Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

Thomas Linnemann Laub blev født den 5. december 1852 i Langå ved Nyborg, hvor hans far var præst. Efter faderens død i 1863 flyttede familien til Fredericia, og Laub boede her til og med sit første gymnasieår. Herefter kom han til Sorø Akademi, hvorfra han blev student i 1871. Laub begyndte nu at studere teologi, men allerede efter knap to år søgte og kom han ind på konservatoriet for at blive organist. Som lærer fik Laub Johan Christian Gebauer (1808-1884), der ligesom familien Rung - som Laub ofte besøgte - stimulerede hans interesse for gammel musik. Efter at have taget organisteksamen i 1876 var han 1877-1881 vikar for A.P. Berggreen i Trinitatis Kirke, og 1884 efterfulgte han Gebauer som organist ved Helligåndskirken.

1882-1883 foretog Laub sin første rejse til Italien, hvor han studerede gammel italiensk musik, og efter at have læst bl.a. fremstillinger om kirkesangens historie af de to tyskere Carl von Winterfeld (1784-1852) og Gottlieb Tucher (1798-1877) blev hans interesse for at forny kirkesangen vakt. Et besøg i 1886 i Bayern, hvor en sådan fornyelse havde fundet sted, overbeviste Laub om, at noget lignende måtte gennemføres på dansk grund. Allerede året efter udsendte han bogen Om Kirkesangen, hvori han gjorde sig til talsmand for en reform af kirkesangen på grundlag af reformationstidens salmemelodier. Som eksempler på dette arbejde udgav Laub i 1888 den enstemmige samling 80 rytmiske Koraler og de følgende tre år endnu tre hæfter med titlen Kirkemelodier, som rummede firstemmige udsættelser.

Med disse publikationer havde Laub således både formuleret et skriftligt forsvar for en salmesangsreform og fremlagt konkrete forslag til satser i denne ånd, og han følte sig rustet til at søge embedet som organist ved Holmens Kirke, som var blevet ledigt ved Niels W. Gades død kort før jul 1890. Laub blev ansat, men ikke uden en voldsom offentlig debat, hvor hans reformarbejde blev udsat for stærk kritik fra fremtrædende personer i musiklivet. I de følgende år arbejdede Laub ufortrødent videre med sine reformplaner; i 1890 udgav han 10 gamle danske Folkeviser udsatte for blandet kor, og 1896 fulgte Udvalg af Salmemelodier i Kirkestil, som suppleredes med et 2. bind i 1902. Sammen med Axel Olrik udgav han i 1899 og 1904 Danske Folkeviser med gamle Melodier I-II, og i 1909 føjede han Forspil og Melodier. Forsøg i Kirkestil til rækken af udgivelser til liturgisk brug.

Medens Laubs værker indtil Første Verdenskrig havde været centreret om kirkemusikken og folkevisen, så kastede han sig i 1915 ud i et samarbejde med Carl Nielsen om den folkelige sang, som resulterede i de to hæfter En Snes danske Viser (1915 og 1917). Til dem, og nogle år senere til Folkehøjskolens Melodibog (1922), komponerede Laub en række melodier af enkel, folkelig karakter. I 1918 udkom koralbogen Dansk Kirkesang, der rummer såvel en betydelig del af Laubs egne melodier som ældre melodistof, først og fremmest fra reformationstiden. Ligesom Dansk Kirkesang fremstår som Laubs kirkemusikalske testamente, således udtrykker bogen Musik og Kirke fra 1920 hans definitive syn på den gudstjenstlige musik. For at arbejde videre efter de tanker, Laub havde fremlagt i dette skrift blev Samfundet Dansk Kirkesang stiftet på hans 70-årsdag i 1922. Thomas Laub døde den 4. februar 1927.

Laub så det som sit hovedanliggende at genindføre de gamle protestantiske melodier, som enten var blevet trængt ud af menighedssangen eller benyttedes i stærkt ændret form. Denne den væsentligste del af salmesangsreformen kom til at bestå i en bearbejdelse af de gamle forlæg, så de kunne indgå i den danske kirkesang, og reformen har båret frugt i en sådan grad, at den kan betragtes som gennemført, idet en betydelig del af de gamle melodier for længst har genindtaget deres plads i menighedssangen.

Det arbejde, som Thomas Laub påtog sig, må ses som en idealistisk videreførelse af den romantiske reformbevægelse Cæcilianismen, som i første halvdel af det 19. århundrede plæderede for et enkelt og tilbageholdt udtryk i kirkemusikken, hvor inspirationen i satsmæssig henseende skulle søges i renæssancens vokalpolyfoni. Bevægelsen fik et stærkt udtryk i den tyske salmesangsreform under ledelse af Winterfeld og Tucher - i en periode i musikhistorien, hvor især det harmoniske aspekt blev stadig stærkere accentueret. Det var da også netop den romantiske salmemelodistil, som Thomas Laub vendte sig imod. Med inspiration fra bl.a. Winterfeld anlagde han et strengt stilistisk syn på sagen og udviklede selv i sine salmemelodier en kirkestil, som allerede i nogle af hans tidligste melodier (fx "Hil dig, frelser og forsoner" ca. 1890) træder klart frem. Til definition af denne stil benyttede Laub i overensstemmelse med Winterfeld folkevisens rytmiske kvaliteter og den rige tonalitet i de gregorianske melodier. På dette grundlag skabte Laub en lang række melodier, som i modstætning til samtidens romantiske melodier skulle anslå hele salmetekstens ånd og have et alment, objektivt udtryk.

Helt op til vore dage har der været en kirkemusikalsk debat om Laubs melodier, men i Den Danske Koralbog, hvis 3. reviderede udgave udkom i 1992, er han stadig den så langt bedst repræsenterede komponist, og hans melodier til fx "Alle mine kilder skal være hos dig", "Alt, hvad som fuglevinger fik", "Alt står i Guds faderhånd", "Hvilestunden er i vente", "Lyksaligt det folk, som har øre for klang", "Morgenstund har guld i mund", "O du Guds Lam", "Sov sødt, barnlille" og "Stat op, min sjæl i morgengry" må i dag betragtes som indsungne i den danske salmesangstradition. Ved siden af sit arbejde med kirkesangen dyrkede Laub den romantisk-farvede lied, som han har beriget med en række smukt afstemte værker.

Claus Røllum-Larsen

Se webudstllingen om Thomas Laub og salmesangsreformen samt online-versionen af 48 Kirkemelodier, 80 rytmiske Koraler og En Snes Danske Viser bind 1 og bind 2.

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret December 2003