Overleveringen af Jyske Lov

Det ældste håndskrift af Jyske Lov på dansk anses i dag for at være Codex Holmiensis C 37. Det kan dateres til 1280, fyrre år efter loven blev skrevet, men det kan teoretisk være endnu ældre. De øvrige overleverede håndskrifter er fra ca. 1300 og senere. I alt kendes 160 håndskrifter til Jyske Lov på dansk. Knap 20 af disse er fra 1300-tallet.

Codex Holmiensis C 37 har været kendt længe og blev benyttet allerede af retshistorikeren Peter Kofod Ancher i hans fremragende udgave 1783, hvor det kaldes St[ockholm] 37. I den udgave af Jyske Lov, som blev besørget af retshistorikeren J. L. A. Kolderup-Rosenvinge i 1837, har Codex Holmiensis signaturen S.

De ældste og vigtigste håndskrifter til Jyske Lov på dansk opbevares i dag i offentlige biblioteker i Danmark (86), Sverige (35), Norge (1) og Tyskland (1). Fordelingen på de større samlinger er som følger:

Arnamagnæansk Institut (Københavns Universitet): 45
Det Kongelige Bibliotek i København: 40
Kungliga Biblioteket i Stockholm 28
Universitetsbiblioteket i Uppsala: 5
Nasjonalbiblioteket i Oslo: 4

Jyske Lov blev allerede i 1300-tallet oversat til latin, men kun 10 håndskrifter er bevaret af denne oversættelse, som næppe fik større praktisk betydning. Ligeledes fra 1300-tallet foreligger en nedertysk oversættelse, som anvendtes i de dele af Sønderjylland, hvor man ikke talte dansk. Der kendes 70 håndskrifter af denne oversættelse.

Jyske Lov på nedertysk blev trykt allerede i 1486, medens den latinske og den danske tekst først blev trykt i 1504 (trykkeren Matthæus Brandis, i Lübeck), og på ny i 1508 og 1590 (trykkeren Gotfred af Ghemen, i København).


[Kilder: Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder; Peter Skautrup (ed.): Jyske Lov, Tekst 1 (Danmarks gamle Landskabslove, bind II, 1933, Indledning)]

Luk vindue