Link: tilbage til forsiden
Hjem: Om biblioteket: Afdelinger: Musik- og Teaterafdelingen: Fokus
 
Hans Hinrich Zielche - tysk fløjtevirtuos i Det Kongelige Kapel

Hvem var han?
Hans Hinrich Zielche blev født i Plön i Holsten, Nordtyskland i 1741. Han var søn af fløjtenisten Hans Hinrich Zielche (ca. 1696-1783), der var musiker ved hoffet i Plön og senere ernærede sig som købmand, vinhandler og krovært. Det var oplagt, at sønnen skulle efterfølge faderen som hofmusiker i Plön, og han blev derfor skolet i fløjtespil af sin far.

Zielche ønskede at udvide sin musikalske virksomhed. Han drog derfor først til Lübeck og i 1757 til Hamburg, hvor han var med til at arrangere en række koncerter. Derudover studerede han hos G.F. Telemann, og han fik efterhånden ry for at være en stor virtuos.


Portræt Silhuet af Hans Hinrich Zielche, lavet af C. Limprecht. Originalen tilhører Det Kongelige Kapel.



Fløjtenisten i Danmark
Det var kapelmesteren Giuseppe Sarti, der i 1770 fik til opgave at skaffe nye dygtige musikere til Det Kongelige Kapel i København. Her kunne han tidligt i oktober præsentere et nydannet orkester på ca. 20 musikere. Blandt dem var Zielche, hvis gode navn skaffede ham til landet, og det var kongen selv, der betalte ham.

I Det Kongelige Kapel opnåede han en fyrstelig betaling på linie med kapelmesteren, nemlig 600 Daler. Gennemsnittet lå normalt på 3-400. Snart avancerede han også til førstefløjtenist. I Kapellet kom han til at spille sammen med flere af sin fars kollegaer fra det Plönske hofkapel. Hofkapellet var blevet opløst, da hertugen døde i 1761, og flere af musikerne havde dengang søgt og fået ansættelse i København.

I 1785 fik den kendte tyske komponist Johann Gottlieb Naumann til opgave at reorganisere Det Kongelige Kapel. Ved den lejlighed blev Zielche sammen med tre andre musikere udnævnt til solist. Det indebar, at han kun skulle gøre tjeneste ved operaer og syngespil, men var fritaget ved skuespil og ballet.

Zielche var omkring 1780 også med ved hoffet om sommeren på Fredensborg Slot, hvor en række af de bedste hofvioloner underholdt ved baller, hofkoncerter, taffelmusik etc. Her var Zielche virkelig fremme i første række; f.eks. blev hans triller anset for kun at blive overgået af sopranen Teresa Torre! Og det var en stor ros, for hun var hoffets yndling og teatrets højst betalte sanger i den periode, hun var i København fra 1768 til 1777.


Organisten
Derudover fik Zielche stillingen som Hof- og Slotsorganist efter Fred. Chr. Breitendichs afsked i 1771, hvor han kom til at spille i Christiansborg Slotskirke. Han deltog også ivrigt i de københavnske klubber og musikalske selskaber, hvor der i slutningen af 1700-tallet var et meget rigt musikliv. Det var især ved "Rådhusstrædekoncerterne", at Zielche gjorde stor lykke både som fløjtenist og i sin egenskab af komponist af kammermusik. Det var et af de ældste og mest velrenommerede musikalske selskaber i København i anden halvdel af 1700-tallet.


Klubkoncerterne
I vintersæsonen var der stort set koncert i København hver uge. Her kunne man høre både kammermusik og symfonier. Blandt de udøvende var der en række højt skattede musikere fra Det Kongelige Kapel.

Og Zielche synes at have været med overalt. Først fortsatte han i Det Musikalske Akademi i 1780erne, her sammen med andre fløjtespillere som bl.a. kammerherre Giedde, hvis store samling af noder for fløjte i dag befinder sig på Det Kongelige Bibliotek. Endelig deltog han i syngemester ved Det Kongelige Teater Michel Angelo Potenzas søndagskoncerter på Hofteatret i 1786-87, hvor flere af kapellets kendteste musikere medvirkede. Også Drejers Klub nød godt af Zielches virtuose fløjtespil, og han optrådte også som musikdirektør i Det Harmoniske Selskab i midten af 1780erne.


Klik for større billede

De seks sonater er tilegnet kronprins Frederik (6.)



Zielches afsked fra Det Kongelige Kapel
Imidlertid svækkedes Zielches spil op gennem 1790erne - desværre uden at han selv ville indse problemet. I 1795 døde stadsmusikanten i København, og kapelchefen A.W. Hauch tilbød Zielche embedet, nok mest for at komme af med ham i kapellet. Men han takkede nej.
Ved en prøve i 1796 på kapelmester F.L.Ae. Kunzens syngespil Hemmeligheden gik det helt galt - midt i en sang kunne han slet ikke følge sin stemme mere. Så fritog Hauch ham for tjeneste. Senere fik han valget mellem at gå af med 2/3 gage i pension eller miste sit solisttillæg, og som følge af hans betrængte økonomiske situation valgte han at gå på pension.

Zielche vedblev dog at være hoforganist til sin død i 1802.




Klik for større billede

Første nodeside fra fløjtestemmen til den 4. kvartet



Den dramatiske komponist
Zielche forsøgte sig kun én gang som dramatisk komponist. Det var med syngestykket Belsor i Hytten, som var i stil med tidens populære franske syngespil. Teksten var af historikeren og embedsmanden Ove Malling, som på samme tid skrev sin berømteste bog Store og god Handlinger af Danske, Norske og Holstenere. Stykket skildrer den aldrende fader Belsor og hans yndige datter Lucinde, der bliver tilbedt af Lycander. Denne er imidlertid forklædt og hans rigtige identitet er greve af Doresval - en slægt, som en gang har ruineret og skadet Belsor. Forbindelsen mellem de to unge elskende synes derfor umulig, men det lykkes dog til sidst at få dem forenet

Stykket var blevet til på grundlag af et opråb fra teaterkommissionen om nationale syngespil, hvor der blev udsat præmier for gode stykker og syngespilstekster samt musikken dertil. Ove Malling skrev stykket som svar på dette opråb. Også Johannes Ewald reflekterede på opråbet, men det var med lidt større held, nemlig med heltedramaet Balders Død.

Malling var godt klar over stykkets begrænsninger og omtalte det i fortalen i undskyldende vendinger. Han sammenligner med nogle af tidens kendteste franske syngespil: Venskab paa Prøve med tekst af Favart og musik af Gretry og Desertøren med tekst af Sedaine og musik af Monsigny:

"I Sammenligning med disse ypperlige Stykker, som vi i denne Tid see opførte, maae et Forsøg som dette altid tabe. Kun Mesterstykker kan aldeles behage, naar man nyelig har seet Venskab paa Prøve og Deserteuren, og har flere saadanne i Vente. Men hvo ønsker ikke, at Fædrenelandet selv engang, endog i denne Green af det Dramatiske, maatte frembringe Stykker, der foriente at sættes ved Siden af disse? Og hvo kan vente det uden efter gientagne Forsøg? De Franske selv tælle mange Prøvestykker: De undskyldte Ufuldkommenhederne, indtil de saae det Bedre. Maae dette ansees med lige Mildhed af Danske, bør jeg ei ønske mere.
Forfatteren.
"

Belsor i Hytten fik premiere på Det Kongelige Teater den 30. januar 1776 i anledning af kong Christian 7.'s fødselsdag, men blev i alt kun opført tre gange. Desværre er næsten intet af musikken tilsyneladende bevaret. En lille jagtvise er trykt, mens arierne "Naar jeg gaar hist og her" og "Hviil sødt" findes i manuskript. Der var ellers gode kræfter i hovedrollerne, nemlig den kendte operasanger og skuespiller Jens Musted og teatrets primadonna Caroline Walter. Hun var klart teatrets mest fremtrædende sangerinde på dette tidspunkt og medvirkede i alle nye syngestykker.

Teaterhistorikeren Thomas Overskou skriver rammende om stykket:

"Dette lille Forsøg af en smagfuld Forfatter udmærkede sig i høi Grad fremfor de andre Stykker, som i det danske Syngespils Barndom kom paa Scenen; rigtignok bestod den musikalske Deel kun af endeel indkastede Arietter, et Par Duetter og en lille Terzet, men disse var dog bedre anbragte end sædvanligt og havde en smuk, syngelig Rhythmus. Stykkes Hovedfortjeneste var Dialogen, som havde en, for den Tid, ualmindelig Lethed og Politur. Da den ubetydelige Handling var trukket ud til to temmelig lange Acter, der spilledes af tre Personer, og Musiken vel var i Monsignys Stiil, men savnede hans Melodiøsitet, gjorde det ingen Lykke, men det gav et klart Beviis for at Forfatteren vilde være bleven en god Støtte for Skuepladsen, hvis han fremdeles havde offret den sit Talent."

Endelig findes der et par sange i samlingen Det almindelige Danske Bibliothek - et Maanedsskrift, som er mærket Z... og muligvis er komponeret af Zielche. Det drejer sig om "Vi have en Konge" (Februar 1778, s. 107), "Ven! - hvor ofte jog dit øye" (Februar 1778, s. 110), "Musik, du Guders reene Glæde!" (August 1778, s. 93) samt "Jeg er en Man, som har saa vidt omvandret" (August 1778, s. 65).


Fløjtekomponisten
Ganske naturligt har H.H. Zielche været mere produktiv som fløjtekomponist. Fra hans hånd ligger en samling af seks soloer og 12 duoer for fløjte, men ellers er det oftest fløjten i kombination med andre instrumenter, der præger hans produktion. Således findes en række sonater for fløjte og continuo, en trio, adskillige kvartetter og nogle symfonier. Seks af kvartetterne og seks af sonaterne blev udgivet i Tyskland i Zielches levetid (1778 og 1779).

Musik- og teaterhistorikeren Torben Krogh beskriver Zielches produktion som "charmerende værker, [der] vidner med deres melodiske ynde og sikre behandling af instrumenterne om en naturlig og tiltalende kompositorisk begavelse". Samtidig skriver Erling Winkel, at han er inspireret af Joh.Chr. Bach, men også af de italienske komponister, han f.eks. kunne høre på Det Kongelige Teater. Og endelig angiver Joachim Kremer indflydelsen fra bl.a. Telemann på hans kompositioner.


Klik for større billede

En af de eneste bevarede sange fra Belsor i Hytten er denne enkle "Jagt-Vise", som udkom i udgiveren Niels Schiørrings Arier og Sange, Divertissements, Mellemacter &c af danske og oversatte Syngestykker II (1789).


Stort set alle bibliotekets Zielche-noder - både de trykte og manuskripterne - stammer fra kammerherre V.H.R.R. Gieddes samling. Giedde (1756-1816) var i 1791-93 chef for Det Kongelige Kapel og en ivrig musikamatør med fløjte som instrument. Hans samling omfatter overvejende værker fra 1700-tallet for fløjte, både trykte og i manuskript, som efter hans død overgik til Hofmusikarkivet. I 1903 indlemmedes samlingen sammen med Hofmusikarkivet i Det Kongelige Bibliotek. Zielche og Giedde har kendt hinanden gennem Det Kongelige Kapels arbejde, og med deres fælles interesse for fløjten har de givetvis haft et nært venskab. De var også begge medlem af Det Kongelige Musikalske Akademi og Det Harmoniske Selskab - et par af de mest fremtrædende musikalske selskaber i København 1770-1810. Her spillede professionelle og gode amatører side om side, og her har de to fløjtenister kunnet musicere sammen.


Trykte værker
Sex Sonater til Flöÿte travers og Basse. Hummel, Berlin (Giedde I,3 signeret af Zielche, online)

Six Quatours á Flute, Violon, Alto et Basse, Oeuvre 2. Hummel, Berlin-Amsterdam (Giedde IV,23 og D114)
Six quartets à flute, violon taille et basse, Oeuvre second. C.G. Proft, Leipzig 1779 (Giedde IV, 24)


Værker i manuskript
Trio per Due Flauti Traversi é Basso (3 st., Giedde III,41)

6 Solo á Flauto Traverso é Violoncello (1 partitur, Giedde I,2)

6 Sinfonie….1774 (5 st. ukomplet. Giedde X,13) (2 vl, 2ob, 1hrn - 1hr, vla og bc mangler)
To af disse findes på Oslo Kathedralskoles Bibliotek (C-dur og D-dur), men begge i afskrifter.

Quartetto. 6to. Flauto/Violino Imo/Violino 2do é Basso (4 st., Giedde IV,30)
Quartetto. 5to. Alto Viola/Flauto Trav: Fagotto é Violoncello (4 st., Giedde IV,29)
Quartetto. 4to. Oboi. Flauto. Fagotto. Violoncello (4 st., Giedde IV,28)
Quartetto. 3to. Flauto Travso/Violino. Viola è Basso (4 st., Giedde IV,27)
Quartetto. 2nd. Flauto Trav. Violino/ Viola é Violoncello (4 st., Giedde IV,26)
Quartetto. Imo. Flauto Trav. Violino. Viola é Violoncello (4 st., Giedde IV,25)

12 Fleut Duo (Sonata 1-12) (2 st., Giedde II,23)


Også Sorø Akademi har nogle duetter og kvartetter, Stadsbiblioteket i Västerås i Sverige har nogle duetter og Statens Musikbibliotek i Stockholm har en arie fra Belsor i Hytten ("Hviil sødt").


Læs mere:

Inge Bittmann: Catalogue of Giedde's Music Collection in the Royal Library of Copenhagen. Copenhagen 1976. Selve Gieddes nodesamling er registreret i REX, for de trykte noders vedkommende under Trykte noder, for manuskripternes vedkommende under Musikhåndskrifter. Dan Fog: Dansk Musikfortegnelse 1. del 1750-1854, København 1979

Niels Friis: Det Kongelige Kapel. Fem Aarhundreder ved Hoffet, Paa Teatret og i Koncertsalen, København 1948, s. 66, 69, 80 og 328

Sten Høgel: "Om syngekunsten i Danmark 1770-80", Musik & forskning 6, 1980, s. 102-28

Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger, København 1964, s. 33

Joachim Kremer: "'Telemannischer Geschmack' in Dänemark. Zur Geschichte der deutsch-dänischen Musikbeziehungen im 18. Jahrhundert", Dansk årbog for Musikforskning 22, 1994, s. 9-16

Joachim Kremer: "Hans Hinrich Zielche", The New Grove Dictionary of Music and Musicians, London 2001, bind 27, s. 823.

Torben Krogh: "Zielche, Hans Hinrich", Dansk Biografisk Leksikon, 2. udgave, bind 26, København 1944, s. 467-69

Torben Krogh: Zur Geshcihte des dänischen Singspiels im 18. Jahrhundert, Berlin 1923, s. 49-50

Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark 2, København 1978

Carl Thrane: Fra Hofviolonernes Tid. Skildringer af Det Kongelige Kapels Historie 1648-1848. København 1908

C. Thrane: "Hans Hinrich Zielche", Dansk Biografisk Leksikon, 1. udgave, bind 19, udg. Af C.F. Bricka, København 1905, s. 304-306. Også online.

V.C. Ravn: Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid. Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag, bind 1, København 1886

Erling Winkel: "Danske Symfonier i det 18. Aarhundrede", Dansk Musik Tidssskrift 1940, s. 202 og 1941 s. 11-12


Indspilning

Music for flute and guitar from the Danish golden age Erling Møldrup, guitar. Olga 1991 (Olga CD 90051) Hans Hinrich Zielche: Sonate for fløjte og guitar, C-dur. Efter Sonate for fløjte og continuo nr. 3, C-dur. Transskriberet af Erling Møldrup; Karl Lewkovitch, fløjte

Anne ørbæk Jensen

Tilbage til Fokus-oversigten

 


Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Maj 2004




Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]


Musik- og Teaterafdelingen
Nyhedsbrev
Særlige enheder
Praktiske oplysninger
Faglige websider
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!