link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Indhold | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Niels Klim (1741)
Oversat 1789 af Jens Baggesen (1764-1826), 13


XIII: Begyndelsen til DET FEMTE MONARKIE

| Indhold | Latin | [§ 1] FRA den Tid af gik alle mine Bestræbelser ud paa at give dette Rige en ganske anden Skikkelse. Jeg giorde Begyndelsen med at forbedre Krigsvæsenet, ved at øve det unge Mandskab i Riden, Fægten og Skyden.

   Stadens Ynglinger alle paa Fælleden, udenfor Porten,
   Nogle til Hest, og andre til Fods, og andre paa Vogne,
   Tumledes, kiørte om kap; og snart fra strammede Bue
   Lynte den vingede Piil, snart giennemhvinede Luften
   Treffende Spyd -
Fornemmelig lærte jeg dem i Førstningen at tæmme og afrette Heste, da jeg ventede ved det blotte Rytterie at holde Naboerne i Lydighed. Ved uafbrudt Flid bragte jeg det saa vidt, at jeg i kort Tid stillede sex tusinde Ryttere frem for Keiseren.

| Indhold | Latin | [§ 2] Da TANAQVITERNE just paa samme Tid lavede sig til et nyt Anfald, paa Grund af den tilbageholdte aarlige Skat, som efter adskillige Fordringer var bleven dem nægtet, gik jeg, efter Keiserens Begiering, med mit nye Rytterie og endeel Fodfolk Fienderne imøde. Fodfolket havde jeg givet Kastespyd og Pile, hvormed de kunde stride mod TANAQVITERNE langt fra; thi QVAMITERNE havde tilforn kun brugt korte Sværd eller Dolke, og var derfor altid komne til kort i Haandgemæng med disse frygtelige Fiender, der i Legemskræfter vare dem saa overlegne.

| Indhold | Latin | [§ 3] Jeg blev strax udnævnt til øverste Hærfører, og da man sagde mig, at TANAQVITERNE nærmede sig ikke langt fra Grændserne, rykkede jeg strax imod dem. Bestyrtsede over at see denne uformodede Krigshær, holdt de i nogen Tid stille; men da jeg lod Tropperne gaae videre frem, og vi kom dem saa nær, at vi kunde naae dem med vores Kastespyd, nedlagde vi strax i første Anfald en uhyre Mængde. De tabte alligevel ikke Modet herover, og styrtede med rasende Hidsighed ind paa vore Fodfolk; men da Rytteriet i det samme faldt dem i Flankerne, forlode de deres Gelidder og toge Flugten, saa at dette Angreb afgiorde Slagets Skiebne aldeles til vor Fordeel. Fienderne leed et skrækkeligt Nederlag, og den Tanaqvitiske Hærfører blev levende fangen, tilligemed tive andre adelige Tigre, og bragt i Triumf til QVAMA.

| Indhold | Latin | [§ 4] Det er ikke at beskrive, hvilken almindelig Glæde denne glimrende Seier opvakte i det hele Rige; thi Qvamiterne havde gemeenligen i de forrige Krige maattet strække Gevær, og tiltigge sig Fred paa de skammeligste Vilkaar. Keiseren befalede strax, at Fangerne, efter gammel Sædvane, skulde henrettes; men jeg, som fandt denne Skik afskyelig, raadte til at kaste dem i Fængsel, med den Forestilling, at Tanaqviterne, som vi for nærværende Tid hverken havde Krig eller Fred med, ganske vist vilde holde sig rolige, indtil de saae, hvad vi toge os for med Fangerne, og lod mig forlyde med, at jeg havde denne Stilstand nødig, for at udføre andre Planer, som jeg havde i Hovedet.

| Indhold | Latin | [§ 5] Jeg havde lagt Mærke til, at dette Land var meget rigt paa Salpeter, og havde allerede samlet en temmelig stor Mængde, for at giøre Krud deraf. Dette Forsæt holdt jeg imidlertid skiult for alle, undtagen for Keiseren, da jeg behøvede hans Tilladelse til at anlægge Værksteder for Flinte og andre Krud-Geværer. Med disse haabede jeg i kort Tid at betvinge alle Keiserdommets Fiender. Da jeg havde faaet nogle hundrede Flinte med tilhørende Kugler færdige, aflagde jeg offentlig Prøve paa mit Paafund til alles store Bestyrtelse. Et vist Antal af Soldaterne blev strax ansat til denne Krigsart, og øvede i at omgaaes med Skydegeværer. Da de vare blevne færdige deri, blev jeg, efter holden Mønstring, af Keiseren udraabt til JAKAL, eller Generalissimus over hele Krigsmagten.

| Indhold | Latin | [§ 6] Mens alt dette gik for sig, havde jeg indgaaet et fortroeligt Venskab med Tanaqviternes brave Anfører, den fangne TOMOPOLOKO, som jeg holdt idelige Samtaler med, for at udforske hans Nations Forfatning, Karakter og Sæder. Jeg kom, til min store Forundring, efter, at det var et vittigt, sædeligt og oplyst Folk, og at Kunster og Videnskaber dyrkedes hos dem med Alvorlighed. Han fortalte mig, at der mod Østen fandtes en særdeles stridbar Nation, mod hvilken Tanaqviterne bestandig maatte holde sig i Forsvarsstand. Indbyggerne vare rigtig nok smaae, og meget svagere i Legemskræfter, end de i TANAQVI; men udrustede med fortrinlig Skarpsindighed, og vel øvede Bueskyttere, saa at de ofte havde tvunget Tanaqviterne til at bede om Fred. Jeg fik strax efter at vide, at denne Nation bestod af KATTE, og udmærkede sig blandt alle Firmamentets Folkeslag, ved sin kloge Politik og ypperlige Dømmekraft.

| Indhold | Latin | [§ 7] Det ærgrede mig ikke lidet, at Klogskab, Videnskaber og fine Sæder fandtes hos alle DYRENE i den underjordiske Verden, og at MENNESKENE, nemlig QVAMITERNE, vare de eeneste udyrkede Barbarer. Men jeg gav mig tilfreds, i Haabet om, at denne Skam inden kort Tid skulde ophøre, og at Qvamiterne snart skulde faae det Herredømme tilbage, der tilkom dem, som Mennesker, over de andre Dyr.

| Indhold | Latin | [§ 8] Efter det sidste Nederlag holdt Tanaqviterne sig i temmelig lang Tid rolige; men da de ved Speidere havde udforsket det nye Rytteries Tilstand og Beskaffenhed, og faaet at vide, at disse Centaurer, der havde indjaget dem saa stor Skræk, i Grunden kun vare tæmte Heste, som der sad Mennesker paa, toge de Mod til sig igien, og udrustede nye Tropper imod Qvamiterne, under deres Konges egen Anførsel. Den hele Hær bestod af tive tusinde Tigre, alle gamle Soldater, der havde før været med, undtagen to Regimenter, som nylig vare hvervede.

| Indhold | Latin | [§ 9] Men disse i en Hast sammenskrabede Krigsfolk vare det meer i Navnet end i Gavnet. Allerede sikkre paa Seieren, faldt de alle paa eengang ind i QVAMA. Jeg lod strax tolv tusinde Mand Fodfolk, hvoriblandt vare sex hundrede Flinteskyttere, rykke imod dem, tilligemed fire tusinde Ryttere. Da jeg slet ikke tvivlede om et lykkeligt Udfald, bad jeg Keiseren, paa det han kunde høste hele Æren af Seieren, selv at anføre dem. Ved denne tilsyneladende Beskedenhed tabte jeg aldeles intet af min egen Anseelse, da hele Krigshæren dog ansaae mig som den sande Anfører. Jeg gav det Raad, ikke strax at gaae løs paa Fienden med Skydegeværerne, for at see, om man kunde vinde Seieren ved Hielp af det blotte Rytterie, men dette Raad kom mig dyrt at staae; thi Tanaqviterne satte saa heftig ind paa vore Fodfolk, at de nødte dem til at tage Flugten. De modstod paa den anden Side med saa megen Tapperhed Rytteriet, at Seieren i lang Tid ikke hældte til nogen af Siderne. En meere haardnakket Træfning er neppe nogensinde bleven holdt.

| Indhold | Latin | [§ 10] End tvivlsom Stridens Lykke længe hang;

   Og hid og did paa ubestemte Vinger
      Sig mellem begge Hære Seiren svang -
da jeg med eet lod Flinteskytterne rykke frem. Tanaqviterne bleve meget bestyrtsede over de første Skud; thi de kunde ikke begribe, hvor den Lynild og Torden kom fra; men da de fornam deres sørgelige Virkning, bleve de alle betagne af den yderste Skræk. Ved den første Salve faldt to hundrede Tigre, hvoriblandt vare to Feldtpræster, som Kuglerne traf i det de med Taler opmuntrede Soldaterne til Tapperhed. Deres Tab foraarsagede en almindelig Bedrøvelse, fordi man holdt dem for to af de beste og meest veltalende Prædikantere. Da jeg mærkede denne Fiendernes Angest, lod jeg anden Gang fyre. Paa denne Salve fulgte et endnu større Nederlag: Kongen selv blev skudt. Dette betog Tanaqviterne alt Haab, de vendte Ryggen; Rytteriet forfulgte dem, og de Flygtende nedsabledes i saa stor Mængde, at de Seirende kunde, for døde Kroppe, som bedækkede Marken, ikke komme videre.

| Indhold | Latin | [§ 11] Da Slaget var endt, talte vore Folk de ihielslagne Fiender, og fandt tretten tusinde paa Valpladsen, som vare faldne deels i Træfningen, deels paa Flugten. Den seirende Krigshær rykkede derpaa ind i Riget TANAQVI, og slog, efter nogle Dages Marsch, sin Leir op for Hovedstaden. Den almindelige Forfærdelse havde imidlertid taget saa stærk Overhaand, at Magistraten kom os ydmygen imøde, og overleverede Seierherren Nøglerne til Staden, endskiøndt den baade ved Natur og Kunst var overordentlig vel befæstet. Dens Størrelse, brede Gader og prægtige Bygninger udmærkede den som een af de anseeligste Stæder jeg har seet. Høistforunderligt forekom det mig, at Qvamiterne, der paa alle Sider vare omgivne af saa oplyste Nationer, i saa lang Tid havde levet i det tykkeste Mørke. Men det maa have gaaet dem, som visse Europæiske Nationer, der ikke bekymre sig om hvad der er uden for dem, holde deres eget altid for det beste, lade alting blive ved det gamle, og derfor blive i den samme Slendrian til evig Tid, uden at komme videre.

| Indhold | Latin | [§ 12] Fra dette store Nederlag begyndte Tanaqviterne en nye Tidsregning, og da dette afgiørende Slag blev holdt paa den tredie Dag i Maaneden TORUL, regne de samme blandt de ulykkelige Dage. I samme Maaned er Planeten NAZAR, hvis Løb om Solen bestemmer Tidsregningen og Aarstiderne, længst borte fra denne Deel af Firmamentet. Hele Firmamentet dreier sig vel ligeledes omkring Solen; men da Planetens Bevægelse er hastigere, synes den større og mindre, ligesom den er nærmere denne eller den modsatte Halvsphære. Efter denne NAZARS Aftagen og Tilvæxt, og af Soelformørkelserne bestemmes de astronomiske Beregninger. Jeg giennembladede engang ved Leilighed de Tanaqvitiske Almanakker, og fandt dem særdeles ordentlige og vel udarbeidede.

| Indhold | Latin | [§ 13] Da Hovedstaden havde overgivet sig, fulgte hele det øvrige Rige dens Exempel. Den Foragt Qvamiterne hidindtil havde været i, forandredes nu til Anseelse, og Keiserdommet blev ved dette overvundne Riges Tillæg næsten dobbelt saa betydeligt, som det var før. Eftersom al denne Lykke blev eenstemmigen tilskreven min Klogskab og Virksomhed, saa gik den Høiagtelse, man alt for længe siden havde baaren for mig, nu over til fast guddommelig Dyrkelse. Da jeg havde lagt Besætninger hist og her i det undertvungne Riges Steder, for at holde dette grumme og krigerske Folk i Roelighed, tænkte jeg ret for Alvor paa at udføre min begyndte Plan, og aldeles at udrydde det Barbarie, Qvamiterne hidtil havde døset i.

| Indhold | Latin | [§ 14] Jeg fandt store Vanskeligheder strax i Begyndelsen med at indføre Videnskaberne; thi det, jeg havde lært i Europa, nemlig Latin og en Smule Græsk, var mig til aldeles ingen Nytte her. Jeg saae mig altsaa nødt til fra det fiendtlige Land at forskrive tolv meget lærde Tigre. Disse gjorde jeg til Professorer, og paalagde dem at oprette et Universitet, efter Mønster af Academierne i deres Land, og befalede derpaa at forflytte det Kongelige Tanaqvitiske Bibliothek til QVAMA. Jeg havde imidlertid foresat mig, saasnart QVAMITERNE vare komne saavidt i Videnskaberne, at de kunde gaae eene, at sende disse laante Lærere tilbage til deres Hiem.

| Indhold | Latin | [§ 15] Min Nysgierrighed efter at lære at kiende det Tanaqvitiske Bibliothek, var især bleven opvakt af den fangne Anfører TOMOPOLOKO, som fortalte mig, at der iblandt dets Manuscripter fandtes en Bog, hvis Forfatter havde været oppe paa vor Klode, og beskrevet adskillige af dens Lande, fornemmelig i Europa. TANAQVITERNE vare komne over dette Manuscript engang, da de førte Krig i et langt fraliggende Land; men Forfatteren havde skiult sit Navn, og man vidste endnu ikke hvad Landsmand han var, eller paa hvad Maade han var kommen op over Jorden.

| Indhold | Latin | [§ 16] Da jeg havde seet Bøgerne igiennem, fandt jeg, at alt hvad TOMOPOLOKO havde berettet mig om dette Skrift var saa i sig selv, og aabenbarede ham derfor i Fortrolighed min sande Herkomst og mit rette Fødeland, forsikkrende ham, at jeg ved min Ankomst havde sagt det samme til QVAMITERNE; men dette dumme Folk havde ikke villet fæste Troe dertil, men heller indbilde sig, at jeg var en Gesandt fra Solen, og vedblev endnu haardnakket i denne Vildfarelse. Jeg lagde til, at da jeg holdt det for Uret, længer at beholde denne saa forfængelige Titel, havde jeg besluttet, omsider reent ud at aabenbare alle min sande Herkomst, ved hvilken oprigtige Bekiendelse jeg troede, ikke at kunne tabe det mindste af den Agtelse, jeg stod i, især da jeg haabede, at Læsningen af dette Haandskrift vilde overtyde alle og enhver om, hvor langt Europæerne i Viisdom og Dyd overgaae alle andre Dødelige.

| Indhold | Latin | [§ 17] Men denne min Beslutning mishagede aldeles denne kloge og erfarne Mand, og han gav mig sin Meening derom tilkiende i følgende Udtryk:,. Du maa nødvendig, oplyste Helt! først læse Bogen; maaskee dens Læsning vil bringe dig paa andre Tanker; thi enten lyver Forfatteren, eller og de Overjordiske ere Folk af naragtige og slette Sæder, og deres Love og Indretninger værdigere at belees end beundres. Naar du først har læst Bogen, kan du jo siden giøre hvad dig synes; men det vil jeg alligevel raade dig, ikke saa ganske uden Overveielse at bortkaste den Titel, som har indgivet QVAMITERNE saa stor Ærefrygt for dig. Thi intet i Verden er saa skikket til at holde Almuen i Lydighed, som den Fordom, den har om sin Bestyrers ædlere Natur og glimrende Herkomst."

| Indhold | Latin | [§ 18] Jeg fulgte dette Raad, og besluttede at læse Bogen, efter TOMOPOLOKOS Oversættelse. Dens gamle Titel var: TANIANS (man holder dette Navn for opdigtet) REISE OVER JORDEN, ELLER BESKRIVELSE OVER RIGERNE OG LANDENE DER, FORNEMMELIG I EUROPA. Men da Bogen af Brug og Ælde var bleven smudsig og forreven, fattedes uheldigviis netop det, som jeg var meest nysgierrig efter at see, nemlig: hvorledes Forfatteren var kommen op til os, og paa hvad Maade han var kommen ned igien.

| Indhold | Latin | [§ 19] Her er Værkets Indhold, saaledes som jeg fandt det:

      Fragmenter af TANIANS Dagbog, holden paa en Reise over Jorden,
        oversatte af Hans Excellence Herr TOMOPOLOKO, Hærfører i
               Hans TANAQVITISKE Majestæts Tieneste.

| Indhold | Latin | [§ 20] * * * Dette Land (TYDSKLAND) kaldes det Romerske Rige; men det er blot en tom Titel, eftersom det Romerske Monarkie for nogle hundrede Aar siden har aldeles ophørt. Dette Lands Sprog er ikke let at forstaae, formedelst den bagvendte Stiil, som hersker deri; thi hvad der i andre Sprog sættes foran, hefte de bag ved, saa at man ikke kommer efter Meeningen før man har læst en heel Side igiennem. Regieringsformen er meget urimelig. Man troer at have en Regent, og har dog ingen. Det skal være et Rige, og er dog deelt i adskillige særskilte Fyrstendømmer, der alle have deres egen Regiering, saa at den eene Naboe ofte paafører den anden en formelig Krig. Det hele Land kaldes "helligt", endskiøndt man ikke finder mindste Spor af Hellighed deri. Regenten, eller rettere Uregenten, som bærer Navn af Keiser, kaldes "altid Rigets Formerer", endskiøndt han ikke sielden betydelig formindsker det; "uovervindelig", uagtet han ofte bliver slagen og bragt i Knibe, snart af de Franske og snart af Tyrkerne. Man har ikke mindre Aarsag til at forundre sig over Folkets Rettigheder og Friheder; thi mange have Rettigheder, som de forbydes at bruge. Der ere skrevne utallige Kommentarer over den Tydske Statsforfatning, men man er desuagtet ikke kommet videre; thi * * *

| Indhold | Latin | [§ 21] * * * Hovedstaden i dette Rige (FRANKRIGE), som er meget stor, hedder PARIS, og kan i visse Maader kaldes Hovedstaden i hele Europa; thi den udøver en vis lovgivende Magt over alle andre Europæiske Nationer. Den har, for Exempel, udelukkende Ret til at foreskrive dem, hvordan de skulle leve ogklæde sig, saa at ingen Dragt er saa ubeqvem og latterlig, at man jo i det øvrige Europa nødes til at bruge samme, hvis Pariserne have fundet for got at indføre den. Hvorledes eller naar Pariserne have faaet Hævd paa denne Ret, er mig ubekiendt. Jeg mærkede dog, at dette Herredom ikke strakte sig til andre Ting; thi de andre Nationer i Europa føre ofte Krig med Franskmændene, og tvinge dem ofte til at indgaae Fred paa temmelig haarde Vilkaar; men Slaveriet i Levemaade og Klædedragt varer ikke destomindre bestandig ved. I flyvende Fattekraft, Begierlighed efter Nyt, og opfindende Frugtbarhed, ligne Pariserne meget Martinianerne.

| Indhold | Latin | [§ 22] * * * Fra BOLOGNA reiste vi til ROM. Denne Stad staaer under en Præst, som holdes for den mægtigste af alle Konger og Fyrster i Europa, uagtet hans Rige kan giennemreises paa een god Eftermiddag. Thi isteden for at de andre Fyrster kun herske over deres Undersaatteres Liv og Gods, kan han tillige fordærve deres Siele. Europæerne troe i Almindelighed, at denne Præst har Himmelens Nøgler i sin Forvaring. Jeg var meget nysgierrig efter at see disse Nøgler, men al min Umage var spildt, og jeg veed endnu ikke, hverken hvordan de saae ud, eller i hvad Skrin de laae. Den Magt han har og udøver, ikke allene over sine egne Undersaatter, men over det hele menneskelige Kiøn, bestaaer fornemmelig deri, at han kan friekiende dem, som Gud fordømmer, og fordømme dem, som Gud friekiender: en sandelig uhyre Myndighed, som vore Underjordiske vilde sværge paa, ikke kunde tilkomme noget dødeligt Menneske. Men det er en let Sag at binde Europæerne paa Ærmet hvad det skal være, og faae dem til at troe de allerurimeligste Opdigtelser, endskiøndt de holde sig selv allene for kloge, og opblæste af denne Indbildning see alle andre Folkeslag, hvis Sæder de kalde barbariske, over Skuldrene. Jeg vil slet ikke forsvare vore Underjordiskes Sæder, Skikke og Indretninger; men blot anføre nogle af Europæernes, for at lægge for Dagen, hvor liden Ret de have til at opholde sig over andre Nationer.

| Indhold | Latin | [§ 23] Det er brugeligt hist og her i Europa at bestrøe Haaret og Klæderne med malet og sigtet Korn, som Naturen har frembragt til Menneskenes Føde. Dette Meel kaldes PUDDER, som de med megen Omhue kæmme af Haaret om Aftenen, for at drysse noget igien deri om Morgenen. En anden Skik, som ikke syntes mig mindre latterlig, var denne: De have visse Dækker eller Hatte til Hovederne, for at beskytte dem imod Kulden; men disse bære de i Almindelighed under Armen, endogsaa midt om Vinteren, hvilket forekom mig ligesaa naragtigt, som om jeg saae nogen gaae igiennem Byen med sin Kappe eller sine Buxer i Haanden, og udsætte Legemet, de skulde bedække, for Luftens Umildhed.

| Indhold | Latin | [§ 24] Europæernes Religions Lærdomme ere fortreffelige og overeensstemmende med den sunde Fornuft. I de Bøger, som indeholde hvad de skulle troe og giøre, befales, at man flittigen skal læse dem, og udgranske deres sande Meening, og raades til Overbærelse med de Svage og Vildfarende. Ikke destomindre bliver den, som tager et og andet i samme Bøger i en anden Forstand, end den største Hob, straffet med Fængsel, pidsket, ja undertiden brændt for sin Mangel paa Dømmekraft. Dette kom mig for, som om man vilde kagstryge een, der havde Feil paa Synet, fordi det, som man fandt fiirkantet, forekom ham rundt. Man fortalte mig, at nogle tusinde Mennesker af denne Aarsag vare blevne halshugne, hængte og brændte.

| Indhold | Latin | [§ 25] I de fleste Stæder og Landsbyer finder man visse Personer, som staae paa ophøiede Steder, og giennemhegle paa det strængeste de Synder hos andre, som de selv dagligen begaae, hvilket syntes mig det samme, som at høre en fuld Mand præke imod Drukkenskab.

| Indhold | Latin | [§ 26] Den, som er kommen skiæv, pukkelrygget eller halt til Verden, søger om Titel af Velbaaren; den, som er fød af gemeene Forældre, vil hedde Høiædel. Begge Deele er i mine Tanker lige saa urimeligt, som om en Dverg vilde kaldes Kæmpe, og en gammel Mand Ungkarl.

| Indhold | Latin | [§ 27] I de større Byer er det næsten overalt bleven Mode at indbyde sine Venner, strax efter Maaltidet, til Giæst paa en sort, af brændte Bønner tillavet Suppe, som man gemeenligen kalder KAFFE. Til Stederne, hvor de skulle drikke den, trækkes de i en stor Æske paa fire Hiul, af to meget stærke vilde Dyr; thi Europæerne holde det for meget uanstændigt at flytte sig paa Fødderne.

| Indhold | Latin | [§ 28] Paa den første Dag i Aaret faae Europæerne en vis Sygdom, som vi Underjordiske slet ikke kiende. Tilfældene ved denne Sygdom ere besynderlig Uroe i Sindet og Fortumling i Hovedet, som giør, at ingen paa samme Dag kan blive fem Minuter paa eet Sted. De løbe ligesom Rasende fra eet Hus til et andet, uden at vide selv hvorfor. Sygdommen varer hos mange i hele fiorten Dage, indtil de endeligen af den evige Omløben blive trætte, komme til sig selv igien, og faae deres forrige Helbred.

| Indhold | Latin | [§ 29] Da Europæerne plages med en utallig Mængde Sinds Sygdomme, har man og opfunden en utallig Mængde Lægemidler. Somme angribes af en rasende Lyst til at gaae saaledes paa Gaderne, at deres venstre Side altid vender imod andres høire. Jo længer man kommer imod Norden, jo stærkere raser denne Sygdom, hvoraf tydeligen sees, at den har sin Grund i Luftens Umildhed. Lægedommen bestaaer i visse stemplede Blade med nogle Karakterer paa. Naar de Syge bærer disse Talismaner hos sig, blive de efterhaanden bedre. Et andet Raserie fordrives ved Lyden af smaa Klokker eller Bielder, som sætter Sindet igien i Rolighed; men dette Lægemiddel virker ikke længe; thi efter to Timers Forløb kommer Sygdommen igien med dobbelt Heftighed.

| Indhold | Latin | [§ 30] I FRANKRIGE, ITALIEN og SPANIEN gaae Folk paa en Tid af nogle Uger om Vinteren aldeles fra Forstanden. Dette Raserie forjages ved at strøe Aske paa de Galnes Pander. I den nordlige Deel af Europa, hvor denne Aske har ingen Kraft, maae Naturen hielpe sig selv.

| Indhold | Latin | [§ 31] De fleeste Europæer have den Skik, tre eller fire Gange hvert Aar, i Vidners Overværelse, at indgaae en vis høitidelig Pagt med Gud, som de strax efter bryde. De kalde denne Pagt COMMUNION, og synes at indgaae den, blot for at vise, at det er Skik hos dem, tre fire Gange om Aaret at bryde deres Løfter.

| Indhold | Latin | [§ 32] Naar de bekiende deres Synder og anraabe Gud om Naade, skeer det gierne efter Takten og paa visse Melodier. Undertiden tage de Fløiter, Basuner og Trommer til Hielp: alt ligesom Synden er stor til, hvis Straf de med Musik ville afbede.

| Indhold | Latin | [§ 33] Næsten alle Nationer i Europa ere forbundne til at troe og bekiende de Lærdomme, som indeholdes i en vis hellig Bog. Men i de sydlige Lande er denne Bogs Læsning aldeles forbuden, saa at Menneskene tvinges til at troe, hvad de uden Straf hverken tør læse eller kikke i.

| Indhold | Latin | [§ 34] I samme Egne er det ligeledes strængeligen forbuden at dyrke og tilbede Gud, undtagen i et Sprog, som man ikke forstaaer; saa at kun de Bønner holdes for lovlige og Gud behagelige, der giøres af dem, der ikke vide hvad de selv sige.

| Indhold | Latin | [§ 35] I alle store Byer blive de, som ophøies til Æresposter og Værdigheder, værkbrudne, saa at de, ligesom Syge, bæres igiennem Gaderne i tillukte Æsker.

| Indhold | Latin | [§ 36] De fleste Europæer lade deres egne Haar afrage, og bedække det skaldede Hoved igien med fremmede.

| Indhold | Latin | [§ 37] De lærde Stridigheder, som i Almindelighed beskieftige de Europæiske Akademier, bestaae i Undersøgelser om Ting, hvis Opdagelse enten er uden al Nytte, eller hvis Natur den menneskelige Forstand umueligen kan begribe. De lærdeste Materier, Europæerne afhandle, angaae et Par gamle, for længe siden uddøde Folkeslags Støvler, Skoe, Tøfler, Halssmykker og Kapper. I Videnskaberne for Resten, saavel de geistlige som verdslige, dømmer ingen selv, men underskriver blot andres Domme. Den Meening de eengang strande paa, blive de hængende ved, som Østers paa en Klippe. De sige, at de troe den, de kiende for den viiseste, i alting: og jeg vilde ikke have det mindste at indvende herimod, hvis raae og ukyndige Folk kunde kiende i denne Sag. Men til at afgiøre, hvo der er viis, udfordres at man selv er det.

| Indhold | Latin | [§ 38] I de sydlige Lande bæres i Kiøbstæder og Landsbyer nogle Kager omkring, som Præsterne give ud for Guder; det underligste er, at Bagerne selv, skiøndt Deien, hvoraf de have bagt dem, klæbrer dem endnu paa Fingrene, giøre deres Eed paa, at disse Kager have skabt Himmelen og Jorden.

| Indhold | Latin | [§ 39] ENGELLÆNDERNE foretrække deres Friehed for alt, og ere ikke Slaver, uden af deres Koner. De forkaste i Dag den Religion, de bekiendte sig til i Gaar. Jeg tilskrev Landets Beliggenhed denne Ustadighed; da de ere Øeboere og Søefolk, har rimeligviis deres ustadige Element nogen Virkning paa dem.

| Indhold | Latin | [§ 40] De spørge meget flittigen til hinandens Sundhed og Befindende, saa at man skulde troe, at de alle vare Læger; men det Spørsmaal: HOW DO YOU DO? eller: Hvordan befinder De Dem? er en blot Talemaade, en Lyd uden mindste Bemærkelse.

| Indhold | Latin | [§ 41] Man filer og tilspidser paa denne Øe sin Forstand og Tænkekraft saa meget, at endeel tilsidst reent tabe den.

| Indhold | Latin | [§ 42] Imod Norden ligger en Republik, som bestaaer af syv Provindser. De kaldes FOREENEDE, uagtet man ikke finder Spor i samme til mindste Eenighed. Pøbelen praler her af sin Magt, og paastaaer, selv at raade for Statsbestyrelsen, uagtet Almuen ingensteds er meer udelukket fra offentlige Forretninger, og hele Regieringen er i nogle faa Familiers Hænder.

| Indhold | Latin | [§ 43] Indbyggerne i denne Stat sammenskrabe med ængstlig og utrættelig Omhyggelighed store Rigdomme, som de dog ikke nyde, saa at deres Punge altid ere fulde, og deres Maver altid tomme.

| Indhold | Latin | [§ 44] Man skulde næsten troe, at de levede blot af Røg, som de sue til sig igiennem visse Rør eller Leerpiber. Man maa imidlertid tilstaae, at dette Folk overgaaer alle andre i Reenlighed; thi de toe alle Ting, undtagen deres Hænder.

| Indhold | Latin | [§ 45] I adskillige store og smaa Byer i det nordlige Europa gaae Vægtere omkring paa Gaderne om Natten, som, for med deres Syngen, eller rettere Skryden, at ønske de Sovende Roe, vække dem hver Time.

| Indhold | Latin | [§ 46] Hvert Land har sine Love og Skikke, som gemeenligen ere hinanden ganske modsatte. Saaledes, for Exempel, er, efter Loven, Konen underkastet sin Mand; men efter Skikken, Manden underkastet sin Kone.

| Indhold | Latin | [§ 47] I Europa staae de i størst Anseelse, som leve saa overdaadigen, at de ikke blot opæde Landets Frugter, men Landet selv; og ingen Stand foragtes, uden den, som dyrker Jorden og føder disse Ædere.

| Indhold | Latin | [§ 48] Hvor vidt Europæerne have bragt det i Laster, kan man slutte af de mange Galger og Rettersteder, man finder overalt. Hver Bye har sin egen Bøddel. Engelland allene maae jeg undtage, hvor jeg troer der gives slet ingen Bødler, eftersom Indbyggerne hænge sig selv.

| Indhold | Latin | [§ 49] Jeg har en Slags Mistanke om, at Europæerne ere Menneskeædere; thi de indslutte hele Hobe af friske og stærke Mennesker i visse Lukker, som de kalde Klostere, blot til den Ende, at de skulde blive glatte og fede, hvilket sielden slaaer feil, da de, fritagne for alt Arbeide, have intet andet at sørge for i disse Lysthaver, end at giøre sig tilgode.

| Indhold | Latin | [§ 50] Europæerne drikke gierne Vand hver Morgen for at afkiøle Maven; men neppe have de faaet Heden paa denne Maade dæmpet, før de drikke Brændeviin, for at hidse den igien.

| Indhold | Latin | [§ 51] Religionen i Europa deeles i to Hovedsecter: den Romersk-Catholske, og den Protestantiske. Protestanterne tilbede kun een Gud, Catholikerne flere; thi de have ligesaa mange Guder og Gudinder, som Stæder og Landsbyer. Alle disse Guder og Gudinder har Paven, eller Ypperste-Præsten i Rom, skabt, og Paven igien bliver skabt af visse Præster, eller de saa kaldte Cardinaler. Man seer heraf, hvilken Magt disse Cardinaler maa have, siden de kunne skabe Guders Skabere.

| Indhold | Latin | [§ 52] De gamle Indbyggere i ITALIEN undertvang hele Verden, og lystrede deres Koner; de nu værende derimod mishandle deres Koner, og lystre hele Verden.

| Indhold | Latin | [§ 53] Dyrene i Europa deeles i to Klasser: de som opholde sig paa Landet, og de som opholde sig i Vandet. Dog gives der og nogle, som man kalder Amphibier, der kunne leve i begge Elementer, for Exempel: Frøer, Marsviin og HOLLÆNDERE; thi disse boe i Moradser, og

   - færdes nok saa got i Søen, som paa Landet.

| Indhold | Latin | [§ 54] Europæerne have samme Levnetsmidler som vi. SPANIERNE allene leve blot af Luften.

| Indhold | Latin | [§ 55] Handelen blomstrer hist og her i Europa, og mange Ting ere endog her tilfals, som man aldrig driver Handel med hos os. Saaledes sælger man i ROM Himmelen, i SCHWEIZ sig selv, og i * * * sættes Krone, Scepter og Kongeværdigheden paa offentlig Auction.

| Indhold | Latin | [§ 56] I SPANIEN er Ladhed det sande Kiendetegn paa et velopdraget Menneske, og intet er større Beviis paa ægte Adel end Søvn.

| Indhold | Latin | [§ 57] De kaldes overalt Rettroende, som ikke vide hvad de troe, og som ikke gide giort sig den Umage at undersøge hvad de høre. Der gives adskillige, som blot paa Grund af denne Skiødesløshed og tankeløse Ladhed indføres i de Helliges Tal; da derimod de, som, bekymrede for deres evige Skiebne, nøiere prøve og veie alle Ting, for mindste Afvigelse fra den herskende Meening fordømmes i al Evighed.

| Indhold | Latin | [§ 58] I Almindelighed troe Europæerne, at det, til evig Salighed, eller evig Fordømmelse, ikke kommer an paa Menneskenes Handlinger i Livet, Udøvelsen eller Forsømmelsen af deres Pligter, men blot paa Stedet man er fød paa; thi de tilstaae alle, at de, hvis de vare fødde i et andet Land, og af andre Forældre, vilde have havt en anden Troe. De syntes derfor, ikke saa meget at fordømme Folk, fordi de havde den eller den Religion, som fordi de vare fødde paa det eller det Sted, hvilket jeg slet ikke kan finde overeensstemmende med Guds Retfærdighed og Godhed.

| Indhold | Latin | [§ 59] Iblandt deres Skribentere staae de i størst Anseelse, som saaledes forvende og bagvende den naturlige Orden i Stilen, at det, som i sig selv var klart og tydeligt, derved bliver mørkt og uforstaaeligt. Disse kaldes "Poeter", og deres Ordomflytning "Poesie". Dog er dette endnu ikke nok til at være en ægte Poet; en saadan maa tillige kunne lyve forskrækkeligen. Man dyrker af denne Aarsag, med en Art af guddommelig Tilbedelse, en vis gammel HOMERUS, der skal have været Mester i begge Dele. Mangfoldige efterabe ham i Ordenes Omflyttelse og Sandhedens Forfalskning; men ingen har, som man siger, naaet ham endnu.

| Indhold | Latin | [§ 60] Videnskabs Dyrkerne kiøbe Bøger i stor Mængde; dog ikke saa meget for Indholdets, som for Bindets og Formatens Skyld. Boghandlerne, som snart ere komne under Veir med denne Bogforfængelighed, bruge derfor det Kneb at lægge de usleste og almindeligste Bøger op paa nye, i en anden Format, med anden Tryk, og Kobbere, saa at Prisen for den samme Bog bliver ti Gange dyrere. Man maa mærke, at Videnskaberne udgiøre en Green af Handelen der, og at Philosopher og andre Forfattere regnes blandt de snueste Kiøbmænd. Tosserne skrive gierne helst og de fleeste Bøger, som om de frygtede, at Rygtet om deres Dumhed ellers ikke skulde komme til Efterkommerne.

| Indhold | Latin | [§ 61] Academierne i Europa ere ligesaa mange Handelsbørse, hvor for maadelig og billig Priis Grader, Promotioner, Værdigheder, alle Slags Lærdomstitler og deslige videnskabelige Varer ere tilfals, hvilke man her under Jorden først efter megen Sveed og Møie, og mange Aars daglige og natlige Studering, kan tilveiebringe sig. Doctorer kalder man dem, som have naaet den høieste Spidse af al menneskelig Lærdom, eller, som Europæerne kalde det, have besteget Toppen af det Bierg Parnassus, hvor der skal boe ni saa kaldte Jomfruer. Næst efter dem komme Magistrene, som for noget ringere Priis faae deres lærde Titler, og derfor og holdes for mindre alvidende. Man seer heraf, hvor stor en Velvillighed imod det menneskelige Kiøn der hersker paa de overjordiske Universiteter, siden de bane Veien saa let og magelig til Lærdom. De Nordiske Academier ere heri lidt meere vrantne, da de ikke bortgive de høieste Æresposter uden efter foregaaende Examen.

| Indhold | Latin | [§ 62] De Lærde og Ulærde skilles fra hinanden ved forskiellig Klædedragt og Sæder; men fornemmelig ved forskiellig Religion. Disse troe for det meeste kun paa een Gud, hine derimod dyrke flere Guder og Gudinder. De Lærdes fornemste Guddomme ere APOLLO, MINERVA, de ni Muser, og andre ringere hele eller halve Guder, som Poeterne paakalde, naar de faae i Sinde at rase. De Lærde selv inddeles efter deres forskiellige Studeringer, i forskiellige Klasser, saasom Philosopher, Poeter, Grammatikere, Physikere, Metaphysikere, og saa videre.

| Indhold | Latin | [§ 63] En Philosoph er en videnskabelig Kræmmer, som for en vis bestemt Priis sælger Selvfornægtelses, Maadeligheds og Fattigdoms Forskrivter, og præker saa længe imod Rigdom indtil han selv bliver rig. Faderen for Philosopherne er en vis SENECA, der ved at bære sig saaledes ad, samlede sig kongelige Rigdomme.

| Indhold | Latin | [§ 64] En Poet er et Menneske, som giør Opsigt med trykt Sladder, Løgn og Raserie. Afsindighed er derfor et Særmærke paa de sande høie Digtere. Alle, som udtrykke deres Meening med Tydelighed og Simpelhed dømmes uværdige til Laurbærkrandsen.

| Indhold | Latin | [§ 65] Grammatikerne udgiøre en vis Art af Krigsstand, der forstyrrer den offentlige Rolighed. De kiendes fra andre Krigere derpaa, at de isteden for affarvede have sorte Munderinger, og Penne isteden for Sværd. De fægte med ligesaa stor Haardnakkenhed for Bogstaver og Ord, som hine for Frihed og Fædreneland. Jeg troer, at Regieringen allene til den Ende underholder dem, at det menneskelige Kiøn ikke i Fredstider skal faae Skiørbug af al for megen Rolighed. Undertiden dog, naar disse lærde Krige gaae saa vidt, at de true med Blodsudgydelse, lægger Øvrigheden sig med sin Myndighed derimellem, som jeg hørte for nogen Tid siden at være skeet i Paris, hvor det store Raad, da Stridigheden imellem Doctorerne over Q og K blev for alvorlig, omsider gav Tilladelse til at bruge begge disse Bogstaver.

| Indhold | Latin | [§ 66] En Physiker er en, som randsager Jordens Indvolde, de tobeenede, fiirbeenede og fleerføddede Dyrs, Ormes og Insecters Natur, og som kiender, kort sagt, alle Ting, undtagen sig selv.

| Indhold | Latin | [§ 67] En Metaphysiker seer allene det, som er skiult for alle andre, kiender, beskriver og udvikler Aandernes og Sielenes Væsen, alt det, som er, og alt det, som ikke er; men formedelst sit alt for skarpe Syn skielner ikke hvad der ligger ham lige for Fødderne,

| Indhold | Latin | [§ 68] Saaledes er Tilstanden i den lærde Republik i Europa. Jeg kunde anføre mange flere Ting; men det maa være nok at have givet Læseren en Mundsmag af det fornemste, der vil noksom sætte ham istand til at dømme, hvorvidt Europæerne have Ret til at holde sig selv for de eeneste Kloge.

| Indhold | Latin | [§ 69] Det maae man imidlertid indrømme de overjordiske Doctorer og Magistrer, at de have langt større Færdighed i Opdragelses Videnskaben, end vore underjordiske Lærde; thi der gives Lærere i Sprog og Videnskaber, der ikke allene lære det fra sig, de selv have lært; men endog det, hvoraf de ikke forstaae det allerringeste. Det falder os allerede vanskeligt, paa en let Maade at bibringe andre, hvad vi selv vide; men at lære dem, hvad vi ere aldeles ukyndige i, derom have vi næsten intet Begreb engang.

| Indhold | Latin | [§ 70] Der findes adskillige blandt de Europæiske Lærde, der med lige Iver dyrke baade Theologien og Philosophien. Som Philosopher, tvivle de om alle Ting, og, som Theologer, troe de hvad det skal være.

| Indhold | Latin | [§ 71] Europæerne besieles af samme Lyst til Studeringer, som vi underjordiske; men blive i meget kortere Tid Lærde. Denne Fordeel skylde de en vis magisk Opfindelse (lærde Journaler, Cataloger, Ordbøger, Encyclopædier, o. s. v.), hvorved de sættes i Stand til at læse et halvhundrede Bøger paa een Eftermiddag.

| Indhold | Latin | [§ 72] De overjordiske Folk ere overmaade andægtige, og særdeles ivrige i at bede. De rette sig alligevel, i det sidste, ikke efter deres Hiertes Tilskyndelse og Bevægelse, men efter Klokkeringen, Uhre og Soelskiver, saa at deres Andagt er fuldkommen mekanisk, og bestemmes meer af udvortes Tegn, gammel Vane og visse Klokkeslet, end af inderlig Følelse.

| Indhold | Latin | [§ 73] Hvor flittige de ere i Bøn og Paakaldelse, kan man slutte deraf, at de fleste, mens de hugge Brænde, skure Tallerkener, og have andet Haandarbeide for, synge aandelige Psalmer.

| Indhold | Latin | [§ 74] Da jeg kom til ITALIEN, ansaae jeg mig som Herre over hele Landet; thi enhver, som mødte mig, kaldte sig min Slave. Da jeg fik i Sinde at sætte Prøve paa denne underdanige Lydighed, befalede jeg engang min Vert at laane mig sin Kone en Nats Tid; men han blev ordentlig opbragt herover, befalede mig at pakke ind, og, da jeg nølede noget længe, jog mig paa Døren.

| Indhold | Latin | [§ 75] I NORDEN søge Indbyggerne med yderste Begierlighed Titler af Embeder, som de ikke have; og alle ere saa hidsige efter at gaae paa den høire Side, at de næsten gaae fra Forstanden. Videre * * *"

| Indhold | Latin | [§ 76] Længer strakte min Taalmodighed sig ikke. Jeg blev optændt af den yderste Forbittrelse, kastede Bogen bort, og forsikkrede TOMOPOLOKO, som var hos mig, at det var lutter Opdigtelser af en ubillig og galdefuld Skribent. Men da den første Hede havde sat sig, begyndte jeg at fælde en noget mildere Dom over denne Reisebeskrivelse, eftersom jeg saae, at Forfatteren, endskiøndt usand og ubillig i de fleste Stykker, dog ikke altid havde afveget fra Sandheden, men truffen den endog i mange Ting paa en Prik. For Resten fulgte jeg TOMOPOLOKOS Raad, omhyggeligen at nære QVAMITERNES falske Meening om min Herkomst, da jeg fandt det raadeligere til mine Planers Udførelse at gielde for overordentlig Gesandt fra Solen, end for simpel Europæisk Borger.

| Indhold | Latin | [§ 77] Efterat alle Naboerne i lang Tid havde holdt sig rolige, og jeg imidlertid havde benyttet mig af den velgiørende Fred til at indrette Staten efter mit Ønske, fik vi pludselig Efterretning om, at tre af de mægtigste Nationer havde foreenet sig imod QVAMITERNE, nemlig ARCTONIERNE, KISPUSIANERNE og ALECTORIANERNE. De første vare med Fornuft og Tale begavede BIøRNE, et meget haardt og krigersk Folk. Den Kispusianske Nation bestod af overordentlig store KATTE, som for deres Snedighed og Dømmekraft vare almindelig berømte, og ikke saa meget ved legemlig Styrke, som ved snilde Paafund og Krigspuds havde bestandigen holdt de mægtigste Fiender Stangen. Alectorianerne, da de ligesaa got strede i Luften, som paa Jorden, vare heller ikke at løbe med. De vare HANER, bevæbnede med Buer og forgiftede Pile, der sielden feilede, og voldte dødelige Saar, hvor de traf.

| Indhold | Latin | [§ 78] Disse tre Folkeslag vare blevne forbittrede over Qvamiternes usædvanlige Fremgang og Tanaqviternes Nederlag. For at standse den Qvamitiske Vælde, inden den greb for vidt om sig, indgik de altsaa et fælles Forbund; men førend de lode udgaae nogen Krigserklæring, afsendte de Gesandtere til QVAMA, som forlangte Tanaqviternes Frihed, og forkyndte Keiseren formelig Krig, hvis samme blev nægtet. Paa mit Tilraaden bleve de strax affærdigede med følgende Svar: "Da Tanaqviterne, som Forbunds- og Fredsbrydere, havde fortient den Elendighed, de ved deres egen Daarlighed og Stolthed selv havde styrtet sig i, havde Hans Majestæt Keiseren i QVAMA besluttet, af alle Kræfter at forsvare den Eiendom, han i en lovlig Krig havde erhvervet sig, til det yderste, imod enhver Angriber, uden i mindste Maade at frygte enten disse foreente Folkeslags, eller nogen anden Magts Trudsler."

| Indhold | Latin | [§ 79] Med dette Svar bleve Gesandterne sendte tilbage; og vi gave os strax ifærd med Tilberedelserne til den forestaaende Krig. I kort Tid fik jeg en Krigshær af fyrretive tusinde Mand bragt paa Beenene, hvoriblandt vare otte tusinde Ryttere og to tusinde Flinteskyttere. Keiseren, saa affældig han var af Alderdom, besluttede selv at være med i dette Feldttog, og var endnu saa opflammet af Begierlighed til Ære, at hverken hans Gemalindes, Børns, eller mine Forestillinger formaaede ham til at afstaae fra dette Foretagende. Hvad der i denne Tingenes Forfatning giorde mig meest urolig, var den Tvivl og Mistanke jeg havde til Tanaqviterne, da jeg frygtede, at de, utaalmodigen over deres nye Trældom, vilde gribe den først beste Leilighed til at afkaste Aaget, og gaae over til Fienderne. Jeg bedrog mig ikke; thi strax efter Krigens Forkyndelse fik vi vide, at tolv tusinde Tanaqviter i fuld Rustning vare gangne over til den fiendtlige Leir; saa jeg mærkede, at vi paa eengang fik med fire mægtige Fiender at bestille.

| Indhold | Latin | [§ 80] I Begyndelsen af Maaneden KILIAN lod jeg Krigshæren brække op, efterat den var forsynet med alle Nødvendigheder. Paa Marschen mødte vore Speidere os med den Beretning, at de foreenede Tropper allerede vare brudte ind i TANAQVI, og beleirede Fæstningen SIBOL paa Grændserne af KISPUSIA, med saa megen Heftighed, at Commandanten allerede tænkte paa Opgivelse. Men saasnart de mærkte vor Ankomst, ophævede de Beleiringen, og rykkede imod os. Slaget blev holdt i en Dal, ikke langt fra den beleirede Fæstning, hvoraf det endnu den Dag i Dag er, kaldes det Sibolske Feldtslag.

| Indhold | Latin | [§ 81] ARCTONIERNE, som stode paa den venstre Fløi, anfaldt vore Ryttere, og giorde et stort Nederlag iblandt dem; og da de oprørske TANAQVITER understøttede dette Anfald, syntes det næsten at være ude med os. Men Flinteskytterne kom Rytteriet til Hielp, og i det disse med to dygtige Salver adsplittede de fiendtlige Gelidder, fik Træfningen et ganske andet Udseende, og de nylig seirende Fiender saae sig nødte til lidt efter lidt at vige, saa længe til de aldeles gave sig paa Flugten.

| Indhold | Latin | [§ 82] Mens dette gik for sig, bragte KISPUSIANERNE paa den anden Side vore Fodfolk stærkt i Knibe. De afskiøde med saa megen Behændighed og Lykke deres Pile, at sex hundrede Qvamiter i kort Tid bleve deels dødeligen saarede, deels reent ihielskudte. Men da Rytteriet med Flinteskytterne kom til, nødtes de til at tage Flugten, dog saaledes, at de beholdt deres Gelidder i Orden, og syntes meere at trække sig tilbage, end at flye; hvilket de kunde tilskrive deres Anførers, MONSONIUS'S Klogskab og Erfarenhed, der, paa den Tid, i Krigskunsten giorde alle underjordiske Hærførere Palmen stridig.

| Indhold | Latin | [§ 83] Endnu vare ALECTORIANERNE tilbage, som det var meest vanskeligt at overvinde; thi saasnart vore Flinteskyttere lagde an paa dem, svang de sig op i Luften, og skiøde derfra deres Pile med saa megen Eftertryk ned paa vore Hoveder, at faa reiste sig igien, som faldt til Jorden derved. De traf bestandigen; thi man skyder altid meget lettere og sikkrere ovenfra nedad, end nedenfra opad; men vore derimod, formedelst Fiendernes idelige Flagren og Bevægelse, feilede som oftest.

| Indhold | Latin | [§ 84] Midt i Stridens største Hede blev Keiseren, der foer omkring, hvor Faren var størst, og skiød selv paa Fienderne med al muelig Tapperhed, truffen i Halsen af en forgiftet Piil, og faldt ned af Hesten. Man bar ham strax ud af Slaget til sit Telt, hvor han kort efter opgav Aanden. I denne slibrige Forfatning holdt jeg det for raadeligst at paalægge alle dem, som havde været Vidne til dette bedrøvelige Tilfælde, Taushed, at de Stridende ikke skulde tabe Modet ved Tidenden om Keiserens Død. Jeg bød dem derfor at være ved got Mod; Keiseren, sagde jeg, var kun besvimet af det pludselige Skud, og Pilen var ikke gaaet dybt ind i Kiødet. Da Blodet var tørret af, havde jeg seet Saaret, blev jeg ved, og fundet, at det slet ikke var dødeligt, saa at jeg haabede, de snart skulde faae ham at see igien ganske frisk.

| Indhold | Latin | [§ 85] Da de fleste saaledes bleve uvidende om hvad der var hendet Keiseren, varede Slaget til Midnat; men da ALECTORIANERNE, udmattede af Arbeide og Saar, trak sig tilbage til deres Leir, giorde jeg Stilstand paa saa mange Dage, som jeg behøvede til at lade de Dræbte begrave. Imidlertid, da jeg mærkede, at jeg havde et nyt Kunstgreb nødig, for at betvinge disse vingede Fiender, lod jeg, mens Stilstanden varede, Flintekuglerne støbe om til Hagl. Dette Middel havde saa heldig en Virkning, at ALECTORIANERNE i den følgende Trefning faldt hovedkulds ned af Luften, som Fluer, og den halve Deel af deres Krigshær omkom ynkeligen paa denne Maade. De overblevne strakte derpaa Gevær, og bade ydmygen om Fred. ARCTONIERNE og KISPUSIANERNE fulgte deres Exempel, og overgave sig selv med Vaaben og Fæstninger i vore Hænder.

| Indhold | Latin | [§ 86] Da alle disse Ting vare lykkeligen bragte til Ende,

   See da kaldte jeg sammen de første af Folket, de Ældste,
   Alle Troppernes Hov'der, til Høiraad i fulde Forsamling;
   Lig det boblende Havs høitbrusende Bølger de strømte
   Alle til mig i Teltet, og tause hørte min Tale:
"Ædle, tapre, berømte Krigere! Jeg tvivler ikke paa, at det jo er de fleste iblandt Eder noksom bekiendt, med hvor ængstlig Bekymring og Omhue, jeg har raadet Hans Majestæt, Kejseren, fra at vove sit eget dyrebare Liv i dette Tog. Men hans medfødte Tapperhed og uforskrækkede Heltemod tillod ham ikke, i Magelighed at blive hiemme paa en Tid, da vi andre vove Livet imod hans Fiender. Sandeligen! det er den eeneste Begiering, som Hans Keiserlige Majestæt nogensinde har afslaaet mig. O! at Allerhøistsamme havde været vanskeligere i at tilstaae mig alle andre Ting, og villigere i denne eene! vi skulde da ikke have befunden os i denne ulykkelige Tilstand, hvori hans uformodentlige Død har styrtet os; men vort Indtog i den Keiserlige Hovedstad skulde da have blevet en sand Triumf, og vor Glæde over saa mange herlige Bedrivter skulde da have været fuldkommen, ublandet med nagende Kummer!

| Indhold | Latin | [§ 87] Jeg kan ikke længer, og bør ikke længer dølge den sørgelige Tildragelse, som har givet enhver af os et større Saar, end alle Fiendernes samtlige Pile havde kunnet forvolde. Vider altsaa, at vor Keiser, midt i Slaget, hvor han streed med den ham egne Tapperhed, blev truffen af en ulyksalig Piil, og kort efter opgav sin Aand! Gyselige Tilfælde! hvilken Sorg, hvilken almindelig Kummer vil denne store Fyrstes Tab udbrede over hele Riget! Dog, taber ikke ganske Modet! Den store Helt ophører at døe; men ikke at leve. Eders Keiser er ikke død for Eder! Han lever igien i to voxne Prindser, sande Aftryk af den fortreffeligste Fader, og ikke mindre Arvinger til hans Dyder, end til hans Riger. I have ikke forandret Keiser, men blot Keiserens Navn. Og da Prindsen TIMUSO, som den Førstefødde, modtager sin Faders Krone, er jeg fra nu af under hans Scepter Krigshærens Anfører. Leve TIMUSO! ham ville vi samtligen hylde! ham ville vi sværge evig Troskab! ham skulle vi herefter alle lyde! "


Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek