J. P. Jacobsen (1847-85)
Et Skud i Taagen [1875]
(Mogens og andre Noveller, 1882)
| J. P. Jacobsen Homepage
|
Den lille grønne Stue paa Stavnede var øjensynlig nærmest indrettet
paa at tjene som Gjennemgang til den øvrige Flugt af Værelser. Ialfald
indbød de lavryggede Stole, der vare stillede op langs med det perlemalede Panel, ikke til længere Ophold. Paa Midten af Væggen sad der
et Hjorte-Gevir og kronede en lys Plet, hvis Form tydeligt angav, at
et ovalt Spejl her engang havde havt sin Plads. Den ene af Takkerne
bar en bredskygget Damestraahat med lange ce'ladongrønne Baand. I
Hjørnet tilhøjre stod der en Fuglebøsse og en tørstig Calla, i det andet
en Bunke Medestænger og i en af Snørerne var der indknyttet et Par
Handsker. Midt i Stuen fandtes et lille rundt Bord med forgyldt Fod;
en stor Buket Bregner laa paa dets sorte Marmorplade.
���Det var sent paa Formiddagen. I en stor og gylden Stime strøg Sollyset ind gjennem en af de øverste Ruder og dalede ned midt imellem Bregnerne; nogle af dem var frodigt grønne, de fleste vare visne,
ikke tørre og sammenkrøllede, de havde ganske deres Form, men
den grønne Farve var vegen for en Uendelighed af gule og brune
Skatteringer fra det spædeste Hvidgule til det kraftigste Rødbrunt.
���Ved Vinduet sad der en Mand paa en femogtyve Aar og stirrede
hen paa de lystige Farver. Døren ud til Naboværelset stod vidt aaben
og ved Klaveret derinde sad en høj ung Dame og spillede. Klaveret
stod nær ved det aabne Vindu, og Karmen var saa lav, at hun kunde
se ud paa Græsplænen og Vejen, hvor en ung Mand i en lidt vel stilfuld Ridedragt var beskjæftiget med at ride en Skimmel til. Rytteren
var hendes Forlovede, Niels Bryde hed han; hun var Husets Datter.
Skimlen derude var hendes og det var en Fætter til hende, der sad i
Forstuen, en Søn af hendes Farbroder Proprietær Lind til Begtrup,
der var død arm og forgjældet og om hvem der i levende Live aldrig
var bleven sagt et godt Ord, hvad han da heller ikke fortjente. Sønnen Henning havde Lind til Stavnede taget sig af og bekostet opdraget, dog kun saa nogenlunde, thi uagtet Henning var godt begavet og
havde megen Lyst til Bogen, blev han dog taget ud af Latinskolen,
saasnart han vel var konfirmeret og kom saa hjem til Stavnede for at
lære Landvæsenet. Nu var han et Slags Forvalter paa Gaarden, men
havde ingen ret Myndighed, da den gamle Lind ikke kunde afholde
sig fra at tale med allevegne.
���Hans Stilling var i det Hele taget meget ubehagelig. Gaarden var i
daarlig Forfatning, og der kunde Intet gjøres for at forbedre den, da
der manglede Kapital. Der kunde slet ikke være Tale om at holde
Skridt, ikke med Tiden, men ikke engang med Naboerne. Alt maatte
gaa som det havde gaaet, Gud veed hvorlænge; saa meget som muligt
for saa lidt som muligt. I daarlige Aar matte der derfor ogsaa sælges
Jordlodder fra, for at man dog kunde faa rede Penge at se.
���Det var i det Hele en saare sørgelig Drift for en ung Mand at sætte
sin Tid og sine Kræfter ind paa; hertil kom at gamle Lind var meget
hidsig og umedgjørlig, og da han havde vist Henning de omtalte
Velgjerninger, mente han ikke at være ham nogetsomhelst Hensyn
skyldig. Han undsaa sig saaledes ikke, naar han blev heftig, for at lade
denne høre hvad for en forsulten Unge han havde været, da han tog
ham til sig, og blev han rigtig vred, gik han endog saa vidt, at han
kom med, ganske vist sandfærdige, men ogsaa højst skaanselsløse
Hentydninger til Faderens Færd.
���En ugift Onkel nede i det Slesvigske, som drev en udstrakt Tømmerhandel, havde flere Gange søgt at faa Henning ned til sig, og denne var ogsaa for lang Tid siden løben bort fra Livet paa Stavnede,
hvis han ikke havde været saa forelsket i Datteren, at han ikke kunde
tænke sig Muligheden af at leve noget andet Sted end hun. Det var
imidlertid ingen lykkelig Kjærlighed. Agathe kunde godt lide ham, de
havde leget sammen som Børn, for den Sags Skyld ogsaa som Voksne; men da han en Dag, det var nu et Aar siden, havde erklæret sig
for hende, var hun bleven baade vred og forbavset og havde sagt
ham, at hun ansaa det for en ubesindig Spøg, og at hun ikke haabede,
at han vilde give hende Anledning til at betragte det som en fiks
Vanvittighed, ved nogensinde tiere at hentyde til noget Lignende.
���Sagen var nemlig den, at den nedværdigende Behandling, hun stadig saae ham udsat for, og som han taalte, ganske vist af Hensyn til sin
Kjærlighed til hende, virkelig havde nedsat ham i hendes Øjne, saaledes at hun ansaa ham for hørende til en anden og lavere kaste end
hendes egen, ikke lavere i Rang eller fordi han var fattig, men lavere
i Følelse, lavere i Æresbegreb.
���Saa kom nogen Tid efter Forlovelsen med Bryde.
���Hvad havde Henning ikke lidt i det Fjerdingaar, det havde staaet
paa! og dog blev han; han kunde ikke give Slip paa Tanken om at
vinde hende, han haabede der skulde ske Et eller Andet, ja han haabede egentlig næppe, han fantaserede om mærkelige Begivenheder, der
skulde indtræffe og gjøre Ende paa Forbindelsen, men han ventede
ikke hans Fantasier skulde blive Virkelighed, han trængte til dem som
Paaskud for at blive.
���»Agathe!« kaldte Rytteren derude og holdt sin Hest an ved det aabne Vindu, »Du ser jo slet ikke paa os og nu gjør vi dog vore Sager saa
net.«
���Agathe drejede Hovedet om mod Vinduet, nikkede til ham og
sagde, idet hun blev ved med at spille: »Vist ser jeg paa Jer, I var jo
nær faldet derhenne ved Snebolletræet;« og hun gjorde nogle hurtige
Løb højt oppe i Diskanten.
���»Gaa nu! - Hyp!« og hun slog over i en larmende Galopade.
���Men Rytteren blev holdende.
���»Naa?«
���»Sig mig, vil Du blive siddende der ved Klaveret hele Formiddagen.«
���»Ja!«
���»Ja, saa tror jeg vi vil prøve det - ja, vi kan vel nok ride over til Hagestedgaard og komme igjen til Middag?«
���»Ja, naar I skynder Jer, Farvel, tykke Blis, Farvel Niels.«
���Saa red han, hun lukkede Vinduet og spillede videre, men holdt
snart op; - det var dog meget morsommere at spille, naar han red
derude og var utaalmodig.
���Henning sad og saae efter den Bortridende. Hvor han hadede dette
Menneske; havde han blot ikke været . . . . og de passede slet ikke for
hinanden; vilde der bare komme en lille Kurre paa Traaden, at de ret
kunde komme til at vise sig for hinanden som de virkelig var . . . .
���Agathe kom ind i den grønne Stue, nynnende paa Motivet til den
Nocturne, hun nys havde spillet, hun gik hen til det lille Bord og gav
sig til at ordne Bregnebuketten. Sollyset faldt lige paa hendes Hænder; de var store og hvide, dejligt formede. Henning blev altid betaget af disse smukke Hænder, og idag bar hun meget vide Ærmer, saa
den runde Arm saaes lige op til Albuen; de var saa yppige, disse Hænder, med deres fyldige Blødhed, blændende Hvidhed og kraftige Former; og saa det fine skiftende Muskelspil, de yndefulde Bevægelser -
der var saadan en nydelig, bølgende Bevægelse, naar de strøg henover hendes Haar. Hvor havde han ikke tidt havt Ondt af dem, naar
de maatte springe og strække sig over de dumme Tangenter, det passede de slet ikke til, de skulde ligge stille i Skjødet af en mørk Silkekjole, smykkede med store Ringe som nøgne Haremskvinder.
���Som hun stod der og syslede med Bregnerne var der i hendes Ansigt et Udtryk af ligegyldig Lykke, der æggede Henning. Hvorfor
skulde Livet være saa lyst og let for hende, der havde ranet hvert
Glimt af Lys fra ham? Om han skræmmede hende op af denne lyse
Ro, om han jog en lille Skygge over hendes Vej! Hun havde slængt
hans Kjærlighed ned i Støvet for sine Fødder og var gaaet hen over
den som var den en livløs Ting, som var det ikke en Menneskesjæl,
der længselsfuld og lykkesyg vred og vaandede sig i denne Kjærlighed . . . .
���»Nu kan han snart være i Borreby,« sagde han saa og saae ud af
Vinduet.
���»Nej, han vilde til Hagestedgaard,« svarede hun.
���»Naa, ja det Andet er jo ikke meget af Vejen.«
���»Hvad for Noget? det er jo slet ikke paa Vejen.«
���»Nej, det er det jo egentlig heller ikke - kommer han der ligemeget endnu?«
���»Hvor?«
���»I Borreby naturligvis, hos Skovfogden.«
���»Det veed jeg virkelig ikke, hvad skulde han komme der efter?«
���»Aa, det er vel Folkesnak, - Du veed de har den kjønne Datter.«
���»Og saa?«
���»Ja Herregud! alle Mandfolk er da ikke Munke.«
���»Siger man da Noget?«
���»Aa hvad, man siger jo Noget om alle Folk, men han kunde jo
gjærne være noget forsigtigere.«
���»Men hvad siger man da? hvad siger man?«
���»Aa, Stevnemøder og . . . det Sædvanlige.«
���»Du lyver Henning! det er der Ingen der siger, det er Noget Du laver Altsammen.«
���»Hvorfor spørger Du saa? - Hvad Fornøjelse skulde jeg forresten
have af at gaa og fortælle Folk om den Lykke, han gjør hos de Borreby Piger!«
���Hun lod Bregnerne ligge og gik hen til ham. »Saa lav havde jeg
ikke troet Du var, Henning,« sagde hun.
���»Ja, Kæreste, jeg kan saa godt forstaa Du bliver opbragt, det maa jo
ogsaa være kjedeligt for Dig, at han ikke kan lægge saameget Baand
paa sig - ialtfald nu.«
���»Fy Henning! det er usselt og uværdigt af Dig, men jeg tror ikke
dine Løgne.«
���»Ja det er jo ikke mig der siger det,« sagde han og saae ned for sig,
jeg har ikke set dem kysse hinanden.«
���Agathe bøjede sig hen mod ham og slog ham foragteligt paa Kinden.
���Han blev bleg som et Lig og saae op paa hende med et Blik, der
halvt var en syg Hunds og kun halvt en krænket Mands. Agathe
skjulte Ansigtet i sine Hænder og gik hen mod den aabne Dør. Der
stod hun lidt og støttede sig som om hun var svimmel, saa saae hun
over Skulderen hen paa ham og sagde koldt og roligt: »Henning, jeg
vil sige Dig, jeg fortryder ikke hvad jeg har gjort.«
���Saa gik hun.
���Henning sad længe som bedøvet, saa vaklede han op paa sit Værelse og kastede sig paa sin Seng. Han væmmedes ved sig selv. Nu var
Alt forbi - det Klogeste, han kunde gjøre, var at skyde sig en Kugle
for Panden; leve - luske sig Livet igjennem med et skulende Blik
som en sparket Hund? - Nej! - Hun havde stemplet ham med Trællens Mærke ved sit Slag, og hun havde Ret, der var intet Andet at
gjøre overfor en saadan Lavhed. Hvor havde han ikke elsket hende! -
brændende - vanvittigt; men ikke som en Mand, som en Hund, - i
Støvet for hendes Fødder som for et Gudebillede. De stod i Haven,
hun skar sit Navn i et Træ, Vinden legede med hendes Haar, han stjal
sig til at kysse en af de flagrende Lokker og var lykkelig i Dage derefter; nej, hans Kjærlighed havde aldrig havt mandigt Mod eller frejdigt
Haab, han var Træl i Alt, i sin Kjærlighed, sit Haab, sit Had. - Hvorfor
havde hun ikke troet hvad han fortalte, men stolet blindt paa Niels?
Han havde aldrig løjet for hende, det var den første lave Handling
han nogensinde havde begaaet, og hun havde straks set det! Det var
fordi hun aldrig havde tiltroet ham Andet end hvad lavt og lumpent
var. Hun havde aldrig forstaaet ham, og for hendes Skyld havde han
udholdt dette lange, kummerlige Liv paa Stavnede, hvor hver Bid
Brød han havde puttet i sin Mund var bleven gjort bitter ved Mindelser om at den var en Gave. Han kunde blive rasende ved den Tanke. Hvor han hadede sig selv for sit vanvittige Taalmod, for sin ydmyge Haaben. Han kunde myrde hende for det hun havde gjort ham
til, og han vilde hævnes, hun skulde betale ham de lange Fornedrelsens Aar, de tusinde kvalfulde Timer. Hævn for hans tabte Selvagtelse, Hævn for hans slaviske Elskov og for Slaget paa hans Kind.
���Saa vuggede han sig nu i Drømme om Hævn, som før i Drømme
om Elskov, og han skød sig ikke, han rejste ikkeheller.
-----------------
En Formiddag to eller tre Dage senere stod Henning nede i Gaarden
med Bøsse og Jagttaske. Som han stod der kom Niels Bryde ridende,
ligeledes udrustet til Jagt, og ihvorvel de nu begge To syntes grumme lidt om hinanden, taltes de dog venligt ved og lod særdeles henrykte over, at det traf sig saa heldigt, at de kunde gjøre Turen sammen. De fulgtes saa ad ned til »Rønnen«, en temmelig stor, lyngklædt,
lav og flad Holm ude mod Fjordmundingen. Rønnen var hen paa Efteraaret meget besøgt af Sælhunde, som boltrede sig paa de lave
Sandbanker, der skød ud fra Stranden, eller sov paa de store Rullesten, som laa i Landingen. Og det var disse Sælhunde Jagten gjaldt. Da
de havde naaet Stedet, gik hver sin Vej langsmed Vandet. Det graalige, disede Vejr havde lokket mange Sæler ind, og de hørte jævnlig
hinanden skyde. Efterhaanden tog Disen til og ved Middagstid laa
Taagen tyk og tæt over Holm og Fjord, det var ikke muligt at kjende
Sten og Sælhunde fra hinanden i tyve Skridts Afstand.
���Henning satte sig nede ved Stranden, og stirrede ind i Taagen. Der
var ganske stille, kun en blid, skvulpende Lyd fra Vandet og en enlig
Strandløbers ængstelige Piben dukkede en Gang imellem op af den
tunge, trykkende Tavshed.
���Han var træt af alle disse Tanker, træt af at haabe, træt af at hade,
syg af at drømme. Sidde ganske stille og stirre døsigt ud for sig, forestille sig Verden som Noget, der laa langt borte i det Fjærne, som
Noget, der var overstaaet, sidde her ganske stille og lade Timerne dø
en for en, det var Fred, det var næsten Salighed. Da lød der en Sang
gjennem Taagen, frejdigt og jublende:
Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosenblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!
Den Dag skal Skoven ha' Grønt i sin Hat
Og Engen ha' Blomster i Barm.
Og fuld saa Maanen skal være den Nat,
Men Solen skal danse sig varm.
Og Gøgen skal kukke og Lykken os spaa
Og Finker skal fløjte og Drosler skal slaa,
Men Sorgen skal holde sig hjemme.
Det var Niels Brydes klare Røst. Henning sprang op; som et Lyn slog
Hadet ned i ham, hans Øje brændte, han lo hæst, saa kastede han Bøssen til Kinden,
Men Sorgen skal holde sig hjemme,
klang det igjen; han sigtede mod Lyden ind i Taagen, de sidste Ord
døde i Knaldet - saa var Alt stille som før.
���Henning maatte støtte sig til den rygende Bøsse, han holdt Aandedrættet tilbage for at lytte - nej, Gudskelov! der var kun Vandets
Skvulpen og det fjærne Skrig af opskræmmede Maager. - Jo! det jamrede sig derinde i Taagen. Han kastede sig ned paa Jorden, trykkede
Ansigtet ned i Lyngen og holdt sig for Ørene. Tydeligt saae han det
fortrukne Ansigt, Lemmernes Krampetrækninger og det røde Blod,
der ustandselig vældede ud af Brystet, Strøm paa Strøm, dreven frem
ved hvert Hjærteslag - falde ned paa den brune Lyngtop, risle nedad
Grene og Stamme og saa sive bort mellem de sorte Rødder.
���Han løftede Hovedet og lyttede: det jamrede sig endnu, men han
turde ikke gaa derhen, nej, nej! han sled i Lyngen med sine Tænder,
gravede med Hænderne i den løse Bund, som for at søge Skjul, væltede sig som en Vanvittig frem og tilbage, men endnu var det ikke
forbi derinde, endnu hørte han det klage.
���Endelig tav det. Han laa længe og lyttede, saa krøb han langsomt
paa alle Fire ind i Taagen. Det varede længe inden han kunde se Noget, saa fandt han ham omsider ved Foden af en lille Jordbanke. Han
var stendød; Skudet havde truffet ham lige i Hjærtekulen.
���Henning tog Liget i sine Arme og bar det tværsover Rønnen ned i
den Baad, de vare komne derover i, saa tog han Aarerne og roede
mod Land. Fra det Øjeblik, han havde set Liget, havde hans Bevægelse sat sig, og der var traadt et stilfærdigt, dumpt Vemod i Stedet. Han
tænkte paa Livets Forgængelighed og paa hvordan han skaansomst
skulde forberede dem derhjemme.
���Da han var kommen i Land gik han op til en Bondegaard for at faa
fat i et Kjøretøj. Manden spurgte hvordan Ulykken var sket. Beretningen dannede sig næsten som af sig selv p} Hennings Læber: Bryde
var krøben over en Banke derude paa Vestsiden med Bøssen i Haanden, Hanen havde sagtens staaet paa Halv, Noget havde taget fat i den
og Bøssen var gaaet af. Henning kunde af Skudet høre, at de var nær
ved hinanden og havde raabt paa Bryde, da han intet Svar fik, blev
han urolig og gik efter Knaldet, saa fandt han ham ligge lige nedenfor
Jordbanken, men da var han allerede død.
���Han fortalte det Hele roligt i en dæmpet, bedrøvet Tone, og havde
slet ingen Fornemmelse af Skyld, medens han fortalte det; men da de
havde faaet Liget op i Vognen, og det sank ned i Halmen, faldt Hovedet om paa Siden og slog med et svagt Bump mod Vognfaddingen, da var Henning nær besvimet, og han var ganske hjærtesyg medens de kjørte med Liget over Borup til Hagestedgaard.
���Hans første Tanke, da han havde faaet Liget afleveret, var at løbe
sin Vej, og det var kun med den allerstørste Selvovervindelse han
tvang sig til at blive til Begravelsen var forbi. Der var i den Ventetid
en feberagtig Uro over ham i det Ydre, og noget sælsomt Opskræmt
ved hans Tanker, der gjorde, at de ikke kunde holde sig fast ved noget Bestemt, men flakkede fra det Ene til det Andet. Denne deres
rastløse Hvirvlen og Kredsen, som han ikke havde Magt til at standse,
var ved at gjøre ham vanvittig, og naar han var ene gav han sig til at
tælle eller han nynnede og slog Takt med Foden, for paa denne Maade ligesom at fængsle Tankerne og slippe for at blive hvirvlet ind i
deres forfærdelige, udmattende Runddans.
���Endelig kom da Begravelsen.
���Dagen efter var Henning paa Vejen til sin Onkel, Tømmerhandleren, for at bede ham om at give ham en Ansættelse i hans Forretning.
Han traf Onkelen i en meget nedtrykt Sindsstemning. Hans gamle
Husholderske var nemlig død for en Maanedstid siden, og han havde
i disse Dage maattet afskedige sin Driftsbestyrer paa Grund af Utroskab. Henning var derfor saare velkommen. Han sætter sig nu med
Iver ind i Forretningen, og efter et Aarstids Forløb overtager han Ledelsen af den.
-----------------
Fire Aar senere er der foregaaet en Del Forandringer. Tømmerhandleren er død og Henning indsat til hans Hovedarving. Gamle Lind til
Stavnede er ogsaa gaaet til sine Fædre, men har efterladt Gaarden saa
gjældbetynget, at den har maattet sælges, og der er ved Salget saagodtsom Intet bleven tilovers til Agathe. Stavnedes nye Ejer er Henning, der har opgivet Tømmerhandelen og er vendt tilbage til Landbruget. Paa Hagestedgaard er Niels Bryde bleven efterfulgt af en
Klavsen, der med det Første skal have Bryllup med Agathe, som nu
bor hos Sognepræstens. Hun er endnu smukkere end før. Med Henning er det anderledes. Det er ikke til at se paa ham, at han har havt
Lykken med sig. Han ser næsten gammel ud, Ansigtstrækkene ere
skarpe, Gangen mat, han gaar noget kroget, taler lidt og meget sagte,
hans Øje har faaet en underlig tør Glans og Blikket er bleven uroligt
og vildt. Naar han tror sig ene, smaasnakker han med sig selv og gestikulerer dertil. Folkene der paa Egnen tror derfor han drikker.
���Men det er ikke det. Dag og Nat, naarsomhelst, ingensinde veed
han sig sikker for Tanken om Mordet paa Niels Bryde. Hans Aand og
Evner er visnede i denne evige Angst, thi naar den Tanke kommer,
er det ikke som Anger eller dunkel Kummer, men som levende,
flammende Rædsel, et forfærdeligt Delirium, hvor Synet forvildes,
saa Alt bevæger sig: strømmende, dryppende, sælsomt rislende, og
Alt har skiftet Farve, det er ligblegt eller dunkelblodigt rødt. Og der
er en Dragen i al den Strømmen som suged det af alle Aarer, som
diede det af alle Nervers fine Traade, og Brystet gisper i navnløs
Angst, men intet forløsende Skrig, intet lettende Suk kan bane sig
Vej over de blege Læber.
���Saadanne Syner er Tankens Følge, derfor frygter han den, derfor
er hans Blik uroligt og hans Gang saa mat. Den Frygt er det, der har
afkræftet ham, og den Kraft, han endnu har tilbage, lever i hans Had.
Thi han hader Agathe, hader hende fordi hans Sjæl er gaaet til Grunde ved hans Kjærlighed til hende, hans Livslykke forspildt ved hende,
hans Fred ved hende, men mest hader han hende fordi hun intet aner
om hele den Verden af Kval og Elendighed, som hun har skabt; og
naar han nu snakker med sig selv under truende Fagter, saa er det
Hævn han tænker paa, Hævnplaner han gaar og drøfter. Men han lader sig ikke mærke med Noget, han er Venligheden selv mod Agathe, han bekoster hendes Udstyr, og senere var han hendes Fører til
Alteret, og hans Venlighed kjølnedes ikke efter Brylluppet; han hjalp
og raadede Klavsen i alle Maader, og de gjorde i Fællesskab flere store
Spekulationshandler, som havde et udmærket Udfald. Henning holdt
saa op, men Klavsen havde Lyst til at blive ved, og Henning lovede at
støtte ham med Raad og Daad. Det gjorde han ogsaa. Han forstrakte
ham med meget betydelige Pengesummer og Klavsen gik fra den
ene Spekulation til den anden. Han vandt ved nogle, tabte ved flere,
men jo mere han spekulerede jo ivrigere blev han. Et meget stort Foretagende skulde endelig gjøre ham til en rig Mand. Det fordrede flere store Udbetalinger og Henning hjalp ham stadig; den sidste stod til
Rest, da trak Henning sig tilbage. Udsigterne syntes Klavsen meget
lovende, og drog han sig nu udaf Sagen, var han ødelagt, men betale
kunde han ikke. Saa skrev han Hennings Navn efter paa et Par Veksler, der var Ingen, der vilde fatte Mistanke og Vindingen vilde snart
komme.
���Foretagendet mislykkedes. Klavsen var næsten ruineret. Vekslernes
Forfaldsdag var nær, det Sidste maatte forsøges, saa sendte han Agathe
op til Stavnede. Henning blev forbavset ved at se hende, thi det var
ikke længe siden hun havde gjort Barsel og Vejret var raat og regnfuldt. Han førte hende ind i den grønne Stue og hun fortalte der om
den mislykkede Spekulation og om Vekslerne.
���Henning rystede paa Hovedet og sagde roligt og mildt, at hun
maatte have misforstaaet sin Mand, man skrev ikke andre Folks Navne paa Veksler, det var nemlig en Forbrydelse, ligefrem en Forbrydelse, som Loven straffede med Forbedringshuset.
���Nej, nej, hun havde ikke misforstaaet sin Mand, hun vidste det var
en Forbrydelse, det var netop derfor han matte hjælpe; blot han ingen Indsigelser vilde gøre mod Underskriften, saa var Alt godt igjen.
���Ja, men saa matte han betale Vekslen, og det kunde han ikke, han
havde allerede saa mange Penge i Klavsens Foretagende, at han var
bebyrdet over Evne. Han kunde ikke.
���Hun græd og bad.
���Men hun maatte virkelig betænke, at han havde tabt uhyre ved
Klavsen. Da hun fortalte ham, at Foretagendet var mislykket, var det
virkelig som om En havde slaaet ham paa Øret, saa overrasket og fortumlet blev han. Ved at bruge dette Udtryk kom han til at tænke paa,
at hun engang havde slaaet ham, kunde hun huske det. Nej! . . . det var
en Dag han drillede hende med at Bryde . . . kunde hun virkelig ikke
huske det? jo, hun havde i elskværdig Ilterhed slaaet ham paa Kinden,
paa den Kind der.
���Ja men kunde han ikke hjælpe.
���Det var her i denne Stue. Ak, det var en anden Tid, en mærkværdig Tid. Han troede endogsaa, at han havde friet til hende en Gang,
det kom ham saadan for. Sæt at hun havde taget ham, men det var
taabeligt at tale om, nej Bryde det var en smuk Mand, og saa skulde
han komme saa sørgeligt af Dage, den smukke Fyr.
���Ja, ja, men var der virkelig ingen Udvej, slet ingen?
���Hun skulde ikke tro det med Vekslerne, det var Noget Klavsen
havde bildt hende ind for at lokke ud af ham, om han ikke nok kunde
hjælpe ham lidt endnu, det var et Fif, Klavsen var fiffig, meget fin,
meget fin.
���Nej, det var virkelig som hun sagde. Dersom hun kom tilbage med
et Afslag, maatte Klavsen flygte til Amerika, Vognen, som skulde
bringe ham til Jernbanestationen i N., var allerede trukken frem, da
hun gik herop.
���Nej det havde han ikke troet om Klavsen. Det var dog den laveste
Kjæltringstreg! bringe den Mand i Ulejlighed, der havde hjulpet og
hjulpet ham atter og atter. Han maatte være meget slet. Det var oprørende, og saa bringe Vanære over Kone og det uskyldige Barn. Hun
skulde høre, hvad Folk vilde sige! Stakkels Agathe, stakkels Agathe!
���Hun kastede sig ned for ham og bad: »Henning, Henning, hav
Medlidenhed med os!«
���»Nej, og tusinde Gange nej, mit Navn skal være uden Plet, jeg hjælper ikke en Forbryder.«
���Saa gik hun.
���Henning satte sig og skrev til Politiet i N. om at anholde Klavsen
for Vekselfalsk, naar han viste sig paa Jærnbanestationen. En Stafet
blev sendt afsted med Brevet.
���Om Aftenen hørte han, at Klavsen var rejst, næste Dag at han var
anholdt i N.
���Agathe maatte lægge sig til Sengs, da hun kom hjem; svækket som
hun var af den nys overstandne Sygdom havde hun ikke kunnet taale
Anstrængelsen og de stærke Sindsbevægelser. Efterretningen om, at
Klavsen var greben, knækkede hende ganske. Sygdommen antog en
hæftig, feberagtig Karakter, og tre Dage efter sendtes der Melding til
Stavnede om at hun var død.
���Dagen før Begravelsen gik Henning til Hagestedgaard. Vejret var
mørkt og taaget, Løvet faldt i Flokke, der var en ram, muldet Lugt i
Luften.
���De førte ham ind i Ligstuen, Vinduerne vare blændede med hvide
Klæder, der brændte et Par Lys ved Ligets Hovedgjærde. Luften var
tung af Blomsterduft fra de mange Kranse og af Lugten af Ligkistens
Fernis.
���Han blev næsten festlig stemt ved at se hende ligge der i den fantastiske, hvide Ligdragt. De havde lagt et hvidt Lin over hendes Ansigt;
han lod det ligge. Hænderne laa foldede paa Brystet; de havde givet
hende hvide Bomuldshandsker paa. Han tog Haanden, trak Handsken
af og puttede den ind paa sit Bryst. Saa saae han nysgjerrigt paa Haanden, bøjede paa Fingrene og aandede paa dem som for at varme dem.
Længe holdt han hendes Haand i sin, det blev mørkere og mørkere i
Værelset, Taagen tog til derude. Saa bøjede han sig hen mod Ansigtet
og hviskede: »Farvel Agathe! jeg vil sige Dig Noget inden vi skilles,
jeg fortryder heller ikke hvad jeg har gjort,« saa slap han Haanden og
gik.
���Da han kom udenfor, kunde han neppe se Ladebygningen, saa tyk
var Taagen. Han fulgte Stranden hjem. - Nu var han hævnet, og saa!
hvad saa imorgen, og iovermorgen hvad saa? - Der var saa stille, kun
en Smule Lyd af Vandet dernede; - men han kunde ikke høre sit
Hjærte, jo det slog dog, men saa mat, saa mat, - hvad? det lød som et
Skud! og nok et! Han rystede p} Hovedet, smilede og mumled': »nej,
ikke to, kun et, kun et.« Han var saa træt, men hvile - han havde ingen Ro til at hvile. Han standsede et Øjeblik og saae sig om: der var
ikke meget at se, Taagen dannede en Mur omkring ham, Taage foroven, Taage rundt om, Sand forneden; der laa hans Fodspor i Sandet i
lige Linje; midt ind i Taagekredsen naaede de, ikke videre; han gik
lidt igjen, nej, de kom ikke længer end til Midten, men bagved ham,
der hvor han havde gaaet, der var der Kredse fulde af hans Fjed. -
Han var dog meget træt; det var Sandet, der var saa tungt at gaa i -
hvert Fodspor havde kostet ham nogle af hans Kræfter, ja! det var en
Række af Grave for hans svundne Kræfter - og til den anden Side,
der laa Sandet jævnt og glat og ventede, - der foer en Gysen igjennem ham: det er En, der gaar over min Grav - der er Nogen, der gaar
i mine Fodspor, det pusler derinde i Taagen bagved som af Kvindeklæder, der er noget Hvidt derinde i den hvide Taage. Han gik igjen
saa stærkt han kunde. Benene rystede under ham, det sortnede for
ham, men fremad maatte han, afsted igjennen Taagen, for det derinde
fulgte ham bestandigt. Det kom nærmere og nærmere, Kræfterne var
ved at forlade ham, han vaklede fra den ene Side til den anden, sære
Blink foer forbi hans Øjne, skarpe, skærende Lyde klang ham i Øret,
den kolde Sved stod paa hans Pande, hans Læber aabnedes i Rædsel,
saa sank han om paa Sandet. Og ud af Taagen kom det, formløst og
dog kjendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte
at rejse sig, saa greb det ham i Struben med klamme, hvide Fingre.
. . . .
���Den næste Dag, da Agathe skulde begraves, maatte Følget vente en
Stund, men der kom dog Ingen fra Stavnede for at følge hende.