|
Marseillaisen i Danmark og sangene i Napoleonstidens Danmark
|
|
I forbindelse med Det Kongelige Biblioteks udstilling om Napoleon og Danmark har vi sat fokus på tre
temaer, der belyser tidens musikalske udfoldelser: Marseillaisen i Danmark, sange til studentervæbningen
i 1801 og hyldester til søhelten Peter Willemoes. Allerede tidligt kom J. Rouget de l'Isles Marseillaise
nemlig til Danmark, og den blev kun i begyndelsen anset for at være en særlig revolutionær hymne. Senere
blev den melodiforlæg til mange danske patriotiske sange, før den atter blev næsten glemt i de midterste
årtier af 1800-tallet.
Marseillaisen og Danmark
Studentervæbningens musik
Søhelten Peter Willemoes
Marseillaisen i Danmark - fortsat
Litteratur
Marseillaisen og Danmark
I det lille kongedømme Danmark så man klart nok med nogen skepsis på den franske revolution. Alligevel var
der en generel interesse, og det blev næsten moderne at sværme lidt for de nye ideer. Denne stemning
holdt indtil slutningen af 1792, for efter at henrettelsen af Ludvig 16. fandt sted i januar 1793 vendte den.
Imidlertid var der stadig mange blandt borgerskabet, som havde en økonomisk interesse i samhandlen med
Frankrig. I august 1793 kom flere franskmænd til Danmark for at forhandle kornaftaler for den franske
hær, og de blev godt modtaget hos adskillige indflydelsesrige købmandsfamilier i København. Da de
samtidig var veluddannede og kulturelt interesserede, blev de et kærkomment indslag i de borgerlige
selskaber. Samtidig kom flere af dem i forbindelse med tidens danske litterater som Knud Lyne Rahbek,
Peter Frederik Suhm og Rasmus Nyerup.
Honoré Duveyrier
En af de franske kornopkøbere, advokaten Honoré Duveyrier, gjorde med sin mørke lød og funklende øjne et
stort indtryk på især damerne i 1790ernes København. Hans "Meget Hvide Tænder, som man kun saae, naar
han loe, var det eneste smukke paa ham", skriver Sophie Zinn. I august 1793 var han sammen med flere
landsmænd inviteret til selskab hos agent Johann Ludvig Zinn, og under middagen blev han på foranledning
af husets unge datter Sophie Zinn opfordret til at synge Marseillaisen med de øvrige franskmænd som
deltagere i slutningen. "Han sang med Kraft og Udtryk og saa tydelig, at man forstod hvert Ord", beretter
Sophie. Det er sandsynligvis første gang, man hørte denne sang i København.
P.A. Heiberg og Marseillaisen
Forfatteren P.A. Heiberg oversatte i 1793 Marseillaisen med førstelinien "Op, I brave Marseillaner"
og fik den trykt i bladet Politisk og Physisk Magazin, som også i øvrigt bragte en del revolutionære
tekster. Senere udkom den også
som skillingstryk, og på gaden kunne man høre visekællingerne synge den. Også andre af sangene fra den
franske revolution, f.eks. Ça ira, blev sunget bl.a. i Kongens Have, der var mødested for
mange typer mennesker.
|
Spøg og Alvor eller Viser og Sange for Klaveret. Førstetrykket af noderne til Marseillaisen i Danmark
|
Spøg og Alvor
Det første danske tryk af melodien findes i musikforlægger Søren Sønnichsens samleværk Spøg og Alvor…
fra 1794. Selv om Marseillaisens tekst var revolutionær, har den nok ikke været opfattet som
foruroligende, for melodien blev senere anvendt til en række danske fædrelandske digte. Man kan
også se, at den franske sang var populær i den brede befolkning ved både at blive udgivet som
skillingsvise og som klaversang for borgerskabet. Samtidig findes der også kilder til dens udbredelse på
landet.
|
Manuskriptet til Sophie Zinns erindringer, 1. del, side 28v (Håndskriftafdelingen, NKS 1010, 8°), hvor hun beskriver den første gang, hun hørte Marseillaisen, sunget af Duveyrier.
|
Sophie Zinn
En af de mest fremtrædende kilder til Marseillaisens tidlige historie i Danmark er Sophie Zinns
(gift Thalbitzer) erindringer. Her fortæller hun om Duveyriers afsyngelse af Marseillaisen første
gang. Sophie kendte godt sangen, fordi hun læste op af dagens aviser for sin far og derfor også læste om
forholdene i Frankrig.
Sophie var glødende interesseret i musik, spillede og sang selv, så det var ikke mærkeligt, at Duveyrier
sendte hende teksten og noderne til Marseillaisen dagen efter. Hun var også inviteret til en af tidens
store samtaleemner, Toulon-ballet. De franske udsendinge havde nemlig lovet af give et bal den 17. januar
1794 efter generobringen af byen Toulon, som var taget af de kongetro kræfter i Frankrig støttet af bl.a.
englænderne. De republikanske tropper blev ledet af den da ukendte general Napoleon Bonaparte, og stormen
på byen fandt sted i december 1793.
Englænderne havde dog på dette tidspunkt nået at tage byens flåde, som de efterfølgende brændte af. De
revolutionære kræfter fór derefter frem med stor grusomhed mod den oprørske by, men det vidste
københavnerne ikke noget om, så en fejring udtrykte en oprigtig begejstring. Imidlertid så statsminister
A.P. Bernstorff sig nødsaget til at aflyse ballet, som var blevet sat til den 17. januar 1794, til dels
af hensyn til englænderne, som ofte klagede over danskernes sympati for det franske, men også for at
markere den danske neutralitetspolitik.
|
I København dansede man mest engelskdanse i slutningen 1700-tallet. Den kunstnerisk interesserede hofmand Johan von Bülow havde denne dansebog med engelske danse for violiner, fløjter og continuo, som nu befinder sig på Sorø Akademis Bibliotek.
|
Antoine Bournonville i aktion
I forbindelse med forberedelserne til Toulonballet ville franskmændene gerne danse nogle af de franske kontradanse, i stedet for de engelskdanse, der ellers var på mode i København. Derfor havde de indbudt solodanser ved Det Kongelige Teater Antoine Bournonville til hos grosserer Erich Erichsen at indstudere dem med nogle af pigerne. Efter noget besvær fik Bournonville lært selskabet to franske danse, men hans deltagelse i indøvelsen vakte tilsyneladende nogen mishag. Han forlod således København allerede få dage efter med kurs mod Sverige. Hans søn, balletmester August Bournonville, beskriver forløbet - men med en erindringsforskydning som om ballet faktisk fandt sted.
Se flere af
Bülows dansebøger med modedanse fra slutningen af 1700-tallet og se nogle af tidens
instruktionsbøger i dans, hvor de franske danse efterhånden vinder frem.
|
Musikstuen hos familien Zinn i huset i Kvæsthusgade 3
|
Det Zinn'ske hus
Grosserer Johann Ludvig Zinn var en både driftig handelsmand og musikalsk herre, som boede i
købmandsgården i Kvæsthusgade 3, hvor senere komponisten J.P.E. Hartmann, der var gift med hans barnebarn
Emma, levede det meste af sit liv. Hans stilling som formand for Grosserer-Societetet og leder af
Københavns kornforsyning gjorde ham til en indflydelsesrig samarbejdspartner for franskmændene.
Samtidig var han meget musikinteresseret og holdt ofte selskaber og koncerter, hvor også Duveyrier deltog med et
omfattende repertoire af arier og sange f.eks. fra tidens syngespil.
Da Toulon-ballet blev forbudt, besluttede agent Zinn i stedet at holde et privat selskab den 20. januar
1794 for omkring 30 personer. Det kunne ses som en fejring af, at englænderne ikke havde vundet indpas
med hensyn til handelen i Middelhavsområdet, og det var bestemt en efterretning, der passede med danske
interesser. Imidlertid modtog han et anonymt brev med trusler om, at hans vinduer ville blive knust,
hvis der blev sunget revolutionære sange. Marseillaisen skulle være tegnet til at begynde. Men
Zinn ignorerede truslerne, og der blev sunget flere franske sange, deriblandt La Carmagnole og
Pyrenæer-Marchen uden at det kom til optøjer.
|
Familien Schimmelmanns landsted Sølyst nord for København. Akvarel af embedsmanden og maleren Ole Jørgen Rawert, dateret 9. juni 1824
|
Hos andre familier
Man kunne imidlertid også høre Marseillaisen hos flere andre indflydelsesrige familier i København.
Grevinde Sophie Schulin skriver direkte til sin bror i november 1793 om Duveyrier, at "Huset skælver, når
han synger frihedens sange". I hendes nodesamling på Frederiksdal findes da også to håndskrevne
eksemplarer af sangen Marche des Marseillois, arrangé pour le clavecin par Mr. Dreux med de
tilføjede årstal 1792 og 1793, som hun betegner som "une Musique superbe - imposante - qui enleve, qui
touche."
Også den indflydelsesrige salonværtinde og grevinde, Charlotte Schimmelmann, kunne berette om, hvordan en
fjernere fransk slægtning havde imponeret hende med sangens opflammende toner: "Dagen endte med
Marseillaisen, dog lad os ikke tale højt derom. Da Turpin istemte den med en fransk Republikaners
hele Glød og Styrke blev jeg greben deraf. Franskmændene har indfriet næsten alt, hvad de lovede at
gøre i denne voldsomme Krigssang, som er vel egnet til at opflamme et Folk".
|
Portræt af forfatteren P.A. Heiberg
|
P.A. Heiberg
Det var Sophie Zinn, der præsenterede de franske udsendinge for forfatteren P.A. Heiberg og hans kone,
Thomasine. Anledningen var, at Heiberg havde skrevet en vise
i forbindelse med Toulons erobring "De,
der lege, danse, drikke" med slutlinien "Leve de, der tog Toulon",
som franskmændene blev så begejstret for, at de oversatte den til fransk. Især Duveyrier kom jævnligt
hos familien, og han kom senere til at danne inspiration til flere af figurerne i Thomasine Heibergs
(Gyllembourgs) romaner (især To Tidsaldre).
Foruden Marseillaisen oversatte Heiberg også senere flere af franskmændenes skrifter til dansk, og
de bidrog også til Heibergs tidsskrift Minerva. Desuden gendigtede den danske forfatter en af de
øvrige revolutionære sange, Pyrenæer-Marchen ("Hvi sove Frankrigs Helte"), som også senere dannede
melodiforlæg for danske patriotiske sange. Heiberg mødte senere Marseillaisens forfatter og
komponist, Rouget de l'Isle, i Paris og omgikkes ham i en række år.
|
Afskrift af Marseillaisen i maleren Nicolai Abildgaards papirer (Håndskriftafdelingen, NKS 2337, II, 2a, fol.).
|
Nicolai Abildgaard
Abildgaard var meget optaget af revolutionen. Han gik med de særlige sans-culotte-bukser og indlagde en
række revolutionære symboler i sine værker. Han anskaffede sig også mange bøger om revolutionen og kendte
således også Marseillaisen.
|
Marseillaisen i Anders Knudsens visebog, Håndskriftafdelingen, NKS 1344, 8
Landmåleren Anders Knudsen blev omkring 1800 sendt til Jylland i forbindelse med tvistigheder om herremændenes udstykning af jord. Han havde sin visebog med, hvori han noterede de viser, der interesserede ham. Blandt dem var en række selskabssange og mere revolutionære tekster af bl.a. P.A. Heiberg, og som nr. 52 figurerer Marseillaisen, som han nedskrev den 10. juli 1801 på Voergård i Nordjylland.
|
Studentervæbningens musik
Der herskede en spændt situation i København i begyndelsen af 1801, som endte med Slaget på Rheden og
englændernes erobring af den danske flåde. I denne forbindelse greb også studenterne til våben og dannede
Kronprindsens Livkorps. Her skortede det ikke på opflammende sange, skrevet af såvel kendte som
ukendte forfattere til de mest populære melodier. Både Kong Christian stod ved højen Mast,
Marseillaisen og Pyrenæer-Marchen var herimellem.
Sangbogen Hædersminde for 2den April 1801 eller Sange og Digte som ere udkomne i Anledning af Krigen mellem England og Danmark, Del 1-3, København 1802
Sangbogen indeholder 75 sange af national og mere opflammende karakter, og den medtager mange af de
tekster, som blev skrevet i de hektiske dage omkring Slaget på Rheden af bl.a. Adam Oehlenschläger,
Thomas Thaarup, Jens Baggesen og Knud Lyne Rahbek. Melodivalget spænder fra klubviserrepertoiret
eller populære syngespil fra Det Kongelige Teater til opflammende sange som f.eks. Marseillaisen,
der som skillingstryk og klaversang var blevet alment kendt og Kong Christian stod ved højen mast,
som på dette tidspunkt havde status af en flådesang.
De fleste af sangene blev sunget på i alt knapt 10 melodier, som var alment kendte. Mange var kun
5-6 år gamle, mens f.eks. Marseillaisen var en af de ældste. Det er dog bemærkelsesværdigt, at disse
sange stort set ikke fik nogen betydning i det danske nationale sangrepertoire i det øvrige 1800-tal,
da de opflammende og optimistiske viser ikke rigtig passede til stemningen efter Statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter.
Men var Danmark kommet mere glorværdigt ud af begivenhederne, havde der været en stor sangskat til
rådighed, som imidlertid nu blev trængt i baggrunden af mere lyriske nationale hyldester.
Student H.M. Juell har i bind 1 sat tekst til Marseillaisen i en lidt
anden version end P.A. Heibergs "Op, I brave Marseillaner", som man ellers oftest hørte. Både kendte og
ukendte forfattere blev medtaget i sangbogen, og sangene i forbindelse med krigen repræsenterede de
første eksempler på en spredning af sange til en bredere befolkning med appel til både høj og lav. Det
kom til at danne grundlag for den efterfølgende skabelse af den danske sangskat.
Flere af sangene var skrevet med Kunzens studentermarch som melodiangivelse. Her er et
eksempel fra bind 2 med en tekst af translatør Andreas Jørgensen fra Odense. Selve sangen står
allerførst i bind 1. I forbindelse med og efter Slaget på Rheden blev der udgivet over 100 sange i
skillingstryk forfattet af såvel professionelle som amatører udi digtekunsten. Læs f.eks. Jens
Baggesens Krigs-Hymne mod Albion,
skrevet med Marseillaisen som melodi.
|
Sangbogen Hædersminde for 2den April 1801, København 1802
|
|
Studenterkorpsets Hjemmarche fra Fælleden. Tegning af P.C. Klæstrup.
Fra Det forsvundne Kjøbenhavn. Minder fra "de gode gamle Dage". 45 Billeder tegnede af P. Klæstrup. 3. række, København 1881
Omkring tusind studenter og ældre akademikere meldte sig frivilligt til Kronprindsens Livkorps i forbindelse med kampene i april 1801. Korpsets leder, overhofmarskal Adam W. Hauch, var opmærksom på musikkens opildnende kraft og bad derfor Det Kongelige Kapel om assistance ved marcherne til "Opmuntring og Fornøyelse" for Korpset. Derudover blev der dagligt uddelt nye patriotiske sange af tidens bedste forfattere, ofte digtet til kendte melodier. Og så var det ikke sjældent, "at der efter Øvelsernes Slutning improviseredes en Dands, da der naturligviis aldrig manglede Damer", erindrer et af medlemmerne. Korpsets medlemmer mødtes også i 1807, dog i mindre målestok
|
|
F.L. Ae. Kunzen: Studentermarch "Til Vaaben! See Fienderne komme"
Kongelig kapelmester F.L.Ae. Kunzen var en af de fremtrædende personer, der bidrog med nykomponeret opildnende
musikalsk materiale til den danske mobilisering i 1801. Sammen med forfatteren Enevold Falsen skrev han
denne studentermarch, som havde klare associationer til Marseillaisen. Sangen, der var lavet
specielt til Kronprindsens Livkorps, blev hurtigt udgivet i løsblad og populær også ude i landet
(se f.eks. Jørgen Nielsens spillemandsbog,
sandsynligvis fra Svendborgegnen 1810-1840, nr. 11 Krigs Sang).
I øvrigt var Studentermarchen bestemt ikke den eneste danske melodi med inspiration fra Marseillaisen,
som bygger på mere udbredt melodisk materiale fra hele Europa i 1700-tallet - se nærmere om hele dette
spørgsmål hos Kirsten Sass Bak (1987).
|
Søhelten Peter Willemoes
|
Jacob Rieter: Peter Willemoes. Kobberstik 1837
Peter Willemoes (1783-1808) deltog allerede som 17-årig søofficer i Slaget på Rheden den 2. april 1801 og
faldt ved Slaget ved Sjællands Odde den 22. marts 1808 ombord på linjeskibet Prins Christian Frederik.
Willemoes var, med historikeren Hans Chr. Bjergs ord, "et sympatisk og nationalt begejstret ungt menneske
der i sin samtid kom til at stå som et symbol på den vågnende nationale bevidsthed og idealistiske ånd
som fandtes i Danmark i det første decennium af 1800-tallet."
|
|
Willemoesmonumentet paa Oddens Kirkegaard. Fotograf: S. Bay, Asnæs
På mindesmærket på Odden Kirkegård over de faldne fra linjeskibet Prins Christian Frederik opsattes en
marmortavle med Grundtvigs digt De Snækker mødtes i Kvæld paa Hav (Poet. Skrifter I 1880, 160f.).
I september-oktober 1807 havde Willemoes været leder af troppetranporterne mellem Langeland og Lolland
og havde ved den lejlighed mødt Grundtvig, som da var huslærer på Egeløkke på Langeland. Sin beundring
for den unge søofficer udtrykte Grundtvig i flere digte, bl.a. De Snækker mødtes i Kvæld paa Hav, som
Carl Nielsen i øvrigt senere skrev melodi til.
|
|
C.E.F. Weyse: Peter Willemoes ("Kommer hid, I Piger smaa"). Fra C.E.F. Weyse: Romancer og Sange. C.C. Lose & Delbanco (1860)
I mindedigtet om Willemoes, Kommer hid, I Piger smaa, indgår vers fra to af Grundtvigs digte om
Willemoes; de første fem vers stammer således fra digtet 1801 (1811), de sidste syv fra
Kiækheds
Erindring, Willemoes (1810). Weyses melodi blev første gang trykt i hans Ni Sange med Accompagnement
af Pianoforte udgivet 1837. Den blev senere optaget i Romancer og Sange, hvis første del udkom
1852. Anden del udkom i 1860. Disse bind kom i en række store oplag, og de har i høj grad medvirket til at
gøre Weyses romancer og sange populære og etableret Weyse som den danske romances fader. Sangen om
Willemoes fik en ganske særlig betydning, da den spontant blev afsunget af forsamlingen til det 34.
af Grundtvigs "Mands Minde-Foredrag" den 17. oktober 1838, efter at digteren var steget ned af
talerstolen. Grundtvigs digte om Willemoes var stærkt medvirkende til at give ham et navn blandt
Danmarks søhelte.
|
Marseillaisen i Danmark - fortsat
Musikforskerne Kirsten Sass Bak og Daniel Fryklund gør rede for, at brugen af Marseillaisen og dens
melodi i senere dansk sangtradition både kunne opfattes meget ideologisk og blot som en god, opflammende
melodi. Den blev i hvert fald brugt i en lang række sammenhænge.
|
A.P. Berggreen: Sange til Skolebrug, 4. hæfte 1839 indeholder både
Marseillaisen, Pyrenæer-marchen og "La Parisienne". De er medtaget her, "idet jeg holder for,
at den Patriotisme, der udtaler sig i fremmede Folkesange, vækker Kjærligheden til eget Fædreland, da
Fædrelandskjærlighedens Idee er den samme hos alle Nationale og begeistrer os hvor den end kraftig maatte
fremtræde" (Forordet til hæftet). Se noderne og hele forordet.
Marseillaisen blev dog ikke en fast ingrediens i skolesangbøger, men den dukker til tider op i
repertoiret.
|
Franz Liszt og Marseillaisen
I juli 1841 besøgte komponisten og pianisten Franz Liszt København, hvor han gav tre koncerter på Det Kongelige Teater. Til den tredje koncert havde han bedt publikum om et tema at improvisere over, og her valgte man Marseillaisen, som Liszt dog supplerede med sin fantasi over Schuberts Erlkönig. Den liberale avis Fædrelandet var meget overstrømmende i sin anmeldelse af komponistens koncerter, og skrev bl.a., at " Den, der forstaar Liszt, forstaar ogsaa, hvorfor og hvorledes de stormede Bastillen". M.A. Goldschmidts kontroversielle blad Corsaren benyttede også chancen til nogle tanker omkring en ny samfundsorden, mens andre som skuespilleren C.N. Rosenkilde og komponisten C.E.F. Weyse ikke var særligt imponerede.
Læs mere om Liszts besøg og reaktionerne herpå i Bengt Johnssons artikel "Liszt og Danmark", Dansk Musik Tidsskrift 1962/3
|
Noderne som selvstændig udgivelse
Noderne til Marseillaisen blev i 1842 udgivet i København i en ny oversættelse af kongelig krigssekretær C.C.B.B. Franck "Fremad Sønner af Fædrelandet!".
|
|
H.C. Lumbye: Marseillaisen-Galopp
I 1849 skrev H.C. Lumbye denne galop, som blev spillet i Tivoli i begyndelsen af maj dette år. Efter et
indledende forspil præsenteres Marseillaisen i en pompøs klaverudgave, og derefter fabulerer
Lumbye over melodien i en hurtig sats. Se hele noden.
Også andre danskere har senere benyttet sangen i kompositioner, deriblandt komponisten Knud Lindhardt,
der har skrevet en Fantaisie [over] La Marseillaise de Rouget de l'Isle
Noderne til Marseillaisen findes også i en række håndskrevne spillemandsbøger, så den har været
udbredt også i denne folkelige tradition. Man kan se et eksempel fra Hans Markus Gravlund Nielsens
spillemandsbog
fra St. Heddinge ca. 1865, som findes på Dansk Folkemindesamling.
|
Emil Wiinblad: Arbejder-Marseillaise, 1872
Emil Wiinblad: Arbejder-Marseillaise blev først trykt som skillingstryk i 1872. Wiinblads tekst er et eksempel på brugen af sangen i den socialistiske kamp uden særlige nationale undertoner. Den kom med i adskillige udgaver af Arbejdersangbogen. Også andre skrev arbejderkampsange på Marseillaise-melodien.
Harald Holms Marseillaise-gendigtning i Højskolesangbogen, hvor den blev præsenteret første gang i 5. udgave (1906) som et tillæg
I Højskolesangbogen figurerede to gendigtninger af Marseillaisen, nemlig venstrepolitikeren Harald Holms "Frankrig sønner! Op nu at fægte" fra 1889 og valgmenighedspræsten og forfatteren Vilhelm Malling "Hver Frankrigs Søn, op grib dit Værge" ligeledes fra slutningen af 1800-tallet. Imidlertid kom Holms version med i den Højskolesangbog, vi i dag kender, og fra 1922 har den været med i en lang række udgaver. I 16. udgave fra 1976 valgte man dog af rent historiske grunde at bringe den originale franske tekst sammen med første vers af P.A. Heibergs original, mens man i den seneste 17. udgave (1990) helt har udeladt mange udenlandske sange, deriblandt Marseillaisen.
|
Carl Nielsen: Marseillaisen for orkester
Den 19. juli 1909 besøgte den franske parlamentariske gruppe for international voldgift Danmark, og i den
anledning var der festforestilling på Det Kongelige Teater. På programmet stod bl.a. 3. akt af balletten
Napoli, og "Da som Slutning efter Dansen Frankrigs Genius, svingende Trikoloren, viste sig i
Apoteose, staaende paa en blomstersmykket Vogn, medens Orkestret satte i med Marseillaisen, vilde
Bifaldet næsten ikke tage Ende", skriver Berlingske Tidende. Det var Carl Nielsen selv, der dirigerede
Det Kongelige Kapel, og det er sandsynligvis ved denne lejlighed, at han har instrumenteret den franske
nationalsang.
|
|
Johannes Torrild og Jeppe Aakjærs Husmands-Marseillaise
Jeppe Aakjær skildrer med empati husmændenes kår og opfordrer dem til snart at træde i karakter. Hertil Torrilds march-melodi, der dog ikke har mindelser om Marseillaisen, og som virker lidt tam i sammenligning med den franske nationalsang.
|
|
Olfert Jespersen: Den Danske Marseillaise
Den 29. april 1922 havde Scala-Revyen Alle veje fører til… premiere med bl.a. Gerda Kofoed, Oscar
Stribolt, Hans W. Petersen og Olga Svendsen som medvirkende. Det absolutte hovednummer var Den
Danske Marseillaise med tekst af Alfred Kjerulf og musik af Olfert Jespersen. Sangeren var Carl
Alstrup, som var en af Scalas populæreste revyskuespillere. Sangen beskriver - med mange allusioner til
de danske nationale sange - en række danske madvarer og deres eksport til udlandet. Melodien er en fin
march, men ikke præget af Marseillaisen som melodiforlæg.
|
Læs mere:
Leif Ludvig Albertsen: Sang og slagkraft. Med et udblik over nationallyrikken under Englandskrigene.
(Baggeseniana VI), København 1975
Kirsten Sass Bak: "Marseillaise-Intonationer i dansk og Slesvig-Holstensk folkesang", Sumlen 1987,
s. 9-37
Luois Bobé: "Sølyst", Meddelelser fra Historisk-Topografisk Selskab for Gjentofte Kommune 1924,
s. 25-80, især omkring s. 57
August Bournonville: Mit Teaterliv. Erindringer og tidsbilleder 1-2, ved Niels Birger Wamberg, København 1979, især bind 1, s. 19
Karl Clausen: Dansk Folkesang gennem 150 år, København 1958/R1976
Daniel Fryklund: La Marseillaise dans les pays Scandinaves, Hälsingborg 1936
Svend Gissel: "Revolution og landmåling. Omkring en visebog fra ca. 1800", Meddelelser fra Rigsbibliotekaren 30/1 (1979), s. 8-15
Jørgen Hatting: For Kongen og Staden. Studenterkorpset 1801-1864, København 1988
Sten Høgel: "Sophie Schulins nodesamling på Frederiksdal Slot", Musik & Forskning 26 (2001),
især s. 95 og 27 (2002), især s. 119
Anne Ørbæk Jensen: Hellige Flamme. Studentersang i Danmark i 1800-tallet. København 1996,
især s. 25-28
Thorkild Kjærgaard: Danmark og den franske revolution / Le Danemark er la Revolution Francaise.
En udstilling arrangeret af Det kongelige Bibliotek. København 1989, især s. 30-33
Ulrik Langen: "Toulonballet i København 1794 - historien om en aflysning", Historiske meddelelser om
København 96 (2003), s. 5-24
Ulrik Langen: Revolutionens skygger. Franske emigranter og andre folk i København 1789-1814.
København 2005
Sophie Dorothea Thalbitzer: Grandmamas Bekiendelser. (Memoirer og Breve, udgivne af Julius
Clausen og P.Fr. Rist 4), København 1906, genoptrykt 1966
Tilbage til Fokus-oversigten
Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret December 2005
|
|
Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk
[Hjem] [English]
[REX - online katalog]
[ELEKTRA - e-ressourcer]
[Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket]
[Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]
|
|
|
