| Index | -1 | +1 | Førstelinieregister |
H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,5
| Indhold | Forrige | Næste
[1]Mel. Jeg vil din priis udsiunge.
Den troe, som Jesum favner,
Og hiertet reense kand,
Den troe, hvorved man havner
I himlens fryde-land,
Den troe er stærk, og maae
All verden undertræde,
I sorrig og i glæde
Sin prøve kunde staae.2.
En christen bærer sværdet,
Og fast i striden staaer,
Mod satan har han hærdet
Sit sind i Jesu saar,
Han maae ved liv og død
Sig ikke lade binde,
Saa sandt han hist vil finde
Sin roe i Jesu skiød.3.
Den troe, som vil med lempe
Og uden møye frem,
Den troe, som ey vil kiempe
Sig giennem verden hiem,
Den troe er død og kold,
Ey værd en troe at nævne,
Har ingen kraft og evne
Mod satans piil og skiold.4.
Den sande troe i striden
Er mangen gang vel svag,
Og synes undertiden
At have tabt sit slag;
Dog, er den sande troe
Saa sandt i hiertet inde,
Saa kand hun overvinde,
Før faaer hun ingen roe.5.
Den troe, som ham har funden,
Der heder sielens skat,
Er hun end skiult i grunden,
Og synes gandske mat,
Saa sandt hun er kun der,
Saa har hun kraft at kiempe,
At fælde og at dæmpe
Den hele satans hær.6.
Den svage troes sukke
Er fienden dog for stærk,
Hun kand hans piile slukke,
Og skiænde alt hans værk;
Den gnist, den svage tro
Mod satan er en lue,
Det rør er spyd og bue
At slaae hans magt i to.7.
Hun kand vel ogsaa slykkes
I hiertet gandske ud,
Naar villien forrykkes,
Og viger fra sin Gud;
Men vil det svage sind
Sin Jesum ikke slippe,
Saa staaer hun som en klippe
Mod fiendens hav og vind.8.
Vor troe, er hun end liden,
Saa er hun dog af Gud,
Og derfor stærk i striden
Mod alle satans skud,
Vor troe er dog den seyer
Som verden overvinder,
Som alle lyster binder,
Og spotter satans leyr.9.
Vel an i svage hierter,
Saa fatter kun et mood,
Og lad det koste smerter,
Ja ære, liv og blod,
O holder eder tæt
Til Jesu blod og vunder,
Saa ligger satan under
Med all sin magt og ræt.10.
Det er en sag at mærke
Til trøst i kampens tid
De svage blive stærke
I allerstørste strid,
Jo værre det gaaer til,
Jo meere skal du vinde,
Og større kraft befinde,
Naar du kun stride vil.11.
Men giør dig ingen tanker
Om troen i dit sind,
Naar du saa villig vanker
I verdens lyster ind,
Vil blive i din roe,
Og ey mod synden stride,
Du har, det maa du vide,
Du har slet ingen troe.12.
Var det en troe, med munden
At sige kun: Jeg troer!
Naar hiertet ey i grunden
Er reenset ved Guds ord,
Da var der fromme nok,
Og troende i tiden,
Da var hun ey saa liden
Den rette troens flok.13.
Ney det, vilt du det vide,
Er troens rette tegn,
Mod verdens lyst at stride
I denne jammer-egn,
Sin Jesum have kier,
Ham ey at kunde miste,
Før skulde hiertet briste,
Det viser troen her.14.
O Jesu! hierte milde
Og yndigste GUds lam!
O! tænk dog, hvad det vilde
Mig være for en skam,
Om jeg dig, du som mig
Med blodig kamp har vunden;
Saa troløs blev befunden,
At kunde miste dig.15.
Ney, ney min lyst og ære,
Du est mig alt for sød,
Ney, din jeg vist vil være,
Det gielde liv og død;
Lad komme hvad der vil,
Jeg vil det alt bestride,
Og intet andet vide
End høre JEsum til.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, V]
[2]
Mel. Jeg raaber fast o HErre.
Vor trængsel, hvor besværlig
Den ogsaa synes kand,
Er for Guds folk en herlig
Og uskatteerlig stand;
Vor trængsel, vi som trine
I Jesu fodspor ned,
Vor største trang og pine
Er idel herlighed.2.
Vor trængsel, ikke deres,
Som die verdens bryst,
Og mangen gang besværes
I deres beste lyst,
Vor trængsel, den allene,
Og ey de ondes riis,
Skal ufeylbarlig tiene
Til uophørlig priis.3.
Vor trængsel er en gave
Af Jesu milde haand,
Et tegn som de skal have,
Der drives af Guds aand,
Vor trængsel er en ære,
Som Gud os dertil gav
Vor Jesu liig at være,
Det rose vi os af.4.
Vor trængsel giør os trætte
Af verdens slaverie,
Og derimod saa lætte
At gaae paa livets stie,
Vor trængsel giør bestandig
I Jesu rene sind,
Frimodig, kek og mandig
At gaae i kampen ind.5.
Vor trængsel er vor bane
For himlens kirke-flok,
Vor trængsel er vor fane
Mod satans hele skok,
Vor trængsel er vort anker
Mod alle lysters søe,
Som holder vore tanker
Fra verden, til vi døe.6.
Vor trængsel er vort vaaben
Og adelige skiold,
Staaer himlen selv dog aaben
For Jesu kiæmpers vold;
Vor orden er oprunden
Af Christi kamp og sveed,
Og staaer med Gud forbunden
I evig pagt og eed.7.
Vor trængsel er det mærke
Hvor efter JEsus seer,
Naar torden af den stærke
Guds doms basune skeer,
Da skal vor trængsel give
Sin fulde glædes frugt,
Vor bittre myrrhe blive
En evig livets lugt.8.
Hvem vilde da ey lide,
Og gierne takke til,
Hver skynde sig at stride,
Som vist til himlen vil,
Saa skal man selv befinde,
Hvad de for ære faae,
Som her i verden vinde
Naar kronen sættes paa.9.
O søde kors, min lykke
Og skiønne arvedeel,
Guds kirkes gyldne smykke,
Og deylige juveel,
Her vil jeg dig undfange
Med kys og favnetag,
Og siden med dig prange
Paa dommens store dag.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, V]
[3]
Mel. Hiertelig mig nu længes.
Sielen.
Her løber jeg i blinde,
Og veed ey selv hvor hen,
Jeg kand ham ikke finde,
Som heder syndres ven,
Jeg kand ham ikke miste,
Jeg kand ham ikke faae,
Saa hiertets baand maae briste,
Og livets kraft forgaae.2.
Jeg mindes nok de dage,
Der gik med fryd og lyst,
Jeg glemte let min plage
Ved Jesu søde bryst,
Da kunde jeg vel smile
Ad all min trang og nød,
Thi sielen fandt sin hvile
I JEsu favn og skiød.3.
Hvi blev saa snart en enke
Af saadan lystig brud?
Af brude-baand en lenke,
Af soolskin regn og sluud,
Af frydens sal et fængsel,
Af gylden dragt en sek,
Af himlen helved-trængsel,
Forfærdelse og skrek.4.
Gud agter ey min klage,
Men bliver mere vred
At jeg maa plat forsage
I min elendighed,
Jo mere jeg vil raabe,
Jo større er min nød,
Hvad skal jeg mere haabe?
Min hiertens fryd er død.5.
O hierte JEsu lille,
Jeg er saa haardt bespendt,
Er naadens søde kilde
Fortørret og forvendt,
Har solen ingen varme,
Har ordet ingen grund,
Vil Gud sig ey forbarme
At giøre sielen sund.Jesus
6.
O Sulamith min glæde!
Udvalde hiertens brud!
Hvad volder dig at græde,
Og see saa bange ud,
Kom! hør! og lad dig sige!
Hvem bilder dig dog ind,
At jeg dig kunde svige,
Er da mit ord kun vind?7.
Du taler om de dage,
Da du kun sad og loe
Ad all din nød og plage
I sielens stille roe,
Ja got, men har du ikke
Om andre mine hørt,
At jeg i dødens strikke
Dem ogsaa tit har ført.8.
Til søde him[m]erige
Er veyen altiid trang,
Dog ey for alle lige
Besværlig, tung og lang,
En kand for torne grue,
En anden der imod
Maae giennem ild og lue
Og dødens sorte flood.9.
Man skal dig ikke kalde
En enke og forladt,
Men Zion den udvalde
Guds egen brud og skat,
At du det ey kand kiende,
Det giør din svaare striid,
Men den skal snart faae ende
Paa sin bestemte tiid.10.
Lad jordens grundvol slippe,
Og verden slet forgaae
Min naade er en klippe,
Som evig skal bestaae,
Hvi frygter du den skade,
Du aldrig faaer at see,
Jeg kand dig ey forlade,
Det kand umueligt skee.11.
Paa roserne at trine
I verdens jevne gang,
Er det for mig og mine?
Ney kummer, kors og trang,
Saa er det, du maae lide,
Din arvedeels beviis,
Thi de udvalde stride
Sig ind i paradiis.12.
Jeg JEsus er din milde
Og trofast siele-ven,
Troe kun, min naades kilde
Skal aldrig tørres hen,
Jeg skal i himmerige
Dig giøre engle liig,
Vil satan andet sige,
Da er det løgn og sviig.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, V]
[4]
Mel. Jeg beder dig min HErre &c.
Hvad fattes mig? hvi er jeg dog
Saa søvnig og saa lunken?
Ret som min siel var spendt i aag,
Ja ned i jorden siunken,
Hvor er den lyst jeg havde før
Til ordets brød at sanke?
Hvi kand jeg ey paa naadens dør,
Med kraft og iver banke?2.
Før, naar jeg tænkte kun paa bod,
Strax stod min siel i lue,
Mit hierte var af Jesu blod
Saa saftig som en drue.
Hver syndig gierning, som jeg saae,
Hvert daarligt ord jeg hørde,
Ja all den deel, jeg tænkte paa,
Til nidkierhed mig rørde.3.
I korset var mig honning sødt
Hvert trin jeg skulde trine,
Thi all min sands var giennem blødt,
Af JEsu død og pine.
Slet intet mig til hiertet gik
Af verdens lyst og vaade,
For all den liflighed jeg fik
Af JEsu død og naade.4.
Hvor est du nu Getsemane?
Der giorde mig saa modig,
Og Golgatha, som lod mig see
Min JEsum blaa og blodig?
Hvi est du dog mit paradiis,
For mig saa frem[m]et bleven?
Er jeg paa Adams gamle viis
Fra livets træ fordreven?5.
Ach! den forbandet sikkerhed
Er bleven mig den slange,
Som giør os livsens vey saa bred,
Og har forført saa mange,
Den tiid maae rettes op igien,
Som er saa plat forsovet,
Guds kiere søn, min siele-ven
Skal knuse slangens hovet.6.
Du mit forvendte hierte! kom,
Og lad dig overhøre,
Du burde i din christendom
Jo daglig fremgang giøre,
Du burde daglig meer og meer
I troens kraft tiltage,
Og Jesus nu dit væsen seer,
Hvordan du gaaer tilbage.7.
Det piner mig i siel og sind,
Jeg kand det ikke dølge,
At jeg har ey lagt bedre vind
Paa JEsum ret at følge,
Ach gid mit liv en liden tiid
Dog længer maatte vare,
Da vilde jeg alvorlig fliid
Til døden aldrig spare.8.
Ach! Var det forsæt jeg har haft
Ved sikkerhed ey dæmpet
Og jeg i troens fulde kraft
Mig havde giennem kiempet,
Hvad kunde jeg da megen frugt
Min GUD til ære baaret,
Som nu er bleven udelukt,
Og sielen ilde saaret.9.
Min JEsu! see! hvor syg jeg gaaer,
For dig igien at finde,
See! hvor mit svage hierte slaaer,
Og mine øyne rinde;
Tænk, det er dig min siele-ven,
Jeg ene længes efter,
Men hvordan kommer jeg derhen,
Som har saa ringe kræfter.10.
Jeg intet har i siel og sind
Foruden disse sukke,
Ach! vilde Jesus mig dog ind
I sine vunder lukke.
See! nu begynder troens glød
Mig inden til at varme,
Jeg finder Jesum honning-sød
I mine troes arme.11.
Nu! Gud skee lov, den søde tid
Er alt igien oprunden
At jeg min Jesum mild og blid
Til all min trøst har funden.
O! lad mig da af hiertens grund
Dig saa i troen favne,
At jeg dig til min sidste stund
Skal aldrig mere savne.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, V]
[5]
Mel. Nu rinder solen op &c.
Halleluja! jeg har
Min Jesum funden,
Hans naades glands er klar
I mig oprunden,
Nu seer jeg veyen til
Guds fryde-bolig,
Nu kand, nu skal, nu vil:/:
Jeg vandre trolig.2.
Velan! min tiid er knap,
Jeg faaer at rende,
Hvor løbe de i kap,
Som kronen kiende,
All verden vil jeg først
Med et forkaste,
Og som en hiort i tørst:/:
Til himlen haste.3.
Kun fort paa livets vey,
Oplyste siele!
I maae i sandhed ey
I verden dvæle,
Enhver for Gud sig til
Den sag forpligte,
At vi til himlen vil:/:
Allene sigte.4.
Al verden er forgiort
I alle sinde,
Og troer: der ey er stort
Hos Gud at vinde,
Det gaaer, som det er van,
I alle hiørner,
Til hun i døden an:/:
Paa dommen tørner.5.
Da skal hun faae at see,
Hvorfor hun slæbte,
Og efter evig væ
I tiden stræbte.
At hun har giort sig alt
For stor umage,
At legges ned i salt:/:
Og helved-lage.6.
Det er jo ret nok til
De svine lemmer,
Som jorden have vil
Og himlen glemmer,
Som verdens lysters mad
Og mask udvelge,
Og himlens engle-fad:/:
For intet selge.7.
I sær er det en spot
Ja mord at kalde,
Naar de som kiendte godt,
Fra naaden falde,
Som hunden til sit spye
Sig graadig vender,
Og vasket soe paa ny:/:
Til sølen render.8.
Men i, som kiende ham,
Der for os døde,
Og kalde det en skam
Ham ey at møde,
Hvad øyeblik han vil
I brude-smykke,
I faaer i sandhed til:/:
Heran at rykke.9.
Gaaer fort, og strider mod
De onde tanker,
Som sig i eders blod
Om sielen sanker,
Endog den mindste lyst
Ret at bekrige,
Bekræfter haabets trøst:/:
Til himmerige.10.
Det er en liden tiid,
Saa har jeg vunden,
Saa er den gandske striid
Med et forsvunden,
Saa kand jeg hvile mig
I rosen-sale,
Og uafladelig:/:
Min Jesum tale.11.
Mig tykkes, at jeg seer,
Hvor Gud sig fryder,
Naar Jesu kæmper meer
Igiennem bryder,
At det kand ende faae
Med deres plage,
Og hver sin krone maae:/:
Af Jesu tage.12.
Jeg seer dig nok, min krands,
I himmerige,
For dine perlers glands
Maae solen vige,
Og naar jeg tænker paa,
Hvo dig fortiente,
Saa veed jeg, at jeg maae:/:
Dig vist forvendte.
H. A. Brorson Homepage