunstfonden, fra private fonde og fra særbevillinger. Vi ser, at selv meget store produktioner lader sig gennemføre i Danmark, og denne situation må fastholdes.


5.
Efter disse betragtninger om den litterære produktion vil jeg gerne se på formidlingsproblemstillingen.

Det er en fundamentalt anden type af problemstilling vi her har med at gøre. Samfundet kan ikke ved direkte foranstaltninger fremkalde rigtig kunst, men samfundet kan ved direkte foranstaltninger medvirke til udbredelsen af kunst.

Da jeg fremlagde førsteudgaven af "Lånernes Bogvalg" i foråret argumenterede jeg for, at den ringe benyttelse af den smalle litteratur på biblioteket kunne tages som et udtryk for et svigt i formidlingsindsatsen. Dette tema fortjener en uddybning.

Det litterære formidlingsapparat i Danmark er endda meget stort:
     Den offentlige indsats omfatter i det mindste

Hertil kommer det markedsorienterede formidlingssystem.

Alligevel fandt vi, at de smalle kvalitetstitler stort set ikke finder lånere på et så stort bibliotek som centralbiblioteket i Roskilde.


6.
Min indsigt er ikke lige stor inden for alle dele af det litterære formidlingsapparat. Jeg føler mig alligevel på sikker grund, når jeg hævder, at der overalt i de offentlige systemer findes stærke indicier for, at indsatsen for formidling af litteratur (og måske indsatsen for formidling af betydning og væsentlighed i det hele taget) er problematisk.

Jeg skal ikke sige meget om skolesystemet. Lad mig blot henvise til den nye og meget omtalte rapport, som sammenligner danske børns evne til at læse og forstå med børn i en række andre lande. Dybt deprimerende.

Jeg har beskæftiget mig mere indgående med folkeoplysningen. Jeg må sige, at det imponerer mig ikke at se, hvad milliarderne anvendes til. Aftenskolernes dominerende fag er så afgjort dansk hygge: madlavning, motion, mysticisme. Men hvad med betydningsfuldheden?


7.
Så bibliotekerne da? Ja, der har vi jo altså "Lånernes bogvalg", som mildest talt peger på et formidlingsproblem. Det tema vil jeg godt give en særlig uddybning.

I den anden udgave af publikationen, som udkom i august, blev der indlagt flere nye analyser. Den venlige og konstruktive kritik af førsteudgaven gav god inspiration hertil.

For det første er der taget højde for, at analysen i førsteudgaven af benyttelsen af kvalitetstitler, satte fokus på udgivelser, som var nogle år gamle. Det skete fordi analysen arbejdede med det samme bogudvalg, som indgik i Anne Lise Japsens bog: "Biblioteket og den gode bog". Til anden udgave blev yderligere gennemført en tilsvarende analyse men af et udsnit af den smalle danske litteratur, som netop var indgået i biblioteket. Konklusionen af analysen er klar. Også blandt de helt nye udgivelser findes kvalitetstitler, som stort set ikke benyttes.

For det andet er der gennemført en analyse af effekten af en særlig formidlingsindsats, som foregår i biblioteket. Denne nye analyse er virkelig tankevækkende. Biblioteket har en funktion kaldet Marked. Her anbringes på et iøjnefaldende sted et enkelt eksemplar af et udvalg af bogtitler. Bøgerne søges præsenteret indbydende med forsiden opad, så det illustrerede omslag udsender tillokkende signaler. Andre eksemplarer af de samme titler befinder sig på de ordinære hylder. Effekten af at fremhæve nogle titler er mildt sagt slående, og effekten er navnlig stor for de smalle titler, som kun udlånes i begrænset omfang fra deres ordinære pladser. Disse titler udlånes langt kraftigere, når de præsenteres mere åbent for publikum. De mest populære titler derimod udlånes ikke mere, når de anbringes i marked. Disse titler skal publikum nok nå frem til under alle omstændigheder.


8.
Det er jo en rørende konklusion, som er kommet ud af den nye formidlingsundersøgelse. Blot ved den ganske lille indsats det er at lægge nogle bøger frem og vende dem med forsiden opad, fremkommer der mærkbare resultater. Det er jo ikke meget, der her kræves.

Når det tilsyneladende er så let, er en hovedforklaring efter min vurdering, at en moderne formidling stort set er uberørt land i bibliotekerne. De frugter, som hænger nærmest jorden, er nemme at plukke. Påstanden kan synes provokerende, men et forholdsvis godt argument for påstanden er, at der stort set slet ikke anvendes tid på formidlingsarbejde i bibliotekerne.

Da Danmarks Biblioteksforening sidste år lavede rapporten om produktiviteten i centralbibliotekerne i Viborg og Herning, foretog disse centralbiblioteker selv en total registrering af, hvad de brugte deres kræfter til. Det viste sig, at man i Herning anvendte 2% af personaleindsatsen i udlånet til formidlingsarbejde. Tallet i Viborg var 1%. (Her er i øvrigt en rapport, som en del biblioteksmennesker nok kunne have nytte af at stifte bekendtskab med!) Det er en kæmpeudfordring for bibliotekerne at få udviklet en moderne og slagkraftig formidling af litteratur, som betyder noget for mennesker idag. Og bibliotekerne er jo i en gunstig situation til at gøre det. Der fremkommer i disse år betydelige rationaliseringsmuligheder i kraft af den moderne teknologis indtog. Det er muligt at frigøre ressourcer til en ny offensiv.


På baggrund af debatten om "Lånernes bogvalg" inviterede Bibliotekarforbundet Henrik Christoffersen til i efteråret at medvirke ved forbundets "Road Show" om formidling. Der blev afholdt møder i Roskilde, Esbjerg og Ålborg. I næste nummer af Bogens Verden bringes Henrik Christoffersens oplæg ved BF's Road Show.



Tilbage til toppen