14.1
Politibilleder af Aarestrupsvej 20
Politiets tegning af Aarestrupsvej 20
"Niels sad ved skrivebordet med højre side mod vinduet og med Tot på skødet. De så - som altid før sengetid - billeder. Jeg var ovenpå for at putte Mette og skulle netop til at gå ned ad trappen, da det ringede på døren. Husassistenten var den hurtigste - fra køkkenet - og lukkede op, og da jeg kom ned ad trappen så jeg 3 mørkklædte herrer i ulsters med almindelige mørke bløde hatte, mørke halstørklæder stå op ad den nederste trappe med ryggen mod væggen og hænderne på ryggen. De havde spurgt efter Niels Foged, og inden pigen fik svaret, havde de trængt sig ind. Jeg var dum nok til at lukke døren op til skrivebordsstuen og fik blot sagt: "Det er ikke de rigtige", (det har jeg aldrig fortalt Himmelstrup, for så ville han have ønsket at vide, hvem "de rigtige" var!), så skubbede de allerede døren op og masede sig ind, alle tre. De placerede sig mellem skrivebordet og reolen, mod gangen.
En af dem bad på accentfrit dansk Niels om at gå med ud, for de havde noget at tale med ham om. Han svarede, at han intet havde at tale med nogen om, som jeg ikke måtte høre, de kunne tale frit frem her. Da han fastholdt ikke at gå med dem ud, skubbede nr. 2 den dansker, der stod nærmest Niels og Tot, væk, greb med venstre hånd Tot i hendes venstre arm og trak hende om bag sig, samtidig med at han fyrede sin revolver af. Da Niels så ham løfte den - og måske efter at han var ramt, sagde han: "Lad være med det pjat!" Niels slog til hans hånd, på det tidspunkt - hvilket jeg ikke vidste - allerede ramt af 2 skud i lungen, og gik løs på ham med de bare næver, greb i hans frakke, og da de lå på gulvet ved skrivebordet nær døren efterhånden, holdt han ham som et skærmbræt over sig. Der gik et par knapper af ulstersen, og der er stadig en flænge i finéren på siden af skrivebordet fra deres hæle. - Jeg spillede en ynkelig rolle, stod og strittede med hænderne, de to andre kumpaner med revolverne skulle i hvert fald ikke kunne skyde direkte på Niels. De stod begge parat med dem i døråbningen. Pludselig rev Niels sig fri - de var kommet ind i den anden stue - rejste sig og skreg, et forfærdeligt dyrisk brøl - så jeg delvis vågnede op, for om til telefonen, som hang i hjørnet ved skrivebordet. Men dum var jeg stadig. Telefonen var jo halvautomatisk; da jeg fik telefondamen (den stakkel) skreg jeg bare: "Mord, mord". Hun kunne jo ikke lokalisere det! De to kæmpede videre, der lød endnu et skud, og jeg nåede at se banditten slå Niels i tindingen med skæftet af en revolver - så for de alle 3 ned ad trappen og ud.
Tot havde jeg ikke skænket en tanke, hun var smuttet ud gennem spisestuen, ud i haven, på strømpefødder, for at hente hjælp. - Niels lå henne i krogen ved siden af døren til spisestuen. Jeg telefonerede efter Falck og politi og gik tilbage til Niels. Hans hoved hvilede på min arm; jeg burde måske have stoppet hullet i tindingen, men det har nok ikke været en pulsåreblødning og al førstehjælpsviden var blæst væk! Tot kom ind gennem portieren til spisestuen: "og vi havde det lige så rart", "Ja", sagde Niels, "tak for alt, det er forbi, de har skudt mig i tindingen". Alt i mig protesterede, men for en gangs skyld holdt jeg mund. Men - en d&osalsh;endes øjne kunne ikke se sådan ud! Så kom det fra Niels: " Nej, det går vist alligevel". -"
14.2 De mange sympatitilkendegivelser
Album med breve og sympatitilkendegivelser og skolernes
udtalelser
Breve og sympatitilkendegivelser
Breve og sympatitilkendegivelser
Frit Danmark. Nyhedstjenesten. 15. marts 1944
Anna Charlotte Foged om de mange sympatitilkendegivelser:
"Der kom masser af buketter - ca. 20 om dagen. Jeg ville leje nogle vaser hos Brandt, men fik dem til låns ud på sygehuset. Tænk sygeplejerskerne passede et helt bord fuldt af kæmpebuketter - jeg tog mange med hjem hver dag. Jeg skrev senere 100(!) takkekort, og jeg havde noteret bag på kortene fra afsenderne, hvad der var i buketten, så jeg kunne takke personligt - undtagen et par stykker som ikke havde opgivet adresse. Det var jo først da Niels var væk fra sygehuset. Men den slags praktiske job beroliger meget. Kort og breve er samlet i en scrap-bog - og efter krigen fik Niels en mappe med statsgymnasiernes tilkendegivelser. Den burde nok have været offentliggjort med det samme ..."
Udenrigsministeriets Pressebureau greb ind og forbød offentliggørelsen af tilkendegivelserne. Se næste montre.
Klitgaards dødsannonce, Fyns Tidende, den 7. marts 1944.
Anna Charlotte Foged: "Politiet tog mig med til Klitgaards begravelse. Jeg sad i deres bil og så følget passere for evt. at kunne udpege en gerningsmand. Værdiløst og tåbeligt, det var med til at give nerver. De kunne jo også se mig. Og jeg var med ude på Husmandsskolen (Gestapos fynske hovedkvarter). Nogle unge mænd passerede "tilfældigt" lokalet og fortsatte op ad nogle trapper. De skulle vist blot "slås ud". Det gav også nerver, for selv om vi var ventet på Husmandsskolen, varede det længe, før vi blev lukket ind - og fyren, som åbnede, havde et - ganske vist lukket - agfaapparat på maven. Tanken om at være blevet fotograferet forfulgte mig senere!"
14.4 Blandt de mange sympatitilkendegivelser var der også et Feldpost-brev fra en tysk soldat!
Brev til Hr. Foged fra Erik v. Bernstorff.
Blandt de mange sympatitilkendegivelser var der også et Feldpost-brev fra en tysk soldat! Erik v. Bernstorff var tidligere elev af Foged på Odense Katedralskole og søn af tyske forældre, der havde bosat sig hos danske slægtninge på Fyn efter første verdenskrig. De var stadig tyske statsborgere, og deres søn blev indkaldt til tysk militærtjeneste. Hans brev til clearingofferet Niels Foged er åbnet og kontrolleret af Oberkommando der Wehrmacht. I 1989 stod Erik v. Bernstorffs dødannonce i Politiken.