| Index | -1 | Førstelinieregister |
H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1765
| Næste |I.
1.
Livet med sin Brude-Skare
Drager ind ad Salems Bye.
Luften syntes sød, som Manna,
Af hans Følges Hosianna.
Palmer gik med hine klare
Jubel-Toner op i Skye.
Livet med &c.2.
Tænk engang, og dog maae tage
Mod den elsktes frekke Nej!
Derfor Kind og Øje falmer
Mit iblant de søde Psalmer;
Og maae øse Taare-Lage
Paa den glade Højtids Vej.
Tænk engang &c.3.
Fyrgetive Aar derefter
Salem fik en anden Giæst,
Ørnen med de glubske Unger,
Kriig og Oprør, Pest og Hunger,
Sig ved dette Aadsel hæfter,
Just til samme Højtids Fæst.
Fyrgetive Aar &c.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
III.
1.
Op dog Zion! seer du ej
<~>Palme-prydet Konge-Vej,
Hvor Lifs-Fyrsten drager frem,
For sin Brud at hente hjem?:/:
Skiønt han alt, for dig at frie,
Er paa Dødens fæle Stie;
Gaaer han dog blant Fryd og Sang.
Det var Kierlighedens Gang.2.
Skynd dig Zion! følg ham snart
Paa hans Korses Kirke-Fart,
Med et uforandret Sind,
Lige for hans Throne ind.:/:
Tak ham, hvor du gaaer og staaer,
For hans Marter, Død og Saar.
Kys hvert Spor, han efterlod,
Fuld af Graad og Sveed og Blod!
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
V.
En Samtale imellem JEsum og en Christen. 1.
Iesus. Du smelter i Taare;
Men siig mig: hvorfore?
Christen. Miraklers Mirakel! at Ordet blev Kiød.
I. Det galt vor Forening.
Siig vidre din Meening.
C. At Livet paa Jorden til Døden blev fød.
I. Ja, Sandhed at sige, med inderlig Lyst.
C. O uden al lige lifsaligste Trøst! 2.
I. Min Fader mig sendte,
Dig til ham at hente.
C. Men havde han ikke os onde for kiær?
I. Ej Engle udgrunder
Det Kierligheds Under.
C. Men var han dog ikke sit Hierte for nær?
I. Din Frelse at skue det var ham saa rart.
C. O Kierligheds Lue, som intet har spart! 3.
I. Lad dette dig glæde
Paa Leje og Sæde!
C. Ja, JEsu! Du Hiertets Lifs-Balsam og Kraft.
I. Af Jordiske Lyster
Man Døden kun høster.
C. Min Viin er din Naades Hiert-lædskende Saft.
I. Hav Druen i Tanker, hvoraf den blev kryst.
C. Saa ofte mig banker Lifs Aare i Bryst.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
VIII.
1.
Lad mig, søde JEsu, møde
I din Pines Natte-Vagt,
Dig at skue, Livets Drue,
I Guds Vredes Perse lagt.
Andre hvile. Dødens Pile
Alle ile paa dig ind.
JEsus blegner, skielver, segner
I Guds Vredes Hvirvel-Vind.
Gid jeg kunde nogenlunde
Dog begrunde denne Storm,
Hvor det svier, da du vrier
Dig i Støvet, som en Orm!2.
JEsus beder, græder, sveder,
Tænk engang, det bare Blod.
Hevnen stiger, mens han skriger,
Til den allerhøjest' Flod.
Riis og Grene bindes eene
Til dig, reene Jomfrue Søn!
Hvorhen driver dig din Iver?
Til at redde Adams Kiøn.
Var vor laadne, undertraadne,
Døde, raadne Folke-Færd
Ej at kige paa, end sige
Saadan Nød og Fejde værd?3.
Men hvor qvæger nu og læger
Mit forknuste Hierte-Rod
Svede-Dampen, som i Kampen
Af dit blege Ansigt stod.
Syndens Længde, Tyngde, Mængde,
Som dig trængte, er betalt.
Kiempe-Sveden vant os Freden
I den ivrigste Gestalt.
Sathan daaber [Note: fnyser, raser]. For mig raaber
Alle Draaber mod hans Hug.
Hvad mig møder, det forsøder
Urtegaardens Purpur-Dug.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XI.
1.
Lad os drage, bange Hierte,
Hen til Hoved-Pande-Sted,
Der at tage, hvad hans Smerte
Os har lovet: Siæle-Fred.
Her de trette, raade-vilde,
Jammerfulde Frelse faaer.
Her er rette Lædske-Kilde,
I vor hulde Frelsers Saar.2.
Du, o rene, for mig qvalte,
Stegte, døde Offer-Lam!
Du allene fuldt betalte
Al min Brøde, Last og Skam,
At jeg vover, paa dit Hiertes
Trygge Anker, Liv og Død,
Og forsover, ved din Smertes
Søde Tanker, al min Nød.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XII.
En Paaske-Sang.1.
Engelen.
Hvorledes gaaer det her?
Hun synker ned i Sorgen,
Og det paa Paaske-Morgen.
Maria, som i sær
Sin Frelser havde kiær.
Maria Magdalene,
Beklemt, forladt og eene,
Vil svømme hen i Graad,
Og veed slet intet Raad.
Hun synker &c.2.
Maria.
Ja her er holden Vagt!
O! maatte jeg kun vide
Saasant, til hvilken Side
De har min Herre lagt;
Jeg hented' ham med Magt.
Hvor skulde mine Taare
Da salve dig paa Baare,
Og sige dig: God Nat,
Min ævig søde Skat!
O maatte jeg &c.3.
JEsus.
Ak! see hvor Hiertet slaaer!
Hvad giør du her i Haven;
Hvad søger du i Graven?
Beklemt for den du gaaer,
Som hos din Side staaer.
Maria! du skal fige,
Til mine Brødre sige:
Til Faderen jeg snart
Nu holder Himmel-fart.
Hvad giør du &c.4.
Maria.
Hallelujah! Du est,
Immanuel, opstanden,
Har knuset Slange-Panden,
Og givet ham sin Rest;
Men os en ævig Fest.
Trods Synd! Du est hengivet.
Trods Død! Du est jo Livet.
Trods Helveds hele Flok!
Du est os ævig nok.
Immanuel opstanden &c.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XIII.
1.
I arme Qvinder! hvorfor saa vaade Kinder,
Saa vaade Kinder? hvad skal den Urte-Kram?
Jeg siger sanden: Han er igien opstanden,
Igien opstanden det slagtede Guds Lam.
O Tak, vort Liv det søde!
Tak! Tak! Du for os døde
Du for os døde. Hallelujah! Vi veed:
Du lever, vi tillige,
Saa læng' du har et Rige
Du har et Rige, i Tiid og Ævighed.2.
Velkommen søde Guds Søn, vort Liv fra Døde,
Vort Liv fra Døde, fra Kors, fra Striid og Grav!
Du slap fra dennem, og vi med dig igiennem
Med dig igiennem din Pines røde Hav.
Thi hvad dig vederfores,
Er vist i Troen vores
I Troen vores. Nu har vi Freden her.
Trods Marter, Sverd og Bue!
Men, naar skal vi dig skue
Skal vi dig skue, som havde os saa kier?
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XVI.
1.
I Dag skal alting siunge,
Hvad Hierte har og Tunge.
Sink og Basun her frem!
See! See hvor JEsus farer,
Med Seraphine Skarer,
Igiennem Skyen hiem.2.
O see! den Engle-Vrimlen
Omkring Guds Stoel i Himlen,
Ved Lyden af hans Trin!
Den gamle udaf Dage
Selv rejser sig at tage
Imod sin Benjamin.3.
Sid hos min højre Side!
Sid, siger han, du blide,
Al Verdens Liv og Soel!
Guds Hær med Lofsangs Toner,
Og alle Ældstes Kroner
Blev kast for Lammets Stoel.4.
Hvad giør du her tilbage?
Far efter ham saa fage,
Som Duen fløj, min Aand!
Far hen at see den søde
Guds Søn, som for dig døde,
Med Almagts Spiir i Haand!
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XIX.
1.
Jeg seer dig, søde Lam, at staae
Paa Zions Bierge-Top.
Men ak! den Vej du maatte gaae,
Saa tung, saa trang derop.
O! Byrde, som paa dig var kast,
Al Verdens Skam og Last.
Saa sank du i vor Jammer ned,
Saa dybt, som ingen veed.2.
Uskyldig Lam! saa ynkelig
Du vilde ofres hen.
Din Kierlighed har bunden dig,
At faae os løst igien.
Du leed og sleed vor Fængsels Baand
Med naglet Fod og Haand.
Du gik som Løve af din Grav.
Vor Død du plyndred' af.3.
Hvor vrimler nu omkring din Stoel
En Flok saa hviid, som Snee.
Hvert Øje glimrer, som en Soel,
At det Guds Lam maae see.
Det Ord om Lammets Slaverie,
For os, for os at frie,
Giør, mit blant alle Englers Sang,
Endnu den sterkest' Klang.4.
Tolv gang tolv tusind' har i Favn
Enhver sin Harpe spendt.
I Panden Lammets Faders Navn
Giør al den Slægt bekiendt.
Det gaaer, som sterke Vandes Lyd,
Naar de slaae an i Fryd:
Guds Lam, som vandt os Paradiis,
Dig, dig Lof, Tak og Priis.5.
Tak Abba! at du var saa god
Mod Adams faldne Kiøn;
Og os til Frelse slagte lod
Din den eenbaarne Søn.
Din prise nu hvert Aande-Drag,
Hvert Hierte-Pik og Slag.
Ja Lam! for al den Deel, du leed,
Tak, tak i Ævighed!
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXIV.
Er han borte al min Eje?
Skal jeg ham ej meere see,
Skal jeg ham ej meere see
meere see?
Vaagner jeg paa Ladheds Leje,
Til at gaae fortvilte Veje,
I den haarde Fødsels Vee?
Er han borte &c. &c.
Sulamith skriger,
Løber og græder, og siger,
At hun har forloret
Den hende har kaaret.
Her er jeg, du arme!
Jeg vil mig vist forbarme.
Eja! al Jammer og Trængsel god Nat.
Eja! al Jammer og Trængsel god Nat.
Sejren er vunden.
Bruden har funden
Bruden har funden
Hendes den allerlivsaligste Skat
har funden
Bruden har funden
Hendes den allerlivsaligste Skat.
Und mig den Glæde,
JEsu! at træde
Til, dine Fødder at kysse og væde
kysse og væde.
Eja! al Jammer &c. &c.
Ja! jeg vil dig ikke hindre.
Kys, toe, saa meget som du vil.
Dog maae du dig erindre,
Saa længe du er til,
Den Nat, jeg fuld af Dugens Taare
Vel banked'; men blev uden fore.
Ja JEsu! min Kierligheds Taare jeg blander
Med beskeste Lage, af Smerte i Barm
af Smerte i Barm.
Min Ladhed jeg ævig og ævig forbander,
Som giorte mig denne fortvivlede Harm.
Ja JEsu! min &c. &c.
Til Lykke! ja til Lykke du,
Som fant ham. Hav ham ævig nu.
Tak den, som var din Siæl saa troe,
Og siung i Aanden himmel-froe:
Hallelujah!
Men vaag, saa kier du har din Skat,
At vente ham ved Dag og Nat.
Hallelujah.
Til Lykke! ja &c. &c.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXV.
1.
Dejligste blant Qvinder! giv os derom fuld Beskeed:
Hvi saa hart du binder os ved Elskovs Eed?
Hvad er, siig os sanden, din da frem for anden,
Mens du gaaer saa øm og vee af Længsels Saar?2.
Ja! min Ven er baade frem for Roser hviid og rød.
Retviished og Naade giør ham meer end sød.
Drages saa til Minde: Han, kun for at vinde
Usel Siæl, har gandske elsket sig ihiel.3.
Har I meer at sige, Døttre af Jerusalem!
Har I hørt hans Lige? Nej, ak nej! herfrem
Alle Verdens Ender, falder ned, bekiender:
O hvor bred, hvor høj og dyb er Kierlighed!
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXVII.
Samtale imellem JEsum og Siælen. 1. Siæl. Mon JEsus mig ey ynker nu? Jes. - - - - - Hvi klynker du? Siæl. Mit Lys gik ud. Mit Mod faldt ned. Jes. - - - - Din Fod alt gleed. Siæl. Giv til, giv til. Jes. Jeg vil. Siæl. Uagtsomhed den fæle Giest, Jes. - - - - - - Ja Siæle-Pest, Siæl. Har voldt mig mangen modig Taar, Jes. - - - - - - Ja blodig Saar. Siæl. Og deraf er jeg svag og fei. Jes. - - - Forsag dog ej! Siæl. Er det mig reent forladt? Jes. - - - - Ja vist, min Skat! 2. Siæl. Hvad Hiertet er bedrageligt! Jes. - - - - Beklageligt! Siæl. Naar faaer min Aand bestandig Roe? Jes. - - - Først mandig troe. Siæl. O! giem min Siel. Jes. Ja vel. Siæl. Min Klippes Rif er pile-frie Jes. - - - At hvile i. Siæl. Ja JEsu! slut mig der dog ind. Jes. - - Mod Vær og Vind. Siæl. Og lad mig aldrig komme ud. Jes. - - Nej, fromme Brud!
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXVIII.
Samtale imellem JEsum og Martha. 1. Marth. Min Søster har det mageligt. Jes. - - - - - - - - - - Behageligt. Marth. Hun har sig sadt saa troelig ned. Jes. - - - - - - - - - - Til Rolighed. Marth. Jeg Byrden har. Jes. Ja svar. Marth. Sit Kald man dog bør forestaae. Jes. - - - - - - - - Giør saare faa. Marth. Ja Søster giør mig liden Skiel, Jes. - - - - - - - - - - - - - Agt Tiden vel. Marth. Nu Alting at forrette faldt. Jes. - - - - - - - Er dette alt? Marth. Jeg lider Hierte-Sting. Jes. - - - - Af mange Ting. 2. Marth. Hvad fandt da hun med Haand paa Skiød? Jes. - - - - - - - - - - Min Aand saa sød. Marth. Jeg og, naar alting lykkes mig. Jes. - - - - - - - - Saa tykkes dig. Marth. Du taler reent. Jes. Velmeent. Marth. Hvad giør da hun? jeg plejer dig. Jes. - - - - - - - - - - - Hun ejer mig. Marth. Du elsker jo veldædig Haand? Jes. - - - - - - - - Og nedrig Aand. Marth. Men jeg seer, hvor jeg faaer det fra. Jes. - - - - - - - - - Hvor gaaer det da? Marth. Vi slider Tiden saa. Jes. - Hvad følger paa? 3. Marth. Jeg har, hvad jeg med Møje fik. Jes. - - - - - - - - - - Et Øjeblik. Marth. Jeg samler og jeg giemmer det. Jes. - - - - - - - - Du glemmer et. Marth. Giør jeg? o! nu. Jes. Ja, du. Marth. Saa lad mig det da siges an. Jes. - - - - - - - Mit Riges Man. Marth. Den Tale Hiertet giver Stød. Jes. - - - - - - Den bliver sød. Marth. Nu har hun overvunden mig. Jes. - - - - - - Og funden dig. Marth. Ja valgt det beste Sted. Jes. - - - - Gak du kun med.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXXI.
1.
Hvad est du dog skiøn, ja skiøn,
Ja skiøn, du allerlifligste Guds Søn!
Du min Sulamith, Sulamith. Ja mit,
Ja mit, alt, hvad jeg har, er ogsaa dit.2.
Min Ven, du est min, ja min,
Ja min; saa lad mig altiid være din!
Ja vist, ævig vist, ævig vist, ja vist!
Ja vist! du min skal blive her og hist.3.
Men tænk, jeg er her, ja her,
Ja her iblant saa mange dragne Sverd'!
Saa kom Due! kom Due! kom, ja kom!
Ja kom! I Klippens Rif er Roe og Rum.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXXIII.
1.
Saa sød er JEsu Hyrde-Favn,
Hans Kald og blodig Iver,
At blot en Lyd af Hyrde-Navn
Tit al min Nød fordriver.
Ja hvad kan fattes dig, min Siæl?
Da samme din Immanuel,
Som bar din Synde-Byrde,
Du har til Vært og Hyrde.2.
Han siger: Gaae kun frisk og glad,
Min Giest, mit Lam, i Enge:
Pluk af de skiønne Urter, hvad
Dig best ved Mund kan hænge.
Naar Solen brænder heed igien;
Da vil jeg liste med dig hen
Til Vand fra Livets Kilde,
Som kan din Tørst formilde.3.
Forbyde GUd, jeg nogen Tiid
Mig hen til Verden vendte.
Men skeer det, giør han vist sin Fliid,
Igien mig strax at hente.
Forstaae det ret, du faldne Siæl,
Han er dog Hyrde ligevel.
Hans Favn dig vist antager.
Hans Navn der ind dig drager.4.
Er jeg end, hvor jeg seer omkring,
Forladt i Dødens Stræde;
Saa frygter jeg dog ingen Ting,
Nok, at GUd er tilstæde.
Din Kiep, som styrer Siælen i
Din Naade-Grændsers snevre Stie,
Din Stav, som Ulven skrekker,
De brav mig trøster, dekker.5.
Du sætter mig ved Herre-Bord,
Trods dem, som det fortryder!
Den søde Smag af Livets Ord
Mig frem for al Ting fryder.
Mit Hoved du har overøst
Med Livets Balsom, Aandens Trøst.
Din Skaal er sød at tømme;
Dit Maal er Glæde-Strømme.6.
Gaaer end min Skiebne op og ned,
Som Fald af vilde Bølger:
Dit Gode og din Miskundhed
Mig al min Tiid dog følger.
Derefter skal jeg boe saa got,
Til ævig Tiid, paa Himlens Slot,
Og der min Hyrde, bære
Saa kiær en Krands, til Ære.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXXIX.
1.
Sulamith.
Arme Skrog gaaer i Tog,
Knap kan staae, og vinder dog,
Ja det skeer, naar desmeer
Troen kun paa Fanen seer.
Lad det snee Ak og Vee,
Lad det hagle Spot og Spee:
JEsu Saar, hvor det gaaer,
Mig til Skiul og Skandse staaer.
Verdens Gud søger Brud
Paa min Vold med Skud i Skud,
Ret i Form af en Storm,
Gribes an jeg arme Orm.
Arme Skrog gaaer i Tog,
Knap kan staae, og vinder dog.
Ja det skeer, naar desmeer
Troen kun paa Fanen seer.
Fienden soer: Verdens Jord
Fælder jeg med List og Mord.
Jeg faaer sagt (soer han) Magt,
Med et Rør, saa skiørt og svagt.
JEsu, hør! Stek hans Kløer,
Giør mig mandig, til jeg døer!
Arme Skrog gaaer i Tog,
Knap kan staae, og vinder dog,
Ja det skeer, naar desmeer
Troen kun paa Fanen seer.
Verdens Gud &c. &c.2.
JEsus.
Fat kun Mod i mit Blod,
Enden vist skal blive god.
Sulamith! see kun frit
Op i Himlen. Det er dit.
Er det snart som for svart,
Det er Kampens rette Art.
Sejr er sød; men den brød
Altiid udaf haardest' Nød.
Zion viid: Troens Striid
Vil dog have først sin Tiid.
At du mig inderlig
Elsker, det maa vise sig.
Fat kun Mod i mit Blod,
Enden vist skal blive god.
Sulamith! see kun frit
Op i Himlen. Det er dit.
Staaer dog du ej endnu
Under knuste Slangens Kue.
Lad den Hund holde Mund,
Jage paa sin egen Grund.
Viis ham bort. Siig ham kort:
Du est min, og dermed fort!
Fat kun Mod i mit Blod,
Enden vist skal blive god.
Sulamith! see kun frit
Op i Himlen. Det er dit.
Zion viid &c. &c.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXXX.
En Kiempe-Vise om Goliath og David.1.
Goliath drog fra Gath,
For at legge Saul i Skat,
Stamped' mod Field og Flod
Med sin Alen-lange Fod.
To Mand høj, fiir Mand drøj,
Op paa Socho Top han fløj.
Skioldet var, som han bar,
Synes mig, Kameel for svar.
Han tog paa: O I Smaae
Bedre bag jer Stude laae,
End gaae her i Gevæhr,
De Philisters Helt saa nær.
Har I Lyst, Mod i Bryst,
Til at vove Kiempe-Dyst?
Hid en Mand! at vi kand
Trækkes om hverandres Land.
To Gang' tre Uger, see!
Har I drukket nu min Spee.
Saul og hver i hans Hær
Ryster jo, som Løv paa Træer.
Seer du vel, Israel,
Du est de Philisters Træl.2.
David kom, saae sig om.
Hvad vil denne store Vom?
Tør du Drot bruge Spot
Mod den HErre Zebaoth?
Trods din Bram, Jette gram,
Jeg dig snart vil giøre tam.
Ravne-Trop! hid, æd op
Denne Guds Bespotters Krop.
Kiempen vreed om sig beed.
Fraaden flød i Skiægget ned.
Er jeg een Gnave-Been,
Mens du bruger Stok og Steen?
David bad: HErre, lad
Det nu lykkes! dermed glad
Giør et hvast Slynge-Kast.
Stenen blev i Panden fast.
Kiempen falt. Slaget galt,
Som en Million var qvalt.
Jorderig rørte sig,
Ved Guds Folkes Fryde-Skrig.
Seer du vel, stolte Hell,
Med os er Immanuel.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXXXIV.
1.
Her vil ties, her vil bies
Her vil bies, o svage Sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente
Kun ved at vente, vor Sommer ind.
Her vil ties &c. &c.2.
Trange Tider langsom skrider
Langsom skrider. Det har den Art.
Dagene længes, Vinteren strænges
Vinteren strænges. Og det er svart.
Trange Tider &c. &c.3.
Turtel-Due, kom at skue
Kom at skue! Bag Gierdet hist,
Der skal du finde Forsommers Minde
Forsommers Minde, alt grøn paa Qvist.
Turtel-Due &c. &c.4.
Eja! søde Førstegrøde
Førstegrøde af bliden Vaar.
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse
Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer.
Eja! søde &c. &c.5.
Due, kunde du begrunde
Du begrunde, hvad der nu skeer.
Kulden den svækkes, Blomsterne dækkes
Blomsterne dækkes, jo meer det sneer.
Due, kunde &c. &c.6.
Kom, min Due, lad dig skue
Lad dig skue med Olie-Blad!
See! nu er Stunden næsten oprunden
Næsten oprunden, som giør dig glad.
Kom, min Due, &c. &c.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
XXXXIX.
Samtale imellem Brudgommen og Bruden.1.
Brudgommen.
Hvad seer min Sulamith,
Da Luften er endnu saa fuld
Af Vinter-Sneens Gyse-Kuld?
Hvi lukker du da Vindve op,
Og stirrer alt paa Skyens Top.
Hvi giør du det saa tit,
Min Sulamith?
Bruden.
Jeg staaer kun her at see,
Naar Stiernerne, ved Dommens Knald,
Er kommen først paa Fald,
Hvordan det da vil snee.
Far hen, som Fuglen fløj,
Du Vinter-Boelig, nok for mig!
Jeg agter ej at fæste dig.
Jeg har mit Rejse-Tøj.2.
Brudgommen.
Dig bliver Tiden lang.
Du længes efter bliden Vaar,
Naar Bruden i det Grønne gaaer.
Du vilde plukke Dudaim,
I Luften høre Seraphim,
Nye Himle-Engle-Sang.
Er Tiden lang?
Bruden.
Skiønt den er ej saa slem,
Saa tælles dog hvert Øjeblik,
Fra den Tiid Barnet fik
Forlov at komme hiem.
Hvor ønsker jeg, min Skat,
At see dig løse Tidens Baand,
Og giøre ved din Almagts Haand
Til intet Dag og Nat.3.
Brudgommen.
Velan! kom, lad os see,
Om ej kan merkes For-Aars Tegn,
I Turtel-Duens stille Egn,
Hvad Figen-Træets Grene spaaer,
Om de lidt smaat af Knoppe faaer?
Da vil dit Hierte lee,
Kom, lad os see!
Bruden.
O ja! i Himlens Skye
Jeg daglig seer din Samle-Plads,
Hvorfra jeg, ret i Stads,
Skal føres Brud til Bye.
Ja du, som ej har spart
Dit Liv for denne Højtids Færd,
Du veed, hvordan jeg har det her:
Kom bliid og hent mig snart.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
L.
Samtale imellem JEsum og Siælen. 1. Siæl. Ak! hvad er dog Tiden lang. Jes. Er der noget langt i Tiden? Siæl. Synden klemmer mangen Gang. Jes. Dog betalt for længe siden. Siæl. Eja! det er vist og klart. Jes. Men du glemmer det saa snart. 2. Siæl. Maae jeg sige et endnu? Jes. Hvad er det dig meere trykker? Siæl. Korset holder mig i Kue. Jes. Ja de onde Kiødets Nykker. Siæl. Ret! jeg gierne lide vil. Jes. Vel! du maae og takke til. 3. Siæl. Et endnu: saa er jeg klar. Jes. Faae kun Hiertet ganske lettet. Siæl. Døden synes ofte svar. Jes. Hvad har da min Død udrettet? Siæl. Den har taget Døden bort. Jes. Reent og plat til intet giort. 4. Siæl. Nu er jeg fornøjet; men Jes. Hvad er der endnu tilbage? Siæl. Naar jeg bliver svag igien? Jes. Vil du da igien forsage? Siæl. Nej, naar du kun er mig bliid. Jes. Ja, jeg er til ævig Tiid.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
LIX.
Pillegrims Marche paa deres Vandring igiennem Tidens Nat.
Med alternativ Chor.1.
Langt oven for den Taage-Skye
Af Babylon, den gamle Bye,
Der er Jerusalem, det nye,
GUds Pillegrimes Lye.
Hver Gade er af Guld al heel,
Hver Grundvold-Steen en stor Juveel;
Hvad da den Bygnings Overdeel
Af plat u-tænkelig Paneel!
For Pillegrime aabne staae
Tolv Porte med tolv Engle paa.
I den man aldrig Natten saae.
Hvad Nat! hvor GUd paa Ærens Stoel,
Og Lammet selv er deres Soel.
Merk, Zoars Søvne-Boel!
Chorus.
O vaager op af Drømme,
I Folk ved Sodoms Egn!
Og seer, hvad I vil dømme
Om disse Tiders Tegn.
Hvor Lyse-Stagen alt
Er flyttet bort
Fra mangen Ort,
Da Folk i Søvne falt.2.
See af dem alle, som fik Bud,
Gik nogle faa af Babel ud,
Fik Ordenen af: FRIE FOR SKUD,
Og rejste saa med GUd.
Men Sathan af sin Slange-Krog
En blandet Gudsfrygt foreslog,
Den Gift endeel tilbage drog,
Som havde tabt sin Rejse-Bog.
Hvor mangen een sig bildte ind
At have et bevæbnet Sind,
Og kom dog ej i Staden ind.
Der klages ofte: Bleve ti
Ej alle rensede og frie,
Hvor ere da de Ni?
Chor.
GUds Pillegrime-Skare,
Paa hvert et Fied giv Agt!
Her er saa mangen Snare
Paa alle Sider lagt.
Følg Naadens klare Skin
I Ordets Spor;
Thi uden for
Er Dødens mørke Trin.3.
Er Himlen altiid vist vort Maal,
Vort Forset, som Magnete-Naal?
Er Troen sterkere end Staal,
Og Kierlighed end Baal?
Hvad hielper Vext, som ej vil groe,
At bygge, og dog aldrig boe,
At komme løs, dog ej til Roe?
Vor Losen er: TIL DØDEN TROE.
Nu Landsmand! munter, vaag og beed.
Glem aldrig, hvad vor Goel leed,
Og lad ham see Bestandighed,
At vi paa Jorden udenlands
Har Zion kun i Hu og Sands,
Og Livets Brude-Krands.
Chor.
Hvad est du dog af Glæde
O søde Salem! fuld.
Hvor længes vi at træde
Paa Gaderne af Guld.
Ej! Pillegrim, kun fort
En liden Tiid,
Saa staaer du bliid
I Salems Perle-Port.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
LXII.
1.
Naar mit Øje,
Træt af Møje,
Vaadt og mørkt af Taare-Regn,
Seer med Længsel
Af sit Fængsel
Op mod blide Salems Egn;
O hvor svinder da min Vee,
Bare ved derop at see!2.
Jeg fornemmer
Folke-Stemmer
Alle Slags, blant Englers Lyd,
Dem de driver
Op med Iver
I Guds Lofsangs fulde Fryd.
O hvor siger da min Siæl
Verden glædelig: Farvel!3.
Ja jeg skuer
Dine Druer,
Paradiis! den Livets Frugt.
Dine søde
Roser møde
Mig nu alt med deres Lugt;
Giver Tidens Aande-Drag
Ævighedens Luft og Smag.4.
Lammets klare
Brude-Skare
Seer jeg midt i Paradiis,
Hvor de svømme,
Som i Strømme
Af Guds søde Lof og Priis.
Snevre Vej og korte Tiid,
O hvad er din Ende bliid!5.
Hierte milde,
JEsu lilde!
Som os Himlen vant saa huld;
See, hvor dines
Længsel pines
Under Tidens Aften-Kuld.
Naar, o søde Brudgom, da
Vil du hente mig herfra.
Indhold | Forrige | Næste[Svane-Sang]
LXV.
Samtale imellem JEsum og en Troende. 1. Jes. Sulamith lilde! Hvi jamrer du saa tit? Sul. Ak! at du vilde Mig hente hiem til dit. Jes. Den Himmel-Længsel Alvorlig prøves vil. Sul. Ja Nød og Trængsel Giør vist nok sit dertil. Jes. Troer du, jeg glemmer Dit Korses mørke Skye? Sul. Nej, jeg fornemmer Din Naade daglig nye. Jes. Men, naar det klemmer? Sul. Da skriger jeg om Lye. Jes. Sulamith &c. &c. 2. Jes. Kan du forsage Dit kiære Huus og Stavn? Sul. Dem vil jeg tage, Og legge dig i Favn. Jes. Naar du est færdig, Er Vognen for din Dør. Sul. Mig Arme værdig Din Værdskyld eene giør. Jes. Giem denne Kierne! Men kom nu, Død, herfrem! Sul. Den Aften-Stierne Er meget angenem. Jes. Vil du saa gierne? Sul. Ja til min Brudgom hiem. Jes. Kan du &c. &c. 3. Jes. Pak da kun sammen, Og hold din Himmelfart! Sul. Ja Amen, Amen, Kom søde JEsu snart! Jes. Den Vej har Ende, Hvorpaa du tit har grædt. Sul. Nu kan jeg kiende, At den er kort og let. Jes. Engle for Thronen Skal føre dig i Nat. Sul. Paa Jubel-Tonen Jeg lystig tager fat. Jes. Saa faaer du Kronen. Sul. Den est du selv, min Skat! Jes. Pak da kun &c. &c.
Indhold | Forrige[Svane-Sang]
LXVII.
1.
Her op ad, I Døde,
For Retten at møde!
Saa kommer vor Dommer i Himlenes Skye,
Hvad vil I da sige,
Som hade hans Rige,
Og søge bag Bøge og Biergene Lye?
Men Zion! hvad Lyst
Vil dette i Bryst
Ej giøre at høre din Kiærestes Røst!
Naar han dig vil skiænke,
Hvad ingen kan tænke,
Meddele dig hele al Saligheds Høst.
Saa sær ham kiær
En Giest du est.
Hvor vrimle
Guds Himle
Da mod dig med Harpe-Lyd.
Eja! til Lykke
Med Brudgom og Smykke
Af gyldene Stykke,
Med Ævigheds Fryd.2.
Op! op I, som bygge
Paa Jorden saa trygge!
Hvad gavner de Avner, I samler saa fast?
Og meere I vove
End drukne, som sove
Der oppe i Toppe af svenkende Mast.
Vaag op dog, og see,
Du mælende Kree!
Hvad, inden sig Vinden vil vende, kan skee.
Flye, mens du har Stunder,
Til Frelserens Vunder,
Før Vreden i Steden vil hagle og snee.
Ak viid: den Tiid,
Du har, er rar.
Vi prise
De Vise,
Hvis Lampe er aldrig slukt.
Jammer! at støbe
Da Lys, eller løbe,
Og Olie kiøbe,
Naar Døren er lukt.
Indhold | Forrige[Svane-Sang]
LXIX.
1.
Den store hvide Flok vi see,
Som tusind' Bierge fuld af Snee,
Med Skov omkring
Af Palme-Sving,
For Thronen. Hvo er' de?
Det er en Helte-Skare, som
Af hiin den store Trængsel kom,
Og har sig toed
I Lammets Blod
Til Himlens Helligdom.
Der holde de nu Kirke-Gang,
Med u-ophørlig Jubel-Klang,
I høje Chor,
Hvor GUd han boer,
Blant alle Englers Sang.2.
Her gik de under stor Foragt.
Men see dem nu i deres Pragt:
For Thronen staaer
De Slagte-Faar
I Himlens Præste-Dragt.
Sant er det, i saa mangen Nød
Tit Taare-Strøm paa Kinder flød;
Men GUd har dem,
Strax de kom hiem,
Aftørret paa sit Skiød.
Nu holde de, og har til best
Hos ham en ævig Løfsals Fest;
Og Lammet selv,
Ved Livets Elv,
Er baade Vært og Giest.3.
Til Lykke, Kiempe-Samling, ja
O tusindfold til Lykke da,
At du var her
Saa troe i sær,
Og slap saa vel herfra!
Du har foragtet Verdens Trøst;
Saa lev nu ævig vel, og høst,
Hvad du har saaet
Med Suk og Graad,
I tusind' Engle-Lyst!
Ophøj din Røst, slaae Palme-Tact,
Og siung af Himmel-Kraft og Magt:
Priis være dig
Ævindelig
Vor GUd og Lammet sagt.
H. A. Brorson Homepage