Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen J.J. Quantz

Johann Joachim Quantz (1697-1773) udgav i 1752 sin Versuch einer Anweisung die Flöte traversière zu spielen, der både er en lærebog i fløjtespil og en mere generel indføring i tidens opførelsespraksis. Den er i dag en uvurderlig kilde til viden om, hvordan man spillede musikken fra midten af 1700-tallet med udsmykninger og forskellige måder at stemme instrumenterne på.

Titelbladet til udgaven fra Breslau 1789

Quantz blev i 1713 uddannet til stadsmusikant i den tyske by Merseburg i nærheden af Leipzig, hvor han lærte at spille på en række instrumenter. Han studerede både i Dresden og Wien og blev i 1718 medlem af den polske kong August II's kapel med hjemsted i Dresden. I begyndelsen spillede han mest obo og violin, men overgik hurtigt til tværfløjte, der blev hans hovedinstrument, og i kapellet lærte han et bredt repertoire at kende med den italienske opera og instrumentalkoncert i centrum.

For stipendiemidler foretog han i 1724-27 en rejse til Italien, Frankrig og England, og ved hjemkomsten udnævntes han til fløjtenist ved det sachsiske hofkapel i Dresden, der på det tidspunkt blev regnet som et af Europas bedste orkestre. Han blev da også selv anset for at være en af byens fineste musikere. I 1728 spillede orkestret for prins Frederik (den senere kong Frederik II (den Store) af Preussen), som lagde specielt mærke til fløjtenisten, og fra da af tog Quantz ofte til Berlin for at undervise prinsen, selv om den daværende konge, Frederik Wilhelm I, var meget imod det. Quantz beskæftigede sig også hele sit liv med tekniske forbedringer af selve fløjteinstrumentet og deltog i udformningen af flere eksemplarer til Frederik den Store. Især forsøgte han at få fløjten til at stemme renere og foretrak for at opnå dette instrumenter af ibenholt.

I 1740 besteg den meget musikalsk interesserede Frederik II den preussiske trone, og han ønskede Quantz som sin faste fløjtelærer og leder af de kongelige private kammermusikkoncerter. Lønnen var næsten 10 gange så høj som i Dresden, så i 1741 flyttede komponisten. Til hoffet komponerede Quantz talrige værker for fløjte, typisk koncerter, solosonater og triosonater, som ligger på overgangen mellem barokken og den galante, tidlig klassiske stil. Med en produktion på 5-600 værker er kvaliteten noget svingende, men det kompositoriske håndværk er i orden.

Tilegnelsen til Frederik II af Preussen

Imidlertid er den væsentligste grund til, at vi i dag kender Quantz's navn, nok hans lærebog, der udkom samtidig både på tysk og på fransk og bar en omfattende tilegnelse til Frederik II. Kun en del af dens 18 kapitler er helliget fløjtetekniske studier, der fortæller om fløjtens historie, fingersætning, vejrtrækning og embouchure, forskellige former for ornamenter og mere improviserede forsiringer i fløjtespillet samt en redegørelse for forbedringer inden for bygningen af fløjteinstrumenter - et område, han også selv beskæftigede sig med. Senere i bogen skriver han om de akkompagnerende instrumenter, orkesteropstilling, de forskellige taste- og strygeinstrumenter og tempo på et mere generelt plan for amatørmusikere. Endelig indeholder bogen oversigter over italiensk, fransk og tysk stil, der skal gøre læseren i stand til at bedømme værker inden for disse. Quantz selv satte den tyske stil højest som en blanding af franske og italienske træk med vægt på det tematiske stof frem for satsstrukturen og det harmoniske. Bogen afsluttes med et register, en grebstabel og en række nodeeksempler.

Eksempler på forsiringer for fløjte

Versuch einer Anweisung… blev en stor succes, der i årene efter 1752 udkom på flere europæsike sprog og blev forbillede for andre lærebøger i tiden, bl.a. W.A. Mozarts far, Leopold Mozart's Versuch einer gründlichen Violinschule (1756) og J.S. Bachs søn, C.Ph.Em. Bachs Versuch über die wahre Art das Clavier zu spielen (1753/62). Den blev dog også udsat for kritik, og andre lærebøger fra tiden opfatter den gængse opførelsespraksis anderledes, hvilket afspejler den mangfoldighed i stilen, der herskede på musikkens område. Quantz's bog er imidlertid i dag en af de væsentligste kilder til vores forståelse af musikken i midten af 1700-tallet, som den udførtes i Midttyskland, bl.a. fordi den er så konkret i sine eksempler, og flere af de nedfældede praktiske anvisninger gælder stadig. Det Kongelige Bibliotek har to eksemplarer af bogen, dels 3. uforandrede oplag af den tyske udgave (Breslau 1789), dels den originale franske udgave (Berlin 1752). Der findes også flere faksimiletryk, d.v.s. fotografiske genoptryk af den gamle bog, udgivet i 1900-tallet, og disse er forsynet med indledninger. Et sådant faksimiletryk er opstillet på Det Kongelige Bibliotek, Center for Musik og Teater, og du kan også bestille et eksemplar til hjemlån gennem REX eller www.bibliotek.dk