Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

En af de populære amerikanske danse er cakewalk. Netop for 100 år siden udkom der adskillige noder med musik til cakewalks i Danmark, for da var dansen uhyre populær i Europa, og den bredte sig også til de hjemlige breddegrader. I februar måned 1903 kunne man for alvor opleve den i København.

Hvor kommer den fra?
Dansen er oprindelig fra 1800-tallet og har sine rødder blandt afro-amerikanere. Sandsynligvis er den opstået ved, at slaver især i Caribien og det nordlige USA ved høstfesten parodierede de hvides fine manerer og storslåede marcher ved de store baller. I 1890erne arrangeredes cakewalk-konkurrencer som underholdning på plantagerne i USA, og dansens navn stammer muligvis fra de præmier, der blev udsat ved disse og andre opvisninger - en flot kage.

Senere blev dansen spredt bl.a. gennem minstrel shows, der imiterede afro-amerikanerens underholdning, men med sortsværtede hvide skuespillere. Her var den især indlagt i finalen, men kun med mænd og ikke som pardans. Afro-amerikanske kunstnere kunne kun optræde på scenen, hvis de indgik i et minstrel show.

Selve dansen
Der er ikke faste dansetrin i en cakewalk. Oprindeligt bestod den i lidt slæbende bevægelser med glidende skridt, hvor parrene gik i march efter hinanden. De bukkede frem og tilbage, knejsede eller sparkede med benene, mens de hilste på publikum. Efterhånden spankulerede de nærmest i en slags parade.

Musikken til cakewalks var ofte meget synkoperet og mindede i stilen om ragtime. En af de største hits var komponisten Kerry Mills Georgia Camp Meeting fra 1897, og dette værk kunne høres i København i 1901, hvor den i sommerrevyen blev anvendt som "Raadhusvægternes Entre". Noden blev efterfølgende udgivet i det udbredte musiktidsskrift Hver 8. Dags Musik og Sang (3/28) og senere - i februar 1903 - som en del af en artikel i Illustreret Tidende (44/20). Så sent som i 1960erne fik den en renæssance, nu sunget af SweDanes.

Hæfte med seks cake-walks udgivet i Danmark i 1903.

Cakewalken bliver rigtig populær
I 1890erne blev Broadway center for USA's show business, især musikdramatikken i videste forstand, og også cakewalken optrådte første gang på scenen på dette tidspunkt. I 1889 satte man imidlertid The Creole Show op med afro-amerikanske kunstnere som dansere og sangere. Her medvirkede bl.a. en chorus line af piger, og finalen var en cakewalk. Den blev danset af parret Dora Dean og Charles Johnson, som blev nogle af de mest populære cakewalk-dansere, og som fortsatte deres karriere helt til omkring 1930. De optrådte i fantastiske kostumer - han med monokel, handsker og stok - og de talte sig nærmest igennem deres sange. Et sådant show med afro-amerikanske medvirkende uden for minstrel traditionen var en stor og populær nyskabelse.

Mest berømt blev dog musikforestillingen Clorindy, or The Origin of the Cakewalk fra 1898. Komponisten var Will Marion Cook (1869-1944), oprindelig violinist med studier hos bl.a. Joseph Joachim i Berlin, senere også komponist og dirigent for en række musicals på Broadway. Tanken med Clorindy var at skabe historien om, hvordan cakewalken kom til Louisiana i 1880erne, og det blev en stor succes. Fra da af genindførtes dansen på scenen som pardans med både mandlige og kvindelige optrædende, og der indgik et stort element af improvisation. Dansen fungerede ofte som show'enes store finalenummer. "The Cakewalk was soon to ignite a new and more general interest in Negro-rooted dance", skriver jazzhistorikerne Marshall og Jean Stearns.

Sommerrevyen fra 1903, opført på Frederiksberg Morskabsteater. Heri var indlagt nedenstående sang "Vi kulørte Piger"

Vedvarende popularitet
Senere fulgte spektakulære forestillinger som In Dahomey (1902) og In Abyssinia (1905). Det var et andet kendt danserpar, Bert Williams og George Walker, der oprindelig skulle have medvirket i Clorindy, som nu var med til at skabe et show på baggrund af mødet med nogle besøgende fra Dahomey (nu Benin). In Dahomey blev overført til London i 1903, og man havde først tænkt sig at udelade cakewalken, men nyheden om den havde bredt sig, så publikum insisterede på at få den med. Samtidig introduceredes dansen også i Paris. Stykket blev så populært, at bl.a. Percy Grainger i sommeren 1903 lavede et klaverstykke In Dahomey. Cakewalk Smasher using tunes from Darkie Comic opera "In Dahomey", hvortil manuskriptet befinder sig på Grainger Museum, University of Melbourne (indspillet i 2001 på Percy Grainger: Works for solo piano I med Penelope Thwaites. Chandos CHAN 9895).

Videre perspektiver
Efterhånden spredte dansens popularitet sig til både afro-amerikanere og hvide, og nogle af trinene blev overtaget af andre amerikanske danseformer som bl.a. Black Bottom og Charleston. Cakewalk- musikken fik endvidere en repræsentant i den europæiske musik med Claude Debussys Golliwogs Cakewalk fra samlingen Children's Corner (1906-08). I 1920erne var cakewalkens rolle dog stort set udspillet, og den blev erstattet af nye danse, men inspirationen fra musikken kunne senere opleves i nogle amerikanske musicals, deriblandt Jerry Hermans Hello Dolly (1964) og Mame (1966).

I Danmark
Erik Wiedemann fortæller i sin disputats om introduktionen af dansen i Danmark ved en kabaret, som prinsesse Marie afholdt med velgørende formål i Odd Fellow Palæet den 11. marts 1903. Herman Bang var konferencier, og det meste af kongefamilien var til stede, da der blev danset en cakewalk af balleteleverne Alma Sommer og Einar Jönsson (senere Lindén), fulgt af en efter sigende mere original udgave ved de kgl. balletdansere Dagny Lange og Richard Jensen.

Dansens popularitet i London og Paris blev også omtalt i flere københavnske blade, ligesom flere af dem bragte udførlige illustrerede omtaler af dansens figurer. Men de var bestemt ikke alle lige positive over for nyheden.

Damernes Blad fra 21. december 1902 har et opslag med noderne til Kagedansen af den amerikanske ragtime-komponist Abe Holzmann, ledsaget af en udførlig dansebeskrivelse og en omtale af cake-walken: "Og naar til Vinter alle Københavns nydelige Smaafrøkener yndefuldt hopper omkring og med Armene slaar Takt til Kagedansen's Toner, hvad gør saa det, at denne den nyeste af alle Danse blev bragt paa Mode af et Negerselskab i Nouveau-Cirque i Paris? Men saa har Dansen jo rigtignok ogsaa gennemgaaet en stor Forandring, er bleven fin og velopdragen og saa "evropæiseret", at Negerne vist vil have ondt ved at kende den igen".

Hver 8. Dag fra 8. februar 1903 modstiller to billeder af dansen i sin oprindelige form og i en europæisk version, for "Hvad nytter det, at samtlige Europas Smagsdommere protesterer, Kagedansen spjætter sig dog sejrrigt frem fra Nordamerikas sydlige Negersamfund til Midtpunkterne for moderne europæisk Kultur." I sin oprindelige skikkelse er det de groteske påfund, der honoreres, mens europæerne har "indskrænket sig til at bibeholde de ugraciøse Trin og Gestus…Mest af alt minder Stillingen om en Puddelhunds, naar den lokkes til at staa paa Bagbenene, Poterne frem, Skuldren tilbage". Endelig sammenlignes bevægelserne med en kængurus, hvilket en pariserkorrespondent dog anser for "en gemén Insinuation imod Kænguruhen, hvis ærlige Navn intetsomhelst har at skaffe med hele denne Sag".

Endelig beskriver Illustreret Tidende (15.2.1903) denne nye dans "eller rettere sagt den Samling akrobatiske Øvelser, der under dette Navn er bleven anerkendt som Sæsonens Selskabsdans". Bladet skitserer det uheldige i den store amerikanske kulturelle indflydelse og sammenligner også her dansetrinene med en hunds bevægelser, nemlig "at hoppe fremad med ængstelig tilbagebøjet Overkrop, medens de løftede Underarme vifter i Luften som et Par Poter".

Dansen appellerede endvidere til det satiriske blad Blæksprutten, som i 1903 bragte billedet "Familiebal", hvor fine borgere barfodet danser cakewalk hjemme i stuen.

Noder
Selv om man havde kunnet høre cakewalks i Danmark allerede i 1901, var det først i 1903 at genren for alvor blev populær, hvilket bl.a. ytrer sig i en række nodeudgivelser.

Mindre kendte amerikanske komponisters cakewalks blev hurtigt udgivet, bl.a. Jack Dowers Cake-Walk, som både fandtes i enkelttryk og gengivet som eksempel i Damernes Blad og Hver 8. Dags Musik og Sang. Derudover må også nævnes T.W. Thurban: The Permans Brooklyn Cake Walk, som udkom både i Sverige og Danmark, førstnævnte med en detaljeret dansebeskrivelse. I dag er den hovedsagelig kendt for sin trio, der senere fik teksten "Kommer der ikke snart en Tuborg til mig". Endelig gengiver Hver 8. Dags Musik og Sang også The ELKS's American Cake Walk, der betegnes "Verdens Succes" og angives at være "fortræffelig til en hoppende Polka".

Den mest omfattende udgivelse var dog Cake-walk album for klaver, et lille hæfte med seks melodier, der bl.a. omfattede både Dowers sats og Mills' meget populære Georgia Camp Meeting.

Det var endvidere oplagt at anvende denne meget omtalte og populære dans i Sommerrevyen fra 1903, opført på Frederiksberg Morskabsteater. Her havde Olfert Jespersen bearbejdet et "Amerikansk Thema, frit behandlet, med tilkomponerede Strofer" til sangen Vi kulørte Piger med tekst af Axel Henriques og Anton Melbye. Sangen blev sunget af skuespilleren Kirstine Friis-Hjorth og skildrer tre vestindiske piger, der får blodet i kog af jalousi, mens mændene danser cakewalk med de hvide damer.

Noget senere - i 1962 - anvendte Kai Normann Andersen cakewalken som miljøskabende element i Erik Ballings film Den kære Familie, baseret på forfatteren Gustav Esmanns skuespil. Handlingen foregår lige omkring 1900, og i filmen danses cakewalken af Susse Wold og Jarl Kulle.

Endelig har Det Kongelige Biblioteks Orkesterbibliotek flere sæt, især tysk, stemmemateriale for kammerorkester fra 1903, som stammer fra danske musikere. Heriblandt ses cakewalks som Arthur Pryor: Mr. Black Man, Paul Linckes Negers Geburtstag (Coon's Birthday), hvor der både er angivet fodtramp og gnidning med sandpapir samt R. Vollstedt: Eine vergnügte Negerhochzeit, hvor der ar angivet råb og latter i noderne.

I det første årti af 1900-tallet udkom flere indspilninger af cakewalks i Danmark, men kvaliteten var svingende. Et par af pladerne var indspillet af Garde-Husar-Regimentets Orkester og viste ikke megen indflydelse fra amerikansk "sound". Som et senere eksempel er dansen inkluderet i Niels Viggo Bentzons improviserede jazzsuite Third stream music, opus 179, der blev indspillet i september 1965 på Fonas pladeselskab med Bentzon selv og en kvartet.

Vi gør opmærksom på, at ord, der kan opfattes som diskriminerende, kun er medtaget af historiske grunde og ikke er udtryk for hverken bibliotekets eller forfatterens holdning.

Læs mere:
Will Marion Cook: "Clorindy, the Origin of the Cakewalk", Eileen Southern (red:) Readings in Black American Music, New York 1971, s. 217-23

Lynne Fauley Emery: Black Dance in The United States from 1619 to 1970. Palo Alto CA 1972

Erik Moseholm og Allan Rasmussen havde i Dansk Musiker Tidende, årg. 60, 1970 en serie om Den moderne dansemusik i Danmark. Her er især kapitlerne "Kagedansen" (s. 254-56), "Negerdans" ( s. 291-92) og "Balkultur og de første grammofonindspilninger" (s. 327-29) aktuelle.

Marshall and Jean Stearns: Jazz Dance. The Story of American Vernacular Dance, New York and London 1968

Erik Wiedemann: Jazz i Danmark - i tyverne, trediverne og fyrrerne. En musikkulturel undersøgelse, bind 1, København 1982.

-----------

H. Wiley Hitchcock and Pauline Norton: "Cakewalk", i: The New Grove Dictionary of Music and Musicians, Bind 4, London 2001

Brenda Dixon Gottschild: "Cakewalk", i: The International Encyclopedia of Dance, bind 2, Oxford 1998

Dan Fogs Samling, samling 75-G (registrant s. 67f). Registrant opstillet på Center for Musik og Teater

Dansk Musikfortegnelse 1903

Opslag i REX og www.bibliotek.dk

Og endelig en række gengivelser af Cakewalk noder, hvor man også kan se nogle flotte forsider: Library of Congress' American Memory projekt, gå ind på Performing Arts og skriv "cakewalk" i søgefeltet.

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret November 2003