Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

Ellen Beck var omkring 1900 og i årtierne efter en af de kendteste danske koncertsangere med et meget bredt repertoire. Hun optrådte overalt i Danmark og i en lang række europæiske lande, og romancen var hendes foretrukne genre. Endelig virkede hun også som lærer for en lang række danske sangere inden for alle genrer. I 2003 er det 50 år siden, hun døde.

Ellen Nathalie Nina Beck blev født i oktober 1873 som datter af godsinspektør og senere etatsråd E.Fr. Beck på Lerchenborg gods ved Kalundborg. Både forældrene og hendes fire brødre var meget musikinteresserede, og hendes mor var søster til komponisten Jakob Fabricius. Hun viste allerede i 15-års alderen sine evner for sang og begyndte i 1888 at tage timer hos den svenske basbaryton og pædagog Algot Lange. Senere rejste hun til Paris for studere hos tenoren Vittore Devilliers, der også havde haft Vilhelm Herold og Peter Cornelius som elever, og hun fortsatte senere med studieture til udlandet.

I 1903-04 udkom tre bind Ellen Beck Album med hendes favoritrepertoire.

Med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København.

I 1891 debuterede hun ved en koncert i Kalundborg, i 1893 i Roskilde Domkirke og i 1898 holdt hun sin første egen koncert i København. Kritikken var begejstret, men der blev dog påpeget enkelte tekniske mangler, selv om anmelderen Robert Henriques bemærkede, at hun havde en "sombreret Staalklang, der ikke undlader at gjøre stor Virkning i kantabile Satser". Imidlertid optrådte hun flittigt i musikforeninger over hele landet og havde ofte de kendte pianister Johanne Stockmarr og Agnes Adler som akkompagnatør. I København kunne man bl.a. høre hende ved Palækoncerterne og i Cæciliaforeningen. Allerede i 1906 udnævnte Frederik 8. Ellen Beck til kgl. kammersangerinde, og hun er den eneste koncertsangerinde, der har fået denne titel. "Stemmen selv er stor. Prægtig af klang. Pragtfuld i sin Udfoldelse. Stor Sangkunst giver den Sikkerhed og Klarhed", skrev Herman Bang i 1900.

Derudover førte sangen hende rundt i hele Europa - til musikforeninger i Skandinavien, til symfonikoncerter i Rusland og til filharmoniske koncert i Tyskland og England, Schweiz, Frankrig, Irland og Skotland. Hun medvirkede også ved store musikfestivaler i Storbritannien, ikke mindst ved promenadekoncerterne i Royal Albert Hall. På disse rejser kom hun til at optræde med mange berømte dirigenter, blandt dem Tor Aulin, Richard Strauss og Sir Henry Wood.

Ellen Becks repertoire var afpasset efter hendes stemmetype, en fyldig mezzo-sopran dog med lidt hårdhed i højden, men med en meget fin teknik. Det var helt klart lieden og romancen, som var hendes hovedområde, men hun sang også operaarier og havde en stor evne til at indleve sig i sammenhængen mellem musik og tekst. Samtidig fik hun denne indlevelse og forståelse ud over rampen. "I hendes Udførelse genfødes Digt og Musik, og der skabes Billeder og Virkninger, som Tekstforfatteren og Komponisten maaske kun dunkelt har anet" (Nordens Musik 1919).

Ellen Beck optrådte ofte sammen med sopranen Saima Neovi, og deres duet-repertoire blev udgivet i 1916.

Med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København.

Blandt hendes favoritkomponister var Peter Heise og P.E. Lange-Müller, og hun blandede ofte disse ældre komponister med yngre navne blandt sine samtidige. Det gjaldt f.eks. Julius Bechgaard, Leopold Rosenfeld, Sextus Miskow, Victor Bendix, Carl Nielsen og August Enna. De tre Ellen Beck-Album fra 1903-04 viser nogle af hendes favoritområder. Første bind indeholder udelukkende værker af Lange-Müller, og det omfatter 11 sange fra mange af komponistens samlinger og operaen Fru Jeanna, deriblandt nogle af hans mest kendte. Det andet bind præsenterer sange af samtidens danske komponister som nævnt ovenfor kombineret med et par norske sange af Sigurd Lie og Chr. Sinding. Endelig er hele tredje bind helliget romancer af de fremtrædende svenske vokalkomponister som Wilhelm Stenhammar, Andreas Hallén, Hugo Alfvén og Emil Sjøgren. Sangene af den sidstnævnte komponist opførte hun ofte med ham selv ved klaveret. Endelig havde Ellen Beck flere operaarier på repertoiret - især af Meyerbeer og Wagner. "Saa meget Talent, saa megen Dygtighed og saa stor Smidighed findes meget sjældent på ét Bræt", skrev kritikeren og komponisten Charles Kjerulf om hende i 1931.

Ellen Beck havde et nært samarbejde med den finsk-danske sopran Saima Neovi. De optrådte ofte med duetter, hvilket også er dokumenteret i udgivelsen af et Duet Album fra 1916. Her er de danske og tyske romantiske komponister repræsenteret sideløbende med enkelte samtidige som Alfred Tofft, P.S. Rung-Keller og Jakob Fabricius. En af sangerindernes specialiteter var endvidere de folkeviseaftener, som de afholdt rundt i hele landet sammen med tenorbarytonen Anders Brems i årene 1915-1926. Endelig dannede hun ofte trio med violinisten Karen Bramsen og cellisten Henry Bramsen.

Det var imidlertid naturligt, at Ellen Beck måtte prøve kræfter med en dramatisk rolle på Det Kongelige Teater. Det blev som fru Ingeborg i Heises Drot og Marsk i oktober 1901, og hun fortsatte med endnu et par forestillinger i november, men det blev ikke nogen succes.

Ellen Beck, Saima Neovi og Anders Brems optrådte ofte med danske folkeviser og udgav en række af dem, her Roselil og hendes Moder.

Med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København.

Ellen Beck holdt en pause fra koncerttribunerne fra omkring 1918, men havde et fint comeback i slutningen af 1920erne. I oktober 1930 trak hun sig endeligt tilbage fra koncertsalene.

Til gengæld var hun meget interesseret i organisationsarbejde, og fra starten blev hun medlem af bestyrelsen for Solistforeningen af 1921, i flere år også dens formand. Endelig underviste hun i sang og var en uhyre søgt sanglærer. Blandt hendes elever var især kvindelige sangere inden for meget forskellige fag; det er navne som Marguerite Viby, Erika Voigt, Else Jena og Sylvia Schierbeck, men også Hans Kurt og Helge Kjærulff-Schmidt hørte til denne gruppe.

Ellen Beck indsang allerede tidligt en del grammofonplader. Da det senere HMV etablerede en skandinavisk filial i København i 1903 ønskede de hurtigt at lave optagelser med de mest kendte sangere, heriblandt Ellen Beck. Blandt hendes populære indspilninger var Julius Bechgaards Viol, Petterson-Bergers Irmelin Rose og Heises Husker du i Høst? samt ikke mindst Leopold Rosenfelds Asali. Hun indsang dog også enkelte operaarier som "Ah. mon fils" fra Meyerbeers Le prophète og Elisabeths bøn fra Richard Wagners Tannhäuser, og endelig blev det til enkelte folkeviser med terzetten Neovi-Beck-Brems.

Ellen Beck døde i 1953 i København.

Læs mere:

Ellen Beck Paa Halvfjerdsaarsdagen d. 3. Oktober 1943, udgivet af Dansk Tonekunstnerforening og Solistforeningen af 1921. København 1943.

Sten Høgel: "Ellen Beck", Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bind 1, København 2000, s. 108-09

Holger Jerrild: "Hos Ellen Beck", Gads Danske Magasin 1934, s. 212-29

Torben Krogh: "Ellen Beck", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 1, København 1979, s. 517-18

"Ellen Beck" i serien "Nordiske Tonekunstnere" XI. Nordens Musik 1/8 1919, s. 29

De nævnte sangalbums findes på Det Kongelige Bibliotek. 2 scrapbøger og et omslag med anmeldelser fra Ellen Beck findes på Musikhistorisk Museum. Ellen Beck kan ikke høres på cd, men man kan se en del af hendes pladeindspilninger i bibliotek.dk

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Maj 2003