Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

En af de mest spillede og elskede operetter, Franz Lehars Den Glade Enke, blev uropført for 100 år siden. Alle nynnede med på de populære sange, ikke mindst "Vilja, o, Vilja". Operetten kom hurtigt til Danmark, hvor den også blev en stor succes og har været spillet mange gange. Den havde dog nær kostet en af de medvirkende livet.

Franz Lehar
Lehar blev født i 1870 og fik sin musikalske uddanelse i Prag. Han virkede som violinist og senere kapelmester både i Tyskland og Ungarn bl.a. ved flere militærorkestre. Det var især operaen, der havde hans interesse, og en overgang levede han alene af sin komponistvirksomhed, men fik dog ikke rigtig succes på dette område. I 1899 kom han til Wien og fik ansættelse som kapelmester på det fremtrædende Theater an der Wien. Her fik han opført sin første operette i 1902, og det blev til endnu tre værker, før han for alvor brød igennem i 1905 med Den Glade Enke.

Holger Reenberg som Grev Danilo i Den Glade Enke på Casino-teatret i 1906. Billederne af skuespillerne blev solgt i pausen i forestillingen som reklame for opsætningen, og de findes ofte bevaret i en række eksemplarer, nogle af dem sendt som postkort til gode venner.
Klik på billedet for at se det i større format

Operetten får premiere
Teksten er skrevet af de erfarne librettister og teatermænd Viktor Léon og Leo Stein efter komedien L'attaché d'ambassade fra 1861 af forfatteren Henri Meilhac, der også skrev liberettto til operaen Carmen, flere Offenbach-operetter og lystspillet Frk. Nitouche. Den Glade Enke blev hurtigt oversat til tysk og havde stor succes på Carl Theater i Wien. Léon og Stein omlagde handlingen fra en af de tyske småstater til Montenegro, som de dog i teksten kaldte Pontevedro. På den måde kunne der komme lidt flere folkloristiske indslag i operetten.

Egentlig var teksten tiltænkt komponisten Richard Heuberger, der i 1897 havde haft stor succes med operetten Der Opernball, men i stedet gik den til den noget yngre komponist Franz Lehar. Stykket blev uropført den 28. december 1905 på Theater an der Wien i Wien, og i hovedrollerne så man Mizzi Günther som Hanna Glawari og Louis Treumann som grev Danilo. De to stjerner var et af Wiens mest elskede operettepar i årene efter 1905, hvor de begge var debuteret. Selv om modtagelsen var middelmådig, blev operetten på længere sigt en stor succes og den blev hurtigt opført rundt omkring i Europa og kom også til USA. Især i Tyskland var den uhyre populær.

Den Glade Enke blev en af de kendteste operetter fra 1900-tallet, især inden for genren "danseoperette". Hele sceneriet og til dels også handlingen er indrettet på danseoptrin lige fra vals og polka til cakewalk og cancan. Men dansene begrundes ikke alene i teksten; de indgår også i selve numrene uden at være baggrund. Her er der tale om både folkedanseagtige indslag og finere selskabsdanse. "Den er skreven af og for Mennesker, der er fødte med Valsen paa Læberne og Czardas'en i Fodsaalerne" (Charles Kjerulf i Politiken).

Lehars operette lever på en opstilling af modsætninger. Set ovenfra drejer det sig f.eks. om det mere naive hverdagsagtige over for det mondæne og uopnåelige. Samtidig er der rent musikalsk tale om det folkloristiske (f.eks. Vilja-sangen) over for en mere Offenbach'sk løssluppen musik (f.eks. hos grisetterne). Eller det inderlige, tidløse over for det mere facadeagtige og meget nærværende. Nogle gange gentages melodierne - eller dele af dem - i en ny sammenhæng, som har forbindelse til handlingens videreførelse, men alligevel giver et tilbageblik. Teknikken giver mindelser om Richard Wagners store operaer.

Gerda Christophersen som Valencienne i Den Glade Enke på Casino-teatret i 1906
Klik på billedet for at se det i større format.

Premiere på Casino i København
Allerede den 18. august 1906 kunne Casino teatret i København indbyde til Danmarkspremiere på operetten, som derefter spillede ikke mindre end 130 gange det år. Men som Politiken skriver: "Casinos Direktør er en dristig Mand: at sætte en ny Operette op paa Saisonens første Aften midt i Avgust Maaned og det under et Uvejr af Reklame-Torden og ophidsende Forventnings-Lyn, der siger Spar to til selve Sommerens - det er voveligt". Men det gik nu helt godt.

Det var forfatteren Gustav Hetsch, der havde oversat teksten, og som musikjournalist og -kritiker traf han senere selv Lehar. Inden da havde man hele sommeren 1906 kunnet høre "Enkevalsen" fra utallige forlystelsesetablissementer. "Publikum fandt aabenbart overmaade Behag i den nye Komponist, Frantz Léhar, hr. Gustav Hetsch præsenterede for det, og der blev vanskelig Ende paa de Fremkaldelser, hvormed Succesen sloges fast", skrev Illustreret Tidende.

I de to hovedroller fandt man skuespillerne Gerda Krum som Hanna Glawari og Holger Reenberg som Grev Danilo. Derudover spillede operetteprimadonnaen Gerda Christoffersen rollen som den pontevedrinske gesandts kone Valencienne. Og generelt fik de smukke ord med på vejen. "Fru Krum har netop den glade Enkes indsmigrende Livsglæde, hendes Sang og Spil bevæger sig netop i de kælne Rytmer, der passer til Lehars Musik. Hr. Reenberg er lige besejrende som Smedesvend, som Kongesøn og nu som Operettegreve". Andre var mere forbeholdne, men nævnte dog, at Gerda Krum "brugte sin store og smukke Stemme fortræffeligt". Men "Hr. Reenberg smilede sig saa elskværdigt ind i alle Hjærter, at han var lige ved at faa Folk til at tro, at ogsaa han kan synge…".

Adskillige var dog enige om, at man skal "lede længe efter en Kunstnerinde, der som hun [Gerda Christoffersen] kunde baade spille og synge tredje Akts Varietéscene, hvor hun som Valencienne optræder som grisetternes anfører.

Gerda Krum som Hanna Glawari i Den Glade Enke på Casino-teatret i 1906
Klik på billedet for at se det i større format.

En tragisk historie
Casinos strålende Hanna Glawari blev spillet af skuespillerinden Gerda Krum, som var gift med en 20 år ældre skuespiller ligeledes fra Casino-teatret. Imidlertid blev han meget jaloux på sin kones succes på teatret, netop i en rolle, hvor hun skulle danse og flirte med sin medspiller. Til sidst bad han hende om at frasige sig rollen, men det var hun ikke villig til. Det endte med, at han en morgen forsøgte at skyde hende, hvorefter han dræbte sig selv. Skuddet mod Gerda Krum ramte derimod kun overfladisk. Hun blev senere gift igen, men af personlige årsager måtte hun nedtone sin karriere. Gerda Krum medvirkede dog i seks film indtil 1914 og døde først i 1953.

En anden type operette
En af grundene til, at Kjerulf fandt opsætningen vovelig var, at stykket i så høj grad havde rødder i den wienerske valsetradition, at det kunne være svært for københavnerne at fremstille figurerne med tilstrækkelig lethed og "vuggende Sanselighed". Men Kjerulf fremhævede dog i Politiken, at "Det turde være en dundrende Løgn, at Franz Lehar er 'en ny Strauss' - han er langt, langt fra Geniet - men han skriver flydende og muntert.." med en "elskværdig, dannet, usnærpet" musik. Så den gamle wienerstil kunne Den Glade Enke ikke helt leve op til.

Til gengæld opfattede man et skift fra den tidlige operettes handling, komik og fransk inspiration. "Det er nu en Musik, der ofte synes at være bleven til ved et Ølkrus, som med sine dovent-kælne Rytmer smigrer sig ind i Ørerne, og en Tekst, hvis Lystighed har mere af en lidt øltung tysk Humor end af gallisk Vid. Det er springet fra en Offenbach og hans Lærlinge til de mange Straussiske Efterlignere, der gør deres Lykke Verden over", fortsætter Illustreret Tidende. Og så lader det sig jo ikke nægte, at "den i en Betænkelig Grad staar Varieteen nærmere end Scenen".

I begyndelsen af 1920erne kom operetten op på
Scala-Teatret, og der blev udgivet en samling af
noder til de mest kendte af sangene
Med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København

Klik på billedet for at se det i større format.

Imidlertid karakteriserede forfatteren, udgiveren af tidsskriftet Teatret og senere Tivolis direktør, Victor Lemkow, noget spydigt en operette ved, at "Der skal fra Komponistens Side en kvik, iørefaldende Musik til, Skuespillerne skal være ovenud lystige og fornøjelige, og endelig Teaterdirektøren skal forstaa at sætte Operetten op. Det eneste, der gærne kan mangle, er Indhold". Det opfyldte Den Glade Enke til fulde: "hun var nemlig rart indholdsløs; saa helt uden Pointe, at Indholdet ikke lader sig referere".

Operetten har været oversat til dansk flere gange, bl.a. af Charles Kjerulf i 1907, og den har også været spillet på flere forskellige teatre i Danmark.

Læs mere:
Carl Dahlhaus: "Zur musikalischen Dramaturgie der "Lustigen Witwe", Österreichische Musikzeitschrift 40/12, december 1985, s. 657-64

Ingrid Federspiel: "Da 'Den glade Enke' erobrede Verden. Musikminder fra Vinteren 1906-07", Verden og Vi 1923, s. 71-63

Pipers Enzyklopäie des Musiktheaters, bind 3, München-Zürich 1989, s. 439-44

Anmeldelser:
Teatret (Victor Lemkow), 5. årgang 1905-06, s. 129-36
Illustreret Tidende, 26.8.1906 (H.L.)
Politiken (Charles Kjerulf) 20.8.1906

Der er lavet en speciel hjemmeside til fejring af operettens 100-års jubilæum. Her kan man læse mange flere oplysninger og se en række billeder både fra forestillinger, af plakater og af ophavsmændene til operetten.

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret April 2005