Urskriften læst af et geni


"Genierne ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden; forfærde Menneskene; rense Luften." Således skrev Søren Kierkegaard i 1849 i en journaloptegnelse med klare selvbiografiske overtoner.
Han opfattede sig selv som et geni. "Der er Noget ved mig som var jeg noget Stort, men paa Grund af de gale Conjunkturer gjelder jeg kun lidet." Og han satte sin genialitet i forhold til "det at være i Minoriteten". Han gik altid imod vinden, imod de herskende strømninger og systemdannelser, og gjorde det, fordi han mente, at "Sandheden altid kun er at finde i Minoriteten."
I modsætning til majoriteten, det abstrakte, satte han det konkrete, den enkelte. "Først naar det enkelte Individ i sig selv har vundet etisk Holdning trods hele Verden, først da kan der være Tale om i Sandhed at forene sig."
Søren Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans særegne opvækst i hjemmet på Nytorv i København var præget af faderens pietisme og tungsind. I 1830 blev han student og umiddelbart efter indskrevet ved Københavns Universitet for at studere teologi. Snart gled teologien dog i baggrunden til fordel for litteratur, teater, politik og filosofi – og et udsvævende liv, der delvis formede sig som et opgør med hjemmets strenge og mørke kristendomsopfattelse. Men efter et religiøst gennembrud i maj 1838 og faderens død i august gik han atter i lag med teologien for i juli 1840 at afslutte sin teologiske embedseksamen med udmærkelse.
To måneder senere forlovede han sig med den ni år yngre Regine Olsen. Men da han "religieust forstaaet, allerede tidligt som Barn var for-lovet" til Gud, kunne han ikke gifte sig med hende. Efter tretten intensive og stormfulde måneder brød han forlovelsen i oktober 1841. Det ulykkelige kærlighedsforhold satte sig dybe spor i resten af hans liv og satte ham i gang som forfatter med Enten - Eller og To opbyggelige Taler i 1843.
Allerede i 1838 havde han dog udgivet sin første bog, Af en endnu Levendes Papirer, en kritisk anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand. Og i 1841 havde han forsvaret sin afhandling Om Begrebet Ironi for den filosofiske doktorgrad.
Hans filosofiske, psykologiske, religiøse og kristelige forfatterskab, der består af ca. fyrre titler, falder i to faser: 1843-46 og 1847-51. Foruden Enten-Eller og en række opbyggelige taler tæller den første fase titler som: Frygt og Bæven, Begrebet Angest, Philosophiske Smuler, Stadier paa Livets Vei og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, der udgør vendepunktet mellem de to faser. Den anden, kristelige, fase består af værker som: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, Kjerlighedens Gjerninger, Christelige Taler, Sygdommen til Døden og Indøvelse i Christendom samt To Taler ved Altergangen om Fredagen, der afslutter det egentlige forfatterskab.
Hertil kommer en mængde forarbejder til mange af de trykte skrifter og et væld af efterladte papirer, journaler og notesbøger, sammenheftede ark og løse blade, lapper og strimler. De ca. 75 journaler og notesbøger, som Kierkegaard førte fra 1833 til 1855, giver et indblik i hans værksted, i hans "Øvelser bag Coulisserne".
Fremme på scenen, i de udgivne skrifter, ville Søren Kierkegaard – som "en egen Art Digter og Tænker" – "læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede igjennem endnu engang, om muligt paa en inderligere Maade", som han selv udtrykte det, da han i eftersommeren 1851 var nået til en ende med sit egentlige forfatterskab.
I dette forfatterskab beskriver han tilværelsens forskellige muligheder, især dens tre hovedstadier, som han kalder "Existents-Sphærer", det æstetiske, det etiske og det religiøse, idet han påviser deres utilstrækkelighed i forhold til det sande kristelige. Mennesket bliver først et autentisk selv ved at forholde sig til Gud som skabt af ham. Og det bliver først et sandt selv ved at bekende sig til Kristus og få sin skyld tilgivet af ham. Men "foruden at bekjende Christus, fordres der ogsaa at handle christeligt". Derfor er sandheden altid en sandhed i handling, ligesom troen altid er en tro i gerninger.
Søren Kierkegaard forstod sig selv som religiøs forfatter med den opgave "at fremstille Christendommen". Han ville "rense Luften", have alle sansebedragene og alt hykleriet skrællet af, og trænge tilbage til "det Nye Testamentes Christendom".
På den baggrund gik han til angreb på den officielle kristendomsforkyndelse og de kirkelige autoriteter. Han indledte sin kirkekamp, et lynende tordenvejr, i slutningen af 1854 med en række artikler i avisen Fædrelandet og førte den videre med stor skarphed, radikalitet og journalistisk tæft i flyveskrifterne Øieblikket nr. 1-9.
I oktober 1855 faldt han om på gaden, syg og udbrændt; han blev ført til Frederiks Hospital – det nuværende Kunstindustrimuseum – hvor han døde den 11. november.
Søren Kierkegaard blev genopdaget omkring århundredskiftet og fik stor international betydning efter Første Verdenskrig. Han blev fx den store inspirationskilde for den dialektiske teologi og for eksistensfilosofien. Men fra 60'erne til midten af 80'erne stod han i lav kurs. Siden da har han fået en voldsom renæssance, ikke blot blandt forskere, men også i en bredere offentlighed, både nationalt og internationalt – også i de lande, der har været bestemt af en marxistisk tænkning og tilværelsesforståelse. Desuden er han blevet opdaget af nye fagområder såsom sprogfilosofi, fænomenologi og litteraturvidenskab.
Denne fornyede interesse for Søren Kierkegaard skyldes et fornyet ønske om at nå til en helhedsforståelse af tilværelsen, ikke kun på et videnskabeligt-filosofisk, men også på et etisk-eksistentielt plan. Ligesom den er forbundet med en ny søgen efter et svar på de fundamentale spørgsmål om individets betydning, om etikkens grundlag og om sammenhængen mellem det religiøse/det kristelige og det sociale.
"Af Genierne ere der to Arter. Den første Arts Charakteristiske er Bulderet, Lynet derimod er sparsomt, og slaaer sjeldent ned. Den anden Art har en Bestemmelse af Reflexion i sig, ved hvilken de tvinge sig eller tvinge Bulderet tilbage. Men Lynet er saa desto intensivere; med Lynets Hurtighed og Sikkerhed rammes de udseete enkelte Punkter – og dødbringende."
Søren Kierkegaard hørte til den sidste art.
Baseret på katalogen til udstillingen "Kierkegaard. Den hemmelige Note", Rundetaarn, København, den 6. maj - 9. juni 1996, arrangeret af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Niels Jørgen Cappelørn og Søren Kierkegaard Selskabet ved Joakim Garff.


Web presentation Copyright © The Royal Library, Copenhagen, 1997
All rights reserved.