link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Jeppe paa Bierget (1723), Act. II

| Index | -1 | +1 |
Act. II.
Sc. 1.

JEPPE.
(Forestilles liggende udi Baronens Seng med en Gyldenstyckes Slaap-Rok for Stoelen, hand vaagner og gnicker sine Øjne, seer sig om og blir forskrecket, gnicker sine Øjne igien, tar paa sit Hoved og faar en Guld-broderet Nat-Hue i Haanden, hand smør Spøt paa
sine Øjne, og gnicker dem igien, vender nok Huen om, og beskuer den, seer paa sin
fiine Skiorte, paa Slaap-Rocken, paa Alting, har underlige Grimacer; imidlertid spilles
en sagte Music, hvorved Jeppe legger Hænderne sammen, og græder, naar Musiqven
har ende, begynder hand at tale:)
Ej! hvad er dog dette? hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? drømmer jeg, eller er jeg vaagen? nej, jeg er ganske vaagen, hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit, Huus og hvor er Jeppe? alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette?
Raaber sagte og frygtsom,
Nille! Nille! Nille! jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig Nille! og det gandske uforskyldt. Men, mon det er jeg? mig synes ja, mig synes ogsaa nej. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hug, jeg har faat, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min huule Tand, synes mig det er jeg. Naar jeg derimod seer paa min Hue, min Skiorte, paa ald den Herlighed, som er mig for Øynene, og jeg hører den liflige Musiqve, saa Drolen splide mig ad om jeg kand faa i mit Hoved, at det er jeg. Nej det er icke, jeg, jeg vil tusinde gange være en Carnalie om det er. Men mon jeg icke drømmer? mig synes dog nej, jeg vil forsøge at knibe mig i Armen, giør det da icke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg icke; jo jeg følede det, jeg er vaagen, vist er jeg vaagen, det kand jo ingen disputere mig; thi var jeg icke vaagen, saa kunde jeg jo icke - men hvorledes kand jeg dog være vaagen, naar jeg ret betencker alting, det kand jo icke slaa feil, at jeg jo er Jeppe paa Bierget, jeg veed jo, at jeg er en fattig Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrej, en sulten Luus, en Madike, en Carnalie, hvorledes kand jeg tillige med være Keyser og Herre paa et Slott, nej det er dog ickun en Drøm. Det er derfor best, at jeg har Taalmodighed, indtil jeg vaagner op.
(Musiqven begynder paa nye, og Jeppe falder i Graad igien.)
Ach! kand mand dog høre saadant i Søvne? det er jo icke mueligt? men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg ville stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der væckede mig; men jeg hverken drømmer eller er gall; thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret, jeg erindrer jo, at min Sal: Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er, det er et andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig, jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog icke være saa haard at gaa paa, som mand bilder sig ind; thi jeg følede intet dertil; nu staar maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget, hand levede som en Soldat og døde som en Soldat. Mand kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe! det er andet end at gaa fire Miil til Byen for at kiøbe Sæbe, at ligge paa Straa, at faa Hug af din Hustrue, og faa Horn af Degnen. Ach! til hvilken Lyksalighed er icke din Møje og dine sure Dage forvandlet, Ach! jeg maa græde af Glæde, besynderlig, naar jeg eftertencker, at dette er hendet mig saa uforskyldt. Men en Ting staar mig for Hovedet, det er, at jeg er saa tørstig, at mine Læber henge sammen, skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faa et Kruus Øll at ledske mig paa; thi hvad nytter mig ald den Herlighed for Øynene og Ørene, naar jeg skal døe paa nye igien af Tørst, jeg erindrer, Præsten har ofte sagt, at mand hverken hungrer eller tørster i Himmerig, iligemaade, at mand der finder alle sine afdøde Venner; men jeg er færdig at vansmægte af Tørst, jeg er ogsaa gandske alleene, jeg seer jo intet Menniske, jeg maatte jo i det ringeste finde min Bestefar, som var saadan skickelig Mand, der icke efterloed sig en Skillings Restantz hos Herskabet. Jeg veed jo, at mange Folk har levet ligesaa skickelig som jeg, hvorfor skulde jeg alleene komme i Himmerig. Det kand derfore icke være Himmerig. Men hvad kand det da være? jeg sover icke, jeg vaager icke, jeg er icke død, jeg lever icke, jeg er icke gall, jeg er icke klog, jeg er Jeppe paa Bierget, jeg er icke Jeppe paa Bierget, jeg er fattig, jeg er riig, jeg er en stackels Bonde, jeg er Keyser A - - - - A - - - - A - - - - hielp hielp hielp.
(Paa dette store Skraal kommer nogle Folk ind, som imidlertid har
staaet paa Luur for at see hvorledes hand stillede sig an.)
Sc. 2.

Cammer-Tienner. En Laqvei. Jeppe.

CAMMER-TIENNER.
Jeg ønsker Eders Naade en lyksalig god Morgen, her er Slaap-Rocken, om Eders Naade vil staa op. Erich spring ud efter Handklædet og Vandbeckenet.

JEPPE.
Ach Velbyrdige Hr. Cammer-Tienner, jeg vil gierne staa op, men jeg beder, at I intet ondt vil giøre mig.

CAMMER-TIENNEREN.
Gud bevare os fra at giøre Herren ondt.

JEPPE.
Ach! førend I slaar mig ihiel, vil I da icke giøre mig den Villighed at sige mig hvem jeg er?

CAMMER-TIENNEREN.
Veed icke Herren, hvem hand er?

JEPPE.
I Gaar var jeg Jeppe paa Bierget, men i Dag - Ach! jeg veed icke hvad jeg skal sige.

CAMMER-TIENNEREN.
Det er os kiert, at Herren er i saa god Humeur i Dag, at hand behager at skiemte, men Gud bevare os, hvorfor græder Eders Naade?

JEPPE.
Jeg er icke, Eders Naade, jeg kand giøre min Saligheds Eed derpaa, at jeg icke er det; thi saa vit som jeg kand erindre, saa er jeg Jeppe Nielsen paa Bierget en af Baronens Bønder, vil I have Bud efter min Hustrue, skal I faa det at høre: men lad hende icke tage Mester Erich med sig.

LAQVEIEN.
Det er sært, hvad er dog dette? Herren maa icke være vaagen; thi hand plejer jo aldrig at skiemte saaledes.

JEPPE.
Om jeg er vaagen eller ej, det skal jeg icke kunde sige; men det veed jeg og kand sige, at jeg er en af Baronens Bønder, som heeder Jeppe paa Bierget, og jeg aldrig har været enten Baron eller Greve min Livs-Tid.

CAMMER-TIENNEREN.
Erich! hvad kand dette være? jeg er bange, at Herren er falden i en Sygdom.

ERICH.
Jeg bilder mig ind, at hand gaar i Søvne; thi det skeer ofte, at Folk staar op af Sengen, klæder sig paa, taler, æder, og dricker i Søvne.

CAMMER-TIENNEREN.
Nej Erich. Jeg mercker, at Herren phantaserer af en Sygdom, spring strax efter et par Doctores - Ach! Eders Naade slaar saadane Tancker af Eders Hovet. Eders Naade jager derved Forskreckelse i det heele Huus, kiender Eders Naade icke mig.

JEPPE.
Jeg kiender mig icke selv; hvorledes skulde jeg da kiende jer?

CAMMER-TIENNEREN.
Ach! er det mueligt? at jeg skal høre saadane Ord af min Naadige Herres Mund, og see ham udi saadan Tilstand? Ach! vort ulyksalige Huus, som blir plaget af saadan Koglerie! Kand icke Herren erindre hvad hand giorde i Gaar, da hand reed paa Jagt?

JEPPE.
Jeg har aldrig været enten Jæger eller Krybe-Skytter; thi jeg veed, at det er Bremmerholms Arbeid; aldrig nogen Siæl skal kunde bevise mig over, at have jaget en Hare paa Herrens Gods.

CAMMER-TIENNEREN.
Ach! Naadige Herre! jeg var jo selv med ham paa Jagt i Gaar.

JEPPE.
I Gaar sad jeg til Jacob Skoemagers, og drak for 12 ß. i Brændeviin. Hvor kunde jeg da være paa Jagt?

CAMMER-TIENNEREN.
Ach! jeg besværer Naadige Herre paa min blotte Knæ, at hand lader saadan Snak fare. Erich! gik der Bud efter Doctorerne?

ERICH.
Ja! de kommer nok strax.

CAMMER-TIENNEREN.
Lad os da faa Herren i sin Slaap-Rok; thi, maa skee, naar hand kommer ud i Luften, tør det blive bedre med ham. Vil Herren behage at iføre sig sin Slaap-Rok?

JEPPE.
Hiertelig gierne. I maa giøre med mig, hvad jer lyster; naar I kun icke vil slaae mig ihiel; thi jeg er saa uskyldig, som det Barn der ligger i Moors Liv.
Sc. 3.

2. Doctores. Jeppe. Cammer-Tienneren. Erich.

1. DOCTOR.
Vi hører med største Smerte, at Herren er u-passelig.

CAMMER-TIENNEREN.
Ach ja! Hr. Doctor! hand er i en elendig Tilstand.

2. DOCTOR.
Hvordan er det fatt Naadige Herre?

JEPPE.
Ret vel! jeg er alleene noget tørstig af det Brændeviin, jeg fik hos Jacob Skoemager i Gaar: vil I kun give mig et Kruus Øll, og lade mig gaa, saa maa mand gierne henge jer og alle Doctore op, thi jeg behøver ingen Medicin.

1. DOCTOR.
Det kalder jeg ret at phantasere Hr. Collega.

2. DOCTOR.
Jo stærckere det er, jo snarere vil det udrase, lad os føle Herrens Puls. Ovid tibi videtur Domine Frater?

1. DOCTOR.
Jeg holder for, at hand maa strax Aarelades.

2. DOCTOR.
Jeg er icke af den Tancke; thi slige underlige Svagheder maa cureres paa en anden Maade, Herren har haft en fæl og selsom Drøm, som har bragt Blodet udi Bevægelse, og forvirret Hiernen saaledes, at hand bilder sig ind at være en Bonde. Vi maa søge at divertere Herren med de Ting, som hand plejer at have meest Behag udi, give ham de Viine og den Spise, som hand best finder Smag udi, og spille for ham de Stykker, som hand heldst gider hørt.
(Een lystig Music begyndes.)

CAMMER-TIENNEREN.
Det var jo Herrens Livstycke?

JEPPE.
Kand nok være. Har mand altid saadan Lystighed her paa Gaarden?

CAMMER-TIENNEREN.
Saa tit Herren behager; thi hand gier os alle Kost og Løn.

JEPPE.
Men det er underligt, at jeg kand icke komme ihu, hvad jeg har giordt tilforn.

1. DOCTOR.
Sygdommen fører det med sig, Eders Naade, at mand forglemmer alt hvad mand har giordt tilforn. Jeg erindrer mig, at for nogle Aar siden en af mine Naboer af stærk Drik blev saaledes forvirret, at hand i to Dage bildte sig ind at være uden Hoved.

JEPPE.
Jeg var tilfreds, at Birke-Dommeren Christoffer vilde giøre det samme, men hand maa have en Sygdom, som er lige tvert imod denne; thi hand bilder sig ind at have et stort Hoved; hvorvel hand haver slet intet, som mand kand mercke af hans Domme.
(De leer alle deraf ha ha ha.)

2. DOCTOR.
Det er en Fornøjelse at høre Herren skiemte. Men, at komme til Historien igien, da gik den samme heele Byen over, og spurte Folk om ingen havde fundet hans Hoved, som hand havde tabt, men hand kom sig lyckelig igien, og er denne Stund Klocker i Jydland.

JEPPE.
Det kunde hand jo blive, omendskiønt hand havde icke fundet sit Hoved igien.
(De leer atter ha ha ha.)

1. DOCTOR.
Kand Hr. Collega icke erindre sig den Historie, som skeede for 10 Aar siden med den Mand, der bildte sig ind, at der var fuldt af Fluer i hans Hovet, og kunde icke komme af de Griller, hvormeget mand talede for ham, indtil en fornuftig Doctor curerede ham paa saadan Maade: hand lagde et Plaster over hans Hoved, som var bestrøed med døde Fluer, hvilket da hand efter nogen Tids Forløb træckede af, og viisde den Syge Fluerne, bildte hand sig ind, at de vare udtrokne af hans Hoved, og blev derover frisk igien. Jeg har ogsaa hørt om en anden Mand, der efter en lang Feber faldt udi de Griller, at, hvis hand kastede sit Vand fra sig, skulde Landet forgaae af en Flod. Ingen kunde faa ham af de Tancker; thi hand sagde sig at ville døe for det gemeene Beste. Hand blev cureret paa saadan Maneer; mand skickede Bud til ham som fra Commendanten, at, saasom Byen frygtede sig for en Beleiring, og der var icke Vand i Gravene, hand da vilde fylde dem, for at hindre Fienden Adgang til Byen, hvorudover den Syge blev glad, at hand kunde tiene baade sit Fæderneland og sig selv med, og blev saa skilt baade ved sit Vand og sin Sygdom.

2. DOCTOR.
Jeg kand fremføre Exempel af en anden Historie, som er passeret i Tydskland. En Edelmand kom engang udi et Vertshuus; hvor, da hand havde spiset, og vilde gaa til Sengs, hang hand sin Guld-Kiæde, som hand plejede at bære om Halsen, paa Veggen i Herberget. Verten gav nøje agt derpaa, fuldte ham til Sengs, og ønskede ham en god Nat; men da hand fornam, at Edel-Manden sov, sneeg hand sig ind udi Kammeret, og tog 60 Leed bort af Kiæden, og hang den saa paa Veggen igien. Giesten staar op om Morgenen, lader sin Hest sadle, og ifører sig sine Klæder. Men da hand skulde binde Kiæden om Halsen, fornam hand at den havde mist den halve Deel af sin Lengde, begynder derfor at raabe, at hand var bestaalen. Verten, som stod uden for Døren og lurede, løber strax ind, og lader ligesom hand bliver gandske forskrecket, raabende Ach! hvilken skreckelig Forandring! da Giesten spurte ham, hvi hand saadan tog afsted, sagde hand, Ach min Herre! jer Hovet er bleven engang saa stort, som det var i Gaar. Hvorpaa hand bar frem et falsk Speil, som viiste en Ting engang saa stort, som det er i sig selv. Da nu Edelmanden saae sit Hovet saa stort i Speilen, faldt hand i Graad og sagde: Ach! nu mercker jeg Aarsagen, hvi min Kiæde er bleven saa kort. Hvorpaa hand satte sig paa sin Hest, svøbte Hovedet i sin Kappe, at ingen skulde see det paa Vejen. Der siges, at hand siden mange Dage holt sig hiemme, og icke kunde komme af de Griller, men troede, at Kiæden icke var bleven for kort, men Hovedet for stort.

1. DOCTOR.
Der ere u-tallige Exempler paa saadane Indbildinger, jeg erindrer ogsaa at have hørt tale om een, der bildte sig ind, at hans Næse var 10 Food lang, og varede alle ad, som mødte ham, at de icke skulde komme for nær.

2. DOCTOR.
Domine Frater har vel hørt Historien om den Mand, der bildte sig ind, at hand var død. En ung Person faldt udi de Griller, at hand var død, og derfor lagde sig paa en Liig-Baare, og vilde hverken æde eller dricke. Hans Venner forestillede ham saadan Daarlighed, og brugte alle Konster at bevæge ham til at æde, men forgiæves; thi hand afviiste dem kun med Latter, foregivende, at det var mod alle Regler for døde Folk at æde og drikke. Endelig paatog sig en forfaren Mand i Medicinen at curere ham paa en underlig Maade: Hand fik en Tienner til ogsaa at udgive sig for Død, og lade sig med Statz udføre til samme Sted, hvor den Syge laa. Disse tvende laae lenge først og saae paa hinanden. Omsider begynte den Syge at spørge den anden ad, hvorfor hand var didkommen, hvilken svarede: fordi hand var død. Dernest begynte de at spørge hinanden om Maaden paa hvilken de vare døde, hvilket enhver vitløftig fortaalte. Derpaa kommer nogle, som dertil vare bestilte, og bringer den sidste sit Aftens-Maaltid til, hvorved hand reiste sig af Kisten, og giorde et got Maaltid, sigende til den anden: skal du icke ogsaa snart spise? den Syge forundrer sig derover og spurte, om det kunde staa en død Mand an at spise, men fik til Svar, at, dersom hand icke spisede, kunde hand icke lenge være død. Hand lod sig derfor overtale først at spise med den anden, siden sove, staa op, klæde sig paa, ja hand efterabede den anden i alting, indtil hand ogsaa blev levende igien og klog med ham. Jeg kunde give u-tallige fleere Exempler paa saadane selsomme Indbildinger. Saaledes er det ogsaa gaaet til denne gang med Naadige Herre, at hand indbilder sig at være en fattig Bonde. Men Herren maa slaa de Tancker af sit Sind, saa blir hand strax frisk igien.

JEPPE.
Men mon det kand være mueligt, at det er af Indbilding?

DOCT:
Ja vist! Herren har hørt af disse Historier hvad Indbildinger kand giøre.

JEPPE.
Er jeg da icke Jeppe paa Bierget?

DOCT:
Nej vist.

JEPPE.
Er da icke den onde Nille min Kone?

DOCT:
Ingenlunde; thi Herren er Enkemand.

JEPPE.
Er det og lutter Indbilding, at hun har en Crabask, som heeder Mester Erich?

DOCT:
Lutter Indbilding.

JEPPE.
Er det ej heller sant, at jeg skulde til Byen i Gaar at kiøbe Sæbe?

DOCT:
Nej.

JEPPE.
Ej heller, at jeg drak Pengene op hos Jacob Skoemager?

CAMMER-TIENNEREN.
Ej! Herren var jo med os paa Jagt den heele Gaars Dag.

JEPPE.
Ej heller, at jeg er Hanrej?

CAMMER-TIENNEREN.
Ej! Fruen er jo død for mange Aar siden.

JEPPE.
Ach! jeg begynder allereede at fatte min Daarlighed! jeg vil icke tencke paa den Bonde meere; thi jeg kand mercke, at en Drøm har bragt mig i den Vildfarelse, det er dog underligt, hvor et Menniske kand falde i slige Griller.

CAMMER-TIENNEREN.
Vil Herren behage at spadsere lidt i Haven, mens vi laver noget Froekost til.

JEPPE.
Ja nok, men det maa skee i en hast; thi jeg er baade hungrig og tørstig.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek