Da Antikominternpagten - Tysklands aftale med andre fascistiske stater om fælles bekæmpelse af den internationale kommunisme - skulle fornys den 25. november 1941, blev Danmark i sidste øjeblik af Tyskland presset til at deltage. Efter at regeringen havde været på nippet til at blive sprængt på spørgsmålet, rejste udenrigsminister Scavenius til Berlin for at underskrive. Samme dag samledes flere hundrede studenter på Amalienborg Slotsplads for at læse en resolution op og for at aflevere den til kongen. Så langt kom de imidlertid ikke, før politiet greb ind og forjog dem fra pladsen. De fortsatte syngende og råbende slagord rundt i byen, til Christiansborg, til Rådhuspladsen og til Frihedsstøtten, hvor demonstrationen blev opløst. Urolighederne fortsatte om aftenen og de følgende dage med deltagelse af andre befolkningsgrupper, men ebbede ud i ugens løb. De var et forvarsel om, hvad der senere skulle komme. Under de - også efter vor målestok - harmløse demonstrationer, foretog politiet godt halvandet hundrede anholdelser, især efter at Renthe-Fink om morgenen den 26. havde truet med, at værnemagten ville gribe ind, hvis ikke studenterne blev standset. For mange blev netop Antikominterndemonstrationerne, der havde været ment som en legal appel til kongen om "norske tilstande", den oplevelse, der førte dem ud i illegalt arbejde.
4.2 Nationaltidende, den 26. november 1941: Sporvognsstandsning paa Slotsholmen
Nationaltidende, den 26. november 1941
I de legale aviser måtte studenterdemonstrationerne ikke omtales. Denne lille notits i Nationaltidende den 26.11 fortæller mere, end man skulle tro!
Vilhelm Bergstrøms 207 bind værk: En Borger i Danmark
Strøseddel fra Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark
Forfatteren, politireporteren ved Politiken, Vilhelm Bergstrøm har efterladt sig en af besættelsestidens mest imponerende énmandspræstationer. "En Borger i Danmark under Krigen" kalder han selv værket, der er en blanding af dagbog og scrapbog i 207 bind! Hver dag fra krigens udbrud i 1939 til Danmarks befrielse i 1945 har han dels skrevet adskillige sider dagbog på maskine, dels klæbet legalt og illegalt stof ind, som han er kommet i besiddelse af i kraft af sit redaktørjob, og som han ikke kunne komme af med på anden måde. I antikominternugen er Bergstrøms dagbog meget fyldig og detaljeret. Bergstrøm var selv øjenvidne. Da studenterdemonstrationen passerer over Rådhuspladsen hørte han f. eks. "en ældre kolerisk herre" sige til en betjent: "De slaar vel ikke paa danske Studenter!" "Jo," svarede Betjenten med Overbevisning, "men jeg slaar ikke haardt." "Man var netop lemfældige," kommenterer Bergstrøm. Vi ved også fra politirapporterne, at politiet gjorde, hvad det kunne for at slå fast, at demonstranterne ikke var kommunister, som tyskerne gerne havde set det.
Bergstrøms tolv sider dagbog for den 25. november slutter med en indklæbet strøseddel, som vi ikke kender andre steder fra, og som formodentlig er det første illegale tryk, der propaganderer mod Scavenius. Studenternes resolution til kongen nævner ikke Scavenius - som kongen da også selv har udnævnt - men allerede på studenternes vej gennem byen om eftermiddagen efter frustrationen foran Amalienborg blev der sunget fædrelandssange og råbt "Ned med Scavenius!" - Aftenen i forvejen havde BBC i sin danske udsendelse lagt samme linie og ladet danske journalister tale om "denne desperate, forblindede mand, der i dag forhandler i Berlin for at gøre Danmark til et led i Berlin-Rom-Tokio-aksen." Fremfor at angribe regeringen som sådan, valgte man bevidst at udpege en syndebuk for ikke at isolere sig fra flertallet i befolkningen, som stod bag regeringens politik. Også de alternative nyhedskanaler kunne være mere propaganda end sandhed, en propaganda som endnu længe efter krigen i vide kredse gjorde navnet Scavenius synonymt med forræder.
4.4 Løbeseddel 26.11.1941
I dagene efter den 25. november 1941 forsøgte flere grupper at springe på studentervognen. Ingen havde særligt held med det. Løbeseddelen "Imorgen" er formuleret af den kommunistiske studenterfraktion den 26. om formiddagen. De havde hverken været orienteret om eller havde deltaget i studenterdemonstrationerne dagen før. Løbesedlen blev slået op på flere af de københavnske læreanstalter næste morgen, og næste dag blev den efterfulgt af en appel til arbejdspladserne, som både Ib Nørlund, Aksel Larsen og Børge Houmann var involveret i formuleringen af, men tiden var endnu ikke moden, som den blev det i august 1943.