| Index | -1 | +1 | Førstelinieregister |
H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,7
Indhold | Forrige | Næste
[1]Mel. Nu hviler mark.
I sikkre folk paa jorden,
O seer hvor vredens torden
Dog trækker op i skye,
Seer dog, hvor de skal brænde,
Som sig fra Gud bortvende,
Og ikke vil fra synden flye.2.
Gaar med mig i det dybe,
Seer de fordømte krybe
I deres pines stand,
I saadan væ og smerte,
Som ingen mund og hierte
Udsige og begribe kand.3.
Du siger: jeg vil æde,
Din spise er at græde,
Din hunger evig staaer.
Du tørster uden ende,
Og ingen dig vil sende
I evighed den mindste taar.4.
Naar du paa klæder tænker,
Med pølen man bestænker
Dig som en helved-giæst.
Forbandelsen og flammen
Slaar over dig tilsammen,
Dog bliver nøgen som du est.5.
Du vilde boe som førre,
Nu ingen anden dørre
End helvedes du seer.
I hendes fæle grunde
For de fordømte hunde
Er evig jammerlig qvarteer.6.
Du vilde gierne være
Som før i stand og ære,
Nu bør dig skam og last.
Nu er din stand at liide
Forsmædelse, og viide,
At du har skiendig Gud forkast.7.
Hvad lov bør den vel have,
Som sig har giort til slave
Af den ureene aand?
Gud tog dig an i daaben,
Og himlen stod dig aaben,
Dog gav dig hen i satans haand.8.
Din gamle sælskabs glæde,
I verdens lyst at træde,
Er ikke meer at faae;
Men der i dødens rige
Er satan selv din lige.
Det er jo svart at tænke paa.9.
De skulde dig forbande,
Naar de i pølen lande,
Som du har her forført.
De skulde om dig storme,
Som basiliske-orme,
De, som du har til synd oprørt.10.
De som gik her tilhaabe,
At drikke og at daabe
Paa mangt vellystigt sted,
Skal der hver andre bide,
Som galne hunde slide,
Ja, var det mueligt, led fra led.11.
De, som med gode dage
Tilsammen ride, jage
I verdens syndig iid,
De skal tilsammen svede
I de fordømtes hede,
Og uophørlig jagt og striid.12.
Her kand os læt betage
En smerte, at vi klage
Og skrige vee og ach,
En byld, en steen, en kolde
Kand trykke, knuge, holde
Os fast i smerte dag fra dag.13.
Hvad meener du, hvorledes
At de ved livet kedes,
Hvor alle piiners magt
Er kast paa een tilhaabe,
Hvor saadan siel maa raabe,
I all fortvivlelse forsagt.14.
De øyne vellyst tændte,
Som andre siele vendte
I verdens lyster ind,
Hvor vil de der sig svømme
I tusind taare-strømme,
At de har her havt syn og sind.15.
De øren, de som priser
Og elsker hore-viiser,
Forsager livets ord,
Skal skrekkes med at taale
Sig selv og andre skraale
I denne grumme evig mord.16.
Din egen stank du ikke
Kand taale der at drikke,
Dog faaer du andres med,
En evig helved-galde
Vil dig i munden falde
Til ubeskrivelig fortræd.17.
Hvor ilden dig vil gløde,
Hvor satan dig vil støde,
Er over all forstand.
Ja alle dievle-munde
De vilde, om de kunde,
Dig slide smaa som møl og sand.18.
Ach Gud, da vil man raabe:
Saa falder dog tilhaabe
I bierge paa os ned.
Væ dem, som der skal brænde.
Vel dem, som det kand kiende,
Og søge sielens salighed.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, VII]
[2]
En Morgen-Psalme.
Mel. Chrisillis du mit hiertes guld.
See dagen bryder frem med magt
<~>Giør himlen lys igien
Og driver mørket hen.
Op hierte paa din morgen-vagt
Lad ingen trygheds blund
Formørke naadens stund!
Hierte tag
Denne dag
Vel i agt, og tænk derpaa,
Mueligt seer
Aldrig meer
Dine øyne soel opstaae.
Hvor mangen morgen-rød
Var inden aften død,
Og i et øyeblik
Sin afskeed fik?
Hvad hielper øynene
Den lyse dag at see
Naar siælen vandrer blind
I tiden ind?2.
Kom morgen-røde rosen skiøn
Giør himlen lys og blaae,
At mørket vige maae!
Min morgen-røde er Guds søn,
Hans vunders røde glands
Forfrisker sind og sands,
Jesu død
Purpur-rød
Giør mit hierte himmel-blaae,
At mit sind
Kiger ind,
Hvor jeg skal for thronen staae.
Den dug, som over alt
Paa græs og urter faldt
At væde bierg og dal,
Ey svinde skal,
Før jeg i Jesu blod
Forfrisket har min mod
Og ret bedugget faaer
Udi hans saar.3.
Ach det forfrisker all min tiid,
Naar jeg til sengen gaaer,
Naar jeg igien opstaaer
Det giør min morgen-stund saa bliid
Det skyder glæde ind
Som straaler i mit sind
At jeg veed
Den som leed
For mig, Jesus er min skat,
At jeg paa
JEsum maae
Sikker bygge dag og nat.
Saa tryg jeg lagde mig,
Og sov saa sødelig,
Fordi mit hierte paa
Dit hierte laae;
Saa sund paa siæl og krop
Saa glad jeg vogned op,
Og JEsu kys jeg fandt,
Før natten svandt.4.
Tak derfor søde siæle-ven,
For saadan tiids fordriv,
At du er selv mit liv.
Mit liv jeg ofrer dig igien,
Thi jeg vil idelig
I tiden leve dig.
All min tiid
All min fliid
Giver jeg min frelser-mand,
Og jo meer
Jeg dig seer
Tændes jeg i saadan brand.
Ach straal i sielen ind,
Min soel, og giør mig blind
Til verdens lyst at see,
Saa skal det skee,
At hverken medgangs tiid
Ej heller kors og striid
Skal kunde hindre mig
At elske dig.5.
Saa gaaer jeg da saa vel tilfreds
Hen i mit kald og stand
At giøre hvad jeg kand.
Min JEsus før mig allesteds
Ved haanden som sin brud,
Hvor jeg gaaer ind og ud,
At jeg maae
Færdig staae
Hver minut at gaae herfra,
Siden hist
Gandske vist
Siunge mit hallelujah.
Hallelujah min trang
Gaar bort ved tidens gang,
Gaaer dagen, min fortræd
Gaaer ogsaa med:
Som strømmen føre kand
Det tunge skib til land,
Saa fører tiden mig
Til himmerig.
Indhold | Forrige[Troens Rare Klenodie, VII]
[3]
En Aften-Psalme.
Under samme Melodie.
Siung hierte, siung en aften-sang
Om den der elsker dig,
Lad alting fryde sig.
Hvert suk skal give harpe-klang,
Det mindste aande-drag
Skal giøre Cither-slag,
Sind og mood,
Liv og blod,
Og hvad i mig røres kand,
Fryder sig
Inderlig
I den søde frelser-mand.
Naar jeg kun tænker paa
Den glæde jeg skal faae,
Naar jeg skal JEsum see
I himlene,
Strax utaalmodig er
Min længsel og begiær,
At jeg dog eengang maae
Mit ynske naae.2.
Nu solen bag det mørke hav
Sin gylden straale-pragt
Har need i dvale lagt;
Nu verden mørknes som en grav,
Og jordens huule-boe
Er stille og i roe,
Er mit muld
Længsels fuld
Efter gravens hvile-stavn,
Thi mit sind
Haster ind
Til sin søde himmel-havn
Ey at min verdens trang
Er mig saa tung og lang,
Den jo er honning-sød
Ved Jesu død,
Ey at den mørke nat
Kand giøre siælen mat,
Saa længe Jesu saar
Mig aaben staaer.3.
Men jeg vil til min Jesum hiem
I evighed at staae
Og see hans ansigt paa
Og skulde ej dit eget lem,
O Jesu! smertelig
Dog længes efter dig?
Seer en brud
Ynksom ud
Efter hendes hierte-ven;
Skulde da
Jeg ej fra
Verden længes til dig hen?
Dog bier gierne til
Du selv mig hente vil,
Den tiid, jeg leve maae,
Skal snart forgaae.
Jeg ved min sengestok
Har meer end glæde nok,
At jeg kand tænke paa
Mit sidste straae.4.
Saa leg dig søvne-tunge krop,
Tak verden gandske af
Og hviil som i din graf,
Din JEsus dig skal vække op
Om ey før dog eengang
Ved Guds basunes klang.
Far og vel
Du min siæl
I din JEsu søde favn,
Der er trøst,
Der er lyst,
Nu god nat i Jesu navn.
Den tiid er snart forbi,
At du skalt vorde frie
Fra kroppens fængsle-tvang
At gaae din gang
Til lammets brude-sal,
Til tusind englers tal
Til din udvalde skat.
God nat! god nat!
H. A. Brorson Homepage