Det Kongelige Bibliotek - Musikafdelingen - F.L. Ae. Kunzen: Eropolis

Den 31. januar 1803 - for 200 år siden - havde skuespillet Eropolis premiere på Det Kongelige Teater. Stykket var skrevet af forfatteren Christian Levin Sander med musik af komponisten og kapelmesteren F.L. Ae. Kunzen, og musikken var i omfang meget nær på at være en opera. Selv om en af Det Kongelige Teaters mest fejrede sangere, Edouard Dupuy, spillede den ene hovedrollerne, fik dramaet en krank skæbne.

Hvad handlede det om?
C.L. Sanders skuespil tog udgangspunkt i den antikke græske verden, som ellers omkring 1800 sjældent blev brugt som skuespilemne.

En gruppe grækere, Parthenierne, der er udgået fra Sparta, er landet på øen Dia og vil grundlægge deres egen by. Imidlertid er øen beboet af Amazoner og indviet til gudinden Artemis, og det kommer til flere sammenstød mellem Parthenierne og Amazonerne.
En gruppe sørøvere ankommer til øen og vil dræbe de kvindelige krigere, som dog bliver reddet af Parthenierne, og til slut ender stykket med en forsoning mellem de to grupper. Eros stiger ned og fremskynder bryllup mellem Partheniernes mænd og Amazonernes kvinder, hvorefter den nye by under store ceremonier og i festtog bliver navngivet Eropolis.

Stykket har åbenbart heller ikke været helt nemt at forstå for datidens publikum. For at lette forståelsen, give et fyldigere baggrundsmateriale og nok også af reklamehensyn udgav litteraten Niels Christian Øst et lille skrift dateret 27. januar 1803 - altså før premieren -, hvori han refererer handlingen og med hjælp fra professor Rasmus Nyerup fra Det Kongelige Bibliotek bringer en ord- og navneliste bagest. Han skriver i forordet, at "Herr Professor Sander har arbeidet saa overmaade meget for Theaterbestyrelsen, Kapelmesteren, Dekorateuren, Maskinmesteren, Sangeren, Skuespilleren, Dandseren; kort, for Geniet, Talentet, Smagen og Fliden, at det sandelige var Skade, om hans Arbeides Værd ikke blev forstaaet, eller ikke rigtigen forstaaet, eller ikke paaskiønnet." Man har nok allerede da haft sine tvivl om stykkets holdbarhed på scenen.

Titelbladet til Chr. L. Sanders skuespil Eropolis
København 1803

Hvem var forfatteren?
Chr. L. Sander var født i Itzehoe i Holsten i 1756. Han var en svagelig natur, men læste meget og fik en karriere som lærer i Tyskland, inden han i 1783 kom til København som huslærer hos Christian Ditlev Reventlow. Allerede da havde han skrevet både digte, skuespil og mere faktuelle essays, og i Danmark fortsatte hans digteriske åre. I begyndelsen oversatte han mange danske forfatteres værker til tysk, deriblandt Ewalds Fiskerne, og skrev også selv en række digte på dansk. Sit danske dramatiske gennembrud fik han i 1797 med Niels Ebbesen af Nørreriis, eller Danmarks Befrielse, der ironisk nok har kampen mod holstenerne som emne. Dette stykke blev meget populært, mens efterfølgerne så som Hospitalet (1805) og Knud, Danmarks Hertug (1808) ikke opnåede stor succes.

Sander var meget litterært interesseret og deltog bl.a. meget i Efterslægtsselskabets aktiviteter. I 1800 blev han lærer (kaldet professor) i pædagogik, metodik og tysk ved det nyoprettede pædagogiske seminarium for de lærde skoler, og han både forelæste og udgav bøger om pædagogiske emner. En af dem var Polyhymnia, Euterpe og Theone, eller theoretisk Sammenligning af Musik, Rhytmik og Declamerekonst fra 1813.

Sander skrev således Eropolis på et tidspunkt, da han endnu havde succes både på det dramatiske og pædagogiske område. Han forligede sig imidlertid aldrig med de fremspirende romantiske ideer og følte sig senere som en forbigået mand i digterisk henseende. Det var da desværre også karakteristisk for hans tekst til Eropolis, at stykkets græske emne ikke slog an hos publikum, som bl.a. synes, at de mange højtideligheder og ceremonier blev for kedelige.

Lidt om komponisten
F.L.Ae. Kunzen (1761-1817) var ved sit andet Københavns-ophold blevet ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater i København i 1795 og med til arbejdet hørte også, at han selv komponerede både operaer og syngespil. Det blev i denne omgang til operaen Erik Ejegod (1798) samt syngespil som Viinhøsten og Dragedukken (begge 1796-97) samt Hjemkomsten (1802). Derudover skrev han i perioden 1803-11 musik til en række skuespil. I nogle af dem nøjedes han med enkelte sange, men fem af disse partiturer med skuespilmusik er meget omfattende, deriblandt Dannekvinderne (1805) og Gyrithe (1807). Det var da også typisk, at hans operaer og syngespil næsten alle udkom i klaverudtog, mens den senere skuespilmusik var for omfattende og ikke havde samme appel. Derfor kom den som regel kun i uddrag i komponistens eget nodetidsskrift Polyhymnia.

Kunzen gjorde også en særlig indsats for at få Mozarts operaer opført på teatret, og han forsøgte først med Cosi fan tutte i 1798, som dog af flere grunde blev en fiasko. I 1803 eller måske lidt senere indvilgede teatrets ledelse i at forsøge igen, denne gang med Don Giovanni. Imidlertid opdagede direktionen, at der medvirkede et spøgelse (Stengæsten) på scenen, og den fortrød derfor tilladelsen. Først i 1807 kom Don Giovanni på Det Kongelige Teaters repertoire med den fejrede tenor-baryton Edouard Dupuy i hovedrollen.

Fr.L.Ae. Kunzen.
Portræt.
Kobberstik af Johann Heinrich Lips, 1809

Eropolis bliver til
I sæsonen 1802-03 blev der imidlertid overvejende opført syngespil på Det Kongelige Teater inden for den musikdramatiske genre. Der var dog et stigende pres på Kunzen for at få tilført repertoiret en større opera, især fordi den berømte sanger Edouard Dupuy var blevet ansat. Han kom til København i marts 1802 og virkede både som 2. koncertmester i kapellet og som sanger, men det blev dog hurtigt hans sanglige kvaliteter, Teatret benyttede.

Kunzen besluttede selv at skrive et værk, der var tilpasset såvel Dupuy som - måske især - teatrets øvrige kræfter, og han valgte til dette formål Sanders tekst Eropolis. Sander og Kunzen var gode venner, og Sander oversatte flere danske tekster, som Kunzen satte i musik, deriblandt den omtalte Fiskerne. Forfatteren sørgede også for at få Eropolis oversat til tysk allerede i 1804, men så vidt vides bevirkede det ikke udenlandske opførelser af værket. Sander forblev dog en meget nær ven af Kunzen, og hans nekrolog over komponisten er en af de væsentligste kilder til vores viden om denne musikalske kunstner.

I Eropolis er der imidlertid ikke tale om en hel opera, fordi der mangler overgange mellem de enkelte scener, men musikkens omfang nærmer sig denne genre. Selve partituret kan opvise såvel ouverture som mellemspil, marscher og ceremonimusik, sange, kor og danse. Musikken var afvekslende og imponerende, og instrumentationen var flot, men der manglede en gennemgående ide.

Som koreograf valgtes helt naturligt teatrets balletmester Vincenzo Galeotti, der netop omkring 1800 var slået igennem med sine store pantomimiske balletter, der var inspireret af den nye genre, melodramaet, med deklamation over klassiske emner, ledsaget af instrumentalmusik. I Eropolis indarbejdede Galeotti dansene i handlingen, og der var ved de store ceremoniscener rig lejlighed til at indkorporere koreografi.

Titelblad fra Kunzens nodetidsskrift 'Polyhymnia'

Titelbladet til Kunzens nodetidsskrift Polyhymnia. Der kom i alt fire hæfter 1805-06 med uddrag af en lang række af hans værker.

Selve opførelsen
Da Eropolis i januar 1803 gik over scenen for første gang, var det med habile kunstnere i hovedrollerne. Den ene mandlige hærfører blev spillet af den fremtrædende tenor Michael Rosing, men endnu mere spektakulært var Edouard Dupuy i den anden mandlige hovedrolle. Derudover kunne man også se Peter Jørgen Frydendahl, der i øvrigt optrådte i et omfattende både skuespil- og sangrepertoire, på rollelisten. I de kvindelige hovedroller hørte man den talentfulde Catharine Frydendahl, der blev teatrets datidige førende Mozartsangerinde og Johanne Elisabeth Dahlén, begge erfarne sangerinder med en del år i teatrets tjeneste. Michael Rosing og Catharine Frydendahl havde tidligere spillet hovedrollerne i begge Kunzens operaer Holger Danske og Erik Ejegod.

Imidlertid oplevede Eropolis i alt kun otte opførelser på Det Kongelige Teater i årene 1803-07. En af grundene var nok, at de sanglige partier var ganske svære, således at det kun var Dupuy, der for alvor kunne honorere kravene; "endog Mad. Frydendahl faldt [partiet] saa besværlig, at det blev bemærkeligt for Tilhørerene", skriver teaterhistorikeren Thomas Overskou. Han fortsætter, at "I Forhold til den store Møie og Bekostning, som var anvendt paa dette omfangsrige Værks Udførelse og Udstyr, gjorde det kun liden Lykke, og denne tillagdes endda blot Kunzens Musik, thi Stykket fandt alle meget kjedsommeligt". Det har da heller ikke været opført siden, og musikken foreligger i sin helhed kun som håndskrevet partitur i tre bind på Det Kongelige Bibliotek. Kunzen udgav dog et mindre uddrag af musikken i klaverudtog i sit nodetidsskrift Polyhymnia.(Søg i '1800-tallets danske Teatermusik' og se noden)

Læs mere:

Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave ved Sv. Cedergren Bech, København 1979-84. Artikler om bl.a. Chr.L. Sander, F.L.Ae. Kunzen og Ed. Du Puy

Carsten E. Hatting: Mozart og Danmark, København 1991

Thomas Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, 4. del, København 1862

Gerhard Schepelern: Operaens historie i Danmark 1634-1975, København 1995

Heinrich W. Schwab: Friedrich Ludwig Aemilius Kunzen (1761-1817). Stationen seines Lebens und Wirkens. Ausstellung aus Anlaß des Jubiläums der Berufung zum Musikdirektor der Königlichen dänischen Hofkapelle im Jahre 1795, Heide in Holstein 1995

Kunzens Polyhymnia findes i Det Kongelige Biblioteks Musik- og Teaterafdeling, signatur D6. De tre håndskrevne bind med hele partituret findes samme sted med signaturen C II, 116. Både den udgivne tekst til skuespillet og Niels Christian Østs skrift findes ligeledes på biblioteket.

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Maj 2003