11. Frit Danmark

11.1

Frit Danmark, nr. 1, april 1942

Det første nummer af "Frit Danmark" var planlagt til udgivelse den 9. april 1942 på toårsdagen for den tyske besættelse. Bladet blev forsinket, men det kom i april. Initiativet var kommunistisk, men målsætningen et tværpolitisk månedsblad, der skulle arbejde på at samle nationen til modstand. Aksel Larsen og Christmas Møller havde forhandlet om og forberedt bladet omkring årsskiftet, og den oprindelige tanke om at forsøge med et legalt blad var blevet indhentet af udviklingen og opgivet. Den første lederartikel var skrevet af Christmas Møller kort før han i samme måned rejste illegalt til London.

Som baggrund for udgivelsen af bladet blev der skabt en organisation. Rejsesekretærer skabte kontakter med henblik på oprettelse af fag- og lokalgrupper over hele landet, og ligesom kommunisternes "Land og Folk" udkom "Frit Danmark" i et stadig voksende antal udgaver, duplikeret eller trykt lokalt efter centralt manuskript. Første nummer udkom i et oplag på 5000, i begyndelsen af 1943 nåede man 20000, i foråret 1945 var oplaget på 144000.


11.2

4 varianter af Frit Danmark, 3. årg. nr. 7, november 1944

2 varianter fra Rødovre af Frit Danmark, marts 1944

Mens kommunisterne var vant til organisatorisk arbejde og også havde forberedt deres illegalitet, før den blev aktuel, måtte Frit Danmark-organisationen bygges op fra grunden. Derfor var Frit Danmark navnlig i begyndelsen afhængig af arbejdskraften i de kommunistiske grupper, som trykte og duplikerede også for Frit Danmark. Et nøjere studium af de mange varianter på Frit Danmarks bladhoveder vil vise, at "typografien" i mange tilfælde til forveksling ligner "Land og Folk"s. Den centrale styring var dog mindre for "Frit Danmark"s vedkommende, og i marts 1944 satte Frit Danmark-folkene i Rødovre dere helt egen forside på bladet!


11.3

Frit Danmark, Nyhedstjeneste, 1. årg. 5. juli 1944
Frit Danmark, Nyhedstjeneste, 2. årg. nr. 15, 29. nov. 1944
Frit Danmark, Nyhedstjeneste, 26. april 1945
Frit Danmark, Nyhedstjeneste, 26. april 1945

Fra august 1943 blev "Frit Danmark"s månedlige blad suppleret med en ugentlig nyhedstjeneste, som ligeledes blev produceret i utallige varianter af fag- og lokalgrupperne. Ofte var Nyhedstjenestens stof en kombination af fælles stof og lokalt stof. I Krigens sidste tid bragte Nyhedstjenesten også billedstof. I november 1944 var bagsiden en illustration af det allierede bombeangreb på Gestapohovedkvarteret i Aarhus. Den 26. april 1945 var der nået billeder frem fra den russiske befrielse af "dødslejren i Oswiencim" - Auschwitz.


Næste montre | Udstillingsoversigt