| Index | -1 | +1 | Førstelinieregister |
H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,6
Indhold | Forrige | Næste
[1]Mel. Paa GUd allene &c.
O! hvilken ære,
Og all begrib for stor,
Hans børn at være,
Som i det høye boer,
Naar man er bleven
Til Herren ret omvendt,
Fra verden reven,
Med Jesu ret bekiendt,
I himlen skreven
Med lammets røde prent.2.
O hvilke smykker
Fra himlene er det!
O alle lykker,
O alle ting i et,
Naar, hvad os skader,
Vi kand for thronen gaae,
Og sige: Fader,
Dit barn du hielpe maae,
O Gud! hvor lader
Det deyligt der at staae!3.
Lad andre kalde
Dig, hvad de kalde vil,
Hvad deres galde
Og løgne siger til,
Naar du undrender
Den onde verdens garn,
Og hun dig kiender
Og agter for et skarn,
Guds hierte brender
Imod dig, som sit barn.4.
O bierge-toppe
Af friheds herre-stand,
Naar man er oppe
Fra verdens leer og sand,
Er sovet rolig
Fra hendes tummel hen,
Og nu fortrolig
Med sielens beste ven,
Og Gud sin bolig
I hiertet har igien.5.
O sielens blide
Og rette Thabors roe,
I Jesu side
Og purpur-saar at boe.
O hiertens fryder
Og paradiis paa nye,
Naar sielen bryder
Igiennem mørk og skye,
Og hvile nyder
I JEsu vunders lye.6.
Hvo kand udsige
Hvad Christi kraft formaaer,
Naar himlens rige
I siælen ret opgaaer,
Naar bruden svarer
Til hendes brudgoms røst,
Naar han forklarer
Sig selv i hendes bryst,
Naar sindet farer
Fra verden op med lyst.7.
O suur-fortiente
Min sieles fryde-stund!
O søde rente
Af Jesu marters pund,
Er første grøden
Saa meget angenem,
Hvad engle-føden,
Som der skal sættes frem,
Naar efter døden
Jeg snart skal komme hiem.8.
Som paa hans himle,
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed,
Hvor jeg mig vender,
Og tænker op og ned,
Og mig omspender
Som himlen selv saa bred.9.
O! jeg har fundet
Lyksalighedens stand,
Og sødt forvundet
Min første fødsels band.
O hvor fornøyet
Er nu min arme siel,
Før dybt nedbøyet
Til jorden, som en træl,
Nu høyt ophøyet
Med sin Immanuel.10.
Naar jeg skal tage
Mod dødens sidste bud,
Da kand jeg drage
Med glæde til min Gud,
Lad hiertet svede,
Saa bliver sagen klar
Den kuld og hede
Mig ikke synes svaar,
Som allerede
Min Gud i armen har.11.
Lad graven skille
Mig ved mit legems graf,
Lad orme pille
De døde bene af,
Just det kand lindre
Min daglig kamp og sveed,
Hvad kand det hindre,
At støvet falder ned,
Hist skal hun tindre
I evig herlighed.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, VI]
[2]
Hvad ere de christne dog glimrende smukke
Indvortes, udvortes har solen dem brendt,
De frugter, som Jesus dem giver at plukke,
Er dennem allene, ey andre bekiendt,
Hvad ingen kand fatte,
Hvad ingen kand skatte,
Har disse livagtig i siælen befunden,
At være som lyset i mørke oprunden.2.
Udvortes de synes som palter og klude,
Vidunder for Verden, og englernes spee,
Men inden til ere de deylige brude
Med Jesu i armene livlig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræbe kun efter, naar tidden sig ender,
At kysse vor Jesum med palmer i hænder.3.
De ere vel ellers af Adam som andre,
Og bære den jordiskes billede med,
De vaage og sove, arbeyde og vandre,
Og lide saa vel som de andre fortræd,
I jordiske skikke
I mad og i drikke
Man seer dem ey noget særdeles at giøre,
Kun at de af verdens lyst intet vil høre.4.
Dog er de af himmelske herkomst og stamme,
Som Herren ved ordet indvortes har fød,
Saa yndig en lue af himmelske flamme,
Opammet i over-Jerusalems skiød.
Guds Engle sig glæde
Blant dennem at træde,
I samqvem at siunge: hallelujah! amen.
Hvor deylig maae dette dog klinge tilsammen.5.
De ere vel svage, dog verden forsvare,
I himlen de leve, paa jorden de gaaer,
De nyde Guds fred i den yderste fare,
De fattes, og alting, dog har og formaaer,
De kommer i skade
Og blive dog glade,
Udvortes de synes som visne og døde,
Og staaer dog indvortes i deyligste grøde.6.
Naar engle-basunen hans komme bebuder,
Som er dem og giver dem livet og nok
Da skal de som jordens høyprægtige guder
Til verdens forundring i offentlig flok
Ret synlig regiere
Og evig florere,
I aller livsaligste herlighed blinke,
Naar, verden, din glæde, som aadsel vil stinke.7.
O! springer i dale og bierge tillige,
Mod solen af himlen, velsignede jord,
Du bærer Guds naades det deylige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig groer,
Naar dommedag kommer
Begynder din sommer,
Naar deres forborgene levnet fremstiger
Hvor efter med dennem du sukker og figer.8.
O Jesu! vort lives livsaligste eje,
Den underste verdens forborgene flor,
Hielp at vi udvælge de skiulteste veye,
(Skiønt korset os svier saa sorte som jord,)
Her ikke bekiendte,
For verden forvendte,
Her skiulte med Christo i faderen leve,
Der offentlig med ham i himlene sveve.
H. A. Brorson Homepage