| Index | -1 | +1 | Førstelinieregister |

H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,1

| Næste |

[1]

Mel. Fryd dig du Christi Bruud.

Fryd dig! du JEsu Bruud,
Her er et himmel-bud,
Som lydelig skal sige,
Fra Gud i himmerige,
Dig skal han sterk forkynde:
Du har vor Herres ynde.

2.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Hør buddet nøye ud,
Han siger: vær fornøyet,
GUd har dig høyt ophøyet,
GUds Søn dig selv vil tage
Til hustrue, brud og mage.

3.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Saa stor en HErre GUd,
Saa vældig i sit rige,
Saa herlig uden lige,
Og du, en fattig qvinde,
Skal saadan Brudgom finde.

4.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Nu seer det ikke ud,
Som før i Edens have,
Der alting gik af lave,
Der satan var din lige,
Og helvede dit rige.

5.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Hvor er den regn og slud,
Af vredens grumme torden,
Det klarer op paa jorden,
Thi solen af det høye
Dig vinker med sit øye.

6.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Som seer saa bange ud,
Af sorg for synden trænges,
Og efter naaden længes,
Du! du est just den datter,
Som GUd saa herlig skatter.

7.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Det haver du forud,
At JEsus og hans Fader
Sig selv tilbyde lader,
Og Aandens fæstegaver,
Du til forsikring haver.

8.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Er det din Brudgoms bud,
Da tørst du dig ey klage,
At du mod ney skal tage,
GUd selv sig jo frembyder,
Trods den, der det fortryder.

9.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Men satan spytt og sprud,
Saa længe dig behager,
Om disse brude sager
Imod dit ynske striide,
Du faaer det dog at liide.

10.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Af trængsels hytte ud!
Er det nu tiid at klage
I slige bryllups dage?
Tænk ej paa verdens jammer,
Men paa dit brude-kammer.

11.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Det er den skarpest luud
I satans glubske øye,
Naar du dig ret vil bøye
Til JEsu milde hierte,
At glemme all din smerte.

12.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Mod satans lod og kruud,
Hans glavind, skiold og pile,
Du kandst ad alting smile,
Saa er han overvunden,
Thi JEsus har ham bunden.

13.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Naar der er skrald og skud
Paa Sinai at høre,
Det kand dig ikke røre,
Den dig til brud udvalte,
Han all din gield betalte.

14.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og siig, at lovens bud
Slet intet har at sige
Mod JEsu naades rige:
Siig, at du est forloved
Med lovens lov og hoved.

15.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og gak fra verden ud,
I verdens lyst at hvege,
Med dukke-tøy at lege,
Din stand det ey kand lide,
Sæt verden reent til side.

16.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Est du en fadeklud
I verdens spodske øye,
Din JEsus af det høye
Dig desto meer vil ynde,
Det kand jeg dig forkynde.

17.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og alle dem bebud,
Som naadens røst begiere,
At her er nok og meere,
End de kand alle raade,
Af naade, naade, naade.

18.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Naar det seer ilde ud,
Jo meer du glæde savner,
Jo meer dig JEsus favner,
Hver taar, du her udgyder,
Dig tusind kys betyder.

19.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Naar du gaaer ind og ud,
Og vil dig nogen spørge,
Hvorfor du ej vil sørge,
Saa siig, at du kun vanker
I idel bryllups tanker.

20.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Saa fryder sig din Gud,
Naar du est vel til mode
Ved naadens store gode,
Som sig en brudgom glæder
Ved brudens milde sæder.

21.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Guds engler selv gaae ud
At see den dydens kierne,
Som JEsus seer saa gierne,
Og ynsker dig til lykke
Udi dit brude-smykke.

22.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og smyk dig mod din GUd,
Din brudgom dig vil hente,
Hver time kand du vente,
At du faaer bud at træde
Til himlens bryllups glæde.

23.
Fryd dig! du JEsu Bruud,
Og tak for dette bud,
At hver en blode-draabe
Kand takke, siunge, raabe:
Hosanna, priis og ære,
Min søde GUd skal være.

[Troens Rare Klenodie, I]

[2]

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Eller: Jeg vil nu HErren love.

Hvorledes skal jeg møde,
Og favne dig min skat?
Du skiønne morgenrøde,
Mod all min jammers nat.
Min JEsu siig, hvorledes
Mit arme hierte skal
Opsmykkes, og beredes,
Dig til en brude-sal.

2.
Din zion palmer svinger
Til evig seyers tegn,
Og frydens thone klinger
I naadens blide egn,
Mit hierte dig til ære
Skal grønnes som en skov,
Og alt mit liv skal være
Din kierlighed til lov.

3.
Hvor har du milde hierte
Dog ingen møye spart,
At dempe all den smerte,
Som klemte mig saa haart,
Da jeg i mørkheds sæde
Og satans rige sad,
Da komst du selv, min glæde,
Og giorde mig saa glad.

4.
Jeg laae i baand og fængsel,
Du førde mig herud,
Jeg stod i spot og Trængsel,
Da togst du mig til bruud,
For mig at faae ophøyet,
Du bar min skam og brøst,
Hvad du saa tungt har pløyet,
Er mig en evig høst.

5.
Ey andet fra dit rige
Har draget dig herned
End din den uden lige
Grundløse kierlighed,
Hvormed du vilde spende
All verden til dit bryst,
Og hendes jammer vende
Til herlighed og lyst.

6.
Kom, bange siel, at skrive
Dig det i hiertet ind,
Lad denne glæde drive
Igiennem siel og sind,
At hielpen er tilstæde,
At JEsus selv er her,
Han vil dig trøste, glæde,
Og altid have kier.

7.
Du tørst ey heller klage,
at du ham ey skal faae,
Han kommer selv at tage,
Dig ud af jammers vraae,
Han kommer selv, han kommer,
At dempe all din vee,
Og giør en liflig sommer
Af all din trængsels snee.

8.
Du tørst og ey forskrekke
For dine synder stort,
Ney! JEsus vil tildekke
Hvad du har ilde giort,
Han kommer fuld af naade,
Til arme synders trøst,
At dempe deres vaade,
Som føle deres brøst.

9.
Lad dig kun ikke true
Af satans list og mord,
Din JEsus ham kand kue,
Det koster kun et ord,
Han gaaer med dig i striden,
Med konge-magt og moed,
All magt mod ham er liden,
Og daaner for hans foed.

10.
Han kommer, og vil dømme,
At give hver sin deel,
De onde svovle-strømme,
De gode himlen heel.
Ach kom, vor soel og glæde,
Kom! hent din lille Flok,
Til himlens brude-sæde,
Saa er der kommen nok.

[Troens Rare Klenodie, I]

[3]

Mel. Nu vel an vær frisk. &c.

Lad dit rige allevegne
Breedes ud paa denne jord,
Giør det lyst i vore egne
Ved dit klare livets ord!
Stød, o Gud, i grunden ned
Christendommens lunkenhed,
Syndens mørke taage vige
For dit lyse naades rige.

2.
Lad din naade altid virke
Til en ret forbedret stand!
Sæt den gandske Christen-kirke
I en hellig himmel-brand!
Dem, som ordet lære, giv
Viisdom og et helligt Liv,
Aand og naade, mund og Mæle
Til at redde mange siæle!

3.
HErrens viisdoms glands forgylde,
Kongens spiir og arve-stool!
Vor Monarch af JEsu fylde
Glimre som den blide sool!
Gaae med Kongen ud og ind,
Glæd hans himmel-sindet sind,
Kongen leve mange dage,
Siden livets krone tage!

4.
Lad vor Dronning altid være
Alle Kongers Konges Bruud,
Til at søge all sin ære,
Lyst og herlighed i Gud!
Hendes fromhed og forstand
Funkle længe i vort land!
Hendes siæl i Gud sig fryde
Og til lammets bryllup pryde!

5.
Arve-Princen, rigets lykke,
Kongens lyst og himlens æt,
JEsus meer og meere smykke
Med sin naades lys og ræt,
Lade Princen blive stoor
Til sin store priis i nord,
Fuld af Aandens kraft og glæde
Rigets arve-stool betræde!

6.
Lad Princesserne fornøyes
Meer og meer i livets favn,
Høyt til herlighed ophøyes
Med at ære JEsu navn!
Kongens Arve-huus og slegt
Under himlens varetægt
I Guds kiærligheder brænde,
Blomstre indtil verdens ende!

7.
Gud velsigne øvrigheden,
Kongens Raad i deres Stand;
Dem, som vaage her paa steden
For vor stad og amt og land!
Giv dem viisdom, kraft og mood
Ræt af gandske hierte-rood,
Til din ære kun at søge,
Derved landets gavn forøge!

8.
HErrens frygt behiertet giøre
Kongens magt til lands og vands!
Guds frimodighed dem føre
An mod fiende-sverdets glands!
Vær o Gud vor Konges skiold,
Og hans landes muur og vold!
Lad os altid dig behage,
Giv os fred i vore dage!

9.
Øvrighed og undersaatter
I vor gandske meenighed
Vi indslutter og befatter
Under HErrens søde fred!
GUD forfremme stadens gavn!
Svøb os i din naades favn
Ind med dem, som boe paa landet,
Dig at elske, intet andet!

10.
Ægtefolk i deres boelig
Sig foreene ret i Gud,
Til at troe og følge troelig
Med hin anden HErrens bud,
Signe deres livets frugt!
Signe deres børnetugt!
At de smaae og store vandre
Alt til Himlen med hverandre!

11.
Vær de gamles lys og glæde!
Vær de unges fryd og lyst!
Giv enhver i enkesæde
Og de faderløse trøst!
Giv de arme nærings brød!
Vær de bange hierter sød!
Giv de u-omvendte baade
Ret at see og søge naade!

12.
Læg de syge, ledsk de svage!
Løs de bundnes fængsels baand!
Hielp enhver sit kors at drage!
Styrk dem med din gode Aand!
Ach! at hver, som dette aar
Bort af denne verden gaar,
Maatte giennem døden stige
Ind i søde himmerige!

13.
Derfor lad os ret oprigtig
Alle søge siælens tarv!
Vandre, som enhver er pligtig,
Der kand vente himlens arv,
Giøre ret alvorlig fliid,
At vi her i naadens tiid
Elske JEsum allesammen,
Siden blive salig! Amen.

[Troens Rare Klenodie, I]

[4]

Dig min søde
Skat at møde
Med mit kys og favne-tag,
Og at skue,
Dig min drue,
Er min længsel nat og dag.

2.
Livets søde
Morgen-røde
JEsus giver os sit skin;
Lys og livet
Bliver givet
Dem som gik i mørke trin.

3.
O min lykke,
Fryd og smykke!
Aldrig noksom prises kand,
Dit gemytte,
Som vil flytte
Til os i vort fængsels land.

4.
Derfor haster
Jeg, og kaster
Mig i støvet for din food,
Tag den gave,
Du skalt have
Siel og hierte, liv og blod.

5.
Siel og livet,
Være givet
Dig min søde rosens mund,
Begges kræfter
Skal herefter
Offres dig af hiertens grund.

6.
Troens rare
Gyldne vahre,
Røgelse i andagts brand,
Myrres taare,
Til min baare,
Offrer jeg min Gud og mand.

7.
Hiertet kiende
Dig, og brænde,
I din længsel dag og nat,
Reens det meget
Til dit eget,
Giør det til din egen skat.

8.
Mine sinde
Altid finde
Udi den forening roe
Til at ære
Dig, og være
Indtil døden huld og troe.

9.
Da jeg siden,
Efter tiden,
All din klarhed skue maae,
I dig leve,
Hos dig sveve,
Evig priis du da skal faae.

[Troens Rare Klenodie, I]

[5]

Mel. Nu vel an, vær frisk til mode.
Eller: Som Hiorten med tørst befangen, &c.

Alle Christne siæle skynder
Eder op til bøn og bood,
Faste-tiden nu begynder,
Og fremviser JEsu blod.
All den deel der græde kand,
Alle øjne staaer i vand,
Alle hierter sukker, bløder,
JEsus til sin pine møder.

2.
Ingen kand den jammer sige,
Som man her paa jorden saae,
Gud sin søn af himmerige
Lod til pine-bænken gaae,
For at faae os frelst og frie
Udaf syndens slaverie,
Og en evig helved-plage,
Derom tale disse dage.

3.
Hvilken møje, hvilken iver,
Maa da ikke blive brugt?
At man ret deelagtig bliver
I vor JEsu piines frugt;
Christi blod os nytter ej,
Følge vi den brede vej,
Hvo sig andet her indbilder,
JEsu blod og himlen spilder.

4.
Nu i Christne, som bekiende
Eder til det Christne-navn,
Skal det ikke have ende
Med den syndig fastelavn?
Skal det dyre JEsu blod
Trines meere under fod?
Vil man altid med at synde
Vores faste-tiid begynde?

5.
Hvad skal Bacchi hedensk gilde
Midt i JEsu meenighed?
Hvad skal han sin bærme spilde
Hos vor frelsers blodig sveed?
Hvad har den forbandet skik,
Fastelavens dantz og drik,
I Gethsemane at giøre?
Skal det ey engang ophøre?

6.
Vægterne paa Zions volde
Tale frisk i denne sag,
Hvad skal spøgerie og trolde
I Guds naades lyse dag?
Udi huse hver en mand
Være der imod en brand,
Jage paa vor HErres vegne
Saadan skik af vore egne.

7.
Op af søvne! op af drømme!
O! du arme Christne-flok,
Op i bedrings graad at svømme,
Her er raset længe nok.
Har GUd ey sit riis i blød
Til enhver, som JEsu død
Og hans blod saa ringe agter
Med saa liderlige fagter.

8.
Kommer i, som før i slige
Verdens lyster have rendt,
Kommer, lader eder sige:
Lader det nu være endt.
Tager JEsum ret i favn,
Det er vores fastelavn;
Lover, at i aldrig mere
Verdens vellyst vil begiere.

9.
Kommer i, som JEsum kiende,
Træder frem paa eders vagt,
Lader eders lys kun brende
Mod den sorte mørkheds magt,
Og med ordet, bøn og sang,
Giører satan tiden lang,
Vover det i troens glæde
All hans magt at undertræde.

10.
Kommer alle! vi vil vie
Denne tiid med taarer ind,
At Guds pine os kand svie
Ind i hierte, siæl og sind
Til en uforfalsket bod
Udi paaske-lammets blod,
Og til der ved alle dage
Verdens lyster at forsage.

11.
Nu god nat, du gamle vane!
Synde-fulde fastelavn!
Christi korses blode-fane
Svinge vi i JEsu navn.
Hvo en Christen være vil,
Ret vil høre Christum til,
Skal ved JEsu død og pine
Verdens lyster undertrine.

12.
Søde JEsu! lad det lykkes
Med min faste, bøn, og bood,
At din pine-perse trykkes
Ind udi mit hierte-rood,
At jeg altid, hvor jeg gaaer,
Grunder kun paa dine saar;
Dine mange piine-bænke,
Lad mig paa dem altid tænke.

[Troens Rare Klenodie, I]

[6]

Mel. Himlen er det rette land.

Gak hen i Gethsemane,
Siæl! og see,
Hvad din JEsus megen vee
Lide maae for dine lyster,
Og i støv,
Som et løv,
Af banghed ryster.

2.
Helveds ild og svovel-flood
For ham stood,
Døden fnyste ham imod,
Syndernes u-tallig mængde,
Som en hær,
Hannem nær
Paa livet trængde.

3.
Hvor min JEsus seer omkring,
Ingen ting
Udi heele verdens ring,
Er med nogen trøst til rede,
JEsus maae
Ene staae
For HErrens vrede.

4.
GUd han mod ham stiller sig,
Skrekkelig,
Skiønt han giver jammer-skrig,
Skiønt han løfter modigt øje,
Fuld af blod,
Op imod
Guds himles høje.

5.
Trende gange han omkuld
Pine-fuld
Falder i den sorte muld,
Og, naar all hans kraft forsvinder,
Saa er det
Striden ret
Sig først indfinder.

6.
Som i sidste aande-dræt
Man er træt,
Og da først maa stride ret,
Naar det baand, som sammen-spender
Siæl og krop,
Brister op
For dødens hænder.

7.
Skiønt den timelige død
Honning sød
Regnes maa mod JEsu nød;
Thi GUd Fader, for at hevne,
Syndens skam,
Plaged ham
Af grummest evne.

8.
O! forhærdet hierte, see,
Denne vee
Burde dig med rette skee;
Men at du GUds vredes hede
Kand undgaae,
Derfor maae
Din JEsus svede.

9.
Men forundre dig ihiel,
Kiære siæl,
Hvordan kunde blodet vel
Giennem hele aarer bryde,
Da der ej
Fandtes vej
Og gang at flyde.

10.
Under er at blodet gaaer
Uden saar;
Men min siæl det saa forstaar:
At det blod for længsels iver
Ikke vil
Bie, til
Man hul opriver.

11.
Thi den død, han saae der stod
Os imod,
Skaar ham i hans hierte-blod,
Som af iver for os brændte,
At det brast
Ud i hast
Os hielp at hændte.

12.
Kiærlighed i kampen gaaer,
Giør sig haard,
Agter ingen blodig saar;
Kiærlighedens fulde iver
Bryder ud,
Og sin brud
Fra satan river.

13.
Som du og for hvad du leed,
For din sveed,
For dit blod og kierlighed,
Dette vil aldeles have,
At jeg mig
Offrer dig
Til evig gave.

14.
Mig som ey fra haand til food
Har en good
Draabe i mit hele blood;
Saadan fuld af synd og plage,
Som jeg er,
Du begier,
Og vilt antage.

15.
Hiertens-gierne, siæle ven,
Tag mig hen!
At jeg faaer dig selv igien;
Jeg mig kun er selv en plage,
Intet nu,
Uden du,
Mig kand behage.

16.
Thi alt siden jeg har haft
Smag og kraft
Af min roses purpur-saft,
Saa er verdens sødest mine
Mig ej meer,
End en feer,
Ja daglig pine.

17.
Hielp mig kun min frelsermand,
At jeg kand
Elske dig i ild og vand;
At jeg holder dig saaledes
For min skat,
At jeg plat
Af verden kedes.

18.
Kom, min Ære! kom, min lyst!
Kom og kryst
Mig nu til dit blodigt bryst;
Det er all mit ynskes mening,
At jeg maae
Med dig staae
I sand forening.

[Troens Rare Klenodie, I]

[7]

Mel. Af Dybsens Nød raaber &c.

Naar jeg min JEsu piinsels færd
Veemodig giennem vanker,
Er alting vel forundring værd,
Og skrekker mine tanker,
Man spytter ham i øjne op,
Man slaaer hans arme ømme krop,
Ja blaa og blodig banker.

2.
Men dog i sær at dette mord
Ey kunde af ham pine
Det mindste u-taalmodigt ord,
Ja ej engang een miine,
Hvor længe han end maatte staae,
Og lade sig saa voldsom slaae,
Bespytte og begrine.

3.
Pilatus ham hudstryge lod
Det heftigste han kunde,
Betænk, hvor randt det dyre blod
Af hver en riblet vunde?
Hvor kiødet hængte sønderslidt,
Ret som han reven var og bidt
Af vilde dyr og hunde.

4.
Paa korset var hans legem fast
I grusom vee og svie,
Men siælen var i dødens bast,
Han blev dog ved at tie,
Endskiønt han kunde ej engang
I denne korsets nagle-tvang
Sit piinte legem vrie.

5.
Dog at man hans taalmodighed
Desbedre kunde vide,
Hvor svaar den pine var, han leed,
Hvor haardt han maatte stride,
Da skreeg han ud af dødens nat
Det helved-bittre ord: Forlat!
I dødens grumme qvide.

6.
Just i den allerhaardest nød,
Da satan skulde bukke,
Der JEsus fik det sidste stød,
Til vredens ild at slukke,
Da brød hans siæl forfærdet ud:
Hvor kand du saa, min Gud! min Gud!
Din naade for mig lukke?

7.
Der gaaer det løs paa satans magt,
Af højeste formue,
Min JEsu krop var spændt og strakt
Paa korset, som en bue,
Hans raab og skrig i denne kamp,
Det var hans hiertes qvalm og damp
Af HErrens vredes lue.

8.
Det er min JEsu fryde-skrig,
Til satan at bekrige,
Skal helvede ej frygte sig,
Naar himlen selv vil skrige,
Saa blev det og kun knald og fald
Ved JEsu stemmes torden-skrald,
I dødens mørke rige.

9.
Vor løve med sin stærke lyd
Os frelse vil forkynde,
Enhver sig snart med lyst og fryd
Til rov og bytte skynde,
GUds sande kirkes gandske lejr
Skal raabe højt om fred og sejr
I kiærlighedens brynde.

10.
Her raaber JEsus: ud paa vagt
Fra syndens trygge sæde!
Op, op ved JEsu pines magt,
Paa satans hals at træde!
Enhver som har sin JEsum kiær,
Beruste sig med HErrens hær,
Mod verdens lyst og glæde.

11.
Lad stedse JEsu piinsels røst
Mig ind i øret skrige,
At hiertet stedse i mit bryst
Mod verdens lyst kand krige,
Den gift, som JEsu hierte brød,
Kand den en christen være sød,
Det var jo skam at sige.

12.
Og naar din stærke røst engang,
Vil vække alle døde,
Naar englerne med jubel-klang
I fryds basuner støde,
O! lad mig da, o JEsu dig
Med himmel-fryd og glæde-skrig
For dommens trone møde.

[Troens Rare Klenodie, I]

[8]

Mel. Som en Hiort med &c.

JEsum seer jeg for mit Øye,
Som jeg ret skinbarlig stod,
Golgatha, paa dine høye,
Hvor man saae Guds hierte-blod,
Og med det jeg der kand see,
Med den pine, ach og vee,
Som Guds søn saa haardt bespændte,
Jeg mit hierte fuldt vil prænte.

2.
Jeg vil alting nøye skrive
Paa mit hiertes tavle ind,
Hver en draabe blod skal blive
Trykt og stemplet i mit Sind;
Jeg vil see saa langt jeg kand
Ind i JEsu pines stand,
Og med bittre graad begrunde
Hvert et slag og blodig vunde.

3.
JEsu! dine fødder bløde,
De som gik paa jorden før
Hver beængsted siæl i møde,
Dem at aabne livets dør.
Nu har naglens haarde staal
Fæstet dem ved dødens maal,
Der maa de i saadan svie
All vor frelses tid opbie.

4.
Jeg min fod ved din vil sætte,
Holde ud i korsets tvang,
Trængsel skal mig ikke trætte
Paa den snevre livets gang;
Jeg har seet hvor fast du stod,
Til den sidste draabe blod,
Giv du mig kun mood og kræfter,
Jeg vil troelig følge efter.

5.
O! hvor blive JEsu arme
Spændte ud med bødle-tvang,
Og i fiendens grum[m]e harme
Naglede til korsets stang,
O! hvad er den smerte haard,
Da de store nagler gaaer
Giennem disse reene hænder,
Og paa pine-bænken spænder.

6.
De udspændte sener bryde
Satans stærke løve-tand,
Og de knuste aarer flyde
Til at slukke vredens brand,
Nu er dødens hele Magt
Og hans fæstning haardt belagt
Den korsfæste vil bekrige
Mørkheds fyrstes sorte Rige.

7.
Hvad er det hans armes kræfter
Sprænges for af vee og værk?
Hvad er det han favner efter,
Da hans hierte slaaer saa stærk?
Det er dig han har saa kiær,
Dig mit hierte vil han nær
Til sit eget hierte drage,
Dig vil JEsus favne-tage.

8.
Hvad man giorde ham for svie,
Og uhørlig spot og skam,
JEsu søde læber tie,
Gandske stille som et lam,
Beder stærk for hver mands siæl,
Som ham sloge selv ihiel,
Lindrer sødt sin moders smerte
Og en røvers knuste hierte.

9.
Munden taler af sit hiertes
Store overflødighed,
Giennem all den svare smærtes
Galde flyder honning ned,
O du sukkersøde mund!
Dine ord til sidste stund
Vil jeg kysse, giemme, lyde,
Skal mig lede, styrke, fryde.

10.
JEsu øynes milde miner
Alle sandser overgaae,
At han midt i alle piner,
Til en røver naadig saae,
Kiærlighedens taarer randt,
Til hans øynes Lys forsvandt,
Disse øjne maatte briste,
For han kunde mig ey miste.

11.
JEsu brustne øyne lukker
Altid mine øyne til,
Naar mig verdens lysters sukker
Fra min Gud forføre vil,
Jeg har ingen lyst at see
Det som føder evig vee,
JEsu øyne mig har fundet,
Og mit gandske hierte vundet.

12.
JEsu søde rosen-kinder
Falme hen i Afmagts sveed,
Torne-Kronens blod det rinder
Over dem i strømme ned,
Disse kinder kys min aand,
Klap dem med din troes haand,
Tak dem, at du nu foragter
Dødens skrek og sure fagter.

13.
JEsu vunder kand jeg ikke
Regne allesammen op,
Seer man neppe dog en prikke
Fri paa lammets hele krop,
Dog vil jeg mig holde nær
Ind til hver af dem i sær,
Og hos hver en vunde sige:
Her er vej til himmerige.

14.
Nu er det i sær fornøden
At mit arme hierte kand,
See i smerten og i døden,
JEsu hiertes bittre stand,
Nu vel an det aaben staar,
Ved hans sides store saar,
Hvo der vil, kand deri skue
Kiærlighedens stærke lue.

15.
Hvor forfærdelig og meget
Underligt er dette sted,
Har GUds tempel ej sit eget
allerhelligste i fred,
Skal GUds helligdom og koor,
Hvor hans Guddoms fylde boor,
JEsu hierte, nu staae aaben
For de onde strids-mænds vaaben.

16.
Hiertens allerkiærest milde,
Søde JEsu hierte, siig:
Hvorfor flød dit hiertes kilde
Dog saa meget lædske-riig?
Lod du det derfor ej skee,
At jeg udi all min vee
Skulde finde overmaade
Megen lædske, trøst og naade.

17.
Saa skal JEsu hierte vide,
Som blev aabnet med et spyd,
At hans hiertes aabne side
Er mit hiertes hiertens fryd;
Her er rum og hierte nok
For den hele verdens flok,
O! gid alle hierters sinde
Dette hierte vilde finde.

[Troens Rare Klenodie, I]

[9]

Mel. Af høyheden oprunden er.

Hvad er dog Paaske sød og bliid,
For dem, som kiende naadens tiid,
Og syndens jammer finde,
I JEsu aabne grav vi see,
At alle himle ad os lee,
Og seyers krandse binde,
Den dag,
Vor sag
Og elende
Fik en ende,
Da vor søde
JEsus han stod op fra døde.

2.
For vore synder er han død,
Til vor retferdighed han brød
De sterke dødens porte,
At han opstod, det viser grandt,
At synden, gandske vist og sandt,
Er død og evig borte,
Vor nat
Er plat
Overvunden,
Og forsvunden,
Da vor søde
JEsus han stod op fra døde.

3.
Han er opstanden, det er got,
Den grumme død til evig spot,
Som før saa mægtig bruste,
Han er opstanden, det er vist,
Det sorte riges magt og list
Vor kiere JEsus knuste,
Det ord
Skal, hvor
Jeg maae vanke,
Af min tanke,
Aldrig svinde:
JEsus kunde døe og vinde.

4.
Han er opstanden, det er stort,
Og dermed er en ende giort
Paa all min vee og jammer;
Han er opstanden, det er nok,
Min grav, som var en fange-blok,
Er nu et brude-kammer,
All spee,
Suk, vee,
Dødens fagter
Jeg foragter,
Gravens Hvile
Synes ad mig nu at smile.

5.
Nu er her vey til livets land,
Op alle! følger, hvad i kand,
Vor frelsere og hoved,
Han er opstanden, dette ord
Skal raabes høyt paa denne jord,
Han være evig loved,
Vær glad,
Guds stad!
Alle tunger
Raaber, siunger
Mod hinanden:
JEsus er, han er opstanden.

[Troens Rare Klenodie, I]

[10]

Mel. JEsu! du min glæde.

Hører, i som græde,
Og med taarer væde
JEsu hvile-sted,
Bort med graad og klage,
Her er gode dage,
Her er fryd og fred!
JEsus alt
Har brugt gevalt,
Brekket alle dødens skiolde,
Intet kunde holde.

2.
Han er alt fra døde
Standen op at møde
Eder seyer-fuld,
Engler kand i finde,
Intet meer her inde
I hans graves muld;
Seer kun paa
Det sted, han laae!
Kaster derhen all den smerte
Bort fra eders hierte.

3.
Kommer hid! begraver
All den deel, som haver
Krenket eders mod,
Skynder eder, skynder
Til hans flok, forkynder,
At Guds søn opstod,
Siger hver,
Som bange er,
Hans discipler, ingen anden,
At han er opstanden.

4.
Verden har sin egen
Paaske-Skik i megen
Lyst og daarlighed;
Høytid vil hun have,
At hun sig kand grave
Dybt i synden ned,
JEsum vil
Hun ikke til,
Paaske-lammet, som er slagtet,
Har hun slet foragtet.

5.
Men de arme hierter,
Som i længsels smerter
Efter JEsum gaaer,
Løber dem i møde
Med den første grøde
Af Guds naades vaar,
Siger, at,
Den ædle skat,
JEsus, lever, eders glæde,
Han er nu tilstæde.

6.
Hører, I, som bange
Gaae i verden mange
Sorrigfulde trin,
Eders jammer finde,
Vanke, som i blinde
Uden lyys og skin,
Er det vel
Da ret og skiel,
I saa fryde fulde dage
Jammerlig at klage?

7.
Fatter det til hierte,
Glemmer eders smerte,
Det har ingen nød,
Han har dempet branden,
Og er alt opstanden,
JEsus, som var død,
Brød han ud,
Saa kand hans brud,
Og ved samme kraft udbryde,
Sig i Gud at fryde.

8.
Har du mange synder,
JEsus dig forkynder,
Gielden er betalt,
Her er ingen vrede,
Naaden den er rede,
Det er rigtigt alt;
JEsu død,
Og at han brød
Giennem dødens vold og vrede,
Det for dig jo skeede.

9.
Derfor allevegne
Kandst du dig tilegne
Med et trøstigt mod:
JEsus for dig døde,
For din skyld og brøde,
Og igien opstod;
Grib kun til,
Han gierne vil
Være din, med hvad han eyer,
Med sin død og Seyer.

10.
Synd! hvor er din fælde?
Helvede din vælde,
Død, hvor er din braad?
JEsus har alt vunden,
Jeg har seyren funden,
Du est undertraad,
GUd, som gav
Ved JEsu grav
Os saa stor en seyers ære,
Evig priis vi bære.

[Troens Rare Klenodie, I]

[11]

Mel. Nu, vel an, vær frisk til, &c.

Vil du have paaske-glæde?
Kiere hierte, hvad for een?
Verden i den store stræde
Svinger og sin palme-green,
Men det er til syndig laug,
Giestebud i syndens grav,
Ilde at fordrive tiden,
Som saa kostbar er og liden.

2.
JEsu Christi sande lemmer
Har en anden paaske-stie,
Verdens lyst de gierne glemmer
Og afsides gaaer forbi,
JEsus, alle dyders dyd,
Han er deres paaske-fryd,
Det kand all vor vee forsøde,
At GUds søn stod op fra døde.

3.
Der er søde paaske-kager,
Det er siælens honning brød,
Naar hun himlens ynde smager
Udi JEsu grav og død,
Seer at straffen er forbi,
Seer, at hun er gandske fri,
Seer, at hun skal himlen eye,
Saadan mad kand siælen pleye.

4.
Derfor smykker hun og pryder
Hiertet til den høye fest,
Synden hiertelig fortryder,
Flyer og hader, som en pest,
Senker sig i JEsu grav,
For at døe all verden af,
Vender lige sindets øye
Til sin JEsum i det høye.

5.
Veyen til den rette glæde
Falder giennem JEsu grav,
Naar man synden vil begræde,
Døe de onde lyster af,
Veyen hen til evig vee
Er i syndens lyst at lee
Verdens søde paaske-dage
Bringer surest helved-plage.

6.
Vil du have paaske-glæde?
Spørger jeg endnu engang,
Kom din JEsu grav at væde,
At dig tiden bliver trang,
Da du gikst den brede vey
Ind i verdens synde-rey,
Og dig ynsker tusind gange
Den opstandne at undfange.

7.
Bort! i verdens paaske-lyster;
Det forbudne træes frugt,
Den, som slige grene ryster,
Finder siden dødens lugt,
Slangen snoer sig der omkring,
Giver dødelige sting,
Ælter gift i lysters kager,
Naar de allersødest smager.

8.
Verdens samqvems lyst og gilde
Røver sielen all sin sands,
Hvo sin himmel ey vil spilde,
Vende sig fra hendes glands,
Søge deres samlings roe,
Som i andagt, bøn og troe,
Verdens kierlighed begrave,
Og kun vilde JEsum have.

9.
O hvor liflig er den glæde,
O hvor salig er den stund,
Der er JEsus selv tilstæde,
Der har glæden fynd og grund,
Naar man til de fromme gaaer,
Taler om hans blod og saar,
Der er Gosens lyys og glæde,
Bort Ægyptens mørke sæde.

10.
Hvad er det for onde sæder,
Hvad er det for paaske-skik,
Naar man sig i verden glæder,
Udi fraadserie og drik,
Tænker ey paa JEsu blod,
Og at han igien opstod,
At vi skulde ved hans pine
Verdens lyster undertrine.

11.
Glæd dig siel i ham alleene,
Som har døden ødelagt
Svinger seyers palme-grene
Ret af gandske siele-magt,
Bærer krandse ham imod,
Som har vovet liv og blod
For vor salighed at vinde,
Saadan seyr til evig minde.

12.
Zion, tænk da tusind gange
Paa vor glædes store fest,
Alle hierter siunge, prange
Mod vor søde paaske-giest,
Hver bedrøved siel gaae med,
Her har sorgen ingen sted,
Alle takke, siunge, sige,
JEsus vandt os himmerige.

[Troens Rare Klenodie, I]

[12]

Mel. O drøvelse, O hiertens &c.

Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Saa følger jeg med længsel,
Siden du, o Jesu gik
Ud fra verdens trængsel.

2.
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Fra verdens myre-tue,
At jeg ikke meere tør
Hendes jammer skue.

3.
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Med Zions brude-skare,
Thi vi kunde ellers let
Vild i verden fare.

4.
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Til himmlens fryde-bolig,
Verden er for dine børn
Vildsom og uroelig.

5.
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Til himlen op at fare,
Der at staae med glæde-skrig
I de frommes skare.

[Troens Rare Klenodie, I]

[13]

Kom regn af det høye, lad jorden oplives,
Som lilie-dal,
At hvad os vor Jesus har lovet maa gives
I tusinde tal,
Han vilde det arme fortørrede mod
Forfriske og lædske
Med himmelske vædske
Af paradiis Flod,
Af paradiis Flod.

2.
Kom himlenes kilde, lad strømmene flyde
Paa dette dit land,
At blomster og frugter din hauge maa pryde,
Og sættes i stand,
See dog hvor mit hierte forpiint og forladt
Sig ynsker saa saare
Med sukke og taare
At favne sin skat:/:

3.
Kom sielenes aande, føer dennem til live
O himmelske vind,
De bange og syndige hierter at give
Et himmelske sind,
Hvert hierte som ligger i synden paa straae
I lysternes søle,
Din varme lad føle,
At de kand opstaae:/:

4.
Kom trøster i trengsel, kom sandsernes styrke,
Mit hiertes behag,
Kom viin os at lædske, i angestens tørke,
Med himmelske smag,
Saa kand jeg til bønnen frimodig fremgaae,
Og stedse mig skynde
I kierligheds brynde,
All naade at faae:/:

5.
Kom balsom for alle bekymrede hierter
At vise din kraft,
At lindre de blodige siælenes smerter
Med lægedoms saft,
Saa skal jeg ey findes i trefninger fey
Men gaae som en kiempe
Til synden at dempe
Paa helligheds vey:/:

6.
Kom, viisdom! jeg haver din himmelske lære
For alle udvalt,
Hvad ellers fornuften forborgen vil være
Det finder jeg alt,
Hvad ellers ey findes ved mennesklig sands
Og læsningens møye
Det skuer jeg nøye
I klareste Glands:/:

7.
Kom fakkel, som sikker vey-viser de blinde
Med himmelske skin,
Oplys mig og føer de formørkede sinde
Paa himlenes trin;
Lad mig udi lyset nu stedse gaae frem,
Og dagligen ile,
Som flyvende pile
Til himmelen hiem:/:

8.
Kom hellige olie sielenes kræfter
At salve i mig,
At hvad jeg skal tænke og giøre herefter
Maa virkes ved dig,
At aandens livsalige frugter maa staae
I deyligste grøde,
Og dagligen døde
Den onde attraae:/:

9.
Kom sande veyvisere hiertet at bøye
Ret som det sig bør,
Lad hvad du befaler mig ene fornøye,
At jeg det og giør,
Og blive saaledes bestandig derved,
I sorrig og glæde,
Indtil jeg kand træde
Fra verden i fred:/:

10.
Kom due at kierligheds varme kand findes
I inderste aand,
Lad alt hvad dig kiender nu meere forbindes
I kierligheds baand,
Fra dig ey at vrie os ud eller ind,
Men redelig vandre,
Og aldrig forandre
Det himmelske sind:/:

11.
Kom siele-fred, lad vor samvittighed smage
Din liflige roe,
Din sødhed til sindet fra verden at drage
I hierterne boe,
Og tal til mit hiertes det inderste grund:
Fred vil jeg dig give
Jeg hos dig vil blive
Til yderste stund:/:

12.
O kierligheds lue, lad hierterne finde
Din helligheds brand,
Mit hierte lad sig med dit hierte forbinde
I lydigheds stand.
Ret i mig din kierligheds bannere op,
Mig vil jeg forskrive,
Din gandske at blive,
Med siel og med krop:/:

13.
Kom himmelske kilde i sielen at flyde
Med glæde og trøst,
Ved dig ret en forsmag af himlen at nyde
Er ene vor lyst,
Mod denne din glæde er verden kun straae
O! paradiis-drue:
O! himmelske lue
Hvo dig kun kand faae:/:

14.
Vor børne-rets vidne! hielp abba at sige,
Med hierte og mund,
Og tryk mig den vished at arve dit rige
I inderste grund;
Ja viis mig saa tidt du o saligheds pant
Om himlen erindrer,
Hvor kronen den tindrer,
Som Jesus os vandt,
Som Jesus os vandt.