Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

I 1836 fik København prominent besøg. Den kendte tyske romantiske komponist Heinrich Marschner gav koncert p å Det Kongelige Teater og dirigerede de første to forestillinger af sin opera Hans Heiling. Teatrets direktion h åbede p å et længerevarende engagement i København, men komponisten sagde dog nej tak.

Hvem var han
Heinrich Marschner blev født i 1795 i en h åndværkerfamilie. Indtil omkring 1830 rejste han rundt i Mellemeuropa for at skabe sig en karriere som komponist og dirigent, og efter en række værker, især operaer, syngespil og skuespilmusik, fik han succes med bl.a. operaen Der Templer und die Jüdin. Efterh ånden blev han efterspurgt over hele Europa, men slog sig i slutningen af 1830 ned som hofkapelmester i Hannover sammen med sin kone, sangerinden Marianne Wohlbrück. Her modtog han snart den interessante libretto til Hans Heiling og gik hurtigt i gang med at sætte teksten i musik. S å det var en berømt person, der i 1836 gæstede København.

Barytonen Christian Hansen fejrede store triumfer i rollen som Hans Heiling

Christian Hansen i rollen som Hans Heiling. Klik for større billede

Her kendte man godt Heinrich Marschner i forvejen
Københavnerne kendte godt Heinrich Marschner før hans besøg i hovedstaden i 1836. Der Templer und die Jüdin - efter Walter Scotts roman Ivanhoe - havde premiere p å Det Kongelige Teater i april 1834 og var gennem 1830'erne til stadighed p å repertoiret. Teaterhistorikeren Thomas Overskou roser den i høje toner, og publikum satte den ogs å højt. Efterh ånden havde operaen "saavel hos virkelige, fordomsfrie Musikkjendere som hos Publikum … opnaaet en saadan Yndest, at Partiegængeriet ikke alene havde opgivet Oppositionen imod ham, men tvertimod begyndt at omtale ham som en af de 'grundige Componister', der fornemmelig udmærkede sig i 'det Romantiske'".

Selve besøget
Den 24. april 1836 ankom Heinrich Marschner til København, og den 1. maj gav han en aftenunderholdning p å Det Kongelige Teater, hvor han dirigerede ouverturerne til sine operaer Lucretia og den ganske nye Das Schloss am Aetna. Hans kone sang en stor scene af Das Schloss, en arie fra Vincenzo Bellinis I Puritani samt sange af Meyerbeer, Rossini og Marschner. Koncerten blev en stor succes, og man sammenlignede ouverturen fra Das Schloss med Carl Maria von Webers fra Jægerbruden (Der Freischütz). A.P. Berggreen skrev, at de to opførte ouverturer "udmærkede sig ved en mesterlig Instrumentation, der, saa stærk som den var, aldrig udartede til blot Larm".

Tilsvarende var Marschner imponeret over Det Kongelige Kapel, som han ikke alene fandt "godt" men direkte "fortræffeligt". Weyse udtaler, at "hans Kone har en stærk Stemme og er en dygtig Sangerinde", men mest p å teatret - stemmen var for kraftig til privat optræden. Berggreen var nu kendeligt imponeret over, at hun kunne synge b åde opera og lieder, og i avisen Dagen beskrives hendes stemme som "skjøn og bøielig".

Hyldest i Studenterforeningen
Den 4. maj gav Studenterforeningen en koncert for komponisten. Her indvilgede Marschner i selv at optræde under mere afslappede former, og ved koncerten dirigerede J.P.E. Hartmann bl.a. flere af Kuhlaus mandskvartetter, og der blev spillet en strygekvartet. Et af aftenens højdepunkter var dog, da den tyske komponist selv satte sig til klaveret og akkompagnerede en af foreningens bedste sangere, Jens Lund, i en arie fra Der Templer und die Jüdin.

Men studenterne havde ogs å en hyldest til Marschner, som de afsang inden det store fakkeltog for komponisten. Adam Oehlenschläger havde skrevet An Marschner, von den dänischen Studenten, hvor han pegede p å de tyske kulturelle forbindelser og især nævnte de komponister, der havde arbejdet i Danmark: Johann Gottlieb Naumann, F.L.Ae. Kunzen og J.A.P. Schulz.

Oehlenschläger fortsatte:

Doch - das gesteh' ich leise -
Dass Kuhlau noch - selbst Weyse
Geborne Deutsche sind.

Hvorefter koret replicerede

Doch wurden Dänen sie geschwind,
Obschon sie Deutsche sind.

Ogs å en populær privat gæst
I det hele taget blev Marschner meget populær i Danmark. Weyse beretter om en middagsselskab hos hofvinhandler Christian Waagepetersen, hvor Marschner og hans kone var indbudt. Marianne Marschner underholdt med nogle sange, men hun sang imidlertid s å kraftigt, at flere af de kvindelige deltagere fik hovedpine. Marschner m å alligevel have haft et godt forhold til især den ene af de kvindelige tilhørere, Helene Kirstein - som vel at mærke var gift med Det Kongelige Teaters direktør C.L. Kirstein - for han tilegnede hende flere sange. Dedikationerne gik dog ogs å den anden vej, idet Weyse tilegnede Marschner sine Ni Sange, der udkom i 1837.

Men H.C. Andersen kunne Marschner ikke imponere - jo, nok hans musik, men ellers var han for kedelig og for stolt. Ikke desto mindre besøgte digteren Marschner p å flere senere rejser, og komponisten skrev ogs å i hans stambog (album) en lille Andantino for klaver. For Marschner selv hørte "mein Aufenthalt in Copenhagen zu meinen genussreichsten Erlebnissen".

Nedskrevne sceneanvisninger til Hans Heiling

Sceneanvisninger til Hans Heiling. Klik for større billede

Opsætningen af Hans Heiling
Den største begivenhed ved Marschners besøg var dog opsætningen af hans opera Hans Heiling, som blev imødeset af det københavnske publikum med store forventninger. Allerede ved sin uropførelse i Berlin i 1833 blev operaen storsl ået modtaget med selve librettisten, barytonen Eduard Devrient selv i titelpartiet. Det Kongelige Teater i København satte som den første by uden for Tyskland operaen p å repertoiret i en oversættelse af dramatikeren C.F. Güntelberg. Marschner har da ogs å betegnet det h åndskrevne partitur med "Nach Kopenhagen" og sin underskrift, s å man har i begyndelsen benyttet et partitur med tysk og derp å overskrevet dansk tekst. Teatret bad nu komponisten om at lede de sidste prøver og dirigere de første forestillinger. Det ville Marschner gerne, og han førte de to første opførelser den 13. og 14. maj 1836 til succes.

Den gunstige modtagelse tillagde man b åde værket, komponistens engagerede direktion og de bærende rolleindehavere. Det hjalp nok ogs å, at kongehuset var til stede ved den første forestilling. Weyse skriver, at Marschner "dirigerer fortreffeligt, kun med for mange udenlandske Fagter", og i titelpartiet fik den fremtrædende baryton Christian Hansen sit gennembrud. Berggreen betegnede ham som et "umiskendeligt talent". Det var ellers sjældent i tysk opera at høre en baryton i et helteparti.

Forsiden af Christian Hansens soloparti

Derimod mente H.C. Andersen, at "Det er en herligt tænkt Musik; men den holder sig ikke paa Teatret", som han skrev efter den første opførelse. Heri fik han dog ikke ret. Operaen holdt sig p å Det Kongelige Teaters repertoire indtil 1903 og fik lidt over 130 opførelser med adskillige af teatrets bedste kræfter i hovedrollerne. Ouverturen og enkelte arier blev ogs å udgivet i Danmark i adskillige oplag for sang og klaver til at spille hjemme i stuen, og Emil Horneman skrev en fantasi over operaens vigtigste temaer. Derudover blev uddrag af operaen opført i bl.a. Koncertforeningen.

Komponistens opera Das Schloss am Aetna blev oversat af ingen ringere end Oehlenschläger og kom op året efter Hans Heiling, i maj 1837. Marschner selv var meget spændt p å dens modtagelse og bad J.P.E. Hartmann om at skrive til ham, hvordan det gik. Opsætningen skete med fine kunstneriske kræfter, og der blev ikke sparet p å kostumer og scenografi, for teatrets ledelse forventede ogs å her en stor succes. Imidlertid gik operaen dog kun tre gange, "saa grundurimelig og uinteressant var den af Fandenskunstner, Spøgerie og absurde Mirakler vrimlende forvirrede Scenerække, …. at Musikens og Udførelsens ualmindelige Fortræffelighed ikke kunde forsone Publikum med dens Miskmask", skriver Overskou. Det Kongelige Kapel spillede dog ouverturen ved den norske violinist Ole Bulls koncert p å teatret i november 1838. Endelig kom det komiske syngestykke Bæbu med Marschners musik p å scenen i april 1839, men ogs å det fik en kort levetid p å kun 5 opførelser.

Hartmann og Marschner
Det var ogs å ved besøget i 1836, at J.P.E. Hartmann lærte Marschner personligt at kende. Hartmann skulle netop begynde sin første større udenlandsrejse i maj 1836, og det lykkedes ham i begyndelsen at sl å følgeskab med ægteparret Marschner. Den tyske komponist kunne ogs å give ham anbefalinger med til Europas kendte musikpersonlingheder, s å bekendtskabet fik stor betydning for Hartmann. Bl.a. mødte han s åledes librettisten til Hans Heiling, Eduard Devrient, i Berlin. Senere traf Hartmann Marschner ved den 3. nordtyske musikfest i Hamburg i juli 1841, hvor den danske komponist blev præsenteret for Franz Liszt.

Hartmann tilegnede da ogs å sine Capricer for klaver, op. 18 (2. bind) til Marschner, hvilket han blev meget beæret over. De to komponister opretholdt en korrespondance, hvori Marschner udtrykte sig hjerteligt om deres forhold og positivt om Hartmanns musik: "Sie wissen, wie gross mein Interesse an Ihren Compositionen ist, die schon zu einem Grad der Reife und Entwicklung gediehen sind, dass sie der allgemeinsten Anerkennung sich erfreuen müssten, kämen Sie vor da Forum der grossen Welt."

Hartmann tilegnede Marschner sine
Capricer for klaver, opus 18 bind 2

Forsiden af J.P.E. Hartmanns 'Capricer for Klaver', op.18, bind 2. Klik for større billede

Den "hemmelige" dagsorden
I årene efter Marschners besøg var Det Kongelige Teater i bekneb for en kapelmester, og de havde nu set tyskeren lidt an. I 1841 kontaktede J.P.E. Hartmann, der sad i teatrets musikalske administration, s å helt privat den tyske komponist med henblik p å dette embede. En anden af administrationens medlemmer, Ernst Weis, havde dog f ået oplysninger om, at Marschners repertoirevalg var for ensidigt, og at han favoriserede sine egne værker, s å Weis var meget skeptisk over for ham som kandidat. Tilbuddet gik p å én prøveperiode p å fem år og 3.000 Rigsdaler i gage, men den tyske komponist ønskede - selv om han var beæret over tilbuddet - en livslang ansættelse og højere løn, hvilket umuliggjorde samarbejdet.

S å Marschners besøg gav hovedstaden mulighed for i en afgrænset periode at opleve en stor tysk kunstner, men en varig forbindelse kunne det ikke blive til. Til gengæld havde man stor glæde af hans opera p å scenen.

Læs mere:

Det Kongelige Bibliotek har adskillige breve til og fra Heinrich Marschner (i forbindelse med J.P.E. Hartmann), trykket af Oehlenschlägers sang til komponisten i Studenterforeningen og hans oversættelse af Der Schloss am Aetna (i noderne) samt partituret og hele Det Kongelige Teaters opførelsesmateriale til Hans Heiling og flere af de andre nævnte operaer.

Arthur Aumont og Edgar Collin: Det danske Nationalteater 1748-1889, København 1898-1900
A.P. Berggreen (red.): Musikalsk Tidende 1836 (flere omtaler)
Avisen Dagen, især 3.5.1836
Anne Ørbæk Jensen: Hellige flamme - Studentersang i Danmark i 1800-tallet, København 1996
H.C.A. Lund: Studenterforeningens Historie 1820-70 1, København 1896
The New Grove Dictionary of Music and Musicians, 2nd Edition, London 2001, artikel "Marschner, Heinrich"
Thomas Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, København 1854-76
Pipers Enzyklopädie des Musiktheaters, München 1996-97, artikel "Hans Heiling"
Gerhard Schepelern: Operaens historie i Danmark 1634-1975, København 1995
Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark 2, København 1978
Inger Sørensen: Hartmann. Et dansk komponistdynasti, København 1999
Inger Sørensen (red.): J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900 1-3, København 1999
Carl Thrane: Fra Hofviolonernes Tid. Skildringer af Det Kongelige Kapels Historie 1648-1848. København 1908
C.E.F. Weyse: Breve 1-2, udgivet af Sven Lunn og Erik Reitzel-Nielsen, København 1964

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Januar 2005